Grejet til PTL

IMG_1622

Når man stiller op til et løb i bjergene hvor de hurtigste deltagere bruger 5 dage på at gennemføre så overvejer men lige hvad man skal have med en ekstra gang. Præmissen til PTL er at man er 100% autonom og ikke modtager hjælp udefra (man må gerne købe ind undervejs). Så det kræver at man medbringer noget grej som man er fortrolig med og som kan holde hele vejen. Vi havde i den grad gjort hjemmearbejdet til en grad for udstyret til sidst hang mig langt ud af halsen. Det er trods alt ikke det løb handler om… Men på den anden side har det rette grej også temmelig stor indvirkning på ens mulighedder for at komme igennem og oplevelsen undervejs.IMG_1597Fabricio på UTMB-“motorvejen” i øsregn. Stykket var en alternativ rute på vej mod første depot i Champex-Lac ved 60 km. Her var vi glad for at have opgraderet regnjakken :-)

Intet vi havde med faldt igennem og jeg ville ikke lave meget om hvis der nogensinde skulle blive en anden gang (PTL). Det der overraskede os mest positivt var vores valg af fodtøj. Fabricio brugte La Sportiva Ultra Raptor (8 mm. drop) mens jeg havde valgt New Balance Zero V2 (Zero drop). Begge klarede opgaven strålende og vi havde godt greb på alle typer af underlag. Eneste ting som vi nok burde have haft med var vandtætte strømper som Ravn og jeg benyttede til Spine Race.

IMG_2930Rettidig omhu i form af frysetørret mad og cola fra dropbag´en. Så kan man overleve selv den tarveligste løbsarrangør :-)

Listen over obligatorisk udstyr er følgende:

VII. OBLIGATORY EQUIPMENT

For the obvious reasons of security each participant must agree to keep with them at all times the obligatory material listed below…

Individual obligatory equipment

  • Water reservoir, minimum 1 litre.
  • 2 torches in good working order with spare batteries.
  • Survival blanket minimum (140x210cm).
  • whistle.
  • Mobile/cell phone with international roaming (without the number on withhold)
  • 1 t-shirt, breathable fabric.
  • 2 warm long sleeved tops in breathable fabric.
  • 1 thick fleece jacket with long sleeves.
  • breathable and 100% waterproof jacket & trousers.
  • 1 pair full length sports trousers or leggings.
  • 1 pair of sun glasses.
  • 1 pair of gloves.
  • 1 hat.
  • Compass and altimeter.
  • Pen-knife.

IMG_2876Pakning af dropbags i Chamonix. At PTL har laveste prioritet hos arrangørene afspejlede sig allerede i poserne som ikke var kraftige og trykt til formålet som til de øvrige løb. Men i stedet en billig variant som revnede for et godt ord. Det var dog ikke noget som en rulle gaffa-tape ikke kunne råde bod på :-)

Obligatory equipment for each team

  • GPS with the route provided by the organization
  • The log-book and route maps supplied by the organisation
  • A  bivouac tent or a survival shelter (100% resistant to rain and wind and sufficiently large to shelter three people in the case of very bad weather conditions)
  • A first-aid kit which allows the treatment of small injuries and minor infections (non-exhaustive list attached)

Required by customs officers

  • ID, i.e. passport

Other recommended material (non-exhaustive)

  • Stove and saucepan
  • walking poles
  • other spare clothing
  • String, wire, sun-cream, Vaseline or anti chaffing cream…

Derudover kom crampons/steigeisen på listen i ugen op til løbet og gav et ekstra halvt kilos ballast :-)

IMG_2855Mit grej inden jeg tog hjemmefra… Salomon Bonatti regnjakken og stavene blev udskiftet med noget kraftigere.

IMG_2856Fabricio´s udstyr inden afrejse. Staven blev ændret og Black Diamond stavene lå som reserve-stave i dropbagen.

Min udstyr så således ud:

Obligatorisk udrustning:

3 Salomon Softbottles 500 ml. – Lettere og smartere opbevaring af væske er svær at finde. 2 fyldte og en i reserve.

Gemini Duo og Coast HL27 pandelygter.

Alutæppe – Standard Salomon

Fløjte – Salomon

Iphone 5 mobiltelefon med lader

CEP Ultralight shirt kortærmet

CEP Ultralight shirt langærmet + Lurbel “Tibet” langærmet (44% merinould)

Salomon Panorama fleecetrøje med 1/2 lynlås (varm og let)

Salomon Revard GTX jakke + Salomon Bonatti regnbukser. Havde oprindelig tænkt at medbringe Salomon Bonatti løberegnjakke som vejer det halve af Revard´en men ændrede på det da jeg så vejrudsigten love regn i stride strømme.

Salomon Dynamic pants – løse bukser i tæt snit med super bevægelsesfrihed

Ryders solbriller – dem kunne vi godt have sparet ;-)

GripGrab Running Thermo handsker + Outdoor Research vind- og vandtætte luffer.

