Iditarod Trail Invitational – a rookie´s story

IMG_2412This is the story of a wilderness-race across frozen Alaska in the middle of winter and an experience of a lifetime. Iditarod Trail Invitational is a human-powered race. Which means most participants roll on a giant fat-bike equiped with 4-6 inch tires. You can also go on skis or by the slowest and most primal form of transportation – on foot, which is what I chose. The first time you participate as a “rookie” on the 350 miles distance to McGrath, while the veterans (who have completed ITI before) also have the option to go on for 1,100 mile to Nome, at the Bering Sea a few hundred miles from Russia.10553607_10153146025880489_7216772024257847138_nYou start at a bar just outside of Anchorage and the finishline is when you knock on the door at the home of Tracy and Peter Schneiderheinze in McGrath some 560 km away. The rules are simple. You take care of yourself regardless of the conditions and You can pick any route You like as long as you pass the 6 mandatory checkpoints along the way. Kathi and Bill who is hosting the event is really old-school and it is a big part of the charm. Although the course is the longest winter wilderness race in the world, they do not try to brand it as the longest, the coldest, the hardest – whatever. Not many people have even heard of the race unlike the famous dog sled race.IMG_2188The start was the most casual and laid back you can imagine. We stood and chatted away until someone yelled “GO” and the approximately 20 spectators started cheering us on. Following some weeks with a mid-winter heatwave in Alaska, with temps above freezing the temperature had finally slipped below freezing again. That made the ground hard as concrete and slippery like a skating rink. I was hiking of in a very good mood. Happy to finally be underway. Months of preparation was over and I had arrived healthy on the startingline, which was my first goal for the race. After a few miles Dave Johnston (who has the track record and had won the previous two years) came running by me. We gave each other a hug and wished the other a good run, after which Dave jogged on.IMG_2198I could feel my microspikes through the shoes and it hurt right away. My idea of allways trying something new on raceday was clearly working against me. After about an hour I tried without the spikes under the shoes, but they came right back on. I would rather destroy my feet that fall over on the ice. The leading runners disappeared out of sight and I was by myself. I remembered the mantra “easy does it” from the “From Russia with love” team I met during the PTL last year and thought of my friend Ravn Hambergs advice about not going too hard out straight from the gun. Got into my own rhythm and trudged on. Usually the ITI follows the same route as the world’s largest dogsled race “the last great race” Iditarod Dogsled Race. But due to lack of snow that race had chosen to reroute due to safety and start in Fairbanks. Bill and Kathi had obviously stuck to the original route on the historic Iditarod Trail. The ITI does not mark the route, nor supply maps or GPS files to the participants. There is certainly plenty markers left over from other races. It’s just not all of them one should follow. I saw old markers from both Susitna 100 and Iditasport (which took 2 and 3 weeks prior) as well as the snowmobile race “Irondog”.IMG_2206In the afternoon I caught up to three runners at a railway bridge and it turned out that I had taken a slight (1 mile) detour. “No big deal” – I kept my cool head and continued on. It keeps going up and down constantly and despite the spikes under my shoes I skated more than I really liked. The view over the shoulder towards the mountains around Anchorage was absolutely fantastic.IMG_2212IMG_2214IMG_2218IMG_2219Shortly after sunset I reached the legendary “1049 miles to None” sign. I began to feel an nagging pull in the left knee. The first 40 miles are notorious for the difficult route finding. As I approached Flat Horn Lake (mile 30) and could see a couple of headlight behind me. So I waited a few minutes for them to catch up to me. It was Beat Jegerlehner and Steve Ansell from California who were both on their way to Nome. They knew a good short cut instead of following bikers who was going a somewhat longer but flatter path around the lake. It was a relief to just disconnect the brain and follow them for a while.IMG_2221Day 2

At midnight we bivied just before the “Wall of Death” where You come on to the Susitna River. It’s cold and more exposed on the river, so this is the last opportunity to take a rest before the first checkpoint. Before I knew it the two veterans was sound asleep in their bags while British Mark Hines (whom I met at the Spine Race) came shortly after and found a place to sleep next to me a little off the track (You don´t want to be run over by a snowmobile in the middle of the night). The leg was getting worse and the left calf was felt hard as a rock.IMG_2222After 2 hours we were on the move again. It was a chilly night on the river and I was happy to just hang on the wheels. Both Steve and Beat has been to the PTL and Tor the Geants as well, so there was plenty to talk about. I took the opportunity to learn as much as I could from them and get all the little tips and tricks this game is full of. Beat is a physicist. Originally from Switzerland but he now lives in California where he works at Google. A bit of a engineer/inventer type guy with his own ideas ideas. He had built his own pulk, sewn his poggies (mittens), made the titanium reinforced carbon fiber drag system and had a teddy bear mounted next to another homemade gizmo that measured and kept a record of the temperature.IMG_2173After 18 hours, we reached the first checkpoint at Yentna Station (mile 57) early in the morning. It is he local “watering hole” where traveling snowmobilers on the Yentna River can refuel on the way. The host was not particularly welcoming. We bought ourselfes a cheese omelet and french toast and I attended to a few blisters in the usual places.IMG_2227We continued up the river in good weather. Beat slowly pulled away while Steve’s and my pace was quite in sync. I was planning to save battery in the iPods for later. But I had to have something to distract yourself from my sore feet and painful legs. Despite the music I had to slow in the afternoon and just go in my own pace, while Steve and Beat went ahead.IMG_2246IMG_2236Fortunately the sign for Cindie’s house (mile 77) quickly approached which felt like such a relief. Cindie is a “Trail Angel” who invites participants into her home for a bite to eat and some well deserved rest. When I arrived, Steve and Beat was already seated in the kitchen with their heads into a giant bowl of chicken soup each. We were the first guests since bikers and the three leading runners had hurried past. My legs were a complete mess after all the little jerking and twisting on the ice.IMG_2259IMG_2275After listening to my complaints the guys suggested that I should try to rest and recover. Cindie immediately offered that I could borrow their guest-cabin. I took the offer and told them I would try to sleep until dawn. But first I had to take care of a nice piece of cake being put in front of me. Then I remembered it was actually my birthday:-) “Well – it’s birthdaycake then” smiled Cindie.IMG_2279Day 3

I lay down to sleep in the cold cabin (which was perfectly fine in my -46 Exped bag) but woke up an hour or so later being boiling hot. In the meanwhile Cindie’s husband had fired up the stove and it was hot as a sauna inside. With the heat and the pain in my legs I could not sleep. After rotating aound for a few more hours I stumpled out into the darkness and reached the next checkpoint on Skwetna Station (mile 90) 4 hours later without further problems.IMG_2285The hostess served scrambled eggs, bacon and toast. The cabin-owner looked very tired after having been up all night to serve racers. As we all sat around the table he offered us his advise on the trip ahead and suggested a more direct way to the Shell Lake. The course changes from year to year depending on the conditions and I thought that it is useful information I got there. Mike Thomas from the UK and race veteran Loreen Hewitt also sat at the table and get the same explanation. On the way out I meet Mark Hines who is coming in. Mark is a rookie like me but has previously finished Yukon Arctic Ultra 430 miles 3 times. After 90 miles on the ice rink it was finally time to ditch the microspikes and my feet felt like they were born again.IMG_2291IMG_2293When I reached the junction I chose the way the guy at Skwentna had suggested as the most direct. Nicely marked trail with Irondog markers – what could possibly go wrong. 2 hours later the markings disappeared on a lake where the snowmobile tracks went out in all directions. Hmmm. I saw a plane parked on the other side of the lake and walked over to ask for directions. A German lady who lives there informs me that I have made it to Hewitt Lake and that the only thing to do is to go back to junction 5 miles away. I thank the lady for info, refuses her offer of a ride on the back of her snowmobile and walkes back across the lake in a very bad mood. Here I meet Loreen who despite Hewitt being her last name (just as the lake) really does not appreciate the funny coincident. “I shouldnt have the know-better” she repeats and tells me about her husband Tim who made the same mistake on his first of so far 8 trips to Nome. This is Loreens 6. th. participation in ITI (4 times to McGrath and one to Nome) and she is the most experienced participant on foot. Tim had decided to bike to Nome this year. Soon we picked Mike up and shortly after Mark as well.IMG_2300The two brits decide to try their luck with a shortcut wearing snowshoes in the deep snow across the frozen swamp. Loreen and I agree that in 99% of cases it will not pay off to try a stunt like that. IMG_2302After a few good hours without problems the pain is back again and soon Loreen overtakes me and slowly disappear out of sight in front of me. I have no energy and for the first time on the trip down I sit down on the sled to take a break. The frustration hits me like a slap in the face. While I chewing on a  Rawbite bar, tears starts rolling down my cheeks. It turns out to be my absolute low point of the race. After a few minutes, the pressure relief valve has bursted. I feel better and I hear myself saying “this is what I do” (the mantra would follow me through the rest of the race). I put some music in my ears and continues. An hour or two hours later I catch back up to Loreen in the rolling hills going towards Shell Lake and we agree to share a cabin for there for the night. Loreen is 58 years old, mother of four and carries pictures of her grandchildren. She is delighted to share pearls of wisdom from her vast experience.IMG_2303IMG_2307Shell Lake Lodge (mile 108) is not an official checkpoint but a welcome stop on the way.The owner Zoe is a sweet 70 year old lady who has built the cabin herself from the ground with her children back in 1975. The Brits have had a lucky day and arrives 20 minutes earlier. While Zoe is chatting away like we were the first guests of the year Mark comes over and whispers; “Stop asking her questions – I want my food so I can get out of here”. The rumors are right – Zoe makes the best burgers. IMG_2308Since we have not made a reservation – we can not have a cabin for the night. Loreen ague our case and finally Zoe lets us sleep on the floor for 15$.  I lie down by the door – hoping for a slightly lower temperature. I can not calm down and sleep. The legs hurt like crazy and there is too much commotion going on in the cabin. The Spanish runners come in and Russell, is a US Goastguard helicopter pilot pass by briefely. After 2 hours Loreen gets up and ask if I want to continue. She can not sleep either. So we pack up and leave Shell Lake Lodge at 11:30 pm.IMG_2310Day 4

