Hvornår er det nok?

Egentlig er det jo ret simpelt: stress+hvile=fremgang. Men hvor meget stress skal der til og hvor når han man presset kroppen tilstrækkeligt. Det svar, kom denne gang næsten af sig selv på de sidste kilometer af sidste uges Bornholmer-tur. Fornemmelsen i benene var ikke bare almindelig træthed, snarere et vink med en vognstang om at grænsen var nået. 3 gange over marathon-distancen på en uge var nok.

Mine gode ven Claus (Posemand.dk) fik heldigvis lige mindet mig om at der vist var noget med kvalitet frem for kvantitet. Så jeg skyndte mig at “chicke ud” af den planlagte 70-80 km. tur onsdag i denne uge. I stedet har den stået på et par kortere bakketure i Geels Skov og i morgen står den på en længere vandretur i skoven, iført godt selskab 🙂 Med 2,5 uge til forårets store mål 100 miles ved Täby Extreme Challenge, skal der tapes (nedtrappes) ordentligt, så benene og ikke mindst knæene (der har drillet lidt siden Gran Canaria) kan blive helt friske.

Tapering er dog en hel kunst i sig selv. Det der ser ud til at virke for mig, er at blive ved med at løbe helt frem til konkurrencen. Med en væsentlig mindre volume, men til gengæld med en anelse højere intensitet. Dermed undgår jeg at benene bliver alt for tunge. Så nu gælder det bare om at holde planen og have troen på at det jeg har gjordt, er det rigtige. Det er for sent at gøre mere, men stadig fuldt muligt at sætte det hele over styr med dumhed i træningen…

Var i øvrigt ude med Aktiv Træning forleden og lave lidt trailløbsteknik-tips til august nummeret. Tror godt I kan glæde jer…