God gammel vin på nyere flasker

IMG_0134Der er sket mangt og meget siden jeg startede med hjemmesiden her back in the day. Den har desværre ikke fået så meget kærlighed i år pga. travlhed, men har nu fået lavet et mindre facelift for at kunne være på omgangshøjde med hvor vi er idag. Min passion for at dele min glæde ved natur og friluftsliv er intakt og fremover er det mit mål at gøre det nemmere komme under vingerne (på kurser og igennem personlig coaching) og lettere at komme med på eventyr – små som større.

Derfor har jeg også prøvet at ridse min profil lidt skarpere op og fortælle lidt om hvad jeg går og roder med. Ikke kun inden for trailløb men også ude på vandet og fjeldet. Havet er min første legeplads og gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig. Derfor kommer vandsport og i særdeleshed standuppaddleboard (ja det er et surfbræt man står op og padler på) til at fylde mere fremover, ligesom at vinterfjeld har fået en større plads de sidste år, med mine vinterturene til Alaska.

Frem for at have flere sider med forskellige forgreninger kørene har jeg besluttet at jeg fremover primært vil kommunikere hvad jeg laver og udbyder af kurser og turer under samme hat. Nemlig med på moseslovstad.com@moses_lovstad på Instagram og  Moses Lovstad – Små og store eventyr på facebook.

Som jeg skrev i den første post på siden her den 24. februar 2012: “Håber det bliver spændende og inspirerende at læse og ikke alt for navlebeskuende😉”

Beklædning til vinterløb

IMG_0246Selv om sommeren kan det være nødvendigt at klæde sig ordentligt på når man er i bjergene. Her Tor de Geants i Italien i september. Foto: Ravn Hamberg

Vi kommer ikke uden om at kalenderen viser vinter og nogen dage er kolde og forblæste. Det er vigtigt at påklædningen ikke er nogen undskyld for at springe træningen over, når vejret udfordrer os. Selv elsker jeg at løbe om vinteren og kunne aldrig drømme om at løbe indendørs. At løbe på løbebånd er kedeligere end at se maling tørre og er i min verden mest brugbart som mental træning. Eller hvad Arbejdstilsynet ville kalde “ensidigt gentagende arbejde”. Men hvordan klarer man sig gennem en kold vinter i løbeskoene

Du kan starte med at læse Løberens artikel Sådan klæder du dig på til vinterløb. Det er slet ikke noget problem at købe sig fattig i vinterløbetøj, det kan jeg skrive under på. Men jeg har lagt mærke til at det faktisk er en ret lille del af gardaroben jeg bruger når det kommer til stykket. Så her følger mine bedste tips til vinterbeklædning så du kan bruge det du har eller købe det rigtige første gang.

Det bedste tip jeg kan give til løb om vinteren er ikke at lave kyllingen og tage for meget tøj på. Hvis du har det tilpas når du startet løbeturen har du helt sikkert taget for meget tøj. Så hellere småfryse lidt de første 5-10 minutter end at koge over og svede ukontroleret. En buff (wrag, headover, halsedisse – ja kært barn har mange navne) er super til at regulere varmen med.

For mig er merinould en helt essentiel del af min beklædning både sommer og vinter. Uld som som i uldsweater? tænker du måske. Hvis du syntes at det lyder mærkeligt så læs min gode vens Knut Korczak´s artikel om HVORFOR MERINOULD TIL UDHOLDENHEDSSPORT?

NB. Jeg arbejder til daglig med at sælge Inov-8 og er sponseret af GripGrab – bare så du lige kan aktivere dit bullshit filter 😉

IMG_2199Den ukronede konge af vinterløb Dave Johnston (i hvid) som har vundet Iditarod Trail Invitational 4 gange og har rekorden på den 560 km. lange rute.

På fødderne – er det merinould som gælder. Både sommer og vinter, da ulden har helt fantastiske varmeregulerende egenskaber. Ulden bevarer også en stor del af isolationsevnen når det er fugtigt og så lugter det ikke, hvilket er et stort plus for dine omgivelser. Gå efter strømper som har en andel af merinould som er over 40%. Det kunne f.eks. være Inov-8 Mudsoc eller CEP Progressive+ Run Merino (sidstnævnte har dog kun 17% merino men er tilgengæld en kompressionstrømpe, der er velegnet til længere ture og til restitution. Skal man løbe langt med våde fødder om vinteren kan det betale sig at anskaffe et par vandtætte strømper eller et par tynde neopren (våddragt) strømper. De kan også fåes med en tynd merino liner indvendigt som f.eks. DexShell Thermlite Vandtætte Strømper med Merinould. Det er uhyre sjældent at man får vabler selv med våde fødder om vinteren, men husk alligevel at vælge en sko hvor vandet hurtigt dræner ud.

På benene – bruger jeg lange men tynde tights. Rigtig mange løbere bliver fristet af de lækre med ret dyre Windstopper tights, men jeg syntes at de begrænser min bevægelsesfrihed alt for meget. Så er det rigtig koldt vælger jeg et par uldne Aclima Woolnet 3/4 Longs under. Den kombo giver bedre isolation og langt højere åndbarhed, men er selvfølgelig ikke vindtæt. Du vil også sagtens kunne bruge de lange underbukser og tights du har i forvejen. Er det rigtig pivkoldt (under frysepunktet) og blæsende tager jeg et par tynde Inov8 Race Ultra Pant eller et par andre løssiddende vindtætte bukser. Det giver beskyttelse mod vinden og bevarer bevægelsesfriheden. Sammen med regnjakken og en tør hue er de gode at have med i rygsækken på de længere ture hvis der skulle ske noget. Mere om sikkerhed på løbeturen i de kommende uger.

Underbukser – er ikke noget jeg bruger om sommeren men om vinteren kan det være godt med lidt ekstra varme og beskyttelse. Typisk bruger den den klassiske Combat Pro fra Nike i mangel af bedre. Ja det er ret utroligt at markedet for løbeunderbukser er så sløjt. Til hverdag bruger kun underbukser i merinould men til løb syntes jeg at de gnaver for meget. Iblandt ville jeg ønske at jeg havde et underliv af rustfrit stål så jeg kunne bruge Aclima Warmwool Long Shorts m/Windstopper som mange af mine løbevenner sværger til 🙂

IMG_1653

Fabricio Bastian til PTL i Schweiz i august.

På overkroppen – inderst bruger jeg enten en CEP Ultralight Shirt Long Sleeve som er en tynd, let, super strækbar og hurtigtørrende kunststof trøje eller den noget kraftigere Inov8 Race Elite Merino LSZ Hoodie i merinould. CEP Ultralight trøjen virker i alle forhold og jeg har brugt den med succes både i -30 grader i Alaska til Iditarod Trail Invitational og i 50 graders varme til Badwater i Californien. Det klarer et stort temperatur spænd og virker mere isolerende end mange andre producenters tykkere trøjer. Merino hoodien er god i overgangs perioden forår og efterår som eneste beklædning på overkroppen og som base-layer når det bliver rigtig koldt. Hætten og de indbyggede luffer ved håndledet kan bruges til at regulere varmen med. Har du en skiundertrøje i forvejen kan den helt sikkert også fint bruges. Evt. i samspil med en Inov8 Merino Wrag eller buff (se mere under hovedet).

Som yderste lag bruger jeg forskellige jakker. Er det koldt og tørt bruger jeg en tynd vindjakke eller Inov8 AT/C Softshell Pro for at have noget som er vindtæt med maximal åndbarhed. Disse to muligheder klarer en let byge men virker ikke i regnvejr. Er det mere vådt i vejret bruger jeg en Inov8 AT/C Stormshell HZ Men Vandtæt Løbejakke det helt vandtæt (20.000), super åndbar (20.000) og har en god solid hætte med godt udsyn. Skal man kun bruge penge på et dyrt stykke beklædning ville det være Stormshell´en jeg ville vælge.

På hænderne – bruger jeg Gripgrab´s RUNNING EXPERT HI-VIS eller RAPTOR hvis det regner og blæser. Da jeg er ret kuldskær bringer jeg ret tidligt mine luffer i spil. Det er et par 5 år gamle Outdoor Research Revel skal-luffer, som tager både vand og vind. Det er de samme jeg bruger til de lange løb. De er ikke de letteste med de er slidstærke og funktionelle.

På hovedet – har jeg noget som kan bruges til at regulere varmen med. Et tyndt pandebånd, en Aclima Merinould hue eller Aclima Monsen Woolshell pandebånd hvis det er rigtig koldt (frostvej). Desuden bruger jeg en buff eller tilsvarende (også gerne i merinould) om halsen. Finden ved den er at den kan trækkes op over huen så man dækker hele hovedet på nær ansigtet.

IMG_9150Deltagere ved Ultraløbet Fyr til Fyr gør brug af både jakker, hue og buff.

