Ræsberetning fra HURT 100 miler på Hawaii

Efter små 30 timers rejse landede vi i Honolulu tirsdag aften. Det eneste længere vestpå er datolinien. Onsdag joggede vi en rolig 10’er langs Waikiki Beach og torsdag vandrede vi op til udsigtspunktet Diamond Head. Ellers blev tiden brugt på afslapning og indkøb af de sidste småting til løbet (som f.eks. en effektiv myggespray). Normalt bliver jeg meget rastløs op til konkurrencer hvis jeg er på pletten i alt for god tid inden. Men denne gang nød jeg bare at kunne slappe lidt af og koncentrere mig om forberedelserne

Fredag morgen før daggry blev vi hentet af Bozo, en af de lokale løbere, fra (arrangør-klubben Hawaii Ultra Running Team) HURT og var med ude og hjælpe med ruteafmærkningen. Stemningen var hyggelig i gruppen af lokale og tilrejsende løbere. En af dem var Fred fra Ohio, som havde gennemført løbet 2 gange af de 11 år han havde været med. Pludselig slog hjertet lidt hårdere og tankerne kredsede om et spørgsmål: Ville jeg have hvad der skulle til for at gennemføre, hvad jeg havde kastet mig ud i. Bozo der havde havde pacet løbere ved flere lejlighedder gav Jesper og jeg det råd: “Løb så langsomt som muligt de første 3 runder og som død og helvede de sidste 2”.

Hver af de 3 sløjfer på ruten havde en farve, som blev afmærket med biologisk nedbrydelig tape hver 200-300 meter. Vores del af afmærkningen var de første og sidste 2,5 miles af ruten, hvilket gav et glimrende indblik i hvad der ventede. Nemlig tæt semi-tropisk regnskov med mudder, glatte klipper og masser af rødder. Opløbet for enden af den 20 mile lange rute gik ned over det berygtede “Center Trail” med fedtede sten spredt med løs hånd. Ud over at sværhedsgraden af terrænet og at alle havde gaiters over skoene, var det mest bemærkelsesværdige varmen. Ved solopgang havde jeg frossen med t-shirt og shorts på og en time senere var varmen intens. Heldigvis var det meste af sporet dækket af vegetation som solcreme blev der ikke brug for.

Fredag eftermiddag var alle løbere samlet ved starten i Hawaii Nature Center. Her skinnede den varme og familiære stemning for alvor igennem. Alle fik udleveret startnumre og selvlysende “energi-armbånd” som skulle sikre den gode energi mellem deltagerene. Efter en kort opsumering af reglerne fra “the book of HURT” (som f.eks. “dødsstraf for at smide affald”) var der rituel aktivering af armbåndene i et vandfad midt på græsplænen. Vi gik tilbage til hotellet og smækkede stængerne op. Her konstaterede vi at race-director’en havde haft ret i at de ikke fyldte junk, men Aloha i vores “swagbags”. Selv t-shirten i posen var en Patagonia 🙂

Vi fik fyldt de 3 dropbags (en til hver af de 3 depoter på ruten) med ekstra energi og lidt reserve grej. Med 4 vandpasager på hver omgang var største fokus på at holde fødderne intakt. Så jeg lagde en del par Teko strømper klar til at skifte ud med og kom havde et lille vabelkit i rygsækken (med kanyle og kinesiotape).

Tidlig op lørdag morgen kl. 03.30 og afsted til starten med taxa. Vi skulle selv vise vejen og var endnu en gang glade for at have været der dagen før. Ved starten fik vi checket ind og aflevetet dropbags inden kl. 5. Stemningen var god men spændingen hang i luften. Det var buldermørkt og lidt koldt at vente. Sad i en plastikstol og krammede min rygsæk. Et kvarter før start samledes alle en lille bitte bro over floden. Race Director Phil kom med de sidste opmuntrende ord og fordrev tiden med lidt dårlige vittighedder som alle høfligt grinede af. En sanger fra New York fremførte den amerikanske national sang. Jesper og jeg seedede os selv til at stå i 3-4 række.

