Tandtråd og styrketræning


Præcis som de fleste er ret religiøse med tandtråden ugen inden og ugen efter besøget hos tandlægen, så er de fleste løbere også virkelig grundige med at lave deres øvelser når de er skadet. Men så snart de kan løbe uden problemer blæser de på alt fornuften. Lige indtil næste gang.

Jeg har selv været der, så jeg ved præcis hvordan det går, når euforien over igen at kunne bevæge sig uhindret kommer over en.

Bedre end nogen anden ved jeg hvor kedeligt styrketræning kan være. Derfor gælder det for en gang skyld om at være realistisk og ikke gå efter hvad du gerne vil lave af øvelser men hvad du ved du kan overkomme, også når hverdagen melder sig.

Derfor er jeg glad for Tomas Pilsborg og Claus Rasmussen fra posemand.dk har lavet deres Styrketræning for løbere program der med lidt øvelse kan klares på 15 min. Det er simpelt og lige til at gå til med en enkelt kettlebell fra Harald Nyborg. Hvis man gerne vil have øvelserne helt ind under huden kan jeg virkelig anbefale det styrke-kursus som Tomas Pilsborg tilbyder. Alle de atleter jeg træner har det som en fast del af pensum – sammen med 8 timers søvn og en fornuftig kost :-)

Derudover bruger jeg squats og flexifusser for at styrke mine fødder og underben. Noget man vil have stor glæde af uanset hvordan man løber og hvor meget eller hvor lidt skum man har under fodsålerne. Særligt de tykke skumsko jeg tidligere løb i har givet mig store udfordringer med fødderne, fordi fødderne er på overarbejde med at fornemme underlaget. Lidt som hvis du prøver at stå på hænder på en skummadras.

Den rigtige træning – er den man får lavet. Så det gælder om at få indarbejdet de gode vaner. 15 minutter af dine ca. 16 vågne timer burde være muligt at klare for de fleste. Og man behøver ikke være frisør for at kunne multitaske træningen sammen med tv- og facebook-kiggeri :-)

Rigtig god træning…

Ultraløbet Molsruten – Racereport by Karin Swiegers

Guest blog by the female winner of Ultraløbet Molsruten 58 km. – Karin Swiegers from South Africa. Enjoy…

10665813_373506532796545_30899102659705243_nFoto: Stine Sophie Winckel

Ultraløbet Molsruten Race Report by Karin Swiegers

A little bit about me…

I’m not much of a writer, more a talker just that you all know from the start! For those of you who don’t know me I’m Karin, 39 years old, born and raised in South Africa. I moved to Denmark about 6 years ago,actually I’m a half-Dane but I admit I haven’t quite mastered the language, it just doesn’t sit well in my mouth, well not yet! I’ve always loved running. I used to spend hours and hours training middle distance track through my childhood and the love of the sport has still stuck with me. About 4 years ago, here in Denmark, I casually picked it up again. My first aim was to just complete a 10km race, which soon turned into a half marathon. Before long I had hopes for a full marathon and then the idea of doing an ultra became really really interesting. Initially I entered  Fyr til Fyr this year as preparation for Salomon Hammer Trail 50km. ( I actually fell out of that race due to injury) Anyway, the idea of running my first ultra was very exciting, I mean it seemed so far and impossible in my mind, why would anyone want to run so far and for what reason?….  but I had to try. So, I managed to complete it,just just…barely with terrible legs and a very upset stomach, it was not at all what I had expected! At the same time doing ‘Fyr til Fyr’ a switch went on. Here I had found something that really challenged me on so many different levels that I knew I was going to want to come back for more. Anyway, I was injured for a while but soon decided I had to set a new goal to try the distance again, that’s when I entered Molsruten. This time I told myself I had to be physically and mentally more prepared to do it better! My coach, Michael Boye Christiansen, worked out a strategic plan for me, trying to accommodate  my other ideas of wanting to run faster shorter races, so it was quite an interesting preparation I went through. At the same time I changed my diet to a much simpler and cleaner lifestyle following Paleo principles.So, if you’re wondering what that means, well just think caveman….meat and fresh vegetables and fruits really. Strictly speaking Paleo is dairy-free but I cheat with skyr ( eat it by the ton) and some milk in my coffee.  Otherwise no sweets, cakes, chips anything artificial. You basically train the body to find its energy source from fat…. So that’s the bit on me….

10628386_373355976144934_2576656803288363958_nFoto: Stine Sophie Winckel

The run itself

I travelled Friday afternoon with my good friend and running pal, Anders Thompsen, to Fredericia to another running buddy, Bent Jensen, who kindly let us stay over for the night. By 6am the next day we were all awake,finding our gear, getting pumped and motivated for what was lying ahead…I started the day with x2 eggs, avocado and a few spoons of oats. I also managed to start the day by breaking my watch strap. The strap had torn away and was dangling in front of me. How would I know how many km’s I’d covered and more importantly  how would I know when the end was coming if I ended up bonking and I was on my own?My friends told me to get over it but deep down inside I was panicking, I always ran with my watch, it was like a real body part and buddy,I had to make a plan and fast. So, we tried to repair it with glue but by the time I arrived at the race it was apart again arghhhhh. Plan B… I then tried sports tape to keep it together, luckily it worked and stayed intact, infact it’s still on it right now! So.. after Moses’ briefing we set off around 10:00am, I told myself I would hold back for the first 10km and just check out what’s going on in the field ahead of me. Gitte and Annemette shot ahead like two bullets. I  thought ok just relax and try and keep them in sight,but very soon I’d lost sight of Gitte and Annemette was getting into her own rhythm and she was slowly slipping away. Fortunately, I had Bent with me who encouraged me to stay close and not let the gap get any bigger than what it already was.  The first few km’s went by quite quickly, I was warming up nicely and feeling fresh. We were lucky it wasn’t too hot or cold, just perfect running conditions nice and cool. My confidence was growing and I wanted to increase the tempo, I had caught up to Annemette by now and stuck behind her for some time, you know she is really fast! !!! :-) I think I slipped past her around the 7/8km mark ( despite my very wet socks and shoes at this stage! Let me explain to those of you who did not do this, there was water on this route, and I mean A LOT of it! High -tide must have set in and within a few km’s of the start I had super wet feet and probably so did everybody else! This explains the two huge blisters I got!!) Anyway, I kept ploughing along… At this point I must have met up with the awesome Lars Hugin, who became my wing-man for the next 30km plus, and a couple of really nice guys, sorry just can’t remember your names! I was happily chatting away to them and the km’s just raced past us without me noticing. Everything was going perfectly, the route was interesting with single track trails, thick forests, more water, rocks….. my energy levels were super high and I was basically having the best time ever! I think we were cruising around 4:45/km for quite some time.Nearing the first depot I must have caught up to Gitte without realizing it because there she appeared in front of me. She must have shot off again without me noticing because I was having a tiny struggle with my drinking bottles and mixing in the energy I had brought with. (Before I forget let me commend both depot points where the help I received was AMAZING! I had x2 people attending to my bottles…filling them ,shaking them, putting the lids on for me so I wasn’t fumbling around with it, it was a big help when all I had on my mind was don’t let Gitte get away again!!! Gitte by the way you are a super star :-)

