Selv om sommeren kan det være nødvendigt at klæde sig ordentligt på når man er i bjergene. Her Tor de Geants i Italien i september. Foto: Ravn Hamberg
Vi kommer ikke uden om at kalenderen viser vinter og nogen dage er kolde og forblæste. Det er vigtigt at påklædningen ikke er nogen undskyld for at springe træningen over, når vejret udfordrer os. Selv elsker jeg at løbe om vinteren og kunne aldrig drømme om at løbe indendørs. At løbe på løbebånd er kedeligere end at se maling tørre og er i min verden mest brugbart som mental træning. Eller hvad Arbejdstilsynet ville kalde “ensidigt gentagende arbejde”. Men hvordan klarer man sig gennem en kold vinter i løbeskoene
Du kan starte med at læse Løberens artikel Sådan klæder du dig på til vinterløb. Det er slet ikke noget problem at købe sig fattig i vinterløbetøj, det kan jeg skrive under på. Men jeg har lagt mærke til at det faktisk er en ret lille del af gardaroben jeg bruger når det kommer til stykket. Så her følger mine bedste tips til vinterbeklædning så du kan bruge det du har eller købe det rigtige første gang.
Det bedste tip jeg kan give til løb om vinteren er ikke at lave kyllingen og tage for meget tøj på. Hvis du har det tilpas når du startet løbeturen har du helt sikkert taget for meget tøj. Så hellere småfryse lidt de første 5-10 minutter end at koge over og svede ukontroleret. En buff (wrag, headover, halsedisse – ja kært barn har mange navne) er super til at regulere varmen med.
For mig er merinould en helt essentiel del af min beklædning både sommer og vinter. Uld som som i uldsweater? tænker du måske. Hvis du syntes at det lyder mærkeligt så læs min gode vens Knut Korczak´s artikel om HVORFOR MERINOULD TIL UDHOLDENHEDSSPORT?
NB. Jeg arbejder til daglig med at sælge Inov-8 og er sponseret af GripGrab – bare så du lige kan aktivere dit bullshit filter 😉
Den ukronede konge af vinterløb Dave Johnston (i hvid) som har vundet Iditarod Trail Invitational 4 gange og har rekorden på den 560 km. lange rute.
På fødderne – er det merinould som gælder. Både sommer og vinter, da ulden har helt fantastiske varmeregulerende egenskaber. Ulden bevarer også en stor del af isolationsevnen når det er fugtigt og så lugter det ikke, hvilket er et stort plus for dine omgivelser. Gå efter strømper som har en andel af merinould som er over 40%. Det kunne f.eks. være Inov-8 Mudsoc eller CEP Progressive+ Run Merino (sidstnævnte har dog kun 17% merino men er tilgengæld en kompressionstrømpe, der er velegnet til længere ture og til restitution. Skal man løbe langt med våde fødder om vinteren kan det betale sig at anskaffe et par vandtætte strømper eller et par tynde neopren (våddragt) strømper. De kan også fåes med en tynd merino liner indvendigt som f.eks. DexShell Thermlite Vandtætte Strømper med Merinould. Det er uhyre sjældent at man får vabler selv med våde fødder om vinteren, men husk alligevel at vælge en sko hvor vandet hurtigt dræner ud.
På benene – bruger jeg lange men tynde tights. Rigtig mange løbere bliver fristet af de lækre med ret dyre Windstopper tights, men jeg syntes at de begrænser min bevægelsesfrihed alt for meget. Så er det rigtig koldt vælger jeg et par uldne Aclima Woolnet 3/4 Longs under. Den kombo giver bedre isolation og langt højere åndbarhed, men er selvfølgelig ikke vindtæt. Du vil også sagtens kunne bruge de lange underbukser og tights du har i forvejen. Er det rigtig pivkoldt (under frysepunktet) og blæsende tager jeg et par tynde Inov8 Race Ultra Pant eller et par andre løssiddende vindtætte bukser. Det giver beskyttelse mod vinden og bevarer bevægelsesfriheden. Sammen med regnjakken og en tør hue er de gode at have med i rygsækken på de længere ture hvis der skulle ske noget. Mere om sikkerhed på løbeturen i de kommende uger.
