God gammel vin på nyere flasker

IMG_0134Der er sket mangt og meget siden jeg startede med hjemmesiden her back in the day. Den har desværre ikke fået så meget kærlighed i år pga. travlhed, men har nu fået lavet et mindre facelift for at kunne være på omgangshøjde med hvor vi er idag. Min passion for at dele min glæde ved natur og friluftsliv er intakt og fremover er det mit mål at gøre det nemmere komme under vingerne (på kurser og igennem personlig coaching) og lettere at komme med på eventyr – små som større.

Derfor har jeg også prøvet at ridse min profil lidt skarpere op og fortælle lidt om hvad jeg går og roder med. Ikke kun inden for trailløb men også ude på vandet og fjeldet. Havet er min første legeplads og gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig. Derfor kommer vandsport og i særdeleshed standuppaddleboard (ja det er et surfbræt man står op og padler på) til at fylde mere fremover, ligesom at vinterfjeld har fået en større plads de sidste år, med mine vinterturene til Alaska.

Frem for at have flere sider med forskellige forgreninger kørene har jeg besluttet at jeg fremover primært vil kommunikere hvad jeg laver og udbyder af kurser og turer under samme hat. Nemlig med på moseslovstad.com@moses_lovstad på Instagram og  Moses Lovstad – Små og store eventyr på facebook.

Som jeg skrev i den første post på siden her den 24. februar 2012: “Håber det bliver spændende og inspirerende at læse og ikke alt for navlebeskuende😉”

Beklædning til vinterløb

IMG_0246Selv om sommeren kan det være nødvendigt at klæde sig ordentligt på når man er i bjergene. Her Tor de Geants i Italien i september. Foto: Ravn Hamberg

Vi kommer ikke uden om at kalenderen viser vinter og nogen dage er kolde og forblæste. Det er vigtigt at påklædningen ikke er nogen undskyld for at springe træningen over, når vejret udfordrer os. Selv elsker jeg at løbe om vinteren og kunne aldrig drømme om at løbe indendørs. At løbe på løbebånd er kedeligere end at se maling tørre og er i min verden mest brugbart som mental træning. Eller hvad Arbejdstilsynet ville kalde “ensidigt gentagende arbejde”. Men hvordan klarer man sig gennem en kold vinter i løbeskoene

Du kan starte med at læse Løberens artikel Sådan klæder du dig på til vinterløb. Det er slet ikke noget problem at købe sig fattig i vinterløbetøj, det kan jeg skrive under på. Men jeg har lagt mærke til at det faktisk er en ret lille del af gardaroben jeg bruger når det kommer til stykket. Så her følger mine bedste tips til vinterbeklædning så du kan bruge det du har eller købe det rigtige første gang.

Det bedste tip jeg kan give til løb om vinteren er ikke at lave kyllingen og tage for meget tøj på. Hvis du har det tilpas når du startet løbeturen har du helt sikkert taget for meget tøj. Så hellere småfryse lidt de første 5-10 minutter end at koge over og svede ukontroleret. En buff (wrag, headover, halsedisse – ja kært barn har mange navne) er super til at regulere varmen med.

For mig er merinould en helt essentiel del af min beklædning både sommer og vinter. Uld som som i uldsweater? tænker du måske. Hvis du syntes at det lyder mærkeligt så læs min gode vens Knut Korczak´s artikel om HVORFOR MERINOULD TIL UDHOLDENHEDSSPORT?

NB. Jeg arbejder til daglig med at sælge Inov-8 og er sponseret af GripGrab – bare så du lige kan aktivere dit bullshit filter 😉

IMG_2199Den ukronede konge af vinterløb Dave Johnston (i hvid) som har vundet Iditarod Trail Invitational 4 gange og har rekorden på den 560 km. lange rute.

På fødderne – er det merinould som gælder. Både sommer og vinter, da ulden har helt fantastiske varmeregulerende egenskaber. Ulden bevarer også en stor del af isolationsevnen når det er fugtigt og så lugter det ikke, hvilket er et stort plus for dine omgivelser. Gå efter strømper som har en andel af merinould som er over 40%. Det kunne f.eks. være Inov-8 Mudsoc eller CEP Progressive+ Run Merino (sidstnævnte har dog kun 17% merino men er tilgengæld en kompressionstrømpe, der er velegnet til længere ture og til restitution. Skal man løbe langt med våde fødder om vinteren kan det betale sig at anskaffe et par vandtætte strømper eller et par tynde neopren (våddragt) strømper. De kan også fåes med en tynd merino liner indvendigt som f.eks. DexShell Thermlite Vandtætte Strømper med Merinould. Det er uhyre sjældent at man får vabler selv med våde fødder om vinteren, men husk alligevel at vælge en sko hvor vandet hurtigt dræner ud.

På benene – bruger jeg lange men tynde tights. Rigtig mange løbere bliver fristet af de lækre med ret dyre Windstopper tights, men jeg syntes at de begrænser min bevægelsesfrihed alt for meget. Så er det rigtig koldt vælger jeg et par uldne Aclima Woolnet 3/4 Longs under. Den kombo giver bedre isolation og langt højere åndbarhed, men er selvfølgelig ikke vindtæt. Du vil også sagtens kunne bruge de lange underbukser og tights du har i forvejen. Er det rigtig pivkoldt (under frysepunktet) og blæsende tager jeg et par tynde Inov8 Race Ultra Pant eller et par andre løssiddende vindtætte bukser. Det giver beskyttelse mod vinden og bevarer bevægelsesfriheden. Sammen med regnjakken og en tør hue er de gode at have med i rygsækken på de længere ture hvis der skulle ske noget. Mere om sikkerhed på løbeturen i de kommende uger.