The trail towards the third checkpoint at Finger Lake was fortunately flatter and easier for the legs. It was great to be under way again slogging through the night. The body immediately felt so much better in the cold air outside. At one point we pass a stretch of dense vegetation while Loreen is in the lead and suddenly there are objects flying towards us through the dark. My heart stops until I realize it is just Russell that has ambushed us with a bunch of snowballs. Scary and still so funny at the same time.IMG_2317Just before sunrise, we arrived at Winter Lake Lodge on Finger Lake (mile 135). Mark was heading back out after biviing on the trail and a brief stop at the checkpoint. While I was wolfing down a big dirty breakfast burrito with black rice and beans, I was trying to sort out the first of our two drop back. As you can not send animal products and lithium batteries into the United States, I had ordered everything at REI and got my wife’s cousin Jenni in Virginia to be pack it and send it to Alaska. We filled up the camelbaks and made ready to hit the trail. Suddenly Steve appears from a cabin having spent the night there. Apparently he got sick the day before and thought his race was over. His companion Beat is long gone but Steve feels better and prepares to hit the trail with us.IMG_2342IMG_2345IMG_2366So the three of us soldiered on towards Puntilla with the target of arriving there the same evening. So we would be able to cross the Alaska Range through Rainy Pass the following day. But first we are entertained with the infamous Happy River Steps. A series of short but super-steep hills up and down. I slide on my butt down of the steepest hills and try to imagine what it would be like flying down these slopes attached to 20 eager huskies running for their life. We make a brief stop on the sled every 3 hours. The trail is a constant challenge. The hundreds of snowmobiles which had passed here during Irondag had made the trail into a mogul inferno. Towards evening I had a little more energy and went on ahead. But it was still a long way to go. One rolling hill was replaced by another. I was so tired at the end that I nearly bivied. I could not find any suitable spots, so I just kept putting one foot in front of the other. After 23 hours on the road, I reached the checkpoint in Puntilla at Rainy Pass Lodge (mile 165). I was completely exhausted and I had clearly gone over that thin line in pushing myself. I was so out of it which felt rather scary.IMG_237410476662_10200490549504423_769134862737167075_oPhoto: Petr Ineman

The checkpoint was inside a small log cabin with a wood stove and a pair of bunk beds. There was noone around so I noted my arrivaltime on checkin list and sat down in a chair unable to move. The food was a choise of lukewarm cans of Heinz products sitting on the stove. I knew I should properly eat something but the only thing I could manage was to roll over in the bed. I slept the second my head hit the pillow and I slept like a baby for 5 hours. That turned out to be the only proper sleep I got all race.IMG_2377Day 5

The alarm clock rang at 5 and an hour later we were on the move. A batch of freeze-dried eggs and bacon was sitting good in the stomach. Shortly we were above the tree line and the landscape opened up in front of us. It reminded me of the wide open landscape of Hardangervidda in Norway. We were lucky with the weather for our trip across Rainy Pass. Visibilty was not as good as I had hoped but it was a calm day with temperatures just below freezing. It took us 10 hours to reach the pass where we stopped for the mandatory images.IMG_2385IMG_2386IMG_2408Just after the pass it started snowing and the weather worsened minute by minute. We hurried down the other side. Although we were going down, it was certainly not going any easier. The snow was so soft we eventually had to use the snowshoes. Soon bushes and rocks where everywhere making progress challenging. Further down You head into the notorius Dalzell Gorge. A narrow gorge covered with ice and creek running beneath it. Without any extra effort I had suddenly pulled ahead. It was a bit of a minefield navigating a safe route through it. In addition to the taxi ride to the airport this was here probably the most dangerous moment of the trip. There were large and small holes in the ice with flowing water underneath and the fresh snow hidding the cracks in the ice. In a strange way I felt incredibly comfortable in the situation. IMG_2417IMG_2429IMG_2434After a long trek through the canyon, I came out on a great river. The wind had picked up and the breeze felt hard and cold on my back. I was lucky to be able follow Mark Hines footprints in the dark all the way to Rob’s Roadhouse in Rohn (mile 200). Rohn is really just a place on the map that contains a small dirt runway and BLM (Bureau of Land Management) shelter-cabin. Since the hut is usually occupied by checkers and vets from the dog sled race the ITI checkpoint is located in a tent close by. Kathi and Bill’s neighbor  from Chickaloon Adrian came out of the tent with that huge smile and offered me brads from the grill. Best hotdog I have ever had. Unlike the previous checkpoint hosted by commercial enterprises this one is ITI´s own. Manned with fantastic people who live and breathe the ITI.  Within an hour came Loreen and Steve rolled in.IMG_2435IMG_2437IMG_2441Day 6

The checkpoint is named after the former aidstation captain Rob Kehrer who drowned in a packraft accident last summer in Alaska Winderness Classic. His widow Tamra was part of the crew this year. One of Rob’s rules that still applies: “No Facebook’ing in Rohn – Wilderness Race in progress”. Something aboat a little too eager racer from the Midwest and a sat phone:-) After a few hours of poor and interrupted sleep I woke up after my worst nightmare ever. I sat there for a while. Phew – my children were not dead anyway and suddenly 150 miles through Interior Alaska in mid winter seamed pretty trivial.IMG_2452IMG_2453IMG_2462Loreen being the veteran were calling the the shots when to get back out on track. I get shoveled a bowl of oatmeal down and left Rohn with Loreen and Steve. The legs were still completely shot but I felt a tiny bit better. Suddenly the two others disappeared from sight behind me. The long stretch of 60 miles without snow I had feared was now covered by the thin layer of powder, thanks to the snowfall the night before. This caused the pulk to glide considerably better than I had anticipated. The view back towards the mountains were magnificent and breathtaking. I felt tiny in this huge landscape, but also being safe and comfortable in way I have never experienced in the mountains before. I started daydreaming about finishing the race in under seven days and as a bonus, maybe catch up to Mark Hines and battle him for the Rookie of the Year title. I hiked hard most of the day, just to explode completely and have the wheels come off in the evening.IMG_2474The stretch between 90 mile stretch Rohn and Nikolai was a big mouthful, but I had my eyes set on a BLM Safety Cabin 45 miles out of Rohn. As I approached the trail got harder and harder. The huge tussocks made progress slow and tiring. The objectives from the morning was long gone and I just dreamed of reaching the cabin and lying down.IMG_2480IMG_2481The Bear Creek Cabin is located a mile off  trail (at the only dry spot in the summer) and I figured the trip would take 20 minutes. The tussocks were so bad I ended up carrying my sled most of the way taking me 45 minutes. After 18 hours on your feet I finally arrived. There first watersource between Rohn and Nikolai were still 10 miles further ahead. So I had to make it with what I had left. Someone had been kind enough to leave some of water in a pot on the stove (kind of stupid if it freezes). But when I put it in my Jetboil stove soap bubbles were everywhere. Dammit… Instead I melted about 300-400 ml. of water from the snow I could scrape together in front of the hut. The soap-water I drank through my Lifestraw (water filter). The Bear Creek Inn served the world’s best dinner menu imaginable consisting of chicken and rice with a sideorder of Buffalo jerky and hot Starbucks cacao and “astronaut icecream” (freeze-dried ice cream) for desert. All eaten while sitting comfortable in my sleepingbag. Just as I was falling asleep Loreen came in cursing the bad trail just like me an hour earlier.IMG_2485Day 7

We left the hut together a few hours later but soon Loreen had sort something out with her boots and I went ahead. Once again I ended up carrying all my equipment back to the main trail. Suddenly a dark wall came tumbling towards me and a few minutes later I found myself in a snowstorm. I just managed to get balaclava pulled up over the nose and getting the goggles out of the sled. Shortly before Sullivan Creek where I could get water I saw Mark’s fresh footprints after he had been biviing for the night. The fire inside was back and I figured it would still be possible to complete the 350 miles just under a full week and probably to catch Mark as well. However, like the previous day all strengh and motivation evaporated during the day.IMG_2486IMG_2492Shortly before Nikolai a snowmobile come out to meet me on the river. It was the Petrushka family, hosting the checkpoint, who just wanted to make sure I could find their house in the village. I knew that I was forced to rest before the final push to the finish in McGrath, some 50 miles away.IMG_2517IMG_2506IMG_2526IMG_2529Day 8

