Mod regnvejr kæmper selv trolde forgæves…

Det er gået 2 år siden jeg gennemførte mit første Tor de Geant sammen med Ravn Hamberg. Nok tid til at jeg har fortrængt hvor hårdt løbet egentlig var, men også 2 år hvor jeg forbedret mig på mange punkter og haft tid til at tænke over hvad der kunne gøres bedre til denne gang.

Målet var at få en bedre oplevelse end sidst (hvor jeg slæbte mig igennem med lungebetændelse) og forhåbentlig være hurtig nok til at se nogen af de stræk vi havde løbet om natten sidst i dagslys. Trods en mindre træningsmængde var jeg helt tryg ved at kunne indfri de forventninger jeg havde til mig selv og følte som sådan ikke at jeg havde noget at bevise.

Det øs-regnede fra starten men jeg fandt hurtigt ind i min egen rytme og lod Heine Petersen (som jeg havde rejst derned med) løbe væk, da vores tempo ikke matchede.

Vi passerede 3 bjergpas mellem 2500 og 3000 meter den første dag. Det var tåget, koldt og gustent. Kroppen og humøret var ikke det bedste. Men jeg blev ved at spise og sætte den ene fod foran den anden. Jeg stoppede i en hytte lige inden det andet pas, for at få en tør trøje på og drak noget varmt te. Sporet var våd og mudret.

Ved bunden af den 3. stigning spiste jeg lidt polenta og drak mere te med sukker. Jeg begyndte at få det bedre og jeg overhalede en Schweizer jeg kender, på vejen mod Col Crosatie, som er en af de mest tekniske og luftige passager i løbet. Jeg kørte på for at komme over inden det blev mørkt. Fordelen ved den tykke tåge var at man slet ikke så hvor meget luft man havde under røven på det sidste eksponerede stykke mod toppen. Til gengæld blæste der en kold vind, så stoppet, ved depotet lige under toppen, blev kun lige langt nok til at bunde en kop cola.

På nedstigningen blev pandelygten tændt, med den tætte tåge gjorde det faktisk sværere at se med lyset tændt. Vi passerede mindesmærket for den unge kineser som faldt og døde her i 2013. Det var for koldt tilat stoppe op og lette på hatten.

Som sædvanligt blev jeg overhalet hele vejen ned, bare for at passere de samme igen når de stod og hang i baren nede i Planaval. Efter et par relativt flade km nåede jeg første hoveddepot i Valgrisa på godt 12 timer. Robbie Britton, som selv er en verdensklasse ultraløber og nu dækkede TDG for The Guardian, greb min dropbag, viste mig hen til bordet hvor han sad med kæresten Natalie og hentede varm mad til mig. De løftede moralen en del at se nogle kendte ansigter.

Fik friske forsyninger af energi og tørre trøjer fisket op af dropbag’en og 31 minutter senere var jeg på vej igen.

Der var 1300 højdemeter til toppen men her var det en kæmpe fordel at kende vejen. På mit Suunto Ur kunne jeg også følge med i hvor mange højdemeter der var tilbage. Lige over trægrænsen lå en hytte hvor jeg fik vredet de våde handsker, drukket mere varm te og taget min tykke Aclima Woolshell hoodie under regnjakken.

Udenfor var regnen og vinden taget til og som jeg nærmede mig toppen blev det til først slud og senere sne. Nedløbet til Rhemes er det absolut stejleste på hele Tor de Geant og i de her forhold yderst vanskeligt at holde fodfæstet. Dagen igennem havde jeg fået større og større tiltro til grebet i mine nye Terraclaw og vidste at våde klipper ikke var noget problem.

Pludselig lyder der et ordenligt rabalder og et kæmpe stenskred ryger forbi få meter fra mig. Jeg lyser op men ser intet andet end pandelygten som lyser vandmolekyler op i en grå plamage. Hører et par sten visle forbi igennem luften. Få minutter senere begynder det at tordne og lyne. “Not good” tænker jeg og løbe ned mod sikkerheden så hurtigt som muligt. Hvilket ikke er specielt hurtigt når man løber på en mudret sti som i dagens anledning er omdannet til en rivende strøm. Der er nu så fedtet at greb i skoene er ligegyldige og alle skøjter rundt. Et lille banalt styrt er ved at sende mig ud over kanten.

