Når 280 km på ski er alt kort…

Uendeligt langsom stiger solen op over bjergene. Men den bringer ingen varme på denne kolde morgen. Temperaturen er blot tyve minus men blæsten gør det bidende koldt. Jakkens pelskant og min næsehat beskytter mit ansigt mod vinden. Siden starten af løbet for fem dage siden vi haft en stiv kuling lige i smasken. Sneen føles sandpapir under skiene og ind i mellem må jeg trampe over sten og bevoksning, der hvor sneen er blæst helt væk. Forude venter 100 km åbent eksponeret fjeld uden nogen steder at gemme sig. Mit sind er splittet. Jeg glæder mig over at være kommet en sjettedel af vejen til Nome og halvvejs til McGrath som har været min slutdestination de seneste 2 år på Iditarod sporet. Som i trivial pursuit har jeg nu en enkelt ost i samlingen, men der er stadig uendeligt langt igen. Selvom jeg har taget en dag af gangen ligger tidsgrænsen konstant og knurrer i baghovedet. Det som virkede enkelt hjemme på sofaen, virker lige pludseligt som en rigtig dårlig ide her ude i virkeligheden. Årets rute ændring med en ekstra 35 miles omvej over bjergkæden Alaska Range kommer til at trække tænder ud. Det svarer til en skitur på langs af Hardangervidda i Norge som de fleste bruger en uge på i godt vejr. I slæden har jeg mad til 3 dage og brændstof til 4. Men for at klare tidsgrænsen har jeg 30 timer til at krydse over bjergene om komme frem til telt-lejren i Rohn. 

Tankerne glider tilbage. Hver dag i det seneste år har jeg tænkt på og forberedt mig til at stå på ski langs Iditarod sporet fra Anchorage til Nome. En tur på rundt 1600 km som deltager i løbet “Iditarod Trail Invitational”. Målet var at gennemføre den fulde distance på ski, hvilket ingen har gjordt i løbet tidligere, og blive den første til at gennemføre både til fods (2015), på cykel (2016) og på ski. Jeg ved at det var en “once in a lifetime” mulighed og forberedelserne har trukket store veksler på min familie, på min tid og på økonomien.

Oprindeligt var det meningen at vi skulle på den sydlige Iditarod rute som følger verdens største hundeslædeløb af samme navn, som starter ugen efter. Den går for at være den sværeste og den mest isolerede af de 2 ruter. Normalt skifter den nordlige og den sydlige rute hver år. Men efter et par snefattige vintre havde Iditarod ikke været på den sydlige rute siden 2013. Det efterlod en masse spørgsmålstegn ved sporet og resourcerne langs det. Alle mine beslutninger omkring udstyr var baseret på dette og gjorde at jeg medbragte det samme udstyr som hvis jeg skulle have været til Sydpolen. -68 graders dunpose, dampspærrer inderpose, dun parka, nødpejlesender, satellit telefon, 2 brændere osv osv. Kort inden afrejsen fra Danmark fik jeg så nyheden om at hundeslædeløbet havde besluttet at ændre til noget lettere og hurtigere rute på floderne fra Fairbanks (5 timers kørsel nord for Anchorage) til Nome. Det var ikke helt uventet men alligevel en kæmpe skuffelse. Dels fordi at vi så ikke ville møde hundespandene uden på sporet, da de ville være over alle snedriver når vi mødte deres spor i byen Ruby på Yukon floden, præcis halvvejs. Men mest skuffende fordi det manglende spor halvdelen af vejen med et havde forringet min odds for at komme gennem løbet betydeligt. Hele præmissen for at bevæge sig rundt i Alaska om vinteren er at der et spor fra enten snescooter eller hundespand. Men finder hurtigt ud af hvornår man er kommet af sporet, da man tit står i sne til brystet uden for den pakkede sne som andre har kørt over.