Salomon hue + Buff

Suunto Ambit2 Sapphire (med kompas og højdemåler) + Suunto Clipper – backup kompas

Petzl Spartha foldekniv

Kethula Microspikes

IMG_2854

Desuden medbragte jeg / var iført

Ultimate Direction Fastpack30 – super fed rygsæk med vest på fronten og godt med plads bagpå. Fabricio brugte UD Fastpack30 og vi var begge svært godt tilfredse med valget selvom de ikke hører til balndt de aller letteste. Til gengæld er man aldrig nervøs for at den holder hele vejen :-)

Salomon Twinskin shorts – de samme jeg også brugte til Tor de Geants uden kompression.

Injinji Trail 2.0 tå-strømper + et par i reserve – Verdensklasse strømper

New Balance Zero V2 trailløbesko – Fantastisk sko uden drop og en fantastisk greb på alle typer underlag.

Dirty Girl gaiters

Quechua carbon stave i fuld længde (ikke foldebare) med store trenser til sne og skiskytterstropper, som er nemme at komme ind og ud af.

Andre småting: Kørekort (ID), kontanter, kreditkort, OeAV medlemskort (forsikring), Canon S-100 kamara, ørepropper, ekstra batterier, solcreme og læbepomade

IMG_2827Pakning af førstehjælpssæt inden afgang. 

Vores fælles udstyr:

Terra Nova nødbivi/vindsæk (Moses)

Førstehælpssæt – ret omfattende med vabelkit (kanyler, saks og kinesiotape), medicin (lang liste fra arrangørene) og Sudo-creme (Fabricio)

2 X Garmin GPSmap 62ST (En hver). Belært af andres fejl medbragte vi 2 GPS´er. Vi havde både ruterne lagt ind og topografisk kort på. Det kører AA batterier ligesom Coast HL27 pandelygten hvilket er ret praktisk.

Kort og roadbook i vandtæt Ortlieb kortlomme (Moses)

GPS-GSM tracker – udleveret af arrangørene. (Fabricio)

Vandrensningssæt (Fabricio)

Ud over grejet vi bar i rygsækken havde vi 3 dropbags undervejs. Trods et startgebyr på over 5000,- var det åbenbart for stor en opgave at flytte dropbag´en rundt som man går til f.eks. Junut og Tor de Geants. I hver dropbag havde vi et komplet sæt tøj og et par reservestave til deling og en pose mad og en cola hver.

IMG_2892Min datter Naomi havde lavet 2 armbånd og gemt i min løbsrygsæk, som lidt ekstra lirns :-)

IMG_1648Iført fuldt battledress…

 

Den lille tur til bageren

IMG_1629

 

Skråningen blev bare stejlere og stejlere. Græsset var vådt og stenene små og løse. Det var pisse hamrende koldt, bæld mørkt og vi havde nu været på farten i i halvandet døgn. I en time havde vi kravlet op ad uden andet at sigte efter end tracket på vores håndholdte Garmin GPS´er. “Hvis jeg falder nu – så dør jeg” var den eneste tanke som langsomt sivede igennem mit snotfyldte kranie. Bag mig kunne jeg høre Fabricio´s hurtige vejrtrækning. Det her var lidt for spændende. Lige som det glatte underlag ikke kunne blive stejlere, mødte vi første klippebånd. Glæden varede dog kort, da klipperne var løse. Efter en stykke på alle fire, med stavene i hånden, kom vi op på kammen som førte til toppen. Her kunne vi svagt ane noget der mindede om en sti. Den førte videre op i mørket. Da vi nåede klippegraten på toppen hvor vi skulle svinge til højre, mødte der os en kold vind fra den anden side. I stedet for fugtigt græs havde vi nu isbelagte klipper under os. Fremdriften var langsom – forbandet langsom og hvert skridt kunne sagtens blive det sidste vi tog. Italienerne foran mossede på, som de havde gjordt siden de overhalede os tidligere. De forsøgte at finde en nemmere vej lidt nede at bjergsiden. Vi tog den mere direkte vej hen over toppen af kammen.

IMG_1634

Petite Trotte á Leòn eller bare PTL var ellers startet fint mandag eftermiddag. Stemningen og forventningens glæde havde været helt i top på vej ud på de 294 km og 26.500 m+ som årets rute bød på. Sammen med min holdkammerat Fabricio Bastian havde vi holdt skruen i vandet og fulgt strategien om “easy does it”. Første aften havde budt på 2 store bjergpas, hvor min mave var krølle helt sammen og jeg havde haft det værre end nogensinde før. Derefter havde vi haft fornøjelsen af 17 timer i øsregn med dårlig sigt og 25 sekundmeter vind i højden. Flere løbere var blæst omkuld og vi havde haft vores at se til. Første depot havde vi passeret efter 60 km ved Champex-Lac, hvor Leon som løbet er opkaldt efter har sit berømte bageri. På toppen af 4. pas havde vi sovet 3 timer i en hytte og sat lidt i banken til de næste par dage.

