IMG_9181

Fyr til Fyr Road book

Vi glæder os rigtig meget til at se en masse glade løbere på Bornholm lørdag den 9. april. Der er vores håb at alle vil bidrage til at gøre dagen til en fest. Husk at nyde det uanset hvor hurtigt du løber og vær søde ved vores hjælpere som knokler en hel weekend for at du kan få så god en oplevelse som muligt. Husk at smile til dem. Uden dem intet løb.

IMG_8984

Inden start

For at undgå stress på løbsdagen opfordrer vi alle, der har muligheden, til at komme og hente deres startnummer dagen før. Det foregår hos Bådebyggeren i Gudhjem ved Nørresand Havn (hvor 2. depot ligger) mellem 18 og 20. Adressen er Ejnar Mikkelsensvej 1, 3760 Gudhjem. Husk at medbringe billed ID. Du skal hente startnummer personligt. Det plejer at være hyggeligt og vi glæder os til at kaste håndtegn og hyggesnakke 🙂

Har du ikke mulighed for at hente dit startnummer dagen før, udleverer vi startnumre på Dueoode på løbsdagen fra kl. 6. Kom i god tid…

Startnummeret skal være synligt på fronten hele løbet igennem. Hvis startnummeret ikke er synligt ved målgang bliver din tid ikke noteret.

Parkering i målområdet

Det er forbudt at parkere sin bil oppe ved Hammerfyret under løbet. Dette gælder både deltagere og tilskuere. Overtrædelse vil medføre diskvalifikation. Da mange ikke respekterede dette sidste år har vi været nød til at hyre Jens Hansen som parkeringvagt i år. Jens er tidligere havnefoged i Gudhjem og har været kåret som “Årets Havnefoged”, men han er ikke til at løbe om hjørner med, så respekter venligst at vi ikke vil have biler med tilskuere op til Hammerfyr. En af præmisserne for at få lov til at lave løbet er at vi holder os gode venner med naboerne. I stedet skal du benytte P-pladsen ved Hammerbrudet (Hammersøvej 2A, 3770 Allinge) eller nede på Hammer Havn. Herfra er der 10-15 minutters gang op til målområdet.

Bus til starten

Er du tilmeldt bussen til start er det vigtigt at du kommer til bussen i god tid. Sidste bus kører 5.30 sharp. Opsamlingsstedet er på P-Pladsen ved Opalsøen ((Hammersøvej 2A, 3770 Allinge). Igen i år kan vi som en ekstra service for dem som bor ved Tines Gjestehuz i Sandvig tilbyde opsamling der. Vær klar ved Strandvejen 49 i Allinge kl. 5.30.

Ved starten på Dueodde (Fyrvejen 7, 3730 Nexø) udleverer vi startnumre fra kl. 6. Har du ikke hentet dit startnummer dagen før udleveres det ved starten. Kom i god til og husk billed id. Du kan ved starten indlevere en taske med dine sager som vi transporterer til målet. Her kan du ligge skiftetøj og noget til at fejre bedriften med bagefter. Vi tager KUN imod tasker som er TYDELIGT markeret med navn og evt. Startnummer. Plastikposer uden lukning modtages ikke. Vi tager ikke ansvar for værdier i din taske.

Kl. 6.50 er der briefing ved Dueodde fyr og Kl. 7 går starten.

Obligatorisk udstyr

Vindjakke. Det skal være en åndbar jakke. Vest eller engangsregnfrakker er ikke ok.

Mobiltelefon. Opladet og tændt. Telefonnummer til løbsledelsen står på startnummeret.

Kop på min. 150 ml. som skal være genanvendelig. Engangsembalage tolereres ikke.

Udstyret kan blive checket på dagen… Mangende udstyr medfører diskvalifikation. Og lad nu være med at skrive til os i dagene op til løbet og spørg om du virkelig skal have din vindjakke med når nu DMI lover solskin. Alle 3 ting er obligatoriske til alle vores løb 🙂

IMG_8954

Find vej

Rutefindingen er ganske let. I udgangspunktet følger ruten vandet og den afmærkede kyststi. Vi markerer ruten hvor du skal dreje eller hvor man kan være i tvivl. Der hvor flere har tilbøjelighed til at overse den officielle skiltning ved Listed og Bølshavn har vi markeret lidt ekstra 🙂 Vores markeringer består af pile “malet” med mel på vejen og bolsjestribet minestremmel. Du er i mål når du klasker din klamme hånd på Hammer Fyr som er det 3. fyrtårn du møder på din vej. De to første er Svanke Fyr (hvor første depot ligger) og Hammerodde Fyr (hvorfra du kun har 1,9 km og 85 højdemeter til mål)

IMG_8963

Praktisk info

Ruten består af blandet underlag, lige fra sand til lækre singletracks, bredere stier, grusvej og asfalt. Hvis det er vårdt op til og under løbet kan det godt være temmelig glat. Vi anbefaler en komfortabel trailsko, men løbet er blevet gennemført i alt fra bare tæer til tykke skumsko unden mønster. Da ruten starter med 8 km sand er gaiters en stor fordel så du slipper for at skulle stoppe op og tømmeskoene for sand undervejs. Man passerer en del havne undervejs på ruten hvor det er muligt at tanke vand og gå på toilettet. Alligevel kan det være smart lige at have en pakke kleenex og en engangshandske i rygsækken, hvis der manger papir eller sæbe. De 2 depoter ligger lige inden Svanke fyr og ved Nørresand Havn i Gudhjem. Følg markeringerne til depoterne.