Dag 1

Starten af ITI er noget af det mest tilbagelænede som findes. Man starter ved Knik Bar lidt nord for Anchorage. Jeg stod og snakkede med kvindelig hundekører som skulle deltage i Iditarod da en seksløberen blev affyret og 75 deltagere begav sig afsted. Det føltes fantastisk endelig at være undervejs på den lange skitur jeg havde drømt om i mange år. Den første dag gik hurtigt. Jeg sørgede hele tiden for at tage de kloge langsigtede beslutninger og stoppede hurtigt op for at tage vare på fødderne og justere støvlerne. Omkring solnedgang hentede jeg Thomas Skov, som var til fods på 130 miles distancen til Finger Lake. Fremdriften var langsom i de bløde forhold lige under frysepunktet, så vi besluttede at biviarkere på Flathorn Lake ved elleve-tiden om aften. Med mit underlag allerede oppustet ovenpå slæden gik det rask med at slå lejr. Med skiene på trampede jeg en firkant til mit telt og Thomas bivi-bag. Fik smeltet sne og tanket op med mad og drikke inden vi snuppede 3-4 timer i posen.

Dag 2

Der var stadig mørkt da vi fortsatte videre ud over Dismal sumpen og vi var overraskede over at passere cykelister som var parkeret for natten. Normalt er fatbikerne langt ude over stepperne, så man ikke ser dem igen efter starten, hvis man er til fods. Da vi kom ud af træernes læ og drejede ud på Susitna floden var vinden kraftig og temperaturen droppede. Vi gjorde holdt pause i det første checkpoint i Yentna for at spise og drikke lidt. Loreen som jeg fulgtes med meget af vejen i 2015 ventede på at flyve ud. “Det er ikke sjovt længere” sagde hun. Med mange gennemførte løb til både McGrath og Nome under bæltet, havde hum intet mere at bevise og jeg syntes hendes “undskyldning” var den bedst tænkelige. Der er ingen grund til være her hvis man ikke nyder det. Stemningen i den lille “vejkro” var ikke den bedste så var hurtigt videre. “Don’t sleep on the river tonight” var rådet fra gamle gubbe i baren. Det var dog præcis hvad vi havde i tankerne med 18 miles til næste mulighed for at komme indendørs. Vinden var taget til og blæste kulingstyrke da vi parkerede for natten. Thomas afslog tilbuddet om en plads i teltet og gravede sig ned i læ af teltet. Vi aftalte at være på farten igen kl. 3 og fik lidt tiltrængt hvile efter en lang dag på floden.

Dag 3

Vinden ruskede godt og grundigt i teltet og jeg kunne høre sneen fyge udenfor. Jeg var ikke just i hopla da uret vækkede mig. Men jeg kunne i det mindste gøre mig klar indendørs mens Thomas gravede sig ud af snedriven og tumlede rundt lige uden for min fodende. Vi skiftedes til gå forrest i mørket og finde vejen gennem snedriverne. Der var både steder med åbent vand og “overflow” (vand) oven på isen, så det gjaldt om at holde tungen lige i munden. Et par timer efter solopgang kom vi til Cindy og Andy’s hus på flodbredden. De er ikke et officielt checkpoint men “trailangels” som inviterer deltagerne ind til varm mad og hvile. De fortalte at nogen stykker var blevet våde efter at være trådt igennem overflow, hvor vandet havde ligget skjult under sneen. Imens Thomas og jeg fik serveret dejlig morgenmad fik Jason Boon (som også skulle have været til Nome) aftalt afhentning med skifly, efter problemer med frostskader på hænderne. Jeg takkede for fødselsdagskagen som jeg fik her for 2 år siden og vi smed en god skærv i deres “tipping-jar” på vejen ud. Alt er dyrt i herude hvor alt skal hentes med snescooter eller flyves ind. Midt på eftermiddagen ankom vi til andet checkpoint i Skwentna. De første 150 km som sidste år tog mig 8 timer på cykel havde taget 49 timer at tilbagelægge. Hvilket dog ikke er noget i forhold til 2012 hvor de hurtigste brugte 62 timer hertil. Thomas havde nu sin mållinie i sigte og ville gerne udnytte dagslyset. Jeg følte mig helt kørt over og bestilte en ordentlig skude chili com carne og en seng at sove i. Først fik jeg dog hængt alt mit våde tøj til tørre på elg-geviret over ovnen. En vild luksus man ikke får mange steder undervejs, så det gjalt om at benytte muligheden. Apropos luksus så er Skwenta også det sidste sted med træk og slip de næste par hundrede kilometer. Men er man rigtig heldig har de isolerende skum på lokumsbrættet.

