abf59e2ab315d6d1f127304cdbc69433

Den 26. februar starter Iditarod Trail Invitational i Alaska. Løbet følger ruten fra verdens største hundeslædeløb Iditarod (som starter en uge senere). Nu har jeg 2 gange delt aviser  ud på junior distancen på 350 miles (560 km) og har lyst til at udfordre mig selv på den fulde distance som er godt 1000 miles eller ca. 1600 km. fra Anchorage til Nome.

Frem for at løbe/gå eller cykle som tidligere, har jeg valgt at gå på ski denne gang. Primært fordi ruten i 2017 følger den noget sværere sydlige rute (ruten skifter mellem en nordlig og en sydlig rute hvert år) som er noget mere remote og mindre trafikkeret end den nordlige rute, som har mere trafik på sporet mellem bygderne. At ingen har gennemført løbet til Nome på ski er også en udfordring. Særligt når jeg får at vide at det ikke kan lade sige gøre inden for tidsfristen på de 31 dage. Et hold erfarne nordmænd, som både har krydset Grønland og gået på ski til Nordpolen, brugte 54 dage på turen. At den lokale Dan Powers, som i vinter var den første til at gennemføre de 350 miles på ski i 7 år, pludselig også stiller til start på ski på den lange ændrer ikke noget.

IMG_2382

Mit mål med turen er ikke at blive den første eller at sætte rekorder, men at udfordre mig selv og forhåbentlig have en god tur. Med udsigten til endnu en varm vinter i Alaska kan alting ske. Hvor hurtigt man kan bevæge sig afhænger i meget høj grad af forholdene. De 150 km ud til det andet depot i Skwenta, tog mig i vinter 8 timer på fatbike og sidste år 36 timer til fods. Men i 2012 tog samme strækning de hurtigste (Western States vinder Geoff Roes) 62 timer at tilbagelægge.

På de første 350 miles er der 6 “depoter” hvor man kan få eller købe mad og 2 dropbags på max 2,5 kg. til forbrugsartikler som mad og batterier. Efter McGrath (som har været mållinien de seneste 2 år) har vi et flydrop på 5 kg. plus brændstof ved spøgelsesbyen Iditarod. Herefter er man afhængig af de pakker som man kan sende med post i forvejen til bygder langs ruten. Det er ikke tilladt at spørge om hjælp i hundeslædeløbets checkpoints på ruten.

Min fordel er at jeg betaler turen selv og ikke står til ansvar over for andre end mig selv og min familie. Så det største pres er det jeg ligger på mig selv. Så får jeg en dårlig mavefornemmelse undervejs er jeg klar til at handle på det. Som en bjergguide og fjeldredder en gang fortalte mig – “din mavefornemmelse er hele din livserfaring og viden kogt ned i en én – den skal man stole på”. Når han var ude og samle folk op i bjergene var det mere reglen end undtagelse at en eller flere i gruppen havde haft en dårlig mavefornemmelse, men ikke sagt fra af frygt for at tabe ansigt. Så stol på mavefornemmelsen.

7-135-0_delta_force_19_pers_22

Forholdene jeg kommer til at møde kan skifte i mellem plus 10 og minus 50 grader og på så lang en tur, må man være forberedt på lidt af hvert. Derfor er hele mit setup mere gearet mod at være sikker og effektiv end på at være ultra let. Derfor har jeg også opgraderet på mine 3 vigtigste stykker udstyr. Nemlig: En større pulk med mindre friktionsmodstand fra Acapulka i Norge som har lavet slæder til norske polarekspeditioner de sidste mange år. En -68 graders special syet vandtæt sovepose (med dampspærre-pose inden i til at undgå kondensering) fra PHD Designs i England. Og sidst men ikke mindst en opgradering til en MSR XGK II benzinbrænder. Der larmer som en Harley uden lydpotte, men til gengæld smelter sne som lyn og djævel og kører på selv det mest beskidte brændstof.

img_4390

Sikkerheden undervejs er et kapitel for sig, da løbsledelsen ikke ønsker at se deltagerne kører sig selv helt i hegnet, hvorefter de fisker deres GPS-tracker frem og trykker på SOS knappen, når de ikke gider mere. Derfor er GPS-trackeren vi har med uden SOS funktion. man skal tænke sig om. Hvor man til løb som Yukon Arctic Ultra kan blive hentet ud med snescooter og bil langs ruten er man noget mere committed i Alaska. Her vil enste vej ud i de fleste tilfælde, være at man selv transporterer sig til nærmeste bygd, hvor man kan arrangere afhentning med fly.

IMG_2219

Så de næste små 3 måneder gælder det om at få trænet, få styr på logistikken og om ikke at blive syg. I næste uge er første træningstur med de 2 andre danskere i løbet – Thomas Skov som skal til fods på 130 miles og Adam Erritzøe som kører (fatbike) efter en god placering på 350 miles. Planen er at køre til Trysil som Adam og jeg har brugt før i vores forberedelser. Så må vi bare håbe at der bliver rigtig dejlig koldt…

Stay tuned for at følge forberdelserne…

IMG_2531

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s