På vandretur med Bedstemor

Dette her er historien om et vildmarksræs på tværs af Alaska og en løbsoplevelse af de helt store. Her kan du bla. møde en schweizisk fysiker, en britisk træningsfysiolog, en husmor fra Pennsylvania og en hel del lokale badass kvinder og mænd.

Iditarod Trail Invitational er et human-powered løb hvor man kan deltage på cykel, på ski eller til fods. Første gang er man med som “rookie” på 350 miles distancen til McGrath, mens veteranerne (som har gennemført ITI tidligere) også har mulighed for også at stille op på de 1100 miles til Nome, helt oppe ved Beringshavet.

Læs om forberedelserne til løbet her eller Se nærmere på det grej jeg havde med her 🙂

Man starter på en bar lidt uden for Anchorage og målgangen er når man banker på døren hjemme hos Tracy og Peter Schneiderheinze i McGrath 560 km væk. Reglerne er enkle. Man klarer sig selv uanset forholdene og det er frit rutevalg så længe man passerer de 6 checkpoints undervejs. Kathi og Bill som arrangere løbet er virkelig old-school og det er stor del af løbets charme. Selv om løbet er det længste vinterløb i verden, prøver de ikke at brande det som det længste, de koldeste, det hårdeste – what ever.Starten var noget af det mest uhøjtidelige og laid back man kan forestille sig. Vi stod og hyggesnakkede indtil der pludselig blev råbt “GO” og hujet fra de ca. 20 fremmødte tilskuere. Efter et par ugers tøvejr op til start havde temperaturen endelig sneget sig under frysepunktet. Det gjorde at underlaget var hårdt og glat som en skøjtebane. Jeg traskede glad der ud af. Lykkelig over endelig at være i gang. Måneders forberedelser var ovre og jeg var kommet sund og frisk frem til start, hvilket var mit første store delmål. Efter et par miles kom Dave Johnston (som har banerekorden og havde vundet de to foregående år) luntende. Vi gav hinanden en krammer og ønskede den anden et godt løb, hvorefter Dave roligt joggede videre.Jeg kunne mærke mine microspikes igennem skoene og de generede voldsomt. Da jeg efter en lille times tid kort prøvede uden pigge under skoene, forsvandt de førende løbere ud af syne. Kom i tanke om mantraet “easy does it” og huskede Ravn Hambergs formaninger om ikke at ligge for håndt fra land. Fandt ind i min egen rytme og traskede videre. Normalt følger man samme rute som verdens største hundeslædeløb “the last great race” Iditarod Dogsled Race. Men pga af mangel på sne havde slædeløbet valgt at omlægge ruten grundet sikkerheden. Bill og Kathi havde selvfølgelig holdt fast i den oprindelige guldgraver rute på det historiske Iditarod Trail. Løbet markerer ikke ruten og udleverer hverken kort eller GPS fil til deltagerne. Men der er ellers markeringer nok efterladt fra andre løb. Det er bare ikke dem alle sammen man skal følge. Jeg så gamle markeringer fra både Susitna 100 og Iditasport (som foregik 2 og 3 uger før) samt snescooter-løbet “Irondog”.Ud på eftermiddagen indhenter jeg 3 løbere ved en jernbanebro og det viser sig at jeg har taget en omvej på en mils penge. “No big deal” – Jeg holder hovedet koldt og fortsætter videre ud over isen. Det går hele tiden op og ned og trods pigge under skoene skøjter jeg rundt. Udsigten over skulderen mod bjergene rundt om Anchorage er helt fantastisk.Kort efter solnedgang nåede jeg det legendariske “1049 miles to None” skilt. Jeg begyndte at mærke et ubehageligt træk i venstre knæhase. De første 40 miles er notoriske for den svære rutefinding. Så da jeg nærmede mig Flathorn Lake (mile 30) og kunne se pandelygte bag mig, ventede jeg et par minutter på at de skulle indhente mig. Det var Beat Jegerlehner og Steve Ansell (der tidligere havde overhalet mig da jeg var på sightseeing) fra Californien som begge var på vej til Nome. De kendte en god smutvej i stedet for at følge efter cykelisterne, som kørte en fladere, men også noget længere vej rundt på søen. Det var fedt at kunne koble hjernen fra og bare følge efter.Dag 2

