Skråningen blev bare stejlere og stejlere. Græsset var vådt og stenene små og løse. Det var pisse hamrende koldt, bæld mørkt og vi havde nu været på farten i i halvandet døgn. I en time havde vi kravlet op ad uden andet at sigte efter end tracket på vores håndholdte Garmin GPS´er. “Hvis jeg falder nu – så dør jeg” var den eneste tanke som langsomt sivede igennem mit snotfyldte kranie. Bag mig kunne jeg høre Fabricio´s hurtige vejrtrækning. Det her var lidt for spændende. Lige som det glatte underlag ikke kunne blive stejlere, mødte vi første klippebånd. Glæden varede dog kort, da klipperne var løse. Efter en stykke på alle fire, med stavene i hånden, kom vi op på kammen som førte til toppen. Her kunne vi svagt ane noget der mindede om en sti. Den førte videre op i mørket. Da vi nåede klippegraten på toppen hvor vi skulle svinge til højre, mødte der os en kold vind fra den anden side. I stedet for fugtigt græs havde vi nu isbelagte klipper under os. Fremdriften var langsom – forbandet langsom og hvert skridt kunne sagtens blive det sidste vi tog. Italienerne foran mossede på, som de havde gjordt siden de overhalede os tidligere. De forsøgte at finde en nemmere vej lidt nede at bjergsiden. Vi tog den mere direkte vej hen over toppen af kammen.

Petite Trotte á Leòn eller bare PTL var ellers startet fint mandag eftermiddag. Stemningen og forventningens glæde havde været helt i top på vej ud på de 294 km og 26.500 m+ som årets rute bød på. Sammen med min holdkammerat Fabricio Bastian havde vi holdt skruen i vandet og fulgt strategien om “easy does it”. Første aften havde budt på 2 store bjergpas, hvor min mave var krølle helt sammen og jeg havde haft det værre end nogensinde før. Derefter havde vi haft fornøjelsen af 17 timer i øsregn med dårlig sigt og 25 sekundmeter vind i højden. Flere løbere var blæst omkuld og vi havde haft vores at se til. Første depot havde vi passeret efter 60 km ved Champex-Lac, hvor Leon som løbet er opkaldt efter har sit berømte bageri. På toppen af 4. pas havde vi sovet 3 timer i en hytte og sat lidt i banken til de næste par dage.

Nu var det onsdag morgen og mens vi langsomt traverserede klippegraten dukkede solen op og skinnede på den italienske side af Mont Blanc massivet. Selv med alt tøjet på var det svært at holde varme i kroppen. Fire lag, inklussiv den obligatoriske fleece og Gore-Tex jakke plus hue, handsker og vindluffer var ikke nok. Både på grund af forkølelsen som jeg havde raget til mig dagen før og pga den lave fart. Jeg stoppede og slog kuskeslag mens jeg ventede på at Fabricio, der forståeligt nok tog det lidt mere forsigtigt. Hvor han kan løbe fra mig derhjemme til hver en tid var det her min hjemmebane og jeg følte mig nogenlunde komfortabel henover de glatte klipper. Mine tær var helt følelsesløse og fingrene ligeså. Jeg gik med stavene under armen mens jeg forsøgte at få blod til de kolde lemmer.

Endelig viste GPS´en væk fra graten og vi kurede ned af en super stejl skråning. Vi blev overhalet af flere hold og jeg gav den alt hvad den kunne nedad, for at få varmen og for at komme i sikkerhed for løse sten oppefra. I bunden ventede begyndelsen på en uendelig lang travers og opstigning over løse klippeblokke. Når vi var heldige, var det store nok til at man kunne hoppe fra den ene til den anden. Men for det meste var de ølkasse-størrelse og glatte. Flere gange snublede jeg men redede den hver gang uden at brække hverken ben eller stave. Vi gik i skyggen og solen gjorde ikke den store indvirkning på temperaturen. Et kæmpe snefelt med hård skorpe gjorde det sidste stykke op til passet en anelse lettere. Jubeloptimisten i baghjernen havde allerede tænkt at det kun kunne blive bedre. Men da vi poppede over passet og kiggede ned i den solbeskinnede dal på den anden side fortsatte helvedet. Vi forsøgte at følge italienerne fra tidligere, men erkendte snart at der ikke var nogen god linie at gå efter. Det var dejligt at komme ud i solen men den kolde vind gjorde at jeg beholdt alt tøjet på. Langsomt vendte varmen tilbage med smertefulde tæer til følge. Jeg huskede hvordan jeg som en lille knægt efter slædeturene i Grønland, havde stået med fingrende under men kolde hane med tårene løbende ned af kinderne. Fordi det bare gør så ondt når blodet vender tilbage og fingre og tæer dunker der ud af.

