med 
For mig er løb et redskab til at udforske nye steder, få oplevelser i naturen og lære mig selv bedre at kende. Løb i en eller anden form fylder en stor del af mine vågne timer og jeg elsker at løbe. Jeg er på ingen måde eliteløber, men jeg elsker at løbe. Præcis derfor træner jeg ikke så meget som kunne. Mit mål er at være langtidsholdbar i sporten og kunne nyde resten af livet i løbeskoene. Derfor er min filosofi at løbe så lidt jeg overhovedet kan slippe afsted med og stadig nå mine mål. Altid kvalitet over kvantitet.
Lidt af det samme gælder når jeg skal vælge hvor mange løb jeg skal deltage i. Jeg elsker den stemning og energi der er forbundet med at deltage i konkurrencer. Jeg kunne sagtens løbe langt hver weekend og har venner som gør det og slipper hæderligt afsted med det (på den korte bane i hvertfald). Men både mentalt og fysisk tror jeg på at jeg får mere ud af at have færre løb, som jeg forbereder mig bedre til.
Da jeg sejlede tog vi tit fra det ene stævne til det andet, men tit syntes jeg at gnisten forsvandt når det var for kort tid i mellem. Selvom jeg ikke er i nærheden af at vinde løb (fordi jeg ikke er den hurtigste knallert på havnen og fordi jeg prioriterer de store løb) kan jeg godt lide fornemmelse at have forberedt mig helt optimalt. Hvilket man kun kan gøre maksimalt 2-3 gange om året. Der er jo også en grund til at top marathonløbere ikke løber flere løb end de gør (typisk 1-2 per år).
Jo længere et løb bliver jo mere mentalt hård bliver det. Derfor kan jeg godt lide at tage et løb ad gangen. Det er selvfølgelig konge nederen hvis det så går dårligt, fordi der så går rigtig lang tid inden man kan viske tavlen ren igen. Det er baggrunden for at jeg i år kun har tænkt mig løbe 3 større løb, hvilket i min optik faktisk også er at stramme den.
Jeg bliver ved med at fortælle mig selv, at længere ikke nødvendigvis er federe. Alligevel er det de lange løb jeg drages mod. Ikke fordi jeg har noget at bevise eller skal måle diller, men fordi jeg syntes om udfordringer og eventyr hvor udfaldet ikke er givet på forhånd.
Belært af erfaringerne fra sidste år vil jeg prøve at tage et løb ad gangen og værdsætte hvad jeg end for smidt i hovedet undervejs. Rejsen er målet og “improving is winning”.
Men selv om jeg ikke prøver at tænke for langt frem og tage tingene som de kommer, bliver man alligevel nød til at have en hvis grad af planlægning. Både fordi de attraktive løb typisk har lodtrækning eller hurtigt bliver udsolgt. Men planerne for i år er alligevelvel til at overskue: Iditarod Trail Invitational (560 km. vinterløb i Alaska), Ronda del Cims (170 km. bjergløb i Andorra) og Ultra Trail du Mont Blanc (klassikeren rundt om Mont Blanc massivet på 168 km.) hvis jeg er heldig i lodtrækningen. Forhåbentlig godt krydret med små hyggeløb og sociale løbe-ture og rejser.
Moses Lovstad 
Moses, det er altså sjovt, når du skriver at du tager et løb ad gangen og lige bagefter nævner 4 store løb, som du planlægger at gennemføre i år. Ok, jeg læste også det forbehold du havde lagt ind imellem linjerne ☺
Ses snart.
Tak for input Ib. Jeg har forsøgt at præcisere det yderligere så meningen forhåbenlig fremstår tydeligere 🙂
Reblogged this on Push Performance and commented:
Gode og ærlige betragtninger om sæsonplanlægning og motivation fra Trailløberen. Læs det før din løbemakker. 😉
Måtte lige tilbage her til toppen og undskylde at det blev et lidt længere indlæg end først antaget, men det ene ord tog det andet og jeg kom lidt længere rundt end først planlagt. Men jeg kan jo lide det langt, og jeg skriver nogen gange som nogen taler… alt for meget. 🙂
Super god læsning og go´plan!
