Page 2 of 26

Hvad er Bikepacking?

bikepacking-tips-hammockFoto: bikepacking.com

Hvad er bikepacking og hvorfor ikke bare kalde det for en cykeltur? Fuldstændigt som med Letvægtsvandring er der den traditionelle turcyklist med tasker på siden af cykelen både for og bag, der er så tunge at asfalteret vej er eneste chance for succes. Og så er der den lettere variant som jeg i mangel af et godt dansk ord kalder for bikepacking. Her kombinerer man terræncykling og en letvægtsoppakning med tur-elementet. Det kan gøres på crosscykel, mountainbike eller fatbike. Dermed får man den sjove og fede fornemmelse med at køre på grusveje, stier og singletrack, som man aldrig finder på landevejen monotome asfalt. Samtidig med at man har alt til overnatning og madlavning med sig som et sneglehus. Taskerne på cyklen er lettere og typisk tilpasset den enkelte cykel for at give optimal udnyttelse af pladsen. Jo smallere dæk jo hurtigere går det og jo bredere, jo mere forskelligt terræn kan man udnytte. Med en fatbike kan man både køre sand, mudder og sne hvor smallere dæk må give fortabt. I et land med 7000 km. kyststrækning er specielt evnerne på sand rigtig fede og en tur langs den jyske Vestkyst er en fantastisk flot oplevelse i udfordrende omgivelser både sommer og vinter.

CFt0xyTW0AAyPO- Sommertur på Sjællands Nordkyst.

Det lyder måske mere kompliceret end det er. For i bund og grund tager du blot den låger du har stående i kælderen og stropper underlag og sovepose på styret og kommer resten af udstyret i rygsækken. Så er du i gang og nu kan du finde ud af om det er noget for dig. Nu er du klar til at starte eventyret fra din hoveddør…

Coasts-and-Cols-Kit-Layout - 8Foto: Tim Wiggins

Nogen gang kører vi blot en overnatningstur med start fredag aften, lidt natkørsel, madlavning og måske lidt hygge ved bålet, overnatning og så hjem lørdag formiddag. Vores familier når nærmest ikke at opdage at vi er væk, men i hovedet føles det som om man har være på farten i en ugen. Med cyklens længere rækkevidde får man også set noget mere landskab end hvis man havde været til fods.

Roll_With_It_Bikepacking_pic-700x404

Har man flere dag til rådighed er Sydsverige eller Bornholm oplagte udflugtsmål. Når man så har fået mod på mere, venter en masse fantastiske ruter og spor i udlandet Vi har sågar kørt til Norge (med bil) for at køre på sne og træne til længere løb bikepacking-løb i udlandet. For det kan nemlig også være en konkurrence-form, hvis man er til den slags.

img_31181Vintertur i Alaska til Iditarod Trail Invitational.

En rigtig god resource for mere information er http://www.bikepacking.com

Du kan også tage med på vores Kursus i moderne friluftsliv  hvor vi introducerer bikepacking sammen med “packrafting” og andre kundskaber som madlavning på tur, forskellige måder at overnatte på (telt, bivi, tarp, hammock), navigation osv.

Du kan læse mere om vores kursus i moderne friluftsliv her…

12650836_1674416046108484_6461853657843935694_n         Vintertur fra Agger til Skagen med Adam Erritzøe.

 

Hvad er ultralight vandring?

img_1662

Man kan opleve naturen på mange måder. Men groft sagt kan man sige at nogen betragter naturen og andre bevæger sig igennem den. Der kan være mange gode grunde til at betragte naturen tilbagelænet igennem en kikkert eller et forstørrelsesglas. Man kan give sig af med “vandre-camping” hvor man medbringer en stor oppakning for at have det super komfortabelt når man overnatter. Prisen er at den tunge rygsæk gør selve turen til en anstrengt affære og først rigtig nydes når man har slået lejr (tidligt fordi man ikke orkede mere). Alternativet til denne traditionelle måde at vandre på hedder letvægtsvandring eller “ultralight hiking” afhængig af hvor meget, eller hvor lidt du har stoppet i rygsækken. Under 5 kg. i basis vægt (Dvs. uden mad og vand) defineres som “Ultralight” og er let opnåligt for de fleste som vandrer fra hytte til hytte eller færdes herhjemme om sommeren. Med et lettere oppakning bliver turen sjovere, mere behagelig undervejs og giver dig en langt større rækkevidde. Dermed kan du se mere af landskabet på din tur og nå steder som er mere afsides hvor du har færre folk omkring dig.

Billede-22-01-2017-20.59.26-672x372

Men for at bytte den storetunge  80+ liters rygsæk, fyldt med alt det din spejderleder fortalte at du skulle have med, ud med en lille en rygsæk på 5-10 kg. kræver det et andet mindset. Det handler nemlig ikke om at gå på kompromis med sikkerheden for at få et let oppakning. Det handler om at medbringe “det du absolut behøver” og ikke “det der kunne være rart at have med”. Det opnår man bla. ved at sætte spørgsmålstegn ved alt som kommer med og ikke bare ryger i sækken af gammel vane. Man tager f.eks. ting med som opfylder flere formål og man ser ens udstyr i en sammenhæng frem for som enkeltdele. Ens tøj er alt sammen en del af “beklædnings-systemet”, så når det er koldest vil man have alt sit tøj på kroppen. Ligeledes er “sove-systemet” ikke bare sovepose og underlag, men kan være sammensagt af meget af det udstyr du har med. Det kan f.eks. være at du vælger et lettere underlag som kun dækker torso og bruger din rygsæk under benene eller at du bruger din beklædning til at benytte en mindre eller lettere sovepose eller en en quilts (en mellemting i mellem et tæppe og en sovepose). Jeg ved det har nok vil nyde underligt for de fleste, men man kan faktisk tage på tur uden et telt eller en brænder. Alternativt kan man bruge en tarp (let pressening) i stedet teltet og en modificeres kattemadsdåse som brænder i stedet for det klodsede og tunge trangia-sæt.

img_5108

– Brug en vægt og vej ALT.

