Hvor langt kan man egentlig løbe? Det spørgsmål fik mig til at melde mig til det 230 km. lange tyske ultraløb Junut. Det vil sige at løbet er ”by invitations only”, men en mail til arrangøren Gerhard Börner, fik ham overbevist om at jeg var habil nok til at blive lukket ind i selskabet. Med rullende bakker på til sammen 7000 højdemeter opad virkede det som en overkommelig opgave. Specielt da jeg på mine to 100 mile løb begge gange sluttede af med overskud og tænkte at jeg godt kunne have løbet længere.

Jeg mailede lidt med sidste års vinder Jin Cao fra Kina (som bor i Norge) for at skyde mig ind på hvad jeg skulle forvente og hvad jeg skulle medbringe af grej. Af tiderne fra sidste år, virkede det som om jeg ville have en realistisk chance for at være med hvor det skete og hvis alt spillede vinde løbet. Men hovedmålet var at gennemføre og samle erfaringer til de hårde løb jeg har meldt mig til senere på året og til næste vinter.
Tidsgrænsen er 52 timer eller 48 hvis man som jeg valgte den hurtige startgruppe. ”Det skal ikke tage så lang tid” tænkte jeg. Hvilket passede med at jeg kunne flyve derned på løbsdagen og køre direkte til starten. Så afsted fredag morgen med den tidlige flyver til München og videre med bil til Dietfurt an der Altmühl. Lidt underligt (for en gang skyld) at køre nordpå fra lufthavnen og væk fra bjergene. En times kørsel ud over det Bayerske bondelandskab bragte mig til starten af vandreruten Jurasteig, som danner ramme om løbet.

Den langsomme gruppe var lige stukket i afsted og det virkede helt tomt i byen. Fik ordnet registreringen og indleveret mine 3 dropbags med grej, der skulle ud på ruten. I omklædningsrummet mødte jeg Jin som lige havde været tilbage i lufthavnen efter bagagen, som ikke var kommet med flyveren dagen før. Den stress undgik jeg ved at rejse i mit løbetøj og kun have håndbagage. Jin har løbet mange af de hårdeste løb derude, så der var nok at snakke om. Men da snakken falder på udfordringen vi har foran os krakkelerede min selvtilid en anelse, da de andre gutter i omklædningsrummet nærmest i kor måbede ”Du har ingen GPS med?”. ”Øh nej skulle man det?” og påpeger at det da ikke er obligatorisk. ”Last year – I got lost many many times” siger Jin med alvorlig mine. Det udleverede kort viser sig da også at være et oversigtskort i 1:200.000. Pis….

Nå – skift af fokus til beklædningen. Flere af tyskerne står i lang rør og jakker, mens kineseren er i korte tights og t-shirt. Hmmmmm – nå jeg holder mig til planen med en tynd langærmet og en Exo tee ovenover og korte Exo tight. Da klokken nærmer sig 14 går vi ned på torvet og liner op til starten. Vi er kun en 7 stykker i den hurtige gruppe, så borgmesteren giver hånd og ønsker god tur til os alle inden han finder pistolen frem fra lommen og sender os af sted. Allerede inden vi er ude af byen er det kun Jin og jeg i front. Vi går på bakkerne og løber resten. Vi skal virkelig holde tungen lige i munden da stien konstant svinger ind og ud og krydser større skovveje. De små gule afmærkninger på træerne er lette at overse. Vi løber og snakker og jeg bider mærke i Jin´s pressede vejrtrækning. Lidt tidligt at være forpustet… Jeg spørger over skulderen om tempoet er ok og får at vide at det er det.

