Trailløb – Side 2 – Moses Lovstad

Page 2 of 6

juni 10, 2014juni 10, 2014

LIVE UPDATE fra Ultraløbet Gendarmstien

Lørdag den 14. juni kl. 11 går starten for første udgave af Ultraløbet Gendarmstien mellem Kruså og Sønderborg. Det er en 58 km. punk-til-punkt rute langs den gamle grænsesti hvor gendarmer patruljerede til fods frem til 1957 og løbet er en del af den danske ultracup.dk. 250 glade løbere står klar til at tilbagelægge den historiske rute langs nordsiden af Flensborg fjord.

Undervejs passerer man bl.a. Kollund skov, grænsestenen, Sønderhav, Okseøerne, Rønshoved, Egernsund, Catrinesmindes Tegnværk, Kragesand, Venningbund og Dybbøl Mølle inden opløbet i centrum af Sønderborg.

Tidsgrænsen er 9 timer og der er depot for ca. hver 20. kilometer (i Egernsund og Kragesand)

Du kan følge med undervejs på dagen via:

Facebook – https://www.facebook.com/trailloeberen

Twitter- https://twitter.com/TrailMoses @trailmoses #gendarmen #ugs2014 #ultracup

Instagram – http://instagram.com/trailmoses

Når sidste mand er i mål (eller tidsgrænsen på de 9 timer udløber) åbner vi tilmeldingen til næste års løb. Her gælder det om at være hurtig ved tasterne da årets løb har været helt udsolgt…

MOJN 🙂

maj 26, 2014maj 27, 2014

Skikkelig tøff dag i løypa

“Med sund galskab og dårlig hukommelse bliver livet en fantastisk rejse”

Vestfold Ultra Challenge (50 miles) leverede i den grad varen. God stemning, entuiastiske frivillige, super tekniske spor og flot natur. Tomas Pinås som laver løbet gør sit til at VUC skiller sig ud fra mængden. Blandt andet fik alle deltagere en GPS-tracker på så dem derhjemme kunne følge med. Måske en god ide efter Anders Overgaard alias “det løsgående missil fra Ebeltoft” for vild i skoven for 2 år siden 😉

Et stort mtb løb samme dag gjorde at ruten gik mest på små stier i stedet for grusveje som i tidligere år. Ud og hjem ruten på de 50 miles bød på 2 store stigninger hver vej. Det gik konstant op og ned over klipper og rødder med sumpe og vandpassager som ekstra krydderi. Til trods for arrangørens forsikring om at dette ikke var et orienteringsløb, kunne 50 meter veldisponeret markeringsbånd måske have gjordt tingene væsenlig lettere.

Dagens største udfordring var dog mig selv. Min højre svangsene havde drillet i ugen op til løbet og jeg var usikker på hvordan det ville gå. Foden klarede det nu ganske fint men såede alligevel tvivl om det virkelig var en god ide at løbe hele vejen. Med 3 kortere distancer var der muligheder nok for at baile ud og jeg kæmpede med “aben på skulderen” de første timer.

På vej ned fra første top var det blevet tåge og jeg syntes nu at det var længe siden jeg havde set en markering. Stoppede og lyttede. Ikke en lyd. Begyndte at løbe tilbage til jeg mødte to andre løbere. Den ene havde et kort og bekræftede at vi var på rette vej.
Mine 2 softbottles med Virargo var for længst tomme. Ved depotet ved 18 k drak jeg hurtigt 2 kopper cola, fyldte flaskerne med vand (som var eneste mulighed) og hapsede en lille håndfuld chips i forbifarten. Første et godt stykke nede af sporet gik det op for mig jeg havde misset at få suppleret med energi fra min dropbag – ROOKIEmistake!!! 44 km. på 2 GU’er og en Snickers var nok lige i underkanten.

Ved et par og tyve missede jeg en enkelt markering ude i siden og fortsatte 1,2 km. op ad bakke før jeg indså at det var forkert. Pis pis pis… Tilbage på rette spor skulle frustrationerne have afløb og jeg overhalede en del. Kort før 50 kilometernes vendepunkt mødte jeg Flemming Madsen som var på vej retur.

Indtil nu havde jeg hoppet lidt uden om det værste vand og mudder men en 10 bred elv satte for alvor punktum for de tørre fødder. Vi passerede vejen hvor de mange mtb ryttere sad og hjulede rundt på piskeriset på vej op af bakken.

Efter 4 timer kom jeg til hytten hvor en venlig sjæl havde lavet et intermistisk depot. Fik fyldt flasker og nasset mig til en energibar. Kort efter toppen af dagen højeste stigning mødte jeg Sondre Amdahl (som jeg var kørt til løbet med) på vej retur. “Shit – det var hurtigt” tænkte jeg og råbte at jeg nok skulle skynde mig. Først 20 minutter senere mødte jeg nummer 2.

Nu var terrænet til gengæld blevet noget mere krasbørstigt og der var lange passager helt uden spor. Masser af vandhuller og væltede træer. Man skulle virkelig være vågen for ikke at løbe forkert.

Endelig fik jeg øje på den gule plakat som markerede vendepunktet. Det samme lort jeg lige havde været igennem skulle nu passeres op ad bakke.

Jeg løb tør for vand og måtte fylde op fra en bæk. Min medbragte energi var væk for længst, inklusive Snickers’en som var belønningen efter vendingen.
Tilbage ved hytten blev jeg budt på øl men nøjedes med at tanke op og stikke afsted med en grillpølse i den ene hånd en nutellamad i den anden. Ren lykke – som desværre blev kortvarig da jeg missede “afkørslen” ind i skoven og fik en ekstra bonus kilometer.

