TNF Endurance Challenge Championships – 50 miler

TNF Endurance Challenge Championships, San Francisco

Hjemmefra er vi jo vant til lidt af hver fra vejrguderne på denne tid af året. Så det var egentlig først til Race-Briefingen fredag aften at det gik op for mig hvor alvorligt det stod til. Den karismatiske Race Direktor (med en fremtoning som Paul Hogan i Crocodile Dundee) fortalte at stormvejret havde gjordt at tilladelsen til at løbe i State Park var trukket tilbage og at National Park Service (hvor størstedelen af ruten skulle gå) plejede at følge trop. At rejse så langt og så ikke kunne løbe ville være mega bittert. Arrangørenes telte (vi snakker rigtig solide presseningstelte) var blæst ned to gange, i dagene op til. Hele seancen sluttede med et drevent “be prepared to be pulled from the course at ANY given moment and be ready to EVAC”. Tak for kaffe…

Lørdag “morgen” 02:30 ringede vækkeduret for at nå shuttle-bussen kl. 3:45 et par kilometer væk. Det regnede og ruskede allerede godt da bussen trillede over Golden Gate broen mod starten ude i Marin Headlands. I mangel af telte havde de hyret et par flyttebiler, hvor man så kunne stå i ly for vejret. 5 minutter før start væltede alle frem fra skjulestederne og myldrede over til startportalen. Jeg nåede lige at ønske svenske Emelie Forsberg “Lycka till” på vejen. Med start i elitefeltet var jeg med i første startgruppe og stod i 5.-6. række. Kl. 5 gik starten i buldermørke. Ned af det første stykke asfalt blev der lagt super frisk fra land og det virkede som om jeg stod fuldkommen stille selvom jeg løb lige omkring 4 min/km.

Mit største mål for dagen var at udvise tålmodighed og økonomisere med kræfterne. Det betød at jeg tog det roligt. Særligt opad og jeg gik når det blev stejlt. Så selv fyren i de fjollede surfershorts og bøllehat fik bare lov til at løbe uden om. På toppen af første stigning kunne man fornemme lysene nede i Sausalito mens det hele stod i et.

Lokalt kaldes vejrfænonet for “Pineapple -Express” når eftervirkningerne af en tropisk storm ude over Stillehavet rammer land, med kraftig vind og regn. I de første timer af løbet landede der over en tomme (25 mm) i timen! Men det var ikke koldt og min lette S-lab jakke var rigeligt til at holde mig varm.

Efter et par timer i pandelygtens skær blev det lyst nok til at se uden. Man kunne stadig kun svagt ane landskabets konture og høre lyden fra bræningen neden for klipperne. Regnen stod lige ind og jeg var lykkelig for at have kasket på, til lige at tage det værste.

Som konsekvens af at vi ikke måtte løbe i State Park område var ruten lavet om fra en til to runder og en del singletrack stykker var dermed taget væk. Lidt ærgeligt at løbe så meget på brede stier. Jeg holdt den gode rytme med at powerhike på stigningerne og løbe resten. I modsætningen til i Europa hvor jeg er en af de hurtige opad og langsomme nedad, var det her lige omvendt. Det var også rigtig fedt at kunne kommunikere mere med løberne omkring mig end jeg er vant til fra løbene i Spanien og Frankrig. Måske fordi jeg var alene afsted denne gang, satte jeg stor pris på lidt small talk undervejs.

Det var også nemmere at forstå folkene i depoterne og jeg huskede at takke dem for at de gad og stå her i regnen servicere os løbetosser. Ude ved vendepunktet ved Muir Beach var sporet allerede rigtig mudret og gav en lille prøve på hvad der var i vente.

På vejen tilbage på første runde havde jeg godt med overskud og løb og glædede mig til at vride håndtaget i bund samme sted på sidste omgang. Nedløbene er normalt det jeg frygter og har størst problemer med. Men her var de løbebare uden at smadre benene fuldstændigt. På toppen af Alta (stigningen tættest Golden Gate, som vi passerede 4 gange) diskede de søde hjælpere i depotet op med en peanutbutter’n’jelly sandwich. Mmmmm – kærkomment supplement til sportdrik og gels.

Lige før jeg kom tilbage til målområdet forud for anden runde kom hele marathon- feltet i hovedet på mig. Så nu skulle løberne på både 50 mile, 50 km og Marathon dele sporet derude. Første halvdel blev klaret i 4:05 og jeg begyndte forsigtigt at drømme om en tid under 8:24 som jeg løb 50 flade mil på Sverige i foråret. Egentlig en absur tanke fordi ruten her var kortet ned til 47 komma noget miles. Men det hjalp mig til at holde kæde stram.

Ved depotet i Tennessee Valley, som var midten af den 8-talformede bane, hev jeg et par friske strømper op af min “Dropbag” og byttede flasker. Der var allerede en del mudder og småsten skoene og jeg ærgede mig igen over at have ladet mine gaiters ligge hjemme i Danmark. Nu var det så småt begundt at klare op og jakken røg tilbage i rygsækken. På stien langs vandet kunne kan for første gang skimte vandet og se kystklipperne vi løb på toppen af. Ude ved vendepunktet i Muir Beach skinner solen og der er en fantastisk udsigt som er hele turen værd.

Til gengæld var sporet seriøst mudret nu med alle de løbere til at ælte det godt rundt. Trods nogle ret moderate knopper på skoene kunne jeg løbe ned af, hvor alle omkring mig gik eller skøjtede rundt. De lokale løbere var tydeligvis vandt til tørre forhold, hvilket jo også afspejles af grebet i sålen på amerikanske terrænsko og udvalget af i butikkerne. Ja selv sidste års vinner Mike Wolfe fra North Face teamet brugte Adidas trailsko

På vejen opad bakke møder jeg en der kommer glidende ned på numsen og mange er smurt ind i mudder. En af dem er Eric Schranz fra Ultrarunnerpodcast.com som jeg slår følgeskab med til mål. Han kommer også fra en sejlerfamile og der er nok at snakke om, mens vi hjælper hinnanden med at holde tempoet oppe. Hundrede meter før mål, hvor vi er kommet gevaldigt op i fart siger han så: “let’s pick it up a little” . Jeg tolker det som at der skal spurtes og kommer først over strejen (Men han er startet i anden startgruppe og ender med at pilke mig med nogle minutter 🙂

YES! Den sad sgu lige i skabet… Bedre forberedelse forud for Hurt 100 på Hawaii om 7 uger kunne jeg ikke forestille mig. Tiden på 8:52 er absolut godkendt med tanke på føret og forberedelserne op til løbet. Jeg spørger en tilfældig fyr hvem der har vundet? “Some Euro Dude”. Det viser sig at være Miguel Heras fra Team Salomon 🙂 Hos kvinderne vinder holdkammeraten Emelie Forsberg. Silvia Serafini fra Italien som jeg snakkede med i bussen om morgenen bliver 5’er.

At arrangørene har været presset helt i bund ses tydeligt i målområdet, som nu bare en en meget mudret græsplæne. Jeg har dog fået hvad jeg kom efter og kan godt undvære både øl og finisher trøje (Specielt da alle distancer dagen efter bliver aflyst, føler jeg mig trods lidt heldig). Ellers er det nu ret casual ved målet og Hardrock vinner Hal Koerner duffer rundt og hyggesludrer lidt. Der er pludselig småkoldt og ingen steder at skifte tøj så jeg hopper hurtigt på en af de gule skolebusser tilbage til byen.