Vi var for længst løbet tør for vand. Så vi stoppede og rensede vand i en bæk fordi der gik køer længere op. I stedet for at følge den fine vandresti vi havde set oppefra, mens vi væltede ned over stenblokkene, skulle vi nu følge GPS sporet videre rundt langs bjerget. Der var ikke skyggen af spor at følge, ud over fodspor fra de 25 hold som havde trampet igennem før os. Hvad satan skulle det til for? At traske rundt her parralelt med en god vandresti. Det gav ingen mening. Men det viste os hvad PTL handler om. I stedet for at lave et flot løb, prøver de bare at lave det så hårdt som muligt. Logik og æstetik var en by i… Ja hvor var vi egentlig henne? Da vi endelig mødte en markeret sti var det Tor de Geants rutens karekteristiske gule markeringer. Altså måtte vi være kommet over grænsen fra Schweiz og ind i Italien.

Fødderne begyndte at brokke sig og vi stoppede for at se på sagerne. Pga. kulden havde jeg haft fødderne i plastikposer nede i skoene for at holde varmen. Men nu lignede de mest en strandvaskers sørgelige fusser. Vi sad ned et kvarter og tørrede fødder og strømper mens jeg tapede de sædvanlige vabler ind med kinesio-tape. Trods solen blev det hurtigt koldt. Udsigten var fantastisk dog fantastisk. Vi kiggede lige over på Gran Paradiso som er en flot 4000 meter top i nationalparken af samme navn. Her var Ravn Hamberg og jeg igennem på sidste års Tor de Geant. Et virkelig imponerende stykke uberørt natur hvor man kan komme helt tæt på dyrelivet i bjergene.

Da vi satte i gang igen var benens monster stive og jeg ramte muren for fuld drøn. Jeg havde fået alt for lidt at spise og drikke de sidste mange timer og nu kom straffen. Jeg måtte grave dybt og fandt ind i slæbegearet og satte den ene fod lige foran den anden. Stigningen op til Col du Champillion kendte jeg fra sidste år, hvor vi var kommet ned fra passet på 4. dagen af TdG. Russerne fra “From Russia with Love” holdet kom trissende forbi og var snart små prikker langt over os. For første gang tænkte jeg over at vi måske ikke ville komme igennem. Jeg havde hele tiden fortalt Fabricio hvor skidt jeg havde haft det, men samtidig kigget fremad og ikke været det mindste i tvivl om at vi ville klare turen tilbage til Chamonix. Vi lå blandt den de 30 hurtigste hold ud af 106 startene og havde en en kæmpe buffer ned til tidsgrænsen. Tankerne kværnede rundt i hovedet men til sidst kunne jeg ikke rumme andet end at sætte den ene fod foran den anden. Langt om længe nåede vi toppen og tilskuer fortalte os at der var 20 minutter ned til hytten. Jeg drak den sidste mundfuld vand som jeg havde gemt som belønning til toppen.

Vi trillede videre og prøvede at aflede tankerne med den smukke udsigt. Damen som checkede os ind ved hytten tog også mod bestilling af mad og drikke. Farven på min urin var lyst og fint men jeg følte mig virkelig dehydreret. Derfor løb grådigheden af med mig og jeg endte med at bestille 6 dåser sodavand og en gang polenta med pølse. Jeg vidste jo udemærket at jeg ikke ville være i stand til at optage mere end en liter i timen max, men så var det lidt til det næste stykke. Havde egentlig jeg slet ikke lyst til mad men tvang polentaen ned og skyllede efter med cola. Nøøøøj hvor havde jeg det skidt. Solen skinnede og der var læ bag hytten, så jeg lagde mig ned i græsset. Stadig iført al klunset og med hætten på jakken oppe. Omkring mig sad de andre løbere i t-shirt eller i bar box. Jeg gik ud som et lys men vågnede ved at jeg rystede af kulde efter 10 minutter.

2 af de 3 løbere fra det norske hold dukkede op og på spørgsmålet om hvordan det gik lød svaret promte “Åt helvete…”. Pigen på holdet, Sharon, var faldet i elven, under en af de mange vandpassager, med alt tøjet på og var desværre udgået. Det samme var i øvrigt det andet danske hold med Tobias Bering og Kim Greisen og en del andre super erfarne løbere jeg kendte fra tidligere. Fabricio skaffede mig noget brød med smør som var det eneste jeg havde lyst til. Vi talte for første gang om at det ikke så for godt ud med vores videre løb, når jeg ikke kunne holde varmen. Men med 9 lette kilometer ned til næste by var der ikke så meget at betænke sig på.

