Hvorfor Hoka og hvorfor ikke?

Hvorfor Hoka og hvorfor ikke?

Det er præcis 3 år siden jeg første gang havde et par Hoka One One på fødderne. Til den store outdoor og sports-messe ISPO i Tyskland, hvor der stod et par unge fyre fra det nystartede firma.

Allerede et halvt år før var jeg blevet introduceret til konceptet af min ven Marc som er skomager og bootfitter i Østrig. Han havde fortalt om Salomon designeren som var gået solo og pricipperne bag de tykke sko.

Første tur begrænsede sig til en 10 minutters tur på p-pladsen bag messehallerne og fornemmelsen bekræftede mine fordomme. De føltes alt for bløde og nærmest som om alt kraften blev suget ud af ens løb. På det tidspunkt var jeg godt igang med rejsen mod de lavere sko og afskrev Hoka’erne fuldstændigt.

Foragten og latterliggørelsen varede indtil UTMB sidste år. Mine lår eksploderede fuldstændigt og løb så ynkeligt nedad. Lige så meget som folkene i klovneskoene skøjtede rundt i mudderet, lige så ubesværet så det ud til at være, når de kom løbene forbi ned af bakke. Jeg løb i mål med “Hoka Heine” (Petersen) fra Marathonsport som også virkede frisk i benene og faktisk gennemførte det 330 km. lange Tor de Geants ugen efter. 2 af de sejeste gutter jeg kender, som havde løbet CCC, fortalte hvordan de var blevet overhalet nedad af en 70 årig dame iført Hoka’er som de aldrig hentede igen.

Så midt i krisen over at mit løb var gået ad helvede til, fandt jeg et lille strå at klamre mig til. På udsalg i Ravanel Sport fandt jeg et par Hoka Mafate og listede hjem til hotellet som var det EPO der var i posen. Selvfølgelig mødte jeg Morten Schrøder med familie på vejen men fik ham til at sværge ikke at sige noget til nogen.

I mine øjne er Hoka et alternativ til bjergene, men de giver absolut ingen mening herhjemme. Derfor stod de også i skabet indtil jeg var på Bornholm i efterårsferien. Her opdagede jeg at de ikke var så tossede på fladt og opad som jeg havde regnet med. Bevares – det var ikke som et par flade sko og man havde da heller ikke samme føling med underlaget. Men virkede ok. Nedad til gengæld: Der kunne man virkelig få luft under vingerne og være mere ubekymret over hvad man landede på. Den store skumklods under foden kunne optage det meste, så jeg ikke behøvede at bekymre mig om skarpe klipper mv.

Hvis de virkede på de tekniske dele af Hammertrail måtte det også kunne fungere til HURT hvor der var mange onde nedløb. Alligevel tøvede jeg med at gå all-in, selvom om halvdelen af deltagerne var iført plateau-sko. Men efter 20 miles i flade sko hvor jeg kunne mærke hver en rod og hver en klippe igennem, skiftede jeg og løb uden bekymringer resten af vejen.

Så jeg må sige at Hoka’erne nok kommer til at indgå i arsenalet fremover. Også selv det kun er i bjergene de giver mening…

Det man bare skal huske er; at selv med 2,5 gange mere støddæmpning end en konvensionel højhælet løbesko, belaster man kroppen hårdt (man mærker det bare ikke).  Særligt hvis man lander på hælen eller med foden frem foran kroppen. I det lange løb tror jeg ikke de kan kompensere for dårlig løbestil. Jeg holder i hvertfald fast i de flade sko til træning,  hvor man får feedback fra terrænet man løber på.

Har man problemer med f.eks. ryggen eller andre overbelastiningsskader så følge af dårilig løbestil er Hoka´er som at pisse i bukserne. Det hjælper ikke på den lange bane…