Skagen Klitplantage

Mit aller tidligste ferieminde er fra en sommerhus-tur med min Mormor og Morfar i Skagen. Jeg husker kun “Sandormen” (traktortrukket bus der kører ud til Grenen – mere om den senere) og hvordan harene ude på den anden side af de regnvåde ruder var mere spændende en den papmodel af storebæltfærgen vi var igang med at klistre sammen.

Denne sommer ankom jeg lige i slutningen af Hellerup- ugen i hvilket der mest virkede som et inferno af festglade nordmænd (= Nordens italienere 🙂 Allerede første dag i terrænet blev jeg dog særdeles positivt overrasket over området. Startede sydpå langs Kattegatkysten og lige i flæsket på de største klitter på vejen mod den tilsandede kirke. Løb bare på må og få ad de små sandede spor og drejede stille og roligt vestpå og havnede i klitterne på Vestkysten. Det endte med at blive en helt lille opdagelsesrejse med indlagt sightseeing, da jeg helt tilfældigt dumpede forbi seværdighedder som Kikkerbakken med et stort spir på toppen (22 m.o.h.), Gl. Skagen (det er her de rige og de smarte holder til), fyrtårne fra forskellige tidsaldre og tilbage til de nu endnu gladere nordmænd på gågaden.

Dagen efter var jeg lidt mere struktureret og efter et besøg på Turistbureauet var jeg nu indehaver af et kort over mtb sporet i Skagen Klitplantage. De lykkedes at finde rundt på det 15 km lange spor uden besvær trods få markeringer. Det er et rigtigt tonserspor, med ganske få højdemeter. Til gengæld rigeligt med sand, duft af nåletræer og en del vildt (af firbenet slags). Super fedt at prøve de forskellige spor rundt om i landet med forskellige kvaliteter og særpræg. Nattens tur på Buddy Holly satte efyerhånden sine spor og jeg er nu blevet ret sikker på at vodka-redbull og Jägermeister ikke funger som carboload. Men saltlakrids fra kiosken redede hjemturen fra at blive alt for ynkelig.

Hirtshals-Skagen via Grenen

Efter en tiltrængt hviledag, var det planen at få en ordentlig lang tur i benene. Hele sommeren havde jeg holdt mig til Posemandens formaninger om at løbe kort og hurtigt frem for langt og langsomt. Men trods alt logik syntes jeg alligevel lige der skulle en længere tur til. Egentlig har jeg altid HADET at løbe om sommeren og at løbe på sand. Dueodde etapen på 5,3 km til Etape Bornholm (der blev løbet i tirsdags) er noget af det værste jeg ved. Men hvor vikingerne brændte deres skibe på stranden nøjedes jeg med at købe en enkeltbillet til Hirtshal 50 km væk. Da bussens døre lukkede og den kørte væk virkede planen ikke helt genial. Nå men på med vanten og ud af stranden. Havet på den ene side og klitterne på den anden. Bare der ud ad… Benene var heldigvis gode og sandet hårdt. Det blev ret hurtigt monotomt. Kunne godt have brugt musik men måtte nøjes med mine tanker. Ørkenløb og løb i varme har aldrig virket appelerende og midt på den brede strand på årets varmeste dag virkede det direkte fjollet. Hvad det er lige så fjollet er at man da selvfølgelig kører i bil på stranden. Uh ha man skulle jo nødigt anstrenge sig med at bære strandtasken. Så folk kører simpelthen deres bil, campingvogn, autocamper what ever ned i parkerer i vandkanten. Ret ucharmerende… Lige før 30 k forsvandt Hirtshals endelig ud af syne. Ved 35 k blev det dejligt hårde sand afløst af løst sand og små rullesten. Ingen fest i halvflade sutter. Det var svært at fornemme hvor langt væk det næste hjørne var. Her var bilerne faktisk gode pejlemærker og så gik der lidt “gæt en bil i den”. Pludselig dukkede Gl. Skagen op ud af det blå og gav et lille boost til moralen. Kort efter rundede jeg marathon distancen i 4:07 inkl. tissepauser og Iskiosk-stop. Endelig blev sandet fastere da jeg nærmede mig Grenen. Det blev lidt af et anti-klimaks at nå Jyllands spids. Omgivet af hundrede af mennesker og med Sandormene i travl pedulfart med dovne turister. Min søn på 5 havde sikkert været helt pjattet med en tur, men nu var det bare grotesk at se folk stå i lange rækker og vente på traktoren i stedet for at gå de 10 min. tilbage til bilen. Og vi er sådan efter amerikanerne og deres livsstil herhjemme – selvmål… Det sidste stykke tilbage ned til Skagen var tunge. Men no-way jeg skulle op på Danmarks vel nok længste lige cykelsti – på asfalt. Så hellere nyde de trætte ben lidt endnu. Som Jesper Halvorsen plejer at sige så må “alt hvad der giver smadrede ben gøre en stærkere” 🙂 Så fik jeg også lige set lidt skøn arkitektur anno 1940’erene i holdbart tysk design. Sikke en dag, som endte med at blive årets længste med 5:40, 54,5 km og hele 16 højdemeter (vildt:-)

Hvorfor jeg løber så langt når jeg kunne holde formen ved lige med 25 minutters løb, må vel være fordi, jeg ikke kan lade være 🙂 “Det er fordi Du er narkoman” som Allan Carlsen (soigneur for de danske cykelryttere ved OL) ville sige med et glimt i øjet…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s