Underbukser – er ikke noget jeg bruger om sommeren men om vinteren kan det være godt med lidt ekstra varme og beskyttelse. Typisk bruger den den klassiske Combat Pro fra Nike i mangel af bedre. Ja det er ret utroligt at markedet for løbeunderbukser er så sløjt. Til hverdag bruger kun underbukser i merinould men til løb syntes jeg at de gnaver for meget. Iblandt ville jeg ønske at jeg havde et underliv af rustfrit stål så jeg kunne bruge Aclima Warmwool Long Shorts m/Windstopper som mange af mine løbevenner sværger til 🙂

IMG_1653

Fabricio Bastian til PTL i Schweiz i august.

På overkroppen – inderst bruger jeg enten en CEP Ultralight Shirt Long Sleeve som er en tynd, let, super strækbar og hurtigtørrende kunststof trøje eller den noget kraftigere Inov8 Race Elite Merino LSZ Hoodie i merinould. CEP Ultralight trøjen virker i alle forhold og jeg har brugt den med succes både i -30 grader i Alaska til Iditarod Trail Invitational og i 50 graders varme til Badwater i Californien. Det klarer et stort temperatur spænd og virker mere isolerende end mange andre producenters tykkere trøjer. Merino hoodien er god i overgangs perioden forår og efterår som eneste beklædning på overkroppen og som base-layer når det bliver rigtig koldt. Hætten og de indbyggede luffer ved håndledet kan bruges til at regulere varmen med. Har du en skiundertrøje i forvejen kan den helt sikkert også fint bruges. Evt. i samspil med en Inov8 Merino Wrag eller buff (se mere under hovedet).

Som yderste lag bruger jeg forskellige jakker. Er det koldt og tørt bruger jeg en tynd vindjakke eller Inov8 AT/C Softshell Pro for at have noget som er vindtæt med maximal åndbarhed. Disse to muligheder klarer en let byge men virker ikke i regnvejr. Er det mere vådt i vejret bruger jeg en Inov8 AT/C Stormshell HZ Men Vandtæt Løbejakke det helt vandtæt (20.000), super åndbar (20.000) og har en god solid hætte med godt udsyn. Skal man kun bruge penge på et dyrt stykke beklædning ville det være Stormshell´en jeg ville vælge.

På hænderne – bruger jeg Gripgrab´s RUNNING EXPERT HI-VIS eller RAPTOR hvis det regner og blæser. Da jeg er ret kuldskær bringer jeg ret tidligt mine luffer i spil. Det er et par 5 år gamle Outdoor Research Revel skal-luffer, som tager både vand og vind. Det er de samme jeg bruger til de lange løb. De er ikke de letteste med de er slidstærke og funktionelle.

På hovedet – har jeg noget som kan bruges til at regulere varmen med. Et tyndt pandebånd, en Aclima Merinould hue eller Aclima Monsen Woolshell pandebånd hvis det er rigtig koldt (frostvej). Desuden bruger jeg en buff eller tilsvarende (også gerne i merinould) om halsen. Finden ved den er at den kan trækkes op over huen så man dækker hele hovedet på nær ansigtet.

IMG_9150Deltagere ved Ultraløbet Fyr til Fyr gør brug af både jakker, hue og buff.

Det her er hvad der virker for mig… Prøv dig frem og vær ikke bange for at spørge om andres meninger til grej men husk at vi alle har forskellige præferencer, komfortniveau og baggrund. God fornøjelse med at finde ud af hvad der virker for dig 🙂

Har du spørgsmål til ovenstående eller andet træningsrelevant er du altid velkommen til at skyde mig en mail på moses@lovstad.dk 🙂

ROADBOOK – Ultraløbet Molsruten 2015

10702221_373505799463285_3448674591404622203_nPraktisk info til Ultraløbet Molsruten

Program for løbsdagen 15. august 2015

08:00: Indskrivning / Udlevering af startnumre åbner ved starten på Åkrogen – Åkrogs Strandvej 1, 8240 Risskov

08:00: Bussen til starten afgår fra målområdet i Ebeltoft (parkeringspladsen ved Fregatten Jylland) – S. A. Jensens Vej 4, 8400 Ebeltoft

09.50: Race briefing

10:00: Starten går fra Åkrogen.

13.00: Tidsgrænse i depot 1 ved Følle Strand

16.00: Tidsgrænse i depot 2 i  ved Ørnbjerg Mølle

18.00: Happy hour starter. Alle løbere som fuldfører i den sidste timer bliver belønnet med en øl.

19:00: Tidsgrænsen i målet ved Fregatten Jylland i Ebeltoft.

Til og fra løbet: Læs mere på http://www.ultracup.dk/#!molsruten-til-og-fra-lbet/cet7

Inden start

For at undgå stress på løbsdagen opfordrer vi alle til at komme til bussen ved målet i Ebeltoft (S. A. Jensens Vej 4, 8400 Ebeltoft) eller starten på Åkrogen i god tid. Husk at medbringe billed ID. Du skal hente startnummer personligt.

Starten

Starten foregår ved Åkrogs Strandvej 1, 8240 Risskov. Der er et offentligt toilet ved start, BRUG DET. Der er begrænset antal parkeringspladser så vi opfordrer til samkørsel og til at man benytter parkeringen ved Egå Marina. Standsning og parkering ved stoppestedet for enden af Åkrogen er FORBUDT. De bedes du overholde så vi kan få lov at komme igen.

Bagage

Du kan ved starten indlevere en lille taske med dine sager som vi transporterer til målet. Her kan du ligge skiftetøj og noget lækkert til at fejre bedriften med bagefter. Vi tager KUN imod tasker som er TYDELIGT markeret med navn og evt. Startnummer. Plastikposer uden lukning modtages ikke. Vi tager ikke ansvar for værdier i din taske.

Obligatorisk udstyr

Vindjakke. Det skal være en åndbar jakke. Vest eller engangsregnfrakker er ikke ok.

Mobiltelefon. Opladet og tændt. Telefonnummer til løbsledelsen står bag på startnummeret.

