Page 3 of 3

Italiensk for begyndere

foto

Südtirol Ultrarace

Med under 2 timers kørsel fra vores østrigske domicil passede det nye løb, Südtirol Ultrarace perfekt til at afslutte sommeren bjergtræning, forud for årets sæsonmål Tor de Geants. 121 km. og 7069 m+ svarede nogenlunde til profilen af Transgrancanaria, som jeg har løbet et par gange. Desuden elsker jeg området Südtirol – Alto Adige som den tysktalende del af norditalien hedder. Både naturen og maden er i særklasse og da mit tyske er bedre end mit italienske er det også lettere kommunikere.

Med 25.000 højdemeter i benene fra de 3 foregående uger var jeg selvsagt ikke fuldt restitueret men følte mig alligevel godt rustet til løbet, da jeg fredag eftermiddag trillede mod Italien. Hvis det hele spillede burde en sluttid omkring de 20 timer ikke være urealistisk.

Fremme på ved starten på Walter Platz i Bozen var der varmt og lummert. Efter at have hentet startnummeret var der racebriefing, hvor de gennemgik regler, forklarede om sikkerhedsprocedurer og udpegede de sværeste momenter på ruten. Særligt stigningen efter Penserjoch halvvejs i løbet blev fremhævet. Sikret med reb og med folk fra bjergredningen på plads.

foto (81)

Til briefingen mødte jeg Gerhard som står bag løbet Junut, jeg løb i april og vi hyggesnakkede over en skål pasta. Han kendte området fra vandreture og mente 30 timer var det man burde gå efter. Min strategi var uanset at ligge så langsomt ud som muligt og bevæge mig mest muligt økonomisk.

Mørket var faldet på da starten endelig gik kl. 22. Jeg var allerede gennemblødt bare af at side og vente. Jeg stod i forreste række, så da skuddet lød løb jeg. Så til min store overraskelse løb jeg først rundt i de næste par sving inden de hurtige kaniner vågnede op og kom ræsende. Masser af hujende tilskuere på begge sider og to motorcykelbetjente med blå blink. Det er kun sket for mig en gang før (at løbe først ud fra starten) og det var til Svendborg-løbet J

foto (92)

Men allerede efter en kilometer var festen forbi og ramte stigningen og vejen smallede ind. Netop derfor havde jeg holdt mig fremme ved starten. Men der var ikke så meget at rafle om – alle hev stavene frem og begyndte at gå. De næste 4 km steg vi 1000 meter og det var modbydeligt stejlt, varmt og fugtigt.  Normalt er stavgang min stærke side men jeg var helt væk og jeg havde det dårligt.

Det var virkelig skidt det her og efter hvad der føltes som en evighed kiggede jeg på uret – der var gået 28 minutter siden start. ”Fuck – det bliver en lang dag”. Selvom jeg gik med lavere intensitet end normalt opad, hamrede pulsen op i det røde felt og jeg satte farten yderligere ned. Fandt en god spændstig bagdel at kigge på (klædt i sort og pink) og hægtede mig på og forsøgte at drive de negative tanker på flugt. Det blev heldigvis lidt køligere som vi åd os op af stigningen på 2000 meter til første top. Der var tilskuere ude i de små byer vi kom igennem på vejen og opbakning fejlede ikke noget. ”BRAVO BRAVO – HOPP HOPP HOPP”. Alt imens jeg kom traskende forbi og sikkert lignede døden fra Lübeck.

Sidste stykke af stigningen var ude i det åbne og det var skønt med en køling brise. En stejl stenbelagt sti førte op til toppen af Rittner Horn. Min mave føltes som beton men jeg tænkte at cola altid virker. Men i modsætning til alt det lækre de havde reklameret for på race-briefingen var der kun vand, tørret frugt og bananer. Fik fyldt mine softflasker op og kom elektrolyte-tabletter i inden jeg slukøret traskede videre. Det var blevet så køligt at den lette vindjakke kom på.