While the whole family sat in the couch in front of the telly, I hung clothes to dry over the stove. I got a portion of spaghetti before I got to bed. After having rolled around in bed a few hours with a badly swollen ankle and very sore legs I gave up.  I left Nikolai with Loreen in the middle of the night. We hiked together until noon when I pushed ahead to finish the job. I did not have to save my legs for the next 600 or 700 miles from McGrath to None like her. The wind was blowing hard but fortunately it was a tailwind.IMG_2531IMG_2542IMG_2558The snow got really soft and punchy and I finally gave up and put on the snowshoes. Part of me just wanted this over with as soon as possible, while another part of wanted to continue the adventure a little longer. Towards evening the temperature dropped to minus 20 making passage without snowshoes possible. A few snowmobile came screaming by in the dark. I had been warned of drunk snowmobiles. Since Nikolai is dry village the young men go to McGrath to buy booze and have a few sips on the way back. Finally I came to a cardboard sign out with the Kuskokwim River which indicated that there were 10 miles to the finish. It seemed “this is what I do” no longer worked. With my speed of 2.5 miles/hour it would take another 4 hours. A thought that was completely unbearable. I was so ready to be done but I decided to try to enjoy the last hours and appreciate how challenging the event actually was throughout. IMG_2562IMG_2559Those tactics worked well until a new cardboard sign indicated 5.5 miles to the end. I could not contemplate spending another 2 hours underway. Two snowmobiles came up behind me and I stepped right out into the deep snow beside the trail. I was Bill and Adrian heading back from Rohn. We exchanged a few words before they disappeared in a smelly cloud of exhaust and gasoline. Then I started to run out of sheer frustration. The 2 scooters with sleds towing behind them left the snow ridiculous soft to run in. But it did not matter anymore, because I just wanted to be done. With a few miles to go I hit a snowcovered road leading all the way to McGrath. It was an indescribable great feeling to turn right at the large ITI banner at the roadside and take the final steps toward the front door of the Schneiderheize´s house. No doubt that this was the place the party was going down with sleds, snowmachines and fat-bikes parked everywhere.IMG_2566IMG_2569The time stopped at 177.5 hours or 7 days, 9 hours and 39 minutes, a few hours after “Rookie of the Year” Mark Hines. 5 runners had beat me to McGrath. Among them Beat who was on his way out of the door to continue the journey to Nome. To come into Tracy and Peter livingroom was the best finishline you can imagine. A warm stove, beer and all the food you can eat. It was like going to heaven. Only the winner Dave Johnston had left. The rest of “runners” were still here. It was super nice to shake hands and tell the tales from the trails. A few hours later, Steve and Loreen came into their pitstop. Mike Thomas from the UK came a day later after spending the last night out in minus 40 conditions.1966291_10200490561664727_2011689230425836203_oPhoto: Petr Ineman11077013_10200490563384770_3210767109384784056_oPhoto: Petr InemanIMG_2574IMG_6107IMG_2582

Beat and Steve is still on their way to None in extremely difficult conditions with deep snow and temperatures below minus 40 degrees. Loreen and her husbond Tim unfortunatly had to abandon there attempt to reach Nome this year. I need to gather some more experience, vacationtime and money before I’m ready for the long trip. So I will be back next Year for another funrun to McGrath :-)IMG_2578Thanks to Rawbite, CEP Denmark, Bjergkæden, Ryders Denmark, Knut Korczak, Ravn Hamberg and Sailors Drydock for their help with the equipment.IMG_2311

På vandretur med Bedstemor

IMG_2417Dette her er historien om et vildmarksræs på tværs af Alaska og en løbsoplevelse af de helt store. Her kan du bla. møde en schweizisk fysiker, en britisk træningsfysiolog, en husmor fra Pennsylvania og en hel del lokale badass kvinder og mænd.

Iditarod Trail Invitational er et human-powered løb hvor man kan deltage på cykel, på ski eller til fods. Første gang er man med som “rookie” på 350 miles distancen til McGrath, mens veteranerne (som har gennemført ITI tidligere) også har mulighed for også at stille op på de 1100 miles til Nome, helt oppe ved Beringshavet.

Læs om forberedelserne til løbet her eller Se nærmere på det grej jeg havde med her :-)

IMG_2172IMG_218210553607_10153146025880489_7216772024257847138_nMan starter på en bar lidt uden for Anchorage og målgangen er når man banker på døren hjemme hos Tracy og Peter Schneiderheinze i McGrath 560 km væk. Reglerne er enkle. Man klarer sig selv uanset forholdene og det er frit rutevalg så længe man passerer de 6 checkpoints undervejs. Kathi og Bill som arrangere løbet er virkelig old-school og det er stor del af løbets charme. Selv om løbet er det længste vinterløb i verden, prøver de ikke at brande det som det længste, de koldeste, det hårdeste – what ever.IMG_2188Starten var noget af det mest uhøjtidelige og laid back man kan forestille sig. Vi stod og hyggesnakkede indtil der pludselig blev råbt “GO” og hujet fra de ca. 20 fremmødte tilskuere. Efter et par ugers tøvejr op til start havde temperaturen endelig sneget sig under frysepunktet. Det gjorde at underlaget var hårdt og glat som en skøjtebane. Jeg traskede glad der ud af. Lykkelig over endelig at være i gang. Måneders forberedelser var ovre og jeg var kommet sund og frisk frem til start, hvilket var mit første store delmål. Efter et par miles kom Dave Johnston (som har banerekorden og havde vundet de to foregående år) luntende. Vi gav hinanden en krammer og ønskede den anden et godt løb, hvorefter Dave roligt joggede videre.IMG_2199Jeg kunne mærke mine microspikes igennem skoene og de generede voldsomt. Da jeg efter en lille times tid kort prøvede uden pigge under skoene, forsvandt de førende løbere ud af syne. Kom i tanke om mantraet “easy does it” og huskede Ravn Hambergs formaninger om ikke at ligge for håndt fra land. Fandt ind i min egen rytme og traskede videre. Normalt følger man samme rute som verdens største hundeslædeløb “the last great race” Iditarod Dogsled Race. Men pga af mangel på sne havde slædeløbet valgt at omlægge ruten grundet sikkerheden. Bill og Kathi havde selvfølgelig holdt fast i den oprindelige guldgraver rute på det historiske Iditarod Trail. Løbet markerer ikke ruten og udleverer hverken kort eller GPS fil til deltagerne. Men der er ellers markeringer nok efterladt fra andre løb. Det er bare ikke dem alle sammen man skal følge. Jeg så gamle markeringer fra både Susitna 100 og Iditasport (som foregik 2 og 3 uger før) samt snescooter-løbet “Irondog”.IMG_2212Ud på eftermiddagen indhenter jeg 3 løbere ved en jernbanebro og det viser sig at jeg har taget en omvej på en mils penge. “No big deal” – Jeg holder hovedet koldt og fortsætter videre ud over isen. Det går hele tiden op og ned og trods pigge under skoene skøjter jeg rundt. Udsigten over skulderen mod bjergene rundt om Anchorage er helt fantastisk.IMG_2214IMG_2218IMG_2219Kort efter solnedgang nåede jeg det legendariske “1049 miles to None” skilt. Jeg begyndte at mærke et ubehageligt træk i venstre knæhase. De første 40 miles er notoriske for den svære rutefinding. Så da jeg nærmede mig Flathorn Lake (mile 30) og kunne se pandelygte bag mig, ventede jeg et par minutter på at de skulle indhente mig. Det var Beat Jegerlehner og Steve Ansell (der tidligere havde overhalet mig da jeg var på sightseeing) fra Californien som begge var på vej til Nome. De kendte en god smutvej i stedet for at følge efter cykelisterne, som kørte en fladere, men også noget længere vej rundt på søen. Det var fedt at kunne koble hjernen fra og bare følge efter.IMG_2221Dag 2

Ved midnat biviarkerede vi lige inden “Wall of Death” hvor sporet går ned Susitna floden. Det er koldt og mere eksponeret på floden, så det her sidste mulighed for pause inden første checkpoint. Inden jeg fik set mig om lå de 2 veteraner og knurrede i posen mens britiske Mark Hines (som jeg kender fra Spine Race) kom listende og fandt et sted at sove ved siden af mig lidt væk fra sporet (Man har ikke lyst til at blive kørt ned af en stiv snescooter-kører mens man sover). Benet var blevet værre og den venstre læg var nu stenhård.IMG_2222Efter 2 timer var vi på farten igen. Det var en kølig nat på floden og jeg var glad for bare at hænge på hjul. Både Steve og Beat har løbet PTL og Tor de Geants så der var rigeligt at snakke om. Jeg benyttede selvfølgelig lejligheden til at lære så meget jeg kunne og pumpe dem for alle de små tips og tricks der er i det her game. Beat er fysiker. Oprindeligt fra Schweiz men nu bosiddende i Californien hvor han arbejder hos Google. Lidt af en “Ole-opfinder” med anderledes ideer. Han havde f.eks. selv bygget deres pulke og syet sine poggies (luffer). På hans titaniumsforstærkede kulfiber træksystem var monteret en bamse og en dims til at måle og gemme temperaturen.IMG_2227Efter 18 timer nåede vi første checkpoint på Yentna Station (mile 57) tidligt om morgenen. Det lokale “vandhul” hvor snescooter-folket stiller tørsten på turen op eller ned af Yentna floden. Værten var afmålt og ikke særligt imødekommende. Men vi fik en købt os en portion omelet og french toast og jeg fik tapet et par vabler på de klassiske steder.IMG_2236IMG_2246Vi fortsatte op af floden i flot solskinsvejr. Beat trak langsomt fra, mens Steve’s og mit tempo var helt i sync. Egenligt havde jeg besluttet at gemme batteriet i IPod’en til senere men men jeg måtte have noget at aflede tankerne fra de ømme fødder og stive ben. Men trods musikken til hjælp måtte jeg om eftermiddagen sætte tempoet noget ned og lade de andre vade i forvejen. Heldigvis dukkede der snart et skilt op som indikerede at jeg nærmede mig Cindie’s hus (mile 77). Cindie er en såkaldt “Trail-Angel” der inviterer deltagerne indenfor i sit hjem til en bid mad og lidt hvile. Da jeg nåede frem var Steve og Beat allerede bænket i køkkenet med hovederne nede i hver deres skål kyllinge-suppe. Vi er var første gæster da cykelisterne og de 3 førende løbere havde skyndt sig forbi. Mine ben var helt væk efter alle de små pludselige ryk og vrid på isen.IMG_2275Efter at have lagt øre til mine beklagelse foreslog gutterne at skulle forsøge mig med noget mere hvile. Cindie tilbød straks at jeg kunne låne deres gæste-hytte. Jeg takkede ja og ville forsøge at sove til daggry. Først skulle jeg dog lige spise et stykke kage og kom i tanke om at jeg faktisk havde fødselsdag :-) “Well it´s birthdaycake then” smilede Cindie.IMG_2279Dag 3