Kop på min. 150 ml. som skal være genanvendelig. Vi ved godt at der står 125 ml på hjemmesiden men her vælger vi at følge den internationale standard. I år disker vi ikke nogen for at have en kop på 125 ml. men fremover skal den være 150 ml.

Udstyret vil blive checket på dagen… Medbringer du ikke det obligatoriske udstyr kommer dit navn ikke på resultatlisten.

Find vej

Molsruten er markeret med blå og hvide skilte. Der ud over supplerer vi med mel-pile på vejen og minestremmel. De steder hvor vi afviger fra Molsruten for at give en bedre løbeoplevelse gør vi selvfølgelig lidt ekstra ud af markeringen.

Færdselsloven:

Det er vigtigt at alle løbere følger færdsesloven, særligt de steder hvor vi krydser en større vej. Det er DIT ansvar at følge loven og undgå at blive kørt ned.

Sikkerhed

Vi tager sikkerheden rigtig alvorligt og det er vigtigt at vi hjælper hinanden her. Du har pligt til at hjælpe medløbere (og andre) i problemer. Er det alvorligt skal ringe 112. Ved mindre skader og uheld skal du ringe til det kontaktnummer som står bag på dit startnummer.  Vores “fejeblad/sweeper/scoupa” Anders bevæger sig langsomt med 6 km. i timen bagerst. Bliver man overhalet af ham er man desværre ude af løbet.

Hvis du udgår

Skulle du af den ene eller anden grund udgå af løbet SKAL du ringe til kontaktnummeret der står på dit startnummer og fortælle at du udgår. Gør du ikke det, bliver det store store eftersøgningsarbejdet skudt igang på din bekostning. Det er dit eget ansvar selv at sørge for videre transport.

God stil

Husk at følge færdselsloven (også når du bliver træt) og opføre dig ordenligt så vi får lov at komme igen i fremtiden… Så vær diskret når du træder af på naturens vegne eller endnu bedre, brug de mange offentlige toiletter langs ruten. Tag dit affald med dig og saml op efter dem som har “tabt” noget. Tag hensyn til andre på din vej – vi har ikke ruten helt for os selv. Smil og vink – smil og vink 🙂

I depoterne

Der er høflig selvbetjening i depoterne. Husk at der også skal være til de løbere som kommer efter dig. Der udleveres kun væske i egen kop (eller i dine dunke, væskeblære mv.) så husk en foldekop eller lign. på minimum 150 ml. Vi serverer vand, GU sportsdrik, frugt, chips og Cola og hvad vi ellers finder på. Du skal selv medbringe energi (gels, barer osv) til hele løbet… Der kan ikke indleveres personlig forplejning eller dropbags til depoterne undervejs. Det er “kun” 60 km. så du klarer den 😉

Tilskuer-information:

Depotet ved Føllestrand ligger Strandvejen 23, 8410 Rønde. Brug parkeringspladsen bag ved – Hybenvej 2, 8410 Rønde – så trafikken ikke generes.

Depotet ved Ørnbjerg Mølle ligger Stubbevej 2C, 8410 Rønde. DET ER IKKE TILLADT AT KØRE TIL DEPOTET (løbere hvis familie og venner gør det vil blive diskvalificeret). Brug i stedet parkeringen ude på Røndevej – 56.256916, 10.633522

Et godt sted for tilskuere at heppe er ved Kalø slotsruin på Molsvej 31, 8410 Rønde. Her findes en stor parkeringsplads og grillbar, samt muligheden for at nyde det smukke landskab omkring Kalø slotsruin.

Private depoter

Det er ikke tilladt at modtage hjælp (uden for depoterne – hvor du må alt den hjælp du vil fra familie og venner) som ikke er tilgængelig for alle. Det vil sige at du ikke modtage eller aflevere tøj, mad, drikke osv fra venner og familie undervejs. Men moralsk støtte og indkøb i kiosker undervejs er selvfølgelig tilladt. Indkøb i kiosker undervejs er ens for alle og helt i orden.

Frivillige

Vi har verdens bedste crew af frivillige som bruger weekenden på at du kan få et godt løb. Husk at være søde ved dem. Uden dem intet løb…

I mål (S. A. Jensens Vej 4, 8400 Ebeltoft)

Når vi har registreret din tid i mål og checket dit obligatoriske udstyr har vi lidt væske klar og din indleverede taske inden for rækkevidde. Husk at ligge lidt mad eller lækkerier i tasken til at forsøde tilværelsen med efter løbet, der kan være laaaaaangt at gå til nærmeste kiosk på stive ben 😉 Kommer du mål inden for den sidste time (happy hour) giver vi desuden en øl.

Præmier

Lodtrækningspræmier fra Inov-8, Nathan, CEP og GribGrab fordeles løbende.

Vi har ikke medaljer eller andet blingbling til vpres løb. Men gennemfører du alle vores 3 løb i år får du en unik special-designet trucker-cap.

Skulle du være så hurtig at du kommer på podiet giver vi en fri start i et af vores løb næste år.

Efter løbet

Vi vil hurtigst muligt få billeder online. Resultaterne bliver opdateret live. Vores fotograf formidler stemningen fra dagen og de billeder kan frit benyttes til PRIVATE formål bagefter.

Det hele sker på https://www.facebook.com/ultracup.dk

Lodtrækningspræmier fra Inov-8, Nathan, CEP og GribGrab fordeles løbende.

Har du spørgsmål inden løbet skal du bare fyre løs på godtsvar@ultracup.dk

Har du noget på dagen griber du bare fat i en official og spørger løs…

DET VIGTIGSKE: “Det er stadig bare noget vi leger”

Det sagde deltagerne om Ultraløbet Gendarmstien…

IMG_3593

 

Testimonials fra Gendarmen 2015

Chris Oliver Nevil Hansen: Mit første ultraløb nogensinde super fed rute og en fantastisk service i depoterne , tak for det . Fik de vildeste kramper i baglårene av for pokker men fik mig slæbt i mål som samlet 59 super tilfreds.