Kort efter den store vandpassage fik jeg øje på en gut længere fremme som havde overhalet mig begge gange jeg var løbet forkert. Passerede ham med autoritet og holdt mig løbende til jeg var ude for hans synsvidde. Egentlig betød det ingenting men følelsen af at ræse, frem for bare at overleve motiverede mig.

I depotet med 18,5 hjem fik jeg tigget mig til at få cola i den ene dunk og hentet lidt godter fra dropbag’en (som i dagens anledning var en 2 liter Zip-lock pose med påmalet navn og dannebrogsflag).

Kværnede en hel pose Pingvin Hitmix i 3 mundfulde og håbede på at kunne holde den kørende hjem. Dagens mantra var “kan det løbes – så skal det løbes”. Alligevel fik jeg sværere og sværere ved at holde kæden stram. Bakkerne fra tidligere på dagen måtte være vokset i mellemtiden.
Endelig kom jeg til de sidste par km asfalt ind mod målet. Det føltes brutalt efter at havde løbet på blødt underlag og klipper hele dagen. Kunne ikke overskue længere frem end næste lygtepæl og så den næste og så den næste.

I mål klaskede jeg klør-fem på en betonklods uden for klubhuset og modtog stående bifald fra de 5 tilstedeværende. Deriblandt Sondre som havde stået og glanet i (utrolige) 4 timer efter han vandt med over en time til nummer 2.

Nu vælger jeg jo løb efter andre kriterier end blingbling men syntes da arrangøren Tomas Pinås havde lavet et flot arbejde med både medalje og bæltespænde 🙂 Desuden fik jeg et par røde skuldre med hjem. Hvem skulle have troet man blev straffet for at glemme solcremen i Norge…

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi regnet med at det ville være så hårdt. At jeg har løbet hver dag siden påske og ikke trappet ned til løbet spiller selvfølgelig også ind (sammen med mit fuckup med dropbag’en). Men alt i alt en rigtig fin oplevelse og god træning frem mod den dobbelte distance til Vermont100 i juli.

Nu glæder jeg mig til at gengælde gæstfriheden når Tomas skal løbe Ultraløbet Gendarmstien 14. Juni 🙂

april 12, 2014april 12, 2014

Vil du være mester?

Er et muligt Dansk Mesterskab i trailløb interessant? Hmmmm – Både ja og nej…

For udbredelsen af sporten og som kvalitetssikring af dette ene løb ville DM status måske bidrage positivt. Bare se på hvor mange som blev lokket ud at løbe halvmarathon fordi man arrangerede et motionsløb i forbindelse med VM i København. En af de fede ting ved trail og ultratrail er netop den inkluderende tilgang hvor alle taler med alle og ikke er så hierarkisk og elitær som man ser ved f.eks. traditionel asfaltløb og triathlon. Her kan man få en snak med de bedste løbere som uselvisk deler ud af posen. Det har jeg ikke oplevet i nogen anden sport. Den stemning håber jeg virkelig ikke at mesterskaber, landsholdsudtagelse og hvad har vi, vil ændre på.

Men ville det ellers ændre noget? For de 5-10 hurtigste måske ellers ikke. Nu er der jo heller ikke kommet nogen officielle udmelding fra Dansk Atletik Forbund. Så man må jo lidt vente og se hvad deres udspil bliver og håbe det hele ikke går op i kriterier, regler, sanktioner og resultater. Man skal jo f.eks. være medlem af en klub for at kunne stille op.

Tag VM i Trail sidste år som eksempel. Her vandt Ricky Lightfoot (som jeg kun kender fordi han vandt Hammertrail 50 miles i 2012) foran et felt af totalt ukendte løbere. Alle de store stjerne valgte de fedeste løb med mest streetcred i stedet.

Som arrangør kan jeg godt se fordelen ved den blåstempling som et officielt DIF mesterskab ville føre med sig i form af prestige og øget interesse fra presse og sponsore. Men personligt ville jeg stadig gå 100% efter de fedeste løb. Da jeg sejlede og kørte en OL kampagne i windsurfing sejlede jeg udelukkende de internationale mesterskaber (NM, EM og VM). Hellere måle sig mod verdens bedste (og få stryg) end at være ” en stor skid i en lille gade”. Min DM medalje (som er grimmere end gocart medaljen fra min polterabend) ligger nederst i en kasse et sted.

Poul Elvstrøm foreslog engang at man kun havde officielle mesterskaber i OL discipliner. Den tanke kan jeg egentlig godt lide. Større fokus på de atleter som kæmper for guld til Danmark end “mesterskaber” man kun kan blære sig med nede i kantinen.

Denne kommentar er min personlige og afspejler ikke holdninger fra andre end mig selv. Jeg prøver ikke at tage noget fra Tejn IF som gør et stort stykke arbejde. Uanset hvor i landet eventuelt kommende mesterskaber havner i fremtiden syntes jeg derfor du (som sædvanligt) skal skærpe dit indre bullshit-filter og vælge ud fra hvad der virkelig tænder og motivere dig.

marts 31, 2014marts 31, 2014

Status pt

Tavlen er visket ren og nye mål er sat 🙂

Efter en halvskidt vinter har jeg valgt at melde afbud til Junut i Tyskland. Havde egentlig glædet mig rigtig meget til revanche fra sidste års dødsmarch på den 230 km. lange Jura-steig. Jeg er egentlig ikke i tvivl om at jeg kunne gennemføre, men målet var at gøre det bedre end sidste år og det var det motivationen var bundet op på.