Terrænet er meget dansker-venligt og minder om skovene herhjemme, bare med større bakker. På nedløbene er jeg lidt hurtigere, men stopper lige op og tager et par billeder. Også for at markere at jeg gerne vil følges med med ham, så længe som muligt. Efter noget tid kommer to fra den lokale løbeklub op bag os. De skal bare løbe til første depot ved 27 km. Jeg slapper lidt af, men det viser sig ret hurtigt at de heller ikke kender vejen – ”fedt nok – hvad laver I så her” tænker jeg. Efter en god times tid kommer to tyskere op bagfra og vi løber i en gruppe på 6. Jeg fører egentlig det meste af vejen til første checkpoint for at holde tempoet nede. Jeg føler mig afslappet men stærk. Eneste issue er væske. Mine 3 halvliters flasker forslår slet ikke og jeg løber tør lang før depotet. Jin havde skrevet at én liter var rigelig – Hmmmm.
Depotet i Riedenburg er i rådhuset midt i byen. Kineseren ryger på potten og det gider jeg ikke vente på. Så jeg løber alene af sted. Terrænet er fedt og stien går igennem nogle ret vilde klippe formationer. Pludseligt kan jeg mærke at jeg bliver nød til at sætte tempoet ned da første lille krise melde sig. 3 tyskere løbere forbi i spredt fægtning. Ved omkring 45 km deler stien sig og jeg må første gang have kortet til hjælp. Med kompasset i Suunto Ambit´et kommer jeg på rette vej og løber langs Altmühl-floden ind i Kelheim.

Det er den eneste større by på hele ruten og af ”roadbooken” kan jeg se at næste depot er ved ”Schifffart”. Får øje på færgerne men da jeg kommer tæt på er der ikke noget depot. Jeg er igen løbet tør for væske og er godt dehydreret. Ingen skilte. Jeg vender om og løber tilbage i søgen efter sidste skilt. Jeg stopper op og spejder rundt. Kan se to pizzariaer – så der er da væske og energi inden for rækkevidde. Så kommer Jin pludselig løbene. ”Den vej her” råber han og svinger ind gennem byen. Rart med lidt selskab igen og vi følger skiltene gennem byen. Da vi nærmest er ude af byen igen kan vi godt se den er hel gal, da vi stadig ikke har fundet depotet. Jin hiver sin smartphone med GPS frem og ringer kort efter også til arrangørerne. Endelig finder vi det er 10-15 minutters kaos. Sørger for at få drukket godt og få lidt energi ned. Det er ved at blive mørkt så vi finder også pandelygterne frem nu vi alligevel står og der.
På første stigning efter Kelheim er jeg max presset og må sætte farten ned igen og Jin forsvinder ud af syne.

Jeg forsøger virkelig at koncentrere mig om at finde vejen, men bommer flere gange og må løbe tilbage og finde den rigtige vej. Selv med små refekser på markeringerne er det svært at se. Nogen gange er skiltene på hver træ og andre steder er der 300-400 meter i mellem. Specielt passagen af små byen er rigtig svære og skiltene misvisende. Så jeg bliver lettet da jeg løber ind i depotet på brandstationen i Matting ved 76,6 km. Lige som jeg ankommer smutter Jin af sted som første mand fra vores start. Vi er for længst begyndt at hente de langsommere løbere. Fra min første dropbag kommer en tør trøje i spil og en frisk forsyning energi. De to tyskere mellem mig og Jin forlader depotet for at blive sejlet over floden. Og efter 10 minutter inden i varmen er jeg afsted. Nede ved flodbreden varmer brændfolkene sig ved et bål, mens de venter på at sejle løbere over. På med en redningsvest og så fuldt gas på det lille landgangsfartøj. For første gang mærker jeg virkelig den fugtige kulde komme snigende.

Efter at have sejlet over floden med brændvæsenet, begynder en lang stigning. Jeg savner mine stave som stadig ligger og hygger sig i dropbag´en ude ved 135 km. Normalt bruger jeg meget sjældent musik i ørene når jeg løber, men i dag har jeg for længst taget min nye Ipod shuffle i brug, for at tænke på andet end benene som gør ondt og hvor langt der er igen. Pludseligt begynder min pandelygte at blinke som indikation på at batteriet er ved at løbe tør – WHAT. Der er ikke engang gået 4 timer – sådan noget møg! Genopladelige batterier og kulde er bare en meget dårlig kombo. Jeg fisker min lille reserve lampe frem og presser tempoet for at nå så langt som mulig inden pandelygten dør. Halvejs til næste depot ved Schönhofen er det slut og der bliver MEGET mørkt i skoven. Reserve lygten kan kun bruges til at finde reflekserne på træerne, men jeg kan stort set intet se af det jeg løber på. Jeg kommer endelig ud af skoven og kan se lidt mere igen. Til gengæld blæser det oppe på toppen af bakkerne. Det var mega-koldt og jeg var bange for ikke at finde depotet.

