Skikkelig tøff dag i løypa

“Med sund galskab og dårlig hukommelse bliver livet en fantastisk rejse”

Vestfold Ultra Challenge (50 miles) leverede i den grad varen. God stemning, entuiastiske frivillige, super tekniske spor og flot natur. Tomas Pinås som laver løbet gør sit til at VUC skiller sig ud fra mængden. Blandt andet fik alle deltagere en GPS-tracker på så dem derhjemme kunne følge med. Måske en god ide efter Anders Overgaard alias “det løsgående missil fra Ebeltoft” for vild i skoven for 2 år siden 😉

Et stort mtb løb samme dag gjorde at ruten gik mest på små stier i stedet for grusveje som i tidligere år. Ud og hjem ruten på de 50 miles bød på 2 store stigninger hver vej. Det gik konstant op og ned over klipper og rødder med sumpe og vandpassager som ekstra krydderi. Til trods for arrangørens forsikring om at dette ikke var et orienteringsløb, kunne 50 meter veldisponeret markeringsbånd måske have gjordt tingene væsenlig lettere.

Dagens største udfordring var dog mig selv. Min højre svangsene havde drillet i ugen op til løbet og jeg var usikker på hvordan det ville gå. Foden klarede det nu ganske fint men såede alligevel tvivl om det virkelig var en god ide at løbe hele vejen. Med 3 kortere distancer var der muligheder nok for at baile ud og jeg kæmpede med “aben på skulderen” de første timer.

På vej ned fra første top var det blevet tåge og jeg syntes nu at det var længe siden jeg havde set en markering. Stoppede og lyttede. Ikke en lyd. Begyndte at løbe tilbage til jeg mødte to andre løbere. Den ene havde et kort og bekræftede at vi var på rette vej.
Mine 2 softbottles med Virargo var for længst tomme. Ved depotet ved 18 k drak jeg hurtigt 2 kopper cola, fyldte flaskerne med vand (som var eneste mulighed) og hapsede en lille håndfuld chips i forbifarten. Første et godt stykke nede af sporet gik det op for mig jeg havde misset at få suppleret med energi fra min dropbag – ROOKIEmistake!!! 44 km. på 2 GU’er og en Snickers var nok lige i underkanten.

Ved et par og tyve missede jeg en enkelt markering ude i siden og fortsatte 1,2 km. op ad bakke før jeg indså at det var forkert. Pis pis pis… Tilbage på rette spor skulle frustrationerne have afløb og jeg overhalede en del. Kort før 50 kilometernes vendepunkt mødte jeg Flemming Madsen som var på vej retur.

Indtil nu havde jeg hoppet lidt uden om det værste vand og mudder men en 10 bred elv satte for alvor punktum for de tørre fødder. Vi passerede vejen hvor de mange mtb ryttere sad og hjulede rundt på piskeriset på vej op af bakken.

Efter 4 timer kom jeg til hytten hvor en venlig sjæl havde lavet et intermistisk depot. Fik fyldt flasker og nasset mig til en energibar. Kort efter toppen af dagen højeste stigning mødte jeg Sondre Amdahl (som jeg var kørt til løbet med) på vej retur. “Shit – det var hurtigt” tænkte jeg og råbte at jeg nok skulle skynde mig. Først 20 minutter senere mødte jeg nummer 2.

Nu var terrænet til gengæld blevet noget mere krasbørstigt og der var lange passager helt uden spor. Masser af vandhuller og væltede træer. Man skulle virkelig være vågen for ikke at løbe forkert.

Endelig fik jeg øje på den gule plakat som markerede vendepunktet. Det samme lort jeg lige havde været igennem skulle nu passeres op ad bakke.

Jeg løb tør for vand og måtte fylde op fra en bæk. Min medbragte energi var væk for længst, inklusive Snickers’en som var belønningen efter vendingen.
Tilbage ved hytten blev jeg budt på øl men nøjedes med at tanke op og stikke afsted med en grillpølse i den ene hånd en nutellamad i den anden. Ren lykke – som desværre blev kortvarig da jeg missede “afkørslen” ind i skoven og fik en ekstra bonus kilometer.

Kort efter den store vandpassage fik jeg øje på en gut længere fremme som havde overhalet mig begge gange jeg var løbet forkert. Passerede ham med autoritet og holdt mig løbende til jeg var ude for hans synsvidde. Egentlig betød det ingenting men følelsen af at ræse, frem for bare at overleve motiverede mig.

I depotet med 18,5 hjem fik jeg tigget mig til at få cola i den ene dunk og hentet lidt godter fra dropbag’en (som i dagens anledning var en 2 liter Zip-lock pose med påmalet navn og dannebrogsflag).

Kværnede en hel pose Pingvin Hitmix i 3 mundfulde og håbede på at kunne holde den kørende hjem. Dagens mantra var “kan det løbes – så skal det løbes”. Alligevel fik jeg sværere og sværere ved at holde kæden stram. Bakkerne fra tidligere på dagen måtte være vokset i mellemtiden.
Endelig kom jeg til de sidste par km asfalt ind mod målet. Det føltes brutalt efter at havde løbet på blødt underlag og klipper hele dagen. Kunne ikke overskue længere frem end næste lygtepæl og så den næste og så den næste.

I mål klaskede jeg klør-fem på en betonklods uden for klubhuset og modtog stående bifald fra de 5 tilstedeværende. Deriblandt Sondre som havde stået og glanet i (utrolige) 4 timer efter han vandt med over en time til nummer 2.

Nu vælger jeg jo løb efter andre kriterier end blingbling men syntes da arrangøren Tomas Pinås havde lavet et flot arbejde med både medalje og bæltespænde 🙂 Desuden fik jeg et par røde skuldre med hjem. Hvem skulle have troet man blev straffet for at glemme solcremen i Norge…

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi regnet med at det ville være så hårdt. At jeg har løbet hver dag siden påske og ikke trappet ned til løbet spiller selvfølgelig også ind (sammen med mit fuckup med dropbag’en). Men alt i alt en rigtig fin oplevelse og god træning frem mod den dobbelte distance til Vermont100 i juli.

Nu glæder jeg mig til at gengælde gæstfriheden når Tomas skal løbe Ultraløbet Gendarmstien 14. Juni 🙂