ROADBOOK – Ultraløbet Molsruten 2015

10702221_373505799463285_3448674591404622203_nPraktisk info til Ultraløbet Molsruten

Program for løbsdagen 15. august 2015

08:00: Indskrivning / Udlevering af startnumre åbner ved starten på Åkrogen – Åkrogs Strandvej 1, 8240 Risskov

08:00: Bussen til starten afgår fra målområdet i Ebeltoft (parkeringspladsen ved Fregatten Jylland) – S. A. Jensens Vej 4, 8400 Ebeltoft

09.50: Race briefing

10:00: Starten går fra Åkrogen.

13.00: Tidsgrænse i depot 1 ved Følle Strand

16.00: Tidsgrænse i depot 2 i  ved Ørnbjerg Mølle

18.00: Happy hour starter. Alle løbere som fuldfører i den sidste timer bliver belønnet med en øl.

19:00: Tidsgrænsen i målet ved Fregatten Jylland i Ebeltoft.

Til og fra løbet: Læs mere på http://www.ultracup.dk/#!molsruten-til-og-fra-lbet/cet7

Inden start

For at undgå stress på løbsdagen opfordrer vi alle til at komme til bussen ved målet i Ebeltoft (S. A. Jensens Vej 4, 8400 Ebeltoft) eller starten på Åkrogen i god tid. Husk at medbringe billed ID. Du skal hente startnummer personligt.

Starten

Starten foregår ved Åkrogs Strandvej 1, 8240 Risskov. Der er et offentligt toilet ved start, BRUG DET. Der er begrænset antal parkeringspladser så vi opfordrer til samkørsel og til at man benytter parkeringen ved Egå Marina. Standsning og parkering ved stoppestedet for enden af Åkrogen er FORBUDT. De bedes du overholde så vi kan få lov at komme igen.

Bagage

Du kan ved starten indlevere en lille taske med dine sager som vi transporterer til målet. Her kan du ligge skiftetøj og noget lækkert til at fejre bedriften med bagefter. Vi tager KUN imod tasker som er TYDELIGT markeret med navn og evt. Startnummer. Plastikposer uden lukning modtages ikke. Vi tager ikke ansvar for værdier i din taske.

Obligatorisk udstyr

Vindjakke. Det skal være en åndbar jakke. Vest eller engangsregnfrakker er ikke ok.

Mobiltelefon. Opladet og tændt. Telefonnummer til løbsledelsen står bag på startnummeret.

Kop på min. 150 ml. som skal være genanvendelig. Vi ved godt at der står 125 ml på hjemmesiden men her vælger vi at følge den internationale standard. I år disker vi ikke nogen for at have en kop på 125 ml. men fremover skal den være 150 ml.

Udstyret vil blive checket på dagen… Medbringer du ikke det obligatoriske udstyr kommer dit navn ikke på resultatlisten.

Find vej

Molsruten er markeret med blå og hvide skilte. Der ud over supplerer vi med mel-pile på vejen og minestremmel. De steder hvor vi afviger fra Molsruten for at give en bedre løbeoplevelse gør vi selvfølgelig lidt ekstra ud af markeringen.

Færdselsloven:

Det er vigtigt at alle løbere følger færdsesloven, særligt de steder hvor vi krydser en større vej. Det er DIT ansvar at følge loven og undgå at blive kørt ned.

Sikkerhed

Vi tager sikkerheden rigtig alvorligt og det er vigtigt at vi hjælper hinanden her. Du har pligt til at hjælpe medløbere (og andre) i problemer. Er det alvorligt skal ringe 112. Ved mindre skader og uheld skal du ringe til det kontaktnummer som står bag på dit startnummer.  Vores “fejeblad/sweeper/scoupa” Anders bevæger sig langsomt med 6 km. i timen bagerst. Bliver man overhalet af ham er man desværre ude af løbet.

Hvis du udgår

Skulle du af den ene eller anden grund udgå af løbet SKAL du ringe til kontaktnummeret der står på dit startnummer og fortælle at du udgår. Gør du ikke det, bliver det store store eftersøgningsarbejdet skudt igang på din bekostning. Det er dit eget ansvar selv at sørge for videre transport.

God stil

Husk at følge færdselsloven (også når du bliver træt) og opføre dig ordenligt så vi får lov at komme igen i fremtiden… Så vær diskret når du træder af på naturens vegne eller endnu bedre, brug de mange offentlige toiletter langs ruten. Tag dit affald med dig og saml op efter dem som har “tabt” noget. Tag hensyn til andre på din vej – vi har ikke ruten helt for os selv. Smil og vink – smil og vink 🙂

I depoterne

Der er høflig selvbetjening i depoterne. Husk at der også skal være til de løbere som kommer efter dig. Der udleveres kun væske i egen kop (eller i dine dunke, væskeblære mv.) så husk en foldekop eller lign. på minimum 150 ml. Vi serverer vand, GU sportsdrik, frugt, chips og Cola og hvad vi ellers finder på. Du skal selv medbringe energi (gels, barer osv) til hele løbet… Der kan ikke indleveres personlig forplejning eller dropbags til depoterne undervejs. Det er “kun” 60 km. så du klarer den 😉

Tilskuer-information:

Depotet ved Føllestrand ligger Strandvejen 23, 8410 Rønde. Brug parkeringspladsen bag ved – Hybenvej 2, 8410 Rønde – så trafikken ikke generes.

