Det sagde deltagerne om Ultraløbet Molsruten 2014

15795_373356109478254_7848382672623398062_n

“Molsløbet overstået. Det gik op og ned med bakker, det gjorde det også med motivationen og energien. Men i mål kom jeg.  Ruten var meget forbedret på de første 20 km og tak for det. Så meget mindre asfalt i år. Ruten totalt er anbefalelsesværdig.” Lars Bæk (deltager i 2013 og 2014)

“Tak fordi I skaber smukke trail løb” – Anne Birgitte Krüger

“Hvad jeg synes om ultraløbet molsruten ? Tja, jeg har i hvert fald 16 grunde til at mene at det var en træls dag, eller rettere 16 sek. (Op til Søren) Men som Moses sagde inden start, så er det bare noget vi leger så pyt med at blive nr. 2.
Det var faktisk et rigtigt godt arrangeret løb på en super fed rute, op og ned i skov og på strand,og med den aktuelle vandstand var jeg næsten på hjemmebane Alt i alt en herlig dag med glade mennesker” – Jens Henriksen (nr. 2)

“Tak for en fantastisk dag på et spennende spor” – Ole Kristian Saltnes

“Molsruten var mit andet løb i Ultracuppen og efter en DNF/RTC i Gendarmstien var jeg fast besluttet på at skulle hele vejen:)
Igen et fantastisk løb i fed natur og dejligt efterårsvejr, hvor der både var fede single tracks, ture i vandet og balancegang på stenene ved Kalø.
Havde alt i alt en fest og er stadig helt oppe og flyve – tak for en super oplevelse i Molsbjerge!” – Christian Aldrich

16388_373504079463457_2761065768139628697_n

“Rigtig smuk og opfindsom rute, det gjorde løbet til noget specielt. Glæder mig til fyr til fyr som jeg er tilmeldt.” – Michele Danielsen Brandt

“Tak for turen til arrangørerne og tak snakken undervejs til løberne” – Flemming Vind

“Mit første ultraløb – men næppe sidste. Fede spor – smukke udsigter, flinke folk og bare god løbekarma. Kunne dog godt have undværet balancegang på de store
sten v/Kalø  Stadig høj på endorfiner. Tak for en super oplevelse” – Karoline Sidelmann Brinch

“Tak for nogle fede løb – vi ses næste år!”  – Christian Aldrich 

10635771_373504279463437_7296010029799570305_n

“Feeeeedt!! Det er hvad jeg synes om mit første ultra løb ever! Det bliver absolut ikke det sidste! Det var de mest perfekte rammer, skøn rute, god afmærkning, super hjælpsomme hjælpere, fantastiske depoter og ja, vejret var jo også tip top, men det har jo ikke noget med løbet at gøre. Det eneste lille minus var de store sten ved Kalø … Der tabte jeg personligt rigtig meget tid, da jeg gled på en sten og fik et lille ekstra stræk af den ene balle. Vil da gerne med næste år, men først skal jeg prøve “Fyr til Fyr” … Tak for denne gang – det var virkelig hele turen værd” – Charlotte Munch

“Tak for et fedt løb. Stor ros til arrangørerne. Dejligt løb at have som sit første længere end marathon 🙆” – Troels Roar Johannsen 

“Øj tak for en fed oplevelse rundt på Jyllands lidt “bumset næse” – Ultraløbet Molsruten (58 km) – fed stemning, super selskab, perfekt løbevejr, flot natur, fed opbakning på ruten og top forplejning og support i depoterne og målområdet” – René Ravnsbæk Bode 

“Super super fedt løb, også mit første ultra løb. Kanon rute som var godt afmærket. Den erfaring jeg gjorde mig var at, et ultraløb er IKKE bare er et marathon, som er lidt længere, og så er det ellers bare at løbe en pace som er nogle sekunder langsommere end normalt… Nix min disponering var helt skidt, min energi var væk efter ca 45 km, så de sidste 13 km var ren ‘overlevelse’, så skønt at have nogle at følges med de sidste 100 meter efter at have løbet alene i 5 timer og 3 min. Hov forresten husk at sørge for der er mere lav vandet næste gang” – Jon Kristensen

10702221_373505799463285_3448674591404622203_n

Kæmpe stor tak til Moses, Thure og crew for et vel tilrettelagt løb! (Molsruten 58 km) Det var en kæmpe oplevelse! Jeg måtte desværre slås med kramper de sidste 25 km, men det gik. Jeg kom ind efter 7t.17 min. Blev modtaget med et; velkommen til Ebeltoft. Vil du have en cola? Og af min datter (som løb mig i møde) og min kæreste. Det var så fedt og colaen smagte også ganske godt!!! “ –  Anton Wamsler 

“Fed rute med skønne singletracks og sjove ture i vandet.” – Dannie Lindved Mortensen (deltager i 2013 og 2014)

“Det var en fedt løb – og så gjorde det jo ikke noget at der var medvind” – Sune Hundebøll

“Super godt løb; alt fra markeringer, til hjælpere i depot mv., var verdensklasse! Skal helt sikkert se om ikke jeg kan få alle tre i 2015! Godt arbejde..” –  Jens Sloma Isbak

“Tak for en god tur til arrangørerne og det fantastiske depotmandskab” – Claus Kock Christiansen 