IMG_1631

Nu var det onsdag morgen og mens vi langsomt traverserede klippegraten dukkede solen op og skinnede på den italienske side af Mont Blanc massivet. Selv med alt tøjet på var det svært at holde varme i kroppen. Fire lag, inklussiv den obligatoriske fleece og Gore-Tex jakke plus hue, handsker og vindluffer var ikke nok. Både på grund af forkølelsen som jeg havde raget til mig dagen før og pga den lave fart. Jeg stoppede og slog kuskeslag mens jeg ventede på at Fabricio, der forståeligt nok tog det lidt mere forsigtigt. Hvor han kan løbe fra mig derhjemme til hver en tid var det her min hjemmebane og jeg følte mig nogenlunde komfortabel henover de glatte klipper. Mine tær var helt følelsesløse og fingrene ligeså. Jeg gik med stavene under armen mens jeg forsøgte at få blod til de kolde lemmer.

IMG_1642

Endelig viste GPS´en væk fra graten og vi kurede ned af en super stejl skråning. Vi blev overhalet af flere hold og jeg gav den alt hvad den kunne nedad, for at få varmen og for at komme i sikkerhed for løse sten oppefra. I bunden ventede begyndelsen på en uendelig lang travers og opstigning over løse klippeblokke. Når vi var heldige, var det store nok til at man kunne hoppe fra den ene til den anden. Men for det meste var de ølkasse-størrelse og glatte. Flere gange snublede jeg men redede den hver gang uden at brække hverken ben eller stave. Vi gik i skyggen og solen gjorde ikke den store indvirkning på temperaturen. Et kæmpe snefelt med hård skorpe gjorde det sidste stykke op til passet en anelse lettere. Jubeloptimisten i baghjernen havde allerede tænkt at det kun kunne blive bedre. Men da vi poppede over passet og kiggede ned i den solbeskinnede dal på den anden side fortsatte helvedet. Vi forsøgte at følge italienerne fra tidligere, men erkendte snart at der ikke var nogen god linie at gå efter. Det var dejligt at komme ud i solen men den kolde vind gjorde at jeg beholdt alt tøjet på. Langsomt vendte varmen tilbage med smertefulde tæer til følge. Jeg huskede hvordan jeg som en lille knægt efter slædeturene i Grønland, havde stået med fingrende under men kolde hane med tårene løbende ned af kinderne. Fordi det bare gør så ondt når blodet vender tilbage og fingre og tæer dunker der ud af.

IMG_1653

Vi var for længst løbet tør for vand. Så vi stoppede og rensede vand i en bæk fordi der gik køer længere op. I stedet for at følge den fine vandresti vi havde set oppefra, mens vi væltede ned over stenblokkene, skulle vi nu følge GPS sporet videre rundt langs bjerget. Der var ikke skyggen af spor at følge, ud over fodspor fra de 25 hold som havde trampet igennem før os. Hvad satan skulle det til for? At traske rundt her parralelt med en god vandresti. Det gav ingen mening. Men det viste os hvad PTL handler om. I stedet for at lave et flot løb, prøver de bare at lave det så hårdt som muligt. Logik og æstetik var en by i… Ja hvor var vi egentlig henne? Da vi endelig mødte en markeret sti var det Tor de Geants rutens karekteristiske gule markeringer. Altså måtte vi være kommet over grænsen fra Schweiz og ind i Italien.

IMG_1657

Fødderne begyndte at brokke sig og vi stoppede for at se på sagerne. Pga. kulden havde jeg haft fødderne i plastikposer nede i skoene for at holde varmen. Men nu lignede de mest en strandvaskers sørgelige fusser. Vi sad ned et kvarter og tørrede fødder og strømper mens jeg tapede de sædvanlige vabler ind med kinesio-tape. Trods solen blev det hurtigt koldt. Udsigten var fantastisk dog fantastisk. Vi kiggede lige over på Gran Paradiso som er en flot 4000 meter top i nationalparken af samme navn. Her var Ravn Hamberg og jeg igennem på sidste års Tor de Geant. Et virkelig imponerende stykke uberørt natur hvor man kan komme helt tæt på dyrelivet i bjergene.

IMG_1658

Da vi satte i gang igen var benens monster stive og jeg ramte muren for fuld drøn. Jeg havde fået alt for lidt at spise og drikke de sidste mange timer og nu kom straffen. Jeg måtte grave dybt og fandt ind i slæbegearet og satte den ene fod lige foran den anden. Stigningen op til Col du Champillion kendte jeg fra sidste år, hvor vi var kommet ned fra passet på 4. dagen af TdG. Russerne fra “From Russia with Love” holdet kom trissende forbi og var snart små prikker langt over os. For første gang tænkte jeg over at vi måske ikke ville komme igennem. Jeg havde hele tiden fortalt Fabricio hvor skidt jeg havde haft det, men samtidig kigget fremad og ikke været det mindste i tvivl om at vi ville klare turen tilbage til Chamonix. Vi lå blandt den de 30 hurtigste hold ud af 106 startene og havde en en kæmpe buffer ned til tidsgrænsen. Tankerne kværnede rundt i hovedet men til sidst kunne jeg ikke rumme andet end at sætte den ene fod foran den anden. Langt om længe nåede vi toppen og tilskuer fortalte os at der var 20 minutter ned til hytten. Jeg drak den sidste mundfuld vand som jeg havde gemt som belønning til toppen.

