Ødemarken kalder

IMG_4721

Under en uge til start af mit livs største eventyr og jeg glæder mig… På søndag den 1. marts kl. 14 (lokal tid) starter Iditarod Trail Invitational. Et “human-powered” løb på tværs af Alaskas ødemark. Nå man som jeg er “rookie” og deltager for første gang er man henvist til at dele aviser ud i børneløbet på 350 miles (560 km) til McGrath mens de store drenge og piger tilbagelægger 1000 miles, helt til Nome oppe ved Beringshavet.

Ruten følger slædesporet Iditarod trail som blev grundlagt i guldgraver-dagerne henover “the Alaske range” som er bjergkæden hvor Nordamerikas højeste bjerg Mount Mckinley (eller Denali) ligger. Denne vinter har dog været en vejr-mæssig katastrofe med høje temperature og meget lidt sne. Derfor er det legendariske hundeslædeløb “Iditarod Dogsled Race” flyttet til en alternativ nordligere rute, mens vores løb – ITI holder fast i den oprindelige rute.

IMG_5068

Specielt stykket mellem Rohn og Nikolai skulle være stort set uden sne. Jeg har besluttet at vejret er som det er og at jeg vil prøve at sætte pris på hvad end jeg får i hovedet undervejs. Jeg føler mig super godt forberedt og har brugt lang tid på at finde det rette udstyrs-setup, som jeg føler mig tryg ved. Ikke nødvendigvis det aller letteste men et system der nok skal få mig igennem inden for tidsgrænsen på 10 dage, 23 timer og 59 minutter. Med op til 140 km. mellem depoterne er det med at tænke sig godt om hjemmefra. Som man siger på de kanter: “Cowards won’t show and the weak will die”. Mit mål er udelukkende at gennemføre og forhåbentlig blive en fed oplevelse rigere :-)

1978770_659988567372918_1624315543_n

For første gang i år bliver det muligt at følge løbet via Trackleaders.com. Men ellers slipper der nok ikke mange nyheder ud. Det er virkelig på landet og eneste vej ind og ud er til fods, på snescooter eller med ski-fly. I det omfang der slipper noget nyt ud undervejs vil min gode ven Ravn Hamberg opdatere “Trailløberen” på facebook. Læs mere om løbet på http://www.iditarodtrailinvitational.com/

Nå – eventyret kalder… Vi ses på den anden side…

Jeg elsker at løbe – men sådan har det ikke altid været

IMG_0146

Jeg elsker at løbe… Gerne langt og i krævende terræn. Men sådan har det ikke altid været…

Som barn hadede jeg at løbe og når vi spillede fodbold i skolen var jeg som regel parkeret som målmand. En af de løbeoplevelser fra min barndom der står ud er fra det legendariske Softice-løb i Gudhjem, hvor jeg kommer fra. Jeg spurtede de første 400 meter indtil jeg var forbi mine forældres hus og måtte gå resten af vejen med sidestik. Det var slet ikke spor sjovt, men jeg gennemførte fordi alle deltagere får en softice når man kommer i mål. Den anden oplevelse var til skolernes motionsdag, hvor jeg havde fået den hjerneblødning at melde mig til 10 km løbet. For man vælger jo altid den længst udbudte distance. Men da vi var på vej ud på den anden runde af de 5 km. mødte vi den lærer som havde stået ude ved vendepunktet, og nu havde travlt med at komme tilbage på læreværelset og drikke kaffe.

Barnedommens succesoplevelser fik jeg på vandet hvor vi havde det rigtig sjovt med optimistjollerne i den lokale sejlklub. Mine barndoms-idoler hed ikke Elkjær, Laudrup eller Arnesen som andre raske drenges men derimod Poul Elvstrøm, Lasse Hjortnes og Brødrene Westergaard. Som mange andre startede min målsætning med spørgsmålet om “Hvad vil du være når du bliver stor”. Jeg drømte om at leve af at sejle og bide skeer med de bedste i verden.