Heldigvis er dette stræk løbets korteste (9,7 km.) mellem 2 checkpoints og pludseligt dukker den lille bjerghytte ud af mørket. Hytteværten tager imod og jeg sætter mig til rette ved buffetten ved siden af brændeovnen. Løbets arrangør Gerhard, der selv deltager, kommer over og siger hej ☺ Udvalget minder om de sidste 3 depoter til forveksling og det begynder at blive ensformigt med cola og pølsemadder. Med pandelygten ude af spillet og en reserve som er for svag til at løbe med, er der ikke så meget andet at gøre end at vente til tusmørket kommer snigende ved halv-seks-tiden. På listen med check-ind tider kan jeg se at jeg kun er en halv time efter Jin Cao, som har lagt sig solidt i spidsen. Jeg må nu indse at mine muligheder for at vinde er væk. Jeg ordner fødderne og taper et par vablerne op og ligge mig med på en bænk. Men den konstante knævren gør det umuligt at sove. Egentlig lukker depotet først 5.45 men lidt over 5 begynder værten at pakke depotet sammen. Godt så – ingen skam at gå når man bliver smidt ud ☺

Benene er helt stive da jeg stavrer ud i mørket som sidste mand. Dissy Miss Lizzy´s – ”Waterline” (fra gengang Tim C. lavede ordentlig musik) minder mig om at jeg hænger med røven i vandskorpen og sætter lidt gang i benene. Vejret er koldt og fugtigt men jeg får hurtigt varmen og begynder at indhente de langsommere løbere en efter en. Tidligt lørdag morgen løber jeg de 15 km til depotet i Pielenhofen, som ligger i et kloster og samtidig markere at vi nu har tilbagelagt 101 km. Fylder flaskerne med vand og tager en ostemad og en kop boullion med til fortæring ”on the fly” mens jeg traskere videre. Terrænet går konstant op eller ned og jeg går mere end jeg løber. Der skoves mange steder i skoven som gør det ekstra mudret hvor maskinerne har kørt og der ligge grene og kviste kastet ud over skovbunden som mikado-pinde. Navigationen er ikke så let og jeg mister meget tid. Specielt ved gennem landsbyer og ved passage af større veje hvor skiltningen er mangelfuld. Efter jeg flere gange er blevet indhentet af en ældre tysker (med GPS), når jeg står og prøver at lure vejen frem, slår jeg følgeskab med ham. Han går ikke så hurtigt men til gengæld finder vi vejen uden frustrationerne i at skulle løbe tilbage, når man er svinget forkert. Han regner ikke med at klare tidsgrænsen men vil bare i mål engang søndag aften (55-60 timer).

Solen begynder at skinne og jeg kan begynde at nyde landskabet mens vi vandrer derud ad. Tiden går hurtigere med selskab og lørdag eftermiddag kommer vi til depotet ved Schmidmühlen (135 km) hvor anden dropbag ligger. Får en tør trøje på og fyldt rygsækken med ny energi (gels, barer og Haribo Black & White) , en frisk pandelygte og ikke mindst stave (som jeg skulle have haft med fra starten). Hjælperne i depotet har forsøgt at spiffe det kedelige standard sortiment op og jeg får mit eneste varme måltid undervejs. Udkogte bønner og kartoffelmos man ikke normalt ville røre med en ildtang glider ned på få sekunder. Øjeblikket efter ligger jeg under et dejlig blødt tæppe og går ud som et lys.

En time efter ringer uret og det er tid til at komme på farten igen. Benene er stive og føles som beton da jeg sætter i gang igen. Terrænet minder om skovene omkring Silkeborg på væksthormon. Med den store undtagelse af klippefremspringene og borgene på bakkekammene. Ved næste checkpoint møder jeg Gerhard igen, som samtidig med at løbe også er i telefonforbindelse med alle sine hjælpere. Med alt arbejdet vi havde med at lave Ultraløbet Fyr til Fyr i frisk erindring er jeg fuld af beundring over at han orker begge dele. Han vil dog ikke sænke mig og sender mig i forvejen. Men der går ikke længe før vi ses igen, da markeringerne forsvinder ved passage af et stykke åbent landskab. Arrrrggghhh…. Nu gider jeg ikke det pis længere og hægter mig på Gerhard og hans makker. Det er et par erfarne herre som har begge løbet Tor de Geant (330 km og 24.000 m+). Vi passere 100 mile mærket (160 km.), hvilket et det længste jeg har løbet. Så herfra er jeg på fremmed mark. Solen går ned for anden gang og kulden kommer snigende. På en af de utallige stigninger er jeg kommet lidt foran de andre. Sætter mig på en bænk og lukker øjnene. Er helt væk og alt snurrer rundt. Mon det er sådan det føles at tage stoffer? I så fald nej tak.