Depotet ved Ørnbjerg Mølle ligger Stubbevej 2C, 8410 Rønde. DET ER IKKE TILLADT AT KØRE TIL DEPOTET (løbere hvis familie og venner gør det vil blive diskvalificeret). Brug i stedet parkeringen ude på Røndevej – 56.256916, 10.633522

Et godt sted for tilskuere at heppe er ved Kalø slotsruin på Molsvej 31, 8410 Rønde. Her findes en stor parkeringsplads og grillbar, samt muligheden for at nyde det smukke landskab omkring Kalø slotsruin.

Private depoter

Det er ikke tilladt at modtage hjælp (uden for depoterne – hvor du må alt den hjælp du vil fra familie og venner) som ikke er tilgængelig for alle. Det vil sige at du ikke modtage eller aflevere tøj, mad, drikke osv fra venner og familie undervejs. Men moralsk støtte og indkøb i kiosker undervejs er selvfølgelig tilladt. Indkøb i kiosker undervejs er ens for alle og helt i orden.

Frivillige

Vi har verdens bedste crew af frivillige som bruger weekenden på at du kan få et godt løb. Husk at være søde ved dem. Uden dem intet løb…

I mål (S. A. Jensens Vej 4, 8400 Ebeltoft)

Når vi har registreret din tid i mål og checket dit obligatoriske udstyr har vi lidt væske klar og din indleverede taske inden for rækkevidde. Husk at ligge lidt mad eller lækkerier i tasken til at forsøde tilværelsen med efter løbet, der kan være laaaaaangt at gå til nærmeste kiosk på stive ben 😉 Kommer du mål inden for den sidste time (happy hour) giver vi desuden en øl.

Præmier

Lodtrækningspræmier fra Inov-8, Nathan, CEP og GribGrab fordeles løbende.

Vi har ikke medaljer eller andet blingbling til vpres løb. Men gennemfører du alle vores 3 løb i år får du en unik special-designet trucker-cap.

Skulle du være så hurtig at du kommer på podiet giver vi en fri start i et af vores løb næste år.

Efter løbet

Vi vil hurtigst muligt få billeder online. Resultaterne bliver opdateret live. Vores fotograf formidler stemningen fra dagen og de billeder kan frit benyttes til PRIVATE formål bagefter.

Det hele sker på https://www.facebook.com/ultracup.dk

Lodtrækningspræmier fra Inov-8, Nathan, CEP og GribGrab fordeles løbende.

Har du spørgsmål inden løbet skal du bare fyre løs på godtsvar@ultracup.dk

Har du noget på dagen griber du bare fat i en official og spørger løs…

DET VIGTIGSKE: “Det er stadig bare noget vi leger”

Ultraløbet Gendarmstien 2014

10417776_739971719393717_7338954931181460347_nFoto: Camilla Hylleberg

Første udgave af Ultraløbet Gendarmstien blev en stor succes. 265 startnumre, 213 nåede frem til starten og 197 af dem gennemførte. Ud over at være landets næstestørste ultraløb (efter vores eget Ultraløbet Fyr til Fyr) er vi også ret stolte af den høje gennemførselsprocent. Vi tror at stemningen, kammeratskabet og ikke mindst vores erfarne depotcrew spiller en stor rolle her. Den energi man får ved at se folk komme i mål ved deres første ultraløb med glæde, stolthed og lettelse malet i ansigtet er ubeskrivelig. Et fantastisk bytte for de mange dage og timer Thure og jeg har brugt på ruten og hjemme foran computeren for at få det her i luften… Tusind tak til alle som var med til at gøre dagen til en KÆMPE fest. Og 13. juni 2015 gør vi det igen…  Ja du kan faktisk tilmelde dig her 🙂

IMG_0672_2

Til sidst en stor tak til vores sponsore som var med at at gøre dagen endnu federe: GU, Ultimate Direction, CEP, Ryders Eyewear og Garmin.

 IMG_0697Foto: Camilla Hylleberg

Hvad syntes deltagerne?

Søren Rasmussen (først i mål) En fed tur, som gi’r en lyst til at prøve igen. Og stor respekt og anerkendelse til arrangørerne (Thure, Moses m.fl.), som havde stablet et rigtig fint arrangement på benene! 

Annemette Skov Tusinde tak for et fedt løb:-) Fantastisk natur, fedt varierende terræn. Super depoter-de sødeste hjælpere… Så bliver det da ikke bedre:-)

Anders Pedersen Tak for et dejligt løb. Og hårdt løb  tak til hjælperne, fantastisk arbejde

Morten Vagner Tak for et fedt løb. Godt arrangeret med god afmærkning. Næsten overalt. Super flot rute.

Nils Klostergaard Hansen Flot arrangement med meget dygtige depoter

Lars Bæk Flot rute, gode depoter og godt arrangeret

Mogens Dam Mange tak for et godt løb, top service på depoter. Klap på skulderen til jer alle, i fortjener det.

Mikael Lassen Fuld tilfredshed herfra……og mere til. Trætte ben !

Michael Seiger Kristiansen Fantastisk rute..

Jürgen Clausen Mange Tak for de smugge loebet. Der Lauf ist super schön. See you next year at this wonderful run!