Charlotte Dalsgaard: Tak for et godt arrangement!

Jesper Nørgaard: Tak for en super god men hård dag på mit første men bestemt ikke sidste ultraløb. Super godt arrangeret og gode depoter. Jeg vender helt sikkert tilbage, og når benene kan gå igen glæder jeg mig også til molsruten.

Helle Juhl Tak for et fantastik dag for debut indenfor ultraløb. Det var en hård tur, når det er første gang man er ude på den distance. Absolut ikke sidste gang jeg har været med her 🙂

Sanne Frahm-Hansen Tak for en dejlig dag.. Ses 15. August.

IMG_3489

Kåre Kristiansen Tak for et fedt løb. Damn de sidste 18 km trak tænder ud…

Bruno Gross En god tur i det synder jyske landskab 🙂

Anders Juncker Hvad kan jeg sige… I love it!

Inga Becke Das war ein tolles Lauferlebniss. Mein erster Ultra 58 km trail in 6:32. Kaputt, aber glücklich 🙂

Per Bonde Schou: Tak for en fed oplevelse, fantastisk løb. Super rute, afmærkning og forplejning. Stor ros herfra.

Jean EgsgaardTak for en super fed oplevelse. Det var min først men absolut ikke det sidste ultraløb. Fed rute, super super hjælper i de 2 depoter, alt i alt er super godt arrangement. I will be back

IMG_3606

Michael Darnell JørgensenTak for en fantastisk oplevelse i super skønne omgivelser. Og stor tak til alle jer der har været involveret i at det kunne lade sig gør. Stor respekt til alle. Kan ikke få armene ned

Michel Wigant-BjerreLige en kort kommentar: tak for et fremragende løb (igen). Man skal lede længe efter bedre og mere serviceminded crew. En ren fornøjelse. Så en KÆMPE tak til alle frivillige😀👍

Martin Blunck: Det var et super fedt løb! Fik slet ikke takket alle hjælperne nok – uden dem, intet løb! Tak for en fed oplevelse 🙂

Flemming Kirk: Det var er superfedt løb. Og fantastiske hjælpere – glade mennesker hele vejen rundt – kommer helt sikkert næste år og overvejer molsruten 🙂

Majbritt Ramsgaard Jensen: Det var et super løb. Tusind tak.

IMG_3641

Tommy Jakobsen En kæmpe tak til verdens bedste crew – glæder mig til igen at stå bag baren på Mols.

Chris Oliver Nevil Hansen Tak for et super fed oplevelse og en kæmpe tak til hele teamet bag

Morten Spangler Tak for et fantastisk løb..

Peter Terkildsen Fantastisk flot rute, super arrangement og de bedste depoter. Kunne ikke være bedre.

IMG_3678

Ultraløbet Molsruten – Racereport by Karin Swiegers

Guest blog by the female winner of Ultraløbet Molsruten 58 km. – Karin Swiegers from South Africa. Enjoy…

10665813_373506532796545_30899102659705243_nFoto: Stine Sophie Winckel

Ultraløbet Molsruten Race Report by Karin Swiegers

A little bit about me…

I’m not much of a writer, more a talker just that you all know from the start! For those of you who don’t know me I’m Karin, 39 years old, born and raised in South Africa. I moved to Denmark about 6 years ago,actually I’m a half-Dane but I admit I haven’t quite mastered the language, it just doesn’t sit well in my mouth, well not yet! I’ve always loved running. I used to spend hours and hours training middle distance track through my childhood and the love of the sport has still stuck with me. About 4 years ago, here in Denmark, I casually picked it up again. My first aim was to just complete a 10km race, which soon turned into a half marathon. Before long I had hopes for a full marathon and then the idea of doing an ultra became really really interesting. Initially I entered  Fyr til Fyr this year as preparation for Salomon Hammer Trail 50km. ( I actually fell out of that race due to injury) Anyway, the idea of running my first ultra was very exciting, I mean it seemed so far and impossible in my mind, why would anyone want to run so far and for what reason?….  but I had to try. So, I managed to complete it,just just…barely with terrible legs and a very upset stomach, it was not at all what I had expected! At the same time doing ‘Fyr til Fyr’ a switch went on. Here I had found something that really challenged me on so many different levels that I knew I was going to want to come back for more. Anyway, I was injured for a while but soon decided I had to set a new goal to try the distance again, that’s when I entered Molsruten. This time I told myself I had to be physically and mentally more prepared to do it better! My coach, Michael Boye Christiansen, worked out a strategic plan for me, trying to accommodate  my other ideas of wanting to run faster shorter races, so it was quite an interesting preparation I went through. At the same time I changed my diet to a much simpler and cleaner lifestyle following Paleo principles.So, if you’re wondering what that means, well just think caveman….meat and fresh vegetables and fruits really. Strictly speaking Paleo is dairy-free but I cheat with skyr ( eat it by the ton) and some milk in my coffee.  Otherwise no sweets, cakes, chips anything artificial. You basically train the body to find its energy source from fat…. So that’s the bit on me….

