Trail running en primera clase – estilo canarias

IMG_5952

Der er løbet meget vand i åen siden vi lavede “Trailløb på første klasse” på Samsø i 2012. I sidste uge tog Sondre Amdahl og jeg konceptet til nye højder med verdensklasse trail, tapas, 4 stjernet hotel, SPA og ikke mindst super hyggeligt samvær, på tværs af Gran Canaria.

Det var 6. gang jeg var på den spanske ferieø for at løbe. 4 gange har deltaget i TransGrancanaria og har haft både succes og fiasko. Men nogle af mine bedste oplevelser fra øen er fra Ravn Hamberg´s og mine træningsture sidste forrige vinter. Derfor var der ikke langt fra tanke til handling da Sondre flyttede til Gran Canaria med sin familie i sommers.

Ideen var at løbe 125 km. fra Agaete i det nordvestlige hjørne langs TransGrancanaria- ruten igennem bjergene til Maspalomas på sydspidsen over 3 dage. Ud over Sondre og jeg som guidede deltog 7 løbere fra Danmark, Norge og Sverige. Deriblandt 2 gengangere fra Trailrunning Camp Wipptal i Østrig i sommer.

IMG_5892

Kort over ruten.IMG_5908Dan på den første stigning op fra Agaete.

IMG_5942IMG_5913Lokal ost og kartofler med med Mojo sauce til frokost.

IMG_5969Anders i kaktus-land mellem Fontanales og Teror.IMG_5924Middagsbordet på Parador Cruz de Tejeda

IMG_5994Anders og Thomas på vej op mod Roque Nublo fra Tejeda.IMG_6014Anders og Ida på nedløbet til Cruz Grande.

Efter 125 km. og 13.000 akkumulerede højdemeter (6500 op og 6500 ned) stod vi om sider for foden af fyrtårnet ved stranden i Maspalomos lørdag aften. På en gang lettet over at turen var lykkedes og alle var kommet godt igennem de 3 dage i bjergene men også lidt trist over at rejsen var slut. Det sociale element og den ro det giver at kunne løbe i sit eget tempo gør at det helt sikkert ikke er sidste gang jeg laver sådan en tur. Tankerne går allerede i retning af en rundtur på La Palma, som er en af naboøerne. IMG_6026

Flere billeder her: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.914166098628130.1073741866.278103625567717&type=3

Store og små planer

IMG_5458

For mig er løb et redskab til at udforske nye steder, få oplevelser i naturen og lære mig selv bedre at kende. Løb i en eller anden form fylder en stor del af mine vågne timer og jeg elsker at løbe. Jeg er på ingen måde eliteløber, men jeg elsker at løbe. Præcis derfor træner jeg ikke så meget som kunne. Mit mål er at være langtidsholdbar i sporten og kunne nyde resten af livet i løbeskoene. Derfor er min filosofi at løbe så lidt jeg overhovedet kan slippe afsted med og stadig nå mine mål. Altid kvalitet over kvantitet.

Lidt af det samme gælder når jeg skal vælge hvor mange løb jeg skal deltage i. Jeg elsker den stemning og energi der er forbundet med at deltage i konkurrencer. Jeg kunne sagtens løbe langt hver weekend og har venner som gør det og slipper hæderligt afsted med det (på den korte bane i hvertfald). Men både mentalt og fysisk tror jeg på at jeg får mere ud af at have færre løb, som jeg forbereder mig bedre til.

Da jeg sejlede tog vi tit fra det ene stævne til det andet, men tit syntes jeg at gnisten forsvandt når det var for kort tid i mellem. Selvom jeg ikke er i nærheden af at vinde løb (fordi jeg ikke er den hurtigste knallert på havnen og fordi jeg prioriterer de store løb) kan jeg godt lide fornemmelse at have forberedt mig helt optimalt. Hvilket man kun kan gøre maksimalt 2-3 gange om året. Der er jo også en grund til at top marathonløbere ikke løber flere løb end de gør (typisk 1-2 per år).

IMG_5621

Jo længere et løb bliver jo mere mentalt hård bliver det. Derfor kan jeg godt lide at tage et løb ad gangen. Det er selvfølgelig konge nederen hvis det så går dårligt, fordi der så går rigtig lang tid inden man kan viske tavlen ren igen. Det er baggrunden for at jeg i år kun har tænkt mig løbe 3 større løb, hvilket i min optik faktisk også er at stramme den.

Jeg bliver ved med at fortælle mig selv, at længere ikke nødvendigvis er federe. Alligevel er det de lange løb jeg drages mod. Ikke fordi jeg har noget at bevise eller skal måle diller, men fordi jeg syntes om udfordringer og eventyr hvor udfaldet ikke er givet på forhånd.

Belært af erfaringerne fra sidste år vil jeg prøve at tage et løb ad gangen og værdsætte hvad jeg end for smidt i hovedet undervejs. Rejsen er målet og “improving is winning”.