Jeg elsker når nogle gider reflektere over hvorfor de løber og så rent faktisk tænker over hvordan de så vil gøre det! Gid der var flere som ville gøre det samme.
For vi er alle så forskellige i vores tilgang og holdning til løb, og vi har alle en indædt lidenskab for de oplevelser det giver. Masser af forskellige oplevelser i løbeskoene, for igen der er ingen som motiveres præcist ens, eller har samme opfattelse af oplevelser. Det kan være en helt almindelig torsdag aften ude i skoven, eller det kan være lige dét drømme løb der er set frem til igennem flere år. Begge kan være lidenskabelige oplevelser – men alligevel vidt forskellige.
Jeg er helt enig i at der kun kan være 2, måske 3 ”A” løb om året som giver ”de store” oplevelser. Hverken fysikken eller motivationen kan holde til max. hastighed eller max. distance oftere – og slet ikke begge dele på én gang. Og det kan være svært at få den ene oplevelse ud af kroppen før man skal i gang med at mobilisere motivation til den næste. Det må ikke blive en stress faktor. Det er typisk det der sker på vores arbejde.
Præcis som du skriver- Eet løb af gangen – og ”det er rejsen mod målet som er oplevelsen, ikke kun målet i sig selv”.
Motivationen er helt afgørende for en god oplevelse. Både den fede oplevelse ved træningen, planlægningen inden løbet, den praktiske klargøring til løbet, fokus-koncentration og oplevelse under løbet og postrace nydelsen ugerne efter løbet. Den store oplevelse man måske har trænet år frem mod.
Men motivation er noget umanérligt individuelt noget. Alle har brug for det, alle har deres egen og alle har deres egen måde at finde den på. Nogle motiveres af det ene, andre af noget andet. Ikke 2 motiveres ens.
Og fra vores arbejde ved vi også der konstant skal fornyet motivation til – for hver dag at kunne levere hurtigere, bedre og billigere end i går. Og nej, det betyder nemlig ikke at vi nødvendigvis skal løbe hverken længere eller hurtigere end vi gjorde sidste år.
Det er oplevelsen som tæller.
Personligt har jeg som sidste linje i min mission fra min ”livs vision” stående, at jeg skal løbe et marathon, d. 15 dec 2062 – på min 90 års fødselsdag. Sikkert noget nonsens, men det vender jeg tilbage til.
Jeg er ofte stødt på begrebet ”leverpostejs kilometer”. Ordet kan ligesom have en negativ klang, ikke :).
Hjemme hos mig i skoven og i min træningsplanlægning har jeg introduceret begrebet Nuetella kilometer.
Jeg elsker leverpostej, men Nutella har ligesom en mere positiv klang. Lange intervaller, bakkeintervaller, ½ lange ture og lange ture. De er alle sammen en del af ugens Nutella kilometer – men de er også nødvendige for at gøre mig til den løber jeg er, og gøre mig klar til de mål som jeg har sat mig. Derudover løber jeg mange mindre restitutions ture, 15-30km, hvor de fleste kloge fysiologer, coaches og træningseksperter og alle andre med GOD ret kunne sige til mig at jeg da kunne forbedre mig 2, 5 måske 10% hvis jeg lod være med det.
Op i pipen med det… 🙂 Hvis jeg ville forbedre mig ville jeg også æde salat dagen lang…. 🙂 Nej, jeg æææææælsker jo at LØBE for hulan, det er derfor jeg gør det! Ikke kun de fede oplevelser ude i verden, men disse stille ture i hverdagen. DET er mine rigtige Nutella km – det er der hvor jeg får tænkt dagens problematikker fra jobbet eller hverdagen igennem, og forberedt mig til morgendagens udfordringer. Første ½ time stresser man af. Næste 1-1½time tænkes de gode tanker, og de gode planer klækkes og udtænkes. Derefter går jeg mere over i de større perspektiver.