Ultraløbet Molsruten var mit 5 ultraløb, og min læring var – der er ikke noget der hedder “den tager vi på erfaringen” jeg havde ikke trænet, hverken nok eller strukturet, faktisk havde jeg været ret så nonchalant over for mig selv i forhold til løbet – det blev jeg straffet for, i en grad så jeg seriøst besluttede mig for at udgå omkring de 30 km. Allerede fra 26-28 stykker var jeg i krise, og jeg kom aldrig rigtigt ud af den…. Men det lykkedes aligevel og jeg kom ind et godt stykke under de 6 timer på trods af krisen… Et sindsygt smukt og veltilrettelagt løb, dejlige mennesker og hvis alle disse andre elementer ikke havde været så optimale er jeg sikker på jeg havde fejlet og taget en RTC eller DNF … Tak allesammen” – Torben Riesgaard Petersen

10653457_373638546116677_188121922844910525_n

“Tak for et fedt løb vi ses næste år til alle 3 afdelinger.” – Jan Christensen

“Denne gang havde i virkelig fået rettet ruten ind, og udnyttet områdets muligheder. Gode, positive og hjælpsomme hjælpere i virkelige gode depoter. Det fedeste var dog alle de hyggelige og viljestærke løbere i havde samlet – det gjorde dagen helt fantastisk.” – Nikolaj Mann (Bor i Ebeltoft og løb både i 2013 og 2014)

“Vild med de tekniske dele af ruten; strand, sten, vandkanterne, siv og Kalø. God stemning og de bedste hjælpere i depoterne. Fedt at 2. depot først er ved 46k (av av). Tak for et fantastisk løb!!” – Rasmus Francis Jensen

“Tak for oplevelsen og hjælp i depoter mm!” – Stefan Stougaard

“Molsruten var mit andet løb i Ultracuppen og efter en DNF/RTC i Gendarmstien var jeg fast besluttet på at skulle hele vejen:)
Igen et fantastisk løb i fed natur og dejligt efterårsvejr, hvor der både var fede single tracks, ture i vandet og balancegang på stenene ved Kalø.
Havde alt i alt en fest og er stadig helt oppe og flyve – tak for en super oplevelse i Molsbjerge!” – Christian Aldrich

10626771_373504746130057_6099046372089039679_n

“Molsruten var mit første Ultraløb og meget anderledes end de mange Marathon´s jeg har løbet. Fantastisk flot rute, alt var perfekt arrangeret, depoterne, afmærkningen af ruten, alle de andre løbere, selv vejret var bestilt og perfekt til løb. Jeg løbe hele vejen med min løbemakker Lars Hartmeier og de første 30 km. i følgeskab med Brian Bay SørensenStykkerne ved Følle og Kalø var lidt af en stor mundfuld og kunne mærkes i kroppen resten af turen. Inden næste gang skal der nok mere træning i sporet og ikke kun på vejen og næste gang er fyr-fyr og nok hele Ultracuppen 2015 – Tak for en fed oplevelse.” – Jan Christensen

“Endnu en fantatisk løbeoplevelse til ultraløbet molsruten! Et helt igennem gennemført setup med gode depoter, velafmærket rute og flot natur! Fedt at løbet holdes simpelt og at der ikke er ‘bling-bling’ når man kommer i mål, i form af pengepræmier og fancy grej, men at man derimod får et stor smil og en kold cola – ren løbeglæde – keep it like that! Tak til arrangørerne!” – Jacob Lund Agger (Nummer 3)

På tværs af Gran Canaria – 21. – 25. Januar 2015

IMG_0134

Sol, varme go lækre singletracks midt i vintermørket… Sammen med Norske Sondre Amdahl arrangerer jeg en 3 dages løbetur på langs af Gran Canaria i slutningen af januar. Vi flyver ned onsdag og bor første nat i Las Palmas. Torsdag, fredag og lørdag løber Transgrancanaria ruten på 125 km hen over øen og ender ved øens sydspids i Malpalomas hvor vi overnatter inden vi flyver hjem søndag. Vi løber med en let rygsæk og overnatter undervejs på hyggelige hoteller i de små byer man passerer undervejs på ruten.

IMG_0762

Terrænet er utrolig smukt og afvekslende og kendt for at være rigtig teknisk. Vi kommer både igennem de frodige dale og over de høje bjerge der mest minder om en ørken.

Du skal være i god form og i stand til at tilbagelægge 40+ km om dagen. Vi powerhiker stigningerne og løber nedad (der er ikke så meget fladt undervejs). Vi tilpasser selvfølgelig tempoet efter deltagerne og dele os i 2 grupper hvis spredningen bliver for stor. Vi har hele dagen til de enkelte etapper så der er rigelig tid til at nyde udsigten og tage billeder.

transgrancanaria-2014-transgc-125k

 Se videoen fra Transgrancanaria 2014 – https://vimeo.com/88453375

images

Program:

1. dag – Ankomst Gran Canaria (LPA) onsdag den 21. januar. Tranfer til Las Palmas hvor vi overnatter. Er vejret godt jogger vi nok en rolig tur på strandpromenaden.

2. dag – Bus til starten i Agaete og i gang med ruten. Vi starter lige på og hårdt med 10 km. stigning med smuk udsigt mod kysten og over til Tenerife. Terrænet er i verdensklasse med udfrodrende stigninger, fede spor og lækre nedløb. Vi overnatter i den hyggelige bjergby Artenara, hvor der også er depot under Transgrancanaria

3. dag – Turens hårdeste og forhåbentlig også den flotteste dag, gennem bjergene. Undervejs passerer vi klippetårnet Roque Nublo med udsigt over en stor del af øen. Vi oplever den store forskel fra det super frodige område ved Terror til den golde månelandskab ved de højeste toppen.