IMG_5617

Men selv om jeg ikke prøver at tænke for langt frem og tage tingene som de kommer, bliver man alligevel nød til at have en hvis grad af planlægning. Både fordi de attraktive løb typisk har lodtrækning eller hurtigt bliver udsolgt. Men planerne for i år er alligevelvel til at overskue: Iditarod Trail Invitational (560 km. vinterløb i Alaska), Ronda del Cims (170 km. bjergløb i Andorra) og Ultra Trail du Mont Blanc (klassikeren rundt om Mont Blanc massivet på 168 km.) hvis jeg er heldig i lodtrækningen. Forhåbentlig godt krydret med små hyggeløb og sociale løbe-ture og rejser.

Hvad er definitionen på løb?

I et interview med Berlingske Tidende udtaler ultra”løber” Thomas Dupont at han ikke anser løb hvor man sover som værende løb. Når man som Thomas er godt 43 timer om at fuldføre UTMB (168 km) svarer det til en gennemsnitsfart under 4 km/t. Er det så løb?

Da David Johnston i vinter vandt og satte ny banerekord i det 350 mile (560 km) lange Iditarod Trail Invitational i Alaska var det med en gennemsnitsfart på 5,7 km. Til trods for han havde sovet flere gange undervejs gennem vildmarken med sin pulk på slæb. Selv Casper Wakefield’s rekord i det 430 mile lang Yukon Arctic Ultra blev “løbet” med højere fart end Thomas. Da jeg i marts løb Transgrancanaria (som er kortere men også har flere højdemeter per kilometer i forhold til UTMB) sov jeg undervejs. Er det så ikke løb selvom mit tempo igen var højere end Thomas 4 km/t?

For mig er det interessante ikke hvor vidt man sover eller ej men hvor langt man kan bevæge sig inden for en given tid mens klokken tikker. Det vil sige at søvn (eller mangel på samme) og det basale i at kunne tage vare på sig selv er vigtige faktore.

På engelsk er begrebet “footrace” mere dækkende for de lange konkurrencer til fods. Vi kunne godt bruge et begreb på dansk til arrangementer hvor man konkurrerer til fods. Nogen forslag?

Det fede ved “løb” er netop de mange facetter som motivere os mod forskellige distancer, underlag og formater. Jeg går ikke efter løbe det længste eller det hårdeste. For det længste løb jeg kender er et 3100 mile løb rundt om en boligblok i New York og det hårdeste (syntes jeg) er en flad 10’er på asfalt.

For mig er det spændende at udforske min egne grænser og nye steder til fods – uanset farten og uanset hvad andre kalder det :-)

– Trailtraskeren
IMG_4332.JPG

Skåneleden Kust til Kust

IMG_5131-1.JPG

Ideen til at krydse Sverige til fods havde rumsteret et par år i baghovedet. Til dels inspireret af løbet Transscania, men på den mere uberørte og æstetiske rute langs Skåneleden Kust til Kust mellem Sölvesborg i øst og Båstad i vest. Sammen med Knut Korczak blev turen planlagt og datoen fastsat mange måneder i forvejen. For mig passede turen perfekt ind i mine forberedelser til ITI som er et godt 500 km langt vinterløb jeg deltager i til marts. Vi gav os selv 4 dage til turen på de ca. 235 km. I ugen op til vi skulle afsted planlagde vi de sidste grej-detaljer og aftalte hvem tog hvad med til festen. Mit setop var stort set genbrug fra Spine Race i vinter (komplet udstyrsliste længere nede) og det gik overraskende let at få pakket.

IMG_4998

Mandag morgen mødtes vi på hovedbanen under uret og tog et direkte tog til Sölvesborg. Mens vi gnaskede en kanelbulla i os fra stationen fulgte vi de tydelige orange markeringer ud af byen.

IMG_1927

Det var skønt at være afsted på tur selvom tankerne kredsede om fruen og datteren, der havde været lidt sløje om morgenen. Men som altid når man er på tur glider resten af verden i baggrunden og ens virkelig bliver dejlig enkel. Skal jeg spise ostemaden eller skinkemaden først? Valgene på tur er bare lettere :-)

Terrænet blev ret hurtigt kuperet og mere udfordrende gennem de første skovstykker. Stavene kom frem og jeg var pænt tilfreds med at have valgt en let Gore Tex støvle mens Knut efter hånden havde opgivet at holde skoene tørre. Underlaget skifter hele tiden fra grusvej til mudret singletrack og alt der i mellem.

IMG_1928

Det var hyggeligt som altid lige at få vendt verdenssituationen undervejs. Det havde regnet hele vejen Sölvesborg og vi gik begge med lette regnjakker. En SMS bragte mig tilbage til virkeligheden og fortalte at de var nu så syge derhjemme at min tilstedeværelse var påkrævet. Mega ærgerligt for vores tur, men familien før alt andet. Med den lange snor og opbakning jeg normalt har var der ikke noget at tude snot over. Og 6 timer ude i regnvejr er da aldrig til at klage over :-)

IMG_1945

Efter 30 km undervejs krydsede vi en landevej hvor jeg kunne fange en bus sydpå. Det var lige blevet mørkt da jeg takkede for turen og Knut forsatte videre i mørket.