Præcis kl. 6 blev der blæst i en konkyle og så var vi afsted ud i mørket…

Endelig i gang. Vi tog det rolig fra starten og var lidt forundrede over at at blive overhalet af stor-prustende løbere op af første stigning. Sporet krævede max koncentration i mørket. Vi løb længe som “buschauffører” i grupettoen. Med Catra Corbett som den mest prominente i selskabet. Hun er tidligere narkoman – nu ultratosse, som løber flere ultraløb end de fleste og er kendt for sit specielle look. Pircet og overtatoveret, iført lyserøde Hoka’er, pink gaiters, batik nederdel og håret farvet i lilla og orange.

Nedløbet til første depot i Paradise Park var noget af det mest tekniske på ruten. Stejle hårnåle sving gennem tæt bambusskov, mosbegroede klippe, latterligt høje trappetrin og selvføgelig rødder på kryds og tværs. Det sidste stykke var mere løbebart og pludselig stod vi i depotet omgivet af sørøvere. Seriøst – det lignede en scene fra Pirates of the Caribian. De var nu super søde og meget hjælpsomme. Man skal lige vende sig til at nogen gerne vil gøre alt for en, fremfor at måtte fylde sine dunke selv som vi er vant til i Europa. Udvalget af snacks var også utroligt. Mange lækre små happere med skilte på, så man kunne se hvad de indeholdt.

Jesper førte det meste af tiden, men vi holdt tempoet konservativt. Længe fulgtes vi med Randy fra British Columbia, som havde samme plan som os. Nemlig at tage det roligt og prøve at fuldføre inden for tidsgrænsen på de 36 timer. Det blev hurtigt varmt og jeg kunne mærke hvordan mine hænder hævede op, så jeg ikke kunne knytte dem. Heldigvis luftede det lidt på toppen hvor det var lidt mere åbent. Her var også en fantastisk udsigt ned over Honolulu og Waikiki Beach.

Det stod hurtigt klart at forholdene var bedre en frygtet og i følge de lokale de bedste nogensinde. Selv da vi krydsede floden ved de 3. depot ved Nu’Uanu med at hoppe fra sten til sten gik det uden at få fødderne våde. Ud-og-hjem stykkerne ved 2 af depoterne gjorde at vi hele tiden mødte de andre løbere og kunne heppe på hinnanden. Pludselig kom Michael Arnstein, også kendt som “The Fruitarian” (inspirerende fyr der kun spiser frugt – prøv at google ham og se en af hans videoer), løbende forbi os. Han var løbet 6 miles forkert og havde byttet 3. pladsen ud med sidstepladsen.

Se videoen fra “The Fruitarian” her

Da vi kom tilbage efter første runde skiftede jeg sko. Dels havde jeg fået revet hul i overdelen, men jeg måtte også sande at det ikke var en bane til alt for minimale sko. Jeg kunne mærke hver er rod og sten igennem og havde ondt i højre fod, som havde drillet op til løbet. Så jeg siftede til mine Hoka One One (ja det er de der fjollede plateau-sko) som ca. halvdelen af løberne benyttede. Det hjalp. Særligt nedløbene og jeg mærkede ikke med til foden.

Jesper og jeg fulgtes ad og vores tempo var kontroleret. Iblandt måtte vi lige minde hinnanden om at holde lidt igen, særligt på op- og nedløb hvor det var fristende at ligge hårdere fra land. Vi power-hikede op, løb de flade sektioner hvor der ikke var for mange rødder og luntede nedløbene. Stavene havde vi ladet ligge i dropbag’en pga. rodede terræn og det gik helt fint uden.

Vi klarede de 2 første runder inden det blev mørkt og nu kunne jeg begynde at mærke at den her nok skulle gå hjem inden for tidsgrænsen. Nat og dag var ca. lige lange så vi havde stadig en del arbejde foran os. Vi sørgede for at få lidt ekstra energi ned i depoterne. Mine favoritter her var små burritos og wraps med guacamole eller humus. De ca. 2 timer mellem depoterne blev der kørt gels ned i lange baner. Sportsdrikken var blandet til meget varme forhold og var tynd til min smag. Så jeg skiftede hurtigt til vand i den ene dunk og cola i den anden. Mine isolerede flasker gjorde at det holdt så køligt uden at komme is i.

Jesper begyndte at have problemer med det ene lår. Særligt på nedløbene. Så omkring halvvejs splittede vi op. Jeg forsøgte at holde kæden stram i mørket, selvom jeg var træt. Det konstante fokus på terrænet foran zappede energien. Her kunne man ikke kigge 5 meter frem og køre på “autopiloten”, men måtte hele tiden koncentrere sig for ikke at skvatte. Flere steder løb vi på 70-80 graders skråninger hvor et fald ikke var en mulighed! Ved hver depot kørte jeg en Red Bull ned men følte mig stadig træt og sløv i hovedet.