4. dag – Fra den hyggelige by Tunte hvor vi overnatter har vi en kort stigning inden det går ned af bakke resten af vejen. Vi har dog stadig et svært nedløb tilbage så vi sparer lidt på kræfterne. Sidst på eftermiddagen når vi fyrtårnet ved Maspalomas og nyder en velfortjent is på strandpromenaden.

5. dag – Afrejse og fly hjem til det kolde nord :-)

transgrancanaria2014-297_50

Logistikken:

Vi har max plads til 10 personer for at gøre det så fedt som muligt for alle. Først til mølle…

Du booker selv billet til Las Palmas t/r – Norwegian flyver for omkring 2200,- DKK på de dage. Men man kan også flyve med Air Berlin og Iberia. Norwegian flyver direkte onsdag kl. 09.10 med flight DY3690 med ankomst til Las Palmas 13.00. Hjem igen kan man flyve via Oslo (flight DY5200) med afgang fra Las Palmas kl. 10.00 og ankomst København kl. 18.05.

Vi ordner lokal transport, overnatning med halv pension (morgen og aftenmad) og stedkendte guider til 4450,- DKK.

IMG_1788Sondre Amdahl hører til blandt verdens aller bedste bjergløbere og blev for nylig 7´er ved Ultra Trail du Mont Blanc som er det største løb inden for ultraløb. Han har løbet Trangrancanaria 2 gange tidligere med en 4. og 6. plads til følge. Han bor på Gran Canaria og kender terrænet bedre end nogen.

IMG_1682Moses Løvstad har været 5 gange på Gran Canaria for at at løbe og gennemført  Transgarncanaria 4 gange med en 17. og en 32. plads som bedste placeringer.

Hvis Det lyder som noget for dig så send en mail til moses@lovstad.dk

foto 2 (18)

Grejet til PTL

IMG_1622

Når man stiller op til et løb i bjergene hvor de hurtigste deltagere bruger 5 dage på at gennemføre så overvejer men lige hvad man skal have med en ekstra gang. Præmissen til PTL er at man er 100% autonom og ikke modtager hjælp udefra (man må gerne købe ind undervejs). Så det kræver at man medbringer noget grej som man er fortrolig med og som kan holde hele vejen. Vi havde i den grad gjort hjemmearbejdet til en grad for udstyret til sidst hang mig langt ud af halsen. Det er trods alt ikke det løb handler om… Men på den anden side har det rette grej også temmelig stor indvirkning på ens mulighedder for at komme igennem og oplevelsen undervejs.IMG_1597Fabricio på UTMB-“motorvejen” i øsregn. Stykket var en alternativ rute på vej mod første depot i Champex-Lac ved 60 km. Her var vi glad for at have opgraderet regnjakken :-)

Intet vi havde med faldt igennem og jeg ville ikke lave meget om hvis der nogensinde skulle blive en anden gang (PTL). Det der overraskede os mest positivt var vores valg af fodtøj. Fabricio brugte La Sportiva Ultra Raptor (8 mm. drop) mens jeg havde valgt New Balance Zero V2 (Zero drop). Begge klarede opgaven strålende og vi havde godt greb på alle typer af underlag. Eneste ting som vi nok burde have haft med var vandtætte strømper som Ravn og jeg benyttede til Spine Race.

IMG_2930Rettidig omhu i form af frysetørret mad og cola fra dropbag´en. Så kan man overleve selv den tarveligste løbsarrangør :-)

Listen over obligatorisk udstyr er følgende:

VII. OBLIGATORY EQUIPMENT

For the obvious reasons of security each participant must agree to keep with them at all times the obligatory material listed below…

Individual obligatory equipment

  • Water reservoir, minimum 1 litre.
  • 2 torches in good working order with spare batteries.
  • Survival blanket minimum (140x210cm).
  • whistle.
  • Mobile/cell phone with international roaming (without the number on withhold)
  • 1 t-shirt, breathable fabric.
  • 2 warm long sleeved tops in breathable fabric.
  • 1 thick fleece jacket with long sleeves.
  • breathable and 100% waterproof jacket & trousers.
  • 1 pair full length sports trousers or leggings.
  • 1 pair of sun glasses.
  • 1 pair of gloves.
  • 1 hat.
  • Compass and altimeter.
  • Pen-knife.

IMG_2876Pakning af dropbags i Chamonix. At PTL har laveste prioritet hos arrangørene afspejlede sig allerede i poserne som ikke var kraftige og trykt til formålet som til de øvrige løb. Men i stedet en billig variant som revnede for et godt ord. Det var dog ikke noget som en rulle gaffa-tape ikke kunne råde bod på :-)

Obligatory equipment for each team

  • GPS with the route provided by the organization
  • The log-book and route maps supplied by the organisation
  • A  bivouac tent or a survival shelter (100% resistant to rain and wind and sufficiently large to shelter three people in the case of very bad weather conditions)
  • A first-aid kit which allows the treatment of small injuries and minor infections (non-exhaustive list attached)

Required by customs officers

  • ID, i.e. passport

Other recommended material (non-exhaustive)

  • Stove and saucepan
  • walking poles
  • other spare clothing
  • String, wire, sun-cream, Vaseline or anti chaffing cream…

Derudover kom crampons/steigeisen på listen i ugen op til løbet og gav et ekstra halvt kilos ballast :-)

IMG_2855Mit grej inden jeg tog hjemmefra… Salomon Bonatti regnjakken og stavene blev udskiftet med noget kraftigere.