Under 3 timer senere sad jeg hjemme på Vesterbro. Knut fortsatte alene videre vestpå, men måtte stoppe i Osby efter 104 km med forkølelse og feber. Jeg havde ellers håbet på at kunne slutte mig til igen på den sidste del af turen.

IMG_5071

Tirsdag og onsdag gik med at få familien på ret køl igen. Torsdag morgen sad jeg igen i toget mod Sverige med rygsækken pakket med mad til et døgns tid på sporet. Planen var at gå fra Osby til Båstad så hurtigt som muligt. En tur på 130 km. Ud over timer på fødderne håbede jeg også at gøre nogen erfaringer jeg kan bruge i Alaska.

IMG_5087

Det kostede en kort sightseeing tur rundt i Osby før jeg fandt Skåneleden’s orange markeringer som førte ud af byen. Landskabet var fladt og snart var jeg ude på en sumpet spor i skoven. De lette læderstøvler var suppleret med et par gaiters for at undgå småsten i de lave støvler. Sammen med en opgradering på skaljakken var de eneste ændring i udstyret fra tidligere på ugen. Om sommeren er der vand ved de mange shelters der ligger med 12-24 km mellemrum. Men da de er lukket for vinteren var næste mulighed for optankning i Vittsjö. Jeg klarede de 35 km på 1,5 liter væske og nåede frem en time efter mørkets frembrud. Her tankede jeg op med 3,5 liter og fortsatte mod shelteret i Hårsjö 2 timers gang væk.

På vejen ud af byen blev jeg snydt af nogen krydsede røde mærker som i det skarpe lys fra pandelygten lignede Skåneleden’s orange. Det kostede en kort bonus-tur og men jeg kom hurtigt og lettere irriteret tilbage på sporet.

IMG_5108

Ved Hårsjö lavede jeg en portion frysetørret pasta carbonara og kop varm kakao som hurtigt blev sat til livs. Indtil videre var dagens 35 km gået let og mens jeg fortsatte legede jeg med tanken om gå hele natten igennem.

Jeg kom hurtigere på andre tanker da benene begyndte at gøre ondt. Det mærkedes ligesom hvis jeg havde løbet 50 km i godt tempo. Først tog jeg bare i mod at det gjorde vildt ondt i musklerne og tænkte at det nok snart ville gå over. Men en time senere var det kun blevet værre. Mentalt prøvede jeg alle julelege i skuffende for at ligge smerten bag mig. Men intet hjalp. De små fire timer til næste shelter gik uendeligt langsomt som jeg sneglede mig gennem skoven.

IMG_5119

På forhånd havde jeg troet at træthed ville blive største udfordring men nu var benene ved at falde af. Jeg bannede lidt over hvor ondt det gjorde men minde mig selv om at jeg faktisk betalte penge for at gøre det her og mantraet “this is what I do” dukkede op igen og igen. Endelig nåede jeg shelteret ved Lärkesholm ved halv et tiden og hoppede direkte i posen uden at sætte uret.

Jeg vågnede ved at himlen lysnede i øst og kiggede ud over søen som lå bare 3 meter fra min varme sovepose. Benene føltes så gode som nye. Imens jeg kogte vand til den frysetørrede müsligrød pakkede jeg resten af sagerne i rygsækken. Så snart jeg havde spiste færdigt gik den videre i morgengryet. De sidste 65 km. til Båstad ventede.

IMG_5121

 

Efter en kort tur igennem skoven kunne jeg ligge pandelygten væk, på vej ind i Åsljunga. Har sås kun se sørgelige rester af fordums tider. Det så ikke ud til at være mange år siden byen havde haft både en ICA og et posthus. I det hele taget var det sådan lidt spøgelsesagtigt over de steder jeg kom igennem og jeg så kun ganske få mennesker. I alt på turen mødte jeg totalt 4 personer på 130 km.

Jeg forsøgte at holde skruen i vandet med havde helt klart ikke samme umfff som dagen inden og mit tempo var da også faldet en anelse. Resten af turen er ret øde og man komme ikke igennem nogen byen resten af vejen ud til Kattegat. Naturen var egentlig overraskende afvekslende og slet ikke så monotom og kedelig som jeg havde frygtet. Rutens beskaffenhed skiftede meget og sektionerne var altid overkommelige. Selv de ulideligt lange sumpområder hvor der var lagt brædder ud til at gå på. I det fugtige vejr var plankerne glattere end glatte og brun sæbe havde nok været at foretrække.

IMG_5125

Jeg havde ikke taget musik eller anden underholdning med og var overladt til min egen hjerne. Det var ikke så afslappende som man skulle tro og det var meget som når jeg er til løb. Regne splittider og tempo og beregne forventet ankomst til forskellige punkter. Men jeg fik stadig tænkt på mange mærkelige ting og sendt en tanke til steder jeg har besøgt og folk jeg har mødt.

Kroppen havde det i store træk fint og jeg benyttede lejligheden til at skolve kul på kedlerne når maven var ovenpå. Hver gang jeg havde gået 5 km. belønnede jeg mig selv med en snackpølse. Dagen gik egentlig hurtigt. Lige som jeg var ved at løbe tør for vand kom jeg til turens eneste åbne vandpost, hvor jeg kunne tanke til resten af turen.