Dag 4

Vinden pev uden for da jeg vågnede midt på natten. Det næste stykke ville være eksponeret for vinden, så jeg dækkede mig godt til. På vejen ud mødte jeg Steve som jeg kendte fra tidligere og havde delt mange sure stunder med for 2 år siden. Han var egentlig tilmeldt på den lange distance, men havde inden løbet meldt ud at han “blot” stilede efter de 350 miles til McGrath i år. Nu ventede han på postflyveren ud dagen efter. Sporet forsvandt hurtigt i den kraftige vind og snefygning. En gang i mellem så jeg sporene fra dem der gået her til fods før mig. De dybe huller afslørede at sneen var blød og “punchy”. Endelig en lille fordel ved at gå på ski. Over mig bragede nordlyset som blafrende gardiner og pulserende i grøn og pink. Siden jeg boede i Grønland som dreng har jeg ikke set noget lignende. Det var for koldt at stoppe op og tage billeder og jeg skød det hen med at jeg ville have masser af tid til det de kommende uger. Det var fedt at være færdig med floderne og sporet blev hurtigt mere kuperet og underholdende. Ved Shell Lake Lodge stoppede jeg og spiste morgenmad. Det var et hyggeligt gensyn med ejeren Zoe som ikke var der sidste pga sygdom. Hun byggede selv stedet i 1973 og har drevet stedet siden. Britten Mike som jeg var her med for 2 år siden var tilbage for at tage turen til fods mod Nome, sammen med sin hustru Marianne som var tilmeldt 350’eren. De fulgtes med en tredje britte nemlig Mary som bor i Canada og var på opløbsstrækket af 130 mileren. Min reserve pandelygte var død hvilket jeg havde lidt krise over. Ikke fedt kun at have en lampe hvis noget skulle ske eller hvis lygten løb tør for strøm midt på natten. Men Mary var super cool og tilbød mig hendes lampe når hun var i mål. På hele stykket videre til Finger Lake mødte jeg ikke en levende sjæl. Så jeg fandt “skolebænken” frem. Inspireret af nordmanden Alexander Gamme (som var først til at gå alene og unsupported frem og tilbage til Sydpolen) der bla. havde kinesisk historie og et fransk sprogkursus med på sin sydpolstur, lyttede jeg til podcast med dansk historie, træningslære og videnskab. Når det blev for langhåret skiftede jeg til frikvarter med musik eller sladder-magasinet “Det vi taler om” fra Radio 24/7. Fra bjergene foran mig så man den kraftigte spindrift fra toppene. Ikke noget godt tegn. Kort efter solnedgang ankom jeg til Winterlake Lodge på Finger Lake som er målgang for avisbudene på 130 miles. Lodge’n er en eksklusiv en af slagsen så vi svedige og ildelugtende atleter holdt til i en telt nede på søen. Der var highfives til Mary, Thomas og de andre som var kommet i mål på den korte. To ovne kørte på højtryk i teltet men temperaturen var alligevel et godt stykke under frysepunktet. Pga. af den kraftige vind kan de ikke flyve ud med skifly som planlagt og der er lidt trykket stemning i det overfyldte telt. Thomas rykkede dog lidt sammen så jeg fik plads og slap for at sætte mit eget telt op. I mørket bagest i teltet lå britten Bill og skotten Donald som begge har været i Nome flere gange på cykel og klatret store bjerge i Himalaya og andre steder rundt om i verden. Donald, som jeg kender rigtig godt efter at vi delte værelse i Anchorage inden løbet i fjor, fortæller at de er udgået og venter på at flyve ud. De skal ikke have klinket noget under de forhold. Jeg vidste at Bill en gang havde vendt om kort før toppen af Everest, så det gjorde naturligvis indtryk på mig at endnu to veteraner trak stikket. Dem som havde været videre oppe af sporet kunne fortælle at det var helt blæst ind og umuligt at finde. Jeg aftalte med Mike og Marianne at forsøge os ved solopgang. I Finger Lake lå også vores første dropbag. Jeg fandt posen som min ven Kyle havde sendt for mig, da man ikke må indføre animalske produkter (som f.eks. frysetørret mad) i USA. Vejret og det langsomme tempo indtil videre gjorde at jeg godt kunne bruge noget mere mad. Så med hjælp fra Thomas gik jeg på strandhugst i de udgåede deltageres dropbags. Der var gode sager i mellem og jeg sendte en venlig tanke til Bob, Dan og Tony mens jeg scorede lækkerier som chokolade-betrukne tranebær. Det var noget af det jeg selv havde sendt i pakkerne til længere ude på ruten. De sidste 500 miles af ruten er man afhængig af at have sendt sig selv forsyninger til lokale postkontorer i de små bygder langs Yukon floden og ude på kysten. Jeg havde sendt 8 pakker ud på ruten, foruden de 3 dropbags som løbet håndterer, og håbede at se nogen af pakkerne igen.