Der var rigtig langt mellem markeringerne og mange steder kunne man godt være blevet i tvivl om vejen, hvis ikke det var for den lang slange af pandelygter foran mig. Nødløbet fra toppen var rimelig løbebart på stier og enkelte hjulspor så jeg joggede roligt derud af. Opstigningen til næste top Sarner Scharte var til gengæld helt grotesk med store klipper og blødt mos i mellem. Så snart afstenden til den foran blev mere end 10 meter var det svært at finde vejen igennem sten labyrinten der kun blev stejlere. Nær toppen kom der en sti til syne igen, men det var nu så stejl og løst at jeg var bekymret for at få en løs sten i hovedet, fra løberene længere oppe. Og gud-hjælpe-mig om ikke der var heppende tilskuere på toppen – sådan J. Det var stjerneklart og lysene ned i dalen gjorde at man selv i mørket kunne fornemme hvor stejlt terrænet var.

foto (91)

Kroppen føltes stadig rigtig skidt så jeg fortsatte med autopiloten, håbede på at det blev bedre ved solopgang og drømte og noget ordentligt at få i maven ved næste depot. Der blev længere mellem løberene og selvom vi løb på større stier, skulle man være lidt skarp for at finde vejen. De negative tanker kørte i ring og jeg satte ipod´en på for få lidt afledning. Det hjalp lidt se folkene omkring mig også havde det hårdt og jeg passerede flere der sad på en sten og stirrede tomt ud i luften. Solopgangen var fantastisk med Dolomitternes klippespir som baggrund.

foto (89)

Efter 8 timers løb og 5 fra sidste depot kom jeg til Latzfonser Kreutz. Jeg fik den sidste halve kop suppe de havde og lidt pasta med ost. Stadig ingen cola. Jeg var svimmel og havde kvalme. Havde for længst overvejet muligheden for at udgå. Men enten skulle jeg køres ned med bjergredningens firhjulstrækker eller gå de 4 timer ned nærmeste by Klausen. Så fortsatte. Her var ruten kortet af med 3 km og 550 højdemeter (i forhold til den oprindelige rute på 124 og 7666 m+) fordi løbsledelsen vurderede at nedstigningen fra toppen af Kassianspitze var for farlig. Så vi passerede højre om inden vi begyndte en længere travers med bjergtinderne på den anden side. Vi kom igennem kæmpe områder hvor stien forsvandt og vi fulgte markeringerne henover de løse klippeblokke. Vi måtte over et bjergpas med sne inden vi kom til depotet ved Flagger Scharten hütte. Idylisk beliggende ved en ligge bjergsø. Det viste sig at være af de hytter hvor de får fløjet forsyningerne op med helikopter, så det var bare at klemme ballerne sammen. Manden der krydsede løberne af på listen lyste begejstret op – ”Dinamarca?” og spurgte om det virkelig kunne være rigtigt. Jeps – den er god nok. Der er folk der er dumme nok til at løbe i bjerge selv de bor på en pandekage…

foto (88)

De søde mennesker i bag buffeten kunne desværre kun klare vand, sportsdrik, 2 slags suppe og billige energibarer. Ingen af delene så særlig indbydende ud. Jeg tankede op og stak et par barer i lommen da mine egen energi var ved at være brugt op.  Kort efter hytten stod der en fyr fra ”bergrettung” og formanede ”Vorsicht”. Stien gik over kanten og næsten lodret ned af 30 meter klippe sikret med stålwirer.

Terrænet var super teknisk (lige som jeg kan li´det) og jeg har aldrig kigget så meget ned hvor jeg satte fødderne. Særligt nedløbene var mega stejle og fartforskellen løberne markant. Det var ellers en superflot dag i bjergene med sol og helt skyfrit. Indvendigt bannede jeg over kroppens tilstand af fuldkommen nedsmeltning. Jeg vidste at der skulle ske et mirakel hvis jeg skulle videre end næste depot.

foto (90)

Det var ud på formiddagen og solen begyndte virkeligt at bage, så jeg måtte have solcremen frem. Det var heldigvis på listen over obligatorisk udstyr J. Jeg var for længst begyndt at tage korte hvil på en minut af gangen og den sidste stigning brændte jeg helt sammen. Hvert skridt op krævede maksimale anstrengelser. De sidste kilometer før depotet på Penserjoch var der masser af tilskuere ude og heppe men jeg havde ikke overskud til andet end at nikke høfligt og traske videre. Selv på det sidste lækre singletrack ind var der ikke noget at gøre. Kvalmen var væk nu men jeg var voldsom svimmel , trods at jeg både var ordentligt hydreret og havde fået både energi og elektrolytter undervejs. Tunnelsynet var stift rettet mod colaen i min dropbag.

foto (87)