Tulle Sølyst Jeberg – Tak for endnu et godt løb  Tak til alle hjælpere der har været med til at gøre det til en god oplevelse. Vi glæder os allerede til Ultraløbet Molsruten 

Susanne Olling Nielsen (sidst i mål) Det var et fantastisk smukt og hårdt løb

IMG_0652

Løbsberetninger:

Torben Wind – http://torbenwind.wordpress.com/2014/06/19/ultralobet-gendarmstien/

Daniel Lübker – http://lubker.dk/ultraloebet-gendarmstien/

Søren Rasmussen (vinderens) løbsberetning

Se Torben Wind´s flotte Garmin VIRB video fra løbet her: http://youtu.be/m809kuTzBSc

IMG_0670

Se flere lækre billeder og læs alt om løbet på Ultraløbet Gendarmstiens Facebook side

LIVE UPDATE fra Ultraløbet Gendarmstien

IMG_0371

Lørdag den 14. juni kl. 11 går starten for første udgave af Ultraløbet Gendarmstien mellem Kruså og Sønderborg. Det er en 58 km. punk-til-punkt rute langs den gamle grænsesti hvor gendarmer patruljerede til fods frem til 1957 og løbet er en del af den danske ultracup.dk. 250 glade løbere står klar til at tilbagelægge den historiske rute langs nordsiden af Flensborg fjord.

IMG_0341

Undervejs passerer man bl.a. Kollund skov, grænsestenen, Sønderhav, Okseøerne, Rønshoved, Egernsund, Catrinesmindes Tegnværk, Kragesand, Venningbund og Dybbøl Mølle inden opløbet i centrum af Sønderborg.

Tidsgrænsen er 9 timer og der er depot for ca. hver 20. kilometer (i Egernsund og Kragesand)

IMG_0377

Du kan følge med undervejs på dagen via:

Facebook – https://www.facebook.com/trailloeberen

Twitter-  https://twitter.com/TrailMoses @trailmoses #gendarmen #ugs2014 #ultracup

Instagram –  http://instagram.com/trailmoses

IMG_0402

Når sidste mand er i mål (eller tidsgrænsen på de 9 timer udløber) åbner vi tilmeldingen til næste års løb. Her gælder det om at være hurtig ved tasterne da årets løb har været helt udsolgt…

MOJN 🙂

Nedtrapning til ræs-dag…

IMG_0071

De sidste 3 uger af afgørende for hvor god din oplevelse bliver på løbsdagen. Du kan nu ikke længere nå den store træning, men du kan så sandelig nå at ødelægge alt det arbejde du har lagt i din træning, frem til nu.

Hvordan laver man så en effektiv nedtrapning, eller tapering som det hedder på engelsk? Først og fremmest ved at erkende at du er hvor du er formmæssigt og glemme alt om hvad du kunne have gjordt. Nu gælder det om at udnytte de kort du har på hånden og ikke græde over spildt mælk.

Den sidste lange tur skulle gerne ligge her ca. 3 uger ude. Det er den sidste store generalprøve med træning i omegnen af 3 timer eller mere. Her prøver du alt af, som var det løbsdag; beklædning, tempo samt væske- og energiindtagelse. Det siger sig selv at du bliver nød til at prøve dine energi-strategi i praksis. Alligevel er det utroligt hvor mange som får chocket på løbsdagen fordi de ikke har gjordt hjemmearbejdet i træning. Læs evt. min artikel “Energize me” om energi til lange løb

Med den sidste lange tur i benene gælder det om at reducere træningsmængden gradvis over de næste par uger. Færre kilometer men gerne med mere tempo og intensitet. Det er ganske normalt at kroppen begynder at føles træt og slatten når man skærer ned i den ugentlige mængde. Her er det vigtigt du bevarer troen på at du har lavet den rette træning og ikke bliver fristet af sidste øjebliks paniktræning.

I den sidste uge bør du holde dig til få korte lystbetonede løbepas med fokus på teknik og god løbestil. Er du i tvivl om hvor meget eller hvor lidt, så er det bedre slet ikke at lave noget den sidste uge end at lave for meget.

Hvad så hvis jeg bliver syg? Jeg har selv prøvet at blive syg tæt på store løb. Her gælder det igen om at bevare roen og ikke male fanden på væggen. I 2012 lå jeg i sengen med feber i ugen op til Salomon Hammertrail 100 miles. En god coach overbeviste mig at det ikke behøvede at gøre en forskel og jeg skulle fokusere på alt arbejdet jeg havde lavet inden. Jeg bevarede troede på det og havde et kanon ræs hvor jeg overraskede alle (inklusiv mig selv) med en andenplads i en super tid.

Det kan selvfølgelig også ende med at gå “stolpe-ud” men så gælder det om at finde et andet løb og brænde den gode form af ved 🙂 Der kommer altid et løb til…

IMG_0036

Kost og ernæring. I ugen op til løbet gælder det om at have lidt ekstra fokus på at spise godt og varieret og drikke rigeligt med væske (mest vand). Ikke nødvendigvis den klassiske massive carboload med enorme mængder pasta men bare sundt og alsidigt. Undgå at overspise og indtag gerne mange små måltider. Specielt til ultraløb hvor det mere er fedtforbrænding end kroppens glykogen-depoter som skal bære en igennem. Den sidste 1-2 dage sørger jeg for at få tilstrækkeligt med salte og elektrolytter. Det findes efterhånden en del gode elektrolyte-brus-tabletter som giver den rigtige sammensætning. I øvrigt det samme jeg bruger i træning når jeg gerne vil have væske, salte og mineraler uden at tilføre kroppen energi. Læs evt. min artikel “Energize me” om energi til lange løb

Søvn er også en vigtig del af optakten til løbet. Skal du tidligt op til starten skal du ikke stresse, hvis du ikke kan sove godt. Det er helt normalt og intet problem hvis du bare har fået sovet 8+ timer i ugen op til.

God nedtrapning 🙂 og husk at tro på det – så virker det…

Har du brug for hjælp til at nå dine store mål i 2014?

