God gammel vin på nyere flasker

IMG_0134Der er sket mangt og meget siden jeg startede med hjemmesiden her back in the day. Den har desværre ikke fået så meget kærlighed i år pga. travlhed, men har nu fået lavet et mindre facelift for at kunne være på omgangshøjde med hvor vi er idag. Min passion for at dele min glæde ved natur og friluftsliv er intakt og fremover er det mit mål at gøre det nemmere komme under vingerne (på kurser og igennem personlig coaching) og lettere at komme med på eventyr – små som større.

Derfor har jeg også prøvet at ridse min profil lidt skarpere op og fortælle lidt om hvad jeg går og roder med. Ikke kun inden for trailløb men også ude på vandet og fjeldet. Havet er min første legeplads og gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig. Derfor kommer vandsport og i særdeleshed standuppaddleboard (ja det er et surfbræt man står op og padler på) til at fylde mere fremover, ligesom at vinterfjeld har fået en større plads de sidste år, med mine vinterturene til Alaska.

Frem for at have flere sider med forskellige forgreninger kørene har jeg besluttet at jeg fremover primært vil kommunikere hvad jeg laver og udbyder af kurser og turer under samme hat. Nemlig med på moseslovstad.com@moses_lovstad på Instagram og  Moses Lovstad – Små og store eventyr på facebook.

Som jeg skrev i den første post på siden her den 24. februar 2012: “Håber det bliver spændende og inspirerende at læse og ikke alt for navlebeskuende😉”

ROADBOOK – Ultraløbet Molsruten 2015

10702221_373505799463285_3448674591404622203_nPraktisk info til Ultraløbet Molsruten

Program for løbsdagen 15. august 2015

08:00: Indskrivning / Udlevering af startnumre åbner ved starten på Åkrogen – Åkrogs Strandvej 1, 8240 Risskov

08:00: Bussen til starten afgår fra målområdet i Ebeltoft (parkeringspladsen ved Fregatten Jylland) – S. A. Jensens Vej 4, 8400 Ebeltoft

09.50: Race briefing

10:00: Starten går fra Åkrogen.

13.00: Tidsgrænse i depot 1 ved Følle Strand

16.00: Tidsgrænse i depot 2 i  ved Ørnbjerg Mølle

18.00: Happy hour starter. Alle løbere som fuldfører i den sidste timer bliver belønnet med en øl.

19:00: Tidsgrænsen i målet ved Fregatten Jylland i Ebeltoft.

Til og fra løbet: Læs mere på http://www.ultracup.dk/#!molsruten-til-og-fra-lbet/cet7

Inden start

For at undgå stress på løbsdagen opfordrer vi alle til at komme til bussen ved målet i Ebeltoft (S. A. Jensens Vej 4, 8400 Ebeltoft) eller starten på Åkrogen i god tid. Husk at medbringe billed ID. Du skal hente startnummer personligt.

Starten

Starten foregår ved Åkrogs Strandvej 1, 8240 Risskov. Der er et offentligt toilet ved start, BRUG DET. Der er begrænset antal parkeringspladser så vi opfordrer til samkørsel og til at man benytter parkeringen ved Egå Marina. Standsning og parkering ved stoppestedet for enden af Åkrogen er FORBUDT. De bedes du overholde så vi kan få lov at komme igen.

Bagage

Du kan ved starten indlevere en lille taske med dine sager som vi transporterer til målet. Her kan du ligge skiftetøj og noget lækkert til at fejre bedriften med bagefter. Vi tager KUN imod tasker som er TYDELIGT markeret med navn og evt. Startnummer. Plastikposer uden lukning modtages ikke. Vi tager ikke ansvar for værdier i din taske.

Obligatorisk udstyr

Vindjakke. Det skal være en åndbar jakke. Vest eller engangsregnfrakker er ikke ok.

Mobiltelefon. Opladet og tændt. Telefonnummer til løbsledelsen står bag på startnummeret.

Kop på min. 150 ml. som skal være genanvendelig. Vi ved godt at der står 125 ml på hjemmesiden men her vælger vi at følge den internationale standard. I år disker vi ikke nogen for at have en kop på 125 ml. men fremover skal den være 150 ml.

Udstyret vil blive checket på dagen… Medbringer du ikke det obligatoriske udstyr kommer dit navn ikke på resultatlisten.

Find vej

Molsruten er markeret med blå og hvide skilte. Der ud over supplerer vi med mel-pile på vejen og minestremmel. De steder hvor vi afviger fra Molsruten for at give en bedre løbeoplevelse gør vi selvfølgelig lidt ekstra ud af markeringen.

Færdselsloven:

Det er vigtigt at alle løbere følger færdsesloven, særligt de steder hvor vi krydser en større vej. Det er DIT ansvar at følge loven og undgå at blive kørt ned.

Sikkerhed

Vi tager sikkerheden rigtig alvorligt og det er vigtigt at vi hjælper hinanden her. Du har pligt til at hjælpe medløbere (og andre) i problemer. Er det alvorligt skal ringe 112. Ved mindre skader og uheld skal du ringe til det kontaktnummer som står bag på dit startnummer.  Vores “fejeblad/sweeper/scoupa” Anders bevæger sig langsomt med 6 km. i timen bagerst. Bliver man overhalet af ham er man desværre ude af løbet.

Hvis du udgår

Skulle du af den ene eller anden grund udgå af løbet SKAL du ringe til kontaktnummeret der står på dit startnummer og fortælle at du udgår. Gør du ikke det, bliver det store store eftersøgningsarbejdet skudt igang på din bekostning. Det er dit eget ansvar selv at sørge for videre transport.

God stil

Husk at følge færdselsloven (også når du bliver træt) og opføre dig ordenligt så vi får lov at komme igen i fremtiden… Så vær diskret når du træder af på naturens vegne eller endnu bedre, brug de mange offentlige toiletter langs ruten. Tag dit affald med dig og saml op efter dem som har “tabt” noget. Tag hensyn til andre på din vej – vi har ikke ruten helt for os selv. Smil og vink – smil og vink 🙂

I depoterne

Der er høflig selvbetjening i depoterne. Husk at der også skal være til de løbere som kommer efter dig. Der udleveres kun væske i egen kop (eller i dine dunke, væskeblære mv.) så husk en foldekop eller lign. på minimum 150 ml. Vi serverer vand, GU sportsdrik, frugt, chips og Cola og hvad vi ellers finder på. Du skal selv medbringe energi (gels, barer osv) til hele løbet… Der kan ikke indleveres personlig forplejning eller dropbags til depoterne undervejs. Det er “kun” 60 km. så du klarer den 😉

Tilskuer-information:

Depotet ved Føllestrand ligger Strandvejen 23, 8410 Rønde. Brug parkeringspladsen bag ved – Hybenvej 2, 8410 Rønde – så trafikken ikke generes.