Lars, myself and some others then re-set ourselves on cruise control and off we went again. We pretty soon entered a new section of forest when I noticed her again and this time I made sure I stuck close-by.  She stopped for a few moments along route and I knew that was my chance, I had set my pace a bit faster  and I was planning to stick to it so I slipped by. My pulse was steady, the legs were working, everything was going as planned. Even my wingman was in a brilliant mood so I had perfect company as well!! Run, run run….

Around 30km plus we had the tough trip around the island with all the rocks…big ones, fat ones, slippery ones you name it they were there waiting for us! I have no idea how I didn’t fall, but I didn’t..not once! Must have been my new shoes that still had plenty of grip and all the balancing tricks I’ve been learning at yoga recently :-) Unfortunately for me  I lost Lars after the trip around, he had been the biggest support along route for me so I was quite devastated when I realized he wasn’t alongside me anymore.Thanks Lars you were the greatest company I could have asked for  and you really pulled me along!! :-)

10346057_373354906145041_7973909442319149694_nFoto: Stine Sophie Winckel

So, the lonely part of my journey had began. I knew I was lady no.1 by now, I knew I had about 22 plus kilometers to go- question was could I keep this speed up on my own? I thought to myself ok I’ll try and catch the next group in front of me, make new friends and stick with them, however every time I passed the runners they were stuck in their own tempo and dealing with their own personal crisis so I just kept moving past, saying hi and waving as I went by.  I think this is where I pulled out my earplugs and turned up some Danish playlist on my iphone to keep me company, I had officially got lonely!!!

After the second depot I entered yet another forest of rolling hills and wide tracks…up and down I moved along , drinking as much as I could when I remembered. My legs were fresh as they could be after so many km’s and I was still feeling motivated and happy . I remember at the briefing it was said there might be long distances in-between the markings ( red and white streamers) they had  obviously meant this because here I was stuck in a situation looking all over for them! I was all on my own in this big big forest! No-one next to me, no-one in front, no-one behind me,helping me along and  I was searching for them everywhere. Every time I saw one my heart skipped a beat and I knew ok I’m not lost, well not yet!! The kilometers ticked by, I kept refueling ,I even thought ok I’m going to do this under 5 hours at this rate but I knew when I reached the last 6km or so I had dropped my tempo quite a lot. My stomach had started to hurt a bit  and I knew this was not going to be achievable on my own. Plus,more and more hills appeared from nowhere, or maybe they appeared bigger than they really were at that point. I refused to walk up them, I just wanted to keep moving forward! I did pass the odd runner or two on route, I was so happy when I saw them, it  gave me great confidence that I must have managed to stay on route successfully.By the time I reached the asphalt, I think it was the last 2 or 3km , I knew it couldn’t be far and I focused on getting to the end. My body was finally signaling to me it was getting tired and mentally I didn’t want to run extra km’s on my own anymore!When I finally spotted all the cheering supporters, I was thinking gee I’m really almost there and I’m actually doing this and I’m still moving! I was welcomed in with a big clap and just like that it was all over! I had done it, completed it, even with a tiny left-over energy and a bit fat smile plastered all-over my face. I was so so pleased! How incredibly different my second experience had been compared to my first attempt :-)

10418294_373506259463239_5897375928357793770_nFoto: Stine Sophie Winckel

 So to Moses , Thure  and all your wonderful helpers you have really outdone yourselves with organizing this really beautiful and scenic race, giving us the runners the best possible experience we could have hoped for. You know every single volunteer and supporter that spent their free, valuable time cheering for us is so appreciated. When that road gets long and trust me it can get real long and you hear that one single clap it means everything at that point. Will I try it again, for sure…Why?  Because it’s insane cool fun and motivating and I get to hang out in nature with some really nice people and be challenged in all kinds of ways.You know you don’t know what you’re capable of if you don’t at least give it a try, right? Thanks to all of you for making it such a memorable experience for me and so many others! So here’s my result: No. 10 overall and No.1 girl in 5h:3min:49sec

What gear and supplies I used for this race

Pack: Salomon S-lab hydro 12 Set, really comfortable- can highly recommend

Shoes: Salomon S -lab Sense 3 Ultra SG

Socks: merino wool Inov8, didn’t help at all, my feet were soaked all the way!