Så er der nu åbnet op for lidt flere atleter i min coaching-butik 🙂

33

Løb er så enkelt – bare snør skoene og sæt det ene ben foran det andet… Alligevel er der mange faldgruber, blindgyder og omveje jeg kan hjælpe dig med at undgå, så du kan koncentrere dig om det, der gør dig glad og have ro i sjælen med at du får trænet det rigtige (så dit store mål kan blive så god en oplevelse som muligt).

Min tilgang til træning er kvalitet frem for kvantitet, og jeg har selv vist hvad man kan opnå med relativ beskeden træningsmængde, hvis man griber tingene rigtigt an. Desuden skal det være sjovt at træne med fokus på det som lykkes og de faktorer man selv har indflydelse på.

Min coaching sigter primært på trail- og ultratrailløb. Uanset om du løber for at vinder, få bedre velvære, undgå skader, få sjovere oplevelser, imponere dine gamle klassekammerater eller noget helt ottende – kan jeg hjælpe dig…

Hos mig får du:

  • Indledende samtale hvor vi snakker om dine mål, motivation, resourcer, træningshistorik mv.
  • Overordnet træningsplan, der løbende skræddersyes efter dine behov, muligheder og tidsramme.
  • Opfølgning på den udrettede træning hver anden uge.
  • Sparring i valg af konkurrencer
  • Vejledning i valg af udstyr (undgå dyre fejlkøb)
  • Ubegrænset kontakt per telefon, chat og email
  • En lang fælles træningstur per måned
  • Adgang til mit store netværk inden for træning, behandling og grej (sidstenævnte med gode rabatter)
  • Startnumre til de løb jeg laver – Ultraløbet Fyr til Fyr, Ultraløbet Molsruten, Krøllebølle Trail Invitational m.fl.

Prisen er DKK 1.500,- per måned. For at vi skal have tid til at se resultater committer du dig til 3 måneders træning.

Lyder det som noget for dig så kontakt mig på moses@lovstad.dk eller 40411976.

Sko-arsenalet anno 2013

foto (38)På toppen af Serles i Stubaier Alpen

 

Som lovet i min artikel; Hvad skal man kigge efter i en Trailsko? vil jeg skrive lidt om hvilke sko jeg selv bruger og hvorfor.

Forskellige forhold kræver forskellige sko, men jeg prøver at have så få sko i arsenalet som muligt for enkelthedens skyld. Så jeg hører ikke til dem der praler med hvor mange sko de har stående derhjemme og samle støv. Jeg får da testet lidt forskellige modeller i løbet af året men sender hurtigt dem som ikke fungerer videre. Enten bliver de givet videre til gode løbevenner, bortaktioneret til fordel for min indsamling til fordel for Danske Hospitalsklovne eller givet til Røde kors.

Mine 3 foretrukne sko:

Det er 3 meget forskellige sko i med hensyn til sålhøjde og greb i ydersålen. Men fælles for dem er at overdelen er åben og ventileret og at de rummer en halv-bred for som min.

IMG_0739

IMG_0738

Salomon Fellraiser

Jeg startede min trailløbs-karriere i Salomons klassiske Speedcross, men syntes efterhånden at den var for smal i pasformen og for høj i hælen. Så det har bragt mig ud på en længere rejse mod fladere og mere rummelige sko. 4 år nede af vejen dukker Fellraiser op med præcis det jeg har søgt efter; lavere profil, bredere pasform og lavt drop (højdeforskel på hæl- og forfodshøjde) på 6 mm. Den er meget blød og fleksibel i forfoden som giver god fornemmelse af underlaget. Grebet i sålen er rigtig groft, med modsatrettet greb i hælen for at give bedre kontrol på stejle nedløb. Gummiet i ydersålen er blødere end i den lidt lavere Fellcross2 (som er mere minimal men også stivere og smallere) og giver en virkelig godt greb selv i tørre forhold og på våd klippe. Hvis jeg kun skulle have en trailsko ville det nok være Fellraiser´en men på hårdt underlag syntes jeg den er for høj i hælen (og foretrække Altra Superior). Udseendet kan godt virke lidt plastic-agtigt, men forstærkningerne i overdelen, lige over sålen gør den slidstærk og det er præcis der hvor andre sko fejler (som f.eks. Inov-8 Trailroc 245). Se Gripmastertrails review her (han arbejder for Salomon i Tyskland så det er ikke helt uvildigt). NB. Jeg arbejder også for Salomon, for dem som ikke ved det 🙂

Fordele: Super grib, rummelig pasform, relativ lav mellemsål, fleksibel sål, god pris = 850,- Vejl. Udsalgspris.

Ulemper: Inderålen generede mine brede fødder (så den har jeg taget ud efter Kenneth Kofods anbefaling – det virker perfekt).

Anvendelse: Mudret og eller teknisk terræn. Jeg har endnu ikke løbet rigtig langt i dem. Men de kommer med til sensommerens lange løb.

Gaiter: Salomon

IMG_0731 IMG_0732 IMG_0733

774339_4959116809865_1928362336_oHURT 100 på Hawaii.

Altra Superior

Altra laver Zero-drop sko i forskellige højder, fra helt minimalistisk til semi-hoka. Superior´en er absolut i den fladere ende. Stack-height – altså højden på sålen er 12 mm. og den kommer med en udtagelig “rock-plate”, en plastic-plade til at beskytte foden mod skarpe ting i underlaget. Grebet er i den glatte afdeling og den gør det bedst i i tørre forhold. Pasformen er super rummelig og fornemmelsen af underlaget er fantastisk trods skummet under foden. Over hele linien er det den bedste sko jeg nogensinde har haft og den gør det også godt på asfalt. Men på meget ujævnt terræn eller i mudder er det ikke skoen. Til HURT 100 på Hawaii løb jeg den første runde i dem men skiftede da de mange rødder var for hårdt for fødderne i de tynde såler. Se irunfar.com´s video-review her for mere info.