Det her er hvad der virker for mig… Prøv dig frem og vær ikke bange for at spørge om andres meninger til grej men husk at vi alle har forskellige præferencer, komfortniveau og baggrund. God fornøjelse med at finde ud af hvad der virker for dig 🙂

Har du spørgsmål til ovenstående eller andet træningsrelevant er du altid velkommen til at skyde mig en mail på moses@lovstad.dk 🙂

ROADBOOK – Ultraløbet Molsruten 2015

10702221_373505799463285_3448674591404622203_nPraktisk info til Ultraløbet Molsruten

Program for løbsdagen 15. august 2015

08:00: Indskrivning / Udlevering af startnumre åbner ved starten på Åkrogen – Åkrogs Strandvej 1, 8240 Risskov

08:00: Bussen til starten afgår fra målområdet i Ebeltoft (parkeringspladsen ved Fregatten Jylland) – S. A. Jensens Vej 4, 8400 Ebeltoft

09.50: Race briefing

10:00: Starten går fra Åkrogen.

13.00: Tidsgrænse i depot 1 ved Følle Strand

16.00: Tidsgrænse i depot 2 i  ved Ørnbjerg Mølle

18.00: Happy hour starter. Alle løbere som fuldfører i den sidste timer bliver belønnet med en øl.

19:00: Tidsgrænsen i målet ved Fregatten Jylland i Ebeltoft.

Til og fra løbet: Læs mere på http://www.ultracup.dk/#!molsruten-til-og-fra-lbet/cet7

Inden start

For at undgå stress på løbsdagen opfordrer vi alle til at komme til bussen ved målet i Ebeltoft (S. A. Jensens Vej 4, 8400 Ebeltoft) eller starten på Åkrogen i god tid. Husk at medbringe billed ID. Du skal hente startnummer personligt.

Starten

Starten foregår ved Åkrogs Strandvej 1, 8240 Risskov. Der er et offentligt toilet ved start, BRUG DET. Der er begrænset antal parkeringspladser så vi opfordrer til samkørsel og til at man benytter parkeringen ved Egå Marina. Standsning og parkering ved stoppestedet for enden af Åkrogen er FORBUDT. De bedes du overholde så vi kan få lov at komme igen.

Bagage

Du kan ved starten indlevere en lille taske med dine sager som vi transporterer til målet. Her kan du ligge skiftetøj og noget lækkert til at fejre bedriften med bagefter. Vi tager KUN imod tasker som er TYDELIGT markeret med navn og evt. Startnummer. Plastikposer uden lukning modtages ikke. Vi tager ikke ansvar for værdier i din taske.

Obligatorisk udstyr

Vindjakke. Det skal være en åndbar jakke. Vest eller engangsregnfrakker er ikke ok.

Mobiltelefon. Opladet og tændt. Telefonnummer til løbsledelsen står bag på startnummeret.

Kop på min. 150 ml. som skal være genanvendelig. Vi ved godt at der står 125 ml på hjemmesiden men her vælger vi at følge den internationale standard. I år disker vi ikke nogen for at have en kop på 125 ml. men fremover skal den være 150 ml.

Udstyret vil blive checket på dagen… Medbringer du ikke det obligatoriske udstyr kommer dit navn ikke på resultatlisten.

Find vej

Molsruten er markeret med blå og hvide skilte. Der ud over supplerer vi med mel-pile på vejen og minestremmel. De steder hvor vi afviger fra Molsruten for at give en bedre løbeoplevelse gør vi selvfølgelig lidt ekstra ud af markeringen.

Færdselsloven:

Det er vigtigt at alle løbere følger færdsesloven, særligt de steder hvor vi krydser en større vej. Det er DIT ansvar at følge loven og undgå at blive kørt ned.

Sikkerhed

Vi tager sikkerheden rigtig alvorligt og det er vigtigt at vi hjælper hinanden her. Du har pligt til at hjælpe medløbere (og andre) i problemer. Er det alvorligt skal ringe 112. Ved mindre skader og uheld skal du ringe til det kontaktnummer som står bag på dit startnummer.  Vores “fejeblad/sweeper/scoupa” Anders bevæger sig langsomt med 6 km. i timen bagerst. Bliver man overhalet af ham er man desværre ude af løbet.

Hvis du udgår

Skulle du af den ene eller anden grund udgå af løbet SKAL du ringe til kontaktnummeret der står på dit startnummer og fortælle at du udgår. Gør du ikke det, bliver det store store eftersøgningsarbejdet skudt igang på din bekostning. Det er dit eget ansvar selv at sørge for videre transport.

God stil

Husk at følge færdselsloven (også når du bliver træt) og opføre dig ordenligt så vi får lov at komme igen i fremtiden… Så vær diskret når du træder af på naturens vegne eller endnu bedre, brug de mange offentlige toiletter langs ruten. Tag dit affald med dig og saml op efter dem som har “tabt” noget. Tag hensyn til andre på din vej – vi har ikke ruten helt for os selv. Smil og vink – smil og vink 🙂

I depoterne

Der er høflig selvbetjening i depoterne. Husk at der også skal være til de løbere som kommer efter dig. Der udleveres kun væske i egen kop (eller i dine dunke, væskeblære mv.) så husk en foldekop eller lign. på minimum 150 ml. Vi serverer vand, GU sportsdrik, frugt, chips og Cola og hvad vi ellers finder på. Du skal selv medbringe energi (gels, barer osv) til hele løbet… Der kan ikke indleveres personlig forplejning eller dropbags til depoterne undervejs. Det er “kun” 60 km. så du klarer den 😉

Tilskuer-information:

Depotet ved Føllestrand ligger Strandvejen 23, 8410 Rønde. Brug parkeringspladsen bag ved – Hybenvej 2, 8410 Rønde – så trafikken ikke generes.

Depotet ved Ørnbjerg Mølle ligger Stubbevej 2C, 8410 Rønde. DET ER IKKE TILLADT AT KØRE TIL DEPOTET (løbere hvis familie og venner gør det vil blive diskvalificeret). Brug i stedet parkeringen ude på Røndevej – 56.256916, 10.633522

Et godt sted for tilskuere at heppe er ved Kalø slotsruin på Molsvej 31, 8410 Rønde. Her findes en stor parkeringsplads og grillbar, samt muligheden for at nyde det smukke landskab omkring Kalø slotsruin.

Private depoter

Det er ikke tilladt at modtage hjælp (uden for depoterne – hvor du må alt den hjælp du vil fra familie og venner) som ikke er tilgængelig for alle. Det vil sige at du ikke modtage eller aflevere tøj, mad, drikke osv fra venner og familie undervejs. Men moralsk støtte og indkøb i kiosker undervejs er selvfølgelig tilladt. Indkøb i kiosker undervejs er ens for alle og helt i orden.

Frivillige

Vi har verdens bedste crew af frivillige som bruger weekenden på at du kan få et godt løb. Husk at være søde ved dem. Uden dem intet løb…

I mål (S. A. Jensens Vej 4, 8400 Ebeltoft)

Når vi har registreret din tid i mål og checket dit obligatoriske udstyr har vi lidt væske klar og din indleverede taske inden for rækkevidde. Husk at ligge lidt mad eller lækkerier i tasken til at forsøde tilværelsen med efter løbet, der kan være laaaaaangt at gå til nærmeste kiosk på stive ben 😉 Kommer du mål inden for den sidste time (happy hour) giver vi desuden en øl.

Præmier

Lodtrækningspræmier fra Inov-8, Nathan, CEP og GribGrab fordeles løbende.

Vi har ikke medaljer eller andet blingbling til vpres løb. Men gennemfører du alle vores 3 løb i år får du en unik special-designet trucker-cap.

Skulle du være så hurtig at du kommer på podiet giver vi en fri start i et af vores løb næste år.

Efter løbet

Vi vil hurtigst muligt få billeder online. Resultaterne bliver opdateret live. Vores fotograf formidler stemningen fra dagen og de billeder kan frit benyttes til PRIVATE formål bagefter.

Det hele sker på https://www.facebook.com/ultracup.dk

Lodtrækningspræmier fra Inov-8, Nathan, CEP og GribGrab fordeles løbende.

Har du spørgsmål inden løbet skal du bare fyre løs på godtsvar@ultracup.dk

Har du noget på dagen griber du bare fat i en official og spørger løs…

DET VIGTIGSKE: “Det er stadig bare noget vi leger”