Nu syntes jeg slet ikke det er sjovt længere og jeg har besluttet mig til at kaste håndklædet ved næste depot i Habsberg. I mine tanker prøver jeg både guleroden og pisken for at motivere mig selv. Guleroden er mine børn og pisken er bl.a. alle dem som praler med at have løbet 250 km PÅ EN UGE! (etapeløb) Min ven Ravn Hamberg som sidder hjemme og laver live-update på ”Trailløberen”, forsøger at opmuntre mig over telefonen: ”Der kommer altid en optur efter en krise” og ”Der er kun 23 km. Til næste depot hvor du kan sove”. Ja godmorgen Mester – jeg pisse fryser og det tager mig 4,5 time yderligere at komme dertil. Desuden er der absolut intet tilbage i tanken. For lige at dræbe benene fuldstændigt slutter vi af med 92 høje trappetrin (Gerhard talte) op til depotet. Jeg er helt kælderen og vælter omkring i en stol lige inden for døren, mens 50 mennesker sidder og synger fler-stemmigt i den anden ende af lokalet. Gerhard og hans makker bestiller hver en stor fadøl. Og vi snakker STOR fadøl! De får hver deres kæmpe-pokal og jeg tænker at de nok ikke kommer derfra lige foreløbig.

Efter jeg har kværnet 4 store pølsemadder rejser nogle gutter sig op og tager tøj. Så er det nu eller aldrig hvis jeg skal videre og gør mig klar til at fortsætte. Uden for døren rammer kulden mig som et bræt i ansigtet – WOW – det er koldt. De fire gutter foran mig hopper ind i en bil på parkeringspladsen, for at blive kørt tilbage. Den havde jeg ikke lige set komme og gårslukøret tilbage til varmen. Kan slet ikke overskue tanken om at skulle ud i mørket og kulden alene. 10 minutter senere rejser to andre sig op og gør klar. ”Laufen oder autofahren?”. De vil løbe – fint nok. Jeg tager en dyb indånding og hænger med. Men allerede efter 10 minutter må jeg opgive at følge dem ned ad bakke. Ikke at fartforskellen er stor men dog alligevel. Jeg bander og svovler over min egen dumhed ved at forlade varmen i depotet. Det er lige under frysepunktet og der er frost på græsset. Den fugtige luft gør det mega koldt, specielt i lavningerne. Jeg har alt tøjet på inklusiv hue, uld-buff, handsker, vindluffer + Bonatti jakke og jeg FRYSER !!!
Flere gange er filmen tæt på at knække da en taxi kører lige forbi og da jeg passerer en under en hovedvej hvor der ligger en tankstation. Men pludselig er der uventet hjælp fra Shakira (Waka Waka) på ipod´en:

You’re a good soldier
Choosing your battles
Pick yourself up
And dust yourself off
And back in the saddle

You’re on the frontline
Everyone’s watching
You know it’s serious
We’re getting closer
This isnt over

The pressure is on
You feel it
But you’ve got it all
Believe it

Jeg ryster af kulde og er gennemkold helt ind til benet. Flere gange forsøger jeg at komme ind i de kirker jeg kommer forbi, men dørene er låst. Tredje gang er lykkens gang. Døren til kirken er åben. Ikke at der er varme, men dog en anelse varmere end udenfor. Der er selvfølgelig ingen tændstikker til at sætte fut i sterinlysene. Jeg spiser en bar mens jeg prøver at ruske lidt live i de stivfrosne lemmer. Efter 10-15 minutter gør det videre mod Deining. Det er klart på kanten af de forsvarlige, men jeg kriger på og når frem ved 4-tiden om morgenen. Depotet ved 195 km. ligger hos FC Deining og hjælperen i depotet er også slidt. ”Selvbetjening…” siger han og nikker i retning af et par flasker cola på bordet. Noget at et anti-klimaks at komme ind til sådan en modtagelse. Desuden er der piv-koldt i hele fodboldklubben ☹ Finder min dropbag, hvor jeg optimistisk nok kun har lagt en Exo t-shirt (til overkroppen). Den ryger uden på de to langærmede (jeg har på i forvejen) inden jeg går omkuld med sko og det hele på.