IMG_5074

Ud på eftermiddagen begyndte mine fødder at blive hævede og gøre ondt. For ikke at have for meget plads til at glide rundt i støvlerne havde jeg taget et ekstra lag strømper på og det var der lige knapt plads til. Men med udsigten til kun nogle timer mere var det til at holde ud. Jeg tænkte at det snart var slut og inden jeg fik set mig om var jeg hjemme i hverdagen igen. Solen kiggede kortvarrigt frem og jeg huskede at nyde øjeblikket.

IMG_5143 IMG_5144

Generelt er Skåneleden fantastisk afmærket. Faktisk så godt at man kunne holde et løb og kun de aller hurtigste kaniner men hovedet under armen ville udfordret. Men jo længere mod vest jeg kom jo dårligere blev markeringen. Fra nogen steder at have mærke på hvert træ kunne der pludseligt gå 600-700 meter i mellem de orange pletter på træerne. Særligt stykket lige omkring hvor man krydser E6 motorvejen var slemt og jeg brugte 5 minutter med pandelygten på fuld blus i udkanten af en rasteplads før jeg fandt tilbage på sporet. Til stor morskab for en flok busrejsende med dåseøl i hænderne.

IMG_5103

Togene fra Båstad kører hver time om aftenen men jeg havde sat mig for at nå 19.22. Det kunne jeg godt se ville knibe da mit tempo var dalet til omkring 5 km/t. De sidste km. asfalt ind mod Båstad begyndte jeg at løbe. Fødderne gjorde ikke væsentligt mere ondt af det og benene føltes faktisk meget gode. Det var selvfølgelig kun muligt fordi rygsækken nu var nede på basisvægten, tømt for mad og væske. Det føltes dog lidt åndsvagt at have gået så langt og så måtte løbe efter toget. Men det lykkedes fint og jeg havde akkurat tid til at koge vand til aftenmaden inden toget rullede ind på perronen.

Endelig på togturen kom der mere ro på tankerne og jeg kunne evaluere, som jeg altid gør, hvad der havde været godt og hvad der kan forbedres i fremtiden. Det var et par gode erfaringer med hjem og lidt ekstra tillid til at min træning virker efter hensigten. “Improving is winning”…

IMG_5146

Udstyr: Jeg har nævnt det som jeg har fået sponseret. Men jeg ville nok have købt det samme grej uanset :-)

På kroppen – altså det som jeg fik brug for på farten

Støvler: Inov-8 Roclite 400 GTX støvle (verdens letteste GTX støvle. Sponseret at Inov-8

Gaiters: Gore Windstopper gaiters

Strømper: Injinji Trail 2.0 + Salomon Whitewolf merinould strømpe.

Underbukser: Arc´teryx

Bukser: Salomon Dynamic Pants. Løse vindtætte bukser i tæt snit.

Undertrøje: CEP Ultralight Shirt. Let og ret hurtigtørrende. Sponseret af CEP.

Jakke: Salomon Bonatti jakke / Salomon Revard GTX jakke

Handsker/luffer: GripGrab Running Thermo + Outdoor Research vandtæt overtræksluffe

Buff: Inov-8 Wrag

Hue: Arc´teryx RHO beanie. Fantastisk hue i god blanding af uld og syntes.

Ur: Suunto Ambit3

Stave: Black Diamond Ultra Z-poles i kulfiber.

 

I rygsækken:

Rygsæk: Ultimate Direction Fastpack30. Sponseret af Ultimate Direction Nordic

Vandtæt paksæk: Sea to Summit

Sovepose: Western Mountaineering Caribou dunpose + silke lagenpose

Underlag: Klymit – letteste og mest kompakte underlag. Ikke det mest komfortable :-)

Brænder: Jetboil Titanium – Let og mega effektiv brænder. Sponseret af Bjergkæden.

Kop: Sea to Summit – min foretrukne foldekop

Ske: MSR – den er let…

Kniv: Petzl Spartha

Fleecetrøje: Patagonia i powerstretch. Sidder fantastisk og har en god høj hals.

Dunjakke: Salomon Super Halo Down – super let dunjakke i glat “kondomlook”.

Ekstratøj: Medbragte et par ekstra strømper og en ekstra undertrøje

Regnbukser: Salomon Bonatti Pants

Drikkedunke: 2 X Ultimate Direction flasker (god at drikke af) + en 1 liter Platypus flaske (super let)

Mad: Travellunch, beef-jerky, Cliff Builder bars (protein bar), nødder, snack-pølser, pulverkakao, diverse chokolade og slik.

Diverse: Lighter, Kleenex, førstehjælpssæt med vabelkit, tandbørste, kontaktilisner, kreditkort, sygesikringsbevis og svenske kontanter

Mobil: Iphone 5 inkl. lader og powerpack. Skånetrafikkens App er smart til at planlægge togturen frem og tilbage og købe billige billetter.

