Transgrancanaria 3.0

Siden mit første Transgrancanaria i 2011 har det været et had-kærlighedsforhold til de ufremkommelige stenede stier på den spanske ferieø. Første år blev Jesper Halvorsen og jeg revet rundt på røv og albuer på den 123 km lange tur på langs af Gran Canaria. Vi forbandede det hele langt væk og sagde “aldrig mere”. Alligevel var jeg tilbage igen sidste år, hvor jeg havde en kanon oplevelse til “børneløbet” på 96 km.

Det var den oplevelse jeg håbede at kunne kopiere da jeg meldte mig til sidste forår. Men så blev der lige smidt et HURT oven i hatten, hvilket kun gav mig 6 ugers restitutionstid. Så de første 4 uger efter løbet på Hawaii tog jeg det roligt, hvorefter jeg tog på vinterferie med familien på netop Gran Canaria. Udover at vise familien den smukke natur i bjergene, fik jeg også løbet nogle lange ture med godt med højdemeter. Men 2 lange ture i bjergene de sidste par dage efterfulgt af en lang asfalttur og bakketræning lige efter hjemkomsten var for meget af det gode. Kroppen sagde fra og sendte mig til tælling under dynen.

Men jeg har før prøvet at være syg op til løb med godt udfald, så jeg tog det roligt. Da vi torsdag eftermiddag fløj afsted følte jeg mig knivskarp og helt på toppen. Fra at være 3 danskere i 2011 og 4 i 2012 var vi nu ca. 30 danskere tilmeldt på de forskellige distancer. Dog flest på den lange på 119 km. En del af dem var med samme fly til Las Palmas, hvilket gav en hyggelig stemning fra starten med så mange kendte ansigter. Der i blandt 9 fra vores “Trailløb på første klasse” som jeg lavede med Team Suunto drengene og Posemand.dk på Samsø i efteråret.

Andreas “konfirmanden” Hedensted henter startnummer

Fredag morgen hentede vi startnummer og indleverede dropbag til depotet ved 79 km. Om eftermiddagen mødtes vi en masse danskere på en lokal smoothie-bar og hyggede. Min klubkammerat fra Tejn IF Allan Lyngholm var tydeligvis i god form trods lidt forkølelse og håbede på en at løbe under 20 timer, hvilket ingen dansker havde gjordt hidtil. Mit mål havde hele tiden været at komme under 24 timer på den nye rute som var hårdere end den gamle. Måske 20 timer var muligt? På forhånd havde jeg håbet på at følges med nogen af de andre, men det virkede som om de fleste var optaget af deres interne battles og hvem de skulle have bag sig osv.

Fredag aften kl. 23 satte vi os i taxaen mod starten i Agaete. På den måde slap vi for at stå og fryse i en time, som hvis vi havde taget løbsbussen. Lidt mærkeligt at skulle starte et løb, når kroppen mente det var tid til at sove. Da ruten hurtigt kom ind på en smal sti sørgede jeg at stå godt fremme ved starten.

Thure og Jesper på vej til starten

3-2-1-BOM og så gik det løs. God stemning, men også hektisk positionskamp på det korte stykke asfalt inden første stigning. Den var 10 km. lang og havde 1200 højdemeter. Stave var forbudt de første på km. men det blev der skidt højt og flot på. Det mindede lidt om kaoset ved starten af Vasaloppet med stave der fløj rundt i luften. Allan kom løbene forbi mig, lige som jeg havde fundet pindende frem og fundet rytmen. Jeg forsøgte at hænge på, i cirka et minut før jeg indså det ikke nyttede og fandt tilbage i min egen rytme.

Klar til start

Jeg kørte relativt hårdt på fra starten og tænkte over om jeg mon spændte buen for hårdt. Normalt er et hårdt udlæg i ultraløb sådan omtrent det dummeste der findes. Men det føltes rigtigt, så jeg kørte på. Ude ved andet depot ved et par og tyve km begyndte det at regne samtidigt med at terrænet viste tænder for alvor. Et super stejlt teknisk nedløb efterfulgt af en lige så hardcore stigning bagefter. Det virkede som om arrangørene virkelig havde været ude med riven efter de mest krasbørstige stier de kunne opdrive på øen.

Jeg var gennemblødt og frys det meste af natten, men havde ikke lyst til at stoppe og tage regnjakken. Da jeg så ville blive helt kold. Her kunne jeg godt have brugt min Ipod til at aflede tankerne lidt, men måtte nøjes med mit eget spæde forsøg på Rammsteins “Ich will”. Endelig dukkede der et depot ud af tågen. Badet i lys, med høj musik pumpende og en fyr klædt ud som Shrek (og nej jeg så ikke syner) dansede rundt midt på vejen. Inde under teltet fik jeg skiftet den lette S-Lab jakke ud med regnjakken. Jeg snuppede et par små sandwich med i hånden. Aldrig har flutes med jaka-bov og skive ost smagt så godt.

