IMG_3128

Iditarod Trail Invitational (ITI) er et “human-powered” løb på tværs af Alaska om vinteren. Ruten følger verdens største hundeslædeløb Iditarod og tilbagelægges til fods, på cykel eller på ski. “Begynder-distancen” er på 350 miles (560 km) mens de store drenge og piger følger hundene til dørs på de 1000 miles (1600 km). Der er frit vejvalg så længe man stopper ved de 6 officielle checkpoints. Ruten er ikke markeret og der udleveres ikke kort eller GPS spor til deltagerne. Der er heller ikke noget obligatorisk udstyr, da det er op til den enkelte at vurdere hvilken grad af risko man er villig til at tage.

Normalt har jeg altid valgt større og større udfordringer men efter at have gennemført ITI 350 til fods sidste år fik jeg lyst til at prøve at cykle ruten i stedet. Både for at prøve noget andet og for ikke at være smadret hele året efter, som tilfældet var sidste år.

IMG_2717Adam Erritzøe ved Lodbjerg Fyr på turen til Skagen.

Adam Erritzøe som cyklede ITI sidste år var en stor hjælp med at finde det rette udstyr og sammen kørte vi nogen lange ture. Blandt dem den 376 km lange tur på stranden fra Blåvand til Skagen i slutningen af juni. Min primære træning bestod i at cykle frem og tilbage til arbejde (26 km) så ofte det var muligt.

12650836_1674416046108484_6461853657843935694_nAdam ved Thorup Strand på vinterturen fra Agger til Skagen.

De sidste forberedelser var en spontan overnatningstur på vinterens koldeste nat med biviarkering i minus 15 grader ved Farum Sø og en planlagt træningstur til Norge. Men da temperaturene var på den forkerte side af frysepunktet i Norge den weekend cyklede vi i stedet fra Agger til Skagen langs stranden i regnvejr.

 

IMG_2912

Flyveturen via Island og Seattle gik smertefrit og min fatbike kom frem i god behold. De resterende 2 dage inden start blev brugt til at pakke cykel, gøre sidste øjebliks (impuls)indkøb og på at mødes med nogen af de fantastiske mennesker jeg havde mødt under løbet sidste år.

IMG_2958Adam Erritzøe og jeg ved starten i Knik. Og nej det var ikke planlagt at have veninde-jakker på 😉 

Selve starten, fra baren i byen Knik, er så laidback som den kan være. Der blev sparket lidt carbonfælge og pulke mens der ellers blev hyggesnakket og kastet håndtegn. I modsætningen til den rolige start til fods blev der dog kørt cykelløb fra starten og efter 10 minutter var de hurtige kaniner smuttet og der var et stort hul bag mig. Til forskel fra sidste år havde jeg nu fået tiltusket mig et GPS-spor at følge, så jeg var tryg ved at køre mit eget løb.

IMG_2989Cody Johnson på vej mod Flathorn Lake

Hen over den første store sø fulgtes jeg med lokale Cody som egentlig var her sammen med sin sin hustru Amy. Men de havde aftalt at starte hver for sig. Da vi drejede ned på Susitna-floden lod jeg Cody køre og trillede alene mod det første depot Yentna ved mile 57. Der var den sygeste medvind op af floden så jeg stak bare hovedet ind og sagde halløj inden jeg rullede videre. Rimelig dumt – for kort tid efter knaldede jeg lige i muren og måtte kæmpe mig frem de til andet depot uden skyggen af energi tilbage. 

Checkpointet i Skwentna ved mile 90 nåede jeg efter 8 timers kørsel. En tur der tog mig 36 timer til fods i fjor og i 2012 tog de hurtigste 62 timer. Ja forholdene varierer meget fra år til år og var hurtige i år på cykel. Fik hurtigt smidt tøjet til tørre over ovnen og hoppet i køjen med ørepropperne i. Da jeg vågnede af mig selv 4 timer senere følte jeg mig frisk igen og rullede videre gennem natten med en cola i maven.

unspecifiedFoto: Kyle Durand

Efter 140 km. fladt terræn, primært på frosne søer, sumpe og floder bliver sporet en del mere underholdende efter Skwentna. Jeg var godt kørende og rullede nogen timer senere forbi Shell Lake lodge hvor en del cykler lå parkeret uden for. Hen over sumpene mod Finger Lake overhalede jeg polakken Bartosz som lettere omtåget og tydeligt træt spurgte om vej mens han hovedrystende prøvede at få sin GPS til at at give mening.