Det var sidst på eftermiddagen og endelig begyndte jeg at have det bedre. Vi overhalede russerne og passerede igennem byen ved 19 tiden om aftenen, efter godt 2 døgn i bjergene. Vi var friske både i hovedet og i benene. Friskheden i benene forsvandt dog hurtigt da vi kastede os over løbets stejleste stigning. Med blikket stift rettet mod højdemåleren på Suunto Ambit´et klatrede vi op ad. Hver gang vi havde klaret 100 højdemeter annoncerede jeg hvor langt vi var og hvor langt der var til toppen. Vi så de sidste solstråler på bjergene langt borte. Det var skyfrit og en kold brise susede over hovederne på os. Snart ville vi være ude af skoven og et langt eksponeret stræk ventede forude. Vi ville tidligst være i næste hytte ved 2-3 tiden om natten. Tankerne for rundt i hovedet på mig. Jeg ville rigtig gerne fuldføre løbet og ikke skuffe Fabricio. Men når vi bevægede os så langsomt at jeg ikke kunne holde varmen kunne det blive rigtig farligt. Hypotermi har tidligere kostet dødsfald til ultraløb i bjergene og tænkte på Ole Gram Clausen som på 10 minutter blev så afkølet at han måtte udgå af TDS for 2 år siden efter 4 timer i lægeteltet.

Lige inden trægrænsen satte vi os ned og holdt et kort hvil. På under 2 minutter begyndte jeg at ryste ukontrolleret og jeg kunne mærke at PTL ikke kom til at ske i år. Risikoen var for stor og vi havde ligesom stadig minimum 3 døgn tilbage af løbet. Det var ikke så let at få det sagt men jeg tror godt Fabricio vidste hvad der var under opsejling. Pis også… Jeg sagde det lige ud som det var; at min forkølelse ikke var blevet bedre, at vores fart var for lav til at jeg holde varmen og at jeg ikke var indstillet på at risikere livet for en finisher-vest. Han tog det rigtig pænt og var heller ikke interesseret i at slå følge med et af de andre hold, som man ellers har mulighed for hvis ens makker/holdkammerater udgår. Løbets beskaffenhed gør at man ikke har lyst til at færdes med nogen man ikke kender og stoler 100% på.

Vi fandt pandelygterne frem og drejede næsen nedad. Hver gang vi mødte et hold på vejen op spurgte de selvfølgelig om vi var ok, om vi var gået forkert og til sidst hvorfor vi var udgået. Jeg orkede ikke noget og lod Fabricio forklare sig på fransk. Vi ringede til min gode ven Thomas Dupont fra Ryders Danmark som var i Chamonix for at forberede sig til Ultra Trail du Mont Blanc. Han sendte straks lillebror Jonas og Andreas Hedensted aka Konfirmanden afsted for at hente os. Så inden dagen var omme var vi tilbage i Chamonix og indlogeret i Dupontens chalet 🙂 En kæmpe tak til gutterne for hjælpen 🙂

EPILOG:

Det var selvfølgelig enormt bittert at udgå af PTL. Særligt fordi Ravn og jeg også måtte udgå da jeg blev skadet til Spine Race i vinter. Men jeg syntes faktisk også at det er en del af charmen ved de her løb at udfaldet ikke er givet på forhånd og at det foregår 100% på naturens præmisser. Jeg syntes vi gav den “A proper go” og ville ikke ændre noget i forberedelser eller udstyr hvis jeg skulle gøre det igen. Nu tvivler jeg dog på at PTL kommer på dagsordnen i fremtiden og det eneste jeg virkelig fortryder er at jeg ikke valgte Tor de Geants i år. PTL har absolut intet med løb at gøre og jeg syntes ikke arrangørene gjorde det særlig godt. På forhånd troede jeg navigationen ville være det sværeste men bevægelse i alpint terræn uden for stier var faktisk det hårdeste. Vores gennemsnitsfart over de 51 timer vi var var i gang var 2,37 km/t.

Vores hovedmål med turen var at have en god uge i bjergene og det syntes jeg til fulde lykkedes med de sidste dage hvor vi var ude og lege i bjergene og heppe på de andre løbere. Da vi efterfølgende hørte historier fra slagmarken var vi egentlig godt tilfreds med vores beslutning…