Dag 5

Thomas snorkede som en bjørn, som den eneste i teltet, men efter 3 albuer i siden fik jeg endelig nattero. Selvom teltet stod i læ kunne. An sagtens høre vindens susen udenfor. Mike og Marianne havde bestilt morgenmad på Winterlake Lodge og jeg traskede med op for at få varmt vand til mine havregryn. Vi blev bænket ved personalets bord i køkkenet og kokken spurgte om jeg ville have morgenmad selvom jeg ikke havde bestilt. Om jeg ville og til min helt store overaskelse var prisen kun 5 dollar for en overdådig breakfast burrito. Noget af et scoop herude i vildmarken. Da kokken fik nys om at jeg havde fødselsdag kom der ovenikøbet wienerbrød på bordet. Det tog os en time at finde sporet videre fremefter og vi måtte krydse en sø med dyb sne for at komme videre. Britterne var lidt langsommere på snesko end jeg var på ski. Men så snart det blev hårdt pakket igen fik de mere fart på og jeg fulgtes med dem det meste af dagen. Der er så mange bakker og pukler efter snescootere på dette stræk at jeg gik mere end jeg brugte skiene. De berygtede Happy River Steps med nogen psyko stejle bakker gik lettere end forventet. Det er mig stadig en gåde hvordan hundekørende klarer denne del af ruten med 16 hunde i træk. Bakkerne og bevoksningen gav lidt beskyttelse for den kolde vind. Men så snart vi kom ud i det åbne var det fuld rulle. Britterne var hurtigere til fods i absurd dårlige skiforhold. Selvom jeg var blot 30-40 efter dem var deres fodspor fuldstændigt blæst væk. Det var 3. år i træk jeg led på min fødselsdag i det her løb. Blev jeg mon aldrig klogere? Dystre tanker begyndte at snurre rundt hovedet. Dybe indåndinger. Det var vist på tide at tage en lille pause. Jeg fandt vindsækken frem og krøb i ly under den siddende på “Ulf pulk”. Selv en lille ting som at få spise og drukket regelmæssigt var svært i disse forhold. For at camelbak’en ikke skulle fryse til var der gemt inderst inde under beklædningen, kun med en woolnet trøje under. Det hjalp at få noget spise. Jeg mindede mig selv om at risikoen for at sætte træskoene nok var større hvis jeg kørte rundt på landevejen til mine kunder derhjemme end at være herude. Snart var humøret bedre og jeg mindede mig selv om at være bedre til at spise og drikke. Et par timer efter solnedgang var jeg fremme ved Rainy Pass Lodge ved Puntilla Lake. Selv om det var 3. gang jeg var her havde jeg kun set stedet i mørke og var ligesom de seneste år helt kørt over da jeg nåede frem til “the guides shack” – den lille hytte hvor ITI’s deltagere kan søge ly. Marianne og Mike havde taget baglokalet. Jeg var helt færdig og sad foran ovnen og tøede op. Mit klare postulat til morgenmaden om at vejret ville blive godt idag fordi jeg havde fødselsdag, var jo det rene lort. Fødselsdagsmenuen bestod af en dåse lunken chili von carne fra baljen på komfuret og 4 store glas pulver saftevand som de kalder Tang herovre. Der var god plads i den lille hytte for ud over os 3 var det kun cyklisten Craig som var her. Igen blev jeg overrasket over at møde en på fatbike. Specielt så længe inde i løbet. Han kunne fortælle at flere var fløjet ud efter at Melissa (som tidligere var frivillig ved løbet) havde havde haft en gang eksplosiv diarré ude på sporet før Puntilla og var blevet reddet med snescooter efter at David fra New Zealand havde holdt et bål køre de og hjulpet Melissa og hendes tvillingesøster Jennifer med varme drikke indtil hjælpen nåede frem. Selv Schweizeren Beat som var feltet mest erfarne til fods havde pakket sydfrugterne og fløjet ud. Flere havde været oppe mod passet, men var vendt og kommet tilbage igen. Vejrudsigten lovede vind og koldere temperaturer de kommende dage. De havde allerede haft -30 på den anden side af passet og nu var der koldere vejr i udsigt.