IMG_2998Winter Lake Lodge ved Mile 130

Lige efter daggry nåede jeg checkpointet i Winter Lake Lodge ved Finger Lake (mile 130) som samtidigt er endestationen for det korte 130 mile løb som blev kørt for første gang i år. 3 deltagere på den korte var allerede kommet i mål. En af dem var benhårde Nina fra Norge som fortalte at hun havde kørt det sidste stykke med Adam, som kørte efter en top 10 placering. Stedet er en luksus hytte i den helt dyre ende af skalaen, hvor vi svedige cykelister aller nådigst fik lov at komme ind ad bagdøren og spise i køkkenet. Morgenmaden bestod af en stor snasket breakfast burrito som blev skyllet ned mens jeg gennemgik min dropbag. Da man ikke må indføre animalske produkter i USA havde jeg fået min hustrus kusine Jenni i Virginia til at sende mine 2 dropbags til Alaska i tide til at blive føjet ud med skifly. Derfor var jeg spændt på om det hele var det. Men selvfølgelig var det det. Det var dog gået så hurtigt med at komme frem at jeg ikke havde brug for meget fra posen og det meste røg i genbrugskassen.

IMG_3011Morgenmad i Finger Lake Checkpointet

Efter halvanden times pitstop gik den videre frem over isen, bogstavelig talt. Men på turen over Shirley Lake var der pludselig vand under sneen oven på isen.  Dette var en lille forsmag på de stykker med åbent vand som ventede længere fremme. Men med Berghaus Goretex overboots uden på støvlerne blev det heldigvis aldrig rigtig “spændende” 🙂

Næste sektion var nok den jeg havde haft størst frygt for hjemmefra, nemlig Happy River Steps. En serie af mega-stejle stigninger som indgyder respekt selv for rutinerede slædehunde-folk og snescooter-kørere.

IMG_3020

Mens jeg sidder og tramper derudad stikker en hest pludselig hovedet frem 20 meter foran mig. Der går et splitsekund inden det går op for mig at det er en elg. Elge dræber hvert år flere mennesker i Alaska end bjørne. Inden jeg kan nå at tænke tanken til ende beder jeg den pænt om at skride. Den snurrer rundt og tøffer tilbage ned af sporet mens den fuldstændigt smadrer det ellers fine snescooter-spor. Flere gange stopper elgen op til jeg forsigtigt nærmer mig indtil den til sidst forsvinder ud i den dybe sne til siden. Senere samme eftermiddag var elgen dog blevet lidt mere gnaven og tromlede spanske Antonio ned. Heldigvis uden andre konsekvenser end at hans kamara tog en flyvetur og måtte graves op af løssneen.

Den fuldt lastede cykel var tung at skubbe op af de onde bakker. Det var efterhånden blevet midt på eftermiddagen og jeg var begyndt at blive  grundig træt. Jeg huskede kun alt for godt strækket fra sidste år og hvor fuldstændig smadret jeg havde været da jeg endelig nåede frem ckeckpointet i Puntilla. Så langt i kælderen ville jeg for enhver en pris undgå at køre mig selv i.

12829424_1205595159458611_1993877931078584434_oMit bivi-spot efter Happy River Steps. Foto: Jay Cable

Så da jeg jeg fik øje på et oplagt bivi-spot under et træ hoppede jeg i posen et par timer efter jeg havde smeltet sne og lavet en god gang risotto. Selv om alle der trampede forbi lige skulle fortælle at det var et fedt sted jeg havde fundet, lykkedes det at få hvilet lidt.

Igen var jeg genopladet da jeg trillede videre og overhalede hurtigt Jill (eneste kvinde på 1000 mile distancen) og en anden deltager. Efter mørket var faldet på indhentede jeg Leah fra Minnesota der var godt oppe at køre over lige at havde set en Wolverine (jærv) mellem træerne. Da vi kom frem til checkpointet i Rainy Pass Lodge ved Puntilla Lake syntes jeg selv jeg var ret gallant, da jeg lod hende få den sidste ledige køje. Men efter at øjnene havde vendet sig til mørket i den lille bjælkehytte viste det sig at der var en sengeplads mere ovre i hjørnet.