Depotet ved Ørnbjerg Mølle ligger Stubbevej 2C, 8410 Rønde. DET ER IKKE TILLADT AT KØRE TIL DEPOTET (løbere hvis familie og venner gør det vil blive diskvalificeret). Brug i stedet parkeringen ude på Røndevej – 56.256916, 10.633522

Et godt sted for tilskuere at heppe er ved Kalø slotsruin på Molsvej 31, 8410 Rønde. Her findes en stor parkeringsplads og grillbar, samt muligheden for at nyde det smukke landskab omkring Kalø slotsruin.

Private depoter

Det er ikke tilladt at modtage hjælp (uden for depoterne – hvor du må alt den hjælp du vil fra familie og venner) som ikke er tilgængelig for alle. Det vil sige at du ikke modtage eller aflevere tøj, mad, drikke osv fra venner og familie undervejs. Men moralsk støtte og indkøb i kiosker undervejs er selvfølgelig tilladt. Indkøb i kiosker undervejs er ens for alle og helt i orden.

Frivillige

Vi har verdens bedste crew af frivillige som bruger weekenden på at du kan få et godt løb. Husk at være søde ved dem. Uden dem intet løb…

I mål (S. A. Jensens Vej 4, 8400 Ebeltoft)

Når vi har registreret din tid i mål og checket dit obligatoriske udstyr har vi lidt væske klar og din indleverede taske inden for rækkevidde. Husk at ligge lidt mad eller lækkerier i tasken til at forsøde tilværelsen med efter løbet, der kan være laaaaaangt at gå til nærmeste kiosk på stive ben 😉 Kommer du mål inden for den sidste time (happy hour) giver vi desuden en øl.

Præmier

Lodtrækningspræmier fra Inov-8, Nathan, CEP og GribGrab fordeles løbende.

Vi har ikke medaljer eller andet blingbling til vpres løb. Men gennemfører du alle vores 3 løb i år får du en unik special-designet trucker-cap.

Skulle du være så hurtig at du kommer på podiet giver vi en fri start i et af vores løb næste år.

Efter løbet

Vi vil hurtigst muligt få billeder online. Resultaterne bliver opdateret live. Vores fotograf formidler stemningen fra dagen og de billeder kan frit benyttes til PRIVATE formål bagefter.

Det hele sker på https://www.facebook.com/ultracup.dk

Lodtrækningspræmier fra Inov-8, Nathan, CEP og GribGrab fordeles løbende.

Har du spørgsmål inden løbet skal du bare fyre løs på godtsvar@ultracup.dk

Har du noget på dagen griber du bare fat i en official og spørger løs…

DET VIGTIGSKE: “Det er stadig bare noget vi leger”

Det sagde deltagerne om Ultraløbet Gendarmstien…

IMG_3593

 

Testimonials fra Gendarmen 2015

Chris Oliver Nevil Hansen: Mit første ultraløb nogensinde super fed rute og en fantastisk service i depoterne , tak for det . Fik de vildeste kramper i baglårene av for pokker men fik mig slæbt i mål som samlet 59 super tilfreds.

Charlotte Dalsgaard: Tak for et godt arrangement!

Jesper Nørgaard: Tak for en super god men hård dag på mit første men bestemt ikke sidste ultraløb. Super godt arrangeret og gode depoter. Jeg vender helt sikkert tilbage, og når benene kan gå igen glæder jeg mig også til molsruten.

Helle Juhl Tak for et fantastik dag for debut indenfor ultraløb. Det var en hård tur, når det er første gang man er ude på den distance. Absolut ikke sidste gang jeg har været med her 🙂

Sanne Frahm-Hansen Tak for en dejlig dag.. Ses 15. August.

IMG_3489

Kåre Kristiansen Tak for et fedt løb. Damn de sidste 18 km trak tænder ud…

Bruno Gross En god tur i det synder jyske landskab 🙂

Anders Juncker Hvad kan jeg sige… I love it!

Inga Becke Das war ein tolles Lauferlebniss. Mein erster Ultra 58 km trail in 6:32. Kaputt, aber glücklich 🙂

Per Bonde Schou: Tak for en fed oplevelse, fantastisk løb. Super rute, afmærkning og forplejning. Stor ros herfra.

Jean EgsgaardTak for en super fed oplevelse. Det var min først men absolut ikke det sidste ultraløb. Fed rute, super super hjælper i de 2 depoter, alt i alt er super godt arrangement. I will be back

IMG_3606

Michael Darnell JørgensenTak for en fantastisk oplevelse i super skønne omgivelser. Og stor tak til alle jer der har været involveret i at det kunne lade sig gør. Stor respekt til alle. Kan ikke få armene ned

Michel Wigant-BjerreLige en kort kommentar: tak for et fremragende løb (igen). Man skal lede længe efter bedre og mere serviceminded crew. En ren fornøjelse. Så en KÆMPE tak til alle frivillige😀👍

Martin Blunck: Det var et super fedt løb! Fik slet ikke takket alle hjælperne nok – uden dem, intet løb! Tak for en fed oplevelse 🙂

Flemming Kirk: Det var er superfedt løb. Og fantastiske hjælpere – glade mennesker hele vejen rundt – kommer helt sikkert næste år og overvejer molsruten 🙂

Majbritt Ramsgaard Jensen: Det var et super løb. Tusind tak.

IMG_3641

Tommy Jakobsen En kæmpe tak til verdens bedste crew – glæder mig til igen at stå bag baren på Mols.

Chris Oliver Nevil Hansen Tak for et super fed oplevelse og en kæmpe tak til hele teamet bag

Morten Spangler Tak for et fantastisk løb..

Peter Terkildsen Fantastisk flot rute, super arrangement og de bedste depoter. Kunne ikke være bedre.