20 år senere havde jeg gjordt præcis hvad jeg satte mig for. Med et velbetalt job som professionel sejler og senere som en del af sejlerlandsholdet. Jeg begyndte at løbe samtidig med at jeg skiftede enmandsjollen med det olympiske windsurfbræt. Målet var OL men også at have det lige så sjovt som dengang i Optimist-jollen. Den sidste del lykkedes til fulde og kammeratskabet mellem sejlerne fra hele verden er det bedste minde fra den tid. I vinteren 2008 rejste jeg til VM i New Zealand i mit livs form. Jeg var virkelig trimmet og havde mit livs bedste VO2 max test med i rygsækken. Ved træningen inden stævnet sejlede jeg lige op med nogen de bedste i verden. Alligevel tog jeg hjem med en placering som nummer røv og nøgler. Elitesport kan være nådesløs og det var sgu en lang flyvetur hjem med erkendelsen af at min indlæringskurve ikke var stejl nok og at jeg lige havde kastet 400.000 af mine surtjente penge efter drømmen.

Jeg var færdig med elitesport og med at blive målt og vejet på placeringer i forhold til andre. Men jeg var på ingen måde færdig med at udforske mine fysiske evner eller med at konkurrere. Fremover skulle det bare være konkurencen med mig selv. Om hvor god jeg kan blive og hvor mine mål skulle være nogen jeg selv satte op og selv havde 100% indflydelse på. Lidt inspireret af Guldfireren som fokuserer på at få deres egen båd til at sejle hurtigt, uden at skele til hvad konkurenterne render rundt og laver.

Da jeg som voksen startede med at løbe var det hæsligt. Med blodsmag i munden og flimmer for øjnene kæmpede jeg mig rundt langs Søerne. Senere prøvede jeg at løbe i Søndermarken, men gik helt kold på de store uoverskuelige bakker. Men stædigheden holdt mig fast og snart kunne jeg løbe længere og længere og løb blev hurtigt en fast del af min hverdag.

På en løbetur en regnvåd tirsdag aften hørte jeg første gang om Ultra Trail du Mont Blanc. Et 168 km løb gennem 3 lande med over 10.000 højdemeter op ad. Det lød jo helt vandvittigt. Men en gnist var tændt og 5 år senere stod jeg klar på startstregen i Chamonix. Siden da har det ene taget det andet. Som min gode ven Casper Wakefield siger “Kan man løbe 100 – så kan man også løbe 200 – og kan man løbe 200 kan man også løbe 300”. Det er oppe i hovedet det foregår.

Selvom jeg har haft succes med de ting jeg har lavet i årenes løb, har jeg egentlig aldrig rigtig været helt tilfreds. Men jeg kunne mærke at jo længere jeg løb jo større var glæden ved at overvinde mig selv. Først da Ravn Hamberg og jeg i 2013 gennemførte det 330 km lange Tor de Geants efter 138 timer var jeg helt igennem tilfreds og også lidt stolt inden i. Vi havde passeret 25 bjergpas over 2000 meter og næsten 50 højdekilometer på rundturen i Aosta-dalen. Vi havde overvundet træthed, sygdom og søvnmangel og vores kammaratskab havde fået os igennem et af verdens hårdeste trailløb.

Det har nu aldrig været noget mål i sig selv at løbe det længste og det hårdeste whatever. Men en naturlig progration i at udfordre mig selv og finde nye mål at styre efter. Det man kan er ingen kunst som man siger. Æstestik og eventyrlyst spiller mere og mere ind når jeg vælger løb. Længere er ikke nødvendigvis bedre – bliver jeg ved med at sige til mig selv. Alligevel er det det som motiverer mig. For hvor langt kan man egentlig bevæge sig for egen maskine?

Når man stiller op til et løb på flere hundrede kilometer i bjergene er intet givet på forhånd. Ja, man skal være i en anstændig fysisk form, man skal kunne tage vare på sig selv og man skal have det rette grej med men man skal også turde at fejle. I bjergene er det vejret som sætte dagsordnen og det syntes jeg er stor del af charmen. Hvis jeg ville være sikker på at gennemføre, havde jeg løbet 5 km. løb.

