Giganterne’s Tor(tur) – Part 2

Anden del af historien fra Tor de Geants – Læs første afsnit her

Uanset hvor meget jeg gerne ville ned at ligge og bare sove fra det hele, vidste jeg at noget andet måtte ske.

Ravn foreslog at jeg gik med ned til dalen hvor næste life-base befandt sig. Dels for at komme ned i højden og for at have en teoretisk mulighed for at nå Cut-off’et næste morgen kl. 6. De argumenter købte jeg, selvom jeg på ingen måde havde lyst til at skulle ud i kulden igen. Som sagt så gjordt og iført fuld battledress (regnjakke, regnbukser, handsker, vindluffer, uld-buff og pandelygte) stavrede vi ud i natten.

Det første stykke ned var velfriseret vandresti og den lille jubeloptimist bagerst i primat-hjernen troede at det ville blive plain sailing til depotet. Men det var selvfølgelig for godt til at være sandt og snart efter befandt vi os i, hvad der lignede et gammelt stenbrud. En sand labyrint af stenblokke på en stejl mudret skråning. Trods afmærkningen med små plastik-flag med reflekser var det svært finde vejen ned. Vi kunne tydeligt se gadelamperne nede i byen hvilket gjorde det hele endnu mere frustrerende. En evighed passerede og vi kom kun langsomt ned af bjerget. Da vi endelig var på vej ind i byen stod Jakob Tolborg fra Løbeklubben på Facebook pludselig og heppede i sin røde Fusions jakke. Det var selvfølgelig en halucination (pga øjnene bliver trætte og mister evnen til at afstandsbedømme) men jeg sagde ikke noget til Ravn. Han skulle ikke være mere bekymret end han var i forvejen.

Pludselig dukkede der rigtige tilskuere op, som stod og heppede og vi gik forbi flere fine hoteller som så meget tillokkende ud. Vi gik igennem byen uden at møde depotet. Hov vent lige en gang… Vi måtte spørge om vej. Nå – depotet? Ja det er først i den næste by om 3 km. Dooooo…. Det fik mig til at knække fuldstændig sammen og jeg slæbte mig bare afsted efter Ravn. Jeg hostede som en “60 smøger om dagen ryger” og Ravn mente at jeg skulle have lægen til at kigge på mine lunger, for det kunne meget vel være lungebetændelse. Da vi endelig nåede frem var jeg helt afladet. Skovlede hurtigt lidt mad i hovedet. I modsætning til den forrige lifebase var der ingen læge her men i stedet 2 unge samarittere som tilsyneladende kun talte italiensk. Alle feltsenge i den store gymnastik-sal var optaget men vi fik plads på et par hårde gymnastik madrasser henne ved vinduet. Ravn ville sove 2 timer og stikke afsted kl. 2. Jeg havde forlængst opgivet alt om at fortsætte i løbet og satte ikke vækkeuret. Jeg fik lige skoene af men gik ellers i dørken med alt klunset på. En sød frivillig kom med et ekstra tæppe og skiftetøjsposen agerede hovedpude.

Blink-blink-blink og alle lystofrørene i loftet blev tændt. Folk rumsterede rundt. Jeg kiggede på uret. Den var 05.50. 10 minutter til cutoff. 6 timers søvn havde gjordt underværket og jeg var ikke længere ved at dø. Kunne ikke finde nogen hårdtslående argumenter for ikke at fortsætte. Og så fik jeg ellers travlt… Nåede lige at skifte strømper inden jeg kastede mig ud i det. Checkede ud af depotet i Cogne med under 2 minutter til tidsgrænsen og bandt mine snørrebånd uden for depotet. Ravn var over alle bjerge og jeg måtte indstille mig på at være alene herfra. Tanken om at der stadig resterede 230 km (eller det samme som Junut, jeg løb i foråret) var rimelig skræmmende.