Ved midnat biviarkerede vi lige inden “Wall of Death” hvor sporet går ned Susitna floden. Det er koldt og mere eksponeret på floden, så det her sidste mulighed for pause inden første checkpoint. Inden jeg fik set mig om lå de 2 veteraner og knurrede i posen mens britiske Mark Hines (som jeg kender fra Spine Race) kom listende og fandt et sted at sove ved siden af mig lidt væk fra sporet (Man har ikke lyst til at blive kørt ned af en stiv snescooter-kører mens man sover). Benet var blevet værre og den venstre læg var nu stenhård.Efter 2 timer var vi på farten igen. Det var en kølig nat på floden og jeg var glad for bare at hænge på hjul. Både Steve og Beat har løbet PTL og Tor de Geants så der var rigeligt at snakke om. Jeg benyttede selvfølgelig lejligheden til at lære så meget jeg kunne og pumpe dem for alle de små tips og tricks der er i det her game. Beat er fysiker. Oprindeligt fra Schweiz men nu bosiddende i Californien hvor han arbejder hos Google. Lidt af en “Ole-opfinder” med anderledes ideer. Han havde f.eks. selv bygget deres pulke og syet sine poggies (luffer). På hans titaniumsforstærkede kulfiber træksystem var monteret en bamse og en dims til at måle og gemme temperaturen.Efter 18 timer nåede vi første checkpoint på Yentna Station (mile 57) tidligt om morgenen. Det lokale “vandhul” hvor snescooter-folket stiller tørsten på turen op eller ned af Yentna floden. Værten var afmålt og ikke særligt imødekommende. Men vi fik en købt os en portion omelet og french toast og jeg fik tapet et par vabler på de klassiske steder.Vi fortsatte op af floden i flot solskinsvejr. Beat trak langsomt fra, mens Steve’s og mit tempo var helt i sync. Egenligt havde jeg besluttet at gemme batteriet i IPod’en til senere men men jeg måtte have noget at aflede tankerne fra de ømme fødder og stive ben. Men trods musikken til hjælp måtte jeg om eftermiddagen sætte tempoet noget ned og lade de andre vade i forvejen. Heldigvis dukkede der snart et skilt op som indikerede at jeg nærmede mig Cindie’s hus (mile 77). Cindie er en såkaldt “Trail-Angel” der inviterer deltagerne indenfor i sit hjem til en bid mad og lidt hvile. Da jeg nåede frem var Steve og Beat allerede bænket i køkkenet med hovederne nede i hver deres skål kyllinge-suppe. Vi er var første gæster da cykelisterne og de 3 førende løbere havde skyndt sig forbi. Mine ben var helt væk efter alle de små pludselige ryk og vrid på isen.Efter at have lagt øre til mine beklagelse foreslog gutterne at skulle forsøge mig med noget mere hvile. Cindie tilbød straks at jeg kunne låne deres gæste-hytte. Jeg takkede ja og ville forsøge at sove til daggry. Først skulle jeg dog lige spise et stykke kage og kom i tanke om at jeg faktisk havde fødselsdag 🙂 “Well it´s birthdaycake then” smilede Cindie.Dag 3

Jeg lagde mig til at sove i den iskolde hytte men vågnede en times tid senere ved at jeg kogte. Cindie’s mand havde i mellemtiden fyret op i ovnen og der var hedt som en sauna. Varmen og smerten fra benene gjorde at jeg ikke kunne finde ro. Efter at have ligget og roteret i yderligere et par timer stavrer jeg videre ud i mørket og når det andet checkpoint på Skwetna Station (mile 90) uden yderligere problemer.