Mit motto er “Improving is winning” og de gange et løb er gået skidt eller jeg er udgået har jeg typisk lært mere, end der hvor det hele spiller og man bare cruiser igennem.

Det gælder om at turde drømme stort og sætte overlæggeren så højt, at man kun lige akkurat kan komme over. Det er hverken fedt at sætte den for højt og fejle totalt eller stille den på 1,40 og så springe 2,10. Når den balancegang lykkes, en det en enormt tilfredsstillelse.

For mig er vejen blevet målet. Jeg prøver at forene det at have det sjovt i naturen samtidig med at jeg udfordrer mig selv. Løb er blevet et redskab til at udforske nye steder, få anderledes oplevelser og møde nye mennesker på en måde jeg slet ikke havde troet muligt. For mig er løb frihed. Et pusterum i den hektiske hverdag. Når jeg løber en tur i skoven er der ro og fred fra de mange stress-momenter i hverdagen, og er man rigtig heldig er der hellere ikke mobildækning. Jeg er tiltrukket af den enkle nærmest primitive opgave i at bevæge mig fra A til B.

Nu elsker jeg at løbe og håber på at fortsætte til jeg bliver 100 eller jeg finder noget som er sjovere eller som bringer mig større glæde.

Trail running en primera clase – estilo canarias

IMG_5952

Der er løbet meget vand i åen siden vi lavede “Trailløb på første klasse” på Samsø i 2012. I sidste uge tog Sondre Amdahl og jeg konceptet til nye højder med verdensklasse trail, tapas, 4 stjernet hotel, SPA og ikke mindst super hyggeligt samvær, på tværs af Gran Canaria.

Det var 6. gang jeg var på den spanske ferieø for at løbe. 4 gange har deltaget i TransGrancanaria og har haft både succes og fiasko. Men nogle af mine bedste oplevelser fra øen er fra Ravn Hamberg´s og mine træningsture sidste forrige vinter. Derfor var der ikke langt fra tanke til handling da Sondre flyttede til Gran Canaria med sin familie i sommers.

Ideen var at løbe 125 km. fra Agaete i det nordvestlige hjørne langs TransGrancanaria- ruten igennem bjergene til Maspalomas på sydspidsen over 3 dage. Ud over Sondre og jeg som guidede deltog 7 løbere fra Danmark, Norge og Sverige. Deriblandt 2 gengangere fra Trailrunning Camp Wipptal i Østrig i sommer.

IMG_5892

Kort over ruten.IMG_5908Dan på den første stigning op fra Agaete.

IMG_5942IMG_5913Lokal ost og kartofler med med Mojo sauce til frokost.

IMG_5969Anders i kaktus-land mellem Fontanales og Teror.IMG_5924Middagsbordet på Parador Cruz de Tejeda

IMG_5994Anders og Thomas på vej op mod Roque Nublo fra Tejeda.IMG_6014Anders og Ida på nedløbet til Cruz Grande.

Efter 125 km. og 13.000 akkumulerede højdemeter (6500 op og 6500 ned) stod vi om sider for foden af fyrtårnet ved stranden i Maspalomos lørdag aften. På en gang lettet over at turen var lykkedes og alle var kommet godt igennem de 3 dage i bjergene men også lidt trist over at rejsen var slut. Det sociale element og den ro det giver at kunne løbe i sit eget tempo gør at det helt sikkert ikke er sidste gang jeg laver sådan en tur. Tankerne går allerede i retning af en rundtur på La Palma, som er en af naboøerne. IMG_6026

Flere billeder her: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.914166098628130.1073741866.278103625567717&type=3

Store og små planer

IMG_5458

For mig er løb et redskab til at udforske nye steder, få oplevelser i naturen og lære mig selv bedre at kende. Løb i en eller anden form fylder en stor del af mine vågne timer og jeg elsker at løbe. Jeg er på ingen måde eliteløber, men jeg elsker at løbe. Præcis derfor træner jeg ikke så meget som kunne. Mit mål er at være langtidsholdbar i sporten og kunne nyde resten af livet i løbeskoene. Derfor er min filosofi at løbe så lidt jeg overhovedet kan slippe afsted med og stadig nå mine mål. Altid kvalitet over kvantitet.