Sikkerhed

Vi tager sikkerheden rigtig alvorligt og det er vigtigt at vi hjælper hinanden her. Du har pligt til at hjælpe medløbere (og andre på ruten) i problemer. Er det alvorligt skal du ringe 112. Ved mindre skader og uheld skal du ringe til det kontaktnummer som står på dit startnummer.  Vores “fejeblad/sweeper/scoupa” team med Anders og Thomas bevæger sig langsomt med 6 km. i timen (gang tempo) bagerst. Bliver man overhalet af denne er man ude af løbet. Målet bliver lukket efter 10 timer kl. 17.00.

Hvis du udgår

Skulle du af den ene eller anden grund udgå af løbet SKAL du ringe til kontaktnummeret der står på dit startnummer og fortælle at du udgår. Tager vi ikke telefonen pga. travlhed eller manglende mobildækning, læg da venligst en besked eller send en sms. Gør du ikke det, bliver det store store eftersøgningsarbejdet skudt igang på din bekostning. Det er dit eget ansvar selv at sørge for videre transport. Både bus, taxa og tommelfingeren kan nemt benyttes.

God stil

Husk at følge færdselsloven (også når du bliver træt) og opføre dig ordenligt så vi får lov at komme igen i fremtiden… Så vær diskret når du træder af på naturens vegne eller endnu bedre, brug de mange offentlige toilettet langs ruten. Tag dit affald med dig og saml op efter dem som har “tabt” noget. Banan- og appelsinskralder må heller ikke kastes i naturen. Tag hensyn til andre på din vej – vi har ikke ruten helt for os selv. Smil og vink – smil og vink 🙂 Dette gælder overalt men i særdeleshed i målområdet ved Hammerfyret.

IMG_4702.jpg

I depoterne

Der er høflig selvbetjening i depoterne. Husk at der også skal være til de løbere som kommer efter dig. Der udleveres kun væske i egen kop (eller i dine dunke, væskeblære mv.) så husk en foldekop eller lign. på minimum 150 ml. Vi serverer vand, sportsdrik, frugt, chips og cola. Du skal selv medbringe energi (gels, barer osv) til hele løbet… Der kan ikke indleveres personlig forplejning eller dropbags til depoterne undervejs. Det er “kun” 60 km. så du klarer den 😉

Private depoter

Det er ikke tilladt at modtage hjælp (uden for depoterne) som ikke er tilgængelig for alle. Det vil sige at du ikke få ekstra tøj, mad, drikke osv fra venner og familie. Men moralsk støtte og indkøb i kiosker undervejs er selvfølgelig tilladt.

IMG_9090

I mål

Når vi har registreret din tid i mål har vi lidt væske klar og din indleverede taske inden for rækkevidde. Fra Hammerfyret er der 10-15 minutters gang til P-Pladsen ved Opalsøen og ca. 20-30 minutters gang til hotellerne i Sandvig.

En anden tradition ved Ultraløbet Fyr til Fyr er at alle der løber under 6 timer og 12 minutter får en øl. Det var den tid Allan Lyngholm løb ruten på i op til 40 cm. sne kun to uger inden det første løb i 2013. Takket være de negative kommentarer på sociale medier om at der burde være øl til alle er vi nu på jagt efter en ny ølsponsor, så tak for det 😉 Det står stadig enhver frit for at helgardere med en kølig pilsner eller noget andet frækt i deres indleverede taske 🙂

Efter løbet

Vi vil hurtigst muligt få billeder online. Resultaterne bliver opdateret live. Linket til resultaterne ligger vi ud på Ultracup´s facebookside på løbsdagen. Det er også her vi vil poste billeder undervejs som dagen skrider frem. Billederne fra vores fotograf vil komme hurtigst muligt efter løbet. Vores fotograf har til opgave at indfange stemningen på dagen og ikke nødvendigvis at tage billeder af alle løbere ude på ruten.

Festmiddag

Endelig kan vi løfte sløret for vores planer omkring festmiddagen efter Ultraløbet Fyr til Fyr den 9. april. Vi vil i år gerne bringe løberne tættere sammen og sørge for at det bliver en god aften efter løbet. Derfor har vi valgt en hyggeligere ramme omkring festmiddagen som i år finder sted på Restaurant Brøddan i Gudhjem fra kl. 18.30.

Der er plads til 154 personer i restauranten som byder på en stor buffet med alt hvad hjertet kan begære, inkl. dessert samt en Svaneke Bryghus øl eller sodavand. Prisen bliver 200,- for voksne og 100,- for børn. Biletter til middagen købes kontant ved startnummerudleveringen hos Bådebyggeren i Gudhjem fredag aften mellem 18 og 20, efter først til mølle princippet. Som vi vurdere det lige nu burde der være plads til alle som vil med. Vi håber at se dig til en hyggelig aften i Gudhjem. Se mere om resaturanten her: www. broddan.dk

IMG_9224

Lille Fyr

Vi afholder traditionen tro det gratis børneløb LilleFyr søndag den 10. April kl. 10 (dagen efter Ultraløbet Fyr til Fyr). Ruten går fra Hammerodde Fyr til Hammer Fyr (samme afslutning som Fyr til Fyr) og er 1,9 km lang med 85 højdemeter op. Alle under 18 år kan deltage og det koster gratis. Tilmeldingen er åben nederst på tilmeldingssiden: http://ultracup.easyme.dk/ Del gerne budskabet så vi kan se endnu flere glade børn ved Hammerfyr.

Har du spørgsmål inden løbet skal du bare fyre løs på godtsvar@ultracup.dk

Har du noget på dagen griber du bare fat i en official og spørger løs…

DET VIGTIGSTE: “Det er bare noget vi leger”

Link til deltagerlisten

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s