Det var stadig mørkt så jeg fortsatte i pandelygtens skær ud af byen. Ideen var at prøve formen af til næste lille depot efter 5 km og udgå hvis det var helt skidt. Fik hurtig gået mig varm og efter turens første toiletbesøg begyndte det at ligne noget. Mit indre motivationsbål blussede op ved tanken om en hånlig facebook kommentar,om at jeg ikke ville holde til solopgang. Tak for motivationen Jacques – den her går ud til dig

Længere fremme spottede jeg canadiske flag på 2 rygsække og jeg kom op til dem og faldt i snak. Stephanie og Timo fra British Colombia havde læst om løbet i et blad og havde meldt sig til. De var rigtig søde og selvom de gik langsomt var det fint følges lidt med dem. Da stigningen tog til op af bjerget og solen brød frem kom Erik Bossen (den 3. Dansker i løbet) tøffende bagfra og jeg koblede mig på ham i stedet. Vi snakkede lidt om løst og fast og fulgtes en halv times tid op til næste hytte – Rifuge Sogno. Erik havde lidt gnavsår der lige skulle fixes så vi sagde farvel og jeg kom igennem depotet på under 2 minutter. Der var efterhånden kommet lidt varme i solen og jeg havde rystet nattens dårligdom af mig. Ravn var 4 timer oppe af vejen, men jeg var sikker på at jeg ville vente ind på ham i løbet af dagen. For snart passerede jeg over Col de Finetre og et 35 km nedløb ventede. Så snart lejligheden bød sig løb jeg nedad. Det var en fantastisk følelse af frihed og jeg vedtog at selv om jeg røg ud af TDG på røv og albuer havde det været en fantastisk oplevelse. Det var processen og ikke målet 🙂

Solen skinnende og en tør kølig luft blæste mig i ansigtet. Mindede mig om en efterårsdag i Grønland og tankerne vandrede tilbage til min barndom oppe i menneskernes land. Holdt løbet afslappet og kontrolleret men blev alligevel så kæk at jeg sprang et depot over og brugte kun 30 sekunder i det næste. Jeg var tændt og havde defineret dagens målsætning – at nå op til Ravn, så vi kunne følges igen. Var ret sikker på jeg ville løbe hurtigere end Ravn nedad, da jeg løb i Hoka og han i helt flade Altra sko.

Nede ved Chardonney (km. 129) ventede Thomas Dupont, der filmede løs til dokumentaren “Tales from the Trails”. Det gav et yderligere boost og jeg fløj ned af sporet. Overhalede alt og alle. Fik melding fra Claus Posemand som sad derhjemme og lave live-update på “Trailløberen” at jeg havde hentet 1,5 time ind på Ravn.

Jeg nærmede mig rutens laveste punkt og løb over floden i Donnas hvor rutens eneste trafiklys ventede. Lidt syrret at stå og vente på grønt 145 km inde i et løb. Ravn og jeg havde over telefonen aftalt at han skulle vente på i lifebase ved 148,7 km. Jeg havde hentet 2,5 time ind på Ravn, der desværre havde fået en grim flænge i foden. Så i mens han var hos samaritterne og få forbundet poten, skovlede jeg risotto indenbords og fik ladet telefonen op. Det var hyggeligt at se Ravn igen og inden længe var vi atter på farten sammen.

Det blev en lang eftermiddag og aften hvor det atter begyndte at regne. Lige ved efter solnedgang mødte vi Anna Bastian fra Spanien som har gennemført alle tidligere udgaver af Tor de Geants og en masse andre løb. Jeg spørger ind til sammenligningen mellem det her og (verdens hårdeste etapeløb) “The Track” i Australiens outback. Hun griner højt og siger at the Track er NEMT fordi man kan sove hver nat 🙂 Opstigningen til Rifuge Coda var nederdrægtig stejl og de sidste 4,5 km tog 2,5 time. Vi fulgtes med en ung matematik-lærer fra San Francisco og hyggesnakkede. Regnen var væk med en kold vind blæste. På topgraten mod hytten kunne man se alle lysene nede fra dalen. Det var utrolig smukt men samtidig så frisk at vi skyndte os videre. Lyn og torden bragede løs i det fjerne og vi var taknemmlige over ikke at være midt i det. I hytten styrede vi igennem kaos’et i stueetagen og op oven på hvor hytteværten Luca anviste vores sengepladser. “Two hours” formanede ham og hentydede til at vi kun kunne sove der i 2 timer inden det var ud af vagten (for at gøre plads til de næste). Jeg lå under uldtæppet med en halvklam exo-motion trøje og klappede tænder. Til sidste faldt jeg i søvn og vågnede først halvanden time senere ved at der stod en og rykkede i min fod.