IMG_3678

Iditarod Trail Invitational – a rookie´s story

IMG_2412This is the story of a wilderness-race across frozen Alaska in the middle of winter and an experience of a lifetime. Iditarod Trail Invitational is a human-powered race. Which means most participants roll on a giant fat-bike equiped with 4-6 inch tires. You can also go on skis or by the slowest and most primal form of transportation – on foot, which is what I chose. The first time you participate as a “rookie” on the 350 miles distance to McGrath, while the veterans (who have completed ITI before) also have the option to go on for 1,100 mile to Nome, at the Bering Sea a few hundred miles from Russia.10553607_10153146025880489_7216772024257847138_nYou start at a bar just outside of Anchorage and the finishline is when you knock on the door at the home of Tracy and Peter Schneiderheinze in McGrath some 560 km away. The rules are simple. You take care of yourself regardless of the conditions and You can pick any route You like as long as you pass the 6 mandatory checkpoints along the way. Kathi and Bill who is hosting the event is really old-school and it is a big part of the charm. Although the course is the longest winter wilderness race in the world, they do not try to brand it as the longest, the coldest, the hardest – whatever. Not many people have even heard of the race unlike the famous dog sled race.IMG_2188The start was the most casual and laid back you can imagine. We stood and chatted away until someone yelled “GO” and the approximately 20 spectators started cheering us on. Following some weeks with a mid-winter heatwave in Alaska, with temps above freezing the temperature had finally slipped below freezing again. That made the ground hard as concrete and slippery like a skating rink. I was hiking of in a very good mood. Happy to finally be underway. Months of preparation was over and I had arrived healthy on the startingline, which was my first goal for the race. After a few miles Dave Johnston (who has the track record and had won the previous two years) came running by me. We gave each other a hug and wished the other a good run, after which Dave jogged on.IMG_2198I could feel my microspikes through the shoes and it hurt right away. My idea of allways trying something new on raceday was clearly working against me. After about an hour I tried without the spikes under the shoes, but they came right back on. I would rather destroy my feet that fall over on the ice. The leading runners disappeared out of sight and I was by myself. I remembered the mantra “easy does it” from the “From Russia with love” team I met during the PTL last year and thought of my friend Ravn Hambergs advice about not going too hard out straight from the gun. Got into my own rhythm and trudged on. Usually the ITI follows the same route as the world’s largest dogsled race “the last great race” Iditarod Dogsled Race. But due to lack of snow that race had chosen to reroute due to safety and start in Fairbanks. Bill and Kathi had obviously stuck to the original route on the historic Iditarod Trail. The ITI does not mark the route, nor supply maps or GPS files to the participants. There is certainly plenty markers left over from other races. It’s just not all of them one should follow. I saw old markers from both Susitna 100 and Iditasport (which took 2 and 3 weeks prior) as well as the snowmobile race “Irondog”.IMG_2206In the afternoon I caught up to three runners at a railway bridge and it turned out that I had taken a slight (1 mile) detour. “No big deal” – I kept my cool head and continued on. It keeps going up and down constantly and despite the spikes under my shoes I skated more than I really liked. The view over the shoulder towards the mountains around Anchorage was absolutely fantastic.IMG_2212IMG_2214IMG_2218IMG_2219Shortly after sunset I reached the legendary “1049 miles to None” sign. I began to feel an nagging pull in the left knee. The first 40 miles are notorious for the difficult route finding. As I approached Flat Horn Lake (mile 30) and could see a couple of headlight behind me. So I waited a few minutes for them to catch up to me. It was Beat Jegerlehner and Steve Ansell from California who were both on their way to Nome. They knew a good short cut instead of following bikers who was going a somewhat longer but flatter path around the lake. It was a relief to just disconnect the brain and follow them for a while.IMG_2221Day 2

At midnight we bivied just before the “Wall of Death” where You come on to the Susitna River. It’s cold and more exposed on the river, so this is the last opportunity to take a rest before the first checkpoint. Before I knew it the two veterans was sound asleep in their bags while British Mark Hines (whom I met at the Spine Race) came shortly after and found a place to sleep next to me a little off the track (You don´t want to be run over by a snowmobile in the middle of the night). The leg was getting worse and the left calf was felt hard as a rock.IMG_2222After 2 hours we were on the move again. It was a chilly night on the river and I was happy to just hang on the wheels. Both Steve and Beat has been to the PTL and Tor the Geants as well, so there was plenty to talk about. I took the opportunity to learn as much as I could from them and get all the little tips and tricks this game is full of. Beat is a physicist. Originally from Switzerland but he now lives in California where he works at Google. A bit of a engineer/inventer type guy with his own ideas ideas. He had built his own pulk, sewn his poggies (mittens), made the titanium reinforced carbon fiber drag system and had a teddy bear mounted next to another homemade gizmo that measured and kept a record of the temperature.IMG_2173After 18 hours, we reached the first checkpoint at Yentna Station (mile 57) early in the morning. It is he local “watering hole” where traveling snowmobilers on the Yentna River can refuel on the way. The host was not particularly welcoming. We bought ourselfes a cheese omelet and french toast and I attended to a few blisters in the usual places.IMG_2227We continued up the river in good weather. Beat slowly pulled away while Steve’s and my pace was quite in sync. I was planning to save battery in the iPods for later. But I had to have something to distract yourself from my sore feet and painful legs. Despite the music I had to slow in the afternoon and just go in my own pace, while Steve and Beat went ahead.IMG_2246IMG_2236Fortunately the sign for Cindie’s house (mile 77) quickly approached which felt like such a relief. Cindie is a “Trail Angel” who invites participants into her home for a bite to eat and some well deserved rest. When I arrived, Steve and Beat was already seated in the kitchen with their heads into a giant bowl of chicken soup each. We were the first guests since bikers and the three leading runners had hurried past. My legs were a complete mess after all the little jerking and twisting on the ice.IMG_2259IMG_2275After listening to my complaints the guys suggested that I should try to rest and recover. Cindie immediately offered that I could borrow their guest-cabin. I took the offer and told them I would try to sleep until dawn. But first I had to take care of a nice piece of cake being put in front of me. Then I remembered it was actually my birthday:-) “Well – it’s birthdaycake then” smiled Cindie.IMG_2279Day 3