Halvanden time senere ringer uret og jeg må videre for at klare cut off´et på de 48 timer. 8 timer til 35 km virker overkommeligt selv med 750 højdemeter. Det er lige inden solopgang da jeg stavrer af sted med hævede fødder og ømme ben. Fuglene synger, men det må da være for at holde varmen, som jeg joker med Ravn om i telefonen. Nu er jeg serøst træt af at være på skovtur og vil gerne have det her overstået. Heldigvis er der skruet ned for højdemeterne her til sidst i løbet, men stigningerne niver godt alligevel. Pludselig står Gerhard og venter hvor stien krydser vejen. Havde jeg ikke ham bag mig i depotet? Nu rabler det vist… ”Directors cut” griner han og fortæller at han har taget en lille genvej så vi kan følges ad. Pyha… troede lige jeg var ved at miste overblikket. Lige inden sidste depot i Holnstein indhenter vi de to tyskere, jeg blevet hægtet af om natten. Jeg har endelig fået varmen og vil gerne hurtigt igennem depotet. Udvalget er efterhånden velkendt og kun et par specialøl frister lidt. Men det må vente…
Mens det andre går ombord i de våde varer lunter jeg videre.

Der er endelig kommet liv i solen og snart efter må jeg have jakken af. Fødderne er hævede og jeg må tage en lag strømper af for at have plads. Samtidig begynder den højre svang at gøre rigtig nas. Jeg passerer en del åbne marker hvor navigationen igen er problematisk. Med 10 km igen kommer de to tyskere rullende forbi i verdens længste elefant overhaling. ”Skal Du med” spørger de. ”Nej jeg går den ind”. Pludselig dytter en bil og en mand råber nede på vejen. Der er en af hjælperne der har spottet at jeg er på vej på vildspor – ”Danke sehr”. Jeg må tilbage og finde den rette vej. Kort efter står jeg midt ude på Lars Tyndskids mark og er i tvivl om vejen. Mit 1:200.000 kort giver ikke meget hjælp. Pludselig kommer Gerhard joggene på den anden side af floden og vinker mig der over. Han løber langsomt mens jeg går. Han trækker hurtigt fra. Imponerende nok er der stadig liv i Ipod´en og nu giver Rammstein vinger. Jeg sætter i løb og kan overraskende nok løbe igen efter så mange timers gang. Gerhard kigger forundret da jeg løber forbi – ”Rammstein” mumler jeg. Nu kan jeg se byen og kun den sidste lille bakke venter. Med et er jeg tændt. Powerhiker fuld knald på stigningen og løber igen så snart det flader ud. De to tyskere pilker jeg også – sweet… (selv om de er startet 4 timer før mig). Shakira er tilbage:

This is your moment
No hesitations

Today’s your day
I feel it
You paved the way
Believe it

Opturen kom aldrig, men at løbe ind i byen igen efter næsten 47 timer på sporet, får smilet frem. Havde forventet større glæde, men føler egentlig kun lettelse over der er slut. For første gang på hele ruten er der tilskuere og de andre løbere klapper mig de sidste meter ind. Fuck hvor var det hårdt!!! Nogle minutter efter kommer de to tyskere og lidt efter Gerhard. Jeg takker for selskabet og udfordringen.

Tiden stopper ved 46:43 hvilket rækker til en 7. plads af 67 startene. Norsk-kineseren Jin Cao som jeg løb med i starten vandt løbet suverænt og forbedrede sin egen banerekord. Jeg havde desværre ikke dagen(ene), heldet og den rette mængde mojo til at gøre det bedre. Men jeg fik dyrebare erfaringer med hjem til næste gang jeg skal ud og balancere på kanten af det store sorte hul.
Nu skal der lige gå et par dage før jeg skal i skoven igen ☺