Compression calves,top and skirt: Salomon -perfect, comfortable

Sunglasses: Adidas evil eye ;-)

Energy: 2 and half liters energy drink plus 2x bitesize homemade energy bars

Watch: Garmin 610 – held together with sports tape ;-)

Det sagde deltagerne om Ultraløbet Molsruten 2014


“Molsløbet overstået. Det gik op og ned med bakker, det gjorde det også med motivationen og energien. Men i mål kom jeg.  Ruten var meget forbedret på de første 20 km og tak for det. Så meget mindre asfalt i år. Ruten totalt er anbefalelsesværdig.” Lars Bæk (deltager i 2013 og 2014)

“Tak fordi I skaber smukke trail løb” - Anne Birgitte Krüger

“Hvad jeg synes om ultraløbet molsruten ? Tja, jeg har i hvert fald 16 grunde til at mene at det var en træls dag, eller rettere 16 sek. (Op til Søren) Men som Moses sagde inden start, så er det bare noget vi leger så pyt med at blive nr. 2.
Det var faktisk et rigtigt godt arrangeret løb på en super fed rute, op og ned i skov og på strand,og med den aktuelle vandstand var jeg næsten på hjemmebane Alt i alt en herlig dag med glade mennesker” – Jens Henriksen (nr. 2)

“Tak for en fantastisk dag på et spennende spor” - Ole Kristian Saltnes

“Molsruten var mit andet løb i Ultracuppen og efter en DNF/RTC i Gendarmstien var jeg fast besluttet på at skulle hele vejen:)
Igen et fantastisk løb i fed natur og dejligt efterårsvejr, hvor der både var fede single tracks, ture i vandet og balancegang på stenene ved Kalø.
Havde alt i alt en fest og er stadig helt oppe og flyve – tak for en super oplevelse i Molsbjerge!” - Christian Aldrich


“Rigtig smuk og opfindsom rute, det gjorde løbet til noget specielt. Glæder mig til fyr til fyr som jeg er tilmeldt.” - Michele Danielsen Brandt

“Tak for turen til arrangørerne og tak snakken undervejs til løberne” - Flemming Vind

“Mit første ultraløb – men næppe sidste. Fede spor – smukke udsigter, flinke folk og bare god løbekarma. Kunne dog godt have undværet balancegang på de store
sten v/Kalø  Stadig høj på endorfiner. Tak for en super oplevelse” - Karoline Sidelmann Brinch

“Tak for nogle fede løb – vi ses næste år!”  - Christian Aldrich 


“Feeeeedt!! Det er hvad jeg synes om mit første ultra løb ever! Det bliver absolut ikke det sidste! Det var de mest perfekte rammer, skøn rute, god afmærkning, super hjælpsomme hjælpere, fantastiske depoter og ja, vejret var jo også tip top, men det har jo ikke noget med løbet at gøre. Det eneste lille minus var de store sten ved Kalø … Der tabte jeg personligt rigtig meget tid, da jeg gled på en sten og fik et lille ekstra stræk af den ene balle. Vil da gerne med næste år, men først skal jeg prøve “Fyr til Fyr” … Tak for denne gang – det var virkelig hele turen værd” - Charlotte Munch

“Tak for et fedt løb. Stor ros til arrangørerne. Dejligt løb at have som sit første længere end marathon 🙆” - Troels Roar Johannsen 

“Øj tak for en fed oplevelse rundt på Jyllands lidt “bumset næse” – Ultraløbet Molsruten (58 km) – fed stemning, super selskab, perfekt løbevejr, flot natur, fed opbakning på ruten og top forplejning og support i depoterne og målområdet” - René Ravnsbæk Bode 

“Super super fedt løb, også mit første ultra løb. Kanon rute som var godt afmærket. Den erfaring jeg gjorde mig var at, et ultraløb er IKKE bare er et marathon, som er lidt længere, og så er det ellers bare at løbe en pace som er nogle sekunder langsommere end normalt… Nix min disponering var helt skidt, min energi var væk efter ca 45 km, så de sidste 13 km var ren ‘overlevelse’, så skønt at have nogle at følges med de sidste 100 meter efter at have løbet alene i 5 timer og 3 min. Hov forresten husk at sørge for der er mere lav vandet næste gang” - Jon Kristensen


Kæmpe stor tak til Moses, Thure og crew for et vel tilrettelagt løb! (Molsruten 58 km) Det var en kæmpe oplevelse! Jeg måtte desværre slås med kramper de sidste 25 km, men det gik. Jeg kom ind efter 7t.17 min. Blev modtaget med et; velkommen til Ebeltoft. Vil du have en cola? Og af min datter (som løb mig i møde) og min kæreste. Det var så fedt og colaen smagte også ganske godt!!! “ -  Anton Wamsler 

“Fed rute med skønne singletracks og sjove ture i vandet.” - Dannie Lindved Mortensen (deltager i 2013 og 2014)

“Det var en fedt løb – og så gjorde det jo ikke noget at der var medvind” - Sune Hundebøll

“Super godt løb; alt fra markeringer, til hjælpere i depot mv., var verdensklasse! Skal helt sikkert se om ikke jeg kan få alle tre i 2015! Godt arbejde..” –  Jens Sloma Isbak

“Tak for en god tur til arrangørerne og det fantastiske depotmandskab” - Claus Kock Christiansen 

Ultraløbet Molsruten var mit 5 ultraløb, og min læring var – der er ikke noget der hedder “den tager vi på erfaringen” jeg havde ikke trænet, hverken nok eller strukturet, faktisk havde jeg været ret så nonchalant over for mig selv i forhold til løbet – det blev jeg straffet for, i en grad så jeg seriøst besluttede mig for at udgå omkring de 30 km. Allerede fra 26-28 stykker var jeg i krise, og jeg kom aldrig rigtigt ud af den…. Men det lykkedes aligevel og jeg kom ind et godt stykke under de 6 timer på trods af krisen… Et sindsygt smukt og veltilrettelagt løb, dejlige mennesker og hvis alle disse andre elementer ikke havde været så optimale er jeg sikker på jeg havde fejlet og taget en RTC eller DNF … Tak allesammen” - Torben Riesgaard Petersen


“Tak for et fedt løb vi ses næste år til alle 3 afdelinger.” - Jan Christensen

“Denne gang havde i virkelig fået rettet ruten ind, og udnyttet områdets muligheder. Gode, positive og hjælpsomme hjælpere i virkelige gode depoter. Det fedeste var dog alle de hyggelige og viljestærke løbere i havde samlet – det gjorde dagen helt fantastisk.” - Nikolaj Mann (Bor i Ebeltoft og løb både i 2013 og 2014)