I lay down to sleep in the cold cabin (which was perfectly fine in my -46 Exped bag) but woke up an hour or so later being boiling hot. In the meanwhile Cindie’s husband had fired up the stove and it was hot as a sauna inside. With the heat and the pain in my legs I could not sleep. After rotating aound for a few more hours I stumpled out into the darkness and reached the next checkpoint on Skwetna Station (mile 90) 4 hours later without further problems.IMG_2285The hostess served scrambled eggs, bacon and toast. The cabin-owner looked very tired after having been up all night to serve racers. As we all sat around the table he offered us his advise on the trip ahead and suggested a more direct way to the Shell Lake. The course changes from year to year depending on the conditions and I thought that it is useful information I got there. Mike Thomas from the UK and race veteran Loreen Hewitt also sat at the table and get the same explanation. On the way out I meet Mark Hines who is coming in. Mark is a rookie like me but has previously finished Yukon Arctic Ultra 430 miles 3 times. After 90 miles on the ice rink it was finally time to ditch the microspikes and my feet felt like they were born again.IMG_2291IMG_2293When I reached the junction I chose the way the guy at Skwentna had suggested as the most direct. Nicely marked trail with Irondog markers – what could possibly go wrong. 2 hours later the markings disappeared on a lake where the snowmobile tracks went out in all directions. Hmmm. I saw a plane parked on the other side of the lake and walked over to ask for directions. A German lady who lives there informs me that I have made it to Hewitt Lake and that the only thing to do is to go back to junction 5 miles away. I thank the lady for info, refuses her offer of a ride on the back of her snowmobile and walkes back across the lake in a very bad mood. Here I meet Loreen who despite Hewitt being her last name (just as the lake) really does not appreciate the funny coincident. “I shouldnt have the know-better” she repeats and tells me about her husband Tim who made the same mistake on his first of so far 8 trips to Nome. This is Loreens 6. th. participation in ITI (4 times to McGrath and one to Nome) and she is the most experienced participant on foot. Tim had decided to bike to Nome this year. Soon we picked Mike up and shortly after Mark as well.IMG_2300The two brits decide to try their luck with a shortcut wearing snowshoes in the deep snow across the frozen swamp. Loreen and I agree that in 99% of cases it will not pay off to try a stunt like that. IMG_2302After a few good hours without problems the pain is back again and soon Loreen overtakes me and slowly disappear out of sight in front of me. I have no energy and for the first time on the trip down I sit down on the sled to take a break. The frustration hits me like a slap in the face. While I chewing on a  Rawbite bar, tears starts rolling down my cheeks. It turns out to be my absolute low point of the race. After a few minutes, the pressure relief valve has bursted. I feel better and I hear myself saying “this is what I do” (the mantra would follow me through the rest of the race). I put some music in my ears and continues. An hour or two hours later I catch back up to Loreen in the rolling hills going towards Shell Lake and we agree to share a cabin for there for the night. Loreen is 58 years old, mother of four and carries pictures of her grandchildren. She is delighted to share pearls of wisdom from her vast experience.IMG_2303IMG_2307Shell Lake Lodge (mile 108) is not an official checkpoint but a welcome stop on the way.The owner Zoe is a sweet 70 year old lady who has built the cabin herself from the ground with her children back in 1975. The Brits have had a lucky day and arrives 20 minutes earlier. While Zoe is chatting away like we were the first guests of the year Mark comes over and whispers; “Stop asking her questions – I want my food so I can get out of here”. The rumors are right – Zoe makes the best burgers. IMG_2308Since we have not made a reservation – we can not have a cabin for the night. Loreen ague our case and finally Zoe lets us sleep on the floor for 15$.  I lie down by the door – hoping for a slightly lower temperature. I can not calm down and sleep. The legs hurt like crazy and there is too much commotion going on in the cabin. The Spanish runners come in and Russell, is a US Goastguard helicopter pilot pass by briefely. After 2 hours Loreen gets up and ask if I want to continue. She can not sleep either. So we pack up and leave Shell Lake Lodge at 11:30 pm.IMG_2310Day 4

The trail towards the third checkpoint at Finger Lake was fortunately flatter and easier for the legs. It was great to be under way again slogging through the night. The body immediately felt so much better in the cold air outside. At one point we pass a stretch of dense vegetation while Loreen is in the lead and suddenly there are objects flying towards us through the dark. My heart stops until I realize it is just Russell that has ambushed us with a bunch of snowballs. Scary and still so funny at the same time.IMG_2317Just before sunrise, we arrived at Winter Lake Lodge on Finger Lake (mile 135). Mark was heading back out after biviing on the trail and a brief stop at the checkpoint. While I was wolfing down a big dirty breakfast burrito with black rice and beans, I was trying to sort out the first of our two drop back. As you can not send animal products and lithium batteries into the United States, I had ordered everything at REI and got my wife’s cousin Jenni in Virginia to be pack it and send it to Alaska. We filled up the camelbaks and made ready to hit the trail. Suddenly Steve appears from a cabin having spent the night there. Apparently he got sick the day before and thought his race was over. His companion Beat is long gone but Steve feels better and prepares to hit the trail with us.IMG_2342IMG_2345IMG_2366So the three of us soldiered on towards Puntilla with the target of arriving there the same evening. So we would be able to cross the Alaska Range through Rainy Pass the following day. But first we are entertained with the infamous Happy River Steps. A series of short but super-steep hills up and down. I slide on my butt down of the steepest hills and try to imagine what it would be like flying down these slopes attached to 20 eager huskies running for their life. We make a brief stop on the sled every 3 hours. The trail is a constant challenge. The hundreds of snowmobiles which had passed here during Irondag had made the trail into a mogul inferno. Towards evening I had a little more energy and went on ahead. But it was still a long way to go. One rolling hill was replaced by another. I was so tired at the end that I nearly bivied. I could not find any suitable spots, so I just kept putting one foot in front of the other. After 23 hours on the road, I reached the checkpoint in Puntilla at Rainy Pass Lodge (mile 165). I was completely exhausted and I had clearly gone over that thin line in pushing myself. I was so out of it which felt rather scary.IMG_237410476662_10200490549504423_769134862737167075_oPhoto: Petr Ineman

The checkpoint was inside a small log cabin with a wood stove and a pair of bunk beds. There was noone around so I noted my arrivaltime on checkin list and sat down in a chair unable to move. The food was a choise of lukewarm cans of Heinz products sitting on the stove. I knew I should properly eat something but the only thing I could manage was to roll over in the bed. I slept the second my head hit the pillow and I slept like a baby for 5 hours. That turned out to be the only proper sleep I got all race.IMG_2377Day 5

The alarm clock rang at 5 and an hour later we were on the move. A batch of freeze-dried eggs and bacon was sitting good in the stomach. Shortly we were above the tree line and the landscape opened up in front of us. It reminded me of the wide open landscape of Hardangervidda in Norway. We were lucky with the weather for our trip across Rainy Pass. Visibilty was not as good as I had hoped but it was a calm day with temperatures just below freezing. It took us 10 hours to reach the pass where we stopped for the mandatory images.IMG_2385IMG_2386IMG_2408Just after the pass it started snowing and the weather worsened minute by minute. We hurried down the other side. Although we were going down, it was certainly not going any easier. The snow was so soft we eventually had to use the snowshoes. Soon bushes and rocks where everywhere making progress challenging. Further down You head into the notorius Dalzell Gorge. A narrow gorge covered with ice and creek running beneath it. Without any extra effort I had suddenly pulled ahead. It was a bit of a minefield navigating a safe route through it. In addition to the taxi ride to the airport this was here probably the most dangerous moment of the trip. There were large and small holes in the ice with flowing water underneath and the fresh snow hidding the cracks in the ice. In a strange way I felt incredibly comfortable in the situation. IMG_2417IMG_2429IMG_2434After a long trek through the canyon, I came out on a great river. The wind had picked up and the breeze felt hard and cold on my back. I was lucky to be able follow Mark Hines footprints in the dark all the way to Rob’s Roadhouse in Rohn (mile 200). Rohn is really just a place on the map that contains a small dirt runway and BLM (Bureau of Land Management) shelter-cabin. Since the hut is usually occupied by checkers and vets from the dog sled race the ITI checkpoint is located in a tent close by. Kathi and Bill’s neighbor  from Chickaloon Adrian came out of the tent with that huge smile and offered me brads from the grill. Best hotdog I have ever had. Unlike the previous checkpoint hosted by commercial enterprises this one is ITI´s own. Manned with fantastic people who live and breathe the ITI.  Within an hour came Loreen and Steve rolled in.IMG_2435IMG_2437IMG_2441Day 6