IMG_3035

Igen gik jeg på skjoldet med ørepropperne i og uden at sætte alarmen til. Da jeg vågnede efter 4,5 time måtte jeg en tur på dasset omme bagved hytten. Nok sidste gang jeg går på lokum i Alaska uden dunjakke. Nåååååhh det var koldt… Klokken var 2 om natten og morgenmaden bestod af en ordentlig skude instant havregrød og en dåse lunken (men overraskende god) chilli con carne direkte fra dåsen.

IMG_3043Morgenlys i Ptarmigan Vally. I områder uden træer bruges disse “tripods” som pejlemærker i terrænet og det efterlades på sporet hele året.

IMG_3056Undrede mig lidt over stednavnet – Happy River Crossing… Et sted der ugen senere voldte mange af deltagerne i Iditarod (slædehundeløbet) store problemer.

Turen videre op mod Rainy Pass var for mig en langt vandretur skubbende det tunge grønne svin af en cykel. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at egoet ikke led et lille knæk da 2 tøser kom cyklende forbi op af bakken, alt imens de sludrede løs. Damm it… 

IMG_3066Bill Flemming på vej mod Rainy Pass

IMG_3067Alaskan snowangel… Bill was here 🙂

Det blev lyst mens jeg langsomt kom over trægrænsen og bevægede mig op igennem Ptarmigan dalen. Cykelhandleren Bill fra Anchorage som jeg havde sludret lidt med den første dag kom senere også trillende forbi og lavede en solid faceplant med god underholdningsværdi længere fremme. Kort ført toppen af passet mødte jeg igen Bartosz som lettere omtumlet spurgte om vej til checkpointet i Rohn. Manglen på søvn var udtalt.

IMG_3069Bartosz fra Polen kort før toppen af Rainy Pass

IMG_3070Den fede ged på toppen af Rainy Pass

Efter det obligatoriske billede med skiltet i passet var det op på hesten og fuld gas ned på den den anden siden. Hvor jeg sidste år måtte gå ned fra Rainy Pass med snesko i den dybe sne kunne jeg nu bare rulle uden at bruge nogen kræfter. Sweeeet… 

IMG_3086På “bagsiden” af Alaska Range på vejen mod Dalzell Gorge

Turen igennem den berygtede Dalzell Gorge gik glat takket være det kæmpe arbejde Iditarod´s “trailbreakers” havde lagt med at lave broer ned gennem kløften som sidste år havde været lidt mere end bare spændende at passere. Selv stykket på Tatina floden var en del nemmere i dagslys. Samme sted var min ven Peter Ripmaster et par dage senere heldig at overleve en svømmetur med sin pulk, da isen brast og han røg ned i den iskolde flod. Mere om det drama her…

IMG_3096

Næste checkpoint var Rob´s Roadhouse i Rohn ved mile 200. Stedet som blot er en plet på landkortet rummer en primitiv landingsbane og en shelterhytte bygget i 30´erne som ly for piloter der er strandet på denne side af Alaska Range. Men da Iditarod´s folk bruger hytten til hundeslædeløbet holder ITI i stedet til i en telt tæt ved. For første gang undervejs er det løbets egne folk som bemander checkpointet og det kan mærkes. Service niveauet er helt i top og selvom man ligger på en bunke sne dækket af gran grene i et lille telt med kakkelovn, så føles det som den vildeste luksus. Mens som jeg lå der i min sovepose og blev vartet op, var jeg splittet i mellem at tage mig tid til at nyde turen og ræse de sidste 150 miles til målet i McGrath. Selskabet af mine venner i depotet trak og jeg havde lyst til at tilbringe natten i Rohn inden jeg fortsatte. Men nu er det jo et løb og ikke en all-inclusive cykeludflugt, så kort før solnedgang rullede jeg afsted igen. Forude ventede løbets længste stræk mellem checkpoints. Nemlig 120 km til bygden Nikolai.

IMG_3097

Da jeg nu var kommet om på bagsiden af Alaska range var der ikke meget sne. Bjergene sørger for at ikke mange snebyger når over på denne side. Så strækket igennem Farewell Burn, som er et kæmpe område der brændte ned ved en skovbrand i 1978, havde stort set ingen sne. Men til gengæld masser af blank is hvor det gjalt at holde tungen lige i munden. På det stejle stykke op over Post River Gletcheren var jeg endnu en gang taknemmelig for at Adam havde insisteret på at sætte skruer under vores cykelstøvler. Uden dem havde det havde det været rigtig svært.