Derfor har jeg kigget lidt på alternativer her i foråret og besluttet mig for at løbe Vikingesporet halvmarathon i Roskilde og Vestfold Ultra Challenge 51 miles i Norge. Det glæder jeg mig rigtig meget til og tror at det passer bedre i forberedelserne til Vermont 100 i USA i juli.

Det er første gang jeg skal løbe et løb i Norge, hvor jeg har været mange gange og sejlet, klatret, padlet, vandret og gået på ski tidligere. “Der findes 2 slags mænd – nordmænd og dem det ville ønske de var det” 🙂

marts 15, 2014

Nedtrapning til ræs-dag…

De sidste 3 uger af afgørende for hvor god din oplevelse bliver på løbsdagen. Du kan nu ikke længere nå den store træning, men du kan så sandelig nå at ødelægge alt det arbejde du har lagt i din træning, frem til nu.

Hvordan laver man så en effektiv nedtrapning, eller tapering som det hedder på engelsk? Først og fremmest ved at erkende at du er hvor du er formmæssigt og glemme alt om hvad du kunne have gjordt. Nu gælder det om at udnytte de kort du har på hånden og ikke græde over spildt mælk.

Den sidste lange tur skulle gerne ligge her ca. 3 uger ude. Det er den sidste store generalprøve med træning i omegnen af 3 timer eller mere. Her prøver du alt af, som var det løbsdag; beklædning, tempo samt væske- og energiindtagelse. Det siger sig selv at du bliver nød til at prøve dine energi-strategi i praksis. Alligevel er det utroligt hvor mange som får chocket på løbsdagen fordi de ikke har gjordt hjemmearbejdet i træning. Læs evt. min artikel “Energize me” om energi til lange løb

Med den sidste lange tur i benene gælder det om at reducere træningsmængden gradvis over de næste par uger. Færre kilometer men gerne med mere tempo og intensitet. Det er ganske normalt at kroppen begynder at føles træt og slatten når man skærer ned i den ugentlige mængde. Her er det vigtigt du bevarer troen på at du har lavet den rette træning og ikke bliver fristet af sidste øjebliks paniktræning.

I den sidste uge bør du holde dig til få korte lystbetonede løbepas med fokus på teknik og god løbestil. Er du i tvivl om hvor meget eller hvor lidt, så er det bedre slet ikke at lave noget den sidste uge end at lave for meget.

Hvad så hvis jeg bliver syg? Jeg har selv prøvet at blive syg tæt på store løb. Her gælder det igen om at bevare roen og ikke male fanden på væggen. I 2012 lå jeg i sengen med feber i ugen op til Salomon Hammertrail 100 miles. En god coach overbeviste mig at det ikke behøvede at gøre en forskel og jeg skulle fokusere på alt arbejdet jeg havde lavet inden. Jeg bevarede troede på det og havde et kanon ræs hvor jeg overraskede alle (inklusiv mig selv) med en andenplads i en super tid.

Det kan selvfølgelig også ende med at gå “stolpe-ud” men så gælder det om at finde et andet løb og brænde den gode form af ved 🙂 Der kommer altid et løb til…

Kost og ernæring. I ugen op til løbet gælder det om at have lidt ekstra fokus på at spise godt og varieret og drikke rigeligt med væske (mest vand). Ikke nødvendigvis den klassiske massive carboload med enorme mængder pasta men bare sundt og alsidigt. Undgå at overspise og indtag gerne mange små måltider. Specielt til ultraløb hvor det mere er fedtforbrænding end kroppens glykogen-depoter som skal bære en igennem. Den sidste 1-2 dage sørger jeg for at få tilstrækkeligt med salte og elektrolytter. Det findes efterhånden en del gode elektrolyte-brus-tabletter som giver den rigtige sammensætning. I øvrigt det samme jeg bruger i træning når jeg gerne vil have væske, salte og mineraler uden at tilføre kroppen energi. Læs evt. min artikel “Energize me” om energi til lange løb

Søvn er også en vigtig del af optakten til løbet. Skal du tidligt op til starten skal du ikke stresse, hvis du ikke kan sove godt. Det er helt normalt og intet problem hvis du bare har fået sovet 8+ timer i ugen op til.

God nedtrapning 🙂 og husk at tro på det – så virker det…

februar 21, 2014

Fra “sommer” i Tirol til grisefest på Gran Canaria

foto 4 (12)

Så er vinterferien overstået og ny udfordringer venter. Vi havde en fantastisk tur til Østrig selv om den manglende sne og høj lavinefare lagde en vis dæmper på løjerne. Til gengæld havde vi nogle fede dage Südtirol lige på den anden side af den østrigske-italienske grænse. Ikke mindst en konge skitour i Dolomitterne sidste weekend, hvor vi gik 800 h.m. op til toppen og blev belønnet med jomfruelig pudder på vejen ned 🙂 Sådan en dag kan man leve længe på…

Træningsmæssigt har det dog været den rene elendighed siden Spine Race i januar. Først skaden i foden (som gjorde at jeg udgik), så en gang forkølelse og problemer med nakken. Nu er der lige pludseligt kun en uge til starten af Transgrancanaria…

Egentlig havde jeg glædet mig meget til at løbe Thy Trail Marathon i denne weekend men må erkende at formen ikke er til det og målsætningen for TGC er nedjusteret til “bare” at gennemføre. Men der er ingen panik for jeg ved at erfaringen tæller og at jeg har betalt lærepengene under mine 3 tidligere løb på Gran Canaria. Katastrofe debuten i 2011 med regnvejr, vabler og den rene elendighed, “børneløbet” på 96 km. i 2012 og endelig løbet sidste år hvor alt klappede og det hele var perfekt 🙂

Året rute lagt om i forhold til de andre år for at tilgodese turismen på sydsiden af øen. Distancen er 125 km. med 8500 meters klatring. Selvom ruten er ny kender jeg mange stræk af den fra tidligere og jeg glæder mig til den foreløbig sidste tur til grisefest. Næste vinter venter større projekter…

Håber det bliver en fed tur og ser frem til samværdet med de mange danske trail- og ultraløbere som i år er med 🙂

februar 10, 2014

Strømper til trailløb?