“Vild med de tekniske dele af ruten; strand, sten, vandkanterne, siv og Kalø. God stemning og de bedste hjælpere i depoterne. Fedt at 2. depot først er ved 46k (av av). Tak for et fantastisk løb!!” - Rasmus Francis Jensen

“Tak for oplevelsen og hjælp i depoter mm!” - Stefan Stougaard

“Molsruten var mit andet løb i Ultracuppen og efter en DNF/RTC i Gendarmstien var jeg fast besluttet på at skulle hele vejen:)
Igen et fantastisk løb i fed natur og dejligt efterårsvejr, hvor der både var fede single tracks, ture i vandet og balancegang på stenene ved Kalø.
Havde alt i alt en fest og er stadig helt oppe og flyve – tak for en super oplevelse i Molsbjerge!” - Christian Aldrich


“Molsruten var mit første Ultraløb og meget anderledes end de mange Marathon´s jeg har løbet. Fantastisk flot rute, alt var perfekt arrangeret, depoterne, afmærkningen af ruten, alle de andre løbere, selv vejret var bestilt og perfekt til løb. Jeg løbe hele vejen med min løbemakker Lars Hartmeier og de første 30 km. i følgeskab med Brian Bay SørensenStykkerne ved Følle og Kalø var lidt af en stor mundfuld og kunne mærkes i kroppen resten af turen. Inden næste gang skal der nok mere træning i sporet og ikke kun på vejen og næste gang er fyr-fyr og nok hele Ultracuppen 2015 – Tak for en fed oplevelse.” - Jan Christensen

“Endnu en fantatisk løbeoplevelse til ultraløbet molsruten! Et helt igennem gennemført setup med gode depoter, velafmærket rute og flot natur! Fedt at løbet holdes simpelt og at der ikke er ‘bling-bling’ når man kommer i mål, i form af pengepræmier og fancy grej, men at man derimod får et stor smil og en kold cola – ren løbeglæde – keep it like that! Tak til arrangørerne!” – Jacob Lund Agger (Nummer 3)

På tværs af Gran Canaria – 21. – 25. Januar 2015


Sol, varme go lækre singletracks midt i vintermørket… Sammen med Norske Sondre Amdahl arrangerer jeg en 3 dages løbetur på langs af Gran Canaria i slutningen af januar. Vi flyver ned onsdag og bor første nat i Las Palmas. Torsdag, fredag og lørdag løber Transgrancanaria ruten på 125 km hen over øen og ender ved øens sydspids i Malpalomas hvor vi overnatter inden vi flyver hjem søndag. Vi løber med en let rygsæk og overnatter undervejs på hyggelige hoteller i de små byer man passerer undervejs på ruten.


Terrænet er utrolig smukt og afvekslende og kendt for at være rigtig teknisk. Vi kommer både igennem de frodige dale og over de høje bjerge der mest minder om en ørken.

Du skal være i god form og i stand til at tilbagelægge 40+ km om dagen. Vi powerhiker stigningerne og løber nedad (der er ikke så meget fladt undervejs). Vi tilpasser selvfølgelig tempoet efter deltagerne og dele os i 2 grupper hvis spredningen bliver for stor. Vi har hele dagen til de enkelte etapper så der er rigelig tid til at nyde udsigten og tage billeder.


 Se videoen fra Transgrancanaria 2014 – https://vimeo.com/88453375



1. dag – Ankomst Gran Canaria (LPA) onsdag den 21. januar. Tranfer til Las Palmas hvor vi overnatter. Er vejret godt jogger vi nok en rolig tur på strandpromenaden.

2. dag – Bus til starten i Agaete og i gang med ruten. Vi starter lige på og hårdt med 10 km. stigning med smuk udsigt mod kysten og over til Tenerife. Terrænet er i verdensklasse med udfrodrende stigninger, fede spor og lækre nedløb. Vi overnatter i den hyggelige bjergby Artenara, hvor der også er depot under Transgrancanaria

3. dag – Turens hårdeste og forhåbentlig også den flotteste dag, gennem bjergene. Undervejs passerer vi klippetårnet Roque Nublo med udsigt over en stor del af øen. Vi oplever den store forskel fra det super frodige område ved Terror til den golde månelandskab ved de højeste toppen.

4. dag – Fra den hyggelige by Tunte hvor vi overnatter har vi en kort stigning inden det går ned af bakke resten af vejen. Vi har dog stadig et svært nedløb tilbage så vi sparer lidt på kræfterne. Sidst på eftermiddagen når vi fyrtårnet ved Maspalomas og nyder en velfortjent is på strandpromenaden.

5. dag – Afrejse og fly hjem til det kolde nord :-)



Vi har max plads til 10 personer for at gøre det så fedt som muligt for alle. Først til mølle…

Du booker selv billet til Las Palmas t/r – Norwegian flyver for omkring 2200,- DKK på de dage. Men man kan også flyve med Air Berlin og Iberia. Norwegian flyver direkte onsdag kl. 09.10 med flight DY3690 med ankomst til Las Palmas 13.00. Hjem igen kan man flyve via Oslo (flight DY5200) med afgang fra Las Palmas kl. 10.00 og ankomst København kl. 18.05.

Vi ordner lokal transport, overnatning med halv pension (morgen og aftenmad) og stedkendte guider til 4450,- DKK.

IMG_1788Sondre Amdahl hører til blandt verdens aller bedste bjergløbere og blev for nylig 7´er ved Ultra Trail du Mont Blanc som er det største løb inden for ultraløb. Han har løbet Trangrancanaria 2 gange tidligere med en 4. og 6. plads til følge. Han bor på Gran Canaria og kender terrænet bedre end nogen.

IMG_1682Moses Løvstad har været 5 gange på Gran Canaria for at at løbe og gennemført  Transgarncanaria 4 gange med en 17. og en 32. plads som bedste placeringer.