IMG_2856Fabricio´s udstyr inden afrejse. Staven blev ændret og Black Diamond stavene lå som reserve-stave i dropbagen.

Min udstyr så således ud:

Obligatorisk udrustning:

3 Salomon Softbottles 500 ml. – Lettere og smartere opbevaring af væske er svær at finde. 2 fyldte og en i reserve.

Gemini Duo og Coast HL27 pandelygter.

Alutæppe – Standard Salomon

Fløjte – Salomon

Iphone 5 mobiltelefon med lader

CEP Ultralight shirt kortærmet

CEP Ultralight shirt langærmet + Lurbel “Tibet” langærmet (44% merinould)

Salomon Panorama fleecetrøje med 1/2 lynlås (varm og let)

Salomon Revard GTX jakke + Salomon Bonatti regnbukser. Havde oprindelig tænkt at medbringe Salomon Bonatti løberegnjakke som vejer det halve af Revard´en men ændrede på det da jeg så vejrudsigten love regn i stride strømme.

Salomon Dynamic pants – løse bukser i tæt snit med super bevægelsesfrihed

Ryders solbriller – dem kunne vi godt have sparet ;-)

GripGrab Running Thermo handsker + Outdoor Research vind- og vandtætte luffer.

Salomon hue + Buff

Suunto Ambit2 Sapphire (med kompas og højdemåler) + Suunto Clipper – backup kompas

Petzl Spartha foldekniv

Kethula Microspikes

IMG_2854

Desuden medbragte jeg / var iført

Ultimate Direction Fastpack30 – super fed rygsæk med vest på fronten og godt med plads bagpå. Fabricio brugte UD Fastpack30 og vi var begge svært godt tilfredse med valget selvom de ikke hører til balndt de aller letteste. Til gengæld er man aldrig nervøs for at den holder hele vejen :-)

Salomon Twinskin shorts – de samme jeg også brugte til Tor de Geants uden kompression.

Injinji Trail 2.0 tå-strømper + et par i reserve – Verdensklasse strømper

New Balance Zero V2 trailløbesko – Fantastisk sko uden drop og en fantastisk greb på alle typer underlag.

Dirty Girl gaiters

Quechua carbon stave i fuld længde (ikke foldebare) med store trenser til sne og skiskytterstropper, som er nemme at komme ind og ud af.

Andre småting: Kørekort (ID), kontanter, kreditkort, OeAV medlemskort (forsikring), Canon S-100 kamara, ørepropper, ekstra batterier, solcreme og læbepomade

IMG_2827Pakning af førstehjælpssæt inden afgang. 

Vores fælles udstyr:

Terra Nova nødbivi/vindsæk (Moses)

Førstehælpssæt – ret omfattende med vabelkit (kanyler, saks og kinesiotape), medicin (lang liste fra arrangørene) og Sudo-creme (Fabricio)

2 X Garmin GPSmap 62ST (En hver). Belært af andres fejl medbragte vi 2 GPS´er. Vi havde både ruterne lagt ind og topografisk kort på. Det kører AA batterier ligesom Coast HL27 pandelygten hvilket er ret praktisk.

Kort og roadbook i vandtæt Ortlieb kortlomme (Moses)

GPS-GSM tracker – udleveret af arrangørene. (Fabricio)

Vandrensningssæt (Fabricio)

Ud over grejet vi bar i rygsækken havde vi 3 dropbags undervejs. Trods et startgebyr på over 5000,- var det åbenbart for stor en opgave at flytte dropbag´en rundt som man går til f.eks. Junut og Tor de Geants. I hver dropbag havde vi et komplet sæt tøj og et par reservestave til deling og en pose mad og en cola hver.

IMG_2892Min datter Naomi havde lavet 2 armbånd og gemt i min løbsrygsæk, som lidt ekstra lirns :-)

IMG_1648Iført fuldt battledress…

 

Den lille tur til bageren

IMG_1629

 

Skråningen blev bare stejlere og stejlere. Græsset var vådt og stenene små og løse. Det var pisse hamrende koldt, bæld mørkt og vi havde nu været på farten i i halvandet døgn. I en time havde vi kravlet op ad uden andet at sigte efter end tracket på vores håndholdte Garmin GPS´er. “Hvis jeg falder nu – så dør jeg” var den eneste tanke som langsomt sivede igennem mit snotfyldte kranie. Bag mig kunne jeg høre Fabricio´s hurtige vejrtrækning. Det her var lidt for spændende. Lige som det glatte underlag ikke kunne blive stejlere, mødte vi første klippebånd. Glæden varede dog kort, da klipperne var løse. Efter en stykke på alle fire, med stavene i hånden, kom vi op på kammen som førte til toppen. Her kunne vi svagt ane noget der mindede om en sti. Den førte videre op i mørket. Da vi nåede klippegraten på toppen hvor vi skulle svinge til højre, mødte der os en kold vind fra den anden side. I stedet for fugtigt græs havde vi nu isbelagte klipper under os. Fremdriften var langsom – forbandet langsom og hvert skridt kunne sagtens blive det sidste vi tog. Italienerne foran mossede på, som de havde gjordt siden de overhalede os tidligere. De forsøgte at finde en nemmere vej lidt nede at bjergsiden. Vi tog den mere direkte vej hen over toppen af kammen.