Iditarod Trail Invitational – a rookie´s story

IMG_2412This is the story of a wilderness-race across frozen Alaska in the middle of winter and an experience of a lifetime. Iditarod Trail Invitational is a human-powered race. Which means most participants roll on a giant fat-bike equiped with 4-6 inch tires. You can also go on skis or by the slowest and most primal form of transportation – on foot, which is what I chose. The first time you participate as a “rookie” on the 350 miles distance to McGrath, while the veterans (who have completed ITI before) also have the option to go on for 1,100 mile to Nome, at the Bering Sea a few hundred miles from Russia.10553607_10153146025880489_7216772024257847138_nYou start at a bar just outside of Anchorage and the finishline is when you knock on the door at the home of Tracy and Peter Schneiderheinze in McGrath some 560 km away. The rules are simple. You take care of yourself regardless of the conditions and You can pick any route You like as long as you pass the 6 mandatory checkpoints along the way. Kathi and Bill who is hosting the event is really old-school and it is a big part of the charm. Although the course is the longest winter wilderness race in the world, they do not try to brand it as the longest, the coldest, the hardest – whatever. Not many people have even heard of the race unlike the famous dog sled race.IMG_2188The start was the most casual and laid back you can imagine. We stood and chatted away until someone yelled “GO” and the approximately 20 spectators started cheering us on. Following some weeks with a mid-winter heatwave in Alaska, with temps above freezing the temperature had finally slipped below freezing again. That made the ground hard as concrete and slippery like a skating rink. I was hiking of in a very good mood. Happy to finally be underway. Months of preparation was over and I had arrived healthy on the startingline, which was my first goal for the race. After a few miles Dave Johnston (who has the track record and had won the previous two years) came running by me. We gave each other a hug and wished the other a good run, after which Dave jogged on.IMG_2198I could feel my microspikes through the shoes and it hurt right away. My idea of allways trying something new on raceday was clearly working against me. After about an hour I tried without the spikes under the shoes, but they came right back on. I would rather destroy my feet that fall over on the ice. The leading runners disappeared out of sight and I was by myself. I remembered the mantra “easy does it” from the “From Russia with love” team I met during the PTL last year and thought of my friend Ravn Hambergs advice about not going too hard out straight from the gun. Got into my own rhythm and trudged on. Usually the ITI follows the same route as the world’s largest dogsled race “the last great race” Iditarod Dogsled Race. But due to lack of snow that race had chosen to reroute due to safety and start in Fairbanks. Bill and Kathi had obviously stuck to the original route on the historic Iditarod Trail. The ITI does not mark the route, nor supply maps or GPS files to the participants. There is certainly plenty markers left over from other races. It’s just not all of them one should follow. I saw old markers from both Susitna 100 and Iditasport (which took 2 and 3 weeks prior) as well as the snowmobile race “Irondog”.IMG_2206In the afternoon I caught up to three runners at a railway bridge and it turned out that I had taken a slight (1 mile) detour. “No big deal” – I kept my cool head and continued on. It keeps going up and down constantly and despite the spikes under my shoes I skated more than I really liked. The view over the shoulder towards the mountains around Anchorage was absolutely fantastic.IMG_2212IMG_2214IMG_2218IMG_2219Shortly after sunset I reached the legendary “1049 miles to None” sign. I began to feel an nagging pull in the left knee. The first 40 miles are notorious for the difficult route finding. As I approached Flat Horn Lake (mile 30) and could see a couple of headlight behind me. So I waited a few minutes for them to catch up to me. It was Beat Jegerlehner and Steve Ansell from California who were both on their way to Nome. They knew a good short cut instead of following bikers who was going a somewhat longer but flatter path around the lake. It was a relief to just disconnect the brain and follow them for a while.IMG_2221Day 2

At midnight we bivied just before the “Wall of Death” where You come on to the Susitna River. It’s cold and more exposed on the river, so this is the last opportunity to take a rest before the first checkpoint. Before I knew it the two veterans was sound asleep in their bags while British Mark Hines (whom I met at the Spine Race) came shortly after and found a place to sleep next to me a little off the track (You don´t want to be run over by a snowmobile in the middle of the night). The leg was getting worse and the left calf was felt hard as a rock.IMG_2222After 2 hours we were on the move again. It was a chilly night on the river and I was happy to just hang on the wheels. Both Steve and Beat has been to the PTL and Tor the Geants as well, so there was plenty to talk about. I took the opportunity to learn as much as I could from them and get all the little tips and tricks this game is full of. Beat is a physicist. Originally from Switzerland but he now lives in California where he works at Google. A bit of a engineer/inventer type guy with his own ideas ideas. He had built his own pulk, sewn his poggies (mittens), made the titanium reinforced carbon fiber drag system and had a teddy bear mounted next to another homemade gizmo that measured and kept a record of the temperature.IMG_2173After 18 hours, we reached the first checkpoint at Yentna Station (mile 57) early in the morning. It is he local “watering hole” where traveling snowmobilers on the Yentna River can refuel on the way. The host was not particularly welcoming. We bought ourselfes a cheese omelet and french toast and I attended to a few blisters in the usual places.IMG_2227We continued up the river in good weather. Beat slowly pulled away while Steve’s and my pace was quite in sync. I was planning to save battery in the iPods for later. But I had to have something to distract yourself from my sore feet and painful legs. Despite the music I had to slow in the afternoon and just go in my own pace, while Steve and Beat went ahead.IMG_2246IMG_2236Fortunately the sign for Cindie’s house (mile 77) quickly approached which felt like such a relief. Cindie is a “Trail Angel” who invites participants into her home for a bite to eat and some well deserved rest. When I arrived, Steve and Beat was already seated in the kitchen with their heads into a giant bowl of chicken soup each. We were the first guests since bikers and the three leading runners had hurried past. My legs were a complete mess after all the little jerking and twisting on the ice.IMG_2259IMG_2275After listening to my complaints the guys suggested that I should try to rest and recover. Cindie immediately offered that I could borrow their guest-cabin. I took the offer and told them I would try to sleep until dawn. But first I had to take care of a nice piece of cake being put in front of me. Then I remembered it was actually my birthday:-) “Well – it’s birthdaycake then” smiled Cindie.IMG_2279Day 3

I lay down to sleep in the cold cabin (which was perfectly fine in my -46 Exped bag) but woke up an hour or so later being boiling hot. In the meanwhile Cindie’s husband had fired up the stove and it was hot as a sauna inside. With the heat and the pain in my legs I could not sleep. After rotating aound for a few more hours I stumpled out into the darkness and reached the next checkpoint on Skwetna Station (mile 90) 4 hours later without further problems.IMG_2285The hostess served scrambled eggs, bacon and toast. The cabin-owner looked very tired after having been up all night to serve racers. As we all sat around the table he offered us his advise on the trip ahead and suggested a more direct way to the Shell Lake. The course changes from year to year depending on the conditions and I thought that it is useful information I got there. Mike Thomas from the UK and race veteran Loreen Hewitt also sat at the table and get the same explanation. On the way out I meet Mark Hines who is coming in. Mark is a rookie like me but has previously finished Yukon Arctic Ultra 430 miles 3 times. After 90 miles on the ice rink it was finally time to ditch the microspikes and my feet felt like they were born again.IMG_2291IMG_2293When I reached the junction I chose the way the guy at Skwentna had suggested as the most direct. Nicely marked trail with Irondog markers – what could possibly go wrong. 2 hours later the markings disappeared on a lake where the snowmobile tracks went out in all directions. Hmmm. I saw a plane parked on the other side of the lake and walked over to ask for directions. A German lady who lives there informs me that I have made it to Hewitt Lake and that the only thing to do is to go back to junction 5 miles away. I thank the lady for info, refuses her offer of a ride on the back of her snowmobile and walkes back across the lake in a very bad mood. Here I meet Loreen who despite Hewitt being her last name (just as the lake) really does not appreciate the funny coincident. “I shouldnt have the know-better” she repeats and tells me about her husband Tim who made the same mistake on his first of so far 8 trips to Nome. This is Loreens 6. th. participation in ITI (4 times to McGrath and one to Nome) and she is the most experienced participant on foot. Tim had decided to bike to Nome this year. Soon we picked Mike up and shortly after Mark as well.IMG_2300The two brits decide to try their luck with a shortcut wearing snowshoes in the deep snow across the frozen swamp. Loreen and I agree that in 99% of cases it will not pay off to try a stunt like that. IMG_2302After a few good hours without problems the pain is back again and soon Loreen overtakes me and slowly disappear out of sight in front of me. I have no energy and for the first time on the trip down I sit down on the sled to take a break. The frustration hits me like a slap in the face. While I chewing on a  Rawbite bar, tears starts rolling down my cheeks. It turns out to be my absolute low point of the race. After a few minutes, the pressure relief valve has bursted. I feel better and I hear myself saying “this is what I do” (the mantra would follow me through the rest of the race). I put some music in my ears and continues. An hour or two hours later I catch back up to Loreen in the rolling hills going towards Shell Lake and we agree to share a cabin for there for the night. Loreen is 58 years old, mother of four and carries pictures of her grandchildren. She is delighted to share pearls of wisdom from her vast experience.IMG_2303IMG_2307Shell Lake Lodge (mile 108) is not an official checkpoint but a welcome stop on the way.The owner Zoe is a sweet 70 year old lady who has built the cabin herself from the ground with her children back in 1975. The Brits have had a lucky day and arrives 20 minutes earlier. While Zoe is chatting away like we were the first guests of the year Mark comes over and whispers; “Stop asking her questions – I want my food so I can get out of here”. The rumors are right – Zoe makes the best burgers. IMG_2308Since we have not made a reservation – we can not have a cabin for the night. Loreen ague our case and finally Zoe lets us sleep on the floor for 15$.  I lie down by the door – hoping for a slightly lower temperature. I can not calm down and sleep. The legs hurt like crazy and there is too much commotion going on in the cabin. The Spanish runners come in and Russell, is a US Goastguard helicopter pilot pass by briefely. After 2 hours Loreen gets up and ask if I want to continue. She can not sleep either. So we pack up and leave Shell Lake Lodge at 11:30 pm.IMG_2310Day 4