Hvis Det lyder som noget for dig så send en mail til moses@lovstad.dk

foto 2 (18)

Grejet til PTL


Når man stiller op til et løb i bjergene hvor de hurtigste deltagere bruger 5 dage på at gennemføre så overvejer men lige hvad man skal have med en ekstra gang. Præmissen til PTL er at man er 100% autonom og ikke modtager hjælp udefra (man må gerne købe ind undervejs). Så det kræver at man medbringer noget grej som man er fortrolig med og som kan holde hele vejen. Vi havde i den grad gjort hjemmearbejdet til en grad for udstyret til sidst hang mig langt ud af halsen. Det er trods alt ikke det løb handler om… Men på den anden side har det rette grej også temmelig stor indvirkning på ens mulighedder for at komme igennem og oplevelsen undervejs.IMG_1597Fabricio på UTMB-”motorvejen” i øsregn. Stykket var en alternativ rute på vej mod første depot i Champex-Lac ved 60 km. Her var vi glad for at have opgraderet regnjakken :-)

Intet vi havde med faldt igennem og jeg ville ikke lave meget om hvis der nogensinde skulle blive en anden gang (PTL). Det der overraskede os mest positivt var vores valg af fodtøj. Fabricio brugte La Sportiva Ultra Raptor (8 mm. drop) mens jeg havde valgt New Balance Zero V2 (Zero drop). Begge klarede opgaven strålende og vi havde godt greb på alle typer af underlag. Eneste ting som vi nok burde have haft med var vandtætte strømper som Ravn og jeg benyttede til Spine Race.

IMG_2930Rettidig omhu i form af frysetørret mad og cola fra dropbag´en. Så kan man overleve selv den tarveligste løbsarrangør :-)

Listen over obligatorisk udstyr er følgende:


For the obvious reasons of security each participant must agree to keep with them at all times the obligatory material listed below…

Individual obligatory equipment

  • Water reservoir, minimum 1 litre.
  • 2 torches in good working order with spare batteries.
  • Survival blanket minimum (140x210cm).
  • whistle.
  • Mobile/cell phone with international roaming (without the number on withhold)
  • 1 t-shirt, breathable fabric.
  • 2 warm long sleeved tops in breathable fabric.
  • 1 thick fleece jacket with long sleeves.
  • breathable and 100% waterproof jacket & trousers.
  • 1 pair full length sports trousers or leggings.
  • 1 pair of sun glasses.
  • 1 pair of gloves.
  • 1 hat.
  • Compass and altimeter.
  • Pen-knife.

IMG_2876Pakning af dropbags i Chamonix. At PTL har laveste prioritet hos arrangørene afspejlede sig allerede i poserne som ikke var kraftige og trykt til formålet som til de øvrige løb. Men i stedet en billig variant som revnede for et godt ord. Det var dog ikke noget som en rulle gaffa-tape ikke kunne råde bod på :-)

Obligatory equipment for each team

  • GPS with the route provided by the organization
  • The log-book and route maps supplied by the organisation
  • A  bivouac tent or a survival shelter (100% resistant to rain and wind and sufficiently large to shelter three people in the case of very bad weather conditions)
  • A first-aid kit which allows the treatment of small injuries and minor infections (non-exhaustive list attached)

Required by customs officers

  • ID, i.e. passport

Other recommended material (non-exhaustive)

  • Stove and saucepan
  • walking poles
  • other spare clothing
  • String, wire, sun-cream, Vaseline or anti chaffing cream…

Derudover kom crampons/steigeisen på listen i ugen op til løbet og gav et ekstra halvt kilos ballast :-)

IMG_2855Mit grej inden jeg tog hjemmefra… Salomon Bonatti regnjakken og stavene blev udskiftet med noget kraftigere.

IMG_2856Fabricio´s udstyr inden afrejse. Staven blev ændret og Black Diamond stavene lå som reserve-stave i dropbagen.

Min udstyr så således ud:

Obligatorisk udrustning:

3 Salomon Softbottles 500 ml. – Lettere og smartere opbevaring af væske er svær at finde. 2 fyldte og en i reserve.

Gemini Duo og Coast HL27 pandelygter.

Alutæppe – Standard Salomon

Fløjte – Salomon

Iphone 5 mobiltelefon med lader

CEP Ultralight shirt kortærmet

CEP Ultralight shirt langærmet + Lurbel “Tibet” langærmet (44% merinould)

Salomon Panorama fleecetrøje med 1/2 lynlås (varm og let)

Salomon Revard GTX jakke + Salomon Bonatti regnbukser. Havde oprindelig tænkt at medbringe Salomon Bonatti løberegnjakke som vejer det halve af Revard´en men ændrede på det da jeg så vejrudsigten love regn i stride strømme.

Salomon Dynamic pants – løse bukser i tæt snit med super bevægelsesfrihed

Ryders solbriller – dem kunne vi godt have sparet ;-)

GripGrab Running Thermo handsker + Outdoor Research vind- og vandtætte luffer.

Salomon hue + Buff

Suunto Ambit2 Sapphire (med kompas og højdemåler) + Suunto Clipper – backup kompas

Petzl Spartha foldekniv

Kethula Microspikes


Desuden medbragte jeg / var iført

Ultimate Direction Fastpack30 – super fed rygsæk med vest på fronten og godt med plads bagpå. Fabricio brugte UD Fastpack30 og vi var begge svært godt tilfredse med valget selvom de ikke hører til balndt de aller letteste. Til gengæld er man aldrig nervøs for at den holder hele vejen :-)

Salomon Twinskin shorts – de samme jeg også brugte til Tor de Geants uden kompression.

Injinji Trail 2.0 tå-strømper + et par i reserve – Verdensklasse strømper

New Balance Zero V2 trailløbesko – Fantastisk sko uden drop og en fantastisk greb på alle typer underlag.

Dirty Girl gaiters

Quechua carbon stave i fuld længde (ikke foldebare) med store trenser til sne og skiskytterstropper, som er nemme at komme ind og ud af.