Lidt af det samme gælder når jeg skal vælge hvor mange løb jeg skal deltage i. Jeg elsker den stemning og energi der er forbundet med at deltage i konkurrencer. Jeg kunne sagtens løbe langt hver weekend og har venner som gør det og slipper hæderligt afsted med det (på den korte bane i hvertfald). Men både mentalt og fysisk tror jeg på at jeg får mere ud af at have færre løb, som jeg forbereder mig bedre til.

Da jeg sejlede tog vi tit fra det ene stævne til det andet, men tit syntes jeg at gnisten forsvandt når det var for kort tid i mellem. Selvom jeg ikke er i nærheden af at vinde løb (fordi jeg ikke er den hurtigste knallert på havnen og fordi jeg prioriterer de store løb) kan jeg godt lide fornemmelse at have forberedt mig helt optimalt. Hvilket man kun kan gøre maksimalt 2-3 gange om året. Der er jo også en grund til at top marathonløbere ikke løber flere løb end de gør (typisk 1-2 per år).

IMG_5621

Jo længere et løb bliver jo mere mentalt hård bliver det. Derfor kan jeg godt lide at tage et løb ad gangen. Det er selvfølgelig konge nederen hvis det så går dårligt, fordi der så går rigtig lang tid inden man kan viske tavlen ren igen. Det er baggrunden for at jeg i år kun har tænkt mig løbe 3 større løb, hvilket i min optik faktisk også er at stramme den.

Jeg bliver ved med at fortælle mig selv, at længere ikke nødvendigvis er federe. Alligevel er det de lange løb jeg drages mod. Ikke fordi jeg har noget at bevise eller skal måle diller, men fordi jeg syntes om udfordringer og eventyr hvor udfaldet ikke er givet på forhånd.

Belært af erfaringerne fra sidste år vil jeg prøve at tage et løb ad gangen og værdsætte hvad jeg end for smidt i hovedet undervejs. Rejsen er målet og “improving is winning”.

IMG_5617

Men selv om jeg ikke prøver at tænke for langt frem og tage tingene som de kommer, bliver man alligevel nød til at have en hvis grad af planlægning. Både fordi de attraktive løb typisk har lodtrækning eller hurtigt bliver udsolgt. Men planerne for i år er alligevelvel til at overskue: Iditarod Trail Invitational (560 km. vinterløb i Alaska), Ronda del Cims (170 km. bjergløb i Andorra) og Ultra Trail du Mont Blanc (klassikeren rundt om Mont Blanc massivet på 168 km.) hvis jeg er heldig i lodtrækningen. Forhåbentlig godt krydret med små hyggeløb og sociale løbe-ture og rejser.

Hvad er definitionen på løb?

I et interview med Berlingske Tidende udtaler ultra”løber” Thomas Dupont at han ikke anser løb hvor man sover som værende løb. Når man som Thomas er godt 43 timer om at fuldføre UTMB (168 km) svarer det til en gennemsnitsfart under 4 km/t. Er det så løb?

Da David Johnston i vinter vandt og satte ny banerekord i det 350 mile (560 km) lange Iditarod Trail Invitational i Alaska var det med en gennemsnitsfart på 5,7 km. Til trods for han havde sovet flere gange undervejs gennem vildmarken med sin pulk på slæb. Selv Casper Wakefield’s rekord i det 430 mile lang Yukon Arctic Ultra blev “løbet” med højere fart end Thomas. Da jeg i marts løb Transgrancanaria (som er kortere men også har flere højdemeter per kilometer i forhold til UTMB) sov jeg undervejs. Er det så ikke løb selvom mit tempo igen var højere end Thomas 4 km/t?

