Sune sendte mig følgende spørsmål:

“Kommer hele tiden til at tænke på hvordan undgår du alle de småskader som vi løbere tit løber ind i? Løber du bare igennem dem eller står den på 2-3 hvile dage eller andre tryllerier ?
//Sune

Hej Sune.
Godt spørgsmål. Jeg syntes selv jeg er er blevet ret god til at lytte efter kroppens signaler og tager en hviledag eller 3 hvis jeg kan mærke at der skal ro på. Så er jeg også hurtig til at reagere hvis jeg fornemmer det er andet end hvile der skal til og har i en del år brugt sportskiropraktor Annette Jørgensen http://www.klinikken-gammeltorv.dk/ både akut og preventivt. Det har betydet en verden til forskel for ryg og fødder 🙂

Er også overbevist om at det hjælper, at jeg løber mest muligt i terræn, tager korte skridt (høj frekvens), forsøger at lande langt fremme på foden og løber i relativt minimalistiske trail sko (primært Inov-8)

Men der er utroligt mange faktorer som spiller ind, såsom hvor længe man har løbet (jeg blev også skadet i starten), hvor stabil man er i sin træningsmængde og kvaliteten i træningen. Mange løbere syntes at ikke man er en rigtig løber, hvis man ikke har 2 løbepas om dagen. Men når Du løber i træt tilstand bliver din teknik dårligere og Du er langt mere udsat for skader. Mit mantra er at jeg skal være motiveret og frisk i hvert pas. Tidligere løb jeg for at blive hurtigere og få højere iltoptagelse, men nu er det glæden ved selve løbet der får mig ud af døren. Håber Du kan bruge det til noget.

Trailcampen på Bornholm blev en kæmpe succes og det var en fornøjelse at være en del af. Sjældent har jeg oplevet så mange glade mennesker samlet på et sted. Og når stedet så er Nordbornholm, der har landet bedste løbeterræn, ja så bliver det ikke meget bedre. En kæmpe tak til ildsjælene Lene, Steen og Kim fra Tejn IF for at stable et så stort arrangement på benene. Glæder mig allerede til næste uge hvor jeg skal over og løbe på Bornholm igen 🙂

Benene skal dog lige har lov at hvile et par dage ovenpå “recovery ugen” efter Gran Canaria der bød på over 60 km i terræn…

Jeg har strikket en lille video sammen fra søndagen, hvor vi løb Hammertrail-ruten. Se den her: https://vimeo.com/38330090

Mange løbere jeg møder syntes at det med camelbags eller væskeblærer i rygsækken er enormt besværligt. Så enten løber de bare med vand for at slippe for rengøringen eller bander og svovler over hvor svært det er at få sportsdrik renset ud igen. Her er et par tips jeg har samlet op.

En ny væskeblære kan godt smage lidt gummi-agtigt når den er ny. Hvis man skylder den sammen med ca. 1 cm. tandpasta bliver den lidt mere neutral i smagen.

Jeg undgår at blande sportsdrikken direkte i blæren, da det sviner udvendigt og i lukkeanordningen. Desuden risikere Du at det klumper og sætter sig fast i slangen. I stedet blander jeg den i en anden dunk og hælder den forsigtigt over så jeg undgår at klumperne kommer med. Det er særligt vigtigt med f.eks. Vitargo som jeg brugte på Gran Canaria, det har tendens til at klumpe meget, hvis ikke man ryster det meget godt sammen.

Men sportsdrik bruger jeg kun til de lang løb. Under træning anvender jeg elektrolyte-tabletter. Det er som danskvand og let at skylde.

Når jeg kommer hjem fra løbetur skylder jeg blæren enkelt gang med vand (også slangen) og kommer den i fryseren. På den måde skal man ikke tænke over om den tørrer ordentligt eller om den ligger og rådner i skabet. Når den så skal bruges igen ryster jeg isen ud og fylder på – simpelt 🙂 Et bonustip her, er at lige at puste slangen fri for vand inden den ryger i fryseren. Det kan godt tage noget tid at tø op og er møg-irriterende hvis man har travlt, med at komme ud af døren.