Andre småting: Kørekort (ID), kontanter, kreditkort, OeAV medlemskort (forsikring), Canon S-100 kamara, ørepropper, ekstra batterier, solcreme og læbepomade

IMG_2827Pakning af førstehjælpssæt inden afgang. 

Vores fælles udstyr:

Terra Nova nødbivi/vindsæk (Moses)

Førstehælpssæt – ret omfattende med vabelkit (kanyler, saks og kinesiotape), medicin (lang liste fra arrangørene) og Sudo-creme (Fabricio)

2 X Garmin GPSmap 62ST (En hver). Belært af andres fejl medbragte vi 2 GPS´er. Vi havde både ruterne lagt ind og topografisk kort på. Det kører AA batterier ligesom Coast HL27 pandelygten hvilket er ret praktisk.

Kort og roadbook i vandtæt Ortlieb kortlomme (Moses)

GPS-GSM tracker – udleveret af arrangørene. (Fabricio)

Vandrensningssæt (Fabricio)

Ud over grejet vi bar i rygsækken havde vi 3 dropbags undervejs. Trods et startgebyr på over 5000,- var det åbenbart for stor en opgave at flytte dropbag´en rundt som man går til f.eks. Junut og Tor de Geants. I hver dropbag havde vi et komplet sæt tøj og et par reservestave til deling og en pose mad og en cola hver.

IMG_2892Min datter Naomi havde lavet 2 armbånd og gemt i min løbsrygsæk, som lidt ekstra lirns :-)

IMG_1648Iført fuldt battledress…


Den lille tur til bageren



Skråningen blev bare stejlere og stejlere. Græsset var vådt og stenene små og løse. Det var pisse hamrende koldt, bæld mørkt og vi havde nu været på farten i i halvandet døgn. I en time havde vi kravlet op ad uden andet at sigte efter end tracket på vores håndholdte Garmin GPS´er. “Hvis jeg falder nu – så dør jeg” var den eneste tanke som langsomt sivede igennem mit snotfyldte kranie. Bag mig kunne jeg høre Fabricio´s hurtige vejrtrækning. Det her var lidt for spændende. Lige som det glatte underlag ikke kunne blive stejlere, mødte vi første klippebånd. Glæden varede dog kort, da klipperne var løse. Efter en stykke på alle fire, med stavene i hånden, kom vi op på kammen som førte til toppen. Her kunne vi svagt ane noget der mindede om en sti. Den førte videre op i mørket. Da vi nåede klippegraten på toppen hvor vi skulle svinge til højre, mødte der os en kold vind fra den anden side. I stedet for fugtigt græs havde vi nu isbelagte klipper under os. Fremdriften var langsom – forbandet langsom og hvert skridt kunne sagtens blive det sidste vi tog. Italienerne foran mossede på, som de havde gjordt siden de overhalede os tidligere. De forsøgte at finde en nemmere vej lidt nede at bjergsiden. Vi tog den mere direkte vej hen over toppen af kammen.


Petite Trotte á Leòn eller bare PTL var ellers startet fint mandag eftermiddag. Stemningen og forventningens glæde havde været helt i top på vej ud på de 294 km og 26.500 m+ som årets rute bød på. Sammen med min holdkammerat Fabricio Bastian havde vi holdt skruen i vandet og fulgt strategien om “easy does it”. Første aften havde budt på 2 store bjergpas, hvor min mave var krølle helt sammen og jeg havde haft det værre end nogensinde før. Derefter havde vi haft fornøjelsen af 17 timer i øsregn med dårlig sigt og 25 sekundmeter vind i højden. Flere løbere var blæst omkuld og vi havde haft vores at se til. Første depot havde vi passeret efter 60 km ved Champex-Lac, hvor Leon som løbet er opkaldt efter har sit berømte bageri. På toppen af 4. pas havde vi sovet 3 timer i en hytte og sat lidt i banken til de næste par dage.


Nu var det onsdag morgen og mens vi langsomt traverserede klippegraten dukkede solen op og skinnede på den italienske side af Mont Blanc massivet. Selv med alt tøjet på var det svært at holde varme i kroppen. Fire lag, inklussiv den obligatoriske fleece og Gore-Tex jakke plus hue, handsker og vindluffer var ikke nok. Både på grund af forkølelsen som jeg havde raget til mig dagen før og pga den lave fart. Jeg stoppede og slog kuskeslag mens jeg ventede på at Fabricio, der forståeligt nok tog det lidt mere forsigtigt. Hvor han kan løbe fra mig derhjemme til hver en tid var det her min hjemmebane og jeg følte mig nogenlunde komfortabel henover de glatte klipper. Mine tær var helt følelsesløse og fingrene ligeså. Jeg gik med stavene under armen mens jeg forsøgte at få blod til de kolde lemmer.


Endelig viste GPS´en væk fra graten og vi kurede ned af en super stejl skråning. Vi blev overhalet af flere hold og jeg gav den alt hvad den kunne nedad, for at få varmen og for at komme i sikkerhed for løse sten oppefra. I bunden ventede begyndelsen på en uendelig lang travers og opstigning over løse klippeblokke. Når vi var heldige, var det store nok til at man kunne hoppe fra den ene til den anden. Men for det meste var de ølkasse-størrelse og glatte. Flere gange snublede jeg men redede den hver gang uden at brække hverken ben eller stave. Vi gik i skyggen og solen gjorde ikke den store indvirkning på temperaturen. Et kæmpe snefelt med hård skorpe gjorde det sidste stykke op til passet en anelse lettere. Jubeloptimisten i baghjernen havde allerede tænkt at det kun kunne blive bedre. Men da vi poppede over passet og kiggede ned i den solbeskinnede dal på den anden side fortsatte helvedet. Vi forsøgte at følge italienerne fra tidligere, men erkendte snart at der ikke var nogen god linie at gå efter. Det var dejligt at komme ud i solen men den kolde vind gjorde at jeg beholdt alt tøjet på. Langsomt vendte varmen tilbage med smertefulde tæer til følge. Jeg huskede hvordan jeg som en lille knægt efter slædeturene i Grønland, havde stået med fingrende under men kolde hane med tårene løbende ned af kinderne. Fordi det bare gør så ondt når blodet vender tilbage og fingre og tæer dunker der ud af.