På Penserjoch var hjælperne igen super søde og havde oven-i-hatten 3 slags pasta at vælge imellem plus coca cola og alokoholfri øl. Jeg sad i skyggen og spiste pasta mens jeg forsøgte at vurdere situationen. Svimmelheden gjorde at jeg bestemt ikke have lyst til at skulle balancere rundt på den sværeste stigning ved Weisshorn. Det er normalt med kriser undervejs i ultraløb, men jeg havde det virkelig ringe og den her kortslutning så ikke ud til at fordufte foreløbig. Da jeg havde siddet der i en halv times tid kom Gerhard ind i depotet og vi talte kort sammen. Han grinede da jeg sammenlignede Transgrancanaria som en søndagstur i parken i forhold til det her. Efter en time siddende og liggende i skyggen var der ingen forbedring, så jeg besluttede at udgå. Gerhard fortsatte og jeg ønskede ham god tur videre. Det blev til godt 63 km. på 13:48 med 4200 højdemeter op og 2300 ned. Se detaljer på Movescount: http://www.movescount.com/moves/move16418766

Beslutningen om at udgå er aldrig sjov at tage men jeg vidste at det var det eneste fornuftige at gøre. Særligt med tanke på årets store hovedmål Tor de Geants – 5 uger nede af vejen. Selvom jeg gerne ville have haft rutens sidste 25 km nedløb i benene. 33% nedad bakke på asfalt til lige at slutte af med. Men det m blive en anden gang. Turen i bil de 48 km tilbage til Bozen tog 100 år og en madpakke trods chaufførens psykopat-kørsel med hidsige overhalinger på den smalle vej.

Da jeg nåede min egen bil efter et hurtigt bad viste termometeren 46 grader og de 2 colaer jeg havde lagt klar var pludselig ikke så indbydende. Vel tilbage i Østrig så jeg et massivt tordenvejr brage løs over bjernene i syd og jeg var egentlig glad for at være hjemme i sikkerhed. Gerhard blev stoppet var Hirzer Hütte 17 km længere fremme af sporet og pillet ud af løbet sammen med andre 50 deltagere. Kun 71 af 275 startende gennemførte. Løbet blev i øvrigt vundet i 18:42 (mere end 4,5 timer langsommere end Transgrancanaria) og kun 2 mand var under 20 timer. Det siger lidt om løbets karakter…

Løbet kommer dog med den største anbefaling for dem som gerne vil prøve kræfter med et rendyrket bjerg-ultra og jeg er sikker på at jeg vender tilbage i de kommende år. Tror helt sikkert de får rettet småkikserne i depoterne til næste år. Men med mad inkluderet både før og efter løbet syntes jeg virkeligt man får noget for pengene (110 euro). Folk var super imødekommende og lette at komme i kontakt med. Et stort plus frem for løb længere sydpå.

foto (96)

Sædvanligvis lærer jeg en masse af de fejl jeg laver når et løb går dårligt. Men denne gang kan jeg ikke sætte fingeren på noget (udover al træningen i ugerne inden). Det udstyr jeg havde brugt ferien til at fintune spillede max og tempoet var perfekt. Faktisk var jeg så frisk i benene dagen efter at jeg måtte anstrenge mig for ikke at løbe en lille tur. Men havde en dejlig dag i bjergene med familien.

So far – So what…

Så er det hverdag igen. Selvom benene og maven stadig er helt ødelagt her over en uge efter løbet, er hovedet klart. Der bliver efter-rationaliseret til den store guldmedalje og kogt suppe på alle indtryk og erfaringer fra UTMB.

I år har jeg løbet 4 lange løb. 2 er gået godt (Trangrancanaria 96 k og Hammertrail 100 miles) og 2 er gået skidt (Täby Extrem Challenge 50 miles (DNF på 100) og Ultra Trail du Mont Blanc 103,5 k). Der hvor det går skævt er også der, hvor man lærer af sine fejl og det bruger jeg som brændstof fremad rettet. Hvor i mod når alt er perfekt og det hele spiller, er faren at man blot læner man sig selvfed tilbage, pudser ego’et og fuldstændigt misser potentialet for forbedring.