IMG_1634

Petite Trotte á Leòn eller bare PTL var ellers startet fint mandag eftermiddag. Stemningen og forventningens glæde havde været helt i top på vej ud på de 294 km og 26.500 m+ som årets rute bød på. Sammen med min holdkammerat Fabricio Bastian havde vi holdt skruen i vandet og fulgt strategien om “easy does it”. Første aften havde budt på 2 store bjergpas, hvor min mave var krølle helt sammen og jeg havde haft det værre end nogensinde før. Derefter havde vi haft fornøjelsen af 17 timer i øsregn med dårlig sigt og 25 sekundmeter vind i højden. Flere løbere var blæst omkuld og vi havde haft vores at se til. Første depot havde vi passeret efter 60 km ved Champex-Lac, hvor Leon som løbet er opkaldt efter har sit berømte bageri. På toppen af 4. pas havde vi sovet 3 timer i en hytte og sat lidt i banken til de næste par dage.

IMG_1631

Nu var det onsdag morgen og mens vi langsomt traverserede klippegraten dukkede solen op og skinnede på den italienske side af Mont Blanc massivet. Selv med alt tøjet på var det svært at holde varme i kroppen. Fire lag, inklussiv den obligatoriske fleece og Gore-Tex jakke plus hue, handsker og vindluffer var ikke nok. Både på grund af forkølelsen som jeg havde raget til mig dagen før og pga den lave fart. Jeg stoppede og slog kuskeslag mens jeg ventede på at Fabricio, der forståeligt nok tog det lidt mere forsigtigt. Hvor han kan løbe fra mig derhjemme til hver en tid var det her min hjemmebane og jeg følte mig nogenlunde komfortabel henover de glatte klipper. Mine tær var helt følelsesløse og fingrene ligeså. Jeg gik med stavene under armen mens jeg forsøgte at få blod til de kolde lemmer.

IMG_1642

Endelig viste GPS´en væk fra graten og vi kurede ned af en super stejl skråning. Vi blev overhalet af flere hold og jeg gav den alt hvad den kunne nedad, for at få varmen og for at komme i sikkerhed for løse sten oppefra. I bunden ventede begyndelsen på en uendelig lang travers og opstigning over løse klippeblokke. Når vi var heldige, var det store nok til at man kunne hoppe fra den ene til den anden. Men for det meste var de ølkasse-størrelse og glatte. Flere gange snublede jeg men redede den hver gang uden at brække hverken ben eller stave. Vi gik i skyggen og solen gjorde ikke den store indvirkning på temperaturen. Et kæmpe snefelt med hård skorpe gjorde det sidste stykke op til passet en anelse lettere. Jubeloptimisten i baghjernen havde allerede tænkt at det kun kunne blive bedre. Men da vi poppede over passet og kiggede ned i den solbeskinnede dal på den anden side fortsatte helvedet. Vi forsøgte at følge italienerne fra tidligere, men erkendte snart at der ikke var nogen god linie at gå efter. Det var dejligt at komme ud i solen men den kolde vind gjorde at jeg beholdt alt tøjet på. Langsomt vendte varmen tilbage med smertefulde tæer til følge. Jeg huskede hvordan jeg som en lille knægt efter slædeturene i Grønland, havde stået med fingrende under men kolde hane med tårene løbende ned af kinderne. Fordi det bare gør så ondt når blodet vender tilbage og fingre og tæer dunker der ud af.

IMG_1653

Vi var for længst løbet tør for vand. Så vi stoppede og rensede vand i en bæk fordi der gik køer længere op. I stedet for at følge den fine vandresti vi havde set oppefra, mens vi væltede ned over stenblokkene, skulle vi nu følge GPS sporet videre rundt langs bjerget. Der var ikke skyggen af spor at følge, ud over fodspor fra de 25 hold som havde trampet igennem før os. Hvad satan skulle det til for? At traske rundt her parralelt med en god vandresti. Det gav ingen mening. Men det viste os hvad PTL handler om. I stedet for at lave et flot løb, prøver de bare at lave det så hårdt som muligt. Logik og æstetik var en by i… Ja hvor var vi egentlig henne? Da vi endelig mødte en markeret sti var det Tor de Geants rutens karekteristiske gule markeringer. Altså måtte vi være kommet over grænsen fra Schweiz og ind i Italien.

IMG_1657

Fødderne begyndte at brokke sig og vi stoppede for at se på sagerne. Pga. kulden havde jeg haft fødderne i plastikposer nede i skoene for at holde varmen. Men nu lignede de mest en strandvaskers sørgelige fusser. Vi sad ned et kvarter og tørrede fødder og strømper mens jeg tapede de sædvanlige vabler ind med kinesio-tape. Trods solen blev det hurtigt koldt. Udsigten var fantastisk dog fantastisk. Vi kiggede lige over på Gran Paradiso som er en flot 4000 meter top i nationalparken af samme navn. Her var Ravn Hamberg og jeg igennem på sidste års Tor de Geant. Et virkelig imponerende stykke uberørt natur hvor man kan komme helt tæt på dyrelivet i bjergene.