Her serverer mutter scrambled eggs, bacon og toast. Krofatter ligner noget katten har opgivet at slæbe med ind, efter at have været op hele natten. Han giver gode råd på turen videre og foreslår en mere direkte vej mod Shell Lake. Forholdene ændrer sig fra år til år og jeg tænker at det er nyttigt information jeg får der. Mike Thomas fra Storbritannien og veteranen Loreen Hewitt sidder også ved bordet og får samme forklaring. På vej ud møder jeg Mark, der er på vej ind i varmen. Mark er rookie ligesom mig men har tidligere gennemført Yukon Arctic Ultra 430 miles 3 gange. Efter 90 miles på skøjtebanen var det endelig tid til at ligge microspikes i slæden og mine fødder føltes som var de født på ny.Da jeg når vejkrydset som krofatter har fortalt om vælger jeg den vej han har foreslået som den mest direkte. Fint spor markeret med Irondog markeringer – what could possibly go wrong. 2 timer senere slutter markeringerne på en sø og snescooter-sporende flyver ud i alle retninger. Hmmm. Jeg ser et fly parkeret på den anden side af søen og går over for at spørge om vej. En tysk dame som bor der fortæller at jeg er kommet til Hewitt Lake og at der ikke er andet at gøre end at gå tilbage til vejkrydset 5 miles væk. Jeg takker damen for info, afslår hendes tilbud om et lift på bag på hendes snescooter og bander og svovler hele vejen tilbage over søen. Her møder jeg Loreen som trods at hun hedder Hewitt til efternavn (lige som søen) slet ikke kan se det humoren i situationen. “I should have know better” gentager hun og fortæller om hendes mand Tim der lavede samme fejl på hans første af indtil videre 8 ture til Nome. Dette er Loreens 6 deltagelse i ITI (4 gange til McGrath og en til Nome) og er løbets mest rutinerede deltager til fods. Tim havde i år valgt at prøve at cykle til Nome. Snart samler vi Mike op og kort efter også Mark.De 2 britter beslutter sig til at prøve lykken med en genvej iført snesko. Loreen og jeg bliver enige om at det i 99% af tilfældene bedst kan betale sig at bide i det sure ævle og vende tilbage til udgangspunktet.Efter et par gode timer uden problemer, kommer smerterne igen og snart overhaler Loreen mig og forsvinder langsomt ud af syne. Jeg har ingen energi og sætter mig for første gang på turen ned på slæden og tager mig et hvil. Frustrationen rammer mig som et slag i ansigtet. Mens jeg tygger et par Rawbite barer, triller tårene ned at kinderne. Det var mit absolute lavpunkt i hele løbet. Efter et par minutter er gassen gået af overtryksventilen og jeg hører for første gang mig selv sige “this is what I do” (det mantra følger mig resten af løbet). Jeg sætter en P7 mix marathon med Medina i ørene og fortsætter. Nogle timer senere indhenter jeg Loreen i bakkerne på vej op mod Shell Lake og vi bliver enige om at dele en hytte for natten. Loreen er 58 år, mor til 4 og viser stolt billeder af børnebørnene frem. Hun er ikke bleg for at dele ud af guldkornene fra posen.Shell Lake Lodge (mile 108) er ikke et officielt checkpoint men et kærkomment stop på vejen. Indehaveren Zoe er en sød gammel dame på over 70 der selv har bygget hytten fra grunden med sine børn tilbage i 1975. Briterne er kommer os i forkøbet med 20 minutterne penge. Mens Zoe plaprer løs som om vi var årtiets første gæster kommer Mark over og siger med et glimt i øjet; “Stop asking her questions – I want my food so I can get out of here”.  Efter 2 timer lykkedes det at få produceret burger til os alle 4. En hytte kan vi dog ikke få, da vi ikke har reserveret på forhånd. Men til sidst forbarmer Zoe sig over os og vi får vi dog lov at sove på på sofaerne i hytten. Jeg ligger mig på gulvet ved døren i håb om lidt lavere temperature. Jeg kan dig ikke falde til ro. Benene gør ondt og der er alt for meget leben i hytten. De spanske løbere kommer ind og rumsterer rundt og Russell der er helikopterpilot i US Goastguard stopper lige hurtigt forbi, inden han fortsætter. Efter 2 timer på langs spørger Loreen om jeg vil med videre. Hun kan heller ikke sove. Så vi pakker og forlader Shell Lake Lodge kl. 23.30.Dag 4