Jeg når at tænke en del over hvor stor risiko jeg er klar til at løbe på vejen ned. Jeg lovede  familien at passe godt på mig selv og det løfte havde jeg egentlig tænkt mig at holde. Kl. 03.37 checkede jeg ind depotet i Rhemes, oprevet og godt flosset i kanterne. Trods tempoet ned var jeg gennemkold helt ind til benet, gennemblødt og fuldstændig udmattet. Fik hurtigt skiftet til tørt tøj fra rygsækken og var så heldig at få tildelt ledig feltseng i 2 timer.

Trods mine ellers fantastiske silicone ørepropper og en buff hevet ned over øjnene lykkedes det ikke rigtigt at få sovet. Men jeg fik varmen tilbage i kroppen og slappet lidt af. Da de 2 timer senere blev jeg “vækket” var det med beskeden om at løbet var stoppet og man ikke vidste hvornår man evt ville kunne komme igang igen. De jeg kom ud fra den lille sovesal lignede depotet ragnarok. På hver en ledig kvadratcentimeter sad der våde og kolde løbere pakket ind i alu-tæpper og rystede. Dem der var kommer ind efter mig var bare blevet stuvet tættere og tættere sammen i takt med at folk kom ned fra bjerget. Min schweiziske ven der lige var kommet fortalte at der havde være store stenskred på begge sider af passet. Vejrudsigten “lovede” kraftig regn indtil middag men da solen stod op en time senere klarede det op. Når man kiggede op kunne man tydeligt se nattens snefald men det var svært at vurdere hvor meget sne der var deroppe.

Vi fik lov at fortsætte kl. 7 og jeg besluttede mig til at tage et pas mere og selv vurdere forholdene. Sporet var faktisk overraskende godt op gennem skoven. Men så snart jeg kom over træerne var blæsten piv kold og bidende. Når jeg kiggede tilbage over skulderen mod Col Finetre var det helt dækket af sne. Man kunne se spor efter flere friske stenskred og se løbere bevæge sig meget langsomt ned. Jeg gik i støt roligt tempo så jeg ikke behøvede at stoppe op. 300 højdemeter under toppen startede snefeltet fra nattens nedbør. Jo højere vi kom jo glattere blev det. Jeg stoppede et øjeblik for at tage et par billeder. Havde næste ikke taget billeder pga af regnen og fordi jeg brugte overtrækslufferne det meste af tiden. Det begyndte at sne ligesom svenske Magnus kom stavrende forbi. Vi blev enige om at nu var det ikke rigtig sjovt længere. Alle skøjtede rundt men jeg var trods alt glad for at jeg havde er lavere tyngdepunkt end alle dem i tykke skum-sko. Uden ekstra tørt tøj i rygsækken var jeg prisgivet hvis der skete noget. Vådt løbetur og frostvejr i bjergene er bare en dårlig kombo.

Da jeg endelig nåede toppen af Col Entrelor var underlaget dækket af en tyk skorpe af is. Det var en livsfarlig skøjtebane og jeg satte pris på at have stave til hjælp. Lige under toppen havde arrangørerne fløjet en gul glasfiber kasse op med helikopter. Her stod 2 gutter og serverede skoldhed te. Med lidt sne oven i var den hurtig til at drikke og jeg skyndte mig videre ned mod dalen. På denne side var sneen mere slushy så det gik hurtigere med at komme frem. Få gange i mit liv har jeg frosset mere.

Næsten nede ved skoven tittede solen frem og jeg fik varme i kroppen. For første gang overvejede jeg at tage regnjakken af. På den modsatte side af dalen så man små prikker bevæge sig uendeligt langsomt op af snefeltet mod rutens højeste punkt Col Loson. Det mindende om de det skelsættende billede fra Everest hvor folk står i kø mod toppen og jeg tænkte at det nok kun ville blive værre på den anden siden som er meget eksponeret og luftig, selv på en god dag.

Jeg mødte en park-betjent, fra Gran Paradiso nationalparken vi nu bevægede os igennem, og spurgte om det var sikkert at komme over passet. Han skar en grimasse og lavede bob-bob bevægelsen med hånden.

Min mavefornemmelse sagde mig at det ikke var sikkert at fortsætte uden nogen form for sikkerhedsmargin. Så da jeg nåede depotet i bunden meldte lemming nr. 1049 sig ud af klubben.

Kort efter blev en portugisisk løber med hypotermi reddet ned med helikopter. Det dårlige vejr fortsatte efter min exit og efter 90 timer blev Tor de Geants 2015 helt aflyst. Kun 6 løbere lykkedes at komme helt til mål.

Som jeg skrev lige bagefter så elsker jeg at løbe bjergene – men jeg elsker min familie højere. Eller som min ven Sondre siger “Det er bare løping”…