Hvorfor Hammertrail igen?

Mit første Hammertrail i 2010 hvor jeg lagde ALT for hårdt fra land (og fik straffen senere). Foto: Niels Løvstad

Siden årets Salomon Hammertrail er tankerne flere gange gået i retning af næste års løb.

I 2010 løb jeg første udgave som det år var 50 miles. Ruten var hårdere da vi løb 4 runder (nu løber man 3X25 km. + en flad 5 km prolog på 50). Mit udlæg var alt for hårdt og jeg knækkede helt sammen halvvejs. Med en god del stædighed og hjælp fra de fantastiske hjælpere i depotet fik jeg kæmpet mig i mål 18 minutter inden tidsgrænsen, som den gang var 12 timer. “Ja det var meget værre i gamle dage…” 😉 Trods den noget blandede oplevelse og den klassiske “Aldrig mere” fik jeg mange værdifulde lærestreger med hjem i rygsækken og fik lidt mere respekt for de lange distancer.

På vej mod Jons Kapel i 2010. Foto: Sportsfoto Bornholm.

De hårdeste prøvelser er som regel også de mest berigende, hvor jeg sætter mig ned bagefter og finder ud af hvad jeg kan forbedre. Dette års Hammertrail, der i mod kom dumpene ned i turbannen, 3 uger før da jeg pludselig fik grønt lys til at holde fri fra arbejde og alt kørte lige efter bogen. Løb i mit eget tempo efter fornemmelse og hele logistikken sad lige i skabet. Målet for de 100 miles var at gennmføre og om muligt inden for de 26 timer der udløser et bæltespænde. De sidste par timer var jeg ret sikker på at kunne nå under 24 timer. Men trods en stærk afslutning de sidste kilometer stoppede uret på 24:00:18 hvilket utrolig nok rakte til en andenplads mere end 3 timer efter vindende Juan Carlos Sagusteme fra Guatemala.

Allerede inden den overraskende andenplads i mit første 100 mile løb, har mit mål været at gå efter sejren i 2013. Måske lyder det lidt cocky, når man ikke ved hvem der stiller op. Det er jo heller ikke fedt at vinde et tyndt besat løb, så jeg gør alt hvad jeg kan for at reklamere og overtale dygtige løbere til at stille op.

Udstyrscheck inden starten på Hammertrail 100 miles, 2012. Foto: Allan Carlsen.

Men jeg ved at jeg kan gøre det meget bedre end sidst hvor mit fokus var på gennemførsel. Mit mål er at sætte bane rekord og prøve at slå de 3 tider fra 2011 og 2012 der er hurtigere end min. Noget jeg kan fokusere på (og selv styre 100%) uanset hvem der stiller op.

Nå men tilbage til hvorfor? Fordi Hammertrail er Danmarks hårdeste trailløb – punktum. Det ligger i landets bedste løbeterræn, selvom jeg som Bornholmer nok er lidt farvet i den vurdering. Arrangøren er min egen klub – Tejn IF, hvor de tre ildsjæle Lene, Kim og Jakob året rundt ligger en kæmpe indsats. Sammen med klubbens frivillige skaber de nogle perfekte rammer for at vi andre kan tosse rundt ude på klipperne i op til 30 timer. Og klipperne er vel en af de store forskelle til andre løb rundt om i Danmark. Stierne og sporene rundt på Hammeren er fyldt med klipper og svære nok at løbe med friske ben. Og en del mere udfordrene i pandelygtens skær med stive stænger.

Henning Brinkmann ved Hammershus på Tejn IF´s Trailcamp, marts 2012.

Hammertrail, for mig, er en unik mulighed for prøve sig selv af under de mest udfordrene forhold der findes herhjemme og opleve sjælen i ultraløb. Her fylder kammeratskabet og glæden ved at være ude på sporet mere end ved traditionelle løb på landevejen. Grundet geografien har man også her mulighed for at mødes og hygge med ligesindede (både før og efter) i langt højere grad end ellers, hvor alle tager hvert til sit efter 10 minutter. Selvom man befinder sig i sin egen lille ego-bobel er det så fedt at høre andres oplevelser. Bag enhver løber her, gemmer sig en unik historie. Som regel en interesseant en.

Hammertrail-træning i godt selskab, marts 2012.

Forleden løb jeg hele ruten (25 km og 700 m+), sammen med Allan Lyngholm (som apropos interessant historie både har besteget høje bjerge og roet over Atlanten) for første gang siden maj. Selv på skoldhed og lummer sommerdag var det en stor fornøjelse. Klipper, mudder, trapper og rødder giver et fedt teknisk spor der virkelig tester ens løbeteknik og motorik til max. Selvom jeg har andre løb på tapetet inden da, glæder jeg mig overdrevet til første weekend i maj 🙂 Ses vi? Det håber jeg vi gør…

I mål… Foto: Allan Carlsen