Jeg lagde mig til at sove i den iskolde hytte men vågnede en times tid senere ved at jeg kogte. Cindie’s mand havde i mellemtiden fyret op i ovnen og der var hedt som en sauna. Varmen og smerten fra benene gjorde at jeg ikke kunne finde ro. Efter at have ligget og roteret i yderligere et par timer stavrer jeg videre ud i mørket og når det andet checkpoint på Skwetna Station (mile 90) uden yderligere problemer.IMG_2293

Her serverer mutter scrambled eggs, bacon og toast. Krofatter ligner noget katten har opgivet at slæbe med ind, efter at have været op hele natten. Han giver gode råd på turen videre og foreslår en mere direkte vej mod Shell Lake. Forholdene ændrer sig fra år til år og jeg tænker at det er nyttigt information jeg får der. Mike Thomas fra Storbritannien og veteranen Loreen Hewitt sidder også ved bordet og får samme forklaring. På vej ud møder jeg Mark, der er på vej ind i varmen. Mark er rookie ligesom mig men har tidligere gennemført Yukon Arctic Ultra 430 miles 3 gange. Efter 90 miles på skøjtebanen var det endelig tid til at ligge microspikes i slæden og mine fødder føltes som var de født på ny.IMG_2294Da jeg når vejkrydset som krofatter har fortalt om vælger jeg den vej han har foreslået som den mest direkte. Fint spor markeret med Irondog markeringer – what could possibly go wrong. 2 timer senere slutter markeringerne på en sø og snescooter-sporende flyver ud i alle retninger. Hmmm. Jeg ser et fly parkeret på den anden side af søen og går over for at spørge om vej. En tysk dame som bor der fortæller at jeg er kommet til Hewitt Lake og at der ikke er andet at gøre end at gå tilbage til vejkrydset 5 miles væk. Jeg takker damen for info, afslår hendes tilbud om et lift på bag på hendes snescooter og bander og svovler hele vejen tilbage over søen. Her møder jeg Loreen som trods at hun hedder Hewitt til efternavn (lige som søen) slet ikke kan se det humoren i situationen. “I should have know better” gentager hun og fortæller om hendes mand Tim der lavede samme fejl på hans første af indtil videre 8 ture til Nome. Dette er Loreens 6 deltagelse i ITI (4 gange til McGrath og en til Nome) og er løbets mest rutinerede deltager til fods. Tim havde i år valgt at prøve at cykle til Nome. Snart samler vi Mike op og kort efter også Mark.IMG_2300De 2 britter beslutter sig til at prøve lykken med en genvej iført snesko. Loreen og jeg bliver enige om at det i 99% af tilfældene bedst kan betale sig at bide i det sure ævle og vende tilbage til udgangspunktet.IMG_2302Efter et par gode timer uden problemer, kommer smerterne igen og snart overhaler Loreen mig og forsvinder langsomt ud af syne. Jeg har ingen energi og sætter mig for første gang på turen ned på slæden og tager mig et hvil. Frustrationen rammer mig som et slag i ansigtet. Mens jeg tygger et par Rawbite barer, triller tårene ned at kinderne. Det var mit absolute lavpunkt i hele løbet. Efter et par minutter er gassen gået af overtryksventilen og jeg hører for første gang mig selv sige “this is what I do” (det mantra følger mig resten af løbet). Jeg sætter en P7 mix marathon med Medina i ørene og fortsætter. Nogle timer senere indhenter jeg Loreen i bakkerne på vej op mod Shell Lake og vi bliver enige om at dele en hytte for natten. Loreen er 58 år, mor til 4 og viser stolt billeder af børnebørnene frem. Hun er ikke bleg for at dele ud af guldkornene fra posen.IMG_2303Shell Lake Lodge (mile 108) er ikke et officielt checkpoint men et kærkomment stop på vejen. Indehaveren Zoe er en sød gammel dame på over 70 der selv har bygget hytten fra grunden med sine børn tilbage i 1975. Briterne er kommer os i forkøbet med 20 minutterne penge. Mens Zoe plaprer løs som om vi var årtiets første gæster kommer Mark over og siger med et glimt i øjet; “Stop asking her questions – I want my food so I can get out of here”.  Efter 2 timer lykkedes det at få produceret burger til os alle 4. IMG_2307 IMG_2308En hytte kan vi dog ikke få, da vi ikke har reserveret på forhånd. Men til sidst forbarmer Zoe sig over os og vi får vi dog lov at sove på på sofaerne i hytten. Jeg ligger mig på gulvet ved døren i håb om lidt lavere temperature. Jeg kan dig ikke falde til ro. Benene gør ondt og der er alt for meget leben i hytten. De spanske løbere kommer ind og rumsterer rundt og Russell der er helikopterpilot i US Goastguard stopper lige hurtigt forbi, inden han fortsætter. Efter 2 timer på langs spørger Loreen om jeg vil med videre. Hun kan heller ikke sove. Så vi pakker og forlader Shell Lake Lodge kl. 23.30.IMG_2310Dag 4

Stykket mod 3. checkpoint ved Finger Lake var heldigvis fladere og lettere for benene. Det var skønt at være på vej igennem natten og kroppen fik det straks bedre så snart vi kom ud af hytten. På et tidspunkt passerer vi et stykke med tæt bevoksning mens Loreen går forrest og pludselig kommer der genstande flyvende imod os gennem mørket. Mit hjerte stopper indtil det går op for mig at det blot er Russell som har ligget i baghold med en flok snebolde. Det tager helt klart “Overskuds-prisen” og jeg er lykkelig for at det ikke var mig som gik forrest.IMG_2317Lige før solopgang nåede vi frem til Winter Lake Lodge ved Finger Lake (mile 135). Mark var på vej ud igen efter han havde biviarkeret ude og haft et kort stop i depotet. Mens jeg gnasker løs på en stor beskidt breakfast burrito med sorte ris og bønner får jeg styr på den første af vores 2 dropbags. Da man ikke må sende animalske produkter og lithium batterier ind i USA havde jeg bestilt det hele hos REI og fået min hustrus kusine Jenni i Virginia til at være mellemmand og sende det til hele til Alaska. Mens vi tyggede af munden, fyldte camelbaks og gjorde klar til at ramme sporet væltede Steve ud af en hytte hvor han han ligget og knurret de sidste mange timer. Han var blevet syg dagen inden og Beat var gået i forvejen.IMG_2342IMG_2345IMG_2366Så vi 3 fulgtes ad videre mod Puntilla som vi gerne skulle nå samme aften for at kunne krydse Alaska Range via Rainy Pass dagen efter. Men først skulle vi passere de berygtede Happy River Steps. En serie af korte men super-stejle bakker op og ned. Jeg kurrede på enden ned af de værste bakker og tænkte at de må være tæt på selvmord at komme flyvende her efter 20 ivrige slædehunde som løber for livet. Vi holdt en kort pause på slæden hver ca. 3. time. Sporet var hele tiden en udfordring. De hundredevis af snescootere som havde passeret til Irondag havde lavet sporet on til den rene pukkelpiste. Hen under aften havde jeg lidt mere energi og gik i forvejen. Men hold nu kæft hvor var der langt. Den ene rullende bakke blev afløst af den næste. Var så træt til sidst, at jeg overvejede at biviarkere. Men kunne ikke finde nogen egnede steder, så jeg blev bare ved med at sætte det ene ben foran det andet. Efter 23 timer på farten nåede jeg checkpointet i Puntilla ved Rainy Pass Lodge  (mile 165). Jeg var helt udmattet og var klart gået over stregen i forhold til at presse mig selv.IMG_2374Depotet var en lille bjælkehytte med et par køjesenge. Det var ikke et øje så jeg skrev mig selv på checkin-listen. Maden var en zinkbalje på komfuret fyldt med lunken dåsemad efter eget valg. Jeg sad bare og kiggede på det, velvidende at jeg burde spise noget. Kunne ikke overkomme andet end at vælte over i køjen. Jeg sov i det øjeblik min hoved ramte puden og jeg sov som en sten i 5 timer. Den eneste ordentlige søvn jeg fik i hele løbet.IMG_2377Dag 5

Vækkeuret ringede kl. 5 og en time senere var vi på farten. En portion frysetørret eggs and bacon lå godt i maven. Vi kom hurtig op over trægrænsen og landskabet åbnede sig op foran os. Det mindede mig og Hardangervidda i Norge. Vi var heldige med vejret til vores tur over Rainy Pass. Sigten var ikke fantastisk med det var stille og kun lige under frysepunktet. Det tog os 10 timer op til passet hvor vi stoppede til de obligatoriske topbilleder.IMG_2381IMG_2385IMG_2386IMG_2387IMG_2398IMG_2403IMG_2408