The checkpoint is named after the former aidstation captain Rob Kehrer who drowned in a packraft accident last summer in Alaska Winderness Classic. His widow Tamra was part of the crew this year. One of Rob’s rules that still applies: “No Facebook’ing in Rohn – Wilderness Race in progress”. Something aboat a little too eager racer from the Midwest and a sat phone:-) After a few hours of poor and interrupted sleep I woke up after my worst nightmare ever. I sat there for a while. Phew – my children were not dead anyway and suddenly 150 miles through Interior Alaska in mid winter seamed pretty trivial.IMG_2452IMG_2453IMG_2462Loreen being the veteran were calling the the shots when to get back out on track. I get shoveled a bowl of oatmeal down and left Rohn with Loreen and Steve. The legs were still completely shot but I felt a tiny bit better. Suddenly the two others disappeared from sight behind me. The long stretch of 60 miles without snow I had feared was now covered by the thin layer of powder, thanks to the snowfall the night before. This caused the pulk to glide considerably better than I had anticipated. The view back towards the mountains were magnificent and breathtaking. I felt tiny in this huge landscape, but also being safe and comfortable in way I have never experienced in the mountains before. I started daydreaming about finishing the race in under seven days and as a bonus, maybe catch up to Mark Hines and battle him for the Rookie of the Year title. I hiked hard most of the day, just to explode completely and have the wheels come off in the evening.IMG_2474The stretch between 90 mile stretch Rohn and Nikolai was a big mouthful, but I had my eyes set on a BLM Safety Cabin 45 miles out of Rohn. As I approached the trail got harder and harder. The huge tussocks made progress slow and tiring. The objectives from the morning was long gone and I just dreamed of reaching the cabin and lying down.IMG_2480IMG_2481The Bear Creek Cabin is located a mile off  trail (at the only dry spot in the summer) and I figured the trip would take 20 minutes. The tussocks were so bad I ended up carrying my sled most of the way taking me 45 minutes. After 18 hours on your feet I finally arrived. There first watersource between Rohn and Nikolai were still 10 miles further ahead. So I had to make it with what I had left. Someone had been kind enough to leave some of water in a pot on the stove (kind of stupid if it freezes). But when I put it in my Jetboil stove soap bubbles were everywhere. Dammit… Instead I melted about 300-400 ml. of water from the snow I could scrape together in front of the hut. The soap-water I drank through my Lifestraw (water filter). The Bear Creek Inn served the world’s best dinner menu imaginable consisting of chicken and rice with a sideorder of Buffalo jerky and hot Starbucks cacao and “astronaut icecream” (freeze-dried ice cream) for desert. All eaten while sitting comfortable in my sleepingbag. Just as I was falling asleep Loreen came in cursing the bad trail just like me an hour earlier.IMG_2485Day 7

We left the hut together a few hours later but soon Loreen had sort something out with her boots and I went ahead. Once again I ended up carrying all my equipment back to the main trail. Suddenly a dark wall came tumbling towards me and a few minutes later I found myself in a snowstorm. I just managed to get balaclava pulled up over the nose and getting the goggles out of the sled. Shortly before Sullivan Creek where I could get water I saw Mark’s fresh footprints after he had been biviing for the night. The fire inside was back and I figured it would still be possible to complete the 350 miles just under a full week and probably to catch Mark as well. However, like the previous day all strengh and motivation evaporated during the day.IMG_2486IMG_2492Shortly before Nikolai a snowmobile come out to meet me on the river. It was the Petrushka family, hosting the checkpoint, who just wanted to make sure I could find their house in the village. I knew that I was forced to rest before the final push to the finish in McGrath, some 50 miles away.IMG_2517IMG_2506IMG_2526IMG_2529Day 8

While the whole family sat in the couch in front of the telly, I hung clothes to dry over the stove. I got a portion of spaghetti before I got to bed. After having rolled around in bed a few hours with a badly swollen ankle and very sore legs I gave up.  I left Nikolai with Loreen in the middle of the night. We hiked together until noon when I pushed ahead to finish the job. I did not have to save my legs for the next 600 or 700 miles from McGrath to None like her. The wind was blowing hard but fortunately it was a tailwind.IMG_2531IMG_2542IMG_2558The snow got really soft and punchy and I finally gave up and put on the snowshoes. Part of me just wanted this over with as soon as possible, while another part of wanted to continue the adventure a little longer. Towards evening the temperature dropped to minus 20 making passage without snowshoes possible. A few snowmobile came screaming by in the dark. I had been warned of drunk snowmobiles. Since Nikolai is dry village the young men go to McGrath to buy booze and have a few sips on the way back. Finally I came to a cardboard sign out with the Kuskokwim River which indicated that there were 10 miles to the finish. It seemed “this is what I do” no longer worked. With my speed of 2.5 miles/hour it would take another 4 hours. A thought that was completely unbearable. I was so ready to be done but I decided to try to enjoy the last hours and appreciate how challenging the event actually was throughout. IMG_2562IMG_2559Those tactics worked well until a new cardboard sign indicated 5.5 miles to the end. I could not contemplate spending another 2 hours underway. Two snowmobiles came up behind me and I stepped right out into the deep snow beside the trail. I was Bill and Adrian heading back from Rohn. We exchanged a few words before they disappeared in a smelly cloud of exhaust and gasoline. Then I started to run out of sheer frustration. The 2 scooters with sleds towing behind them left the snow ridiculous soft to run in. But it did not matter anymore, because I just wanted to be done. With a few miles to go I hit a snowcovered road leading all the way to McGrath. It was an indescribable great feeling to turn right at the large ITI banner at the roadside and take the final steps toward the front door of the Schneiderheize´s house. No doubt that this was the place the party was going down with sleds, snowmachines and fat-bikes parked everywhere.IMG_2566IMG_2569The time stopped at 177.5 hours or 7 days, 9 hours and 39 minutes, a few hours after “Rookie of the Year” Mark Hines. 5 runners had beat me to McGrath. Among them Beat who was on his way out of the door to continue the journey to Nome. To come into Tracy and Peter livingroom was the best finishline you can imagine. A warm stove, beer and all the food you can eat. It was like going to heaven. Only the winner Dave Johnston had left. The rest of “runners” were still here. It was super nice to shake hands and tell the tales from the trails. A few hours later, Steve and Loreen came into their pitstop. Mike Thomas from the UK came a day later after spending the last night out in minus 40 conditions.1966291_10200490561664727_2011689230425836203_oPhoto: Petr Ineman11077013_10200490563384770_3210767109384784056_oPhoto: Petr InemanIMG_2574IMG_6107IMG_2582