Hvis jeg skal transportere mig hen til hvor jeg skal løbe, kommer jeg mundstykket i en lomme eller ned i rygsækken så den ikke bliver beskidt. Kan evt. renses hurtigt med alcohol-gel eller sprit.

Hvis blæren så er blevet rigtig snasket eller jeg har rejst med den (hvor den ikke har været i fryseren) ligger kommer jeg gebis-rengøringsmiddel (fra apoteket) i og lader den ligge en halv time inden jeg skylder den med vand. Et par gange om året gør jeg det samme rutinemæssigt, ved alle mine blærere og flaskelåg (bortset fra flaskerne fra Nathan der kan skildes helt ad).

Husk at mundstykket også skal i blød og skyldes grundigt bagefter.

Man kan også købe et rengøringssæt som det her, med børste til slangen og tørrestativ

Er den helt tilgroet og muggen vil jeg dog hellere købe en ny 🙂

Som Morten Alhede: kommenterer: “Lige for at slå det fast – fryseren dræber ikke bakterier. De gror bare ikke mens de ligger der… Men ligeså snart man tør dem op – så vokser de påny. Derfor er rigtig rens også vigtig i ny og næ”.

Har Du nogen gode tips?

Sur-Norte

Sidste år løb jeg det 123 km. lange Transgrancanaria, med Jesper Halvorsen. 2 nætter med regn og temperaturer ned til frysepunktet, gjorde det til en ren overlevelsestur, hvor vi bandede det hele langt væk og sagde aldrig aldrig mere.

Men fuldkommen som Kim Rasmussen (ultraløber med alle de hårdeste løb på CV’et og Hammertrail-bagmand) havde forudset gik der ikke længe før jeg begyndte at tænke – mmmm… måske. For at rette op på den dårlige oplevelse, hvor jeg på ingen måde følte, at jeg havde udfoldet mit potentiale, tilmeldte jeg mig Sur-Norte. Ligesom hovedløbet går den fra syd til nord på Gran Canaria, men tager en mere direkte rute gennem bjergene midt på. 96 km. lang, 4100 højdemeter (op af) og en tidsgrænse på 24 timer. 

Træningen op til løbet bestod primært af lange ture på frosne mountainbikespor i skovene rundt om København, med 60 km. som længste træningstur. Jeg kunne mærke at formen var hvor den skulle være, da jeg sammen med Aleksandar Sørensen-Markovic satte mig i flyveren sydpå. Aleksandar kender jeg fra tri-verden hvor han tidligere var pro triatlet og nu coacher i Outofbobblegum Han var her for at løbe sit første trailløb, på samme distance som mig.

Spanairs konkurs for en måned siden havde givet lidt panik med at få nye billetter og gjorde at jeg allerede onsdag eftermiddag ankom til Las Palmas. Det blev et par ulidelige dage op til ræset. Vejret var pragtfuldt men jeg boblede af utålmodighed over at komme igang. Tiden gik med registrering, afslapning, pastaparty med paella :-), race-briefing, indlevering af dropbags og spise tapas med Aleksandar og hans spanske ven Pedro.

Løbet starter ved midnat mellem fredag og lørdag og jeg vågnede selvfølgelig allerede kl. 7 fredag morgen på min fødselsdag, selvom jeg havde mobilen på lydløs, for at kunne sove lidt ekstra. Hvilket gjorde at jeg missede familens fødselsdagssang 😦 Om eftermiddagen forsøgte jeg at sove en morfar men det lykkedes ikke at falde ordentligt i søvn. Pedro og og hans kæreste kørte os til starten ved Playa Ingles. En rigtig turist-fælde hvor karnevaldet var i fuld gang. Vejret var rigtig gustent med kulde, blæst og høj luftfugtighed.

Inden starten nåede vi lige at hilse på Kim Rasmussen og Michael Nielsen, der skulle løbe den lange, og udveksle “good luck” og highfives med Sebastian Ghaigneau, der var 3’er ved UTMB sidste år. GPS uret havde jeg ladet ligge hjemme da jeg ikke var sikker på at batteriet kunne holde de 15 timer som jeg drømte om at gennemføre på og da vi startede kl. 00.00.00 behøvede man heller ikke at starte stopuret. 