IMG_3102“Sleepmonsters-lean”

Trætheden kom hurtigt snigende sammen med mørket og jeg ærgrede mig allerede over ikke at have overnattet i Rohn. Til sidst nåede jeg et punkt hvor jeg var så træt at besluttede mig til at biviarkere LIGE HER. Men da jeg hoppede af cyklen og alt blev stille var det første jeg hørte, et par ulve hyle lige i nærheden. Så op på lågen igen og afsted. Først 3 timer senere og mange isglatte søer senere fandt jeg ro nok at ligge mig ned.

IMG_3103

Jeg var begyndt at hoste før Rohn og jeg vidste at det ville blive værre når jeg kom ned at ligge, så jeg lagde mig til rette på en lille skråning med bjørne-sprayen inden for rækkevide. Bjørnene sover som regel på denne tid af året, men ugen inden løbet var der spottet bjørne syd for Anchorage pga den milde vinter. Desuden satsede jeg på at peberspray også virker på andre nærgående dyr. De fleste er dog nok væsentlig mere bange for mennesker end omvendt.

Da jeg lå der og betragtede stjernehimlen igennem den lille åbning i min sovepose gik det op for mig at det var efter midnat og nu var min 40 års fødselsdag. Bedre gave kunne jeg næsten ikke have givet mig selv.

Det var ikke nogen kold nat. Termometeret viste kun -15C men fordi jag ikke havde fået noget varmt at spise inden jeg hoppede i posen sov jeg ikke specielt godt. Jeg var på cyklen igen da det begyndte at lysne og var snart fremme hvor sporet går snurrelige igennem landskabet omkring 30 km. Lidt surrealistisk at se det hvide spor i mellem træerne forsvinde ud i horisonten langt fremme. Nu var der heldigvis sne igen som dækkede de store græstuer vi måtte kæmpe os over sidste år.

Sulivan Creek 45 mile fra Rohn er første sted at få vand på denne sektion og selv om der ikke var langt tilbage til Nikolai fyldte jeg både min 3 liters Camelbak og thermos helt op. Tidligere på turen var jeg flere gange løbet tør mellem checkpoints da intensiteten og de lune temperature havde givet større behov for væske. Solen skinnede fra en skyfri himmel og sneen var blød og tung at træde igennem. Efter at have passeret den forladte fangstplads ved Salmon River mødte jeg en lokal på snescooter eller “snowmachine” som den hedder på de kanter. Han havde været i McGrath dagen før og kunne berette om fine forhold langs floden. Han fortalte også at sporet var bedre om natten, ved levere temperature, hvilket jo gav super god mening.

IMG_3134På vej til Petruska familiens hus i bygden Nikolai

På Kuskokwim-floden lige inden Nikolai kom Nick Petruska mig i møde på sin snescooter. Vi hilste og jeg forsikerede ham om at jeg kendte vejen op til huset hvor Nick og hans familie i en årerække har været vært for ITI i den lille “native”-landsby. Da jeg kom frem til huset var jeg eneste “racer” og jeg kunne brede mit fugtige tøj godt ud omkring ovnen. Familien ønskede mig tillykke med fødselsdagen (jo de har også facebook i denne lille afkrog af verden) og Stephanie lavede frisk spagetti til mig. Jeg havde allerede besluttet at kører de sidste 50 miles til målet om natten når sporet var hårdest, så jeg havde god tid til at spise og og hvile. Min hoste blev selvfølgelig meget værre af at ligge ned, men i det mindste fik benene lidt hvile. Ud på aftenen ankom Jill Homer (hvis kæreste Beat jeg fulgtes med sidste år og som jeg havde mødt flere gange). Da Cody og Amy var var kommet mens jeg sov og nu hvilede i de andet værelse, pakkede jeg sammen så Jill kunne få min seng at ligge i.

IMG_3136Kirken i Nikolai

Lige som Petruskas hus er notorisk svært at finde for rookies som er her første gang, lige så tricky kan det være at finde tilbage ud på sporet. Men ved hjælp af GPS´en var det nemt og da jeg kunne lugte “dumpen” (byens losseplads hvor de brænder affald) vidste jeg at jeg var på rette vej.