Lige efter toppen begyndte det at sne og vejret blev værre minut for minut. Vi skyndte os ned på den anden side. Selvom det gik nedad blev det bestemt ikke lettere. Sneen var så blød at vi måtte bruge snesko og snart stak buske og klipper op af sneen overalt. Længere nede ventede Dalzell-Gorge. En smal kløft med en isdækket bæk i bunden. Jeg var igen kommet foran de andre uden bevidst at øge farten. Det var lidt af et minefelt at skulle finde en sikker vej ned igennem. Ud over taxituren til lufthavnen var det her nok det farligste moment til turen. Der var store og små huller i isen med strømmende vand nedenunder og den nyfaldne sne skjulte sprekkerne i isen. På en underlig måde følte jeg mig utrolig tryg ved situationen.IMG_2429IMG_2434 IMG_2435Efter en lang tur igennem kløften kom jeg ud på en stor flod hvor det blæste pænt. Heldigvis kunne jeg i mørket følge Mark Hines fodspor hele vejen til Rob’s Roadhouse i Rohn (mile 200). Rohn er egentligt blot er sted på kortet som rummer en landingsbane og en BLM (Bureau of Land Management) shelter-cabin. Da hytten normalt er optaget af officials fra hundeslædeløbet holder ITI til i et telt ved siden af. Jeg kom endnu en gang frem til lige at se fodsålerne af Mark der var på vej videre. Han fortsatte hver aften til midnat hvor han så slog teltet op og overnattede. Kathi og Bill’s nabo Adrian havde vagten og kom ud af teltet med at kæmpe smil og tilbød mig hotdogs fra grillen. Modsat de andre checkpoint er det her løbets eget depot, bemandet med folk der lever og ånder for ITI. Det kan man godt mærke. Inden for en time kom Loreen og Steve også rullende ind.IMG_2437Dag 6

Depotet er opkaldt efter den tidligere depot-bestyrer Rob Kehrer som druknede i en packraft-ulykke sidste sommer under Alaska Winderness Classic. Hans enke Tamra var en del af crewet. En af Rob’s regler som stadig er gældende er: “No Facebook’ing in Rohn – Wilderness Race in progress”. Forhistorien er noget med en ivrigt blåbærfarmer fra Midtvesten og en sattelittelefon :-)IMG_2441Efter et par timer med dårlig og afbrudt søvn vågner jeg efter mit livs værste mareridt. Jeg sidder lidt og sunder mig. Pyha – mine børn er ikke døde alligevel og pludselig virker 150 miles gennem Interior Alaska midt om vinteren rimelig trivielt.IMG_2452 IMG_2453Loreen er den garvede rotte der kalder skudende mht hvornår vi skal tilbage på sporet. Jeg får skovlet en god skude havregrød ned og forlader Rohn med Loreen og Steve. Benene er stadig helt skudt men jeg mærker alligevel lidt overskud. Pludselig er de andre forsvundet af syne bagved. Det lange stræk på 60 miles uden sne, som jeg havde frygtet, var nu takket være det lille drys aftenen før, dækket af er tyndt lag pulver. Det får slæden til at glide betydeligt bedre end jeg havde håbet på. Udsigten tilbage mod bjergene er storslået og betagende. Føler mig på en gang lille bitte i dette kæmpe landskab, men også hjemme og godt tilpas i som aldrig har oplevet før. Jeg begynder at drømme om gennemføre på under 7 døgn og som bonus måske pilke Doktor Hines og få fingre i Rookie of the year titlen. Kører hårdt på det meste af dagen, bare for at eksplodere og gå helt op i limningen hen under aften.IMG_2461 IMG_2462 IMG_2463Strækket mellem Rohn og Nikolai på 90 miles var en stor mundfuld, men jeg havde blikket stiftet rettet mod en BLM Safety Cabin 45 miles fra Rohn. Men som jeg nærmede blev underlaget sværere og sværere. Sporet bestod af en ren pukkelpiste af høje tuer. Målsætningen fra tidligere var forlængst droppet igen og jeg drømte bare om at komme frem til hytten. Bear Creek Cabin som den hedder ligger en mile væk fra sporet (på et sted som er tørt om sommeren) og jeg regnede med at den tur ville tage 20 minutter. Sporet var dog helt forfærdeligt dårligt og jeg endte med at bære slæden det meste af vejen.IMG_2474IMG_2481Efter 18 timer på fødderne kom jeg endelig frem. Der var stadig 10 miles til de første sted efter Rohn hvor man kan få vand. Så jeg måtte nøjes med det jeg havde tilbage. Nogen havde dog været så flinke at efterlade en sjat vand i en gryde på komfuret. Da jeg begyndte at varme det op, væltede sæbeboblerne op af gryden. Verdammt…  Fik i stedet smeltet en 300-400 ml. vand til aftensmaden fra det sne jeg kunne skrabe sammen foran hytten. Sæbevandet drak jeg gennem mit Lifestraw (vandrensningsfilter). Verdens bedste aftensmåltid bestående af Risotto, Buffalo jerky med varm Starbucks cacao og “astronaut icecream” (frysetørret flødeis) blev indtaget i soveposen. Ligesom jeg var ved at falde i søvn kom Loreen og bandende lige så meget over sporet som jeg havde gjordt en time inden.IMG_2486IMG_2492Dag 7

Vi forlod hytten sammen et par timer senere men kort efter skulle Loreen ordne noget i støvlerne og jeg stak i forvejen. Måtte slæbe alt grejet tilbage på hovedsporet. Pludselig kom en mørk mur væltende imod mig og et par minutter senere befandt jeg mig i en gedign snestorm. Nåede lige at få balaclava’en hevet op og fundet skibrillerne frem fra slæden. Kort før Sullivan Creek hvor jeg kunnetanke vand fik jeg øje på Marks friske fodspor. Kræfterne var tilbage og jeg regnede på at det stadig var muligt at fuldføre under en fuld uge og sikkert også at indhente Mark. Men ligesom den foregående dag fordampede kræfterne i løbet af dagen. IMG_2524IMG_2525IMG_2526Kort før Nikolai som en snescooter mig i møde på floden. Det var familien Petruska, hvis hus udgør det sidste checkpoint, der var kommet ud for at vise mig vej til deres hus. Selve byen var et deprimerende sted. Som et gadekryds mellem en lille grønlandsk bygn og kulisserne fra en dårlig western. Jeg vidste at jeg var nød til at hvile inden det sidste lange trav mod målet i McGrath 50 miles væk.IMG_2529Dag 8

Mens hele familien sad bænket foran fjerneren fik jeg hængt tøjet til tørre over brændeovnen. Jeg fik en portion en portion spagetti inden jeg forsøgte mig med lidt søvn. Efter storsvedende at have rullet rundt i sengen et par timer med en hævet ankel og er par ben der gjorde usandsynlig ondt opgav jeg til sidst og forlod Nikolai med Loreen midt på natten. Vi fulgtes ad indtil middagstid hvor jeg kørte på for at gøre arbejdet færdigt. Jeg behøvede jo ikke at spare noget til de næste 600-700 miles fra McGrath til None ligesom hende. Det stod en strid blæst men heldigvis var den for det meste i ryggen.IMG_2531IMG_2541 IMG_2542IMG_2549IMG_2558 IMG_2559Sneen blev blød og punchy og til sidst gav jeg op og tog sneskoene på. En del af mig ville bare have det her lort overstået hurtigst muligt, mens en anden del af gerne ville fortsætte eventyret lidt endnu. Hen under aften faldt temperaturen til minus 20 så sneen kunne bære uden snesko. Et par snescooteren kom farede i mørket. Jeg var blevet advaret om at passe på stive snescooter-kørere. Da Nikolai er tørlagt kører mændene til McGrath, køber sprut og smager så lige lidt på varene på vej hjem. Endelig kom jeg til et papskilt ude med Kuskokwim floden der indikerede at der var 10 miles tilbage. Nu virkede “this is what I do” ikke længere. Med min fart på 2,5 miles/time ville det tage yderligere 4 timer. En tanke der slet ikke var til at holde ud. Jeg besluttede mig til at prøve at nyde de sidste timer og sætte pris hvor udfordrende turen var hele vejen igennem.IMG_2562IMG_2564IMG_2566 IMG_2567 Den taktik virkede indtil et nyt papskilt markede 5,5 mile tilbage. Kunne ikke forlige mig med at det skulle tage over 2 timer mere. Kort efter dukkede to scootere op bag mig og jeg trådte helt ud i den dybe sne ved siden af sporet. Det Bill og Adrian der var på vej tilbage fra Rohn. Vi vekslede et par ord inden de forsvandt i en ildelugtende sky af udstødsgas og benzin. Så begyndte jeg at løbe i ren frustration. De 2 scootere med slæder havde gjordt sneen latterlig blød at løbe i. Men det var alt sammen lige meget nu, for jeg ville bare være færdig. Med et par miles igen ramte jeg en snedækket vej som førte hele vejen ind til McGrath. Det var en ubeskrivelig fed fornemmelse at dreje til højre ved det store ITI banner ude ved vejen og tage de sidste skridt hen mod hoveddøren. Ingen tvivl om at det var her festen foregik med parkerede slæder og fat-bikes i lange baner.IMG_2568Tiden stoppede efter 177,5 timer eller 7 dage, 9 timer og 39 minutter, få timer efter “Rookie of the Year” Mark Hines. 5 løbere var kommet mig i forkøbet. Deriblandt Beat som var på vej ud af døren for at fortsætte rejsen mod Nome. At komme ind i stuen hos Tracy og Peter er den bedste mållinie man kan forestille sig. Varme, øl og alt det mad man kan spise. Det var, som at komme i himlen. Kun vinderen Dave Johnston var taget hjem på arbejde. Resten af “løberne” var her stadig. Det var super hyggeligt at kaste håndtegn og fortælle røvere fra sporet. Et par timer senere kom Steve og Loreen ind i pitten. Britten Mike Thomas kom ind godt et døgns tid senere efter at have tilbragt natten ude i minus 40. Både Spanierne, der først missede checkpointet i Rohn og siden flyveren hjem til Lanzarote samt den sneboldskastende helikopterpilot Russell kom fint igennem.IMG_2578IMG_2574IMG_6107Beat, Steve og Loreen er i skrivende stund stadig på vej mod None i ekstremt svære forhold med dyb sne og temperature under minus 40 grader. Jeg skal lige samle noget mere erfaring, ferie og penge sammen før jeg er klar til den lange tur. Det kan godt være at PosemandEN siger det altid er længst udbudte distance der tæller, men mon ikke der skal deles nogen flere aviser ud på børneløbet…IMG_2586

IMG_2253Tak til Rawbite, CEP Danmark, Bjergkæden, Ryders Danmark, Knut Korczak, Ravn Hamberg og Bådebyggeren i Gudhjem for hjælp med udstyret.