Der blev lukket godt op fra start og Aleksandar og jeg løb lige bag den første  gruppe gennem sandet på stranden. Heldigvis var sandet ret kompakt langs vandet og jeg undgik at få våde tæer nå bølgerne rullede ind. Efter et par kilometer svingede vi ind i landet. Omkring 7 km. følte jeg mig usædvanlig fugtig på ryggen. Det viste sig at være toppen på væskeblæren der var hoppet af. Heldigvis havde jeg pakket alt i ziplock poser (tak Jesper) men nu var der kun en halv liter tilbage i tanken til de næste 2,5 times løb = KRISE… Det var hård en at sluge, da jeg vidste det ville have en stor negativ effekt på mit løb. Jeg fik hurtigt lukket hullet op til Aleksandar og vi fulgtes op i bjergene. Min mave gjorde ondt og de ondeste smerter kom og gik hele tiden. Lige inden toppen af første stigning løb Aleksandar fra. Jeg var nu også ok løbende og nød synet af den kilometer lange “orm” af pandelygter bag mig. Hentede en del placeringer ned mod depotet var 30 km. Ja depot og depot. Det var en militær-tankvogn med vand – that’s it. Og hvem stod her med røven i vejret og kæmpede med at få blandet sportdrik i rygsækken 🙂 Jeg fik hurtigt tanket og susede videre med et “vi ses derude” over skulderden. Bældede i mig mens jeg løb videre.

Her startede løbet for alvor, med klipper og meget teknist singletrack op ad. Kort før toppen af næste stigning kom Aleksandar kækt susende forbi og vi ønskede hinnanden et godt løb. Fra passet på toppen og ned mod første rigtige depot ved 42 km var min mave ved at eksplodere. Men jeg fandt ikke noget sted at træde af før jeg var nede i byen. Der var heldigvis et off. toilet hvor jeg fik leveret en ordentlig omgang “rånskida” som vi siger på Bornholm.

I depotet tankede jeg op med vand og kom elektrolyttabletter i, snuppede et stykke chokolade og fik en kop pepsi med mig. Af miljøhensyn severes der ligesom til hammertrail kun drikke i egen kop. Jeg var godt tilfreds med upgraderingen til en større foldekop, mens jeg gik op opad men min “cola” i hånden. Tiden var noget bedre end sidste år og det så godt ud med hensyn til målet på de 15 timer. Stavene kom atter i arbejde på den lange stigning op mod toppen af øens højeste punkt i 1900 meters højde. Halvejs oppe delte ruterne sig og dem på den lange kunne løbe nedad. Vi fortsatte op gennem mørket i pandelygtes skær. Nyheden om at der lå kun ca. 12 foran motiverende til at presse tempoet. Alligevel kom 5 mand forbi inden jeg nåede toppen ved solopgang. Fårk en lang, hård og vedvarende stigning. Så lige op og vende på en asfaltvej ved radarstationen på toppen og så stejlt nedad. Av mine lår. Det var de ikke glade for. Mine CEP quad tubes gav dog god kompression på lårene og med korte skridt gik det. Væskedepotet ved 54 nærmede sig og jeg forberedte mig mentalt på hvad jeg skulle bruge i min dropbag. Skulle jeg skifte strømper? Evt. Sko? Tør trøje? Nej fuck det, jeg skal bare videre. Med top 20 inden for rækkevide skulle der satses hele butikken.

Skiftede hurtigt rygsæk (til en hvor alt obligatorisk grej var skåret helt ind til benet) og var på farten igen. Denne gang med en rigtig coca cola fra dropbagen med i hånden. Overhalede de 5 gutter fra sidste stigning. Men blev allerede i tvivl om det nu var det rigtige at gøre på vej over næste bakke. Selvom solen skinnede, var der en kold vind. Min ekstra trøje var efterladt sammen med regnjakken og nu løb jeg videre i en våd undertrøje med en engangsregnfrakke til 14,95 fra Mates i rygsækken. Havde dog fået et godt hul til forfølgerne kunne jeg se.