Beat and Steve is still on their way to None in extremely difficult conditions with deep snow and temperatures below minus 40 degrees. Loreen and her husbond Tim unfortunatly had to abandon there attempt to reach Nome this year. I need to gather some more experience, vacationtime and money before I’m ready for the long trip. So I will be back next Year for another funrun to McGrath 🙂IMG_2578Thanks to Rawbite, CEP Denmark, Bjergkæden, Ryders Denmark, Knut Korczak, Ravn Hamberg and Sailors Drydock for their help with the equipment.IMG_2311

Tandtråd og styrketræning

IMG_9248

Præcis som de fleste er ret religiøse med tandtråden ugen inden og ugen efter besøget hos tandlægen, så er de fleste løbere også virkelig grundige med at lave deres øvelser når de er skadet. Men så snart de kan løbe uden problemer blæser de på alt fornuften. Lige indtil næste gang.

Jeg har selv været der, så jeg ved præcis hvordan det går, når euforien over igen at kunne bevæge sig uhindret kommer over en.

Bedre end nogen anden ved jeg hvor kedeligt styrketræning kan være. Derfor gælder det for en gang skyld om at være realistisk og ikke gå efter hvad du gerne vil lave af øvelser men hvad du ved du kan overkomme, også når hverdagen melder sig.

Derfor er jeg glad for Tomas Pilsborg og Claus Rasmussen fra posemand.dk har lavet deres Styrketræning for løbere program der med lidt øvelse kan klares på 15 min. Det er simpelt og lige til at gå til med en enkelt kettlebell fra Harald Nyborg. Hvis man gerne vil have øvelserne helt ind under huden kan jeg virkelig anbefale det styrke-kursus som Tomas Pilsborg tilbyder. Alle de atleter jeg træner har det som en fast del af pensum – sammen med 8 timers søvn og en fornuftig kost 🙂

Derudover bruger jeg squats og flexifusser for at styrke mine fødder og underben. Noget man vil have stor glæde af uanset hvordan man løber og hvor meget eller hvor lidt skum man har under fodsålerne. Særligt de tykke skumsko jeg tidligere løb i har givet mig store udfordringer med fødderne, fordi fødderne er på overarbejde med at fornemme underlaget. Lidt som hvis du prøver at stå på hænder på en skummadras.

Den rigtige træning – er den man får lavet. Så det gælder om at få indarbejdet de gode vaner. 15 minutter af dine ca. 16 vågne timer burde være muligt at klare for de fleste. Og man behøver ikke være frisør for at kunne multitaske træningen sammen med tv- og facebook-kiggeri 🙂

Rigtig god træning…

Den lille tur til bageren

IMG_1629

 

Skråningen blev bare stejlere og stejlere. Græsset var vådt og stenene små og løse. Det var pisse hamrende koldt, bæld mørkt og vi havde nu været på farten i i halvandet døgn. I en time havde vi kravlet op ad uden andet at sigte efter end tracket på vores håndholdte Garmin GPS´er. “Hvis jeg falder nu – så dør jeg” var den eneste tanke som langsomt sivede igennem mit snotfyldte kranie. Bag mig kunne jeg høre Fabricio´s hurtige vejrtrækning. Det her var lidt for spændende. Lige som det glatte underlag ikke kunne blive stejlere, mødte vi første klippebånd. Glæden varede dog kort, da klipperne var løse. Efter en stykke på alle fire, med stavene i hånden, kom vi op på kammen som førte til toppen. Her kunne vi svagt ane noget der mindede om en sti. Den førte videre op i mørket. Da vi nåede klippegraten på toppen hvor vi skulle svinge til højre, mødte der os en kold vind fra den anden side. I stedet for fugtigt græs havde vi nu isbelagte klipper under os. Fremdriften var langsom – forbandet langsom og hvert skridt kunne sagtens blive det sidste vi tog. Italienerne foran mossede på, som de havde gjordt siden de overhalede os tidligere. De forsøgte at finde en nemmere vej lidt nede at bjergsiden. Vi tog den mere direkte vej hen over toppen af kammen.

IMG_1634

Petite Trotte á Leòn eller bare PTL var ellers startet fint mandag eftermiddag. Stemningen og forventningens glæde havde været helt i top på vej ud på de 294 km og 26.500 m+ som årets rute bød på. Sammen med min holdkammerat Fabricio Bastian havde vi holdt skruen i vandet og fulgt strategien om “easy does it”. Første aften havde budt på 2 store bjergpas, hvor min mave var krølle helt sammen og jeg havde haft det værre end nogensinde før. Derefter havde vi haft fornøjelsen af 17 timer i øsregn med dårlig sigt og 25 sekundmeter vind i højden. Flere løbere var blæst omkuld og vi havde haft vores at se til. Første depot havde vi passeret efter 60 km ved Champex-Lac, hvor Leon som løbet er opkaldt efter har sit berømte bageri. På toppen af 4. pas havde vi sovet 3 timer i en hytte og sat lidt i banken til de næste par dage.

IMG_1631

Nu var det onsdag morgen og mens vi langsomt traverserede klippegraten dukkede solen op og skinnede på den italienske side af Mont Blanc massivet. Selv med alt tøjet på var det svært at holde varme i kroppen. Fire lag, inklussiv den obligatoriske fleece og Gore-Tex jakke plus hue, handsker og vindluffer var ikke nok. Både på grund af forkølelsen som jeg havde raget til mig dagen før og pga den lave fart. Jeg stoppede og slog kuskeslag mens jeg ventede på at Fabricio, der forståeligt nok tog det lidt mere forsigtigt. Hvor han kan løbe fra mig derhjemme til hver en tid var det her min hjemmebane og jeg følte mig nogenlunde komfortabel henover de glatte klipper. Mine tær var helt følelsesløse og fingrene ligeså. Jeg gik med stavene under armen mens jeg forsøgte at få blod til de kolde lemmer.