Grejet til Iditarod Trail Invitational

IMG_2412ITI grej

Her er listen over det grej jeg brugte under Iditarod Trail Invitational og et par kommentare til de enkelte ting. Hele mit setup var gearet mod at kunne gennemføre løbet uanset forholdene. Jeg har selvfølgelig kigget meget på vægten, men også valgt efter hvad jeg stolede på og havde gode erfaringer med. Ikke nødvendigvis det letteste på alle områder.  Alt udstyret (inkl. mad men uden vand) i slæden (inkl. slæde og rygsæk) vejede lige under 20 kg fra start. Hvilket var i den lettere ende. Tro kun de første 2 (Dave Johnston og Jason Buffington) havde er lettere setup. Nederst har jeg skrevet om nogen af de ting jeg lod blive i sidste øjeblik efter at have nærstuderet vejrudsigten  og hvad jeg ville ændre til næste gang.

Beklædning på hvert et skridt af turen:
CEP Base Tights – underbukser
CEP Ultralight Shirt – undertrøje. Fantastisk isolerende, let og hurtigtørrende trøje. Fast del af min setup uanset hvor jeg skal hen.
Patagonia Guidepants – softshell bukser. Lidt tunge (606 gram) men helt vindtætte og dejlig åndbare. 4 ud af 7 dage have jeg dem på som det eneste (på benene) uden på underbukserne.
Odlo heavy baselayer – tyk mellemlagstrøje. Varm og hurtigtørrende.IMG_2492Salomon Mont Baron Windstopper hoodie. Vindtæt hættetrøje med gode lommer både indvendigt og udvendigt. Ekstra åndbar under armene. Svært godt tilfreds med denne.

Aclima Warmwool socks. Dejlig varme strømper med høj andel af merinould.

Aclima Lightwool Liner Gloves

Aclima Lightwool linerhandsker

The North Face Powerstretch Gloves – fede handsker med god føling. Desværre ikke særligt slidstærke.

Hestra Gore-Tex mittens. Håndledsstropper i elastik gør disse luffer uundværlige på sådan en tur, når man skal have lufferne af og på mange gange om dagen.
Arc’teryx RHO Balaclava. Brugte den mest som halsedisse med også rigtig god til at justere temperaturen med og til at dække ansigtet i en snæver vending (når man bliver overrasket af en snestorm).
Aclima Lightwool beanie / Arc’teryx RHO beanie. Jeg mistede min Aclima hue halvvejs men havde heldigvis en reserve med. Arc’teryx huen er en blanding mens Aclima’en er en ren uldhue. Ellers er de meget ens.
Inov-8 Roclite 286 GTX. Verdens letteste Gore-Tex støvle. Lidt smal til min fod men i størrelse 48 går det. Super greb i sålen og rigeligt åndbare. Normalt kan godt lide en tynd sål som giver god kontakt og føling med underlaget. Men med microspikes under fødderne de første 150 km blev mine fødder totalt tæsket nedefra. Heldigvis havde jeg medbragt “et par krykker” i form af skum-indlægssåler fra Marathonsport (som jeg aldrig bruger normalt) og de reddede mine fødder.


Beklædning på dele af turen:
CEP Active Termo 3/4 Base tights – super lækre 3/4 lange underbukser med super bevægelsesfrihed. Ny model der kommer på markedet til efteråret.
Arc’teryx Nuclai Jacket – sidste øjebliks-indkøb til at erstatte mit oprindelige setup med 2 tykkelser puf-jakker. Utrolig var til vægten på blot 300 gram. Brugte den i pauserne og de sidste 2 dage hvor det blev koldere.
Arc’teryx Atom pants – isolerede puf-bukser med fuld lynlås så de kan tages af og på selv med støvler og snesko på. Brugte dem de sidste 2 dage uden på softshell bukserne.
Salomon Soulquest Down jacket med påsyet pelskant på hætten i polarræv. Fin jakke i vandafvisende ydermateriale, gode lommer og med udluftning under armene. Brugte den  sidste dag på den sidste dag.
Powerstretch balaclava med neopren facemask – billig balaclava købt i Anchorage. Brugte den i snestormen de sidste 2 dage.
Exped Syn Booties – puf-sutter til at sove med og og som “hjemmesko” i depoterne.
Inov-8 Mudsoc – let strømpe i merino-uld. Brugte dem første og sidste dag. Næste gang vil jeg supplere med et par CEP Kompressionstrømper under løbet. Jeg brugte dem både på rejsen over og hjem og kunne virkeligt godt have brugt dem til mine stive lægge og hævede ankler.
Outdoor Research Alti mitten Primaloft luffer (kun inderlufferne). Varme og hurtigtørrende.
Ortovox Uld luffer. Julegave fra min kære hustru :-) Brugt den sidste dag som et varmere alternativ til Primaloft lufferne.
Outdoor Research Gaiters. Brugt den første dag og en halv time med snesko ned fra Rainy Pass. Fugten kondenserede og frøs på indersiden. Så næste gang vil jeg vælge Gore-Tex modellen i stedet.
Inov-8 Race Ultra 270. Brugte dem den første halvanden dag. Dejlig bred pasform og åndbar overdel. Pga af de relative høje temperature i starten blev mine fødder våde selv om det kun var ganske lidt der landede ovenpå skoene. Næste gang vil jeg vælge Inov-8 Race Ultra 290 i Gore-Tex (som kommer til efteråret)

Ultimate Direction Fastpack30 rygsæk – kom med i sidste øjeblik for at gøre de 60 miles over Farewell Burn uden sne lidt lettere. Jeg brugte den 2 ud af 7 dage. Det er en virkelig lækker rygsæk men jeg vil nok vælge en lettere model til næste gang som er vandtæt, så man slipper for at have en vandtæt paksæk inden i.
Wiggys Hipwaders – vaders til vand/overflow oven på isen. Dem fik jeg heldigvis ikke brug for.
Kethoola Microspikes – havde jeg på de første 90 miles hvor vi skøjtede rundt. De er ret tunge og til næste gang bliver det et lettere alternativ.IMG_5760Northern Lights Elite snesko. Fungerede perfekt til de 2 gange en halv time hvor jeg brugte dem. Samtlige løbere på 1000 miles distancen brugte dem. Hvilket siger lidt om driftsikkerheden.

One-Way Storm Carbon langrendsstave med skiskytte håndledsstropper. Super lette (264 gram for sættet) og monster stive.
Ryders Solbriller (Tak til Ryders Danmark)
Salomon X-tend skibriller med klar linse. Gode at have i snestormen de sidste dage.

Northern Sledworks Racing Pulk – havde lidt issues med holdbarheden og vil nok overveje  et alternativ til næste gang. Vinderen af løbet brugte den samme og havde ingen problemer (men havde også kun 9-10 kg. med).
Fjellpulken trækbælte – lettere modificeret med ekstra trækpunkter påsyet bag på (Tak til Elvstrøm Sails Øst)
Træksystem bestående af tubular-tape og PVC rør. (Tak til Bådebyggeren i Gudhjem og Ravn Hamberg). PVC rørene virkede super godt men til næste gang bliver det en lettere alternativ. Mine rør var stive for maksimal kontrol mens f.eks. Loreen Hewitt som jeg fulgtes med en stor del af løbet havde blødere rør så hun kun nå om i pulken uden at klippe ud af trækselen. Til gengæld med væsentlig ringere kontrol på de stejle nedløb.

Rab Latok single-Wall telt (1,3 kg) – lavt single-wall bjergbestigningstelt der er beregnet til at blive stående i en pelikan på en 8000’er. Rummer 2 i en snæver vending men en suite for en. Pga af kondens virker teltet kun om vinteren.
Thermarest Z-rest Sol liggeunderlag. Let og sikkert selvom jeg var ret fristet af et let Exped underlag.
Exped Waterbloc 1400 sovepose i Exped Tele Compression Dryback. Lidt tung med til gengæld vandtæt (så man kan spare biviarksækken) og rated til -46. Fantastisk pose til at biviarkere ude med om vinteren.