IMG_1658

Da vi satte i gang igen var benens monster stive og jeg ramte muren for fuld drøn. Jeg havde fået alt for lidt at spise og drikke de sidste mange timer og nu kom straffen. Jeg måtte grave dybt og fandt ind i slæbegearet og satte den ene fod lige foran den anden. Stigningen op til Col du Champillion kendte jeg fra sidste år, hvor vi var kommet ned fra passet på 4. dagen af TdG. Russerne fra “From Russia with Love” holdet kom trissende forbi og var snart små prikker langt over os. For første gang tænkte jeg over at vi måske ikke ville komme igennem. Jeg havde hele tiden fortalt Fabricio hvor skidt jeg havde haft det, men samtidig kigget fremad og ikke været det mindste i tvivl om at vi ville klare turen tilbage til Chamonix. Vi lå blandt den de 30 hurtigste hold ud af 106 startene og havde en en kæmpe buffer ned til tidsgrænsen. Tankerne kværnede rundt i hovedet men til sidst kunne jeg ikke rumme andet end at sætte den ene fod foran den anden. Langt om længe nåede vi toppen og tilskuer fortalte os at der var 20 minutter ned til hytten. Jeg drak den sidste mundfuld vand som jeg havde gemt som belønning til toppen.

IMG_1661

Vi trillede videre og prøvede at aflede tankerne med den smukke udsigt. Damen som checkede os ind ved hytten tog også mod bestilling af mad og drikke. Farven på min urin var lyst og fint men jeg følte mig virkelig dehydreret. Derfor løb grådigheden af med mig og jeg endte med at bestille 6 dåser sodavand og en gang polenta med pølse. Jeg vidste jo udemærket at jeg ikke ville være i stand til at optage mere end en liter i timen max, men så var det lidt til det næste stykke. Havde egentlig jeg slet ikke lyst til mad men tvang polentaen ned og skyllede efter med cola. Nøøøøj hvor havde jeg det skidt. Solen skinnede og der var læ bag hytten, så jeg lagde mig ned i græsset. Stadig iført al klunset og med hætten på jakken oppe. Omkring mig sad de andre løbere i t-shirt eller i bar box. Jeg gik ud som et lys men vågnede ved at jeg rystede af kulde efter 10 minutter.

IMG_1662

2 af de 3 løbere fra det norske hold dukkede op og på spørgsmålet om hvordan det gik lød svaret promte “Åt helvete…”. Pigen på holdet, Sharon, var faldet i elven, under en af de mange vandpassager, med alt tøjet på og var desværre udgået. Det samme var i øvrigt det andet danske hold med Tobias Bering og Kim Greisen og en del andre super erfarne løbere jeg kendte fra tidligere. Fabricio skaffede mig noget brød med smør som var det eneste jeg havde lyst til. Vi talte for første gang om at det ikke så for godt ud med vores videre løb, når jeg ikke kunne holde varmen. Men med 9 lette kilometer ned til næste by var der ikke så meget at betænke sig på.

IMG_1666

Det var sidst på eftermiddagen og endelig begyndte jeg at have det bedre. Vi overhalede russerne og passerede igennem byen ved 19 tiden om aftenen, efter godt 2 døgn i bjergene. Vi var friske både i hovedet og i benene. Friskheden i benene forsvandt dog hurtigt da vi kastede os over løbets stejleste stigning. Med blikket stift rettet mod højdemåleren på Suunto Ambit´et klatrede vi op ad. Hver gang vi havde klaret 100 højdemeter annoncerede jeg hvor langt vi var og hvor langt der var til toppen. Vi så de sidste solstråler på bjergene langt borte. Det var skyfrit og en kold brise susede over hovederne på os. Snart ville vi være ude af skoven og et langt eksponeret stræk ventede forude. Vi ville tidligst være i næste hytte ved 2-3 tiden om natten. Tankerne for rundt i hovedet på mig. Jeg ville rigtig gerne fuldføre løbet og ikke skuffe Fabricio. Men når vi bevægede os så langsomt at jeg ikke kunne holde varmen kunne det blive rigtig farligt. Hypotermi har tidligere kostet dødsfald til ultraløb i bjergene og tænkte på Ole Gram Clausen som på 10 minutter blev så afkølet at han måtte udgå af TDS for 2 år siden efter 4 timer i lægeteltet.

IMG_1668

Lige inden trægrænsen satte vi os ned og holdt et kort hvil. På under 2 minutter begyndte jeg at ryste ukontrolleret og jeg kunne mærke at PTL ikke kom til at ske i år. Risikoen var for stor og vi havde ligesom stadig minimum 3 døgn tilbage af løbet. Det var ikke så let at få det sagt men jeg tror godt Fabricio vidste hvad der var under opsejling. Pis også… Jeg sagde det lige ud som det var; at min forkølelse ikke var blevet bedre, at vores fart var for lav til at jeg holde varmen og at jeg ikke var indstillet på at risikere livet for en finisher-vest. Han tog det rigtig pænt og var heller ikke interesseret i at slå følge med et af de andre hold, som man ellers har mulighed for hvis ens makker/holdkammerater udgår. Løbets beskaffenhed gør at man ikke har lyst til at færdes med nogen man ikke kender og stoler 100% på.

Vi fandt pandelygterne frem og drejede næsen nedad. Hver gang vi mødte et hold på vejen op spurgte de selvfølgelig om vi var ok, om vi var gået forkert og til sidst hvorfor vi var udgået. Jeg orkede ikke noget og lod Fabricio forklare sig på fransk. Vi ringede til min gode ven Thomas Dupont fra Ryders Danmark som var i Chamonix for at forberede sig til Ultra Trail du Mont Blanc. Han sendte straks lillebror Jonas og Andreas Hedensted aka Konfirmanden afsted for at hente os. Så inden dagen var omme var vi tilbage i Chamonix og indlogeret i Dupontens chalet :-) En kæmpe tak til gutterne for hjælpen :-)

IMG_1669

EPILOG:

Det var selvfølgelig enormt bittert at udgå af PTL. Særligt fordi Ravn og jeg også måtte udgå da jeg blev skadet til Spine Race i vinter. Men jeg syntes faktisk også at det er en del af charmen ved de her løb at udfaldet ikke er givet på forhånd og at det foregår 100% på naturens præmisser. Jeg syntes vi gav den “A proper go” og ville ikke ændre noget i forberedelser eller udstyr hvis jeg skulle gøre det igen. Nu tvivler jeg dog på at PTL kommer på dagsordnen i fremtiden og det eneste jeg virkelig fortryder er at jeg ikke valgte Tor de Geants i år. PTL har absolut intet med løb at gøre og jeg syntes ikke arrangørene gjorde det særlig godt. På forhånd troede jeg navigationen ville være det sværeste men bevægelse i alpint terræn uden for stier var faktisk det hårdeste. Vores gennemsnitsfart over de 51 timer vi var var i gang var 2,37 km/t.

10643292_10204491143056793_2077349850_n

Vores hovedmål med turen var at have en god uge i bjergene og det syntes jeg til fulde lykkedes med de sidste dage hvor vi var ude og lege i bjergene og heppe på de andre løbere. Da vi efterfølgende hørte historier fra slagmarken var vi egentlig godt tilfreds med vores beslutning…

IMG_1698

IMG_1705

IMG_3043

IMG_1769

Petite Trotte à Léon

10505319_774433862599427_1928337226408385860_nOm 2 uger er det tid til årets udfordring nemlig det 306 km. lange The Petite Trotte à Léon eller bare PTL, som er længste “løb” i Ultra Trail du Mont Blanc familien. Det er nu mere en udfordring end en konkurrence i traditionel forstand, da der hverken er klassificering eller tidstagning. Konceptet er at man i hold af 2-3 løbere helt autonomnt klarer den lange tur rundt om Mont Blanc inden for 141 timer. Det lyder umiddelbart af god tid til distancen hvis ikke det var for terrænets beskaffenhed og det faktum at der på årets rute (der ændres hvert år) er hele 28.000 positive højdemeter (altså over 50 lodrette kilometer totalt) plus at man også lige selv skal finde vej da ruten ikke er markeret. At det ikke er nogen skovtur understreges af arrangørenes advarsel:

“IMPORTANT WARNING

The Petite Trotte à Léon itinerary uses passages which are more technically difficult than those met during the majority of trail races (notably the UTMB®). It requires a good knowledge and understanding of the mountain environment.

Some passages may present objective dangers: steep slopes, risk of falling stones, very narrow paths, the crossing of scree slopes or névés and the absence at intervals of a path or clearly defined track…

The route is « NOT WAY-MARKED » and very often « FAR FROM INHABITED ZONES ». It is to be realised in « COMPLETE AUTONOMY ». All assistance is forbidden except in « rest bases » set up by the organistion where the competitors may find a resting place and blankets as well as their spares’ sacks.

So as to progress in security the competitors must be able to operate navigational techniques with a GPS and have the necessary knowledge of map reading and be able to use  a compass and altimeter. They must also be capable of confronting bad weather, lack of sleep, fatigue, the cold, the heat, hunger and thirst…”

For at blive lukket ind i varmen skal man da også have gennemført enten UTMB (Ultra Trail du Mont Blanc) eller Tor de Geants. Forberedelserne har ikke været så intensive som forud for Ravn Hamberg´s og min tur til Tor de Geants i fjor. Men meget af udstyrssetup´et genbruges og efter en god uge med mange højdemeter i Østrig føler jeg mig egentlig rigtig godt forberedt. Der er dog stadig mange ubekendte faktorer og navnlig vejret og der af hvor let/svært det er at navigere tror jeg bliver afgørende. Søvnmangel er også en vigtig komponent og der håber jeg at erfaringerne fra sidste år kan hjælpe. Sammen med min makker, brasilianske, Fabrício Bastian (som jeg løb Transgrancanaria med i år) glæder jeg mig til nogen spændende og udfordrende døgn i bjergene som uanset udfaldet vil give minder for livet.

Det hele går løs fra mandag den 25. august og der vil selvfølgelig være mulighed for at følge med undervejs via Trailløberen på Facebook og Trailmoses på Twitter og Instagram. Der kommer nok også lidt om udstyret vi har med til Pryl-nisserne inden løbet :-)

Mount Washington

IMG_1568

 

Mt. Washington beskrives som vandrenes Disneyland og ja det er da lidt af et cirkus. Med både en bilvej, togbane og en flere vandreruter til toppen. Egentlig var det en amerikansk ven der første gang bragte “The Presidential Traverse” på banen. En travers over bjergtoppe opkaldt efter tidligere præsidenter i White Mountains State. Det fik mig interesseret i området gjorde at vi lagde vores sommer-roadtrip forbi. Tid og logistik (prioriteten var familieferie) gjorde dog at det ikke blev til hele traversen i denne omgang men i stedet for nogle kortere ture på og omkring Mount Washington, New Englands højeste punkt. Det er der hvor man har registreret den højeste vindhastighed nogensinde på jordens overflade (231 m/h). En af de ture, kan du se beskrevet i billeder herunder; Til toppen via det stejle “Lion Head Trail” og ned af af “Tuckerman Ravine Trail” (den ældste vandrerute i Amerika). Det er en 12,3 km rundtur med lige knapt 1300 højdemeter op ad, hvilket tog mig 3:10 inkl. fotostop t/r (rekorden til toppen er 1:07). Link til Suunto Movescount GPS fil her. Selvom det kun svarer til en lille top i alperne og her er mange mennesker syntes bestem at det var en oplevelse og alle jeg mødte på sporene var rigtig søde. Mon ikke fruen og jeg vender tilbage en dag uden børn og snupper traversen :-)