IMG_1661

Vi trillede videre og prøvede at aflede tankerne med den smukke udsigt. Damen som checkede os ind ved hytten tog også mod bestilling af mad og drikke. Farven på min urin var lyst og fint men jeg følte mig virkelig dehydreret. Derfor løb grådigheden af med mig og jeg endte med at bestille 6 dåser sodavand og en gang polenta med pølse. Jeg vidste jo udemærket at jeg ikke ville være i stand til at optage mere end en liter i timen max, men så var det lidt til det næste stykke. Havde egentlig jeg slet ikke lyst til mad men tvang polentaen ned og skyllede efter med cola. Nøøøøj hvor havde jeg det skidt. Solen skinnede og der var læ bag hytten, så jeg lagde mig ned i græsset. Stadig iført al klunset og med hætten på jakken oppe. Omkring mig sad de andre løbere i t-shirt eller i bar box. Jeg gik ud som et lys men vågnede ved at jeg rystede af kulde efter 10 minutter.

IMG_1662

2 af de 3 løbere fra det norske hold dukkede op og på spørgsmålet om hvordan det gik lød svaret promte “Åt helvete…”. Pigen på holdet, Sharon, var faldet i elven, under en af de mange vandpassager, med alt tøjet på og var desværre udgået. Det samme var i øvrigt det andet danske hold med Tobias Bering og Kim Greisen og en del andre super erfarne løbere jeg kendte fra tidligere. Fabricio skaffede mig noget brød med smør som var det eneste jeg havde lyst til. Vi talte for første gang om at det ikke så for godt ud med vores videre løb, når jeg ikke kunne holde varmen. Men med 9 lette kilometer ned til næste by var der ikke så meget at betænke sig på.

IMG_1666

Det var sidst på eftermiddagen og endelig begyndte jeg at have det bedre. Vi overhalede russerne og passerede igennem byen ved 19 tiden om aftenen, efter godt 2 døgn i bjergene. Vi var friske både i hovedet og i benene. Friskheden i benene forsvandt dog hurtigt da vi kastede os over løbets stejleste stigning. Med blikket stift rettet mod højdemåleren på Suunto Ambit´et klatrede vi op ad. Hver gang vi havde klaret 100 højdemeter annoncerede jeg hvor langt vi var og hvor langt der var til toppen. Vi så de sidste solstråler på bjergene langt borte. Det var skyfrit og en kold brise susede over hovederne på os. Snart ville vi være ude af skoven og et langt eksponeret stræk ventede forude. Vi ville tidligst være i næste hytte ved 2-3 tiden om natten. Tankerne for rundt i hovedet på mig. Jeg ville rigtig gerne fuldføre løbet og ikke skuffe Fabricio. Men når vi bevægede os så langsomt at jeg ikke kunne holde varmen kunne det blive rigtig farligt. Hypotermi har tidligere kostet dødsfald til ultraløb i bjergene og tænkte på Ole Gram Clausen som på 10 minutter blev så afkølet at han måtte udgå af TDS for 2 år siden efter 4 timer i lægeteltet.

IMG_1668

Lige inden trægrænsen satte vi os ned og holdt et kort hvil. På under 2 minutter begyndte jeg at ryste ukontrolleret og jeg kunne mærke at PTL ikke kom til at ske i år. Risikoen var for stor og vi havde ligesom stadig minimum 3 døgn tilbage af løbet. Det var ikke så let at få det sagt men jeg tror godt Fabricio vidste hvad der var under opsejling. Pis også… Jeg sagde det lige ud som det var; at min forkølelse ikke var blevet bedre, at vores fart var for lav til at jeg holde varmen og at jeg ikke var indstillet på at risikere livet for en finisher-vest. Han tog det rigtig pænt og var heller ikke interesseret i at slå følge med et af de andre hold, som man ellers har mulighed for hvis ens makker/holdkammerater udgår. Løbets beskaffenhed gør at man ikke har lyst til at færdes med nogen man ikke kender og stoler 100% på.

Vi fandt pandelygterne frem og drejede næsen nedad. Hver gang vi mødte et hold på vejen op spurgte de selvfølgelig om vi var ok, om vi var gået forkert og til sidst hvorfor vi var udgået. Jeg orkede ikke noget og lod Fabricio forklare sig på fransk. Vi ringede til min gode ven Thomas Dupont fra Ryders Danmark som var i Chamonix for at forberede sig til Ultra Trail du Mont Blanc. Han sendte straks lillebror Jonas og Andreas Hedensted aka Konfirmanden afsted for at hente os. Så inden dagen var omme var vi tilbage i Chamonix og indlogeret i Dupontens chalet :-) En kæmpe tak til gutterne for hjælpen :-)

IMG_1669

EPILOG:

Det var selvfølgelig enormt bittert at udgå af PTL. Særligt fordi Ravn og jeg også måtte udgå da jeg blev skadet til Spine Race i vinter. Men jeg syntes faktisk også at det er en del af charmen ved de her løb at udfaldet ikke er givet på forhånd og at det foregår 100% på naturens præmisser. Jeg syntes vi gav den “A proper go” og ville ikke ændre noget i forberedelser eller udstyr hvis jeg skulle gøre det igen. Nu tvivler jeg dog på at PTL kommer på dagsordnen i fremtiden og det eneste jeg virkelig fortryder er at jeg ikke valgte Tor de Geants i år. PTL har absolut intet med løb at gøre og jeg syntes ikke arrangørene gjorde det særlig godt. På forhånd troede jeg navigationen ville være det sværeste men bevægelse i alpint terræn uden for stier var faktisk det hårdeste. Vores gennemsnitsfart over de 51 timer vi var var i gang var 2,37 km/t.