Da klipperne begyndte at ligne vildsvin og træerne mennesker vidste jeg at den var gal. Men jeg var klar nok til at tænke det bare øjnene der var trætte. Så jeg begyndte at synge for at holde mig nogenlunde klar i roen. Heldigvis begyndte det at lysne, selvom det tog lang tid før lyset trængte gennem den tætte bevoksning. Nede på “center trail” døde pandelygte lige inden depotet.

Jeg var 4 timer foran cut off tiden og havde god margin på sidste runde. Men mine ben var også trætte så jeg tog stavene med. Oppe ved toppen 3. sidste stigning blev jeg indhentet af Alex fra Virginia med hans lokale pacer som også hed Alex. De havde god fart på så jeg røg med på en hænger. Det var skønt med noget selskab. Det var faktisk på godt at jeg ventede længe på dem i depotet. Alex havde familien med som crew, så der skulle lige snakkes og hygges lidt.

Jeg var utålmodig for at komme videre, men vidste også at følgeskabet ville gavne mig til sidst. Endelig kom vi afsted, efter at have takket piraterne i Paradise Park aidstation en sidste gang. Jesper var tilsyneladende ok kørende og var nu kun 15-20 minutter efter. Sidste depot var hurtigt ind og ud.

De 2 X Alex satte et hårdt tempo op af sidste stigning og jeg hang i med det yderste af neglene. På toppen sad vi på en bænk et minut og fejrede at nu var HURT i sækken. Det var eneste pause jeg holdt undervejs og da minuttet var gået løb vi videre. Sidste lange nedløb flækkede vi fuldstændigt igennem. Jeg hang konstant i elastikken men fik lukket hullet hver gang. Vi havde slet ikke snakket om tiden og jeg havde smidt mit ur som var løbet tør for strøm. Så det overraskede mig en del, da Pacer Alex nede på det tekniske center trail annoncerede at der var 4 minutter til at nå de 32 timer.

Så tog fanden ved de to, som åbnede et hul på over 50 meter. Egentlig var tiden underordnet, men nu kom den stædige Bornholmer op i mig. Jeg rev håndtaget om i nakken og løb med alt jeg havde og fløj med af sporet, der mindede meget om et af de svære nedløb til Hamnertrail. Spurtede forbi de to Alex’er mens jeg råbte “Runners Hiiiiiiiigh….”. Sprang op af trapperne på de 3 små broer inden målet og væltede nærmest målskiltet omkuld. Kyssede traditionen tro skiltet og tog imod Alex med high five og en krammer. Som lovet nappede jeg lige de 10 armbøjninger og fik overrakt mit HURT 100 bæltespænde. Og min tid? Ja den stoppede på 32:00:00 – Sådan 🙂

Canadiske Gary Robbins fra Team Salomon vandt i ny banerekord på 19:35. Men hvad der var mindst lige på imponerende, var at han blev og tog imod hver eneste løber som kæmpede sig i mål. Det var utrolig rørende at se folk komme i mål. Særligt dem som havde flere mislykkede forsøg bag sig. Jesper kom ind en god time efter mig og sidste mand klarede den hjem 10 minutter inden cutoff. Jeg var super tilfreds med at planen holdt hele vejen og med at have gennemført et af de sværeste 100 milere deude. Klart mit bedste løb til dato.

Præmieoverrækkelsen var et kapitel for sig. På den fede, Aloha-agtige måde. Det blev holdt på Country Club i Lanakai på den anden side af øen, i eventyrlignende omgivelser. Super måde at slutte oplevelsen af på. Ved at møde alle de andre løbere og de mange frivillige til middag og en meget sjov og uformel præmieoverækkelse. Hvor “heltene” (som havde hjulpet andre undervejs) blev hædret og dem som havde dummet sig blev hånet (lidt). Til Jesper store fortrydelse slap jeg for at danse hula-dans, men alle os HURT-jomfruer blev tvunget i en hawaii-skjorte.

Trods en marathon rejse hjem på 31 timer var det hele en fantastisk oplevelse og jeg håber ikke det er min sidste tur til Hawaii.

Aloha og Mahalo (tak) herfra 🙂