10628386_373355976144934_2576656803288363958_nFoto: Stine Sophie Winckel

The run itself

I travelled Friday afternoon with my good friend and running pal, Anders Thompsen, to Fredericia to another running buddy, Bent Jensen, who kindly let us stay over for the night. By 6am the next day we were all awake,finding our gear, getting pumped and motivated for what was lying ahead…I started the day with x2 eggs, avocado and a few spoons of oats. I also managed to start the day by breaking my watch strap. The strap had torn away and was dangling in front of me. How would I know how many km’s I’d covered and more importantly  how would I know when the end was coming if I ended up bonking and I was on my own?My friends told me to get over it but deep down inside I was panicking, I always ran with my watch, it was like a real body part and buddy,I had to make a plan and fast. So, we tried to repair it with glue but by the time I arrived at the race it was apart again arghhhhh. Plan B… I then tried sports tape to keep it together, luckily it worked and stayed intact, infact it’s still on it right now! So.. after Moses’ briefing we set off around 10:00am, I told myself I would hold back for the first 10km and just check out what’s going on in the field ahead of me. Gitte and Annemette shot ahead like two bullets. I  thought ok just relax and try and keep them in sight,but very soon I’d lost sight of Gitte and Annemette was getting into her own rhythm and she was slowly slipping away. Fortunately, I had Bent with me who encouraged me to stay close and not let the gap get any bigger than what it already was.  The first few km’s went by quite quickly, I was warming up nicely and feeling fresh. We were lucky it wasn’t too hot or cold, just perfect running conditions nice and cool. My confidence was growing and I wanted to increase the tempo, I had caught up to Annemette by now and stuck behind her for some time, you know she is really fast! !!! 🙂 I think I slipped past her around the 7/8km mark ( despite my very wet socks and shoes at this stage! Let me explain to those of you who did not do this, there was water on this route, and I mean A LOT of it! High -tide must have set in and within a few km’s of the start I had super wet feet and probably so did everybody else! This explains the two huge blisters I got!!) Anyway, I kept ploughing along… At this point I must have met up with the awesome Lars Hugin, who became my wing-man for the next 30km plus, and a couple of really nice guys, sorry just can’t remember your names! I was happily chatting away to them and the km’s just raced past us without me noticing. Everything was going perfectly, the route was interesting with single track trails, thick forests, more water, rocks….. my energy levels were super high and I was basically having the best time ever! I think we were cruising around 4:45/km for quite some time.Nearing the first depot I must have caught up to Gitte without realizing it because there she appeared in front of me. She must have shot off again without me noticing because I was having a tiny struggle with my drinking bottles and mixing in the energy I had brought with. (Before I forget let me commend both depot points where the help I received was AMAZING! I had x2 people attending to my bottles…filling them ,shaking them, putting the lids on for me so I wasn’t fumbling around with it, it was a big help when all I had on my mind was don’t let Gitte get away again!!! Gitte by the way you are a super star 🙂

Lars, myself and some others then re-set ourselves on cruise control and off we went again. We pretty soon entered a new section of forest when I noticed her again and this time I made sure I stuck close-by.  She stopped for a few moments along route and I knew that was my chance, I had set my pace a bit faster  and I was planning to stick to it so I slipped by. My pulse was steady, the legs were working, everything was going as planned. Even my wingman was in a brilliant mood so I had perfect company as well!! Run, run run….

Around 30km plus we had the tough trip around the island with all the rocks…big ones, fat ones, slippery ones you name it they were there waiting for us! I have no idea how I didn’t fall, but I didn’t..not once! Must have been my new shoes that still had plenty of grip and all the balancing tricks I’ve been learning at yoga recently 🙂 Unfortunately for me  I lost Lars after the trip around, he had been the biggest support along route for me so I was quite devastated when I realized he wasn’t alongside me anymore.Thanks Lars you were the greatest company I could have asked for  and you really pulled me along!! 🙂

10346057_373354906145041_7973909442319149694_nFoto: Stine Sophie Winckel

So, the lonely part of my journey had began. I knew I was lady no.1 by now, I knew I had about 22 plus kilometers to go- question was could I keep this speed up on my own? I thought to myself ok I’ll try and catch the next group in front of me, make new friends and stick with them, however every time I passed the runners they were stuck in their own tempo and dealing with their own personal crisis so I just kept moving past, saying hi and waving as I went by.  I think this is where I pulled out my earplugs and turned up some Danish playlist on my iphone to keep me company, I had officially got lonely!!!

After the second depot I entered yet another forest of rolling hills and wide tracks…up and down I moved along , drinking as much as I could when I remembered. My legs were fresh as they could be after so many km’s and I was still feeling motivated and happy . I remember at the briefing it was said there might be long distances in-between the markings ( red and white streamers) they had  obviously meant this because here I was stuck in a situation looking all over for them! I was all on my own in this big big forest! No-one next to me, no-one in front, no-one behind me,helping me along and  I was searching for them everywhere. Every time I saw one my heart skipped a beat and I knew ok I’m not lost, well not yet!! The kilometers ticked by, I kept refueling ,I even thought ok I’m going to do this under 5 hours at this rate but I knew when I reached the last 6km or so I had dropped my tempo quite a lot. My stomach had started to hurt a bit  and I knew this was not going to be achievable on my own. Plus,more and more hills appeared from nowhere, or maybe they appeared bigger than they really were at that point. I refused to walk up them, I just wanted to keep moving forward! I did pass the odd runner or two on route, I was so happy when I saw them, it  gave me great confidence that I must have managed to stay on route successfully.By the time I reached the asphalt, I think it was the last 2 or 3km , I knew it couldn’t be far and I focused on getting to the end. My body was finally signaling to me it was getting tired and mentally I didn’t want to run extra km’s on my own anymore!When I finally spotted all the cheering supporters, I was thinking gee I’m really almost there and I’m actually doing this and I’m still moving! I was welcomed in with a big clap and just like that it was all over! I had done it, completed it, even with a tiny left-over energy and a bit fat smile plastered all-over my face. I was so so pleased! How incredibly different my second experience had been compared to my first attempt 🙂

10418294_373506259463239_5897375928357793770_nFoto: Stine Sophie Winckel

 So to Moses , Thure  and all your wonderful helpers you have really outdone yourselves with organizing this really beautiful and scenic race, giving us the runners the best possible experience we could have hoped for. You know every single volunteer and supporter that spent their free, valuable time cheering for us is so appreciated. When that road gets long and trust me it can get real long and you hear that one single clap it means everything at that point. Will I try it again, for sure…Why?  Because it’s insane cool fun and motivating and I get to hang out in nature with some really nice people and be challenged in all kinds of ways.You know you don’t know what you’re capable of if you don’t at least give it a try, right? Thanks to all of you for making it such a memorable experience for me and so many others! So here’s my result: No. 10 overall and No.1 girl in 5h:3min:49sec

What gear and supplies I used for this race

Pack: Salomon S-lab hydro 12 Set, really comfortable- can highly recommend

Shoes: Salomon S -lab Sense 3 Ultra SG

Socks: merino wool Inov8, didn’t help at all, my feet were soaked all the way!