10643292_10204491143056793_2077349850_n

Vores hovedmål med turen var at have en god uge i bjergene og det syntes jeg til fulde lykkedes med de sidste dage hvor vi var ude og lege i bjergene og heppe på de andre løbere. Da vi efterfølgende hørte historier fra slagmarken var vi egentlig godt tilfreds med vores beslutning…

IMG_1698

IMG_1705

IMG_3043

IMG_1769

Petite Trotte à Léon

10505319_774433862599427_1928337226408385860_nOm 2 uger er det tid til årets udfordring nemlig det 306 km. lange The Petite Trotte à Léon eller bare PTL, som er længste “løb” i Ultra Trail du Mont Blanc familien. Det er nu mere en udfordring end en konkurrence i traditionel forstand, da der hverken er klassificering eller tidstagning. Konceptet er at man i hold af 2-3 løbere helt autonomnt klarer den lange tur rundt om Mont Blanc inden for 141 timer. Det lyder umiddelbart af god tid til distancen hvis ikke det var for terrænets beskaffenhed og det faktum at der på årets rute (der ændres hvert år) er hele 28.000 positive højdemeter (altså over 50 lodrette kilometer totalt) plus at man også lige selv skal finde vej da ruten ikke er markeret. At det ikke er nogen skovtur understreges af arrangørenes advarsel:

“IMPORTANT WARNING

The Petite Trotte à Léon itinerary uses passages which are more technically difficult than those met during the majority of trail races (notably the UTMB®). It requires a good knowledge and understanding of the mountain environment.

Some passages may present objective dangers: steep slopes, risk of falling stones, very narrow paths, the crossing of scree slopes or névés and the absence at intervals of a path or clearly defined track…

The route is « NOT WAY-MARKED » and very often « FAR FROM INHABITED ZONES ». It is to be realised in « COMPLETE AUTONOMY ». All assistance is forbidden except in « rest bases » set up by the organistion where the competitors may find a resting place and blankets as well as their spares’ sacks.

So as to progress in security the competitors must be able to operate navigational techniques with a GPS and have the necessary knowledge of map reading and be able to use  a compass and altimeter. They must also be capable of confronting bad weather, lack of sleep, fatigue, the cold, the heat, hunger and thirst…”

For at blive lukket ind i varmen skal man da også have gennemført enten UTMB (Ultra Trail du Mont Blanc) eller Tor de Geants. Forberedelserne har ikke været så intensive som forud for Ravn Hamberg´s og min tur til Tor de Geants i fjor. Men meget af udstyrssetup´et genbruges og efter en god uge med mange højdemeter i Østrig føler jeg mig egentlig rigtig godt forberedt. Der er dog stadig mange ubekendte faktorer og navnlig vejret og der af hvor let/svært det er at navigere tror jeg bliver afgørende. Søvnmangel er også en vigtig komponent og der håber jeg at erfaringerne fra sidste år kan hjælpe. Sammen med min makker, brasilianske, Fabrício Bastian (som jeg løb Transgrancanaria med i år) glæder jeg mig til nogen spændende og udfordrende døgn i bjergene som uanset udfaldet vil give minder for livet.

Det hele går løs fra mandag den 25. august og der vil selvfølgelig være mulighed for at følge med undervejs via Trailløberen på Facebook og Trailmoses på Twitter og Instagram. Der kommer nok også lidt om udstyret vi har med til Pryl-nisserne inden løbet :-)

Mount Washington

IMG_1568

 

Mt. Washington beskrives som vandrenes Disneyland og ja det er da lidt af et cirkus. Med både en bilvej, togbane og en flere vandreruter til toppen. Egentlig var det en amerikansk ven der første gang bragte “The Presidential Traverse” på banen. En travers over bjergtoppe opkaldt efter tidligere præsidenter i White Mountains State. Det fik mig interesseret i området gjorde at vi lagde vores sommer-roadtrip forbi. Tid og logistik (prioriteten var familieferie) gjorde dog at det ikke blev til hele traversen i denne omgang men i stedet for nogle kortere ture på og omkring Mount Washington, New Englands højeste punkt. Det er der hvor man har registreret den højeste vindhastighed nogensinde på jordens overflade (231 m/h). En af de ture, kan du se beskrevet i billeder herunder; Til toppen via det stejle “Lion Head Trail” og ned af af “Tuckerman Ravine Trail” (den ældste vandrerute i Amerika). Det er en 12,3 km rundtur med lige knapt 1300 højdemeter op ad, hvilket tog mig 3:10 inkl. fotostop t/r (rekorden til toppen er 1:07). Link til Suunto Movescount GPS fil her. Selvom det kun svarer til en lille top i alperne og her er mange mennesker syntes bestem at det var en oplevelse og alle jeg mødte på sporene var rigtig søde. Mon ikke fruen og jeg vender tilbage en dag uden børn og snupper traversen :-)

