img_0399

De sidste mange år har jeg udfordret mig selv og søgt efter grænsen. Nu har jeg endelig fundet den…

5 lange dage med bidende kulde og en stiv blæst lige i smasken, havde igår bragt mig til foden af bjergkæden Alaska Range. Foran mig ventede en skitur som de fleste ville bruge en uge på – i godt vejr og gode forhold. Jeg havde 2 dage til at nå til checkpointet i Rohn, på den anden side, for at klare tidscuttet. I pulken havde jeg mad til 3 dage og brændstof til 4.

Hjemme på sofaen med computeren i skødet lød det hele som en rigtig fin plan. Men ude i virkeligheden virker 100 km eksponeret højfjeld, alene, i -50 windchill (med -80 i udsigten til senere) som en virkelig dårlig disposition. Pakket ind i Gore-tex fra top til tå, med uldundertøj, puffyjakke og håndvarmere i de kæmpe store poggie-luffer. Men lige meget hjalp det og med kolde tæer og endnu koldere tommelfingrer gav beslutningen om at vende rundt egentlig sig selv.

Så snart jeg vendte snuden rundt, var det som om at min krop foldede fuldstændigt sammen. Den styrke jeg har mønstret de sidste 120 timer var forsvundet som dug for solen. De små ting som havde drillet undervejs gjorde pludseligt vandvittigt ondt og min mave krøllede sig helt sammen. Turen tilbage til Rainy Pass Lodge er noget at det mest modbydelige jeg har oplevet.

Jeg kunne allerede høre internet-troldene der gned sig i hænderne af fryd; Jamen Moses, “Der findes ikke dårligt vejr – kun dårlig påklædning”…

Så er det heldigt at jeg allerede på forhånd havde besluttet kun at tage en dag af gangen og at jeg ville være klar til stoppe hvis jeg havde en dårlig mave-fornemmelse.

Som Thomas Uhrskov siger: “Den eneste rigtige påklædning på ski er et smil”. På denne tur har der været flere tårer end smil, men jeg kommer alligevel tilbage med en oplevelse for livet. Og efter at have set andre deltagere med forfrysninger og hørt skrækhistorier fra min træningsmakker Adam og mine lokale venner Amy og Cody –https://craigmedred.news/2017/03/03/a-survivors-tale/ så er jeg overhovedet ikke det mindste i tvivl om at jeg tog den rigtige beslutning om at udgå. Rekord mange deltagere er i år udgået. Blandt dem en del erfarne Nome veteraner som stoppede tidligere i løbet.

Hvad fremtiden bringer må tiden vise. Men jeg er ret sikker på at det her var midt sidste lange løb. Jeg elsker at bevæge mig i naturen og mærke at man er den lille. Men at sætte en dato og en deadline op for sine udskejelser i så barske omgivelser er at friste skæbnen. Det er mit liv for dyrebart til. For det bør jo bare være noget vi leger ik´?

Tusind tak til alle som har hjulpet mig i forberedelserne op til løbet og de dejlige mennesker jeg har mødt undervejs. Der kommer nok en mere uddybende smøre senere…

1 kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s