Jeg har tidligere skrevet om Hvad skal man kigge efter i en Trailsko, men hvad med strømper? Det er selvfølgelig meget individuelt, men her er hvad jeg har fundet ud af igennem tiden og hvad der virker for mig. Længere nede er en “historisk” gennemgang af mine erfaringer med strømper og kompression på underbenene.

Der er 4 ting som giver vabler og irritationer når de kombineres; varme, fugtighed, friktion og skidt i skoene. Kan man minimere nogen af dem er der en større mulighed for at man kan nyde turen 🙂

Den sidste er lettest at løse med et par gaiters (gamascher) som holder 99% af skidt og møj ude. Løber man i en åben og åndbar sko vil der dog komme lidt igennem skoens overdel. Det kan ikke helt undgåes. Især ikke i sandede og støvede forhold.

Varmen kan man ikke gøre så meget ved (andet end at vælge tidspunktet på dagen man løber)

Men det kan man derimod ved fugtigheden. Jo hurtigere strømpen kan transportere fugt væk fra huden jo mindre er risikoen for at huden bliver blød og sårbar over for friktion. Så i teorien virker kunststof materialer bedst i varme til at få opsuget fugt på huden og transporteret væk. Men i realiteten syntes jeg merinould fungerer bedre i danske forhold, selv om uld ikke transportere fugten væk på samme måde som kunstfibre gør. Til gengæld virker ulden til at give et mere stabilt klima omkring foden. Plus at uld isolerer selvom det er fugtigt til forskel fra kunststof. Så våde tær i kulde er nemmere at håndtere end våde tæer i varmen.

Friktionen i mellem fod og sko gælder det om at holde på et minimum. Primært i form af at vælge den rette model sko og størrelse til ens fod. Hverken for stor eller lille. Det giver sig selv at den ikke skal være for lille, men er den for stor så man rutcher rundt i skoen, kan det give nogen onde vabler under trædepuderne. Derfor gælder det om at strømpen er tilstrækkelig tyk til at nedsætte friktionen. Netop derfor stiller det større krav til strømperne når man løber i terræn fordi fødderne tæsker rundt i skoene når foden sættes ned på 117 måder og hæmningsløst bankes ind i sten og rødder.

Den “historiske” (og lidt nørdede) gennemgang…

Da jeg startede med at løbe faldt jeg ret hurtigt over CEP kompressionsstrømper og selvom jeg har testet stort set alle andre kompressionsstrømper på markedet er der altid CEP jeg er vendt tilbage til. Pasformen, slidstyrken og graden af kompression er markant bedre end alt andet. Men da jeg skiftede fra landevejsfræs og triathlon til trailløb savnede jeg mere polstring i foden og et materiale der virkede bedre i kolde og våde forhold. Præcis det er Teko strømper gode til da de er lavet af merinould. Jeg kan rigtig godt lide deres miljøprofil selvom slidstyrken ikke er fantastisk. Så i flere år var setup´et et eller 2 lag tynde Teko Ultralight crew og CEP sleves på underbenene for kompression.

Men da jeg altid fik vabler imellem tæerne (trods jeg smurte med Bodyglide) begyndte jeg at se mig om efter et alternativ. Svaret var tåstrømper. Men udvalget er ret begrænset da det primært er Injinji og Smartwool som laver dem. Igen testede jeg alle modellerne for at finde de bedste og endte med en tynd tåstrømpe fra Smartwool inderst og en tynd Teko strømpe udenpå til løbene. Alene holdt Smartwool strømperne kun 70-80 km. (hvilket er en ret dyr km pris) men med en anden strømpe udenpå gik det bedre. Til træning virker enten teko eller Injinji mid weight tåstrømpe i kunststof aldeles udmærket.

Men kompression på underbenet og en mere løstsiddende strømpe på foden gjorde at mine fødder hævede helt sindsygt under det rigtig lange løb (100 mile og over). Derfor gik jeg sidste år væk fra at bruge kompression under løb men udelukkende til træning, rejse og restitution. Til det 330 km lange Tor de Geants (som tog 138 timer) benyttede jeg nogle nye tåstrømper fra Injinji kaldes Trail 2.0 som er tykkere og mere polstret. Hvilket fungerede perfekt. Samme setup brugte vi til Spine Race i januar med et par vandtætte Sealskinz strømper over. Helt klart et setup jeg kommer til at bruge mere herhjemme om vinteren.

Men her i vinter kom CEP ud med deres første kompressionstrømper med merinould. I første omgang til outdoor men til efteråret også til løb og ski. Jeg har været så heldig at få fingrene i nogle samples til test. Nøj manner – de er fede. Tykkelsen og materialet jeg havde savnet tidligere er der nu. Har testet dem både til løb, vandring, ski og hverdagsbrug og de spiller 100 🙂 Ringen er sluttet og jeg er tilbage til udgangspunktet “with a twist” 🙂 Glæder mig til at løbe rigtig langt idem og se om de lever op til forventningerne…

Mine vabler mellem tæerne kommer også i tåstrømper så nu taper jeg dem (store- og lilletå) bare med kinesiotape. Hjemmesiden www.fixingyourfeet.com er i øvrigt en guldgrube af information om fodpleje mv.

januar 19, 2014januar 19, 2014

Spine Race grej

Tyskerne får checket det obligatoriske udstyr inden start.