For mig er det interessante ikke hvor vidt man sover eller ej men hvor langt man kan bevæge sig inden for en given tid mens klokken tikker. Det vil sige at søvn (eller mangel på samme) og det basale i at kunne tage vare på sig selv er vigtige faktore.

På engelsk er begrebet “footrace” mere dækkende for de lange konkurrencer til fods. Vi kunne godt bruge et begreb på dansk til arrangementer hvor man konkurrerer til fods. Nogen forslag?

Det fede ved “løb” er netop de mange facetter som motivere os mod forskellige distancer, underlag og formater. Jeg går ikke efter løbe det længste eller det hårdeste. For det længste løb jeg kender er et 3100 mile løb rundt om en boligblok i New York og det hårdeste (syntes jeg) er en flad 10’er på asfalt.

For mig er det spændende at udforske min egne grænser og nye steder til fods – uanset farten og uanset hvad andre kalder det :-)

– Trailtraskeren
IMG_4332.JPG

Skåneleden Kust til Kust

IMG_5131-1.JPG

Ideen til at krydse Sverige til fods havde rumsteret et par år i baghovedet. Til dels inspireret af løbet Transscania, men på den mere uberørte og æstetiske rute langs Skåneleden Kust til Kust mellem Sölvesborg i øst og Båstad i vest. Sammen med Knut Korczak blev turen planlagt og datoen fastsat mange måneder i forvejen. For mig passede turen perfekt ind i mine forberedelser til ITI som er et godt 500 km langt vinterløb jeg deltager i til marts. Vi gav os selv 4 dage til turen på de ca. 235 km. I ugen op til vi skulle afsted planlagde vi de sidste grej-detaljer og aftalte hvem tog hvad med til festen. Mit setop var stort set genbrug fra Spine Race i vinter (komplet udstyrsliste længere nede) og det gik overraskende let at få pakket.

IMG_4998

Mandag morgen mødtes vi på hovedbanen under uret og tog et direkte tog til Sölvesborg. Mens vi gnaskede en kanelbulla i os fra stationen fulgte vi de tydelige orange markeringer ud af byen.

IMG_1927

Det var skønt at være afsted på tur selvom tankerne kredsede om fruen og datteren, der havde været lidt sløje om morgenen. Men som altid når man er på tur glider resten af verden i baggrunden og ens virkelig bliver dejlig enkel. Skal jeg spise ostemaden eller skinkemaden først? Valgene på tur er bare lettere :-)

Terrænet blev ret hurtigt kuperet og mere udfordrende gennem de første skovstykker. Stavene kom frem og jeg var pænt tilfreds med at have valgt en let Gore Tex støvle mens Knut efter hånden havde opgivet at holde skoene tørre. Underlaget skifter hele tiden fra grusvej til mudret singletrack og alt der i mellem.

IMG_1928

Det var hyggeligt som altid lige at få vendt verdenssituationen undervejs. Det havde regnet hele vejen Sölvesborg og vi gik begge med lette regnjakker. En SMS bragte mig tilbage til virkeligheden og fortalte at de var nu så syge derhjemme at min tilstedeværelse var påkrævet. Mega ærgerligt for vores tur, men familien før alt andet. Med den lange snor og opbakning jeg normalt har var der ikke noget at tude snot over. Og 6 timer ude i regnvejr er da aldrig til at klage over :-)

IMG_1945

Efter 30 km undervejs krydsede vi en landevej hvor jeg kunne fange en bus sydpå. Det var lige blevet mørkt da jeg takkede for turen og Knut forsatte videre i mørket.

Under 3 timer senere sad jeg hjemme på Vesterbro. Knut fortsatte alene videre vestpå, men måtte stoppe i Osby efter 104 km med forkølelse og feber. Jeg havde ellers håbet på at kunne slutte mig til igen på den sidste del af turen.