IMG_1642

Endelig viste GPS´en væk fra graten og vi kurede ned af en super stejl skråning. Vi blev overhalet af flere hold og jeg gav den alt hvad den kunne nedad, for at få varmen og for at komme i sikkerhed for løse sten oppefra. I bunden ventede begyndelsen på en uendelig lang travers og opstigning over løse klippeblokke. Når vi var heldige, var det store nok til at man kunne hoppe fra den ene til den anden. Men for det meste var de ølkasse-størrelse og glatte. Flere gange snublede jeg men redede den hver gang uden at brække hverken ben eller stave. Vi gik i skyggen og solen gjorde ikke den store indvirkning på temperaturen. Et kæmpe snefelt med hård skorpe gjorde det sidste stykke op til passet en anelse lettere. Jubeloptimisten i baghjernen havde allerede tænkt at det kun kunne blive bedre. Men da vi poppede over passet og kiggede ned i den solbeskinnede dal på den anden side fortsatte helvedet. Vi forsøgte at følge italienerne fra tidligere, men erkendte snart at der ikke var nogen god linie at gå efter. Det var dejligt at komme ud i solen men den kolde vind gjorde at jeg beholdt alt tøjet på. Langsomt vendte varmen tilbage med smertefulde tæer til følge. Jeg huskede hvordan jeg som en lille knægt efter slædeturene i Grønland, havde stået med fingrende under men kolde hane med tårene løbende ned af kinderne. Fordi det bare gør så ondt når blodet vender tilbage og fingre og tæer dunker der ud af.

IMG_1653

Vi var for længst løbet tør for vand. Så vi stoppede og rensede vand i en bæk fordi der gik køer længere op. I stedet for at følge den fine vandresti vi havde set oppefra, mens vi væltede ned over stenblokkene, skulle vi nu følge GPS sporet videre rundt langs bjerget. Der var ikke skyggen af spor at følge, ud over fodspor fra de 25 hold som havde trampet igennem før os. Hvad satan skulle det til for? At traske rundt her parralelt med en god vandresti. Det gav ingen mening. Men det viste os hvad PTL handler om. I stedet for at lave et flot løb, prøver de bare at lave det så hårdt som muligt. Logik og æstetik var en by i… Ja hvor var vi egentlig henne? Da vi endelig mødte en markeret sti var det Tor de Geants rutens karekteristiske gule markeringer. Altså måtte vi være kommet over grænsen fra Schweiz og ind i Italien.

IMG_1657

Fødderne begyndte at brokke sig og vi stoppede for at se på sagerne. Pga. kulden havde jeg haft fødderne i plastikposer nede i skoene for at holde varmen. Men nu lignede de mest en strandvaskers sørgelige fusser. Vi sad ned et kvarter og tørrede fødder og strømper mens jeg tapede de sædvanlige vabler ind med kinesio-tape. Trods solen blev det hurtigt koldt. Udsigten var fantastisk dog fantastisk. Vi kiggede lige over på Gran Paradiso som er en flot 4000 meter top i nationalparken af samme navn. Her var Ravn Hamberg og jeg igennem på sidste års Tor de Geant. Et virkelig imponerende stykke uberørt natur hvor man kan komme helt tæt på dyrelivet i bjergene.

IMG_1658

Da vi satte i gang igen var benens monster stive og jeg ramte muren for fuld drøn. Jeg havde fået alt for lidt at spise og drikke de sidste mange timer og nu kom straffen. Jeg måtte grave dybt og fandt ind i slæbegearet og satte den ene fod lige foran den anden. Stigningen op til Col du Champillion kendte jeg fra sidste år, hvor vi var kommet ned fra passet på 4. dagen af TdG. Russerne fra “From Russia with Love” holdet kom trissende forbi og var snart små prikker langt over os. For første gang tænkte jeg over at vi måske ikke ville komme igennem. Jeg havde hele tiden fortalt Fabricio hvor skidt jeg havde haft det, men samtidig kigget fremad og ikke været det mindste i tvivl om at vi ville klare turen tilbage til Chamonix. Vi lå blandt den de 30 hurtigste hold ud af 106 startene og havde en en kæmpe buffer ned til tidsgrænsen. Tankerne kværnede rundt i hovedet men til sidst kunne jeg ikke rumme andet end at sætte den ene fod foran den anden. Langt om længe nåede vi toppen og tilskuer fortalte os at der var 20 minutter ned til hytten. Jeg drak den sidste mundfuld vand som jeg havde gemt som belønning til toppen.

IMG_1661

Vi trillede videre og prøvede at aflede tankerne med den smukke udsigt. Damen som checkede os ind ved hytten tog også mod bestilling af mad og drikke. Farven på min urin var lyst og fint men jeg følte mig virkelig dehydreret. Derfor løb grådigheden af med mig og jeg endte med at bestille 6 dåser sodavand og en gang polenta med pølse. Jeg vidste jo udemærket at jeg ikke ville være i stand til at optage mere end en liter i timen max, men så var det lidt til det næste stykke. Havde egentlig jeg slet ikke lyst til mad men tvang polentaen ned og skyllede efter med cola. Nøøøøj hvor havde jeg det skidt. Solen skinnede og der var læ bag hytten, så jeg lagde mig ned i græsset. Stadig iført al klunset og med hætten på jakken oppe. Omkring mig sad de andre løbere i t-shirt eller i bar box. Jeg gik ud som et lys men vågnede ved at jeg rystede af kulde efter 10 minutter.

IMG_1662

2 af de 3 løbere fra det norske hold dukkede op og på spørgsmålet om hvordan det gik lød svaret promte “Åt helvete…”. Pigen på holdet, Sharon, var faldet i elven, under en af de mange vandpassager, med alt tøjet på og var desværre udgået. Det samme var i øvrigt det andet danske hold med Tobias Bering og Kim Greisen og en del andre super erfarne løbere jeg kendte fra tidligere. Fabricio skaffede mig noget brød med smør som var det eneste jeg havde lyst til. Vi talte for første gang om at det ikke så for godt ud med vores videre løb, når jeg ikke kunne holde varmen. Men med 9 lette kilometer ned til næste by var der ikke så meget at betænke sig på.

IMG_1666

Det var sidst på eftermiddagen og endelig begyndte jeg at have det bedre. Vi overhalede russerne og passerede igennem byen ved 19 tiden om aftenen, efter godt 2 døgn i bjergene. Vi var friske både i hovedet og i benene. Friskheden i benene forsvandt dog hurtigt da vi kastede os over løbets stejleste stigning. Med blikket stift rettet mod højdemåleren på Suunto Ambit´et klatrede vi op ad. Hver gang vi havde klaret 100 højdemeter annoncerede jeg hvor langt vi var og hvor langt der var til toppen. Vi så de sidste solstråler på bjergene langt borte. Det var skyfrit og en kold brise susede over hovederne på os. Snart ville vi være ude af skoven og et langt eksponeret stræk ventede forude. Vi ville tidligst være i næste hytte ved 2-3 tiden om natten. Tankerne for rundt i hovedet på mig. Jeg ville rigtig gerne fuldføre løbet og ikke skuffe Fabricio. Men når vi bevægede os så langsomt at jeg ikke kunne holde varmen kunne det blive rigtig farligt. Hypotermi har tidligere kostet dødsfald til ultraløb i bjergene og tænkte på Ole Gram Clausen som på 10 minutter blev så afkølet at han måtte udgå af TDS for 2 år siden efter 4 timer i lægeteltet.