 

Tandtråd og styrketræning

IMG_9248

Præcis som de fleste er ret religiøse med tandtråden ugen inden og ugen efter besøget hos tandlægen, så er de fleste løbere også virkelig grundige med at lave deres øvelser når de er skadet. Men så snart de kan løbe uden problemer blæser de på alt fornuften. Lige indtil næste gang.

Jeg har selv været der, så jeg ved præcis hvordan det går, når euforien over igen at kunne bevæge sig uhindret kommer over en.

Bedre end nogen anden ved jeg hvor kedeligt styrketræning kan være. Derfor gælder det for en gang skyld om at være realistisk og ikke gå efter hvad du gerne vil lave af øvelser men hvad du ved du kan overkomme, også når hverdagen melder sig.

Derfor er jeg glad for Tomas Pilsborg og Claus Rasmussen fra posemand.dk har lavet deres Styrketræning for løbere program der med lidt øvelse kan klares på 15 min. Det er simpelt og lige til at gå til med en enkelt kettlebell fra Harald Nyborg. Hvis man gerne vil have øvelserne helt ind under huden kan jeg virkelig anbefale det styrke-kursus som Tomas Pilsborg tilbyder. Alle de atleter jeg træner har det som en fast del af pensum – sammen med 8 timers søvn og en fornuftig kost :-)

Derudover bruger jeg squats og flexifusser for at styrke mine fødder og underben. Noget man vil have stor glæde af uanset hvordan man løber og hvor meget eller hvor lidt skum man har under fodsålerne. Særligt de tykke skumsko jeg tidligere løb i har givet mig store udfordringer med fødderne, fordi fødderne er på overarbejde med at fornemme underlaget. Lidt som hvis du prøver at stå på hænder på en skummadras.

Den rigtige træning – er den man får lavet. Så det gælder om at få indarbejdet de gode vaner. 15 minutter af dine ca. 16 vågne timer burde være muligt at klare for de fleste. Og man behøver ikke være frisør for at kunne multitaske træningen sammen med tv- og facebook-kiggeri :-)

Rigtig god træning…

Ultraløbet Molsruten – Racereport by Karin Swiegers

Guest blog by the female winner of Ultraløbet Molsruten 58 km. – Karin Swiegers from South Africa. Enjoy…

10665813_373506532796545_30899102659705243_nFoto: Stine Sophie Winckel

Ultraløbet Molsruten Race Report by Karin Swiegers

A little bit about me…

I’m not much of a writer, more a talker just that you all know from the start! For those of you who don’t know me I’m Karin, 39 years old, born and raised in South Africa. I moved to Denmark about 6 years ago,actually I’m a half-Dane but I admit I haven’t quite mastered the language, it just doesn’t sit well in my mouth, well not yet! I’ve always loved running. I used to spend hours and hours training middle distance track through my childhood and the love of the sport has still stuck with me. About 4 years ago, here in Denmark, I casually picked it up again. My first aim was to just complete a 10km race, which soon turned into a half marathon. Before long I had hopes for a full marathon and then the idea of doing an ultra became really really interesting. Initially I entered  Fyr til Fyr this year as preparation for Salomon Hammer Trail 50km. ( I actually fell out of that race due to injury) Anyway, the idea of running my first ultra was very exciting, I mean it seemed so far and impossible in my mind, why would anyone want to run so far and for what reason?….  but I had to try. So, I managed to complete it,just just…barely with terrible legs and a very upset stomach, it was not at all what I had expected! At the same time doing ‘Fyr til Fyr’ a switch went on. Here I had found something that really challenged me on so many different levels that I knew I was going to want to come back for more. Anyway, I was injured for a while but soon decided I had to set a new goal to try the distance again, that’s when I entered Molsruten. This time I told myself I had to be physically and mentally more prepared to do it better! My coach, Michael Boye Christiansen, worked out a strategic plan for me, trying to accommodate  my other ideas of wanting to run faster shorter races, so it was quite an interesting preparation I went through. At the same time I changed my diet to a much simpler and cleaner lifestyle following Paleo principles.So, if you’re wondering what that means, well just think caveman….meat and fresh vegetables and fruits really. Strictly speaking Paleo is dairy-free but I cheat with skyr ( eat it by the ton) and some milk in my coffee.  Otherwise no sweets, cakes, chips anything artificial. You basically train the body to find its energy source from fat…. So that’s the bit on me….