Fordele: Meget rummelig pasform, sublim proprioception (fornemmelse af underlaget) og den føles let på foden.

Ulemper: Selv med rock-plate i mærker man hver en set igennem sålen og så er overdelen ikke super slidstærk.

Anvendelse: Alt der ikke er for mudret eller stenet.

Gaiter: Jeg syntes Gore´s Windstopper gaiter sidder bedst på Superior´en

IMG_0734IMG_0736IMG_0737
IMG_3074Junut – 230 km. i Sydtyskland

HOKA ONE ONE BONDI-B

Bondi B er egentlig en landevejssko. Grunden til at jeg har valgt den frem for Hoka´s trailsko (Mafate og Stinson Evo) er en bredere pasform og et lavere drop (på kun 4,5 mm). Dave Mackey og andre Hoka sponserede atleter bruger samme sko ved trailløb. Sålen er piv-glat men står vildt godt fast på alt som er tørt. De svigtede mig ikke en eneste gang på mine 3 ugers træning i Alperne og gør det overraskende godt på klipper og i teknisk terræn. Jeg har tidligere skrevet Bloggen “Hvorfor-hoka-og-hvorfor-ikke” og det er vigtigt at pointere at jeg kun ser Hoka sko som noget man bruger i bjergene med mange lange nedløb. Jeg ville ALDRIG selv bruge dem herhjemme. Ironisk nok ser man flere løbere bruge dem når kroppen begynder at sige fra. Hvilket i mine øjne er som at pisse i bukserne. Jeg mærker tydeligt hvordan min løbestil bliver mere sjusket i dem men i bjergene er det en godt våben. Det er tydeligt at mine ben er friskere efter lange nedløb i dem. Tidligere har jeg lidt meget på nedløb hvor min lår (quads) er eksploderet fuldstændigt. Ved årets Transgrancanaria blev jeg således kun overhalet én gang ned af og sluttede med en godt slutspurt på sidste nedløb. Fornemmelse for underlaget er en af de ting jeg vægter højt og som jeg går lidt på kompromis her. De 40 mm. skum underfoden virker dog ret homogen og proprioceptionen er klar bedre end mange andre sko med pronationsstøtte, chasis, rockplate eller hvad man nu kan finde på at stoppe i mellemsålen på en trailsko til bjergene. Se irunfar.com review her

Fordele: Bedre støddæmpning på lange nedløb hvor man ikke kan undgå at lande på hælen.

Ulemper: Glat i sålen, EVA-skummet bliver hurtigt komprimeret og så er den ikke særligt holdbar, hverken i overdelen eller (særligt) i ydersålen. Det gør dem til et dyrt bekendskab når en sko til et par tusinde må limes efter hver løbetur for ikke at falde helt fra hinanden (som sagt er den lavet til asfalt men stadigvæk).

Anvendelse: I bjergene med mange lange nedløb, uden for meget mudder. Klart bedst i tørre forhold.

Gaiter: Dirty Girl

foto (90)Terrænnet til Südtirol Ultrarace

Andre sko jeg har været glade for:

IMG_2918 INOV-8 Trailroc 245 – som jeg hev direkte op af æsken og brugte til Ultra Trail du Mont Blanc og igen til The North Face Endurance Challenge Championships i San Francisco sidste år. Bredere end så mange andre Inov-8 modeller, men den blev ved at klemme min lilletå og give vabler. Men ellers en super god all-round sko trods overdelens katastrofal dårlige slidstyrke (helt sikkert noget de retter op på fremadrettet).

IMG_0798lNOV-8 Roclite 295 – var min første Inov-8 sko som jeg brugte 2 gange til Transgrancanaria og ved Täby Extreme Challenge. God hårdfør sko med god bred pasform. Droppet på 9 mm. blev jeg træt af og savede 4-5 mm. skum ud af hælen inden jeg limede dem sammen igen (se før og efter billedet nedenfor).

Billede3286

27755697_R9J2hjHoka One One Mafate – var min første Hoka som jeg brugte det meste af vejen til HURT 100 Endurance run på Hawaii, hvor underlaget var meget udfordrende med mange rødder og glatte sten. 4 mm. drop (6 mm. i den nye model) og moderat greb i ydersålen.

Sommer i Skagen

Skagen Klitplantage

Mit aller tidligste ferieminde er fra en sommerhus-tur med min Mormor og Morfar i Skagen. Jeg husker kun “Sandormen” (traktortrukket bus der kører ud til Grenen – mere om den senere) og hvordan harene ude på den anden side af de regnvåde ruder var mere spændende en den papmodel af storebæltfærgen vi var igang med at klistre sammen.

Denne sommer ankom jeg lige i slutningen af Hellerup- ugen i hvilket der mest virkede som et inferno af festglade nordmænd (= Nordens italienere 🙂 Allerede første dag i terrænet blev jeg dog særdeles positivt overrasket over området. Startede sydpå langs Kattegatkysten og lige i flæsket på de største klitter på vejen mod den tilsandede kirke. Løb bare på må og få ad de små sandede spor og drejede stille og roligt vestpå og havnede i klitterne på Vestkysten. Det endte med at blive en helt lille opdagelsesrejse med indlagt sightseeing, da jeg helt tilfældigt dumpede forbi seværdighedder som Kikkerbakken med et stort spir på toppen (22 m.o.h.), Gl. Skagen (det er her de rige og de smarte holder til), fyrtårne fra forskellige tidsaldre og tilbage til de nu endnu gladere nordmænd på gågaden.