IMG_5071

Tirsdag og onsdag gik med at få familien på ret køl igen. Torsdag morgen sad jeg igen i toget mod Sverige med rygsækken pakket med mad til et døgns tid på sporet. Planen var at gå fra Osby til Båstad så hurtigt som muligt. En tur på 130 km. Ud over timer på fødderne håbede jeg også at gøre nogen erfaringer jeg kan bruge i Alaska.

IMG_5087

Det kostede en kort sightseeing tur rundt i Osby før jeg fandt Skåneleden’s orange markeringer som førte ud af byen. Landskabet var fladt og snart var jeg ude på en sumpet spor i skoven. De lette læderstøvler var suppleret med et par gaiters for at undgå småsten i de lave støvler. Sammen med en opgradering på skaljakken var de eneste ændring i udstyret fra tidligere på ugen. Om sommeren er der vand ved de mange shelters der ligger med 12-24 km mellemrum. Men da de er lukket for vinteren var næste mulighed for optankning i Vittsjö. Jeg klarede de 35 km på 1,5 liter væske og nåede frem en time efter mørkets frembrud. Her tankede jeg op med 3,5 liter og fortsatte mod shelteret i Hårsjö 2 timers gang væk.

På vejen ud af byen blev jeg snydt af nogen krydsede røde mærker som i det skarpe lys fra pandelygten lignede Skåneleden’s orange. Det kostede en kort bonus-tur og men jeg kom hurtigt og lettere irriteret tilbage på sporet.

IMG_5108

Ved Hårsjö lavede jeg en portion frysetørret pasta carbonara og kop varm kakao som hurtigt blev sat til livs. Indtil videre var dagens 35 km gået let og mens jeg fortsatte legede jeg med tanken om gå hele natten igennem.

Jeg kom hurtigere på andre tanker da benene begyndte at gøre ondt. Det mærkedes ligesom hvis jeg havde løbet 50 km i godt tempo. Først tog jeg bare i mod at det gjorde vildt ondt i musklerne og tænkte at det nok snart ville gå over. Men en time senere var det kun blevet værre. Mentalt prøvede jeg alle julelege i skuffende for at ligge smerten bag mig. Men intet hjalp. De små fire timer til næste shelter gik uendeligt langsomt som jeg sneglede mig gennem skoven.

IMG_5119

På forhånd havde jeg troet at træthed ville blive største udfordring men nu var benene ved at falde af. Jeg bannede lidt over hvor ondt det gjorde men minde mig selv om at jeg faktisk betalte penge for at gøre det her og mantraet “this is what I do” dukkede op igen og igen. Endelig nåede jeg shelteret ved Lärkesholm ved halv et tiden og hoppede direkte i posen uden at sætte uret.

Jeg vågnede ved at himlen lysnede i øst og kiggede ud over søen som lå bare 3 meter fra min varme sovepose. Benene føltes så gode som nye. Imens jeg kogte vand til den frysetørrede müsligrød pakkede jeg resten af sagerne i rygsækken. Så snart jeg havde spiste færdigt gik den videre i morgengryet. De sidste 65 km. til Båstad ventede.

IMG_5121

 

Efter en kort tur igennem skoven kunne jeg ligge pandelygten væk, på vej ind i Åsljunga. Har sås kun se sørgelige rester af fordums tider. Det så ikke ud til at være mange år siden byen havde haft både en ICA og et posthus. I det hele taget var det sådan lidt spøgelsesagtigt over de steder jeg kom igennem og jeg så kun ganske få mennesker. I alt på turen mødte jeg totalt 4 personer på 130 km.

Jeg forsøgte at holde skruen i vandet med havde helt klart ikke samme umfff som dagen inden og mit tempo var da også faldet en anelse. Resten af turen er ret øde og man komme ikke igennem nogen byen resten af vejen ud til Kattegat. Naturen var egentlig overraskende afvekslende og slet ikke så monotom og kedelig som jeg havde frygtet. Rutens beskaffenhed skiftede meget og sektionerne var altid overkommelige. Selv de ulideligt lange sumpområder hvor der var lagt brædder ud til at gå på. I det fugtige vejr var plankerne glattere end glatte og brun sæbe havde nok været at foretrække.