IMG_2997

Der var usædvanligt mange dyrespor langs floden; Ulv, ræv, elg og los. Jeg koncentrede mig om at følge cykelsporene som hele tiden skiftede fra side til side efter de bedste forhold. Det var tydeligt at der havde været blød sne for dem som var kørt her tidligere på dagen. Temperaturen droppede til under -20 grader og jeg måtte for første gang have mine Arcteryx puffy-jakke på mens jeg cykelde. Over mig glimtede stjernene og nordlyset bølgede og strålede hen over himlen. Det var et fantastisk syn når jeg stoppede op og slukkede pandelygten et øjeblik.

Selvom et af mine mål var at køre løbet med et vist overskud, med tanke på at ville prøve kræfter med længere distancer i de kommende år, var jeg ved at være godt mør. Hosten med tilhørende rallen var ikke blevet bedre. Så snart sporet smallede ind mellem træerne og sneen blev løs måtte jeg af og skubbe cyklen. Senere ude på floden blev mine tæer rigtig kolde. Adam´s lille termometer jeg havde lånt viste -25. Jeg overvejede at stoppe og ligge tåvarmere i støvlerne men besluttede at den bedste løsning var bare at gå tæerne varme, når de var blevet kolde af at sidde og spinde rundt på pedalerne. Jeg kunne måske godt have kørt til mål med kolde fødder men jeg ønskede at tage vare på mig selv og tage de gode beslutninger hele vejen igennem.

Endelig dukkede det det lille papskilt på en træpind op ude på floden som markedere at der nu kun var 10 miles til mål. Da jeg et par mil senere drejede af floden kunne jeg se et par pandelygter komme flyvende afsted bagfra. Kort efter kom Amy og Cody rullende forbi med brede smil og indhyllet i kondenseret is omkring ansigterne. Jeg fortalte dem om det tricky venstresving ved 5,3 miles igen, hvor mange tidligere har kørt forkert og fået en noget længere tur ind til McGrath. Jeg prøvede kortvarigt at hænge på dem, men slap hurtigt da jeg ikke havde en snebolds chance i helvede for at køre til mål i det tempo. Jeg ærgerede mig, men var samtidigt glad på deres vegne over at se den afslutte løbet på den måde.

IMG_3139I mål foran Tracy og Peter Schneiderheizes hus i McGrath. Foto: Bob Ostrom

Normalt føles kendte distancer kortere men det sidste stykke til Tracy og Peter Schneiderheize´s hus i McGrath føltes ufattelig lang. Efter 3 dage, 17 timer og 18 minutter kom jeg i mål lige før solopgang og blev modtaget med bifald foran huset af de mange som allerede var kommet frem. En kæmpe kontrast til sidste år hvor jeg kom listende ind midt om natten uden at nogen var vågne. Der var vel over 25 mennesker i huset og efter et par dage alene i vildmarken føltes det som at træde ind i et zoo. Peter, der oprindeligt er fra Berlin, stod bag komfuret og bagte en ordentlig stabel af sine berømte “mancakes” eller “eierkuchen” som han selv kalder dem.

CdVUy9jUYAAOlTR

I modsætning til sidste år havde jeg lyst til at fortsætte rejsen og fortrød allerede at jeg ikke skulle hele vejen til Nome. Turen var næsten for hurtigt overstået i forhold til de mange måneders forberedelse. Men i betragtning af den lungebetændelse jeg havde fået raget til mig og den diarré som fulgte var det nok fin timing alligevel. Jill kom ind nogle timer senere på sin tur til Nome og satte senere ny kvindelig rekord på de 1000 miles. 

Hvordan var så forskellen på turen til fods i forhold til på cykel?

Jeg troede det ville være nemmere på cykel. Det var det ikke. Som Adam og jeg talte om er løbet langt hen af vejen så hårdt som man selv gør det til. Jeg kunne helt sikkert have haft en nemmere tur hvis jeg havde taget den mere med ro og pacet mig selv lidt bedre i starten. Men det var også fedt at kunne tilbagelægge distancerne langt hurtigere. Ned af bakkerne var det faktisk rigtig sjovt på fatbike´n og jeg følte at de mange timers træning gav mig god kontrol og overskud på selv de mest tekniske passager. Største forskel er nok i virkeligheden at man ser meget mere når man bevæger sig til fods, hvor man har bedre tid og lejlighed til at kigge sig omkring. På cyklen er man meget fokuseret og ser kun der der er lige foran en. Men det er helt sikker ikke min sidste lange cykeltur…

IMG_2508Iditarod Trail Invitational 2015

Hvad så nu?