IMG_1584IMG_1555IMG_1556IMG_1557IMG_1559IMG_1563IMG_1564IMG_1565IMG_1526IMG_1572IMG_1574IMG_1576 IMG_1577IMG_1579IMG_1581IMG_1603

 

IMG_1658

Salomon S-Lab Hybrid Motionfit Preview

senseclothing_hybridDet er sjældent at jeg skriver om nogen af de produkter jeg lever af at smide over disken. Så allerede her kan du godt aktivere eller skærpe dit bull-shit filter… Men det her produkt sparker bare røv og kommer til at indgå i mit arsenal fremover. Hvis du følger med på bloggen her og på min facebookside Trailløberen ved du at jeg ikke kun meler min egen kage og faktisk ikke normalt skriver en masse om Salomon. Min filosofi har fra starten været at bruge det bedste grej uanset hvor det kommer fra. Det er naivt at tro et mærke kan levere det bedste på alle områder. Derfor bruger jeg også mange andre mærker end dem jeg har adgang til igennem mit arbejde hos Salomon.

En af ulemperne ved at arbejde med et bestemt brand er at man ser tingene et år før de kommer på markedet. Det er lang tid at gå og savle over et fedt produkt og vente på om det nu også er lige så lækkert ude i virkeligheden. Et af de produkter er Salomon´s nye S-Lab Hybrid Motionfit sæt. Jakke og bukser som er lavet til de krav der stilles under længere løb i bjerge (eller steder med udfordrende og omskifteligt vejr), så som lav vægt og beskyttelse mod vejrliget uden at gå på kompromis med pasformen.

IMG_0566

Endelig kom dagen hvor det dukkede op (i Salomon Store hvor jeg arbejder) og havde få dage efter sættet med på mit micro-eventyr langs den svenske vestkyst. Jakken kom i brug 5 minutter inde i turen da det startede med at regne og var brug det meste af den første dag og nat. Selv da jeg stoppede for at sove beholdt jeg jakken på i soveposen og der var ikke det mindste problem med kondens. Vind- og vandtæthed kombineret med stor åndbarhed og god pasform er netop det jeg syntes gør det her tøj unikt.

IMG_0762

Som navnet antyder er der tale om et hybrid produkt hvor man har sammensat flere forskellige materialer for at ramme den bedste balance i mellem vandtæthed, åndbarhed og bevægelsesfrihed. Jakken er vandtæt på fronten  og har mere åndbare og strækbare paneler under armene.

IMG_0788

 

Lynlåsen går ned til navlen så det er let at få af og på, kan foldes rundt om livet (se nedenfor) og for at give maksimal ventilation. Ligesom Bonatti og de andre lette jakker fra Salomon kan man dog lige knappe jakken sammen i toppen så man kan få udluftningen uden den blæser af skuldrene.

IMG_0784

Det brede elastiske materiale rundt om livet gør at jakken bliver siddende og ikke kravler op når man løber med rygsæk som man tit oplever med andre jakker.

IMG_0764

Lige som i livet er er der et meget let, elastisk og åndbart materiale ved håndledene. For at give ekstra ventilation er der ligesom under armene små perforreringer for at slippe fugtighed ud.

IMG_0765

Inden i hætten sidder et pandelånd i let lækkert materiale som man kender fra S-Lab Light Visor´en. Det gå at hætten sidder utrolig godt og følger hovedets bevægelser samt at man ikke får sved i øjnene.

IMG_0777

Let hætte uden justeringsmulighedder som er lidt mere åben i halsen end man kender det fra andre jakker. Udsynet er godt og hætten hindrer ikke bevægelserne under aktivitet.

IMG_0792

En smart detalje er at jakken kan foldes ind i det elastiske bånd (uden at man behøver at tage den af først) så man kan have den med uden at have den flagrende rundt omkring sig.IMG_0783

Pasformen er atletisk med Motionfit konstruktionen der gør at det sidder godt og følger kroppens bevægelser. Snitten i benene er ret smalt med der er stadig fin figursyning og stræk omkring knæene.

IMG_0776

IMG_0766

De lange lynlåse i siden gør at buksen kan tages af og på med sko på. Men værd forsigtig, det er et formel 1 produkt som ikke tåler at man flår for meget i det.

IMG_0770

De forskellige metervarer bag på buksen der giver den helt rigtige pasform.

IMG_0790

Ekstra god ventilation i det brede elastiskstykker lige over enden.

IMG_0769

Her kan virkelig hvordan der er arbejdet med de forskellige typer stof for at få egenskaberne frem i produktet.

Største ulemper er prisen (2200,- for jakken og 1400,- for buksen) og lav slidstyrke. Men til gengæld får man et rigtig let sæt (eller jakke og buks hver for sig) som er skræddersyet til at kunne bevæge sig let i udfordrende vejrforhold.

Da det sandsynligvis ikke opfylder kravende til obligatorisk udstyr til bjergløb som UTMB vil jeg nok mest bruge mit Hybrid sæt til træning, egne eventyr og som erstatning for S-Lab light jakken i til de lange løb. Hvor jeg gerne slæber de 60 gram ekstra for at får en hætte på min lette jakke. Til PTL medbringer jeg den sammen med (kraftigere regnjakker) enten Salomon Bonatti eller Revard GTX jacket afhængig af vejrudsigten.