IMG_0146

Jeg elsker at løbe… Gerne langt og i krævende terræn. Men sådan har det ikke altid været…

Som barn hadede jeg at løbe og når vi spillede fodbold i skolen var jeg som regel parkeret som målmand. En af de løbeoplevelser fra min barndom der står ud er fra det legendariske Softice-løb i Gudhjem, hvor jeg kommer fra. Jeg spurtede de første 400 meter indtil jeg var forbi mine forældres hus og måtte gå resten af vejen med sidestik. Det var slet ikke spor sjovt, men jeg gennemførte fordi alle deltagere får en softice når man kommer i mål. Den anden oplevelse var til skolernes motionsdag, hvor jeg havde fået den hjerneblødning at melde mig til 10 km løbet. For man vælger jo altid den længst udbudte distance. Men da vi var på vej ud på den anden runde af de 5 km. mødte vi den lærer som havde stået ude ved vendepunktet, og nu havde travlt med at komme tilbage på læreværelset og drikke kaffe.

Barnedommens succesoplevelser fik jeg på vandet hvor vi havde det rigtig sjovt med optimistjollerne i den lokale sejlklub. Mine barndoms-idoler hed ikke Elkjær, Laudrup eller Arnesen som andre raske drenges men derimod Poul Elvstrøm, Lasse Hjortnes og Brødrene Westergaard. Som mange andre startede min målsætning med spørgsmålet om “Hvad vil du være når du bliver stor”. Jeg drømte om at leve af at sejle og bide skeer med de bedste i verden.

20 år senere havde jeg gjordt præcis hvad jeg satte mig for. Med et velbetalt job som professionel sejler og senere som en del af sejlerlandsholdet. Jeg begyndte at løbe samtidig med at jeg skiftede enmandsjollen med det olympiske windsurfbræt. Målet var OL men også at have det lige så sjovt som dengang i Optimist-jollen. Den sidste del lykkedes til fulde og kammeratskabet mellem sejlerne fra hele verden er det bedste minde fra den tid. I vinteren 2008 rejste jeg til VM i New Zealand i mit livs form. Jeg var virkelig trimmet og havde mit livs bedste VO2 max test med i rygsækken. Ved træningen inden stævnet sejlede jeg lige op med nogen de bedste i verden. Alligevel tog jeg hjem med en placering som nummer røv og nøgler. Elitesport kan være nådesløs og det var sgu en lang flyvetur hjem med erkendelsen af at min indlæringskurve ikke var stejl nok og at jeg lige havde kastet 400.000 af mine surtjente penge efter drømmen.

Jeg var færdig med elitesport og med at blive målt og vejet på placeringer i forhold til andre. Men jeg var på ingen måde færdig med at udforske mine fysiske evner eller med at konkurrere. Fremover skulle det bare være konkurencen med mig selv. Om hvor god jeg kan blive og hvor mine mål skulle være nogen jeg selv satte op og selv havde 100% indflydelse på. Lidt inspireret af Guldfireren som fokuserer på at få deres egen båd til at sejle hurtigt, uden at skele til hvad konkurenterne render rundt og laver.

Da jeg som voksen startede med at løbe var det hæsligt. Med blodsmag i munden og flimmer for øjnene kæmpede jeg mig rundt langs Søerne. Senere prøvede jeg at løbe i Søndermarken, men gik helt kold på de store uoverskuelige bakker. Men stædigheden holdt mig fast og snart kunne jeg løbe længere og længere og løb blev hurtigt en fast del af min hverdag.

På en løbetur en regnvåd tirsdag aften hørte jeg første gang om Ultra Trail du Mont Blanc. Et 168 km løb gennem 3 lande med over 10.000 højdemeter op ad. Det lød jo helt vandvittigt. Men en gnist var tændt og 5 år senere stod jeg klar på startstregen i Chamonix. Siden da har det ene taget det andet. Som min gode ven Casper Wakefield siger “Kan man løbe 100 – så kan man også løbe 200 – og kan man løbe 200 kan man også løbe 300”. Det er oppe i hovedet det foregår.

Selvom jeg har haft succes med de ting jeg har lavet i årenes løb, har jeg egentlig aldrig rigtig været helt tilfreds. Men jeg kunne mærke at jo længere jeg løb jo større var glæden ved at overvinde mig selv. Først da Ravn Hamberg og jeg i 2013 gennemførte det 330 km lange Tor de Geants efter 138 timer var jeg helt igennem tilfreds og også lidt stolt inden i. Vi havde passeret 25 bjergpas over 2000 meter og næsten 50 højdekilometer på rundturen i Aosta-dalen. Vi havde overvundet træthed, sygdom og søvnmangel og vores kammaratskab havde fået os igennem et af verdens hårdeste trailløb.

Det har nu aldrig været noget mål i sig selv at løbe det længste og det hårdeste whatever. Men en naturlig progration i at udfordre mig selv og finde nye mål at styre efter. Det man kan er ingen kunst som man siger. Æstestik og eventyrlyst spiller mere og mere ind når jeg vælger løb. Længere er ikke nødvendigvis bedre – bliver jeg ved med at sige til mig selv. Alligevel er det det som motiverer mig. For hvor langt kan man egentlig bevæge sig for egen maskine?

Når man stiller op til et løb på flere hundrede kilometer i bjergene er intet givet på forhånd. Ja, man skal være i en anstændig fysisk form, man skal kunne tage vare på sig selv og man skal have det rette grej med men man skal også turde at fejle. I bjergene er det vejret som sætte dagsordnen og det syntes jeg er stor del af charmen. Hvis jeg ville være sikker på at gennemføre, havde jeg løbet 5 km. løb.

Mit motto er “Improving is winning” og de gange et løb er gået skidt eller jeg er udgået har jeg typisk lært mere, end der hvor det hele spiller og man bare cruiser igennem.

Det gælder om at turde drømme stort og sætte overlæggeren så højt, at man kun lige akkurat kan komme over. Det er hverken fedt at sætte den for højt og fejle totalt eller stille den på 1,40 og så springe 2,10. Når den balancegang lykkes, en det en enormt tilfredsstillelse.

For mig er vejen blevet målet. Jeg prøver at forene det at have det sjovt i naturen samtidig med at jeg udfordrer mig selv. Løb er blevet et redskab til at udforske nye steder, få anderledes oplevelser og møde nye mennesker på en måde jeg slet ikke havde troet muligt. For mig er løb frihed. Et pusterum i den hektiske hverdag. Når jeg løber en tur i skoven er der ro og fred fra de mange stress-momenter i hverdagen, og er man rigtig heldig er der hellere ikke mobildækning. Jeg er tiltrukket af den enkle nærmest primitive opgave i at bevæge mig fra A til B.

Nu elsker jeg at løbe og håber på at fortsætte til jeg bliver 100 eller jeg finder noget som er sjovere eller som bringer mig større glæde.

1 kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s