Sommer i Marstrand

Jeg har altid elsket sommeren i den svenske skærgård. Lige siden mine forældre slæbte min og bror og jeg med rundt langs kysten i deres gamle sejlbåd. At sejle fra sted til sted var kedeligt. Men så snart vi lagde til røg vi ud som trolden af en æske og udforskede det nye sted på kryds og tværs. Vi gik på opdagelse på havnen eller øen vi var kommet til og spænede rundt på klipper og i skoven.

Nu sejler jeg en stor sejlbåd som mit job. At komme fra A til B er stadig ikke så spændende, men at gå på opdagelse nye steder er lige så sjovt som da jeg var en lille møgunge tilbage i 80’erne.

Igår kom vi til sejler-mekka’et Marstrand på den svenske østkyst (lidt nord for Göteborg) efter en hård tur over Skagerak fra Norge. Første gang jeg var her, var til et svensk mesterskab i finnjolle i 2001, hvor de fleste deltagere var med i byen og drak sig helt i hejnet. Hvilket resulterede i at jeg næste dag faldt i søvn i jollen og missede starten. OL aktuelle Jonas Høegh Christensen nåede aldrig ud til banen…

Denne gange omkring er det dog hverken bådvædeløb eller vodka-redbull der trak. Men nysgerrigheden og eventyret i at finde nye steder at løbe. Aftenens tur startede på havnen blandt jet-settet på cafeerne og jeg løb afsted på må og få. Asfalt blev til brosten og brosten til grusvej og hovsa, pludselig gik der en lille sti end skoven. Jeg løb gennem skoven, ud over klippene, hørte mågerne skrige og fortsatte derudad. Kom forbi nogle bunkers højt oppe med udsyn vidt omkring. Kom forbi en lille sandstrand mellem klipperne hvor 2 drenge svømmede kækt omkring. Det var noget af det bedste singletrack jeg har løbet og blev mindet om terrænet til nogle af de fede løb jeg har løbet. Lidt Transgrancanaria, Hammertrail og Lidingö loppet blandet med svensk urskov. Sporet blev mindre og mindre og til sidst kom jeg ud skoven på en lille klippe helt nede ved vandet. Aftensolen over skærgården var fantastisk. Sad og nød synet et uforglemmeligt øjeblik. “Hvorfor tog jeg ikke mit kamara med” bebrejdede jeg mig selv. Hvor efter jeg næsten kunne høre min far sige at man ikke behøver billeder af alt. Store oplevelser lagres helt fint på nethinden. Tror nu alligevel jeg lige smutter forbi i morgen og tager et par billeder, med mindre jeg finder nogle nye stier at udforske…

De næste dage huskede jeg kamaraet…