The trail towards the third checkpoint at Finger Lake was fortunately flatter and easier for the legs. It was great to be under way again slogging through the night. The body immediately felt so much better in the cold air outside. At one point we pass a stretch of dense vegetation while Loreen is in the lead and suddenly there are objects flying towards us through the dark. My heart stops until I realize it is just Russell that has ambushed us with a bunch of snowballs. Scary and still so funny at the same time.IMG_2317Just before sunrise, we arrived at Winter Lake Lodge on Finger Lake (mile 135). Mark was heading back out after biviing on the trail and a brief stop at the checkpoint. While I was wolfing down a big dirty breakfast burrito with black rice and beans, I was trying to sort out the first of our two drop back. As you can not send animal products and lithium batteries into the United States, I had ordered everything at REI and got my wife’s cousin Jenni in Virginia to be pack it and send it to Alaska. We filled up the camelbaks and made ready to hit the trail. Suddenly Steve appears from a cabin having spent the night there. Apparently he got sick the day before and thought his race was over. His companion Beat is long gone but Steve feels better and prepares to hit the trail with us.IMG_2342IMG_2345IMG_2366So the three of us soldiered on towards Puntilla with the target of arriving there the same evening. So we would be able to cross the Alaska Range through Rainy Pass the following day. But first we are entertained with the infamous Happy River Steps. A series of short but super-steep hills up and down. I slide on my butt down of the steepest hills and try to imagine what it would be like flying down these slopes attached to 20 eager huskies running for their life. We make a brief stop on the sled every 3 hours. The trail is a constant challenge. The hundreds of snowmobiles which had passed here during Irondag had made the trail into a mogul inferno. Towards evening I had a little more energy and went on ahead. But it was still a long way to go. One rolling hill was replaced by another. I was so tired at the end that I nearly bivied. I could not find any suitable spots, so I just kept putting one foot in front of the other. After 23 hours on the road, I reached the checkpoint in Puntilla at Rainy Pass Lodge (mile 165). I was completely exhausted and I had clearly gone over that thin line in pushing myself. I was so out of it which felt rather scary.IMG_237410476662_10200490549504423_769134862737167075_oPhoto: Petr Ineman

The checkpoint was inside a small log cabin with a wood stove and a pair of bunk beds. There was noone around so I noted my arrivaltime on checkin list and sat down in a chair unable to move. The food was a choise of lukewarm cans of Heinz products sitting on the stove. I knew I should properly eat something but the only thing I could manage was to roll over in the bed. I slept the second my head hit the pillow and I slept like a baby for 5 hours. That turned out to be the only proper sleep I got all race.IMG_2377Day 5

The alarm clock rang at 5 and an hour later we were on the move. A batch of freeze-dried eggs and bacon was sitting good in the stomach. Shortly we were above the tree line and the landscape opened up in front of us. It reminded me of the wide open landscape of Hardangervidda in Norway. We were lucky with the weather for our trip across Rainy Pass. Visibilty was not as good as I had hoped but it was a calm day with temperatures just below freezing. It took us 10 hours to reach the pass where we stopped for the mandatory images.IMG_2385IMG_2386IMG_2408Just after the pass it started snowing and the weather worsened minute by minute. We hurried down the other side. Although we were going down, it was certainly not going any easier. The snow was so soft we eventually had to use the snowshoes. Soon bushes and rocks where everywhere making progress challenging. Further down You head into the notorius Dalzell Gorge. A narrow gorge covered with ice and creek running beneath it. Without any extra effort I had suddenly pulled ahead. It was a bit of a minefield navigating a safe route through it. In addition to the taxi ride to the airport this was here probably the most dangerous moment of the trip. There were large and small holes in the ice with flowing water underneath and the fresh snow hidding the cracks in the ice. In a strange way I felt incredibly comfortable in the situation. IMG_2417IMG_2429IMG_2434After a long trek through the canyon, I came out on a great river. The wind had picked up and the breeze felt hard and cold on my back. I was lucky to be able follow Mark Hines footprints in the dark all the way to Rob’s Roadhouse in Rohn (mile 200). Rohn is really just a place on the map that contains a small dirt runway and BLM (Bureau of Land Management) shelter-cabin. Since the hut is usually occupied by checkers and vets from the dog sled race the ITI checkpoint is located in a tent close by. Kathi and Bill’s neighbor  from Chickaloon Adrian came out of the tent with that huge smile and offered me brads from the grill. Best hotdog I have ever had. Unlike the previous checkpoint hosted by commercial enterprises this one is ITI´s own. Manned with fantastic people who live and breathe the ITI.  Within an hour came Loreen and Steve rolled in.IMG_2435IMG_2437IMG_2441Day 6

The checkpoint is named after the former aidstation captain Rob Kehrer who drowned in a packraft accident last summer in Alaska Winderness Classic. His widow Tamra was part of the crew this year. One of Rob’s rules that still applies: “No Facebook’ing in Rohn – Wilderness Race in progress”. Something aboat a little too eager racer from the Midwest and a sat phone:-) After a few hours of poor and interrupted sleep I woke up after my worst nightmare ever. I sat there for a while. Phew – my children were not dead anyway and suddenly 150 miles through Interior Alaska in mid winter seamed pretty trivial.IMG_2452IMG_2453IMG_2462Loreen being the veteran were calling the the shots when to get back out on track. I get shoveled a bowl of oatmeal down and left Rohn with Loreen and Steve. The legs were still completely shot but I felt a tiny bit better. Suddenly the two others disappeared from sight behind me. The long stretch of 60 miles without snow I had feared was now covered by the thin layer of powder, thanks to the snowfall the night before. This caused the pulk to glide considerably better than I had anticipated. The view back towards the mountains were magnificent and breathtaking. I felt tiny in this huge landscape, but also being safe and comfortable in way I have never experienced in the mountains before. I started daydreaming about finishing the race in under seven days and as a bonus, maybe catch up to Mark Hines and battle him for the Rookie of the Year title. I hiked hard most of the day, just to explode completely and have the wheels come off in the evening.IMG_2474The stretch between 90 mile stretch Rohn and Nikolai was a big mouthful, but I had my eyes set on a BLM Safety Cabin 45 miles out of Rohn. As I approached the trail got harder and harder. The huge tussocks made progress slow and tiring. The objectives from the morning was long gone and I just dreamed of reaching the cabin and lying down.IMG_2480IMG_2481The Bear Creek Cabin is located a mile off  trail (at the only dry spot in the summer) and I figured the trip would take 20 minutes. The tussocks were so bad I ended up carrying my sled most of the way taking me 45 minutes. After 18 hours on your feet I finally arrived. There first watersource between Rohn and Nikolai were still 10 miles further ahead. So I had to make it with what I had left. Someone had been kind enough to leave some of water in a pot on the stove (kind of stupid if it freezes). But when I put it in my Jetboil stove soap bubbles were everywhere. Dammit… Instead I melted about 300-400 ml. of water from the snow I could scrape together in front of the hut. The soap-water I drank through my Lifestraw (water filter). The Bear Creek Inn served the world’s best dinner menu imaginable consisting of chicken and rice with a sideorder of Buffalo jerky and hot Starbucks cacao and “astronaut icecream” (freeze-dried ice cream) for desert. All eaten while sitting comfortable in my sleepingbag. Just as I was falling asleep Loreen came in cursing the bad trail just like me an hour earlier.IMG_2485Day 7

We left the hut together a few hours later but soon Loreen had sort something out with her boots and I went ahead. Once again I ended up carrying all my equipment back to the main trail. Suddenly a dark wall came tumbling towards me and a few minutes later I found myself in a snowstorm. I just managed to get balaclava pulled up over the nose and getting the goggles out of the sled. Shortly before Sullivan Creek where I could get water I saw Mark’s fresh footprints after he had been biviing for the night. The fire inside was back and I figured it would still be possible to complete the 350 miles just under a full week and probably to catch Mark as well. However, like the previous day all strengh and motivation evaporated during the day.IMG_2486IMG_2492Shortly before Nikolai a snowmobile come out to meet me on the river. It was the Petrushka family, hosting the checkpoint, who just wanted to make sure I could find their house in the village. I knew that I was forced to rest before the final push to the finish in McGrath, some 50 miles away.IMG_2517IMG_2506IMG_2526IMG_2529Day 8