Med 30 km igen begyndte det at gå stejlt nedad og mine lår brændte jo stejlere det blev. Og det blev rigtigt stejlt. 3 mand kom flyvende udenom. Nede landbyen Teror var der til gengæld god stemning og mange var ude og heppe. I depotet her røg der pepsi i væskeblæren inden jeg satte i hidsig powerwalking op over dagens sidste bjerg. Udsigten derfra var ikke til at klage over og man så nu tydeligt målet i Las Palmas 18 km væk. “Kun 3 X søerne” tænkte jeg. Nedløbet, der i sidste års regn- og mudderhelvede tog en evighed, gik hurtigt og jeg blev mere og mere optimistisk for sluttiden. Mine lår var helt bustede da jeg nåede bunden af kløften og terrænet skiftede til de frygtede rullesten.  Selv uden regn var de svære at løbe henover.

Ved sidste depot var hjælperne helt fremme i skoene og klar til at gøre det hele for mig. “You wan’t – cola… water….”. Hældte en smule var i sækken og snuppede en appelsin i både på vejen ud. Ned af bakke på asfalt – det gjorde nas. I bunden af sidste bakke kom første mand på den lange, den sympatiske Sebastian Chaigneau, listende forbi i roligt tempo. Jeg snuppede et billede og kommenterede at han var hurtig. Han smilede og mente tydeligt at det ikke var tilfældet (han satte ny løbsrekord med over 1 time og vandt med over 30 min.) Bag ham kom en fyr på mtb cyklende og vi begyndte at sludre lidt. Så pegede han pludselig op af bakken og sagde “You can get this guy” med hentydning til nærmeste konkurrent 300 meter længere oppe. “Helt sikkert” tænkte jeg og havde nok at gøre med at gå op af uden at gå helt i stå. 

Så blev det rigtig stejlt og ham foran brugte ikke stave. Pludselig var jeg oppe 50 meter bag ham. Med 5 km. igen spænede jeg forbi ham og slog et godt hul. De sidste 4 kilometer en ren nedløb på asfalt. Jeg bider det i mig og lader benene løbe mere presset inden nogensinde tidligere. 3 hurtige raketter på den 22 km lange “Starter” distance kommer piskende udenom i short og singlet. Alene ind på opløbet og suger stemningen til mig. Masser af tilskuere hepper fra sidelinien. Har egentlig for længst opgivet at komme under 13 timer jeg på et optimistisk øjeblik regnede mig frem til. Men så kommer jeg rundt om sidste sving og ser der står 12.59.54 på uret og spurter som en sindsyg de sidste meter. “Hell Yeah…” 2 timer bedre end mit drømmemål på de 15 timer. At tiden så bliver 13.00.01 giver ikke skår i glæden. Race-directoren kommer hen og giver highfive og jeg får mig noget vand med is. Pludselig er jeg ved at dø af varme i solen og river handsker og windstopper t-shirt Aleksandar kommer forbi og snakker. Han endte 6’er i sit første trailløb trods en defekt pandelygte og lidt orientering-problemer. Hans gps siger 100,4 km. 

Kim Rasmussen der har haft problemer med knæet og forudsagde at det ville blive ren stavgang, understregede at han er en af de hårdeste nitter, ved at fuldføre den lange på 123 k i 20:41 som nr. 66. Respekt der…

Jeg er bare super lykkelig over at jeg fik den gode oplevelse jeg kom efter og levede op til mine egne forventninger. Føler virkelig at jeg fik presset det hele ud fik det bedste ud af dagen.

En kæmpe tak til Knut Korczak fra Outdoor Extreme Sport for at hjælpe mig med at få det bedste udstyr (Inov-8, Nathan, Teko, Aclima, OR og Nipguards) og presse mig i træningen. Også tak til Marathonsport,  CEP Sport Danmark og de mange der har holdt mig med selskab ude i skoven…

Vi ses derude…

Billedgalleri på http://www.facebook.com/media/set/?set=a.349497271761685.90733.278103625567717&type=3