10628386_373355976144934_2576656803288363958_nFoto: Stine Sophie Winckel

The run itself

I travelled Friday afternoon with my good friend and running pal, Anders Thompsen, to Fredericia to another running buddy, Bent Jensen, who kindly let us stay over for the night. By 6am the next day we were all awake,finding our gear, getting pumped and motivated for what was lying ahead…I started the day with x2 eggs, avocado and a few spoons of oats. I also managed to start the day by breaking my watch strap. The strap had torn away and was dangling in front of me. How would I know how many km’s I’d covered and more importantly  how would I know when the end was coming if I ended up bonking and I was on my own?My friends told me to get over it but deep down inside I was panicking, I always ran with my watch, it was like a real body part and buddy,I had to make a plan and fast. So, we tried to repair it with glue but by the time I arrived at the race it was apart again arghhhhh. Plan B… I then tried sports tape to keep it together, luckily it worked and stayed intact, infact it’s still on it right now! So.. after Moses’ briefing we set off around 10:00am, I told myself I would hold back for the first 10km and just check out what’s going on in the field ahead of me. Gitte and Annemette shot ahead like two bullets. I  thought ok just relax and try and keep them in sight,but very soon I’d lost sight of Gitte and Annemette was getting into her own rhythm and she was slowly slipping away. Fortunately, I had Bent with me who encouraged me to stay close and not let the gap get any bigger than what it already was.  The first few km’s went by quite quickly, I was warming up nicely and feeling fresh. We were lucky it wasn’t too hot or cold, just perfect running conditions nice and cool. My confidence was growing and I wanted to increase the tempo, I had caught up to Annemette by now and stuck behind her for some time, you know she is really fast! !!! :-) I think I slipped past her around the 7/8km mark ( despite my very wet socks and shoes at this stage! Let me explain to those of you who did not do this, there was water on this route, and I mean A LOT of it! High -tide must have set in and within a few km’s of the start I had super wet feet and probably so did everybody else! This explains the two huge blisters I got!!) Anyway, I kept ploughing along… At this point I must have met up with the awesome Lars Hugin, who became my wing-man for the next 30km plus, and a couple of really nice guys, sorry just can’t remember your names! I was happily chatting away to them and the km’s just raced past us without me noticing. Everything was going perfectly, the route was interesting with single track trails, thick forests, more water, rocks….. my energy levels were super high and I was basically having the best time ever! I think we were cruising around 4:45/km for quite some time.Nearing the first depot I must have caught up to Gitte without realizing it because there she appeared in front of me. She must have shot off again without me noticing because I was having a tiny struggle with my drinking bottles and mixing in the energy I had brought with. (Before I forget let me commend both depot points where the help I received was AMAZING! I had x2 people attending to my bottles…filling them ,shaking them, putting the lids on for me so I wasn’t fumbling around with it, it was a big help when all I had on my mind was don’t let Gitte get away again!!! Gitte by the way you are a super star :-)

Lars, myself and some others then re-set ourselves on cruise control and off we went again. We pretty soon entered a new section of forest when I noticed her again and this time I made sure I stuck close-by.  She stopped for a few moments along route and I knew that was my chance, I had set my pace a bit faster  and I was planning to stick to it so I slipped by. My pulse was steady, the legs were working, everything was going as planned. Even my wingman was in a brilliant mood so I had perfect company as well!! Run, run run….

Around 30km plus we had the tough trip around the island with all the rocks…big ones, fat ones, slippery ones you name it they were there waiting for us! I have no idea how I didn’t fall, but I didn’t..not once! Must have been my new shoes that still had plenty of grip and all the balancing tricks I’ve been learning at yoga recently :-) Unfortunately for me  I lost Lars after the trip around, he had been the biggest support along route for me so I was quite devastated when I realized he wasn’t alongside me anymore.Thanks Lars you were the greatest company I could have asked for  and you really pulled me along!! :-)

10346057_373354906145041_7973909442319149694_nFoto: Stine Sophie Winckel

So, the lonely part of my journey had began. I knew I was lady no.1 by now, I knew I had about 22 plus kilometers to go- question was could I keep this speed up on my own? I thought to myself ok I’ll try and catch the next group in front of me, make new friends and stick with them, however every time I passed the runners they were stuck in their own tempo and dealing with their own personal crisis so I just kept moving past, saying hi and waving as I went by.  I think this is where I pulled out my earplugs and turned up some Danish playlist on my iphone to keep me company, I had officially got lonely!!!

After the second depot I entered yet another forest of rolling hills and wide tracks…up and down I moved along , drinking as much as I could when I remembered. My legs were fresh as they could be after so many km’s and I was still feeling motivated and happy . I remember at the briefing it was said there might be long distances in-between the markings ( red and white streamers) they had  obviously meant this because here I was stuck in a situation looking all over for them! I was all on my own in this big big forest! No-one next to me, no-one in front, no-one behind me,helping me along and  I was searching for them everywhere. Every time I saw one my heart skipped a beat and I knew ok I’m not lost, well not yet!! The kilometers ticked by, I kept refueling ,I even thought ok I’m going to do this under 5 hours at this rate but I knew when I reached the last 6km or so I had dropped my tempo quite a lot. My stomach had started to hurt a bit  and I knew this was not going to be achievable on my own. Plus,more and more hills appeared from nowhere, or maybe they appeared bigger than they really were at that point. I refused to walk up them, I just wanted to keep moving forward! I did pass the odd runner or two on route, I was so happy when I saw them, it  gave me great confidence that I must have managed to stay on route successfully.By the time I reached the asphalt, I think it was the last 2 or 3km , I knew it couldn’t be far and I focused on getting to the end. My body was finally signaling to me it was getting tired and mentally I didn’t want to run extra km’s on my own anymore!When I finally spotted all the cheering supporters, I was thinking gee I’m really almost there and I’m actually doing this and I’m still moving! I was welcomed in with a big clap and just like that it was all over! I had done it, completed it, even with a tiny left-over energy and a bit fat smile plastered all-over my face. I was so so pleased! How incredibly different my second experience had been compared to my first attempt :-)