Compression calves,top and skirt: Salomon -perfect, comfortable

Sunglasses: Adidas evil eye 😉

Energy: 2 and half liters energy drink plus 2x bitesize homemade energy bars

Watch: Garmin 610 – held together with sports tape 😉

Den lille tur til bageren

IMG_1629

 

Skråningen blev bare stejlere og stejlere. Græsset var vådt og stenene små og løse. Det var pisse hamrende koldt, bæld mørkt og vi havde nu været på farten i i halvandet døgn. I en time havde vi kravlet op ad uden andet at sigte efter end tracket på vores håndholdte Garmin GPS´er. “Hvis jeg falder nu – så dør jeg” var den eneste tanke som langsomt sivede igennem mit snotfyldte kranie. Bag mig kunne jeg høre Fabricio´s hurtige vejrtrækning. Det her var lidt for spændende. Lige som det glatte underlag ikke kunne blive stejlere, mødte vi første klippebånd. Glæden varede dog kort, da klipperne var løse. Efter en stykke på alle fire, med stavene i hånden, kom vi op på kammen som førte til toppen. Her kunne vi svagt ane noget der mindede om en sti. Den førte videre op i mørket. Da vi nåede klippegraten på toppen hvor vi skulle svinge til højre, mødte der os en kold vind fra den anden side. I stedet for fugtigt græs havde vi nu isbelagte klipper under os. Fremdriften var langsom – forbandet langsom og hvert skridt kunne sagtens blive det sidste vi tog. Italienerne foran mossede på, som de havde gjordt siden de overhalede os tidligere. De forsøgte at finde en nemmere vej lidt nede at bjergsiden. Vi tog den mere direkte vej hen over toppen af kammen.

IMG_1634

Petite Trotte á Leòn eller bare PTL var ellers startet fint mandag eftermiddag. Stemningen og forventningens glæde havde været helt i top på vej ud på de 294 km og 26.500 m+ som årets rute bød på. Sammen med min holdkammerat Fabricio Bastian havde vi holdt skruen i vandet og fulgt strategien om “easy does it”. Første aften havde budt på 2 store bjergpas, hvor min mave var krølle helt sammen og jeg havde haft det værre end nogensinde før. Derefter havde vi haft fornøjelsen af 17 timer i øsregn med dårlig sigt og 25 sekundmeter vind i højden. Flere løbere var blæst omkuld og vi havde haft vores at se til. Første depot havde vi passeret efter 60 km ved Champex-Lac, hvor Leon som løbet er opkaldt efter har sit berømte bageri. På toppen af 4. pas havde vi sovet 3 timer i en hytte og sat lidt i banken til de næste par dage.

IMG_1631

Nu var det onsdag morgen og mens vi langsomt traverserede klippegraten dukkede solen op og skinnede på den italienske side af Mont Blanc massivet. Selv med alt tøjet på var det svært at holde varme i kroppen. Fire lag, inklussiv den obligatoriske fleece og Gore-Tex jakke plus hue, handsker og vindluffer var ikke nok. Både på grund af forkølelsen som jeg havde raget til mig dagen før og pga den lave fart. Jeg stoppede og slog kuskeslag mens jeg ventede på at Fabricio, der forståeligt nok tog det lidt mere forsigtigt. Hvor han kan løbe fra mig derhjemme til hver en tid var det her min hjemmebane og jeg følte mig nogenlunde komfortabel henover de glatte klipper. Mine tær var helt følelsesløse og fingrene ligeså. Jeg gik med stavene under armen mens jeg forsøgte at få blod til de kolde lemmer.

IMG_1642

Endelig viste GPS´en væk fra graten og vi kurede ned af en super stejl skråning. Vi blev overhalet af flere hold og jeg gav den alt hvad den kunne nedad, for at få varmen og for at komme i sikkerhed for løse sten oppefra. I bunden ventede begyndelsen på en uendelig lang travers og opstigning over løse klippeblokke. Når vi var heldige, var det store nok til at man kunne hoppe fra den ene til den anden. Men for det meste var de ølkasse-størrelse og glatte. Flere gange snublede jeg men redede den hver gang uden at brække hverken ben eller stave. Vi gik i skyggen og solen gjorde ikke den store indvirkning på temperaturen. Et kæmpe snefelt med hård skorpe gjorde det sidste stykke op til passet en anelse lettere. Jubeloptimisten i baghjernen havde allerede tænkt at det kun kunne blive bedre. Men da vi poppede over passet og kiggede ned i den solbeskinnede dal på den anden side fortsatte helvedet. Vi forsøgte at følge italienerne fra tidligere, men erkendte snart at der ikke var nogen god linie at gå efter. Det var dejligt at komme ud i solen men den kolde vind gjorde at jeg beholdt alt tøjet på. Langsomt vendte varmen tilbage med smertefulde tæer til følge. Jeg huskede hvordan jeg som en lille knægt efter slædeturene i Grønland, havde stået med fingrende under men kolde hane med tårene løbende ned af kinderne. Fordi det bare gør så ondt når blodet vender tilbage og fingre og tæer dunker der ud af.