Stykket mod 3. checkpoint ved Finger Lake var heldigvis fladere og lettere for benene. Det var skønt at være på vej igennem natten og kroppen fik det straks bedre så snart vi kom ud af hytten. På et tidspunkt passerer vi et stykke med tæt bevoksning mens Loreen går forrest og pludselig kommer der genstande flyvende imod os gennem mørket. Mit hjerte stopper indtil det går op for mig at det blot er Russell som har ligget i baghold med en flok snebolde. Det tager helt klart “Overskuds-prisen” og jeg er lykkelig for at det ikke var mig som gik forrest.Lige før solopgang nåede vi frem til Winter Lake Lodge ved Finger Lake (mile 135). Mark var på vej ud igen efter han havde biviarkeret ude og haft et kort stop i depotet. Mens jeg gnasker løs på en stor beskidt breakfast burrito med sorte ris og bønner får jeg styr på den første af vores 2 dropbags. Da man ikke må sende animalske produkter og lithium batterier ind i USA havde jeg bestilt det hele hos REI og fået min hustrus kusine Jenni i Virginia til at være mellemmand og sende det til hele til Alaska. Mens vi tyggede af munden, fyldte camelbaks og gjorde klar til at ramme sporet væltede Steve ud af en hytte hvor han han ligget og knurret de sidste mange timer. Han var blevet syg dagen inden og Beat var gået i forvejen.Så vi 3 fulgtes ad videre mod Puntilla som vi gerne skulle nå samme aften for at kunne krydse Alaska Range via Rainy Pass dagen efter. Men først skulle vi passere de berygtede Happy River Steps. En serie af korte men super-stejle bakker op og ned. Jeg kurrede på enden ned af de værste bakker og tænkte at de må være tæt på selvmord at komme flyvende her efter 20 ivrige slædehunde som løber for livet. Vi holdt en kort pause på slæden hver ca. 3. time. Sporet var hele tiden en udfordring. De hundredevis af snescootere som havde passeret til Irondag havde lavet sporet on til den rene pukkelpiste. Hen under aften havde jeg lidt mere energi og gik i forvejen. Men hold nu kæft hvor var der langt. Den ene rullende bakke blev afløst af den næste. Var så træt til sidst, at jeg overvejede at biviarkere. Men kunne ikke finde nogen egnede steder, så jeg blev bare ved med at sætte det ene ben foran det andet. Efter 23 timer på farten nåede jeg checkpointet i Puntilla ved Rainy Pass Lodge  (mile 165). Jeg var helt udmattet og var klart gået over stregen i forhold til at presse mig selv.Depotet var en lille bjælkehytte med et par køjesenge. Det var ikke et øje så jeg skrev mig selv på checkin-listen. Maden var en zinkbalje på komfuret fyldt med lunken dåsemad efter eget valg. Jeg sad bare og kiggede på det, velvidende at jeg burde spise noget. Kunne ikke overkomme andet end at vælte over i køjen. Jeg sov i det øjeblik min hoved ramte puden og jeg sov som en sten i 5 timer. Den eneste ordentlige søvn jeg fik i hele løbet.Dag 5

Vækkeuret ringede kl. 5 og en time senere var vi på farten. En portion frysetørret eggs and bacon lå godt i maven. Vi kom hurtig op over trægrænsen og landskabet åbnede sig op foran os. Det mindede mig og Hardangervidda i Norge. Vi var heldige med vejret til vores tur over Rainy Pass. Sigten var ikke fantastisk med det var stille og kun lige under frysepunktet. Det tog os 10 timer op til passet hvor vi stoppede til de obligatoriske topbilleder.

Lige efter toppen begyndte det at sne og vejret blev værre minut for minut. Vi skyndte os ned på den anden side. Selvom det gik nedad blev det bestemt ikke lettere. Sneen var så blød at vi måtte bruge snesko og snart stak buske og klipper op af sneen overalt. Længere nede ventede Dalzell-Gorge. En smal kløft med en isdækket bæk i bunden. Jeg var igen kommet foran de andre uden bevidst at øge farten. Det var lidt af et minefelt at skulle finde en sikker vej ned igennem. Ud over taxituren til lufthavnen var det her nok det farligste moment til turen. Der var store og små huller i isen med strømmende vand nedenunder og den nyfaldne sne skjulte sprekkerne i isen. På en underlig måde følte jeg mig utrolig tryg ved situationen. Efter en lang tur igennem kløften kom jeg ud på en stor flod hvor det blæste pænt. Heldigvis kunne jeg i mørket følge Mark Hines fodspor hele vejen til Rob’s Roadhouse i Rohn (mile 200). Rohn er egentligt blot er sted på kortet som rummer en landingsbane og en BLM (Bureau of Land Management) shelter-cabin. Da hytten normalt er optaget af officials fra hundeslædeløbet holder ITI til i et telt ved siden af. Jeg kom endnu en gang frem til lige at se fodsålerne af Mark der var på vej videre. Han fortsatte hver aften til midnat hvor han så slog teltet op og overnattede. Kathi og Bill’s nabo Adrian havde vagten og kom ud af teltet med at kæmpe smil og tilbød mig hotdogs fra grillen. Modsat de andre checkpoint er det her løbets eget depot, bemandet med folk der lever og ånder for ITI. Det kan man godt mærke. Inden for en time kom Loreen og Steve også rullende ind.Dag 6