Dagen efter var jeg lidt mere struktureret og efter et besøg på Turistbureauet var jeg nu indehaver af et kort over mtb sporet i Skagen Klitplantage. De lykkedes at finde rundt på det 15 km lange spor uden besvær trods få markeringer. Det er et rigtigt tonserspor, med ganske få højdemeter. Til gengæld rigeligt med sand, duft af nåletræer og en del vildt (af firbenet slags). Super fedt at prøve de forskellige spor rundt om i landet med forskellige kvaliteter og særpræg. Nattens tur på Buddy Holly satte efyerhånden sine spor og jeg er nu blevet ret sikker på at vodka-redbull og Jägermeister ikke funger som carboload. Men saltlakrids fra kiosken redede hjemturen fra at blive alt for ynkelig.

Hirtshals-Skagen via Grenen

Efter en tiltrængt hviledag, var det planen at få en ordentlig lang tur i benene. Hele sommeren havde jeg holdt mig til Posemandens formaninger om at løbe kort og hurtigt frem for langt og langsomt. Men trods alt logik syntes jeg alligevel lige der skulle en længere tur til. Egentlig har jeg altid HADET at løbe om sommeren og at løbe på sand. Dueodde etapen på 5,3 km til Etape Bornholm (der blev løbet i tirsdags) er noget af det værste jeg ved. Men hvor vikingerne brændte deres skibe på stranden nøjedes jeg med at købe en enkeltbillet til Hirtshal 50 km væk. Da bussens døre lukkede og den kørte væk virkede planen ikke helt genial. Nå men på med vanten og ud af stranden. Havet på den ene side og klitterne på den anden. Bare der ud ad… Benene var heldigvis gode og sandet hårdt. Det blev ret hurtigt monotomt. Kunne godt have brugt musik men måtte nøjes med mine tanker. Ørkenløb og løb i varme har aldrig virket appelerende og midt på den brede strand på årets varmeste dag virkede det direkte fjollet. Hvad det er lige så fjollet er at man da selvfølgelig kører i bil på stranden. Uh ha man skulle jo nødigt anstrenge sig med at bære strandtasken. Så folk kører simpelthen deres bil, campingvogn, autocamper what ever ned i parkerer i vandkanten. Ret ucharmerende… Lige før 30 k forsvandt Hirtshals endelig ud af syne. Ved 35 k blev det dejligt hårde sand afløst af løst sand og små rullesten. Ingen fest i halvflade sutter. Det var svært at fornemme hvor langt væk det næste hjørne var. Her var bilerne faktisk gode pejlemærker og så gik der lidt “gæt en bil i den”. Pludselig dukkede Gl. Skagen op ud af det blå og gav et lille boost til moralen. Kort efter rundede jeg marathon distancen i 4:07 inkl. tissepauser og Iskiosk-stop. Endelig blev sandet fastere da jeg nærmede mig Grenen. Det blev lidt af et anti-klimaks at nå Jyllands spids. Omgivet af hundrede af mennesker og med Sandormene i travl pedulfart med dovne turister. Min søn på 5 havde sikkert været helt pjattet med en tur, men nu var det bare grotesk at se folk stå i lange rækker og vente på traktoren i stedet for at gå de 10 min. tilbage til bilen. Og vi er sådan efter amerikanerne og deres livsstil herhjemme – selvmål… Det sidste stykke tilbage ned til Skagen var tunge. Men no-way jeg skulle op på Danmarks vel nok længste lige cykelsti – på asfalt. Så hellere nyde de trætte ben lidt endnu. Som Jesper Halvorsen plejer at sige så må “alt hvad der giver smadrede ben gøre en stærkere” 🙂 Så fik jeg også lige set lidt skøn arkitektur anno 1940’erene i holdbart tysk design. Sikke en dag, som endte med at blive årets længste med 5:40, 54,5 km og hele 16 højdemeter (vildt:-)

Hvorfor jeg løber så langt når jeg kunne holde formen ved lige med 25 minutters løb, må vel være fordi, jeg ikke kan lade være 🙂 “Det er fordi Du er narkoman” som Allan Carlsen (soigneur for de danske cykelryttere ved OL) ville sige med et glimt i øjet…

UTMB udstyrsliste


UTMB udstyr:

På fra start:
Inov-8 f-lite 230 sko
Injini midweight tåsokker
Teko Ultralight strømper
CEP Compressionsleeves
CEP compression tights
Odlo Evolution light kortærmet undertrøje
Salomon “Team Suunto” t-shirt eller
Concurve (før det blev til Gore) windstopper t-shirt (hvis de blæser)
Inov-8 Wrag (buff)
Inov-8 Debris-gaiter
En helkrops coatning af Bodyglide 🙂

I rygsækken:
Obligatorisk udstyr:
Inov-8 Race Pro Extreme 4 eller Salomon S-Lab Skin Pro 12
Montane Minimus regnjakke
Inov-8 Raceshell regnbukser
Fusion Hot Knees. Knævarmere i stedet for 3/4 eller lange tights.
Salomon Merino zip langærmet trøje
Aclima Hue
OR vandtætte luffer
Sea-to-summit kop
Alutæppe
Bandage (kinesiotape)
Fløjte (sider fast på rygsækken)
Petzl Nao og E-lite (reserve) med ekstra batterier
Energi: Cliff Shotbloks og et par barer
Samsung mobil (71 gram)
Arc’ teryx Mouline Womens cap
ID kort og 20 euro
Energi: GU gels, Cliff shotbloks og High5 4:1 sportsdrik