Dag 6

Normalt starter man turen super tidligt for at komme over Rainy Pass i dagslys så man er nede under trægrænsen når mørket falder på. Med med udsigt til en tur der var dobbelt så lang, var afgangstidspunktet ikke lige så afgørende. Så jeg fik sovet så godt jeg nu kunne og startede lidt før solopgang. Selvom Puntilla ligger lidt i læ for vinden havde jeg aldrig gået nogen steder hvis ikke jeg havde en deadline. Snefanerne stod vandret ud fra bjergene som næsten var blæst rene for sne. I dagens anledning var jeg trukket i mit Gore-tex sæt med pelskant og lag uld undertøj under. Efter som jeg kom runde om hjørnet mod Ptarmigan Pass tog vinden til i styrke. Med stiv kuling og -20 giver det en windchill omkring -50. Jeg har senere lært at eksponeret hud fryser til på 7 sekunder i de forhold. Inden løbet besluttede jeg at følge min mavefornemmelse. Et godt råd jeg fik fra en svensk bjergguide og frivillig i redningstjeneste. Som han sagde er mavefornemmelsen hele ens viden og erfaring kogt ned i en. Hver gang han havde hentet omkomne ud af fjeldet havde en eller flere i gruppen haft en dårlig mavefornemmelse men ikke sagt fra i frygt for at tabe ansigt over for gutterne. Alligevel var det super svært at træffe beslutningen om at vende om, selvom det skreg til himlen. Da jeg efter 4-5 timer ude i vinden fik rigtig svært ved holde var en i tæer og fingre, trods at resten af kroppen havde fin temperatur, var sagen lige som afgjordt. Mine hænder var dækket af tykke uld luffer og kæmpe puffy luffer (poggies) med kemiske håndvarmere inden i. Havde jeg trukket flere lag på havde jeg fået problemer med sved under de mange lag, hvilket seriøst kunne være farligt under de forhold. Mine tommelfingre var følelsesløse, selvom jeg havde valgt lidt kortere skistave end normalt for at undgå problemer med kolde fingre. Lige meget hjalp det. Jeg havde trukket afgørelsen for længe men da jeg først vendte rundt var jeg helt afklaret og det føltes som den bedste beslutning nogensiden. Intet løb er værd at mindste fingre for. Jeg så frem til i det mindste at nyde skituren tilbage til Puntilla. Med den stride vind i ryggen kunne jeg for første gang under løbet, glide frem på skiene i stedet for blot at trampe afsted. Men så snart jeg vendte rundt fik jeg det vildt dårligt. Alle de småting som havde drillet de sidste dage gjorde pludselig vanvittig ondt og min mave krøllede fuldstændigt sammen. Turen tilbage til Puntilla var forfærdelig. Først troede jeg blot at det var min krop som koblede fra og gik i recovery mode. Men senere ventede en ordentlig gang maveonde med diarré. Kort efter jeg er vendte om mødte jeg Marianne og Mike. Vi vekslede et par hurtige ord og jeg ønskede dem en sikker tur videre. Næste gang jeg kiggede over skulderen kunne jeg se at de også var vendt og fulgte i mine spor tilbage. Folkene fra Rainy Pass Lodge var super søde og kom mig i møde på snescooter og fortalte at de havde fulgt min tracker. De havde allerede fyret op i brændeovnen da jeg nåede den lille hytte. Mike kastede op og var rigtig dårlig. Marianne var endt med at trække begge pulke på vejen tilbage. Dagen efter fløj vi tilbage til Anchorage med et chartret skifly inden min mave gik helt amok.