IMG_1584IMG_1555IMG_1556IMG_1557IMG_1559IMG_1563IMG_1564IMG_1565IMG_1526IMG_1572IMG_1574IMG_1576 IMG_1577IMG_1579IMG_1581IMG_1603

 

IMG_1658

Salomon S-Lab Hybrid Motionfit Preview

senseclothing_hybridDet er sjældent at jeg skriver om nogen af de produkter jeg lever af at smide over disken. Så allerede her kan du godt aktivere eller skærpe dit bull-shit filter… Men det her produkt sparker bare røv og kommer til at indgå i mit arsenal fremover. Hvis du følger med på bloggen her og på min facebookside Trailløberen ved du at jeg ikke kun meler min egen kage og faktisk ikke normalt skriver en masse om Salomon. Min filosofi har fra starten været at bruge det bedste grej uanset hvor det kommer fra. Det er naivt at tro et mærke kan levere det bedste på alle områder. Derfor bruger jeg også mange andre mærker end dem jeg har adgang til igennem mit arbejde hos Salomon.

En af ulemperne ved at arbejde med et bestemt brand er at man ser tingene et år før de kommer på markedet. Det er lang tid at gå og savle over et fedt produkt og vente på om det nu også er lige så lækkert ude i virkeligheden. Et af de produkter er Salomon´s nye S-Lab Hybrid Motionfit sæt. Jakke og bukser som er lavet til de krav der stilles under længere løb i bjerge (eller steder med udfordrende og omskifteligt vejr), så som lav vægt og beskyttelse mod vejrliget uden at gå på kompromis med pasformen.

IMG_0566

Endelig kom dagen hvor det dukkede op (i Salomon Store hvor jeg arbejder) og havde få dage efter sættet med på mit micro-eventyr langs den svenske vestkyst. Jakken kom i brug 5 minutter inde i turen da det startede med at regne og var brug det meste af den første dag og nat. Selv da jeg stoppede for at sove beholdt jeg jakken på i soveposen og der var ikke det mindste problem med kondens. Vind- og vandtæthed kombineret med stor åndbarhed og god pasform er netop det jeg syntes gør det her tøj unikt.

IMG_0762

Som navnet antyder er der tale om et hybrid produkt hvor man har sammensat flere forskellige materialer for at ramme den bedste balance i mellem vandtæthed, åndbarhed og bevægelsesfrihed. Jakken er vandtæt på fronten  og har mere åndbare og strækbare paneler under armene.

IMG_0788

 

Lynlåsen går ned til navlen så det er let at få af og på, kan foldes rundt om livet (se nedenfor) og for at give maksimal ventilation. Ligesom Bonatti og de andre lette jakker fra Salomon kan man dog lige knappe jakken sammen i toppen så man kan få udluftningen uden den blæser af skuldrene.

IMG_0784

Det brede elastiske materiale rundt om livet gør at jakken bliver siddende og ikke kravler op når man løber med rygsæk som man tit oplever med andre jakker.

IMG_0764

Lige som i livet er er der et meget let, elastisk og åndbart materiale ved håndledene. For at give ekstra ventilation er der ligesom under armene små perforreringer for at slippe fugtighed ud.

IMG_0765

Inden i hætten sidder et pandelånd i let lækkert materiale som man kender fra S-Lab Light Visor´en. Det gå at hætten sidder utrolig godt og følger hovedets bevægelser samt at man ikke får sved i øjnene.

IMG_0777

Let hætte uden justeringsmulighedder som er lidt mere åben i halsen end man kender det fra andre jakker. Udsynet er godt og hætten hindrer ikke bevægelserne under aktivitet.

IMG_0792

En smart detalje er at jakken kan foldes ind i det elastiske bånd (uden at man behøver at tage den af først) så man kan have den med uden at have den flagrende rundt omkring sig.IMG_0783

Pasformen er atletisk med Motionfit konstruktionen der gør at det sidder godt og følger kroppens bevægelser. Snitten i benene er ret smalt med der er stadig fin figursyning og stræk omkring knæene.

IMG_0776

IMG_0766

De lange lynlåse i siden gør at buksen kan tages af og på med sko på. Men værd forsigtig, det er et formel 1 produkt som ikke tåler at man flår for meget i det.

IMG_0770

De forskellige metervarer bag på buksen der giver den helt rigtige pasform.

IMG_0790

Ekstra god ventilation i det brede elastiskstykker lige over enden.

IMG_0769

Her kan virkelig hvordan der er arbejdet med de forskellige typer stof for at få egenskaberne frem i produktet.