Underbukser – er ikke noget jeg bruger om sommeren men om vinteren kan det være godt med lidt ekstra varme og beskyttelse. Typisk bruger den den klassiske Combat Pro fra Nike i mangel af bedre. Ja det er ret utroligt at markedet for løbeunderbukser er så sløjt. Til hverdag bruger kun underbukser i merinould men til løb syntes jeg at de gnaver for meget. Iblandt ville jeg ønske at jeg havde et underliv af rustfrit stål så jeg kunne bruge Aclima Warmwool Long Shorts m/Windstopper som mange af mine løbevenner sværger til 🙂

Fabricio Bastian til PTL i Schweiz i august.
På overkroppen – inderst bruger jeg enten en CEP Ultralight Shirt Long Sleeve som er en tynd, let, super strækbar og hurtigtørrende kunststof trøje eller den noget kraftigere Inov8 Race Elite Merino LSZ Hoodie i merinould. CEP Ultralight trøjen virker i alle forhold og jeg har brugt den med succes både i -30 grader i Alaska til Iditarod Trail Invitational og i 50 graders varme til Badwater i Californien. Det klarer et stort temperatur spænd og virker mere isolerende end mange andre producenters tykkere trøjer. Merino hoodien er god i overgangs perioden forår og efterår som eneste beklædning på overkroppen og som base-layer når det bliver rigtig koldt. Hætten og de indbyggede luffer ved håndledet kan bruges til at regulere varmen med. Har du en skiundertrøje i forvejen kan den helt sikkert også fint bruges. Evt. i samspil med en Inov8 Merino Wrag eller buff (se mere under hovedet).
Som yderste lag bruger jeg forskellige jakker. Er det koldt og tørt bruger jeg en tynd vindjakke eller Inov8 AT/C Softshell Pro for at have noget som er vindtæt med maximal åndbarhed. Disse to muligheder klarer en let byge men virker ikke i regnvejr. Er det mere vådt i vejret bruger jeg en Inov8 AT/C Stormshell HZ Men Vandtæt Løbejakke det helt vandtæt (20.000), super åndbar (20.000) og har en god solid hætte med godt udsyn. Skal man kun bruge penge på et dyrt stykke beklædning ville det være Stormshell´en jeg ville vælge.
På hænderne – bruger jeg Gripgrab´s RUNNING EXPERT HI-VIS eller RAPTOR hvis det regner og blæser. Da jeg er ret kuldskær bringer jeg ret tidligt mine luffer i spil. Det er et par 5 år gamle Outdoor Research Revel skal-luffer, som tager både vand og vind. Det er de samme jeg bruger til de lange løb. De er ikke de letteste med de er slidstærke og funktionelle.
På hovedet – har jeg noget som kan bruges til at regulere varmen med. Et tyndt pandebånd, en Aclima Merinould hue eller Aclima Monsen Woolshell pandebånd hvis det er rigtig koldt (frostvej). Desuden bruger jeg en buff eller tilsvarende (også gerne i merinould) om halsen. Finden ved den er at den kan trækkes op over huen så man dækker hele hovedet på nær ansigtet.
Deltagere ved Ultraløbet Fyr til Fyr gør brug af både jakker, hue og buff.
Det her er hvad der virker for mig… Prøv dig frem og vær ikke bange for at spørge om andres meninger til grej men husk at vi alle har forskellige præferencer, komfortniveau og baggrund. God fornøjelse med at finde ud af hvad der virker for dig 🙂
Har du spørgsmål til ovenstående eller andet træningsrelevant er du altid velkommen til at skyde mig en mail på moses@lovstad.dk 🙂