Transgrancanaria 4.0

Transgrancanaria skuffede ikke forventningerne til godt selskab og teknisk trailløb af hårdeste kaliber. Mit eneste mål var at få en god oplevelse og det lykkedes til fulde.

Fra starten i Agaete, i det nordøstlige hjørne, fredag aften ved midnat gik det på tværs af øen  til Maspalomas på sydspidsen. Ruten på 125 km. og 7500 m+ (højdemeter op ad) var noget hårdere end tidligere år i form af mere hardcore terræn. Desværre var der også markant mere asfalt (op i imod 20 km) hvilket var lidt af en skuffelse.

Starten var overvældende og kaotisk som altid men jeg fandt hurtigt ind i min egen rytme. På vej op af den første stigning på omkring 10 km. fik jeg selskab af Fabricio Bastian som jeg kender hjemmefra men aldrig havde løbet med før. Vi endte med at følges ad hele vejen. Først igennem de 7 timers mørke på de første bjerge, så formiddagen i det frodige område omkring byen Terror, eftermiddagen midt på øen med de spektakulære klippetårne og til sidst igennem endnu 6 timers mørke fra landsbyen Tunte ned til målet.

Vi snakkede ikke så meget med samarbejdet kørte virkelig godt. Jeg tænkte kort over at fortsætte alene da jeg i løbet af dagen havde lidt mere overskud end Fabricio men valgte at oplevelsen med ham og følgeskabet var mere værd. Ikke fordi jeg var flyvende. Faktisk har jeg aldrig haft så ondt i benene under et løb før. Men ved at vi var 2 til at holde tempoet sørgede vi hele tiden for at bevæge os mest muligt effektivt. Powerhikede op ad, løb/shufflede det flade og de løbebare nedløb og kravlede ned af de vildeste passager.

I den værste middagshede på vejen op til klippespiret Roque Nublo sad vi lige 5 minutter i skyggen og spiste en is. På vejen ned igen stoppede vi for at købe en flaske vand og en en rigtig cola (løbet servere Pepsi). Vi satte os på en sten ved siden af og nød indkøbet. 2 officials kom gående og vi hilste pænt. De spurgte om vi var ok og vi bekræftede. Så spurgte de om vi var udgået og vi svarede at vi blot holdt et kort hvil inden vi fortsatte. “Bøt itz nøt pøssibæl” udbrød den ene. “Øh jo vi fortsætter lige om lidt” svarede jeg. Så fortalte de at de ikke var tilladt at modtage hjælp under løbet og de skrev vores numre ned.

Nu er det 4. gang jeg løber Transgrancanaria og hvert år har jeg læst reglerne. Kald mig bare naiv men jeg har aldrig tolket reglen om forbud mod “outside assistance” til at gælde indkøbsmulighedder som er åbent for alle. Havde vi forsøgt at omgåes reglerne havde vi nok heller ikke siddet lige foran kisosken. Der var 1,5 km til løbets største depot og vi havde klaret den til mål uanset og helt sikkert hurtigere. Vi blev enige om at der ikke var så meget at gøre, end at fortsætte.

De næste 20 km var på en del af ruten som jeg kendte fra tidligere og jeg begyndte at slappe lidt af. Men det skulle jeg ikke have gjordt for der ventede den mest modbydelige stejle nedstigning man kan tænke sig. Alle gik ned. Selv de ellers så kække spaniere og langt bag os hørte vi en kvinde skrige og vræle hele vejen ned. Indtil sidste stigning havde vi hele tiden troet på at en tid under 24 timer var mulig.

Viljen blev testet en sidste gang ind mod mod mål mens vi forsøgte at holde benene igang. De sidste 5 km. fik jeg ondt i knæet så vi måtte gå den hjem. Og alligevel overhalede vi folk 🙂

Vi kom i mål efter 26 timer og 13 minutter efter en rigtig hård men storslået dag på kontoret. Både vindertiden og de bedste danskere (Allan Lyngholm og Thure Kjær) var markant langsommere end sidste år og over halvdelen af de danske løbere udgik. Selv min helt Scott Jurek kastede håndklædet. Største overraskelse var nordmanden Sondre Amdahl (som var 2´er ved Ultraløbet Molsruten) med en helt fantastisk 6. plads i det super stærkt besatte felt af eliteløbere.

Efterfølgende kunne vi se på listen af vi var blevet disket. Selv vinderen måtte dagen efter løbet læse på twitter at han var disket på pga af en sproglig misforståelse og Dylan Bowman fra USA blev disket fra sin 9. plads uden forklaring.

Jeg har selvfølgelig fuld respekt for at følge reglerne, men i vores tilfælde syntes jeg måske at de gik i ret små sko. En tidstraf havde været mere rimelig. Men når det nu skal være så hellere det end løbsarrangøre som ikke følger deres egne regler…

Det ændrede heldigvis ikke ved den overordnede oplevelse af at være afsted med en flok dejlige og super hyggelige mennesker og løbet i noget fantastisk smukt og svært terræn 🙂