Ud over det obligatoriske medbringer jeg:
Let Salomon vindjakke
Gore Windstopper handsker
Mountain King Trailblazer stave i 120 cm.
Nathan Katalyst Elektrolyt-tabletter
Sudocreme (mod gravsår)
Bodyglide med faktor 25+
Aclima Headover i merino (buff)

Alt i rygsækken pakket i ziplock-poser (tak Jesper)

I dropbag (efter 77 km.):
Reserve sko
Skiftetøj (fuldt sæt)
Odlo Evolution Cool langærmet trøje
Ekstra sokker (Teko)
Ekstra Salomon Merino Zip shirt (på min. vægt – 180 g.)
Bodyglide
Solcreme
Vabelkit og kinesiotape

Tak For hjælpen til Morten Kusk, Jesper Halvorsen, Ulrich Petersen, Outdoor Extreme Sport, Knut Korczak, CEP Sport Danmark, Thomas Dupont og Ditlev Sport med at få samlet det ondeste racekit.

Der er ikke mange gengangere i mit udstyr fra mit første seriøse bjergløb – Transgrancanaria 2011. Foto: Jesper Halvorsen.

Mine favorit jakker til (lange) løb

Montane Marathon jakke i brug ved Transgrancanaria 2011. Foto: Jesper Halvorsen

Ja det virker måske mærkeligt at skrive om jakker om sommeren. Men dels er sommeren jo ikke rigtig kommet og desuden er der mange af jer derude der skal have jakker med til diverse lange løb henover sommeren. Nedenstående et ment som inspiration til hvilke kvaliteter man skal gå efter i en jakke og hvorfor jeg har valgt som jeg har. Altså IKKE en decideret test. I test skal man jo kun sammenligne jakker inden for præcis det samme segment (pris, vægt og funktion), hvilket bladene (og andre der laver tests) tit glemmer når de sammenligner gulerødder og kartofler.

Egentlig løber jeg ikke særligt meget i jakke til træning. Heller ikke om vinteren, men foretrækker tit en tætsiddende trøje, evt. med Windstopper i (og ikke flagrer rundt). Men på de lange løb hvor man er våd i lang tid af gangen, intensiteten er lavere og temperaturen meget svingende kan man ikke undvære en god jakke. Særligt ikke når man færdes i bjergene hvor vejret skifter hurtigt.

Pakkevolumen

Vindtætte jakker (uden hætte):
I mens vi venter på næste generations super lette jakker når frem til forbrugerne, er her 2 gode bud på en let og åndbar jakke. Salomon har i flere år testet jakker i denne kategori til omkring 40-70 gram. I forår/sommer 2013 kommer der bla. en ny let jakke fra Salomon til under 70 gram, der ser ret lovende ud.

Montane Featherlight Marathon Jacket
Morgenmad efter 7 timers løb ved Transgrancanaria 2011. Foto: Jesper Halvorsen

Beskrivelse: Let skriggul jakke i Pertex. Super åndbarhed og bevægelsesfrihed. Vindtæt men ikke vandtæt. Bliver beskrevet af producenten som “Showerproof” og det skal man heller ikke tro på.  Men så snart det er tørt jakken fantastisk og ånder virkelig godt.

Detaljer: Elestikker i håndled og elastik med justering i livet. Gode ventilation-huller med vindflapper henover (så det ikke suser ind). Tynde refleks striber under armene. Dobbelt lag materiale i hals. Lille paksæk (lidt større end en tennisbold) medfølger. Fuld lynlås og kraftigt materiale på indersiden så det ikke sætter sig fast i lynlåsen. Forstærket materiale på albue og underarm.

Vægt: 143 gram i Large.

Producent/Forhandler-link Her

Elastik ved håndledet

Helt almindelig lukning i halsen

Salomon Fast Wing Jacket
Umiddelbart før starten af Hammertrail 100 miles 2012

Beskrivelse: Super let og åndbar jakke. Minder meget om Featherlight Marathon fra Montane men virker mindre vindtæt og mere åndbar. I fugtigt vejr klasker den hurtigt ind til kroppen. Jeg løb Hammertrail 100 miles med den jakke indtil sidste runde hvor jeg hev en regnjakke uden på og det fungerede super fint. Selv med 20 sekundmeter og skumsprøjt fra havet lørdag morgen halvejs i løbet. Noget rummelig i pasformen, men kan til gengæld tages ud over rygækken, hvilket er fedt når vejret skifter. Så kan man tage jakken af og på uden at stoppe op og tage rygsækken af.

Detaljer: Fuld lynlås. Elastik i liv og ærmer. Lille lomme på (højt) venstre bryst. Stropper til tommefingre ved ærmer (så ærmerne ikke blæser op). Åbning så man kan se uret gennem ærmet. Net under armene til ventilation (bliver lavet om til ventilation-huller med vindflapper henover i den kommende model (2013) for at undgå svedlugten som hænger i nettet. Lille “knap-strop” øverst ved lynlås (så man kan lyne ned uden samtidig med at den bliver siddende uden at flagre rundt). Små smalle reflekser bag på ærmer og på fronten.

Vægt: 120 gram. i L.

Producent/Forhandler-link Her

Elastik ved håndled med mulighed for at sikre den omkring tommelfingeren

Asymetrisk lukning i halsen

Vandtætte Jakker (med hætter):

Jeg har valgt vindjakker uden hætte ud fra devisen om at har man brug for en hætte er vejret så slemt at man alligevel skal bruge en regnjakke. På de lange løb har jeg på egen krop erfaret hvorfor man skal have en rigtig god regnjakke med. Vi blev sidste år overrasket af regn om natten til Transgrancanaria og der lærte jeg på den hårde måde at i bjergene skal man have regnjakke med uanset hvad. 1 grad og regnvejr i en vindtæt jakke er bare ikke fedt. Jeg har aldrig været så kold i mit liv og mange løbere måtte have deres alu-tæpper omkring sig. I år havde de ændret reglerne så man skulle have regnjakke med.