10418294_373506259463239_5897375928357793770_nFoto: Stine Sophie Winckel

 So to Moses , Thure  and all your wonderful helpers you have really outdone yourselves with organizing this really beautiful and scenic race, giving us the runners the best possible experience we could have hoped for. You know every single volunteer and supporter that spent their free, valuable time cheering for us is so appreciated. When that road gets long and trust me it can get real long and you hear that one single clap it means everything at that point. Will I try it again, for sure…Why?  Because it’s insane cool fun and motivating and I get to hang out in nature with some really nice people and be challenged in all kinds of ways.You know you don’t know what you’re capable of if you don’t at least give it a try, right? Thanks to all of you for making it such a memorable experience for me and so many others! So here’s my result: No. 10 overall and No.1 girl in 5h:3min:49sec

What gear and supplies I used for this race

Pack: Salomon S-lab hydro 12 Set, really comfortable- can highly recommend

Shoes: Salomon S -lab Sense 3 Ultra SG

Socks: merino wool Inov8, didn’t help at all, my feet were soaked all the way!

Compression calves,top and skirt: Salomon -perfect, comfortable

Sunglasses: Adidas evil eye ;-)

Energy: 2 and half liters energy drink plus 2x bitesize homemade energy bars

Watch: Garmin 610 – held together with sports tape ;-)

Det sagde deltagerne om Ultraløbet Molsruten 2014

15795_373356109478254_7848382672623398062_n

“Molsløbet overstået. Det gik op og ned med bakker, det gjorde det også med motivationen og energien. Men i mål kom jeg.  Ruten var meget forbedret på de første 20 km og tak for det. Så meget mindre asfalt i år. Ruten totalt er anbefalelsesværdig.” Lars Bæk (deltager i 2013 og 2014)

“Tak fordi I skaber smukke trail løb” – Anne Birgitte Krüger

“Hvad jeg synes om ultraløbet molsruten ? Tja, jeg har i hvert fald 16 grunde til at mene at det var en træls dag, eller rettere 16 sek. (Op til Søren) Men som Moses sagde inden start, så er det bare noget vi leger så pyt med at blive nr. 2.
Det var faktisk et rigtigt godt arrangeret løb på en super fed rute, op og ned i skov og på strand,og med den aktuelle vandstand var jeg næsten på hjemmebane Alt i alt en herlig dag med glade mennesker” – Jens Henriksen (nr. 2)

“Tak for en fantastisk dag på et spennende spor” – Ole Kristian Saltnes

“Molsruten var mit andet løb i Ultracuppen og efter en DNF/RTC i Gendarmstien var jeg fast besluttet på at skulle hele vejen:)
Igen et fantastisk løb i fed natur og dejligt efterårsvejr, hvor der både var fede single tracks, ture i vandet og balancegang på stenene ved Kalø.
Havde alt i alt en fest og er stadig helt oppe og flyve – tak for en super oplevelse i Molsbjerge!” – Christian Aldrich

16388_373504079463457_2761065768139628697_n

“Rigtig smuk og opfindsom rute, det gjorde løbet til noget specielt. Glæder mig til fyr til fyr som jeg er tilmeldt.” – Michele Danielsen Brandt

“Tak for turen til arrangørerne og tak snakken undervejs til løberne” – Flemming Vind

“Mit første ultraløb – men næppe sidste. Fede spor – smukke udsigter, flinke folk og bare god løbekarma. Kunne dog godt have undværet balancegang på de store
sten v/Kalø  Stadig høj på endorfiner. Tak for en super oplevelse” – Karoline Sidelmann Brinch

“Tak for nogle fede løb – vi ses næste år!”  – Christian Aldrich 

10635771_373504279463437_7296010029799570305_n

“Feeeeedt!! Det er hvad jeg synes om mit første ultra løb ever! Det bliver absolut ikke det sidste! Det var de mest perfekte rammer, skøn rute, god afmærkning, super hjælpsomme hjælpere, fantastiske depoter og ja, vejret var jo også tip top, men det har jo ikke noget med løbet at gøre. Det eneste lille minus var de store sten ved Kalø … Der tabte jeg personligt rigtig meget tid, da jeg gled på en sten og fik et lille ekstra stræk af den ene balle. Vil da gerne med næste år, men først skal jeg prøve “Fyr til Fyr” … Tak for denne gang – det var virkelig hele turen værd” – Charlotte Munch

“Tak for et fedt løb. Stor ros til arrangørerne. Dejligt løb at have som sit første længere end marathon 🙆” – Troels Roar Johannsen 

“Øj tak for en fed oplevelse rundt på Jyllands lidt “bumset næse” – Ultraløbet Molsruten (58 km) – fed stemning, super selskab, perfekt løbevejr, flot natur, fed opbakning på ruten og top forplejning og support i depoterne og målområdet” – René Ravnsbæk Bode 