Forud for løbet havde vi gjordt os en del tanker om hvad det rigtige udstyr ville være. Man får en vis ide ved at se listen af obligatorisk udstyr (nederst), hvor jeg har skrevet ud for hver ting hvad vi havde med. Men først er jeg gået i detaljen med nogen af de ting vi mente var afgørende, som vi har været ekstra grundige i udvælgelsen af:

På fødderne – Altra Lone Peak 1.5 zero-drop trailsko, Vandtætte strømper Sealskinz Thin Mid Length Sock og Injinji Trail 2.0 tåstrømer. Det helt afgørende var at finde det rette fodtøj med plads til tæerne (med både strømper og vandtætte strømper i) og en lav platform. Læs i øvrigt min artikel Hvad skal man kigge efter i en Trailsko?. De eneste andre sko vi seriøst testede var Salomon Fellraiser i rød som sjovt nok er en anelse bredere end grøn og blå (I kid You not). Men dels var de ikke brede nok og på våde klipper (som vi viste vi ville få mange af) er de en kende glatte. Lone Peak virkede rigtig fint selvom den store mængde mudder var hårde ved dem. Til en anden gang ville jeg nok kigge efter en Gore-Tex støvle for at holde mudderet ude. Her er problemet bare at få dem brede nok. Jeg havde faktisk testet verdens letteste Gore-Tex støvle Inov-8 Roclite 400 GTX. Et fantastisk produkt bortset fra at mine brede fødder ikke passer i dem. Injinji Trail 2.0 giver en super komkort da de er lidt tykkere end mange andre tåstrømper. De vandtætte Sealskinz strømper var nok vores mest essentielle stykke grej og uden dem havde vi været helt fucked. Vand og fint mudder kommer igennem dem men de holder fødderne varme og har også merino-lining.

Brænderen var lidt af en no-brainer da vi fra starten vidste at det var en JetBoil Ti Sol Premium vi ville have. Super let gas-brænder i titanium med en 0,8 liters gryde.

Baselayer virker som en lille detalje men til Tor de Geants opdagede vi hvor nederen det er at prøve sove i en halvklam trøje. Vi ville have en trøje som var tyndere og mere hurtigtørrende end vores trofaste Salomon Exo Motion som klarer et stort temperatur-sving. Vi testede bl.a. Salomons baselayers, Odlo og Lurbel men CEP Ultralight Shirt var både super let, ekstremt hurtigtørrende og har en lækker tæt pasform så man undgår gnavsår på overkroppen og problemer med brystvorterne.

På hænderne brugte vi GripGrab Raptor som faktisk er en MTB handske. Jeg er ret kuldskær så jeg tog en vindluffe udenpå da det begyndte at sne, mens Ravn fint kunne holde varmen i dem hele vejen. Vindtætte og isolerende selv i våd tilstand.

På hovedet havde vi GripGrab Microfleece Cap og GripGrab Headglove Classic. I rygsækken havde vi en GripGrab Balaclava og en GripGrab Podium Beanie . Sidstnævnte med 80% uld 🙂

Regntøjet bestod af Salomon Revard GTX jacket som jeg også anvendte til Tor de Gaents. En Gore-Tex jakke (eller buks) er lige lidt mere kraftigt og beskytter bedre mod elementernes rasen. På benene – Ravn: Salomon GTX Active shell pants / Moses: Salomon Bonatti pant. Jeg havde valgt efter bedre bevægelsesfrihed i de lette bukser og havde et par Salomon Revard GTX pants i baghånden (i dropbag´en).

Pandelygterne var Gemini Duo + Coast HL27. Duo´en monteret på hovedselen fra Garmin VIRB. Coast havde vi med til TDG og er de absolut letteste i forhold til lysstyrken. Gemini´en giver lige lidt mere lys (selv på laveste blus) til at orientere sig om natten. Afgørende i et løb som dette hvor man selv skal finde vej og skiltene er små og mørke (hvis der er nogen overhovedet).

Rygsækken: Ravn: OMM 32 Classic med OMM kortlomme / Moses: Salomon Synapse 45 AW Vent (kommer på markedet til marts 2014) med Salomon Custom Pocket. Vi valgte begge efter en sæk vi kunne have underlaget inden i. Jeg valgte en kende størrer da jeg ikke ville stå og kæmpe med at få tingene på plads og har erfaring for at proppede tasker ikke sidder så godt.

Sovegrej: The North Face Lynx fibersovepose valgt ud fra at vi vidste det ville blive koldt og vådt og ikke ville risikere en dunpose som kunne klappe sammen (og midste isolationsevnen). Therm-a-rest Z lite sol liggeunderlag afkortet naturligvis for at spare plads og vægt. Bibler I-tent teltet lå i dropbagen og var med for at vi kunne få kvalitetssøvn i checkpoints. Teltet er en selvstående mountaneering telt man kunne tage med på en 8000´er. Med sine 2 kg er det lidt tungt og stort men det var det vi havde. Terra Nova superlet bivibag. En meget dyr men vægtbesparende investering.

GPS er både obligatorisk afgørende til Spine hvor man selv skal finde vej. Først testede jeg en Garmin Oregon 650 men touchscreen som bl.a. Navy Seals bruger. Rigtig fin farveskærm men ikke så betjeningsvenlig med luffer på. Derfor faldt valget på Garmin GPSmap 62 st som Frømandskorpset bruger. Super nem at bruge og med store knapper der kan anvendes med luffer på. På enheden lagde vi et topografisk kort ind (på Micro SD kort) og downloadede GPX filerne mellem hvert checkpoint.