Vorherrebevarres – det kunne jeg da også sidde herhjemme bag computeren og gøre via excel og PP. Ligesom jeg sikkert gør når jeg ellers får skrevet de her par ord færdigt. Men det giver mig bare ikke rigtigt den energi og motivation jeg har brug for på mit arbejde i hverdagen. Det gør Nutella kilometerne derimod.
I lange perioder løber jeg længere træningsture 3-4 gange om måneden, 60-100km pr. tur. Måske 2 hver weekend. Nødvendigt iforhold til fysisk træning? Helt klart og absolut NEJ. Men de er en del af min mentale træning. Det er dem som er med til at jeg har den her fede oplevelse når jeg står på ”A” målets startlinje: Is i maven. Ro på. Og kan tænke: ”Rolig nu lille mand. Du VED fysikken står distancen. Du VED det mentale overskud er med helt til mål. Gi´gas og nyd det uden stress”.
Og DET giver mig overskud til det som er MIN oplevelse ved disse løb – at jeg rent faktisk NYDER løbet hele vejen. Ingen negative tanker, ren nydelse.
Indrømmet, jeg HAR været træt de sidste par km/timer af eet løb, og tænkt at bare nu man snart kunne se ned til mål. Men alligevel så blev det ikke dominerende, jeg nød det stadig i fulde drag.
Nej, jeg spare ikke på Nutellaen i hverdagen, jeg gør det jeg kan LIDE at gøre, og jeg gør det så meget jeg overhovedet kan – til gengæld er jeg ikke den hurtigste knallert i skoven. Og så er vi tilbage ved d. 15 Dec. 2062 – den skal jeg jo gerne kunne holde til uden at være slidt op inden…
Den der med en marathon som 90 årig. Det er ikke bare for at jeg kan puste brystkassen op, slå mig på den og sige: ”Jeg har lige løbet en marathon på min 90 års fødselsdag – ha-ha. Hvem har ellers gjort det, hva´?”
Indrømmet, der er altid en lille narcissist gemt inde i os alle. Nogle mere end andre. Så jeg vil da sikkert klappe forsigtigt på min spinkle brystkasse og smile et lille smil til den tid.
Men NEJ, det er ikke det marathon der er vigtigt. Det som er vigtigt for mig er HVORFOR jeg løber det skide marathon.
Og så hopper vi videre op i skemaet, fra missionen – til min ”livs vision”. Der står blandt andet et par ganske simple sætninger:
Jeg vil som 90 årig være fysisk frisk og rørig.
Jeg vil som 90 årig være psykisk skarp og klar.
Jeg vil som 90 årig kunne se tilbage på et godt og aktivt liv, hvor jeg med fred i sjælen kan sige til mig selv: ”Lille mand, du har gjort hvad DU kunne for at dit liv blev til det du har gjort det til”
Og jeg vil som 90 årig kunne se mig selv i øjnene og sige: ”Lille mand, du har gjort hvad DU kunne for at undgå de mest almindelige livsstilssygdomme”
For at kunne leve op til denne del af min ”livs vision” – kommer den del af min mission med marathon løbet som 90 årig ind i billedet.
Det kunne lige så godt være en hvilken som helst anden form for milestone – have samlet en kopi af alle verdens frimærker, have flue fisket de vildeste fisk på alle verdens kontinenter, have cyklet på arbejde hver dag, dykket med 3 forskellige gasarter ned på 110m sort vand og sparket mudder op hver weekend, have været træner for miniputterne gennem 30 år – what ever, der nu virker.
Jeg valgte et marathon som 90 årig. Fordi det understøtter en masse andre ting – som skal sikre jeg når i mål med den nævnte del af min ”livs vision”:
Ved at lave en lang række af større mål og del mål fra nu og til 15 Dec. 2062, kan jeg holde mig i rimelig fysisk form ved at løbe. Det er nemt og praktisk. Jeg kan tage løbe skoene med i tasken når jeg rejser med arbejde osv.