IMG_1653

Vi var for længst løbet tør for vand. Så vi stoppede og rensede vand i en bæk fordi der gik køer længere op. I stedet for at følge den fine vandresti vi havde set oppefra, mens vi væltede ned over stenblokkene, skulle vi nu følge GPS sporet videre rundt langs bjerget. Der var ikke skyggen af spor at følge, ud over fodspor fra de 25 hold som havde trampet igennem før os. Hvad satan skulle det til for? At traske rundt her parralelt med en god vandresti. Det gav ingen mening. Men det viste os hvad PTL handler om. I stedet for at lave et flot løb, prøver de bare at lave det så hårdt som muligt. Logik og æstetik var en by i… Ja hvor var vi egentlig henne? Da vi endelig mødte en markeret sti var det Tor de Geants rutens karekteristiske gule markeringer. Altså måtte vi være kommet over grænsen fra Schweiz og ind i Italien.

IMG_1657

Fødderne begyndte at brokke sig og vi stoppede for at se på sagerne. Pga. kulden havde jeg haft fødderne i plastikposer nede i skoene for at holde varmen. Men nu lignede de mest en strandvaskers sørgelige fusser. Vi sad ned et kvarter og tørrede fødder og strømper mens jeg tapede de sædvanlige vabler ind med kinesio-tape. Trods solen blev det hurtigt koldt. Udsigten var fantastisk dog fantastisk. Vi kiggede lige over på Gran Paradiso som er en flot 4000 meter top i nationalparken af samme navn. Her var Ravn Hamberg og jeg igennem på sidste års Tor de Geant. Et virkelig imponerende stykke uberørt natur hvor man kan komme helt tæt på dyrelivet i bjergene.

IMG_1658

Da vi satte i gang igen var benens monster stive og jeg ramte muren for fuld drøn. Jeg havde fået alt for lidt at spise og drikke de sidste mange timer og nu kom straffen. Jeg måtte grave dybt og fandt ind i slæbegearet og satte den ene fod lige foran den anden. Stigningen op til Col du Champillion kendte jeg fra sidste år, hvor vi var kommet ned fra passet på 4. dagen af TdG. Russerne fra “From Russia with Love” holdet kom trissende forbi og var snart små prikker langt over os. For første gang tænkte jeg over at vi måske ikke ville komme igennem. Jeg havde hele tiden fortalt Fabricio hvor skidt jeg havde haft det, men samtidig kigget fremad og ikke været det mindste i tvivl om at vi ville klare turen tilbage til Chamonix. Vi lå blandt den de 30 hurtigste hold ud af 106 startene og havde en en kæmpe buffer ned til tidsgrænsen. Tankerne kværnede rundt i hovedet men til sidst kunne jeg ikke rumme andet end at sætte den ene fod foran den anden. Langt om længe nåede vi toppen og tilskuer fortalte os at der var 20 minutter ned til hytten. Jeg drak den sidste mundfuld vand som jeg havde gemt som belønning til toppen.

IMG_1661

Vi trillede videre og prøvede at aflede tankerne med den smukke udsigt. Damen som checkede os ind ved hytten tog også mod bestilling af mad og drikke. Farven på min urin var lyst og fint men jeg følte mig virkelig dehydreret. Derfor løb grådigheden af med mig og jeg endte med at bestille 6 dåser sodavand og en gang polenta med pølse. Jeg vidste jo udemærket at jeg ikke ville være i stand til at optage mere end en liter i timen max, men så var det lidt til det næste stykke. Havde egentlig jeg slet ikke lyst til mad men tvang polentaen ned og skyllede efter med cola. Nøøøøj hvor havde jeg det skidt. Solen skinnede og der var læ bag hytten, så jeg lagde mig ned i græsset. Stadig iført al klunset og med hætten på jakken oppe. Omkring mig sad de andre løbere i t-shirt eller i bar box. Jeg gik ud som et lys men vågnede ved at jeg rystede af kulde efter 10 minutter.

IMG_1662

2 af de 3 løbere fra det norske hold dukkede op og på spørgsmålet om hvordan det gik lød svaret promte “Åt helvete…”. Pigen på holdet, Sharon, var faldet i elven, under en af de mange vandpassager, med alt tøjet på og var desværre udgået. Det samme var i øvrigt det andet danske hold med Tobias Bering og Kim Greisen og en del andre super erfarne løbere jeg kendte fra tidligere. Fabricio skaffede mig noget brød med smør som var det eneste jeg havde lyst til. Vi talte for første gang om at det ikke så for godt ud med vores videre løb, når jeg ikke kunne holde varmen. Men med 9 lette kilometer ned til næste by var der ikke så meget at betænke sig på.

IMG_1666

Det var sidst på eftermiddagen og endelig begyndte jeg at have det bedre. Vi overhalede russerne og passerede igennem byen ved 19 tiden om aftenen, efter godt 2 døgn i bjergene. Vi var friske både i hovedet og i benene. Friskheden i benene forsvandt dog hurtigt da vi kastede os over løbets stejleste stigning. Med blikket stift rettet mod højdemåleren på Suunto Ambit´et klatrede vi op ad. Hver gang vi havde klaret 100 højdemeter annoncerede jeg hvor langt vi var og hvor langt der var til toppen. Vi så de sidste solstråler på bjergene langt borte. Det var skyfrit og en kold brise susede over hovederne på os. Snart ville vi være ude af skoven og et langt eksponeret stræk ventede forude. Vi ville tidligst være i næste hytte ved 2-3 tiden om natten. Tankerne for rundt i hovedet på mig. Jeg ville rigtig gerne fuldføre løbet og ikke skuffe Fabricio. Men når vi bevægede os så langsomt at jeg ikke kunne holde varmen kunne det blive rigtig farligt. Hypotermi har tidligere kostet dødsfald til ultraløb i bjergene og tænkte på Ole Gram Clausen som på 10 minutter blev så afkølet at han måtte udgå af TDS for 2 år siden efter 4 timer i lægeteltet.