Største ulemper er prisen (2200,- for jakken og 1400,- for buksen) og lav slidstyrke. Men til gengæld får man et rigtig let sæt (eller jakke og buks hver for sig) som er skræddersyet til at kunne bevæge sig let i udfordrende vejrforhold.

Da det sandsynligvis ikke opfylder kravende til obligatorisk udstyr til bjergløb som UTMB vil jeg nok mest bruge mit Hybrid sæt til træning, egne eventyr og som erstatning for S-Lab light jakken i til de lange løb. Hvor jeg gerne slæber de 60 gram ekstra for at får en hætte på min lette jakke. Til PTL medbringer jeg den sammen med (kraftigere regnjakker) enten Salomon Bonatti eller Revard GTX jacket afhængig af vejrudsigten.

Micro-eventyr på den svenske vestkyst

IMG_0532

Det er ikke nogen hemmelighed at det er en udfordring at træne til lange bjergløb når man man bor i flade Danmark. Det er der heldigvis mange måde at komme udenom. En af nøglerne for mig er at være effektiv når det går op af. I bjergene går selv de bedste løbere i verden 30-40% af tiden. Som løber vil man jo helst løbe hele tiden. Men da man bruger andre muskler når man går, bliver man nød til at træne det for at blive god til det. Til hverdag går jeg en del frem og tilbage til arbejde men det batter ikke rigtigt at gå en time af gangen når man har 141 timer (tidsgrænsen PTL (Le Petite Trotte à Léon 306 km. og 28.000 m+) til løb foran sig. Første gang jeg inkorporerede gang i min træning var forud for UTMB i 2012. Det var en kæmpe øjenåbner da jeg efter 5 timers stavgang i skoven var mere smadret end hvis jeg havde løbet i 5 timer – seriøst. Jeg havde vabler og var øm steder jeg aldrig har mærket før. Sidste år blev det til en 12 timers tur på “Krøllebølle-sporet” rundt om Bornholm, hvor jeg gik fra Gudhjem nordom om øen til Dueodde. Da jeg nåede Fyret ved Dueodde var jeg så ristet at jeg måtte have mine forældre til at komme og hente mig og jeg kunne ikke gå i 2 dage efter. Derfor tror jeg på at lange vandreture i højt tempo virker. Alternativt med korte lunte “pauser” for at løsne lidt op undervejs.

IMG_0556

Derfor havde Fabricio Bastian, som jeg skal løbe PTL med, og jeg planlagt en lang træningstur i Sverige. Desværre faldt min brasilianske ven og slog knæet voldsomt under “80 km. de Mont Blanc” weekenden før vores træningstur. Så turen blev solo denne gang. En anden ting det adskilder de løb jeg laver i bjergene fra ultraløb herhjemme er mængden af grej man må have med for at kunne overleve hvis vejret bliver dårligt. Det er også en integreret del af den daglige træning. Alligevel ville jeg gerne teste den rygsæk (UD Fastpack20 – som du kan læse min beskrivelse af her) jeg regner med at bruge til næste løb til max. Så der blev pakket med grej som var det Spine race i vinter; sovepose, underlag, brænder, regntøj, pandelygte, førstehjælpssæt, skifte trøje, fleece, hue/vanter og mad og energi. Pakkede ikke super let så rygsækken vejede godt 7 kg uden væske.

IMG_0524

Torsdag efter arbejde tog jeg Øresundstoget direkte til Båstad. En 2 timers rejse fra København til 201,- svenske. Det er hyggelig lille by som om sommeren er omdrejningspunktet for Swedish Open i tennis. Jeg hoppede af toget og startede uret. Planen var at følge Skåneleden sydpå langs kysten. Først Kust-til-kust leden til Ängelholm og derfra Öresundsleden (Kullaleden) videre til Mölle sydfor Kullen.

Kom hurtigt forbi havnen hvor jeg i 2007 sejlede Nordisk Mesterskab i Windsurfing. Skåneledens orange markeringer var lette at følge og snart var jeg ude i skoven. Nordsiden af Bjärehalvön var kuperet og smuk.

IMG_0547

Ved første shelter stoppede jeg og kogte vand til en gang frysetørret aftensmad, som jeg indtog på farten, fordi jeg ikke havde tålmodighed til at sidde og vente på at det kølede nok ned til at spise.

IMG_0554

Kort efter kom jeg ud af skoven og kunne nyde udsigten over Hallands Väderö og vejen ned mod Torekov.

IMG_0558

Udfordrene underlag at bevæge sig over.

IMG_0563

Jeg kom igennem Torekov sent på aftenen og nåede lige at tanke op på snickers og lakridspiber :-) Det er masser af toiletter og mulighed for at tanke vand op undervejs. Jeg havde 2 X 750 ml. flasker med men kunne godt have klaret mig med 2 X 500 ml. som når jeg løber.

IMG_0572

Området syd for Torekov er åbent og forblæst men langt flottere end forventet. Mod syd ses Kullen tydeligt.

IMG_0575

Efter 4 timers søvn i shelteret ved Gryteskär gik turen videre sydpå. Virkelig fint shelter i en lille skov tæt på kysten. Nok det hyggeligste på turen. Den frysetørrede grød til morgenmad blev også indtaget on-the-fly efter aftenens gode erfaringer.