EQUIPMENT LIST

This equipment list is split into two sections – COMPULSORY and OPTIONAL. Without overstating the obvious the compulsory equipment must be carried at all times on your person or within your pack. Optional equipment may make the race a little bit more comfortable, but will add to your total weight.

COMPULSORY EQUIPMENT
These items must be worn, carried or in your pack at all times. For your safety race staff may ask to check your pack at any time to ensure you are carrying the items on this list.

Backpack/ Rucksack – Ravn: OMM 32 Classic / Moses: Salomon Synapse 45 AW Vent (kommer på markedet til marts 2014)

Compass & Maps – Silva orienteringskompas og Harvey kort over “Pennine Way”

GPS – Garmin GPSmap 62 st

Whistle – Ravn: indbygget i rygsækken / Moses: indbygget i Petzl e-lite reserve pandelygte

Eye Protection Sunglasses and/ or Goggles – Alm. solbriller

Knife (Multi-tool etc) – Petzl Spatha

Head torch with spare batteries – Gemini Duo + Coast HL27

Waterproof Jacket with a hood – Salomon Revard GTX jacket

Waterproof trousers – Ravn: Salomon GTX Active shell pants / Moses: Salomon Bonatti pant

Hat, gloves and spare socks (1 pair) – GribGrab Microfleece Cap, GribGrab Running Thermo og et par Injinji Trail 2.0

Base Layer (Top+Bottoms) – CEP ultraligt shirt + Salomon Dynamic pants

Appropriate clothing for mountain/ fell running:
This includes footwear – Altra Lone Peak 1.5

Must carry some additional layers for cold weather – Salomon Panorama HZ

Minimum Compulsory Medical Kit:
BandAids/Plasters
Paracetamol – 16x 500mg tablets
Loratidine – 2x10mg tablets OR Cetirizine Hydrochloride – 2x10mg
Loperamide – 4x 2mg
Antiseptic Spray or Wipes
Your personal blister Kit

Survival Bag (Can also be your bivi, this is for athletes with a tent) – Terra Nova bivibag

Kahtoola Microspikes/ Yaktrax/ Similar ice spikes – Petzl Spiky+

Neck Gaiter – GripGrab Headglove Thermo

Sleeping Bag minimum 0c comfort – 10c extreme. – The North Face Lynx fibersovepose

Roll mat – Therm-a-rest Z lite sol

Tent or Bivi – Bibler I-tent + Terra Nova bivibag

Gas or liquid fuel stove with one pan to produce hot water – JetBoil Ti Sol Premium

Fuel with spare in case of emergency – Jetboil gas

Waterproof matches/ and or lighter – engangslighter

Spork or similar – MSR- foldeske

Water carrying system – 2 X 750 ml. Camelbak podium chill bottles + Platypus Platy 1 l. bottle

2 days rations – Travellaunch enkelt portion – snacks

Mobile phone with Charger for emergency use – Nokia 101

GPS Tracker (Supplied by the Spine Race and must be returned at the end of your race)

OPTIONAL EQUIPMENT
These items are optional:
Spare set of clothing – CEP ultraligt shirt + Salomon Panorama HZ
Suncream – Ingen (måske lige lovligt optimistisk fra arrangørerenes side 🙂

Vaseline or similar – Sudo creme + Body glide
Lip salve – Labello
Waterproof map case – Ravn: i OMM kortlomme / Moses: ingen
Gaiters – Dirty Girl gaiters
Snowshoes – Ingen

Dependent on conditions

Bothy Bag – Ingen

Hvad ville jeg så gøre anderledes i forhold til grej? Jeg ville nok overveje et par Gore-tex støvler (hvis der findes nogen som er brede nok og ikke for tunge) til bedre at holde mudderet ude af skoene. Efter at have set forholdene vil jeg mene at der virkelig kun er i nødstilfælde man bivuarkerer, så jeg vil nok gå efter en mindre og lettere dun pose, et oppusteligt underlag og en mindre rygsæk (nok 25 liter). Mere besværligt at bruge og ikke så bombproof. Jeg havde det liggende men valgte ud fra det sikre hvilket var lidt tungere end de letteste i feltet. Og så en større dropbag med bedre plads. Man føler sig lidt til grin når man efter meget besvær har pakket inden for de tilladte 60 liter (med de kompromisser der dertil hører, såsom kun et par sko til hele turen) når 138 af 140 løbere medbragte tasker væsentlig større. I betragtning af hvor dårlige de er til at lave mad ville jeg nok også pakke mere frysetørret mad samt et par badesandaler til depoterne.

december 8, 2013

Energize me…

Energien til den sidste lange (7 timer) træningstur omkring Himmelbjerget. Som sædvanlig brugte jeg ikke det hele men det er godt med mulighed for variation og en lille reserve.

Mange har spurgt hvad jeg spiser og hvordan jeg gør med energiindtag under de lange løb. Så derfor har jeg skrevet lidt om hvad jeg gør og nogen af de tips og tricks jeg har samlet op undervejs. Både igennem Team Danmarks dygtige diætister og fra mange søde mennesker i løbemiljøet som har åbnet op for posen af visdom. Dette er ikke nogen facitliste så lad vær at komme efter mig hvis du gør det på en anden måde 🙂

Morgenmad dagen inden TNF Endurance Challenge Championships i San Francisco.

Inden løbet

I ugen op til løbet sørger jeg for at få sovet, spist og drukket ordentligt. Ikke større mængde end jeg plejer men med en kende mere fokus på kvalitet. Jeg joker tit med “carboloading” (som i gamle dage, hvor folk åd pasta i lange baner) men i realiteten spiser jeg ikke mere op til løb. I en hektisk hverdag glemme man tit at få spist ordenligt og drukket rigeligt med væske. Den sidste dag eller to drikker jeg elektrolyter (det vil sige salte og mineraler) i form af sportsdrik eller vand med elektrolyte-tabletter i.