Trætheden kom snigende og jeg havde lidt ondt af mig selv, men sørgede hele tiden for at holde kæden stram og køre energi indenbord. Det regnede stadigt da det blev lyst efter godt syv timers løb, men så fulgte der et længere løbe-bart nedløb til at få varmen tilbage i kroppen og hen ad formiddagen drejede vi ind på ruten fra 2 år siden. Bortset fra at vi løb den modsatte vej. Det gav et enormt boost at kende terrænet hele vejen til mål. På vej ned over klipperne, mod en stor dæmning, blev jeg overhalet af en schweizer. Han var lige nøjagtig kommet så langt foran, at jeg ikke kunne råbe ham op da han løb forkert. På vejen op af den mest brutale stigning i løbet kom han op til mig igen. Men denne gang overhalede han ikke lige så kækt. Så vi faldt i snak og han fortalte om løb han deltaget i Cambodia og et han skulle til i Bhutan. Det var eneste gang på turen hvor jeg fik lidt selskab og jeg nød at få tankerne drejet over på andre ting end bare fremad fremad. Næste depot havde små lækre lokale specialiteter. Ja faktisk så lækre at det først var efter 10 minutters gang op af bakken, jeg kom i tanke om at jeg havde glemt min foldekop fyldt med varm suppe på buffeten – fordømt…

Efter et længere stykke rullende bakker i nåleskov nåede jeg stigningen op mod øens højeste punkt, som jeg havde trænet på bare 2 uger inden og kendte godt. Det var en god hjælp at vide præcis hvor langt der var op. Efter at have nedklatret (og mener klatret) et stejlt klippeparti gik det mod hoveddepotet og min dropbag. Pludselig ringede min mobil og min hustru og mine dejlige unger sang fødselsdagssang i den anden ende. Allerede halvvejs igennem min 37 års fødselsdag og først nu kom jeg i tanke om det. Den bedste gave jeg kunne få derude og lidt ekstra benzin på bålet

20 timer syntes inden for rækkevidde nu og jeg gav kun mig selv 5 minutter i hoveddepotet ved El Garanon. Frisk energi i form af gels og shotbloks fra dropbag’en, lidt hurtig pasta og en kop suppe – herligt. Ingen tid at spilde, så colaen fra posen blev indtaget “on the fly”. Der var efterhånden rigtig langt mellem de gule armbind som markerede at man løb den lange distance. I stedet var der mange blå (avisbude) “Advanced” på 83 km’eren. Kort efter depotet kom jeg over en bakke og kunne for første gang skimte målet i Las Palmas små 40 km væk. Stadig en trediedel tilbage. Jeg følte mig rigtig godt løbende trods lidt ømhed i knæene. På et langt zig-zag nedløb fløj jeg forbi folk, lige som jeg i tidligere løb selv er blevet sat nedad. “BAGFRA” forstår de også spanien 🙂 Faktisk blev jeg ikke overhalet nedad af andre end Stefan fra Schweiz, som forlængst havde trukket fra mig. I bunden af den kløft vi var løbet ned i passerede jeg ham dog og kunne se han var helt færdig.

Endelig kom jeg ned til torvet i byen Teror hvor 3. sidste depot befandt sig. Fik hurtigt fyldt Pepsi og vand i dunkene og så videre. Jeg var “a man on a mission”. På vej op af sidste store bakke passerede jeg Nicolai Lillesø, som løb 83 km. uden stave. Mine var guld værd og blev brugt så snart det gik bare lidt opad. På toppen kom Nicolai dog forbi igen da jeg sad og tapede mine ene fod op. Fugten i strømperne fra regnen havde givet en god vabel under trædepuden. Trods kun 20 km. tilbage skulle der ikke tages nogen chancer. Det varede ikke længe før jeg passerede Nicolai igen opad, lige hvor en stor ged stor og græssede i vejsiden.

Det sidste af ruten går i en kløft hvor man løber på store rullesten. De 2 foregående år havde det voldt store problemer at prøve at løbe her. Nu svævede jeg bare afsted henover det hele. I noget tid havde jeg set at en tid under 19 timer var muligt og jeg klemte virkelig ballerne sammen for at holde mig i løb. Efter sidste depot, hvor jeg bare løb lige igennem, powerwalkede jeg sidste bakke inden nedløbet mod målet ved Playa de Cantares i Las Palmas. Med under 2 km. til mål på vejen ned af bakke, fik jeg pludselig øje på en adventureraceren Thure Kjær (som jeg har trænet en del med) foran mig. Jeg var havde egentlig været ret sikker på at det kun var Allan som var foran. Nu stod Thure helt stille nedad og jeg sussede forbi. Jeg gav den lige lidt ekstra gas for ikke at få ham med på slæb. Flere gange kiggede jeg over skulderen men der kom ikke nogen Thure. Det gjorde dog at jeg pressede den lige til det enden. Først da jeg svingede rundt om de sidste hjørne slappede jeg af og nød opløbet de sidste 50 meter. YES – jeg gjorde det sgu. Hell Yeah!!! 18 timer og 35 minutter som nr. 33 overalt. Hårdt men stabilt og veldisponeret ræs hele vejen igennem. Efter næsten 5 minutter kunne jeg heppe Thure i mål og give ham en krammer på mållinien.

Der efter gik der 4 timer før næste dansker kom i mål og mange måtte kæmpe med det yderste af neglene for at hive den hjem. Jeg var for en gang skyld super tilfreds med mit løb og føler ikke at jeg kunne have gjordt det meget bedre. Allan Lyngholm leverede et super resultat med 17:34 og sejr i alders klassen. (se resultatlisten her) Lur mig om ikke han både vinder Salomon Hammertrail og Suunto Hammer Trail Triatlon til sommer…

Dagen efter skinnede solen fra en skyfri himmel og det var en super hyggelig dag i selskab med de andre danskere. Først til præmieoverrækkelsen og senere på barene langs stranden. Der blev udvekslet historier fra slagmarken og jeg tænkte på hvor let min dag var gået sammenlignet med de gruopvækkende “Tales from the trails”. Se Thomas Duponts video fra løbet her Som altid, når det går godt var der ikke meget jeg kunne tage med derfra. Udover at jeg må gøre noget rigtig i forberedelserne, for at kunne løbe så godt i bjergene. Alt i alt en mega fed oplevelse 🙂

Præmieoverrækkelse for “avisbude” (Advanced 83 km.) med Ryan Sandes og Philipp Reiter fra Taem Salomon på podiet