Øvrigt udstyr:
Arc’teryx vandtæt duffelbag med bærestropper så den kan bruges som rygsæk – en feature som jeg brugte en enkelt gang. Lækkert stykke grej. Har efter løbet fået fingre i en let prototype slædepose (som Jason Buffington brugte) som godt kunne være et lettere alternativ.
Vandtætte pakposer fra Exped – alt ekstratøj blev pakket vandtæt.
Petzl Myo-Belt pandelygte med batterierne i en lang ledning så de kan komme ind på maven (så de holder længere).
Coast HL27 reserve pandelygte. Mest lys til vægten.
Lithium AA batterier. Lettere og mere kuldebestandige end alm batterier.
Camelbak væskerygsæk – Amerikansk militær model med plads til 3 liter. Med den direkte over base laget var der ikke risiko for at vandet frøs.
Nalgene 1 liters flaske i Outdoor Research isoleret “flaske-frakke”
Jetboil Ti gasbrænder i titanium med en dåse gas (tak til Bjergkæden i Køge). De fleste vælger en benzinbrænder men jeg ville gerne have et mere enkelt og hurtigt setup. Det kræver dog at man varmer gasdåsen op før den virker (ellers man har den inde på maven. Hvilket er en lille pris at betale for en lettere, sikrere og enklere løsning.
Esbit Titanium ske (Tak for lån Knut Korczak)
Lifestraw vandrensningsfilter
Førstehjælpssæt inkl. Kinesiotape og kanyler til vabler.
Dermatone sol- og kuldecreme. Genialt produkt til læber, næse og kinder.
NOK creme til at modvirke gnavesår
Sudocreme. Zink-creme med lokalbedøvende middel.
Latexhandsker til toiletbesøg eller til at smøre NOK creme i rumpetten.
Kleenex (toiletpapir)
2 lette affaldsposer
Tandbørste og tandpasta
Leatherman microtool med saks og kniv. Saksen virkede ikke til at klippe kinediotape, hvilket var irriterende.
Nål og tandtråd
Ekstra tubular tape. Til at trække slæden med.
2 IPod nano‘er med alt fra Rammstein til Frank Sinatra
Håndvarmere (brugte 2 par på hele turen)
Ekstra kontaktlinser
Kontanter (til at købe mad og betale drikkepenge undervejs samt til flybiletter tilbage fra McGrath)
OeAV kort (forsikring gennem den Østrigske Bjergklub som dækker redning i hele verden)
Canon S-100 med reserve batteri

IMG_4644Selvfølgelig skal alle mærker klippes ud – det handler om at have det rette “mindset” mere end de få gram man sparer. Alt blev vejet så jeg kunne tage beslutninger baseret på fact – ikke fornemmelser.

FullSizeRender (3)

Mad: (et lille udpluk af det jeg havde med)
Rawbite – var det eneste jeg havde med hjemmefra. De er sunde, smager fantastisk og ændrer ikke konsistens i kulden. Jeg blev ikke træt af dem som jeg havde frygtet.
Cliff barer – skal varmes på kroppen da de ellers er hårde som en hockey puk.
Powerbar Performance Energy Blast – vingummi med koffein
Reese Peanutbutter chocolate cups.
Oberto Bacon jerky – lige fantastisk som det lyder!
Krave Turkey jerky – næste lige som godt som bacon.
Mooncheese – frysetørret cheddar ost
Frysetørret færdigretter – bla med eggs and bacon og risotto.
Salte røgede mandler
Snyder’s of Hannover Honey & Mustard pretzels
Haribo Happy Cola vingummi
GU Brew sportsdrik

Det eneste jeg savnede var salte lakridser (hjerneblødning ikke at tage dem med) så det var skønt da jeg fik nogen australske lakridser fra Tim Hewitt’s (veteran i løbet med 8 gange 1000 miles til None under bæltet) dropbag af hans hustru Loreen som jeg fulgtes med.

Overordnet set var jeg glad for alt hvad jeg bragte med her første gang. Det eneste jeg ville have lavet om, var at lade Inov-8 Race Ultra skoene blive hjemne. Nogen af de ting jeg lod blive i sidste øjeblik var den store dunparka jeg havde lånt af Ravn Hamberg. De lange underrør Aclima Woolnet (som jeg elsker) lod jeg også blive pga de høje temperature.

Næste gang vil jeg uden tvivl rejse lettere da jeg nu kender logistikken og forholdene bedre. Afhængig af forholdene selvfølgelig. Men jeg tvivler på at min slæde kommer ned på de 9-10 kg. som de hurtigste løber med. Skulle vi få samme forhold næste år vil jeg nok vælge en lettere sovepose, ingen brænder, intet telt og sikkert heller ikke snesko. Aclima Woolnet skal jeg helt sikkert bruge hvis det er koldere, da det fungerede rigtig fint under træningen.

Forberedelserne til Iditarod Trail Invitational

IMG_7828Forberedelserne til ITI startede så snart jeg fik at vide at jeg havde fået start, tilbage i april. Jeg var super ambitiøs i planlægningen af træningen, men i realiteternes verden blev det dog ikke helt så godt som havde håbet på.

Læs hele beretningen fra selve løbet her :-)

Det gode ved Iditarod sporet er at det har relativt få store stigninger. Så det er ganske overskueligt at lave gode forberedelser i flade Danmark.

Jeg kontaktede Casper Wakefield som jeg tidligere har stået på langrend med for at blive klogere på grejet til turen og han var super hjælpsom. I starten af maj var jeg en forlænget weekend oppe hos Sondre Amdahl i Trysil og teste slæder og snesko.


Træningen har primært været Maffetone inspireret med lav intensitet og mange km´s hurtig gang med både rygsæk, dæk og slæde. Jeg fører ikke en træningsdagbog og er en stor fortaler for kvaltitet over kvantitet. Bortset fra træningsture og løb har jeg ikke været over 80 km. på ugen.

Hen over sommeren var jeg småskadet med en højre fod som drillede og jeg løb kun hvad foden tillod. Det var enormt frustrerende men langsomt blev tingene bedre og til PTL i slutningen af august havde jeg ingen problemer. Jeg sparrede en del med Joe Grant (som blev nr. 2 til ITI i 2013) omkring træning og udstyr. Det gav en enorm ro at kunne læne mig op af hans erfaringer og sammen fik vi styk for styk sammensat mit udstyr.


I efteråret gik jeg 1-2 timer om dagen ved siden af løbetræningen og havde et par ture på Skåneleden hvor jeg gik med rygsæk over  100 km per gang. Jeg fik også slæbt lidt rundt med dæk i forskellige størrelser. Ideen var at bygge langsomt op og prøve at ramme den samme belastning som at løbe/gå med pulk. Jeg lod bare folk grine af mit scooter dæk. Senere skiftede jeg til et tungere motorcykeldæk for at få lidt højere modstand.


Under juleferien i Østrig fik jeg trukket slæden på sne og prøvede at indøve faste rutiner. Som f.eks. hvad grej der lå hvor i duffelbag’en. Mens familien sov trygt og godt inde huset sov jeg i soveposen eller i teltet ude i haven. Dermed fik jeg øvet en del “koldstarter” hvor jeg stod ud af posen og træk kælken rundt i dalen inden jeg sluttede mig til resten af familen ved morgen- eller frokostbordet. Det gav en rar fornemmelse i maven.


Man skal som bekendt praktisere som man prædiker og jeg forsøgte at være konsekvent med at lave PosemandEN’s styrketræning for løbere. Enten hjemme i stuen eller i gymmet på arbejde. Bare et kvarters træning om dagen mens ungerne så fjernsyn.


I januar havde jeg super travlt på det nye arbejde, så jeg ikke fik trænet ret meget. Eneste undtagelse var løbeturen på tværs af Gran Canaria som jeg arrangerede med Sondre. 22 timer på fødderne over 3 dage med gode ben og uden den mindste vabel.


Første weekend i februar havde jeg den sidste “dressrehearsel” i Trysil med test af alt grejet. Slæde-trækket er ikke så let som man skulle tro og jeg testede de forskellige muligheder af. Jeg var fint tilfreds med det hele. Men det stod klart at jeg ville sætte pris på hvert er gram jeg kunne vride ud af slæden.


Første uge i februar var jeg ude med det største dæk (bildæk) på adskillige runder omkring Farum Sø for at få lidt mere belastning på. Til gengæld begyndte jeg også med at have småproblemer med ryggen og de sidste 3 uger inden løbet nøjedes jeg med korte gåture og blev rykket rundt at par gange hos Kiropraktor Annette Jørgensen på Klinikken Nyhavn 16. Annette er en af landets bedste sportskiropraktore som jeg har brugt i over 10 år.

En uge inden jeg rejste mødtes jeg med Ravn Hamberg som agerede bullshit-filter og gennemgik hele min udrustning. Han har en kæmpe erfaringer fra ture og ekspeditioner og var en god hjælp til tage de endelige beslutninger og tale de forskellige vejr-mæssige scenarier igennem. Kort forinden havde der været stort frafald under Yukon Arctic Ultra hvor de havde ned til minus 45. Så det prøvede vi at tage med i betragtningen, trods vejret i Alaska så ud til at blive en del mildere.

En vigtig del af forberedelserne var at sikre jeg kom rask og frisk frem til startstregen. Så de sidste 3-4 uger spiste jeg ekstra mange grøntsager og holdt mig fra sukkerholdige drikke og fødevarer samt var ekstra skarp på håndhygiegnen.

ITI er et af de løb hvor uanset hvor godt man forbereder sig, skal man have været der før man virkelig forstår udfordringerne og præmisserne. Så jeg glæder mig allerede til at forbedre mig til næste år :-)

10 things I learnt during the Iditarod Trail Invitatational


1. When they say “Cowards won’t show and the weak will die” in Alaska, it’s not a joke.


2. When You find a nice piece of flat and well marked trail out there – You are on a runway! – STAY OFF THE RUNWAY!


3. Do not poop on the trail


4. You get the best hotdogs IN THE WORLD in Rohn. And no – they don’t have a vegan option.


5. When the locals offer You directions – don’t listen. Hewitt Lake is pretty and all – but it’s not worth the bonus-milage.