Et par timer inden løbsstart spiser jeg morgenmåltid (også selvom løbet starter om aftenen). Hvis det kan lade sig gøre har jeg mine grovvalsede havregryn (med mælk på) med hjemmefra. Ellers er det 2 gode energibarer (Cliff er mine foretrukne – helst Crunchy Peanutbutter) og protein i form af en drikkeyougurt eller en flødeis.

Race-setop til 50 mile løb i USA

Planlægning

Planlæg løbet hjemmefra, så du skal bruge mindst mulig tid i depotet. Den tid du sparer ved at have lavet hjemmearbejdet er gratis i forhold til konkurenterne der står og hænger i “baren”. På lange løb med mange pit-stop giver 5-10 minutter hver gang en stor forskel i sluttiden. Til Salomon Hammertrail i år var jeg overrasket over hvor lang tid folk brugte i depotet, hvor de har en taske eller kasse stående. Det lyder trivielt planlægning betaler sig. Husk variationen når du planlægger og prøv at forudsige hvad du “craver” efter når du har været i gang i nogle timer.

Pakning af dropbag til de forskellige depoter til Tor de Geants. Foto: Ravn Hamberg

Under løbet

Når man skal løbe marathon og længere kommer man ikke uden om at skulle indtage energi undervejs. De fleste har nok hørt om “muren” som er det der sker når kroppen løber tør for glykogen reserver af hurtig omsættelig kulhydrat og skal til at køre på fedtforbrænding. Så, skal du løbe længere end 3 timer er det en rigtig god ide at medbringe energi på din løbetur. De lange træningsture er perfekte til at teste forskellige mulighedder inden den store dag. Det er utrolig hvor mange der tror at man kan fake sig igennem træningen uden at træne indtagelse af væske og energi og så forvente det hele spiller på ræsdag. Man bliver selvfølgelig nød til at træne det, ligesom alle andre aspekter af ens løb.

Depotkassen til Salomon Hammertrail 100 miles 2012, hvor jeg ikke brugte mere end 30 sekunder i depotet på noget tidspunkt. Redbull, Ribena, Mathilde, sportsdrik og eletrolyter samt poser med gels og barer til hver runde.

Under løbet

Jeg starter tidligt med at indtage energi og har typisk spist noget inden for den første halve time. Da vand og sportsdrik stort set vejer det samme vælger jeg altid sportsdrik fra start (Vitargo, Gaterade eller GU Brew). Efter en del trial-and-error har jeg fundet ud af at en gel hver 45-60 minutter fungerer for mig. Hverken for lidt eller for meget energi føles ikke særlig rart på kroppen. Gels giver meget energi i forhold til vægten og indeholder hurtig omsættelig energi. Netop energi/vægt forholdet samt den (overraskende) gode smag gør GU til mine foretrukne gels. Jeg har primært brugt varianterne Chocolate Outrage (nutella-agtig) og Mint Chocolate (After-Eight) i nogle år nu og det virker 🙂

Det er meget oppe i tiden (jævnfør Tim Noakes bog “Waterlogged”) at man skal drikke efter tørst og ikke bare kyle væske indenbords af gammel vane. Kroppen kan maksimalt optage 1 liter i timen (med den rigtige blanding). Rent vand eller en drik med over 6,8 gram kulhydrat per 100 ml. er langsommere at optage. Hvilket er grunden til jeg starter med sportsdrik og altid spæder min cola op med vand.

Optankning on the fly til Junut 230 km. i Tyskland

Det er dog de færreste som kan køre i en evighed på gels og kroppen får lyst til noget mere fast føde. Her bruger jeg proteinbarer (igen fra Cliff) for også at få lidt protein som hjælper på udholdenheden. Udfordringen med barer er at finde nogen som let glider ned. Her dækker mange producenter deres barer i chokolade, hvilket gør det meget fedtede i varmen og smulrende i kulde. Snickers kan være et let tilgængelig alternativt til (dyre) proteinbarer.

Når det hele bliver for sødt

Men alt det sukker kan også blive for meget. Derfor medbringer jeg nogen salte alternativer som f.eks. Squezzy´s gel med tomat-smag, peanuts (eller andre nødder) og Haribo Black & White (Tak for tippet Henrik Leth Jørgensen). Til Krøllebølle Trail var flæskesværene i høj kurs mens jeg selv mere er til chips, der tit findes i depoterne.

Et af de mindre festlige måltider og eneste varme mad under 47 timer til Junut.

Depotmad

De absolute højdepunkter under lange løb, ud over naturoplevelserne, er maden i depoterne. Det kan svinge utrolig meget. Fra 6 dage i træk med pasta og tomatsovs til Tor de Geants til hjemmelavede (økologiske og veganske) wraps og mini-burrito´er til HURT 100. Til mange løb i Alperne og i Spanien består basis af hvidt brød, ost og pølse, hvilket faktisk kan være ganske udmærket. Rigtig mad et herlig afbræk fra alle energi-produkterne og jo længere tid man skal være i gang jo større anden af “rigtig” mad har man brug for. Husk kontanter så du evt. kan købe noget undervejs.