IMG_1668

Lige inden trægrænsen satte vi os ned og holdt et kort hvil. På under 2 minutter begyndte jeg at ryste ukontrolleret og jeg kunne mærke at PTL ikke kom til at ske i år. Risikoen var for stor og vi havde ligesom stadig minimum 3 døgn tilbage af løbet. Det var ikke så let at få det sagt men jeg tror godt Fabricio vidste hvad der var under opsejling. Pis også… Jeg sagde det lige ud som det var; at min forkølelse ikke var blevet bedre, at vores fart var for lav til at jeg holde varmen og at jeg ikke var indstillet på at risikere livet for en finisher-vest. Han tog det rigtig pænt og var heller ikke interesseret i at slå følge med et af de andre hold, som man ellers har mulighed for hvis ens makker/holdkammerater udgår. Løbets beskaffenhed gør at man ikke har lyst til at færdes med nogen man ikke kender og stoler 100% på.

Vi fandt pandelygterne frem og drejede næsen nedad. Hver gang vi mødte et hold på vejen op spurgte de selvfølgelig om vi var ok, om vi var gået forkert og til sidst hvorfor vi var udgået. Jeg orkede ikke noget og lod Fabricio forklare sig på fransk. Vi ringede til min gode ven Thomas Dupont fra Ryders Danmark som var i Chamonix for at forberede sig til Ultra Trail du Mont Blanc. Han sendte straks lillebror Jonas og Andreas Hedensted aka Konfirmanden afsted for at hente os. Så inden dagen var omme var vi tilbage i Chamonix og indlogeret i Dupontens chalet 🙂 En kæmpe tak til gutterne for hjælpen 🙂

IMG_1669

EPILOG:

Det var selvfølgelig enormt bittert at udgå af PTL. Særligt fordi Ravn og jeg også måtte udgå da jeg blev skadet til Spine Race i vinter. Men jeg syntes faktisk også at det er en del af charmen ved de her løb at udfaldet ikke er givet på forhånd og at det foregår 100% på naturens præmisser. Jeg syntes vi gav den “A proper go” og ville ikke ændre noget i forberedelser eller udstyr hvis jeg skulle gøre det igen. Nu tvivler jeg dog på at PTL kommer på dagsordnen i fremtiden og det eneste jeg virkelig fortryder er at jeg ikke valgte Tor de Geants i år. PTL har absolut intet med løb at gøre og jeg syntes ikke arrangørene gjorde det særlig godt. På forhånd troede jeg navigationen ville være det sværeste men bevægelse i alpint terræn uden for stier var faktisk det hårdeste. Vores gennemsnitsfart over de 51 timer vi var var i gang var 2,37 km/t.

10643292_10204491143056793_2077349850_n

Vores hovedmål med turen var at have en god uge i bjergene og det syntes jeg til fulde lykkedes med de sidste dage hvor vi var ude og lege i bjergene og heppe på de andre løbere. Da vi efterfølgende hørte historier fra slagmarken var vi egentlig godt tilfreds med vores beslutning…

IMG_1698

IMG_1705

IMG_3043

IMG_1769

Petite Trotte à Léon

10505319_774433862599427_1928337226408385860_nOm 2 uger er det tid til årets udfordring nemlig det 306 km. lange The Petite Trotte à Léon eller bare PTL, som er længste “løb” i Ultra Trail du Mont Blanc familien. Det er nu mere en udfordring end en konkurrence i traditionel forstand, da der hverken er klassificering eller tidstagning. Konceptet er at man i hold af 2-3 løbere helt autonomnt klarer den lange tur rundt om Mont Blanc inden for 141 timer. Det lyder umiddelbart af god tid til distancen hvis ikke det var for terrænets beskaffenhed og det faktum at der på årets rute (der ændres hvert år) er hele 28.000 positive højdemeter (altså over 50 lodrette kilometer totalt) plus at man også lige selv skal finde vej da ruten ikke er markeret. At det ikke er nogen skovtur understreges af arrangørenes advarsel:

“IMPORTANT WARNING

The Petite Trotte à Léon itinerary uses passages which are more technically difficult than those met during the majority of trail races (notably the UTMB®). It requires a good knowledge and understanding of the mountain environment.

Some passages may present objective dangers: steep slopes, risk of falling stones, very narrow paths, the crossing of scree slopes or névés and the absence at intervals of a path or clearly defined track…

The route is « NOT WAY-MARKED » and very often « FAR FROM INHABITED ZONES ». It is to be realised in « COMPLETE AUTONOMY ». All assistance is forbidden except in « rest bases » set up by the organistion where the competitors may find a resting place and blankets as well as their spares’ sacks.

So as to progress in security the competitors must be able to operate navigational techniques with a GPS and have the necessary knowledge of map reading and be able to use  a compass and altimeter. They must also be capable of confronting bad weather, lack of sleep, fatigue, the cold, the heat, hunger and thirst…”

For at blive lukket ind i varmen skal man da også have gennemført enten UTMB (Ultra Trail du Mont Blanc) eller Tor de Geants. Forberedelserne har ikke været så intensive som forud for Ravn Hamberg´s og min tur til Tor de Geants i fjor. Men meget af udstyrssetup´et genbruges og efter en god uge med mange højdemeter i Østrig føler jeg mig egentlig rigtig godt forberedt. Der er dog stadig mange ubekendte faktorer og navnlig vejret og der af hvor let/svært det er at navigere tror jeg bliver afgørende. Søvnmangel er også en vigtig komponent og der håber jeg at erfaringerne fra sidste år kan hjælpe. Sammen med min makker, brasilianske, Fabrício Bastian (som jeg løb Transgrancanaria med i år) glæder jeg mig til nogen spændende og udfordrende døgn i bjergene som uanset udfaldet vil give minder for livet.

Det hele går løs fra mandag den 25. august og der vil selvfølgelig være mulighed for at følge med undervejs via Trailløberen på Facebook og Trailmoses på Twitter og Instagram. Der kommer nok også lidt om udstyret vi har med til Pryl-nisserne inden løbet 🙂