På den korte bane glæder jeg mig til at få gang i løbeskoene igen og løbe nogle fede løb her i sommer. Benene er bestemt ikke lige så smadrede som sidste år. Så det lover godt for den kommende sæson. Næste vinter vil jeg forsøge at gå på ski til Nome ved Iditarod Trail Invitational, hvilket ikke er gjordt før. Kun 16 personer har nogensiden gennemført de 1000 miles til fods. Ingen har heller ikke tidligere gennemført ITI til fods, på cykel og på ski. Men min motivation ligger dog ikke i at blive den første, men at opleve eventyret på den lange tur, besøge de fjerntliggende bygder langs Yukon floden og ude på kysten ved Berring Strædet samt at opleve naturen, mennesker der bor her og ikke mindst hundeslædeløbet på tæt hold.

1400481_10156498698445004_525695534155326507_oEfter løbet var jeg ude og opleve starten på Iditarod hvilket var en kæmpe oplevelse. Ikke mindst at møde og hyggesnakke lidt med en af dem som inspirerer mig mest nemlig Lars Monsen fra Norge som kørte sit første løb i Alaska.

 
IMG_3118

Udstyr på turen

Bike:

Canyon Dude fatbike with 45North Dillinger 4″8 studded tires.

 

Clothing:

2 X CEP Ultralight shirt

POC windvest

POC Bibshorts

Camelbak 3 liter military version

Aclima Anarjohka Crew neck shirt

Aclima Anarjohka Long underpants

OR Trailbreaker Pants

OR Trailbreaker Jacket

Atcteryx RHO Balaclava

Aclima Lightwool beanie

Aclima Headover

Aclima Anarjohka headband

Fleece balaclava with facemask

IMG_3017

Feet:

Aclima liner socks

Aclima Anarjohka socks

Vapour-barrier socks

Lake winter bike boots with skrews in the outsole

Berghaus GTX overboots

IMG_3124Behind the handlebars…

Hands:

OR Powerstretch gloves

Ortovox Wool mitts

Hestra GTX mitts

Revelate poggies (mounted on the bike)

Spare clothing (in saddlebag):

CEP Ultralight shirt

Spare Aclima socks

Aclima Anarjohka Warmwool shorts

Solomon Soulquest GTX Jacket (never in use)

Salomon Soulquest GTX pants (never in use)

Headgear:

POC Octal helmet

POC Goggles

2 X Gemini Duo headtorch + batteries

45North Merino cycling cap

 

Gear on bike:

Spare headlamp – Petzl Myo

Garmin GPSmap62 gps incl. the track

Energizer AA Lithium batteries X 10

Tracking-device

Suunto Ambit 2 Sapphire

In apparel pockets:

Handwarmers (never in use)

Canon S-100 camara

Sudocreme (it freezes) (never in use)

iPod shuffles with headphones

One spare headlamp battery (never in use)

Big Lighter

IMG_3026

Framebag:

Revelate M framebag

Leyze pump

Stanley Thermos

Esbit Alcohol stove with MSR Titanium pot

Food (in various places):

Bacon jerky, freezedried meals, Reese peanutbuttercups, Almond butter, Rawbite etc.

Sadlebag:

Apidura Saddlebag

Spare clothing

Atcteryx Atom Puffy pants

Arcteryx Nuclair Puffy jacket

Downunderbag:

Barfly bag Downunderbag

2 spare tubes

Repairkit including geardrop

Spare headlamp + spare batteries

Frontroll:

Revelate Harness on BarYaks

Exped Endura dryback

Exped Waterbloc 1400 Sleepingbag

Exped Synmat5 sleepingpad

Expex Snoozle-pump-bag

Exped Down booties

IMG_3093

 

Backpack:

Exped Typhhon 25 waterproof backpack

Nathan Stobe light

Cash

Passport

Creditcard

First aid and hygiene kit

Firestarterkit including matches (never in use)

 

Gastank:

Revelate Gastank

Rawbite

Other snacks

 

 

1 kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s