Depot til Tor de Geants

En del af charmen ved at komme rundt i verden er også at prøve nogle ting man ikke gør normalt men under løb prøver jeg at kører den nogenlunde safe. Det værste jeg har prøvet (og ikke kan anbefale) er fiskesuppen til Transgrancanaria. Det bullion-agtige suppe lugtede af rådden fisk, så vi vi takkede høfligt og hældte den ud rundt om hjørnet. Det er i øvrigt også et af de få løb hvor de servere Pepsi og ikke CocaCola, som er en af hjørnestenene i mit setup. Enten en flaske vand og en flaske med cola eller en blanding med 1/3 vand.

Sidste depot til Junut.

En lykkelig Jesper Halvorsen med en kop kaffe under HURT 100. De havde et lille trick med at komme en isterning i så man ikke skulle vente på den blev tempereret 🙂

Koffein

Mange energiprodukter indeholder koffein og de fleste ved ikke hvordan de bedst anvender koffein, men tager det når de er blevet trætte for den opkvikkende effekt. I følge lægen for det svenske langrendsrendslandshold gælder det kort fortalt om a finde den mindste dosis der giver maksimal effekt (hvilket er meget individuelt) og prøve at opretholde den igennem hele løbet. Det vil sige at frem for at vente til man er helt i hejnet og så indtage koffeinen, gælder det om at holde det stabilt hele vejen igennem for største effekt. Den nemmeste måde at dossere på er i form af koffein-tabletter.

Ravn Hamberg tanker Cola under Tor de Geants.

Mange tror fejlagtigt at det giver bedre virkning hvis man ikke bruger koffein (det vil sige holder sig fra f.eks. te, kaffe og cola) op til konkurence. Men det er der ikke fundet belæg for. Koffein har tidligere været på WADA´s dopingliste men er det ikke længere.

Morgenmad til Junut. Frem for at side i depotet og spise, tager jeg maden med og spiser den på vejen…

Elektrolyter

Salte og mineraler er vigtige for kroppen specielt når man sveder meget. Men der er en tendens i øjeblikket til at folk propper sig med saltpiller, når de skal løbe et halvmarathon i køligt forårsvejr. Så altid med måde. Jeg foretrækker elektrolytter som brustabletter da de giver smag uden at tilfører kalorier, hvilket er smart til træningsture i varmen. Et rør med elektrolyte-tabletter passer lige i forlommen på min rygsæk og det er hurtigt at blande og opløse når man tanker op. En klassisk rookie-mistake er at prøve at blande sportsdriks-pulver i flasker eller væskeblærer under et løb. Fordi det nemt klumper og stopper drikkesystemet til. Husker stadig synet af en tidligere dansk elite triatlet stående med enden i vejret og hele hovedet nede i rygsækken efter 30 km. til Transgrancanaria 😉 Når jeg bruger elektrolytter kan jeg mærke at jeg ikke har så stor trang til salte snacks. Tænker det er en god ting 🙂

Recovery-måltid efter løb.

Recovery

Efter træning eller løb har man et vindue på 20-30 minutter hvor kroppen er ekstra modtagelig for at blive tilført “byggesten” til genopbygningen. Har gælder det om indtage både kulhydrat og protein. Har man ingen appetit lige efter træningen/løbet kan det være nemmere med en recovery drik. Ellers virker en Mathilde cacaomælk og en bolle helt fint 🙂 Det gør at restitutionsprcessen går lidt hurtigere og jeg syntes man undgår den værste muskelømhed og man hurtigere kommer tilbage igen.

NB. Dette er en læmands udlægning af emnet, hvad der fungere for mig og som jeg ser emnet. Har man særlige udfordringer eller ting man ikke kan tåle osv. kan det være en rigtigt god ide at rådføre sig med en diætisk. Det helt overskyggende råd jeg vil give videre er dog rådet fra Dean Karnazes; “Listen to everyone – follow no-one”.

december 5, 2013

San Fran eller Silkeborg

Der er præcis et år siden jeg var i San Francisco for at løbe årets store finaleløb The North Face Endurance Challenge Championships (Læs om den tur her). På mange måder en fed oplevelse men også en skuffelse, at tage så langt for så lidt. Igår var jeg så en tur i Jylland, nærmere bestemt Julsø og bakkerne omkring Himmelbjerget. Ultraløber Henrik Leth Jørgensen der står bag Julsø Ultra havde inviteret på “Directors Cut” på de lækre spor rundt om søen.

Det der gør området så unikt er de lange stejle bakker man ikke finder magen til andre steder i landet, de flotte udsigter fra begge sider af søen og kvaliteten af de fine spor og stier.

På mange måder en bedre oplevelse at løbe i landets bedste terræn med gode venner end at flyve om på den anden side af jorden og løbe “Palle alene”. Vi løb mod uret rundt om søen, en tur på godt 50 km. og ca. 1500 m+. Eneste måde at korte turen af var en rask lille svømme tur i 5 grader vand. En option den lokale Simon Grimstrup tog. Ikke for sjov han kalder sig for Barbarian-Trail-Runner 😉

Ravn og jeg brugte turen som træning til det 431 km lange Spine Race som venter om en måneds tid. Derfor havde jeg også valgt en lidt større rygsæk med ekstra tøj, hvilket i den grad hævnede sig da benene blev trætte. Fra Silkeborg var der ikke meget mere at skyde med så Henrik, Claus og Thure løb mod Slåensø (Danmarks reneste sø) og (udsigtspunktet) Knøsen mens Ravn og jeg hev vores nye Garmin GPS´er op og traskede (den lige vej) det sidste stykke tilbage til Glarbo.

Hjemme hos Henrik ventede varm lasagne og en kølig pils, inden vi rullede tilbage mod Sjælland. Sikke en fantastisk dag 🙂 Der kunne man godt bo…

Tak til familien Leth Jørgensen for gæstfriheden og gutterne for det gode selskab.

Vh Rosinen i pølseenden