Ved at løbe på et jævnt niveau, tænker man helt naturligt over hvad man putter i munden. Og hvor meget. Ikke at jeg ikke drikker masser af øl, spiser masser af burgere og slik. Men ikke så meget som hvis jeg ikke lige var kommet hjem fra en gang intervaller, og skal på en ½ lang tur igen i morgen. Det sætter ligesom en naturlig begrænser ind.
Og den måde jeg løber på giver mig et overskud af energi som jeg har brug for i hverdagen, sammen med et kendskab og tiltro til mig selv som er nyttigt i andet end løbeskoene.
Det her er ikke for at prædike om man skal løbe kort&hårdt, langt&langsomt eller hvad man nu vil, det må man selv være 100% herre over og det vil jeg ikke blande mig i. Det rager mig langsomt… 🙂
NEJ – min pointe er at for selv at være herre over dèt, skal man sætte sig ned og grave dybt ind i sig selv og finde uf af HVORFOR man løber. Præcist som der er gjort i artiklen jeg kommentere på her. Hvad er det der giver motivationen i hverdagen til at komme i løbeskoene? Derefter kan man så vælge at løbe som det nu passer til det man vil med det.
En ting man i øvrigt skal huske at lave når man beslutter sig til for hvad man vil er en ”risikoprofil” på sin holdning til løb. Både generelt men også til de enkelte løb. Hvad vil man risikere i forhold til fysiske skader (hård eller lang træning) versus sikkerheden for at gennemføre drømmeløbet – eller måske at få skader under løbet?
Man kan nemt blive skadet af at løbe meget. Det kræver disciplin og kontinuitet. Og sliddet kan måske komme snigende alligevel mange år senere.
Men man kan også nemt blive skadet af at løbe kort&hårdt. Det er som i trafikken, det er farten som dræber. Og løber man kort, ja så skal der altså relativt mere knald på. Det kræver en god træningsplanlægning, og disciplin til at holde den – og korrigere hvis den løber af sporet.
Man kan meget nemt tabe motivationen ved at løbe meget, over lang tid. Pludselig en torsdag aften, gider man måske ikke mere – der er andre ting i livet. Man ”løber sur i det”. Alle de timer. Prioriteter. Det kræver man er helt ærlig over for sig selv og afklaret med HVORFOR man gør det og hvilke prioriteter man har.
Men man kan også tabe motivationen ved at løbe kort&hårdt. Måske har det alligevel ikke været helt nok til man kan gennemføre, derude sidst i den lange nat har man ikke været før, og nu er man oven i købet også træt og pludselig knækker man. Og har man trænet lang tid mod noget kan det måske være et knæk for psyken ikke at gennemføre. (Kender ikke til det, har aldrig dnf`et – ups, det var narssisisten som skrev det, sorry…. :))
Fælles for alle her er at vi alle har en brændende lidenskab for de fede oplevelser i løbeskoene, uanset om det er hurtigt eller langsomt, langt eller kort. Motivationen ligger ikke nødvendigvis for alle i RACE, den kan også ligge i hverdagen. Eller noget helt andet.
Så alle der er i tvivl – spis en leverpostejmad eller en Nutella mad alt efter temperament, og tag ud og løb en kort, lang, hurtig eller langsom tur – men tænk over HVORFOR I løber! Og find så bagefter ud af hvordan.
Og tænk godt efter, brug tid på det og vær ærlige over for Jer selv. Og kom så ud og løb igen!
Så igen – Jeg vil ikke prædike noget med denne kommentar. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over hvordan man skal løbe. Det er alles ret til at løbe fuldstændigt hvordan de vil. Og alle er i deres egen ret til at have deres egen grund til at gøre det.
Men jeg vil tillade mig at stille eet krav til alle. Find ud af HVORFOR du løber.
Go´løbetur!
Og pøj-pøj med den der tur med kælken Moses – jeg fryser sgu´ allerede tæerne bare ved tanken… 🙂
Og undskyld alt det bla. bla. her, det blev til oppe i hovedet under et par timer med Nutella km inden aftenens bakkeintervaller… Nogle ville sikkert ønske jeg spiste en leverpostejmad og var blevet på sofaen 🙂