“Super super fedt løb, også mit første ultra løb. Kanon rute som var godt afmærket. Den erfaring jeg gjorde mig var at, et ultraløb er IKKE bare er et marathon, som er lidt længere, og så er det ellers bare at løbe en pace som er nogle sekunder langsommere end normalt… Nix min disponering var helt skidt, min energi var væk efter ca 45 km, så de sidste 13 km var ren ‘overlevelse’, så skønt at have nogle at følges med de sidste 100 meter efter at have løbet alene i 5 timer og 3 min. Hov forresten husk at sørge for der er mere lav vandet næste gang” – Jon Kristensen

10702221_373505799463285_3448674591404622203_n

Kæmpe stor tak til Moses, Thure og crew for et vel tilrettelagt løb! (Molsruten 58 km) Det var en kæmpe oplevelse! Jeg måtte desværre slås med kramper de sidste 25 km, men det gik. Jeg kom ind efter 7t.17 min. Blev modtaget med et; velkommen til Ebeltoft. Vil du have en cola? Og af min datter (som løb mig i møde) og min kæreste. Det var så fedt og colaen smagte også ganske godt!!! “ –  Anton Wamsler 

“Fed rute med skønne singletracks og sjove ture i vandet.” – Dannie Lindved Mortensen (deltager i 2013 og 2014)

“Det var en fedt løb – og så gjorde det jo ikke noget at der var medvind” – Sune Hundebøll

“Super godt løb; alt fra markeringer, til hjælpere i depot mv., var verdensklasse! Skal helt sikkert se om ikke jeg kan få alle tre i 2015! Godt arbejde..” –  Jens Sloma Isbak

“Tak for en god tur til arrangørerne og det fantastiske depotmandskab” – Claus Kock Christiansen 

Ultraløbet Molsruten var mit 5 ultraløb, og min læring var – der er ikke noget der hedder “den tager vi på erfaringen” jeg havde ikke trænet, hverken nok eller strukturet, faktisk havde jeg været ret så nonchalant over for mig selv i forhold til løbet – det blev jeg straffet for, i en grad så jeg seriøst besluttede mig for at udgå omkring de 30 km. Allerede fra 26-28 stykker var jeg i krise, og jeg kom aldrig rigtigt ud af den…. Men det lykkedes aligevel og jeg kom ind et godt stykke under de 6 timer på trods af krisen… Et sindsygt smukt og veltilrettelagt løb, dejlige mennesker og hvis alle disse andre elementer ikke havde været så optimale er jeg sikker på jeg havde fejlet og taget en RTC eller DNF … Tak allesammen” – Torben Riesgaard Petersen

10653457_373638546116677_188121922844910525_n

“Tak for et fedt løb vi ses næste år til alle 3 afdelinger.” – Jan Christensen

“Denne gang havde i virkelig fået rettet ruten ind, og udnyttet områdets muligheder. Gode, positive og hjælpsomme hjælpere i virkelige gode depoter. Det fedeste var dog alle de hyggelige og viljestærke løbere i havde samlet – det gjorde dagen helt fantastisk.” – Nikolaj Mann (Bor i Ebeltoft og løb både i 2013 og 2014)

“Vild med de tekniske dele af ruten; strand, sten, vandkanterne, siv og Kalø. God stemning og de bedste hjælpere i depoterne. Fedt at 2. depot først er ved 46k (av av). Tak for et fantastisk løb!!” – Rasmus Francis Jensen

“Tak for oplevelsen og hjælp i depoter mm!” – Stefan Stougaard

“Molsruten var mit andet løb i Ultracuppen og efter en DNF/RTC i Gendarmstien var jeg fast besluttet på at skulle hele vejen:)
Igen et fantastisk løb i fed natur og dejligt efterårsvejr, hvor der både var fede single tracks, ture i vandet og balancegang på stenene ved Kalø.
Havde alt i alt en fest og er stadig helt oppe og flyve – tak for en super oplevelse i Molsbjerge!” – Christian Aldrich

10626771_373504746130057_6099046372089039679_n

“Molsruten var mit første Ultraløb og meget anderledes end de mange Marathon´s jeg har løbet. Fantastisk flot rute, alt var perfekt arrangeret, depoterne, afmærkningen af ruten, alle de andre løbere, selv vejret var bestilt og perfekt til løb. Jeg løbe hele vejen med min løbemakker Lars Hartmeier og de første 30 km. i følgeskab med Brian Bay SørensenStykkerne ved Følle og Kalø var lidt af en stor mundfuld og kunne mærkes i kroppen resten af turen. Inden næste gang skal der nok mere træning i sporet og ikke kun på vejen og næste gang er fyr-fyr og nok hele Ultracuppen 2015 – Tak for en fed oplevelse.” – Jan Christensen

“Endnu en fantatisk løbeoplevelse til ultraløbet molsruten! Et helt igennem gennemført setup med gode depoter, velafmærket rute og flot natur! Fedt at løbet holdes simpelt og at der ikke er ‘bling-bling’ når man kommer i mål, i form af pengepræmier og fancy grej, men at man derimod får et stor smil og en kold cola – ren løbeglæde – keep it like that! Tak til arrangørerne!” – Jacob Lund Agger (Nummer 3)