Depotet er opkaldt efter den tidligere depot-bestyrer Rob Kehrer som druknede i en packraft-ulykke sidste sommer under Alaska Winderness Classic. Hans enke Tamra var en del af crewet. En af Rob’s regler som stadig er gældende er: “No Facebook’ing in Rohn – Wilderness Race in progress”. Forhistorien er noget med en ivrigt blåbærfarmer fra Midtvesten og en sattelittelefon 🙂Efter et par timer med dårlig og afbrudt søvn vågner jeg efter mit livs værste mareridt. Jeg sidder lidt og sunder mig. Pyha – mine børn er ikke døde alligevel og pludselig virker 150 miles gennem Interior Alaska midt om vinteren rimelig trivielt. Loreen er den garvede rotte der kalder skudende mht hvornår vi skal tilbage på sporet. Jeg får skovlet en god skude havregrød ned og forlader Rohn med Loreen og Steve. Benene er stadig helt skudt men jeg mærker alligevel lidt overskud. Pludselig er de andre forsvundet af syne bagved. Det lange stræk på 60 miles uden sne, som jeg havde frygtet, var nu takket være det lille drys aftenen før, dækket af er tyndt lag pulver. Det får slæden til at glide betydeligt bedre end jeg havde håbet på. Udsigten tilbage mod bjergene er storslået og betagende. Føler mig på en gang lille bitte i dette kæmpe landskab, men også hjemme og godt tilpas i som aldrig har oplevet før. Jeg begynder at drømme om gennemføre på under 7 døgn og som bonus måske pilke Doktor Hines og få fingre i Rookie of the year titlen. Kører hårdt på det meste af dagen, bare for at eksplodere og gå helt op i limningen hen under aften. Strækket mellem Rohn og Nikolai på 90 miles var en stor mundfuld, men jeg havde blikket stiftet rettet mod en BLM Safety Cabin 45 miles fra Rohn. Men som jeg nærmede blev underlaget sværere og sværere. Sporet bestod af en ren pukkelpiste af høje tuer. Målsætningen fra tidligere var forlængst droppet igen og jeg drømte bare om at komme frem til hytten. Bear Creek Cabin som den hedder ligger en mile væk fra sporet (på et sted som er tørt om sommeren) og jeg regnede med at den tur ville tage 20 minutter. Sporet var dog helt forfærdeligt dårligt og jeg endte med at bære slæden det meste af vejen.Efter 18 timer på fødderne kom jeg endelig frem. Der var stadig 10 miles til de første sted efter Rohn hvor man kan få vand. Så jeg måtte nøjes med det jeg havde tilbage. Nogen havde dog været så flinke at efterlade en sjat vand i en gryde på komfuret. Da jeg begyndte at varme det op, væltede sæbeboblerne op af gryden. Verdammt…  Fik i stedet smeltet en 300-400 ml. vand til aftensmaden fra det sne jeg kunne skrabe sammen foran hytten. Sæbevandet drak jeg gennem mit Lifestraw (vandrensningsfilter). Verdens bedste aftensmåltid bestående af Risotto, Buffalo jerky med varm Starbucks cacao og “astronaut icecream” (frysetørret flødeis) blev indtaget i soveposen. Ligesom jeg var ved at falde i søvn kom Loreen og bandende lige så meget over sporet som jeg havde gjordt en time inden.Dag 7

Vi forlod hytten sammen et par timer senere men kort efter skulle Loreen ordne noget i støvlerne og jeg stak i forvejen. Måtte slæbe alt grejet tilbage på hovedsporet. Pludselig kom en mørk mur væltende imod mig og et par minutter senere befandt jeg mig i en gedign snestorm. Nåede lige at få balaclava’en hevet op og fundet skibrillerne frem fra slæden. Kort før Sullivan Creek hvor jeg kunnetanke vand fik jeg øje på Marks friske fodspor. Kræfterne var tilbage og jeg regnede på at det stadig var muligt at fuldføre under en fuld uge og sikkert også at indhente Mark. Men ligesom den foregående dag fordampede kræfterne i løbet af dagen. Kort før Nikolai som en snescooter mig i møde på floden. Det var familien Petruska, hvis hus udgør det sidste checkpoint, der var kommet ud for at vise mig vej til deres hus. Selve byen var et deprimerende sted. Som et gadekryds mellem en lille grønlandsk bygn og kulisserne fra en dårlig western. Jeg vidste at jeg var nød til at hvile inden det sidste lange trav mod målet i McGrath 50 miles væk.Dag 8