6. Moose, Bear, Wolf and drunk snow-mobilers have right of way.


7. Those funny looking souvenirs/small bags with velcro, You find out on the trail are actually dogshit covered booties.


8. Peter’s “mancakes” does exits and they are HUGE.
You just have cross Akaska by foot or bike to get one.


9. If You can be Dave Johnston – ALLWAYS be Dave Johnston. If You can’t – PRETEND…


10. If a 58 year old grandmother can cruise to McGrath – So can You…

Ødemarken kalder


Under en uge til start af mit livs største eventyr og jeg glæder mig… På søndag den 1. marts kl. 14 (lokal tid) starter Iditarod Trail Invitational. Et “human-powered” løb på tværs af Alaskas ødemark. Nå man som jeg er “rookie” og deltager for første gang er man henvist til at dele aviser ud i børneløbet på 350 miles (560 km) til McGrath mens de store drenge og piger tilbagelægger 1000 miles, helt til Nome oppe ved Beringshavet.

Ruten følger slædesporet Iditarod trail som blev grundlagt i guldgraver-dagerne henover “the Alaske range” som er bjergkæden hvor Nordamerikas højeste bjerg Mount Mckinley (eller Denali) ligger. Denne vinter har dog været en vejr-mæssig katastrofe med høje temperature og meget lidt sne. Derfor er det legendariske hundeslædeløb “Iditarod Dogsled Race” flyttet til en alternativ nordligere rute, mens vores løb – ITI holder fast i den oprindelige rute.


Specielt stykket mellem Rohn og Nikolai skulle være stort set uden sne. Jeg har besluttet at vejret er som det er og at jeg vil prøve at sætte pris på hvad end jeg får i hovedet undervejs. Jeg føler mig super godt forberedt og har brugt lang tid på at finde det rette udstyrs-setup, som jeg føler mig tryg ved. Ikke nødvendigvis det aller letteste men et system der nok skal få mig igennem inden for tidsgrænsen på 10 dage, 23 timer og 59 minutter. Med op til 140 km. mellem depoterne er det med at tænke sig godt om hjemmefra. Som man siger på de kanter: “Cowards won’t show and the weak will die”. Mit mål er udelukkende at gennemføre og forhåbentlig blive en fed oplevelse rigere :-)


For første gang i år bliver det muligt at følge løbet via Men ellers slipper der nok ikke mange nyheder ud. Det er virkelig på landet og eneste vej ind og ud er til fods, på snescooter eller med ski-fly. I det omfang der slipper noget nyt ud undervejs vil min gode ven Ravn Hamberg opdatere “Trailløberen” på facebook. Læs mere om løbet på

Nå – eventyret kalder… Vi ses på den anden side…

Jeg elsker at løbe – men sådan har det ikke altid været


Jeg elsker at løbe… Gerne langt og i krævende terræn. Men sådan har det ikke altid været…

Som barn hadede jeg at løbe og når vi spillede fodbold i skolen var jeg som regel parkeret som målmand. En af de løbeoplevelser fra min barndom der står ud er fra det legendariske Softice-løb i Gudhjem, hvor jeg kommer fra. Jeg spurtede de første 400 meter indtil jeg var forbi mine forældres hus og måtte gå resten af vejen med sidestik. Det var slet ikke spor sjovt, men jeg gennemførte fordi alle deltagere får en softice når man kommer i mål. Den anden oplevelse var til skolernes motionsdag, hvor jeg havde fået den hjerneblødning at melde mig til 10 km løbet. For man vælger jo altid den længst udbudte distance. Men da vi var på vej ud på den anden runde af de 5 km. mødte vi den lærer som havde stået ude ved vendepunktet, og nu havde travlt med at komme tilbage på læreværelset og drikke kaffe.

Barnedommens succesoplevelser fik jeg på vandet hvor vi havde det rigtig sjovt med optimistjollerne i den lokale sejlklub. Mine barndoms-idoler hed ikke Elkjær, Laudrup eller Arnesen som andre raske drenges men derimod Poul Elvstrøm, Lasse Hjortnes og Brødrene Westergaard. Som mange andre startede min målsætning med spørgsmålet om “Hvad vil du være når du bliver stor”. Jeg drømte om at leve af at sejle og bide skeer med de bedste i verden.

20 år senere havde jeg gjordt præcis hvad jeg satte mig for. Med et velbetalt job som professionel sejler og senere som en del af sejlerlandsholdet. Jeg begyndte at løbe samtidig med at jeg skiftede enmandsjollen med det olympiske windsurfbræt. Målet var OL men også at have det lige så sjovt som dengang i Optimist-jollen. Den sidste del lykkedes til fulde og kammeratskabet mellem sejlerne fra hele verden er det bedste minde fra den tid. I vinteren 2008 rejste jeg til VM i New Zealand i mit livs form. Jeg var virkelig trimmet og havde mit livs bedste VO2 max test med i rygsækken. Ved træningen inden stævnet sejlede jeg lige op med nogen de bedste i verden. Alligevel tog jeg hjem med en placering som nummer røv og nøgler. Elitesport kan være nådesløs og det var sgu en lang flyvetur hjem med erkendelsen af at min indlæringskurve ikke var stejl nok og at jeg lige havde kastet 400.000 af mine surtjente penge efter drømmen.

Jeg var færdig med elitesport og med at blive målt og vejet på placeringer i forhold til andre. Men jeg var på ingen måde færdig med at udforske mine fysiske evner eller med at konkurrere. Fremover skulle det bare være konkurencen med mig selv. Om hvor god jeg kan blive og hvor mine mål skulle være nogen jeg selv satte op og selv havde 100% indflydelse på. Lidt inspireret af Guldfireren som fokuserer på at få deres egen båd til at sejle hurtigt, uden at skele til hvad konkurenterne render rundt og laver.

Da jeg som voksen startede med at løbe var det hæsligt. Med blodsmag i munden og flimmer for øjnene kæmpede jeg mig rundt langs Søerne. Senere prøvede jeg at løbe i Søndermarken, men gik helt kold på de store uoverskuelige bakker. Men stædigheden holdt mig fast og snart kunne jeg løbe længere og længere og løb blev hurtigt en fast del af min hverdag.

På en løbetur en regnvåd tirsdag aften hørte jeg første gang om Ultra Trail du Mont Blanc. Et 168 km løb gennem 3 lande med over 10.000 højdemeter op ad. Det lød jo helt vandvittigt. Men en gnist var tændt og 5 år senere stod jeg klar på startstregen i Chamonix. Siden da har det ene taget det andet. Som min gode ven Casper Wakefield siger “Kan man løbe 100 – så kan man også løbe 200 – og kan man løbe 200 kan man også løbe 300”. Det er oppe i hovedet det foregår.

Selvom jeg har haft succes med de ting jeg har lavet i årenes løb, har jeg egentlig aldrig rigtig været helt tilfreds. Men jeg kunne mærke at jo længere jeg løb jo større var glæden ved at overvinde mig selv. Først da Ravn Hamberg og jeg i 2013 gennemførte det 330 km lange Tor de Geants efter 138 timer var jeg helt igennem tilfreds og også lidt stolt inden i. Vi havde passeret 25 bjergpas over 2000 meter og næsten 50 højdekilometer på rundturen i Aosta-dalen. Vi havde overvundet træthed, sygdom og søvnmangel og vores kammaratskab havde fået os igennem et af verdens hårdeste trailløb.

Det har nu aldrig været noget mål i sig selv at løbe det længste og det hårdeste whatever. Men en naturlig progration i at udfordre mig selv og finde nye mål at styre efter. Det man kan er ingen kunst som man siger. Æstestik og eventyrlyst spiller mere og mere ind når jeg vælger løb. Længere er ikke nødvendigvis bedre – bliver jeg ved med at sige til mig selv. Alligevel er det det som motiverer mig. For hvor langt kan man egentlig bevæge sig for egen maskine?

Når man stiller op til et løb på flere hundrede kilometer i bjergene er intet givet på forhånd. Ja, man skal være i en anstændig fysisk form, man skal kunne tage vare på sig selv og man skal have det rette grej med men man skal også turde at fejle. I bjergene er det vejret som sætte dagsordnen og det syntes jeg er stor del af charmen. Hvis jeg ville være sikker på at gennemføre, havde jeg løbet 5 km. løb.

Mit motto er “Improving is winning” og de gange et løb er gået skidt eller jeg er udgået har jeg typisk lært mere, end der hvor det hele spiller og man bare cruiser igennem.

Det gælder om at turde drømme stort og sætte overlæggeren så højt, at man kun lige akkurat kan komme over. Det er hverken fedt at sætte den for højt og fejle totalt eller stille den på 1,40 og så springe 2,10. Når den balancegang lykkes, en det en enormt tilfredsstillelse.

For mig er vejen blevet målet. Jeg prøver at forene det at have det sjovt i naturen samtidig med at jeg udfordrer mig selv. Løb er blevet et redskab til at udforske nye steder, få anderledes oplevelser og møde nye mennesker på en måde jeg slet ikke havde troet muligt. For mig er løb frihed. Et pusterum i den hektiske hverdag. Når jeg løber en tur i skoven er der ro og fred fra de mange stress-momenter i hverdagen, og er man rigtig heldig er der hellere ikke mobildækning. Jeg er tiltrukket af den enkle nærmest primitive opgave i at bevæge mig fra A til B.

Nu elsker jeg at løbe og håber på at fortsætte til jeg bliver 100 eller jeg finder noget som er sjovere eller som bringer mig større glæde.