Mit næste store mål (ud over at kunne gå ned af trapper uden at børnene griner af mig) lidt længere ude i horisonten, er at slutte sæsonen af med stil. Nærmere bestemt The North Face Endurance Challenge Championships i San Francisco. Det er på 50 miles og samler, takket være en god slat præmiepenge, (som jeg ikke regner med at få del i 😉 det hårdeste felt i verden på distancen. Ruten går ved Marin Headlands hvor Golden Gate broen ender og nord på langs kysten. Det er min første tur til den amerikanske vestkyst og jeg glæder mig til opleve Californien. Løbet bliver hurtigt og vindes som regel i en sub 7 timer tid. Mit fokus er at få løbet et godt løb med så jævn belastning som muligt og samtidig få alt ud af tanken.

Det skal nok blive en fest når vi skal den anden vej op af den her til Transgrancanaria 2013. Foto: Jesper Halvorsen

Så træningen her i efteråret vil være fokuseret på løbeteknik og fart. Efter at have været en tur i gennem møllen hos Posemand.dk (på workshoppen ”løb uden skader”) er jeg super motiveret til at forbedre mit løb. Dels for at belaste kroppen så lidt som muligt når jeg løber og for at blive mere effektiv og økonomisk på de lange løb. Det er ikke noget der gøres fra den ene dag til den anden og man bliver mere eller mindre nød til at starte fra scatch og bygge langsomt op. Så det passer fint ind i programmet de næste par måneder.

I det nye år venter HURT 100 på Hawaii i januar, som er et 100 miles (160 km) løb i regnskoven over Honolulu. Det bliver på alle måder et løb uden for komfortzonen med varme, luftfugtighed og mange vandpassager der gør livet svært for fødderne. Meget mere om det senere. Allerede halvanden måned efter det vender jeg tilbage til Gran Canaria efter flere tæsk. Trangrancanaria byder i år på en ny rute i bjergene på tværs af øen. Her bliver med stor dansk deltagelse og jeg ser frem til en rigtig hyggelig tur.

Men i morgen venter en regnvåd Rude skov med 65 glade ansigter til LØBEREN´s Trail-træning og vores Trailcamp.dk på Samsø er også lige rundt om hjørnet ☺

Transgrancanaria 2011 med Jesper Halvorsen ved Roque Nublo 1813 m.o.h.

Sommer i Skagen

Skagen Klitplantage

Mit aller tidligste ferieminde er fra en sommerhus-tur med min Mormor og Morfar i Skagen. Jeg husker kun “Sandormen” (traktortrukket bus der kører ud til Grenen – mere om den senere) og hvordan harene ude på den anden side af de regnvåde ruder var mere spændende en den papmodel af storebæltfærgen vi var igang med at klistre sammen.

Denne sommer ankom jeg lige i slutningen af Hellerup- ugen i hvilket der mest virkede som et inferno af festglade nordmænd (= Nordens italienere 🙂 Allerede første dag i terrænet blev jeg dog særdeles positivt overrasket over området. Startede sydpå langs Kattegatkysten og lige i flæsket på de største klitter på vejen mod den tilsandede kirke. Løb bare på må og få ad de små sandede spor og drejede stille og roligt vestpå og havnede i klitterne på Vestkysten. Det endte med at blive en helt lille opdagelsesrejse med indlagt sightseeing, da jeg helt tilfældigt dumpede forbi seværdighedder som Kikkerbakken med et stort spir på toppen (22 m.o.h.), Gl. Skagen (det er her de rige og de smarte holder til), fyrtårne fra forskellige tidsaldre og tilbage til de nu endnu gladere nordmænd på gågaden.

Dagen efter var jeg lidt mere struktureret og efter et besøg på Turistbureauet var jeg nu indehaver af et kort over mtb sporet i Skagen Klitplantage. De lykkedes at finde rundt på det 15 km lange spor uden besvær trods få markeringer. Det er et rigtigt tonserspor, med ganske få højdemeter. Til gengæld rigeligt med sand, duft af nåletræer og en del vildt (af firbenet slags). Super fedt at prøve de forskellige spor rundt om i landet med forskellige kvaliteter og særpræg. Nattens tur på Buddy Holly satte efyerhånden sine spor og jeg er nu blevet ret sikker på at vodka-redbull og Jägermeister ikke funger som carboload. Men saltlakrids fra kiosken redede hjemturen fra at blive alt for ynkelig.