Mens hele familien sad bænket foran fjerneren fik jeg hængt tøjet til tørre over brændeovnen. Jeg fik en portion en portion spagetti inden jeg forsøgte mig med lidt søvn. Efter storsvedende at have rullet rundt i sengen et par timer med en hævet ankel og er par ben der gjorde usandsynlig ondt opgav jeg til sidst og forlod Nikolai med Loreen midt på natten. Vi fulgtes ad indtil middagstid hvor jeg kørte på for at gøre arbejdet færdigt. Jeg behøvede jo ikke at spare noget til de næste 600-700 miles fra McGrath til None ligesom hende. Det stod en strid blæst men heldigvis var den for det meste i ryggen. Sneen blev blød og punchy og til sidst gav jeg op og tog sneskoene på. En del af mig ville bare have det her lort overstået hurtigst muligt, mens en anden del af gerne ville fortsætte eventyret lidt endnu. Hen under aften faldt temperaturen til minus 20 så sneen kunne bære uden snesko. Et par snescooteren kom farede i mørket. Jeg var blevet advaret om at passe på stive snescooter-kørere. Da Nikolai er tørlagt kører mændene til McGrath, køber sprut og smager så lige lidt på varene på vej hjem. Endelig kom jeg til et papskilt ude med Kuskokwim floden der indikerede at der var 10 miles tilbage. Nu virkede “this is what I do” ikke længere. Med min fart på 2,5 miles/time ville det tage yderligere 4 timer. En tanke der slet ikke var til at holde ud. Jeg besluttede mig til at prøve at nyde de sidste timer og sætte pris hvor udfordrende turen var hele vejen igennem. Den taktik virkede indtil et nyt papskilt markede 5,5 mile tilbage. Kunne ikke forlige mig med at det skulle tage over 2 timer mere. Kort efter dukkede to scootere op bag mig og jeg trådte helt ud i den dybe sne ved siden af sporet. Det Bill og Adrian der var på vej tilbage fra Rohn. Vi vekslede et par ord inden de forsvandt i en ildelugtende sky af udstødsgas og benzin. Så begyndte jeg at løbe i ren frustration. De 2 scootere med slæder havde gjordt sneen latterlig blød at løbe i. Men det var alt sammen lige meget nu, for jeg ville bare være færdig. Med et par miles igen ramte jeg en snedækket vej som førte hele vejen ind til McGrath. Det var en ubeskrivelig fed fornemmelse at dreje til højre ved det store ITI banner ude ved vejen og tage de sidste skridt hen mod hoveddøren. Ingen tvivl om at det var her festen foregik med parkerede slæder og fat-bikes i lange baner.Tiden stoppede efter 177,5 timer eller 7 dage, 9 timer og 39 minutter, få timer efter “Rookie of the Year” Mark Hines. 5 løbere var kommet mig i forkøbet. Deriblandt Beat som var på vej ud af døren for at fortsætte rejsen mod Nome. At komme ind i stuen hos Tracy og Peter er den bedste mållinie man kan forestille sig. Varme, øl og alt det mad man kan spise. Det var, som at komme i himlen. Kun vinderen Dave Johnston var taget hjem på arbejde. Resten af “løberne” var her stadig. Det var super hyggeligt at kaste håndtegn og fortælle røvere fra sporet. Et par timer senere kom Steve og Loreen ind i pitten. Britten Mike Thomas kom ind godt et døgns tid senere efter at have tilbragt natten ude i minus 40. Både Spanierne, der først missede checkpointet i Rohn og siden flyveren hjem til Lanzarote samt den sneboldskastende helikopterpilot Russell kom fint igennem.Beat, Steve og Loreen er i skrivende stund stadig på vej mod None i ekstremt svære forhold med dyb sne og temperature under minus 40 grader. Jeg skal lige samle noget mere erfaring, ferie og penge sammen før jeg er klar til den lange tur. Det kan godt være at PosemandEN siger det altid er længst udbudte distance der tæller, men mon ikke der skal deles nogen flere aviser ud på børneløbet…

Tak til Rawbite, CEP Danmark, Bjergkæden, Ryders Danmark, Knut Korczak, Ravn Hamberg og Bådebyggeren i Gudhjem for hjælp med udstyret.