IMG_0578

Området omkring Ängelholm var klart det kedeligste på turen. Her er højdepunktet på den del af ruten, lige inden man kommer ud til kysten igen.

IMG_0594

Fra Sundshall på nordsiden af Kullen begyndte det at ligne noget igen selvom det nev godt at ramme stigningerne med 85 km. i benene…

IMG_0600

Det bedste var gemt til sidst :-) Sydsiden af Kullen som jeg kender godt fra utallige klatreture i 90´erne. Det minder rigtig meget om terrænet i Alperne.

IMG_0602

Udsigt mod Mölle som var endestationen på turen. Lige godt 100 km. på lidt under 24 timer (inkl sovepause), hvilket enhver rask spejder gerne kunne klare :-) Utroligt nok er det kun 1000 m+ på distancen hvilket overraskede mig en del at det tal ikke var større. Hvis jeg skal anbefale dele af ruten er første og sidste del klart at foretrække. Bjärehalvön kan laves som en rundt hvilket jeg tænker skal testes på en løbetur i efteråret. Se flere muligheder på skaneleden.se

 

Screen Shot 2014-07-05 at 11.50.44

I Mölle fik jeg en kølig Pripps på molen og kølet benene af i vandet, inden turen hjem. Bus til Helsingborg og toget tilbage fra København. Turens totalpris 450,- SEK for transporten og 200,- SEK til snold undervejs.  Skåneleden fortsætter i øvrigt sydpå forbi Helsingborg og jeg overvejede i et letsindigt at øjeblik om jeg skulle fortsætte til Höganäs Bryggeri som er et sveriges førende microbryggerier. Det må blive næste gang :-) Var også lidt skuffet over jeg ikke fandt et sted med gode kanelbullar undervejs.

GPS spor fra mit Suunto ur (med opdatering en gang i minuttet) her: http://www.movescount.com/da/moves/move35125426

Bestemt ikke sidste gang jeg snupper et lille micro-eventyr i det svenske…

IMG_0615

Lorteår… og hvad nu?

fotoSüdtirol Ultra Skyrace 2013.

Det er ingen hemmlighed at 2014 har været et lorteår for mig indtil videre. RTC (refuse to continue) / skade i foden til Spine Race, en disk ved Transgrancanaria (vi købte en is og en cola undervejs og det må man ikke i Spanien – fy fy) og “skikkelig julling” til Vestfold Ultra Challenge i Norge hvor jeg bare fik stryg på en rigtig hård rute. Derudover har jeg hevet stikket på to løb jeg havde tilmeldt mig (Junut 230 km og Mont Blanc Marathon 80 km.) og det ser ud til at min betændte svangsene også sætter en stopper for årets eneste rigtige “løber-løb” Vermont 100 i USA om 3,5 uge.

Men det har ikke lagt en dæmper på motivationen, selvom jeg har indset at jeg i fremtiden skal gå efter færre løb. Det vidste jeg egentligt godt i forvejen men nu blev jeg så mindet om det igen. Håber at jeg lærer af det fremadrettet og ikke forsøger at tage munden for fuld (igen). Derfor er alt fokus nu på at blive helt frisk og frejdig. Så løbskalenderen ser således ud:

IMG_4371Ravn Hamberg på dag 5 af Tor de Geants 2013.

 

PTL (La Petite Trotte à Léon) – 306 km / 28.000 m+ / 4 UTMB point. På Team Ultracup.dk sammen med Fabricio Bastian. Det er mere en udfordring end et løb og er storebroren i UTMB (Ultra Trail du Mont Blanc) familien. Der er hverken tidstagning eller klassificering. Man har 141 timer til at finde rundt på ruten og komme tilbage til Chamonix. Og det er ret bogstaveligt da man selv skal finde vej, på små stier og i super teknisk terræn. Steigeisen til sne og is er et must og søvn kan man kigger i parlør´en efter… Glæder mig rigtig meget til en uge i bjergene med Fabricio som jeg løb med på Gran Canaria.

IMG_9820

Efter det gælder ALT forberedelserne til Iditarod Trail Invitational 350 mile (ca. 500 km) i Alaska til marts 2015. En rigtig hardcore vinterløb på sne fra Knik (lige uden for Anchorage) til McGrath på den anden side af “the Alaska-range” bjergkæden. Det er på landet… Der er hverken SPOT-gps-trackere (ikke tilladt ifølge reglerne) eller barnepiger på snescouter. I vildmarken er man på egen hånd. Både en skræmmende men også yderst facinererende tanke :-) Her er tidsgrænsen 10 døgn og min største prioritet er et at komme helskindet igennem. Alt andet er bonus :-)

2016: Spine race – 268 miles (438 km) vinterløb i Storbritanien langs vandreruten “the Pennaine Way”. Ubestridt det hårdeste løb i Europa – punktum. Det kommer jeg helt sikkert til at fortryde… Men sådan en udfordring kan man jo ikke lade ligge :-) Eller så kan man – vi for se…

IMG_0083Billede fra en træningstur i Trysil i maj.