While the whole family sat in the couch in front of the telly, I hung clothes to dry over the stove. I got a portion of spaghetti before I got to bed. After having rolled around in bed a few hours with a badly swollen ankle and very sore legs I gave up.  I left Nikolai with Loreen in the middle of the night. We hiked together until noon when I pushed ahead to finish the job. I did not have to save my legs for the next 600 or 700 miles from McGrath to None like her. The wind was blowing hard but fortunately it was a tailwind.IMG_2531IMG_2542IMG_2558The snow got really soft and punchy and I finally gave up and put on the snowshoes. Part of me just wanted this over with as soon as possible, while another part of wanted to continue the adventure a little longer. Towards evening the temperature dropped to minus 20 making passage without snowshoes possible. A few snowmobile came screaming by in the dark. I had been warned of drunk snowmobiles. Since Nikolai is dry village the young men go to McGrath to buy booze and have a few sips on the way back. Finally I came to a cardboard sign out with the Kuskokwim River which indicated that there were 10 miles to the finish. It seemed “this is what I do” no longer worked. With my speed of 2.5 miles/hour it would take another 4 hours. A thought that was completely unbearable. I was so ready to be done but I decided to try to enjoy the last hours and appreciate how challenging the event actually was throughout. IMG_2562IMG_2559Those tactics worked well until a new cardboard sign indicated 5.5 miles to the end. I could not contemplate spending another 2 hours underway. Two snowmobiles came up behind me and I stepped right out into the deep snow beside the trail. I was Bill and Adrian heading back from Rohn. We exchanged a few words before they disappeared in a smelly cloud of exhaust and gasoline. Then I started to run out of sheer frustration. The 2 scooters with sleds towing behind them left the snow ridiculous soft to run in. But it did not matter anymore, because I just wanted to be done. With a few miles to go I hit a snowcovered road leading all the way to McGrath. It was an indescribable great feeling to turn right at the large ITI banner at the roadside and take the final steps toward the front door of the Schneiderheize´s house. No doubt that this was the place the party was going down with sleds, snowmachines and fat-bikes parked everywhere.IMG_2566IMG_2569The time stopped at 177.5 hours or 7 days, 9 hours and 39 minutes, a few hours after “Rookie of the Year” Mark Hines. 5 runners had beat me to McGrath. Among them Beat who was on his way out of the door to continue the journey to Nome. To come into Tracy and Peter livingroom was the best finishline you can imagine. A warm stove, beer and all the food you can eat. It was like going to heaven. Only the winner Dave Johnston had left. The rest of “runners” were still here. It was super nice to shake hands and tell the tales from the trails. A few hours later, Steve and Loreen came into their pitstop. Mike Thomas from the UK came a day later after spending the last night out in minus 40 conditions.1966291_10200490561664727_2011689230425836203_oPhoto: Petr Ineman11077013_10200490563384770_3210767109384784056_oPhoto: Petr InemanIMG_2574IMG_6107IMG_2582

Beat and Steve is still on their way to None in extremely difficult conditions with deep snow and temperatures below minus 40 degrees. Loreen and her husbond Tim unfortunatly had to abandon there attempt to reach Nome this year. I need to gather some more experience, vacationtime and money before I’m ready for the long trip. So I will be back next Year for another funrun to McGrath 🙂IMG_2578Thanks to Rawbite, CEP Denmark, Bjergkæden, Ryders Denmark, Knut Korczak, Ravn Hamberg and Sailors Drydock for their help with the equipment.IMG_2311

Petite Trotte à Léon

10505319_774433862599427_1928337226408385860_nOm 2 uger er det tid til årets udfordring nemlig det 306 km. lange The Petite Trotte à Léon eller bare PTL, som er længste “løb” i Ultra Trail du Mont Blanc familien. Det er nu mere en udfordring end en konkurrence i traditionel forstand, da der hverken er klassificering eller tidstagning. Konceptet er at man i hold af 2-3 løbere helt autonomnt klarer den lange tur rundt om Mont Blanc inden for 141 timer. Det lyder umiddelbart af god tid til distancen hvis ikke det var for terrænets beskaffenhed og det faktum at der på årets rute (der ændres hvert år) er hele 28.000 positive højdemeter (altså over 50 lodrette kilometer totalt) plus at man også lige selv skal finde vej da ruten ikke er markeret. At det ikke er nogen skovtur understreges af arrangørenes advarsel:

“IMPORTANT WARNING

The Petite Trotte à Léon itinerary uses passages which are more technically difficult than those met during the majority of trail races (notably the UTMB®). It requires a good knowledge and understanding of the mountain environment.

Some passages may present objective dangers: steep slopes, risk of falling stones, very narrow paths, the crossing of scree slopes or névés and the absence at intervals of a path or clearly defined track…

The route is « NOT WAY-MARKED » and very often « FAR FROM INHABITED ZONES ». It is to be realised in « COMPLETE AUTONOMY ». All assistance is forbidden except in « rest bases » set up by the organistion where the competitors may find a resting place and blankets as well as their spares’ sacks.

So as to progress in security the competitors must be able to operate navigational techniques with a GPS and have the necessary knowledge of map reading and be able to use  a compass and altimeter. They must also be capable of confronting bad weather, lack of sleep, fatigue, the cold, the heat, hunger and thirst…”

For at blive lukket ind i varmen skal man da også have gennemført enten UTMB (Ultra Trail du Mont Blanc) eller Tor de Geants. Forberedelserne har ikke været så intensive som forud for Ravn Hamberg´s og min tur til Tor de Geants i fjor. Men meget af udstyrssetup´et genbruges og efter en god uge med mange højdemeter i Østrig føler jeg mig egentlig rigtig godt forberedt. Der er dog stadig mange ubekendte faktorer og navnlig vejret og der af hvor let/svært det er at navigere tror jeg bliver afgørende. Søvnmangel er også en vigtig komponent og der håber jeg at erfaringerne fra sidste år kan hjælpe. Sammen med min makker, brasilianske, Fabrício Bastian (som jeg løb Transgrancanaria med i år) glæder jeg mig til nogen spændende og udfordrende døgn i bjergene som uanset udfaldet vil give minder for livet.

Det hele går løs fra mandag den 25. august og der vil selvfølgelig være mulighed for at følge med undervejs via Trailløberen på Facebook og Trailmoses på Twitter og Instagram. Der kommer nok også lidt om udstyret vi har med til Pryl-nisserne inden løbet 🙂

Salomon S-Lab Hybrid Motionfit Preview

senseclothing_hybridDet er sjældent at jeg skriver om nogen af de produkter jeg lever af at smide over disken. Så allerede her kan du godt aktivere eller skærpe dit bull-shit filter… Men det her produkt sparker bare røv og kommer til at indgå i mit arsenal fremover. Hvis du følger med på bloggen her og på min facebookside Trailløberen ved du at jeg ikke kun meler min egen kage og faktisk ikke normalt skriver en masse om Salomon. Min filosofi har fra starten været at bruge det bedste grej uanset hvor det kommer fra. Det er naivt at tro et mærke kan levere det bedste på alle områder. Derfor bruger jeg også mange andre mærker end dem jeg har adgang til igennem mit arbejde hos Salomon.

En af ulemperne ved at arbejde med et bestemt brand er at man ser tingene et år før de kommer på markedet. Det er lang tid at gå og savle over et fedt produkt og vente på om det nu også er lige så lækkert ude i virkeligheden. Et af de produkter er Salomon´s nye S-Lab Hybrid Motionfit sæt. Jakke og bukser som er lavet til de krav der stilles under længere løb i bjerge (eller steder med udfordrende og omskifteligt vejr), så som lav vægt og beskyttelse mod vejrliget uden at gå på kompromis med pasformen.

IMG_0566

Endelig kom dagen hvor det dukkede op (i Salomon Store hvor jeg arbejder) og havde få dage efter sættet med på mit micro-eventyr langs den svenske vestkyst. Jakken kom i brug 5 minutter inde i turen da det startede med at regne og var brug det meste af den første dag og nat. Selv da jeg stoppede for at sove beholdt jeg jakken på i soveposen og der var ikke det mindste problem med kondens. Vind- og vandtæthed kombineret med stor åndbarhed og god pasform er netop det jeg syntes gør det her tøj unikt.

IMG_0762

Som navnet antyder er der tale om et hybrid produkt hvor man har sammensat flere forskellige materialer for at ramme den bedste balance i mellem vandtæthed, åndbarhed og bevægelsesfrihed. Jakken er vandtæt på fronten  og har mere åndbare og strækbare paneler under armene.

IMG_0788

 

Lynlåsen går ned til navlen så det er let at få af og på, kan foldes rundt om livet (se nedenfor) og for at give maksimal ventilation. Ligesom Bonatti og de andre lette jakker fra Salomon kan man dog lige knappe jakken sammen i toppen så man kan få udluftningen uden den blæser af skuldrene.

IMG_0784

Det brede elastiske materiale rundt om livet gør at jakken bliver siddende og ikke kravler op når man løber med rygsæk som man tit oplever med andre jakker.

IMG_0764

Lige som i livet er er der et meget let, elastisk og åndbart materiale ved håndledene. For at give ekstra ventilation er der ligesom under armene små perforreringer for at slippe fugtighed ud.

IMG_0765

Inden i hætten sidder et pandelånd i let lækkert materiale som man kender fra S-Lab Light Visor´en. Det gå at hætten sidder utrolig godt og følger hovedets bevægelser samt at man ikke får sved i øjnene.

IMG_0777

Let hætte uden justeringsmulighedder som er lidt mere åben i halsen end man kender det fra andre jakker. Udsynet er godt og hætten hindrer ikke bevægelserne under aktivitet.

IMG_0792

En smart detalje er at jakken kan foldes ind i det elastiske bånd (uden at man behøver at tage den af først) så man kan have den med uden at have den flagrende rundt omkring sig.IMG_0783

Pasformen er atletisk med Motionfit konstruktionen der gør at det sidder godt og følger kroppens bevægelser. Snitten i benene er ret smalt med der er stadig fin figursyning og stræk omkring knæene.

IMG_0776

IMG_0766

De lange lynlåse i siden gør at buksen kan tages af og på med sko på. Men værd forsigtig, det er et formel 1 produkt som ikke tåler at man flår for meget i det.