Vi var for længst løbet tør for vand. Så vi stoppede og rensede vand i en bæk fordi der gik køer længere op. I stedet for at følge den fine vandresti vi havde set oppefra, mens vi væltede ned over stenblokkene, skulle vi nu følge GPS sporet videre rundt langs bjerget. Der var ikke skyggen af spor at følge, ud over fodspor fra de 25 hold som havde trampet igennem før os. Hvad satan skulle det til for? At traske rundt her parralelt med en god vandresti. Det gav ingen mening. Men det viste os hvad PTL handler om. I stedet for at lave et flot løb, prøver de bare at lave det så hårdt som muligt. Logik og æstetik var en by i… Ja hvor var vi egentlig henne? Da vi endelig mødte en markeret sti var det Tor de Geants rutens karekteristiske gule markeringer. Altså måtte vi være kommet over grænsen fra Schweiz og ind i Italien.


Fødderne begyndte at brokke sig og vi stoppede for at se på sagerne. Pga. kulden havde jeg haft fødderne i plastikposer nede i skoene for at holde varmen. Men nu lignede de mest en strandvaskers sørgelige fusser. Vi sad ned et kvarter og tørrede fødder og strømper mens jeg tapede de sædvanlige vabler ind med kinesio-tape. Trods solen blev det hurtigt koldt. Udsigten var fantastisk dog fantastisk. Vi kiggede lige over på Gran Paradiso som er en flot 4000 meter top i nationalparken af samme navn. Her var Ravn Hamberg og jeg igennem på sidste års Tor de Geant. Et virkelig imponerende stykke uberørt natur hvor man kan komme helt tæt på dyrelivet i bjergene.


Da vi satte i gang igen var benens monster stive og jeg ramte muren for fuld drøn. Jeg havde fået alt for lidt at spise og drikke de sidste mange timer og nu kom straffen. Jeg måtte grave dybt og fandt ind i slæbegearet og satte den ene fod lige foran den anden. Stigningen op til Col du Champillion kendte jeg fra sidste år, hvor vi var kommet ned fra passet på 4. dagen af TdG. Russerne fra “From Russia with Love” holdet kom trissende forbi og var snart små prikker langt over os. For første gang tænkte jeg over at vi måske ikke ville komme igennem. Jeg havde hele tiden fortalt Fabricio hvor skidt jeg havde haft det, men samtidig kigget fremad og ikke været det mindste i tvivl om at vi ville klare turen tilbage til Chamonix. Vi lå blandt den de 30 hurtigste hold ud af 106 startene og havde en en kæmpe buffer ned til tidsgrænsen. Tankerne kværnede rundt i hovedet men til sidst kunne jeg ikke rumme andet end at sætte den ene fod foran den anden. Langt om længe nåede vi toppen og tilskuer fortalte os at der var 20 minutter ned til hytten. Jeg drak den sidste mundfuld vand som jeg havde gemt som belønning til toppen.


Vi trillede videre og prøvede at aflede tankerne med den smukke udsigt. Damen som checkede os ind ved hytten tog også mod bestilling af mad og drikke. Farven på min urin var lyst og fint men jeg følte mig virkelig dehydreret. Derfor løb grådigheden af med mig og jeg endte med at bestille 6 dåser sodavand og en gang polenta med pølse. Jeg vidste jo udemærket at jeg ikke ville være i stand til at optage mere end en liter i timen max, men så var det lidt til det næste stykke. Havde egentlig jeg slet ikke lyst til mad men tvang polentaen ned og skyllede efter med cola. Nøøøøj hvor havde jeg det skidt. Solen skinnede og der var læ bag hytten, så jeg lagde mig ned i græsset. Stadig iført al klunset og med hætten på jakken oppe. Omkring mig sad de andre løbere i t-shirt eller i bar box. Jeg gik ud som et lys men vågnede ved at jeg rystede af kulde efter 10 minutter.


2 af de 3 løbere fra det norske hold dukkede op og på spørgsmålet om hvordan det gik lød svaret promte “Åt helvete…”. Pigen på holdet, Sharon, var faldet i elven, under en af de mange vandpassager, med alt tøjet på og var desværre udgået. Det samme var i øvrigt det andet danske hold med Tobias Bering og Kim Greisen og en del andre super erfarne løbere jeg kendte fra tidligere. Fabricio skaffede mig noget brød med smør som var det eneste jeg havde lyst til. Vi talte for første gang om at det ikke så for godt ud med vores videre løb, når jeg ikke kunne holde varmen. Men med 9 lette kilometer ned til næste by var der ikke så meget at betænke sig på.


Det var sidst på eftermiddagen og endelig begyndte jeg at have det bedre. Vi overhalede russerne og passerede igennem byen ved 19 tiden om aftenen, efter godt 2 døgn i bjergene. Vi var friske både i hovedet og i benene. Friskheden i benene forsvandt dog hurtigt da vi kastede os over løbets stejleste stigning. Med blikket stift rettet mod højdemåleren på Suunto Ambit´et klatrede vi op ad. Hver gang vi havde klaret 100 højdemeter annoncerede jeg hvor langt vi var og hvor langt der var til toppen. Vi så de sidste solstråler på bjergene langt borte. Det var skyfrit og en kold brise susede over hovederne på os. Snart ville vi være ude af skoven og et langt eksponeret stræk ventede forude. Vi ville tidligst være i næste hytte ved 2-3 tiden om natten. Tankerne for rundt i hovedet på mig. Jeg ville rigtig gerne fuldføre løbet og ikke skuffe Fabricio. Men når vi bevægede os så langsomt at jeg ikke kunne holde varmen kunne det blive rigtig farligt. Hypotermi har tidligere kostet dødsfald til ultraløb i bjergene og tænkte på Ole Gram Clausen som på 10 minutter blev så afkølet at han måtte udgå af TDS for 2 år siden efter 4 timer i lægeteltet.


