UTMB – Glæder og skuffelser

Lige lidt umiddelbare tanker nogle timer efter jeg kom i mål. Der kommer en mere udførlig race-rapport og lidt billeder senere…

Mine forventninger til løbet blev i den grad indfriet. UTMB er verdens største trailløb og stemningen der omgiver løbet og Chamonix i ugen op til er helt unik. At det ville blive hårdt og brutalt kom også til at passe. Vi løb det meste af løbet i regn, sne, slud og i mørke. Det var koldt, blæsende og tåget. Terrænet på den afkortede 103,5 km lange rute var mudret og meget teknisk. So far so good.

Der hvor det haltede var hos mig selv. Trods en særdeles god fysik form ramte jeg på ingen måde dagen og kunne tidligt mærke at den var helt gal. Mine lår eksploderede fuldstændigt. Jeg ved ikke om det skyldes; at jeg gav den for meget gas på første nedløb, forkert træning, kulde, energimangel, manglende akklimatisering en kombination eller blot svaghed 🙂 Fik alligevel holdt nogenlunde sammen på stumperne indtil aller sidst. Her gik jeg helt op i limningen. Heldigvis kom Morten Schrøder op til mig og gav mig ordentligt boost inden jeg måtte slippe ham igen. På sidste stigning var det kun løftet (til min 5 årige søn) om ikke at udgå det fik mig igang igen. De sidste 10 km fulgtes jeg med Heine Petersen, der trods overskud gik sammen med mig, indtil vi kunne løbe den sidste km sammen i mål. Det gjorde en verden til forskel. Claus Bech med frue var ude ruten og heppe og kom også til målet sammen med Ole Gram Clausen, som for 5-6 år siden tændte drømmen om UTMB. Min skuffelse over at underpræstere (i forhold til, hvad jeg ved at jeg kan) blev således hurtigt ovetskygget af at nyde øjeblikket med gode venner og de mange hilsner jeg har fået hjemmefra. Tak for det. Super fedt at så mange har været inde og følge Ravn’s Liveupdates på http://www.facebook.com/trailloeberen Det var da også med en hvis stolthed at jeg hev min finisher vest ud af plastikken her til aften 🙂