IMG_0770

De forskellige metervarer bag på buksen der giver den helt rigtige pasform.

IMG_0790

Ekstra god ventilation i det brede elastiskstykker lige over enden.

IMG_0769

Her kan virkelig hvordan der er arbejdet med de forskellige typer stof for at få egenskaberne frem i produktet.

Største ulemper er prisen (2200,- for jakken og 1400,- for buksen) og lav slidstyrke. Men til gengæld får man et rigtig let sæt (eller jakke og buks hver for sig) som er skræddersyet til at kunne bevæge sig let i udfordrende vejrforhold.

Da det sandsynligvis ikke opfylder kravende til obligatorisk udstyr til bjergløb som UTMB vil jeg nok mest bruge mit Hybrid sæt til træning, egne eventyr og som erstatning for S-Lab light jakken i til de lange løb. Hvor jeg gerne slæber de 60 gram ekstra for at får en hætte på min lette jakke. Til PTL medbringer jeg den sammen med (kraftigere regnjakker) enten Salomon Bonatti eller Revard GTX jacket afhængig af vejrudsigten.

Ultimate Direction Fastpack20 – Review

foto 1 (23)Da Ravn Hamberg “løb” det 330 km. lange ultraløb Tor de Geants i de italienske alper brugte vi en stor del af de 138 timer det tog at gennemføre, på at snakke om hvad vi kunne forbedre af udstyr. En ting vi var helt enige om var at en rygsæk med vest på fronten og mere rummelig bagpå måtte være vejen frem. Noget det indtil nu har manglet på markedet. Da vi et par måneder senere skulle vælge grej til vinterløbet Spine Race i Storbritanien på 438 km. havde vi svært ved at finde noget som virkede og kom afsted med rygsække som ikke var optimale til opgaven. Så derfor tog jeg straks kontakt til den danske Ultimate Direction distributør Gaia Sport, da jeg så billeder af UD´s nye Fastpack20 rygsæk. Den har jeg så lånt og testet de seneste uger. Her er et kort review af prototypen (få detaljer vil blive ændret inden den sættes i produktion – se længere nede)

Der er ingen tung rygsæk som er super behagelig at løbe med, sådan er det bare. Men skal man løbe til arbejde, deltage i etapeløb eller til nogen af de rigtig lange non-stop ultratrailløb på flere hundrede kilometer, ja så trænger du en rygsæk som komfortabelt rummer mere end de gængse lette løberygsække på 5 til 17 liter.

Fastpack20 har bla. følgende detaljer:

foto 2 (21) Polstret (og udftagelig) skumplade i ryggen. I toppen af ryggen (lige under bærestroppen) er der hul til at slangen fra en evt. væskeblærer. foto 3 (25)

5 lommer på fronten og trinløs justering op og ned af bryst- og maveremmen. Der er stropper til sikring af slangen fra væskeblæren på begge skuldre.

foto 4 (21)

Kompressionsremme med lukning som man kender fra vandtætte poser.

foto 5 (18)

Et stort hovedrum. Materialet er slidfast rip-stop, hvilket betyder at en et eventuelt hul ikke ender som en stor flænge.

foto 1 (24)

Lomme til penge og nøgler med direkte adgang udefra.

foto 2 (22)

Sidelommer til dunke (2 stk. af UD egne flasker fulgte med på den sample jeg testede) eller andre ting. Som en super væsentlig detalje kan de nemt nåes mens man har sækken på, hvilket desværre ikke er nogen selvfølge hos andre producenter. Noget jeg savnede på den rygsæk jeg brugte til Spine Race i januar. Sidelommerne rummer let en 1 liters Nalgene flaske (standard drikkedunken til friluftsliv i USA) som har større diameter end alle andre gængse flasker. Desuden er der en sikringsstrop der gør at flaskerne ikke falder ud mens man bevæger sig.

foto 3 (26)

Stor udvendig lomme bagpå med nem adgang “on the fly”.

foto 4 (22)

Lommer på fronten med mulighed for at benytte bløde flasker. Det er en 250 ml. flaske til venstre og en 500 ml. til højre. Dette er i mine øjne eneste ting der virkeligt trækker ned, da jeg er vant til at bruge de bløde flasker på mine Salomon rygsække.

foto 5 (19)

2 Små lommer nederst på fronten.

foto 1 (25) foto 3 (27) foto 4 (23)

Mulighed for ar sætte f.eks. stave og isøkser bagpå samt mulighed for at customize sine påspæningsmulighedder (i det uendelige) på de gule løkker på hver side.

foto 5 (20)

Ren og enkelt front. Ikke 27 stropper der hænger og slasker rundt.

foto (20)

Den polstrede rygplade giver struktur og beskytter mod skarpe genstande i hovedrummet. Jeg fjerner altid rygpladen i de rygsække hvor det er mulig. Både for at spare vægt og for at give en bedre bevægelsesfrihed. Et af problemerne med at løbe med rygsæk er at man bliver stivere i ryggen og ændrer bevægelsesmønster. Dette vil jeg gerne undgå så meget sommuligt. I stedet pakker jeg regnjakken (og eller regnbukser) i en zip-lock plastpose langs med ryggen for at give den fornødne beskyttelse eller bruger liggeunderlaget som f.eks. var obligatorisk ved Spine race.

Pre-production sample

Som nævnt er den model jeg har løbet med en “sample” og følgende ting vil blive ændret i den endelige model som rammer markedet her i sommer:

  • The zipper on the front strap pocket will be auto-locking
  • The front strap pocket will be slightly larger
  • There will be a “scuff pad” – a sheet of highly resistant nylon on the very bottom – to improve long-term durability
  • Likewise, there will be a reinforcement strip where the upper pack attaches to the upper straps

Konklussion:

Som sagt er ingen store og eller tunge rygsække behagelige at løbe med. MEN Ultimate Direction Fastpack20 sidder fantastisk og følger kroppen utrolig godt i betragtning af størrelsen. Ingen anden 20 liters rygsæk jeg har set har vesten på fronten der gør at man kan nå alt hvad man skal bruge, mens man er i bevægelse, uden at man behøver stoppe og tage rygsækken af. Den er tydeligvis lavet med slidstyrke i mente, hvilket også giver god mening i en rygsæk til let vandrebrug/fast hiking/fastpacking. Men til løb kunne den godt have været en anelse lettere lavet. Men måske det kommer senere ligesom hos Terra Nova hvor de tilbyder stort set den samme rygæk i flere forskellige slags materialer afhængig af brug og pengepung. Det er klart det mest gennemarbejdede produkt jeg har set fra UD til dato 🙂

Eneste rigtige ulempe er at jeg syntes det er mega ærgerligt at frontlommerne ikke er store nok til komfortabelt at rumme en 500 ml. softflask (ala Hydrapak/Salomon). 250 ml. går fint men det er jo de store på en halv liter man har lyst til at bruge på lange udflugter. Der er godt nok fin plads til både væskeblære og flasker i siderne, men jeg vil gerne have flaskerne på fronten som jeg er vant til på mine Salomon S-Lab Advanced Skin 5 og 12 rygsække. Fordelene ved bløde flasker er at man slipper for at høre på skvulpen inden i og så er de MEGET lettere. Både til hverdag og fest (lange eventyr i bjerge) bliver jeg nok nød til at eje en Fastpack20 🙂 I USA bliver vejl. udsalgspris 149 $ og jeg ved ikke hvad den kommer til at koste her til lands. 1599,- er et bud 🙂

Når Fabricio Bastian og jeg skal tilbagelægge 303 km. med 28.000 m+ til PTL (La Petite Trotte à Léon) i august er den ret højt oppe på listen.

foto 4 (25)

Vikingevejr på fjeldet i Trysil – 8 grader og regn 🙂 Rynken i panden har ikke noget med rygsækken at gøre 🙂

Læs i øvrigt ultrarunnerpodcast.com´s review af Fastpack20 her…

Strømper til trailløb?

IMG_0903

Jeg har tidligere skrevet om Hvad skal man kigge efter i en Trailsko, men hvad med strømper? Det er selvfølgelig meget individuelt, men her er hvad jeg har fundet ud af igennem tiden og hvad der virker for mig. Længere nede er en “historisk” gennemgang af mine erfaringer med strømper og kompression på underbenene.

Der er 4 ting som giver vabler og irritationer når de kombineres; varme, fugtighed, friktion og skidt i skoene. Kan man minimere nogen af dem er der en større mulighed for at man kan nyde turen 🙂

Den sidste er lettest at løse med et par gaiters (gamascher) som holder 99% af skidt og møj ude. Løber man i en åben og åndbar sko vil der dog komme lidt igennem skoens overdel. Det kan ikke helt undgåes. Især ikke i sandede og støvede forhold.

Varmen kan man ikke gøre så meget ved (andet end at vælge tidspunktet på dagen man løber)

Men det kan man derimod ved fugtigheden. Jo hurtigere strømpen kan transportere fugt væk fra huden jo mindre er risikoen for at huden bliver blød og sårbar over for friktion. Så i teorien virker kunststof materialer bedst i varme til at få opsuget fugt på huden og transporteret væk. Men i realiteten syntes jeg merinould fungerer bedre i danske forhold, selv om uld ikke transportere fugten væk på samme måde som kunstfibre gør. Til gengæld virker ulden til at give et mere stabilt klima omkring foden. Plus at uld isolerer selvom det er fugtigt til forskel fra kunststof. Så våde tær i kulde er nemmere at håndtere end våde tæer i varmen.