Hirtshals-Skagen via Grenen

Efter en tiltrængt hviledag, var det planen at få en ordentlig lang tur i benene. Hele sommeren havde jeg holdt mig til Posemandens formaninger om at løbe kort og hurtigt frem for langt og langsomt. Men trods alt logik syntes jeg alligevel lige der skulle en længere tur til. Egentlig har jeg altid HADET at løbe om sommeren og at løbe på sand. Dueodde etapen på 5,3 km til Etape Bornholm (der blev løbet i tirsdags) er noget af det værste jeg ved. Men hvor vikingerne brændte deres skibe på stranden nøjedes jeg med at købe en enkeltbillet til Hirtshal 50 km væk. Da bussens døre lukkede og den kørte væk virkede planen ikke helt genial. Nå men på med vanten og ud af stranden. Havet på den ene side og klitterne på den anden. Bare der ud ad… Benene var heldigvis gode og sandet hårdt. Det blev ret hurtigt monotomt. Kunne godt have brugt musik men måtte nøjes med mine tanker. Ørkenløb og løb i varme har aldrig virket appelerende og midt på den brede strand på årets varmeste dag virkede det direkte fjollet. Hvad det er lige så fjollet er at man da selvfølgelig kører i bil på stranden. Uh ha man skulle jo nødigt anstrenge sig med at bære strandtasken. Så folk kører simpelthen deres bil, campingvogn, autocamper what ever ned i parkerer i vandkanten. Ret ucharmerende… Lige før 30 k forsvandt Hirtshals endelig ud af syne. Ved 35 k blev det dejligt hårde sand afløst af løst sand og små rullesten. Ingen fest i halvflade sutter. Det var svært at fornemme hvor langt væk det næste hjørne var. Her var bilerne faktisk gode pejlemærker og så gik der lidt “gæt en bil i den”. Pludselig dukkede Gl. Skagen op ud af det blå og gav et lille boost til moralen. Kort efter rundede jeg marathon distancen i 4:07 inkl. tissepauser og Iskiosk-stop. Endelig blev sandet fastere da jeg nærmede mig Grenen. Det blev lidt af et anti-klimaks at nå Jyllands spids. Omgivet af hundrede af mennesker og med Sandormene i travl pedulfart med dovne turister. Min søn på 5 havde sikkert været helt pjattet med en tur, men nu var det bare grotesk at se folk stå i lange rækker og vente på traktoren i stedet for at gå de 10 min. tilbage til bilen. Og vi er sådan efter amerikanerne og deres livsstil herhjemme – selvmål… Det sidste stykke tilbage ned til Skagen var tunge. Men no-way jeg skulle op på Danmarks vel nok længste lige cykelsti – på asfalt. Så hellere nyde de trætte ben lidt endnu. Som Jesper Halvorsen plejer at sige så må “alt hvad der giver smadrede ben gøre en stærkere” 🙂 Så fik jeg også lige set lidt skøn arkitektur anno 1940’erene i holdbart tysk design. Sikke en dag, som endte med at blive årets længste med 5:40, 54,5 km og hele 16 højdemeter (vildt:-)

Hvorfor jeg løber så langt når jeg kunne holde formen ved lige med 25 minutters løb, må vel være fordi, jeg ikke kan lade være 🙂 “Det er fordi Du er narkoman” som Allan Carlsen (soigneur for de danske cykelryttere ved OL) ville sige med et glimt i øjet…

Ulrichs´s Fødselsdagstrail

I min familie har det altid heddet sig at man ikke skulle stole på folk syd for Køge. Men efter at have udforsket verden lidt på egen hånd har jeg konkluderet at man ikke skal tro på alt hvad man hørte som barn. Igår var jeg således for fjerde gang med løbeskoene syd for Køge. Anledningen var Ulrich Petersen´s fødselsdag, hvor han inviterede på trailløb og lagkage (fantastisk koncept).

Det blev en dejlig dag i naturen med både blød skovbund, strand og det pureste singletrack. Solen brændte efterhånden tågen væk og snakken gik lystigt om vores alle sammens kommende deltagelse i Salomon Hammertrail om 3 uger. Turen gik forbi Vallø slot og de få andre løbere vi mødte undervejs hilste! Det gør man bare i Udkantsdanmark åbenbart – SEJT 🙂

Efter nogle gode timer på sporet, med indlagt lokums- og bakkespurt var det lagkagespurt fra byskiltet (i Vedskølle) som Kenneth Kofod tog i overbevisende stil (og fivefingers). Den nutulla-dopede lagkage satte punktum for en fantastisk formiddag. Nu pønser jeg på hvordan jeg skal toppe den, til min fødselsdag 🙂