I lørdags afholdt vi “Krøllebølle Trail Invitational” – fat ass løb (dvs. rent græsrods-arrangement uden præmier) på kyststien Bornholm rundt. Nogle af de skarpeste trailløbere herhjemme var inviteret. Men som dagen nærmede sig faldt de fra en efter en. Indtil kun 5 seje løbere stod tilbage lørdag morgen foran mine forældres hus i Gudhjem.
Udover udfordringen var at løbe hele øen rundt langs kysten i et huk (hvilket ikke tidligere er gjordt) var målet at sætte en ny såkaldt FKT (Fastest Known Time) på ruten. Vejrudsigten var ikke alt for opmuntrende med regn og blæst. Hvilket gjorde at vi valgte at løbe mod uret rundt. Sammen med min gode ven Morten Schrøder kørte jeg rundt i bil og agerede rullende depot.
Kl. 05.00 startede 5 løbere turen fra Ejnar Mikkelsensvej 1 i Gudhjem. Claus Rasmussen, Knut Korczak, Christina Panduro, Pia Joan Sørensen og Jens Kriger Røyen.
Allerede ved Tejn efter 10 km begyndte det at regne så småt og efter at have rundet Hammerknuden tog regnen til. Jeg løb selv med fra Hammer havn til Teglkås og fra Hasle til Rønne og kan skrive under på at det var en våd og kold fornøjelse. Da vi nåede marathonpunktet ved Bornholms Efterskole, lige før Rønne, var gruppen splittet i to. Pia, Jens og Claus forrest og Christina og Knut nogle minutter bag.
Ved Nørrekås i Rønne stod Christina af. Formen var ikke til mere efter en længere skadespause. Knut fortsatte solo. Ud for lufthavnen syd for Rønne kom første alvorlige udfordring, da vandet stod så højt at man ikke kunne løbe langs med stranden.
Det blev det gennemgående tema på den lange hårde del af ruten ned til Dueodde. Kyststien som blev etableret i 1992 er desværre i så dårlig forfatning at det var svært at finde vej for de forreste der ikke havde løbet denne del før. Midt mellem Arnager og Boderne skulle Claus på toilettet og Jens og Pia fortsatte i front.
Den varme kaffe blev serveret af mine forældre på havnen i Boderne, inden det gik videre mod Dueodde.
Efter at have kæmpet sig igennem hele sydkysten stoppede Knut i Nexø efter 89 km, hvilket var det længste han nogensinde havde løbet 🙂
Efter Nexø faldt mørket på og pandelygterne kom frem igen. Claus hentede ind på Jens og Pia men til slut var der 9-10 minutter i mellem dem i Gudhjem.
Efter 15 timer og 22 minutter sluttede Pia og Jens ringen og kort efter kom Claus. Han havde løbet mere end halvdelen af vejen rundt alene!!! Så nu er der en ny FKT at gå efter…
Efter en blandet sæson med et hårdt løb til Trangrancanaria og en udgået til Hammertrail 100 miles var det fedt at se Jens tilbage i storform og jeg glæder mig til at se hvad han kaster sig over i 2014. Pia har haft en helt fantastisk sæson med 2. plads ved Ultraløbet Fyr til Fyr, sejren i 12 timers løbet i København og guld ved de danske mesterskaber i 100 km. landevej og sejren ved Ultraløbet Molsruten. Det bliver spændende at følge hendes vej mod VM i 100 km næste år…
1 kommentar