6a00d8341fa3c553ef00e553e2edcb8834-500wi

Friktionen i mellem fod og sko gælder det om at holde på et minimum. Primært i form af at vælge den rette model sko og størrelse til ens fod. Hverken for stor eller lille. Det giver sig selv at den ikke skal være for lille, men er den for stor så man rutcher rundt i skoen, kan det give nogen onde vabler under trædepuderne. Derfor gælder det om at strømpen er tilstrækkelig tyk til at nedsætte friktionen. Netop derfor stiller det større krav til strømperne når man løber i terræn fordi fødderne tæsker rundt i skoene når foden sættes ned på 117 måder og hæmningsløst bankes ind i sten og rødder.

cropped-img_1702.jpg

 

Den “historiske” (og lidt nørdede) gennemgang…

Da jeg startede med at løbe faldt jeg ret hurtigt over CEP kompressionsstrømper og selvom jeg har testet stort set alle andre kompressionsstrømper på markedet er der altid CEP jeg er vendt tilbage til.  Pasformen, slidstyrken og graden af kompression er markant bedre end alt andet. Men da jeg skiftede fra landevejsfræs og triathlon til trailløb savnede jeg mere polstring i foden og et materiale der virkede bedre i kolde og våde forhold. Præcis det er Teko strømper gode til da de er lavet af merinould. Jeg kan rigtig godt lide deres miljøprofil selvom slidstyrken ikke er fantastisk. Så i flere år var setup´et et eller 2 lag tynde Teko Ultralight crew og CEP sleves på underbenene for kompression.

IMG_0730

Men da jeg altid fik vabler imellem tæerne (trods jeg smurte med Bodyglide) begyndte jeg at se mig om efter et alternativ. Svaret var tåstrømper. Men udvalget er ret begrænset da det primært er Injinji og Smartwool som laver dem. Igen testede jeg alle modellerne for at finde de bedste og endte med en tynd tåstrømpe fra Smartwool inderst og en tynd Teko strømpe udenpå til løbene. Alene holdt Smartwool strømperne kun 70-80 km. (hvilket er en ret dyr km pris) men med en anden strømpe udenpå gik det bedre. Til træning virker enten teko eller Injinji mid weight tåstrømpe i kunststof aldeles udmærket.

IMG_2462

Men kompression på underbenet og en mere løstsiddende strømpe på foden gjorde at mine fødder hævede helt sindsygt under det rigtig lange løb (100 mile og over). Derfor gik jeg sidste år væk fra at bruge kompression under løb men udelukkende til træning, rejse og restitution. Til det 330 km lange Tor de Geants (som tog 138 timer) benyttede jeg nogle nye tåstrømper fra Injinji kaldes Trail 2.0 som er tykkere og mere polstret. Hvilket fungerede perfekt. Samme setup brugte vi til Spine Race i januar med et par vandtætte Sealskinz strømper over. Helt klart et setup jeg kommer til at bruge mere herhjemme om vinteren.

foto (90)

Men her i vinter kom CEP ud med deres første kompressionstrømper med merinould. I første omgang til outdoor men til efteråret også til løb og ski. Jeg har været så heldig at få fingrene i nogle samples til test. Nøj manner – de er fede. Tykkelsen og materialet jeg havde savnet tidligere er der nu. Har testet dem både til løb, vandring, ski og hverdagsbrug og de spiller 100 🙂 Ringen er sluttet og jeg er tilbage til udgangspunktet “with a twist” 🙂 Glæder mig til at løbe rigtig langt idem og se om de lever op til forventningerne…

1654125_710481805663228_620397883_n

Mine vabler mellem tæerne kommer også i tåstrømper så nu taper jeg dem (store- og lilletå) bare med kinesiotape. Hjemmesiden www.fixingyourfeet.com er i øvrigt en guldgrube af information om fodpleje mv.

IMG_0978

Spine Race grej

IMG_0957Tyskerne får checket det obligatoriske udstyr inden start.

Forud for løbet havde vi gjordt os en del tanker om hvad det rigtige udstyr ville være. Man får en vis ide ved at se listen af obligatorisk udstyr (nederst), hvor jeg har skrevet ud for hver ting hvad vi havde med. Men først er jeg gået i detaljen med nogen af de ting vi mente var afgørende, som vi har været ekstra grundige i udvælgelsen af:

IMG_0977

På fødderne – Altra Lone Peak 1.5 zero-drop trailsko, Vandtætte strømper Sealskinz Thin Mid Length Sock og  Injinji Trail 2.0 tåstrømer. Det helt afgørende var at finde det rette fodtøj med plads til tæerne (med både strømper og vandtætte strømper i) og en lav platform. Læs i øvrigt min artikel Hvad skal man kigge efter i en Trailsko?. De eneste andre sko vi seriøst testede var Salomon Fellraiser i rød som sjovt nok er en anelse bredere end grøn og blå (I kid You not). Men dels var de ikke brede nok og på våde klipper (som vi viste vi ville få mange af) er de en kende glatte. Lone Peak virkede rigtig fint selvom den store mængde mudder var hårde ved dem. Til en anden gang ville jeg nok kigge efter en Gore-Tex støvle for at holde mudderet ude. Her er problemet bare at få dem brede nok. Jeg havde faktisk testet verdens letteste Gore-Tex støvle Inov-8 Roclite 400 GTX. Et fantastisk produkt bortset fra at mine brede fødder ikke passer i dem. Injinji Trail 2.0 giver en super komkort da de er lidt tykkere end mange andre tåstrømper. De vandtætte Sealskinz strømper var nok vores mest essentielle stykke grej og uden dem havde vi været helt fucked. Vand og fint mudder kommer igennem dem men de holder fødderne varme og har også merino-lining.

foto (13)

Brænderen var lidt af en no-brainer da vi fra starten vidste at det var en JetBoil Ti Sol Premium vi ville have. Super let gas-brænder i titanium med en 0,8 liters gryde.

foto (14)

Baselayer virker som en lille detalje men til Tor de Geants opdagede vi hvor nederen det er at prøve sove i en halvklam trøje. Vi ville have en trøje som var tyndere og mere hurtigtørrende end vores trofaste Salomon Exo Motion som klarer et stort temperatur-sving. Vi testede bl.a. Salomons baselayers, Odlo og Lurbel men CEP Ultralight Shirt var både super let, ekstremt hurtigtørrende og har en lækker tæt pasform så man undgår gnavsår på overkroppen og problemer med brystvorterne.

01071_Raptor_Back_Palm-572x429

På hænderne brugte vi GripGrab Raptor som faktisk er en MTB handske. Jeg er ret kuldskær så jeg tog en vindluffe udenpå da det begyndte at sne, mens Ravn fint kunne holde varmen i dem hele vejen. Vindtætte og isolerende selv i våd tilstand.

Skærmbillede 2014-01-17 kl. 17.31.28

På hovedet havde vi GripGrab Microfleece Cap og GripGrab Headglove Classic. I rygsækken havde vi en GripGrab Balaclava og en GripGrab Podium Beanie . Sidstnævnte med 80% uld 🙂

Regntøjet bestod af Salomon Revard GTX jacket som jeg også anvendte til Tor de Gaents. En Gore-Tex jakke (eller buks) er lige lidt mere kraftigt og beskytter bedre mod elementernes rasen. På benene – Ravn: Salomon GTX Active shell pants / Moses: Salomon Bonatti pant. Jeg havde valgt efter bedre bevægelsesfrihed i de lette bukser og havde et par Salomon Revard GTX pants i baghånden (i dropbag´en).

foto (15)

Pandelygterne var Gemini Duo + Coast HL27. Duo´en monteret på hovedselen fra Garmin VIRB. Coast havde vi med til TDG og er de absolut letteste i forhold til lysstyrken. Gemini´en giver lige lidt mere lys (selv på laveste blus) til at orientere sig om natten. Afgørende i et løb som dette hvor man selv skal finde vej og skiltene er små og mørke (hvis der er nogen overhovedet).

IMG_0963

Rygsækken: Ravn: OMM 32 Classic med OMM kortlomme / Moses: Salomon Synapse 45 AW Vent (kommer på markedet til marts 2014) med Salomon Custom Pocket. Vi valgte begge efter en sæk vi kunne have underlaget inden i. Jeg valgte en kende størrer da jeg ikke ville stå og kæmpe med at få tingene på plads og har erfaring for at proppede tasker ikke sidder så godt.

Sovegrej: The North Face Lynx fibersovepose valgt ud fra at vi vidste det ville blive koldt og vådt og ikke ville risikere en dunpose som kunne klappe sammen (og midste isolationsevnen). Therm-a-rest Z lite sol liggeunderlag afkortet naturligvis for at spare plads og vægt. Bibler I-tent teltet lå i dropbagen og var med for at vi kunne få kvalitetssøvn i checkpoints. Teltet er en selvstående mountaneering telt man kunne tage med på en 8000´er. Med sine 2 kg er det lidt tungt og stort men det var det vi havde. Terra Nova superlet bivibag. En meget dyr men vægtbesparende investering.