IMG_5125

Jeg havde ikke taget musik eller anden underholdning med og var overladt til min egen hjerne. Det var ikke så afslappende som man skulle tro og det var meget som når jeg er til løb. Regne splittider og tempo og beregne forventet ankomst til forskellige punkter. Men jeg fik stadig tænkt på mange mærkelige ting og sendt en tanke til steder jeg har besøgt og folk jeg har mødt.

Kroppen havde det i store træk fint og jeg benyttede lejligheden til at skolve kul på kedlerne når maven var ovenpå. Hver gang jeg havde gået 5 km. belønnede jeg mig selv med en snackpølse. Dagen gik egentlig hurtigt. Lige som jeg var ved at løbe tør for vand kom jeg til turens eneste åbne vandpost, hvor jeg kunne tanke til resten af turen.

IMG_5074

Ud på eftermiddagen begyndte mine fødder at blive hævede og gøre ondt. For ikke at have for meget plads til at glide rundt i støvlerne havde jeg taget et ekstra lag strømper på og det var der lige knapt plads til. Men med udsigten til kun nogle timer mere var det til at holde ud. Jeg tænkte at det snart var slut og inden jeg fik set mig om var jeg hjemme i hverdagen igen. Solen kiggede kortvarrigt frem og jeg huskede at nyde øjeblikket.

IMG_5143 IMG_5144

Generelt er Skåneleden fantastisk afmærket. Faktisk så godt at man kunne holde et løb og kun de aller hurtigste kaniner men hovedet under armen ville udfordret. Men jo længere mod vest jeg kom jo dårligere blev markeringen. Fra nogen steder at have mærke på hvert træ kunne der pludseligt gå 600-700 meter i mellem de orange pletter på træerne. Særligt stykket lige omkring hvor man krydser E6 motorvejen var slemt og jeg brugte 5 minutter med pandelygten på fuld blus i udkanten af en rasteplads før jeg fandt tilbage på sporet. Til stor morskab for en flok busrejsende med dåseøl i hænderne.

IMG_5103

Togene fra Båstad kører hver time om aftenen men jeg havde sat mig for at nå 19.22. Det kunne jeg godt se ville knibe da mit tempo var dalet til omkring 5 km/t. De sidste km. asfalt ind mod Båstad begyndte jeg at løbe. Fødderne gjorde ikke væsentligt mere ondt af det og benene føltes faktisk meget gode. Det var selvfølgelig kun muligt fordi rygsækken nu var nede på basisvægten, tømt for mad og væske. Det føltes dog lidt åndsvagt at have gået så langt og så måtte løbe efter toget. Men det lykkedes fint og jeg havde akkurat tid til at koge vand til aftenmaden inden toget rullede ind på perronen.

Endelig på togturen kom der mere ro på tankerne og jeg kunne evaluere, som jeg altid gør, hvad der havde været godt og hvad der kan forbedres i fremtiden. Det var et par gode erfaringer med hjem og lidt ekstra tillid til at min træning virker efter hensigten. “Improving is winning”…

IMG_5146

Udstyr: Jeg har nævnt det som jeg har fået sponseret. Men jeg ville nok have købt det samme grej uanset :-)

På kroppen – altså det som jeg fik brug for på farten

Støvler: Inov-8 Roclite 400 GTX støvle (verdens letteste GTX støvle. Sponseret at Inov-8

Gaiters: Gore Windstopper gaiters

Strømper: Injinji Trail 2.0 + Salomon Whitewolf merinould strømpe.

Underbukser: Arc´teryx

Bukser: Salomon Dynamic Pants. Løse vindtætte bukser i tæt snit.

Undertrøje: CEP Ultralight Shirt. Let og ret hurtigtørrende. Sponseret af CEP.

