Pacing i Ultraløb

Lidt provokeret af et spørgsmål inde på Danske Trailløbere har jeg skrevet lidt om mit syn på pacere til ultraløb. En pacer er en hjælper som løber sammen med en. Typisk den sidste halvdel af ruten. Når det bliver svært og der skal graves dybt.

Det er helt op til den enkelte om man vil benytte pacer eller ej. Jeg kan godt følge argumentet med at dele oplevelsen med andre og jeg kan rigtig godt lide de sociale element af løb. Men jeg ville aldrig selv bruge pacer da det netop er en individuel udfordring. Når en pacer lyser for sin løber om natten og samler ting op osv (og det gør de) er der tale om muleing (altså snyd). Balancen er hårdfin men kan man ikke klare distancen uden hjælp skulle man nok finde noget andet at give sig til…

Det kan godt være at ultraløb er en test af os selv og det er kampen i mod os selv og terrænet, men de er også en konkurrence (derfor “løb” og ikke bare “løbetur”). Så når ens medløbere ude på sporet får hjælp til at holde farten, blive mindet om at huske at drikke og spise, får oplyst sporet om natten osv osv syntes jeg det er en unfair fordel. Helt ned til 50 km løb er pacer nogen gange tilladt. Husker stadig det helt absurde indtryk fra HURT100 på Hawaii hvor jeg ude midt i junglen midt om natten møder to storskrålende løbere, hvor paceren løber forrest mest en musikafspiller der bræger ud i natten. De havde de sikkert vældig hyggeligt men er meget langt fra min opfattelse af konceptet “mand-mod-terrænet”.

Til 100 mile løbet ”Run Rabbit Run” i USA gør de noget smart – nemlig har to kategorier ”Hare” og ”Tortoise”. Så enten løber du stærkt og klarer du dig selv med mulighed for at vinde præmiepenge eller også stiller du op som ”Tortoise” (skildpadde om man vil) og så kan man have hele de pukkelryggede med som indpiskere og backinggroup og få alt den hjælp det skal være. Ret morsom som de har skrevet det i deres FAQ