I min familie har det altid heddet sig at man ikke skulle stole på folk syd for Køge. Men efter at have udforsket verden lidt på egen hånd har jeg konkluderet at man ikke skal tro på alt hvad man hørte som barn. Igår var jeg således for fjerde gang med løbeskoene syd for Køge. Anledningen var Ulrich Petersen´s fødselsdag, hvor han inviterede på trailløb og lagkage (fantastisk koncept).
Det blev en dejlig dag i naturen med både blød skovbund, strand og det pureste singletrack. Solen brændte efterhånden tågen væk og snakken gik lystigt om vores alle sammens kommende deltagelse i Salomon Hammertrail om 3 uger. Turen gik forbi Vallø slot og de få andre løbere vi mødte undervejs hilste! Det gør man bare i Udkantsdanmark åbenbart – SEJT 🙂
Efter nogle gode timer på sporet, med indlagt lokums- og bakkespurt var det lagkagespurt fra byskiltet (i Vedskølle) som Kenneth Kofod tog i overbevisende stil (og fivefingers). Den nutulla-dopede lagkage satte punktum for en fantastisk formiddag. Nu pønser jeg på hvordan jeg skal toppe den, til min fødselsdag 🙂
Skriv et svar