Outdoor Research Helium Jacket
Alene i front til Täby Extreme Challenge 100 miles

Beskrivelse: Lækker regnjakke med tapede syninger i Pertex Shield. Åndbar er en svær ting at gøre op da mange faktore spiller ind m.h.t. materiale, størrelse og pasform mv. Men jeg syntes at Helium jakken ånder rigtig godt (på linie med de 2 andre vandtætte jakker). Ved Täby Extreme Challenge i april, vågnede jeg op til 15 cm nysne og sludregn. Så der endte jeg med at løbe i jakken de første 6 timer. Det havde ikke virket hvis den havde åndet som en plastikpose (=billige regnjakker).

Detaljer: Justerbar hætte med afstivet skygge, vandtæt lynlås med beskytter ved hagen, velcrolomme indvendigt som jakken foldes sammen i, udvendig lomme på venstre bryst med vandtæt lynlås, tapede syninger, elastik i håndled, justerbar elastik i livet,

Vægt: 193 gram i L (i den nye Helium II der er kommet på markedet  vejer 180 gram i L og 162 i M.)

Producent/Forhandler-link: Her (ny model)

Inov-8 Raceshell 220

Beskrivelse: Gennemført enkel jakke. Inov-8 tager et kvante-spring frem med denne jakke, i forhold til deres tidligere skal-tøj. Jakken har ligesom de matchene regnbukser en tæt atletisk pasform som gør at den sidder tættere end både Minimus og Helium jakkerne. Det gør jakken teoretisk mere åndbar end de andre som er mere rummelige. Mig passer den perfekt, men den har selvfølgelig sværere ved at passe bredt. Men fedt at se Inov-8 gå all-in på atletisk snit. Noget Patagonia f.eks. gør konsekvent. Personlig syntes jeg at anorakker er lækre og man sparer vægten af en halv lynlås. Så lettere men også mere bøvlet at få af og på.

Detaljer: Halv lynlås (anorak). Vandtæt lomme på venstre bryst. justerbar hætte. Tapede syninger. Tynd polstring på indersiden af kraven (god detalje). Bløde håndledsmanchetter med hul til tommelfingeren.

Vægt: 237 gram i str. L.

Producent/Forhandler-link: Jakken kommer først i handlen til efteråret og er ikke kommet på Inov-8 hjemmeside endnu. Men når det sker er det HER 🙂

Dette billede viser åndbarheden i jakken, hvor fugten efter en lang løbetur, kun sidder på de tapede syninger og ikke på materialet

Montane Minimus Jacket

Beskrivelse: En rigtig fed jakke til bjergene i Pertex Shield +. Har detaljer man finder på tungere og dyrere skal-jakke til outdoor-brug. Justerbar hætte med formbar plasttråd til at holde skyggen på plads. Velcro-strop til at holde hætten når den ikke er i brug. Reflekser ved albuer. Formentlig den jeg vil have med mig til UTMB, da det er den mest velegnede til rigtig dårligt vejr.

Detaljer: Fuld lynlås. Velcro-justering på ærmer. Justerbar elastik i livet. Polstret hagebeskytter i kraven. Lomme på venstre bryst. Reflekser på albuer og hætte.

Vægt: 212 gram i str. L.

Producent/Forhandler-link: Kan købes her hos Racegear.dk

Skriv endelig hvis Du har spørgsmål til jakker eller udstyr generelt…

Vejen til Chamonix #4

Den første rolige løbetur efter Hammertrail resulterede i at jeg næsten ikke kunne gå i flere dage. Et par dages hvile og en tur til Allan Carlsen hos Kyneb & Co. gjorde dog underværker og da jeg var på Bornholm til familiefødselsdag var det tid til at teste benene igen.

Ud af 120 km. kyststi på Bornholm er strækningen mellem Helligdomsklipperne og Gudhjem blandt det bedste øen kan tilbyde. Jeg er nok også lidt farvet efter af være vokset op i Gudhjem 🙂 Turen langs med Salene-bugten, for toppen af klipperne, forbi Røverborgen og Hestestenene og ned gennem skoven til ishuset fra “Far til fire på Bornholm” har en særlig plads i mit hjerte. Vind i håret, sol på kinderne, duften af ramsløg og lyden af bølgeskvulp og mågeskrig… Sanserne på overarbejde og diamanter i benene gav en af de bedste oplevelser i år, hvilket faktisk ikke siger så lidt. Benene var pludselig helt friske og mentalt følte jeg mig genopladet.

Efter en tur langs skoven forbi Oluf Høst´s husmandssted Bognemark og gennem Holkadalen endte jeg på Bokul; Den store klippe over Gudhjem med udsigt 180 grader fra Hammerknuden over Christiansø til Svaneke. Hvad der som barn virkede som et kæmpe bjerg agerede nu træningsredskab og jeg fik løbet et par gange op over klipperne med godt med højdemeter. Se flere billeder her Sikke en skøn weekend på Bornholm hvor jeg også var en tur på Hammeren med “Minitrailløberen”. Se videoen her

Sol over Gudhjem – Udsigt fra Bokul

Nu var jeg for alvor klar til at starte træningen med UTMB der går ned om præcis 3 måneder. Igår rundede jeg 31,5 km. på en træningstur på Amager i godt selskab. Se billederne her Så nu skal der bygges op stille og roligt…

Træningstur på Amager