IMG_0951

GPS er både obligatorisk afgørende til Spine hvor man selv skal finde vej. Først testede jeg en Garmin Oregon 650 men touchscreen som bl.a. Navy Seals bruger. Rigtig fin farveskærm men ikke så betjeningsvenlig med luffer på. Derfor faldt valget på Garmin GPSmap 62 st som Frømandskorpset bruger. Super nem at bruge og med store knapper der kan anvendes med luffer på. På enheden lagde vi et topografisk kort ind (på Micro SD kort) og downloadede GPX filerne mellem hvert checkpoint.

EQUIPMENT LIST

This equipment list is split into two sections – COMPULSORY and OPTIONAL. Without overstating the obvious the compulsory equipment must be carried at all times on your person or within your pack. Optional equipment may make the race a little bit more comfortable, but will add to your total weight.

COMPULSORY EQUIPMENT
These items must be worn, carried or in your pack at all times. For your safety race staff may ask to check your pack at any time to ensure you are carrying the items on this list.

Backpack/ Rucksack – Ravn: OMM 32 Classic / Moses: Salomon Synapse 45 AW Vent (kommer på markedet til marts 2014)

Compass & Maps – Silva orienteringskompas og Harvey kort over “Pennine Way”

GPS – Garmin GPSmap 62 st

Whistle – Ravn: indbygget i rygsækken / Moses: indbygget i Petzl e-lite reserve pandelygte

Eye Protection Sunglasses and/ or Goggles – Alm. solbriller

Knife (Multi-tool etc) – Petzl Spatha

Head torch with spare batteries – Gemini Duo + Coast HL27

Waterproof Jacket with a hood – Salomon Revard GTX jacket

Waterproof trousers  – Ravn: Salomon GTX Active shell pants / Moses: Salomon Bonatti pant

Hat, gloves and spare socks (1 pair) – GribGrab Microfleece Cap, GribGrab Running Thermo og et par Injinji Trail 2.0

Base Layer (Top+Bottoms) – CEP ultraligt shirt + Salomon Dynamic pants

Appropriate clothing for mountain/ fell running:
This includes footwear – Altra Lone Peak 1.5

Must carry some additional layers for cold weather – Salomon Panorama HZ

Minimum Compulsory Medical Kit:
BandAids/Plasters
Paracetamol – 16x 500mg tablets
Loratidine – 2x10mg tablets OR Cetirizine Hydrochloride – 2x10mg
Loperamide – 4x 2mg
Antiseptic Spray or Wipes
Your personal blister Kit

Survival Bag (Can also be your bivi, this is for athletes with a tent) – Terra Nova bivibag

Kahtoola Microspikes/ Yaktrax/ Similar ice spikes – Petzl Spiky+

Neck Gaiter – GripGrab Headglove Thermo

Sleeping Bag minimum 0c comfort – 10c extreme. – The North Face Lynx fibersovepose

Roll mat – Therm-a-rest Z lite sol

Tent or Bivi – Bibler I-tent + Terra Nova bivibag

Gas or liquid fuel stove with one pan to produce hot water – JetBoil Ti Sol Premium

Fuel with spare in case of emergency – Jetboil gas

Waterproof matches/ and or lighter – engangslighter

Spork or similar – MSR- foldeske

Water carrying system – 2 X 750 ml. Camelbak podium chill bottles + Platypus Platy 1 l. bottle

2 days rations – Travellaunch enkelt portion – snacks

Mobile phone with Charger for emergency use – Nokia 101

GPS Tracker (Supplied by the Spine Race and must be returned at the end of your race)

OPTIONAL EQUIPMENT
These items are optional:
Spare set of clothing – CEP ultraligt shirt + Salomon Panorama HZ
Suncream – Ingen (måske lige lovligt optimistisk fra arrangørerenes side 🙂

Vaseline or similar – Sudo creme + Body glide
Lip salve – Labello
Waterproof map case – Ravn: i OMM kortlomme / Moses: ingen
Gaiters – Dirty Girl gaiters
Snowshoes – Ingen

Dependent on conditions

Bothy Bag – Ingen

IMG_0980

Hvad ville jeg så gøre anderledes i forhold til grej? Jeg ville nok overveje et par Gore-tex  støvler (hvis der findes nogen som er brede nok og ikke for tunge) til bedre at holde mudderet ude af skoene. Efter at have set forholdene vil jeg mene at der virkelig kun er i nødstilfælde man bivuarkerer, så jeg vil nok gå efter en mindre og lettere dun pose, et oppusteligt underlag og en mindre rygsæk (nok 25 liter). Mere besværligt at bruge og ikke så bombproof. Jeg havde det liggende men valgte ud fra det sikre hvilket var lidt tungere end de letteste i feltet. Og så en større dropbag med bedre plads. Man føler sig lidt til grin når man efter meget besvær har pakket inden for de tilladte 60 liter (med de kompromisser der dertil hører, såsom kun et par sko til hele turen) når 138 af 140 løbere medbragte tasker væsentlig større. I betragtning af hvor dårlige de er til at lave mad ville jeg nok også pakke mere frysetørret mad samt et par badesandaler til depoterne.

Forberedelser til Spine Race

1378263_641132365931506_700649461_n

Der har ikke været en eneste aften siden Tor de Geants hvor jeg ikke har lagt mig til at sove med den beroligende tanke om jeg kunne sove hele natten. Uden at nogen kom og hældt mig ud af køjen efter halvanden time. Stresset over søvnmangel og generel træthed under de 138 timer vi var igang i Italien har hængt ved længere end jeg i min vildeste fantasi havde troet.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed at tanken om 7 dages vinterløb i England, lige om lidt, ikke altid har været lige tillokkende. Men de sidste uger er bøtten vendt og især efter at min gode Ravn Hamberg (som jeg gennemførte Tor de Geants med) har meldt sig klar ser jeg noget lysere på tingene. Eventyrlysten trækker nu igen mere end de den lune dobbeltseng og jeg er klar til være kold, træt og sulten igen.

Men hvordan forbereder man sig så til 431 km. non-stop vintertrail? 

Efter at have pjøjet alle tilgængelige ræsberetninger igennem står det klart at der er tre ting man især skal have styr på; grejet, det mentale og navigationen.

At have det rette udstyr i dette løb er helt afgørende for udfaldet, hvilket klart hælder til vores fordel. Ravn og jeg kan godt lide at nørde grej og diskutere de forskellige senarier igennem. Og der har været nok at tage fat på af sager man ikke normalt bruger ved løb. Telt, bivuark-pose, sovepose, brænder, vandtætte strømper, GPS, nødsender, fiberjakke og selvfølgelig en stor let rygsæk som kan rumme det hele. Her har vi været heldige at kunne låne en del udstyr og få hjælp fra nogen af alle de fantastiske mennesker i miljøet herhjemme. En særlig stor tak til Ulrich Petersen, Thure Kjær, Garmin, Bjergkæden, Gemini Lights, CEP, Lurbel, Salomon og The North Face Fields.

Hvor det sidst var “en-all-inclusive-vandreferie” med relativ god logistik er det i England noget mere råt med op til 100 km. mellem depoterne. Det gælder om at spise ved enhver lejlighed for at holde varmen til at fortsætte.

foto

Det mentale er straks sværere. Her har vi talt om vores bevæggrunde for at deltage, hvad succeskriterierne er og hvordan hele vores strategi skal se ud. Bare det faktum at 2/3 af løbet kommer til at foregå i mørke er en kæmpe psykologisk belastning. Ligesom ved TdG gælder det om at tage et skridt ad gangen om ikke prøve at overskue hele ruten eller kigge for langt frem. At vi kender hinanden så godt og har et fysisk niveau som er ret lige vil klart komme til at spille vores farvør.

Jeg syntes faktisk Andreas Hedensted har en god pointe i at man skal have et mål længere fremme af vejen, så hele verden ikke bryder ned hvis det hele går i vasken af den ene eller anden årsag. Ravn og jeg har allerede aftalt at vi går efter at prøve kræfter med PTL (La Petite Trotte à Léon) – 303 km og 28.000 m+, på maximalt 141 timer, i Alperne til August. Det er nu mere “en udfordring” og ikke et løb i almindelig forstand, da der ikke er klassificering eller tidstagning. Til gengæld ser årets rute ud til at være markant hårdere end i tidligere år.

Garmingpsmap60cs-8 2

Til forskel fra mange andre løb skal man selv finde vej, hvilket bliver en kæmpe udfordring. Heldigvis har Garmin Danmark været søde at hjælpe os med håndholdte GPS navigatorer. Selv om vi kommer til at følge Englands længste vandrerute The Pennine Way er den kun afmærket sporadisk og mange steder krydser man åbne landskaber og moseområder hvor navigationen bliver en særlig udfordring.

Så der er ikke meget tvivl om at den sidste halvanden måneds skal bruges klogt på at lære det nye grej at kende samtidigt med at den fysiske form lige skal skærpes det sidste…