Jeg var gennemkold og rystede. Nede i “krostuen” købte vi os til en lille upgradering – minestrone med fanta. Den frivillige der checkede os us var rigtig sød og spurgte om vi nu havde tøj nok på og energi nok med. Vi havde alt vores tøj på ud af hytten, men vi fik hurtigt varmen på nedstigningen og skraldede lag på lag af. Det var ved at være langt mellem folk og vi så kun få lygter foran os.

Vi fortsatte gennem mørket fra depot til depot og var efterhånden ved at være godt trætte af tørt brød, pølse, ost og pasta pomodoro (tomatsovs). Ligesom at vores medbragte energi hang os ud af halsen, uanset hvor meget vi havde prøvet at variere det. Der var ikke skyggen af løbbart terræn. Ikke at det gjorde en forskel. Flængen i Ravns fod gjorde at vi havde indstillet os på at den skulle gåes hjem. Med mere en halvdelen af løbet bag os begyndte det at ligne noget.

Det stod klart for os hvorfor vandreruterne i Aosta-dalen ikke høre til blandt de mest velbesøgte i Alperne og man kunne tydeligt se at sporet ikke har meget traffik. For trods blændende smukke udsigter hele horisonten rundt er terrænet nok for skrapt for de fleste. Høje knæløftninger konstant. Stavene var uundværlige både op og ned.

Samtale-emnerne var lagt fra udtømt og fik rundet mange besynderlige emner, fra havemøbler til forfrysninger. Lige som solen stod op, passerede vi Col du Marmontana (2350 m.) efter 176 km. Vi skiftedes lidt til at hænge i bremsen. Min vejrtrækning satte en dæmper løjerne opad (min sædvanlige paradedisciplin) og Ravn trak læsset. Nedad var det lige om vendt. Ravn var rigtig træt på vej ned mod næste depot. Endnu en plastikkasse var fløjet dybt ind i bjergene og læsset af sammen med nogle friske folk fra den lokale skiklub. Jeg havde glemt min foldekop i det forrige depot så jeg måtte snitte bunden af en vandflaske for at få serveret noget varm bouillon.

Vi fortsatte over det spektakulære pas Crena du Ley inden vi traverserede rundt om bjerget til Col della Vecchia og begyndte den lange nedstigning til depotet i Niel. Samarbejdet med Ravn kørte upåklageligt og jeg var glad for at have følgeskab på rejsen. Vi havde ramt plet med vores udstyr og vores strategi så ud til at give pote.

Vi spiste en portion (surprise) skål pasta pomodoro og en ispind inden vi fortsatte op igen. Depotet i Niel blev Erik Bossen’s endelig da han senere på aftenen faldt for tidsgrænsen og var ude af løbet. Turen mod Col Lasoney blev anstrengende i middagsheden og vi tog en kort powernap i græsset da vi begge var helt udkørte. Ravn vågnede helt smadret mens jeg følte mig markant friskere end før. Det var en “lille” stigning på kun 800 meter men vi kiggede konstant på vores Suunto Ambit2 for at følge fremskridtet op ad. Højdemåler er faktisk blandt det obligatoriske udstyr ved Tor de Geants.

Vi var så meget i søvnunderskud at vi nemt blev enige om at sove et par timer da vi nærmede os lifebasen i Gressonsy,ved km 200. Det viste sig faktisk at være løbet bedste hoveddepot med god mad og fine faciliteter. Satte en stor skude mad til livs inden jeg snuppede en hurtig dusch (det var skønt og tiltrængt) og lagde mig til at sove på en tyk madras under hallens klatrevæg. Belært af erfaringer fra tidligere havde jeg fundet ørepropperne frem og hev en buff ned over øjnene. Gik ud som et lys og vågnede af mig selv før uret ringede efter blot 1:45. Følte mig klar til at fortsætte. 132 km hjem….