IMG_1668

Lige inden trægrænsen satte vi os ned og holdt et kort hvil. På under 2 minutter begyndte jeg at ryste ukontrolleret og jeg kunne mærke at PTL ikke kom til at ske i år. Risikoen var for stor og vi havde ligesom stadig minimum 3 døgn tilbage af løbet. Det var ikke så let at få det sagt men jeg tror godt Fabricio vidste hvad der var under opsejling. Pis også… Jeg sagde det lige ud som det var; at min forkølelse ikke var blevet bedre, at vores fart var for lav til at jeg holde varmen og at jeg ikke var indstillet på at risikere livet for en finisher-vest. Han tog det rigtig pænt og var heller ikke interesseret i at slå følge med et af de andre hold, som man ellers har mulighed for hvis ens makker/holdkammerater udgår. Løbets beskaffenhed gør at man ikke har lyst til at færdes med nogen man ikke kender og stoler 100% på.

Vi fandt pandelygterne frem og drejede næsen nedad. Hver gang vi mødte et hold på vejen op spurgte de selvfølgelig om vi var ok, om vi var gået forkert og til sidst hvorfor vi var udgået. Jeg orkede ikke noget og lod Fabricio forklare sig på fransk. Vi ringede til min gode ven Thomas Dupont fra Ryders Danmark som var i Chamonix for at forberede sig til Ultra Trail du Mont Blanc. Han sendte straks lillebror Jonas og Andreas Hedensted aka Konfirmanden afsted for at hente os. Så inden dagen var omme var vi tilbage i Chamonix og indlogeret i Dupontens chalet 🙂 En kæmpe tak til gutterne for hjælpen 🙂

IMG_1669

EPILOG:

Det var selvfølgelig enormt bittert at udgå af PTL. Særligt fordi Ravn og jeg også måtte udgå da jeg blev skadet til Spine Race i vinter. Men jeg syntes faktisk også at det er en del af charmen ved de her løb at udfaldet ikke er givet på forhånd og at det foregår 100% på naturens præmisser. Jeg syntes vi gav den “A proper go” og ville ikke ændre noget i forberedelser eller udstyr hvis jeg skulle gøre det igen. Nu tvivler jeg dog på at PTL kommer på dagsordnen i fremtiden og det eneste jeg virkelig fortryder er at jeg ikke valgte Tor de Geants i år. PTL har absolut intet med løb at gøre og jeg syntes ikke arrangørene gjorde det særlig godt. På forhånd troede jeg navigationen ville være det sværeste men bevægelse i alpint terræn uden for stier var faktisk det hårdeste. Vores gennemsnitsfart over de 51 timer vi var var i gang var 2,37 km/t.

10643292_10204491143056793_2077349850_n

Vores hovedmål med turen var at have en god uge i bjergene og det syntes jeg til fulde lykkedes med de sidste dage hvor vi var ude og lege i bjergene og heppe på de andre løbere. Da vi efterfølgende hørte historier fra slagmarken var vi egentlig godt tilfreds med vores beslutning…

IMG_1698

IMG_1705

IMG_3043

IMG_1769

Petite Trotte à Léon

10505319_774433862599427_1928337226408385860_nOm 2 uger er det tid til årets udfordring nemlig det 306 km. lange The Petite Trotte à Léon eller bare PTL, som er længste “løb” i Ultra Trail du Mont Blanc familien. Det er nu mere en udfordring end en konkurrence i traditionel forstand, da der hverken er klassificering eller tidstagning. Konceptet er at man i hold af 2-3 løbere helt autonomnt klarer den lange tur rundt om Mont Blanc inden for 141 timer. Det lyder umiddelbart af god tid til distancen hvis ikke det var for terrænets beskaffenhed og det faktum at der på årets rute (der ændres hvert år) er hele 28.000 positive højdemeter (altså over 50 lodrette kilometer totalt) plus at man også lige selv skal finde vej da ruten ikke er markeret. At det ikke er nogen skovtur understreges af arrangørenes advarsel:

“IMPORTANT WARNING

The Petite Trotte à Léon itinerary uses passages which are more technically difficult than those met during the majority of trail races (notably the UTMB®). It requires a good knowledge and understanding of the mountain environment.

Some passages may present objective dangers: steep slopes, risk of falling stones, very narrow paths, the crossing of scree slopes or névés and the absence at intervals of a path or clearly defined track…

The route is « NOT WAY-MARKED » and very often « FAR FROM INHABITED ZONES ». It is to be realised in « COMPLETE AUTONOMY ». All assistance is forbidden except in « rest bases » set up by the organistion where the competitors may find a resting place and blankets as well as their spares’ sacks.

So as to progress in security the competitors must be able to operate navigational techniques with a GPS and have the necessary knowledge of map reading and be able to use  a compass and altimeter. They must also be capable of confronting bad weather, lack of sleep, fatigue, the cold, the heat, hunger and thirst…”

For at blive lukket ind i varmen skal man da også have gennemført enten UTMB (Ultra Trail du Mont Blanc) eller Tor de Geants. Forberedelserne har ikke været så intensive som forud for Ravn Hamberg´s og min tur til Tor de Geants i fjor. Men meget af udstyrssetup´et genbruges og efter en god uge med mange højdemeter i Østrig føler jeg mig egentlig rigtig godt forberedt. Der er dog stadig mange ubekendte faktorer og navnlig vejret og der af hvor let/svært det er at navigere tror jeg bliver afgørende. Søvnmangel er også en vigtig komponent og der håber jeg at erfaringerne fra sidste år kan hjælpe. Sammen med min makker, brasilianske, Fabrício Bastian (som jeg løb Transgrancanaria med i år) glæder jeg mig til nogen spændende og udfordrende døgn i bjergene som uanset udfaldet vil give minder for livet.

Det hele går løs fra mandag den 25. august og der vil selvfølgelig være mulighed for at følge med undervejs via Trailløberen på Facebook og Trailmoses på Twitter og Instagram. Der kommer nok også lidt om udstyret vi har med til Pryl-nisserne inden løbet 🙂