Jakke: Salomon Bonatti jakke / Salomon Revard GTX jakke

Handsker/luffer: GripGrab Running Thermo + Outdoor Research vandtæt overtræksluffe

Buff: Inov-8 Wrag

Hue: Arc´teryx RHO beanie. Fantastisk hue i god blanding af uld og syntes.

Ur: Suunto Ambit3

Stave: Black Diamond Ultra Z-poles i kulfiber.

 

I rygsækken:

Rygsæk: Ultimate Direction Fastpack30. Sponseret af Ultimate Direction Nordic

Vandtæt paksæk: Sea to Summit

Sovepose: Western Mountaineering Caribou dunpose + silke lagenpose

Underlag: Klymit – letteste og mest kompakte underlag. Ikke det mest komfortable :-)

Brænder: Jetboil Titanium – Let og mega effektiv brænder. Sponseret af Bjergkæden.

Kop: Sea to Summit – min foretrukne foldekop

Ske: MSR – den er let…

Kniv: Petzl Spartha

Fleecetrøje: Patagonia i powerstretch. Sidder fantastisk og har en god høj hals.

Dunjakke: Salomon Super Halo Down – super let dunjakke i glat “kondomlook”.

Ekstratøj: Medbragte et par ekstra strømper og en ekstra undertrøje

Regnbukser: Salomon Bonatti Pants

Drikkedunke: 2 X Ultimate Direction flasker (god at drikke af) + en 1 liter Platypus flaske (super let)

Mad: Travellunch, beef-jerky, Cliff Builder bars (protein bar), nødder, snack-pølser, pulverkakao, diverse chokolade og slik.

Diverse: Lighter, Kleenex, førstehjælpssæt med vabelkit, tandbørste, kontaktilisner, kreditkort, sygesikringsbevis og svenske kontanter

Mobil: Iphone 5 inkl. lader og powerpack. Skånetrafikkens App er smart til at planlægge togturen frem og tilbage og købe billige billetter.

 

Tandtråd og styrketræning

IMG_9248

Præcis som de fleste er ret religiøse med tandtråden ugen inden og ugen efter besøget hos tandlægen, så er de fleste løbere også virkelig grundige med at lave deres øvelser når de er skadet. Men så snart de kan løbe uden problemer blæser de på alt fornuften. Lige indtil næste gang.

Jeg har selv været der, så jeg ved præcis hvordan det går, når euforien over igen at kunne bevæge sig uhindret kommer over en.

Bedre end nogen anden ved jeg hvor kedeligt styrketræning kan være. Derfor gælder det for en gang skyld om at være realistisk og ikke gå efter hvad du gerne vil lave af øvelser men hvad du ved du kan overkomme, også når hverdagen melder sig.

Derfor er jeg glad for Tomas Pilsborg og Claus Rasmussen fra posemand.dk har lavet deres Styrketræning for løbere program der med lidt øvelse kan klares på 15 min. Det er simpelt og lige til at gå til med en enkelt kettlebell fra Harald Nyborg. Hvis man gerne vil have øvelserne helt ind under huden kan jeg virkelig anbefale det styrke-kursus som Tomas Pilsborg tilbyder. Alle de atleter jeg træner har det som en fast del af pensum – sammen med 8 timers søvn og en fornuftig kost :-)

Derudover bruger jeg squats og flexifusser for at styrke mine fødder og underben. Noget man vil have stor glæde af uanset hvordan man løber og hvor meget eller hvor lidt skum man har under fodsålerne. Særligt de tykke skumsko jeg tidligere løb i har givet mig store udfordringer med fødderne, fordi fødderne er på overarbejde med at fornemme underlaget. Lidt som hvis du prøver at stå på hænder på en skummadras.

Den rigtige træning – er den man får lavet. Så det gælder om at få indarbejdet de gode vaner. 15 minutter af dine ca. 16 vågne timer burde være muligt at klare for de fleste. Og man behøver ikke være frisør for at kunne multitaske træningen sammen med tv- og facebook-kiggeri :-)

Rigtig god træning…