Lige inden trægrænsen satte vi os ned og holdt et kort hvil. På under 2 minutter begyndte jeg at ryste ukontrolleret og jeg kunne mærke at PTL ikke kom til at ske i år. Risikoen var for stor og vi havde ligesom stadig minimum 3 døgn tilbage af løbet. Det var ikke så let at få det sagt men jeg tror godt Fabricio vidste hvad der var under opsejling. Pis også… Jeg sagde det lige ud som det var; at min forkølelse ikke var blevet bedre, at vores fart var for lav til at jeg holde varmen og at jeg ikke var indstillet på at risikere livet for en finisher-vest. Han tog det rigtig pænt og var heller ikke interesseret i at slå følge med et af de andre hold, som man ellers har mulighed for hvis ens makker/holdkammerater udgår. Løbets beskaffenhed gør at man ikke har lyst til at færdes med nogen man ikke kender og stoler 100% på.

Vi fandt pandelygterne frem og drejede næsen nedad. Hver gang vi mødte et hold på vejen op spurgte de selvfølgelig om vi var ok, om vi var gået forkert og til sidst hvorfor vi var udgået. Jeg orkede ikke noget og lod Fabricio forklare sig på fransk. Vi ringede til min gode ven Thomas Dupont fra Ryders Danmark som var i Chamonix for at forberede sig til Ultra Trail du Mont Blanc. Han sendte straks lillebror Jonas og Andreas Hedensted aka Konfirmanden afsted for at hente os. Så inden dagen var omme var vi tilbage i Chamonix og indlogeret i Dupontens chalet :-) En kæmpe tak til gutterne for hjælpen :-)



Det var selvfølgelig enormt bittert at udgå af PTL. Særligt fordi Ravn og jeg også måtte udgå da jeg blev skadet til Spine Race i vinter. Men jeg syntes faktisk også at det er en del af charmen ved de her løb at udfaldet ikke er givet på forhånd og at det foregår 100% på naturens præmisser. Jeg syntes vi gav den “A proper go” og ville ikke ændre noget i forberedelser eller udstyr hvis jeg skulle gøre det igen. Nu tvivler jeg dog på at PTL kommer på dagsordnen i fremtiden og det eneste jeg virkelig fortryder er at jeg ikke valgte Tor de Geants i år. PTL har absolut intet med løb at gøre og jeg syntes ikke arrangørene gjorde det særlig godt. På forhånd troede jeg navigationen ville være det sværeste men bevægelse i alpint terræn uden for stier var faktisk det hårdeste. Vores gennemsnitsfart over de 51 timer vi var var i gang var 2,37 km/t.


Vores hovedmål med turen var at have en god uge i bjergene og det syntes jeg til fulde lykkedes med de sidste dage hvor vi var ude og lege i bjergene og heppe på de andre løbere. Da vi efterfølgende hørte historier fra slagmarken var vi egentlig godt tilfreds med vores beslutning…





Petite Trotte à Léon

10505319_774433862599427_1928337226408385860_nOm 2 uger er det tid til årets udfordring nemlig det 306 km. lange The Petite Trotte à Léon eller bare PTL, som er længste “løb” i Ultra Trail du Mont Blanc familien. Det er nu mere en udfordring end en konkurrence i traditionel forstand, da der hverken er klassificering eller tidstagning. Konceptet er at man i hold af 2-3 løbere helt autonomnt klarer den lange tur rundt om Mont Blanc inden for 141 timer. Det lyder umiddelbart af god tid til distancen hvis ikke det var for terrænets beskaffenhed og det faktum at der på årets rute (der ændres hvert år) er hele 28.000 positive højdemeter (altså over 50 lodrette kilometer totalt) plus at man også lige selv skal finde vej da ruten ikke er markeret. At det ikke er nogen skovtur understreges af arrangørenes advarsel:


The Petite Trotte à Léon itinerary uses passages which are more technically difficult than those met during the majority of trail races (notably the UTMB®). It requires a good knowledge and understanding of the mountain environment.

Some passages may present objective dangers: steep slopes, risk of falling stones, very narrow paths, the crossing of scree slopes or névés and the absence at intervals of a path or clearly defined track…

The route is « NOT WAY-MARKED » and very often « FAR FROM INHABITED ZONES ». It is to be realised in « COMPLETE AUTONOMY ». All assistance is forbidden except in « rest bases » set up by the organistion where the competitors may find a resting place and blankets as well as their spares’ sacks.

So as to progress in security the competitors must be able to operate navigational techniques with a GPS and have the necessary knowledge of map reading and be able to use  a compass and altimeter. They must also be capable of confronting bad weather, lack of sleep, fatigue, the cold, the heat, hunger and thirst…”

For at blive lukket ind i varmen skal man da også have gennemført enten UTMB (Ultra Trail du Mont Blanc) eller Tor de Geants. Forberedelserne har ikke været så intensive som forud for Ravn Hamberg´s og min tur til Tor de Geants i fjor. Men meget af udstyrssetup´et genbruges og efter en god uge med mange højdemeter i Østrig føler jeg mig egentlig rigtig godt forberedt. Der er dog stadig mange ubekendte faktorer og navnlig vejret og der af hvor let/svært det er at navigere tror jeg bliver afgørende. Søvnmangel er også en vigtig komponent og der håber jeg at erfaringerne fra sidste år kan hjælpe. Sammen med min makker, brasilianske, Fabrício Bastian (som jeg løb Transgrancanaria med i år) glæder jeg mig til nogen spændende og udfordrende døgn i bjergene som uanset udfaldet vil give minder for livet.

Det hele går løs fra mandag den 25. august og der vil selvfølgelig være mulighed for at følge med undervejs via Trailløberen på Facebook og Trailmoses på Twitter og Instagram. Der kommer nok også lidt om udstyret vi har med til Pryl-nisserne inden løbet :-)