Epilog

Det tog en uge før jeg fik følelsen vendte tilbage i tommeltotterne. Hvilket var vand i forhold til alle de alvorlige forfrysninger og frostskader andre deltagere havde pådraget sig. Få klarede turen til McGrath uden forfrysninger hvor temperaturen droppede til -45. Ingen på ski eller til fods kom længere end 350 miles i år og i skrivende stund er kun 6 cyklister på vej mod Nome i svære forhold. Mange blev syge undervejs. Det kan skyldes dårlig hygiejne på sporet og i checkpoints. Måske er det bare noget man ikke normalt ville rage til sig, men som melder sig, når man presser citronen og immunsystemet kommer under beskydning.

Jeg vidste på forhånd at det ville kræve lidt held i sprøjten, hvis det her skulle lykkes. Ligesom en bjergbestiger er afhængig af forholdene og et godt vejrvindue for at komme på toppen. Jeg er selvfølgelig ærgelig over at det gik som det gik. Men jeg kom derfra med skindet på næsen og masse erfaring rigere som vil komme mig til gode kommende vinterture. Jeg har ingen planer om at skulle tilbage til ITI. Har intet udestående og har intet at bevise. Er faktisk ret sikker på at dette var mit sidste lange løb. Jeg har fundet grænsen og behøver ikke søge den længere. Det er bestemt ikke sidste gang jeg tager på vinter eventyr. Hellere ikke i Alaska. Men at skulle noget særligt på en bestemt dag med en deadline, gør bare en mere udsat for at tage dårlige beslutninger. Fuldstændigt som når sejlere komme i problemer på havet. Så er det næsten altid fordi man har lovet at være på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt og sejler ud i noget dårligt vejr. Som min far plejer at sige; “Det kan også være godt sømandskab at blive på land”.

Alt i alt har hele optakten til løbet og alt det jeg oplevede i de 3 uger jeg var i Alaska været en fantastisk oplevelse og jeg er dybt taknemmelig for alt den hjælp jeg har fået og de dejlige mennesker jeg har mødt. Nu ser jeg frem til en masse mindre eventyr tættere på Danmark og til at dele min glæde ved at færdes i naturen med andre på diverse guidede ture og kurser.