– Sørg for at du altid er sikker og komfortabel (relativt ihvertfald).

– Lav eller modificer dit eget udstyr. Det er tit andet end labels som kan spares væk.

– Det er ok at være nørdet og kende vægten på alt sit udstyr.

– Prøv noget nyt hver gang du tager ud og overnatter.

– Lær at kende forskel på behov og hvad der “kunne være rart at have med”.

– Stop med at sige “åh den vejer ikke noget”.

– Start i det små.

– Lær fra dine fejltagelser.

– Brug en sten til at tørre dig med… Ah ok – så længe du ikke efterlader toiletpapir i naturen…

IMG_4998

Det kræver dog en del mere viden og erfaring end bare at skære håndtaget på tandbørsten over lykkes med at et markant lettere rygsæk. Men ved at veje ALT og vurdere hvad som kommer med på turen nøje og selvfølgelig starte i det små med kortere ture (weekendtur), kan du sagtens lykkes med at barbere vægten ned og øge glæden ved at være på tur betragteligt. Du kan også snuppe en smutvej og tage med på kurset i moderne friluftsliv (som jeg holder i maj måned sammen med Knut Korczak) og høre meget mere om planlægning og eksekvering af lettere ture. Her vil vi også undervise i bla. navigation, lejrslagning, og madlavning ud fra et letvægtssynspunkt og give dig en introduktion til hvad bikepacking og packrafting er for noget.

Læs mere om vores kursus i moderne friluftsliv her…

cropped-img_1642

Derfor hører træning og smertestillende håndkøbsmedicin ikke sammen.

vitamin_i_truth_mainForbruget af smertestillende medicin blandt motionister er tårnhøjt. Det viser alle undersøgelser, mine egne erfaringer når jeg guider løberejser og når man følger debatten og læse løbsberetninger. For et år siden rasede debatten da en kvindelig løber som profilerer sig på at gennemføre “ekstreme” løb åbent fortalte om brug af smertestillende under DM i trailløb. Men jeg syntes desværre ikke at problemet bliver adresseret eller taget seriøst.

Hverken ibuprofen, kodymagnyl eller panodiler er på dopinglisten så hvad er problemet? Problemet ved at tage smertestillende medicin i forbindelse med træning og konkurence er at du klipper ledningen til alarm-signalet over, så du ikke “hører” kroppens beskeder. Dermed kan du gøre skaden langt værre og du risikerer flere følgeskader. Så er du en af dem som overvejer at bruge håndkøbsmedicin når du får ondt under løb og træning, så læs lige Team Danmarks råd først: læs lige Team Danmarks råd først…

 Jeg kender desværre mange løbere som tager smertestillende medicin rutinemæssigt. På en nylig overstået løbetur over Gran Canaria blev jeg virkelig chokeret over omfanget. Både smertestillende håndkøbsmedicin mod diverse skavanker samt brug af astma-medicin. 

Som den Svenske skyskytte Björn Ferry sagde i debatten om hvorfor så mange norske langrendsløbere har astma og tager (præstationsforbedrende) medicin forebyggende: “Top idræt burde kun være for raske mennesker”.

I mine øjne er smertestillede medicin klart præstationsfremmede, da du kan løbe længere og hurtigere når benene ikke gør ondt. Det er måske ikke så forskelligt fra folks “hverdags-doping” med hovedpinepiller og hvad har vi. Men har du (som normal rask person) brug for piller for at få hverdagen til at hænge sammen mener jeg også at du har et problem.

Til slut: Ved du hvorfor børn aldrig bliver skadet? Fordi det kun er voksne som er dumme nok til at løbe videre når noget gør ondt…

Når 280 km på ski er alt kort…


Uendeligt langsom stiger solen op over bjergene. Men den bringer ingen varme på denne kolde morgen. Temperaturen er blot tyve minus men blæsten gør det bidende koldt. Jakkens pelskant og min næsehat beskytter mit ansigt mod vinden. Siden starten af løbet for fem dage siden vi haft en stiv kuling lige i smasken. Sneen føles sandpapir under skiene og ind i mellem må jeg trampe over sten og bevoksning, der hvor sneen er blæst helt væk. Forude venter 100 km åbent eksponeret fjeld uden nogen steder at gemme sig. Mit sind er splittet. Jeg glæder mig over at være kommet en sjettedel af vejen til Nome og halvvejs til McGrath som har været min slutdestination de seneste 2 år på Iditarod sporet. Som i trivial pursuit har jeg nu en enkelt ost i samlingen, men der er stadig uendeligt langt igen. Selvom jeg har taget en dag af gangen ligger tidsgrænsen konstant og knurrer i baghovedet. Det som virkede enkelt hjemme på sofaen, virker lige pludseligt som en rigtig dårlig ide her ude i virkeligheden. Årets rute ændring med en ekstra 35 miles omvej over bjergkæden Alaska Range kommer til at trække tænder ud. Det svarer til en skitur på langs af Hardangervidda i Norge som de fleste bruger en uge på i godt vejr. I slæden har jeg mad til 3 dage og brændstof til 4. Men for at klare tidsgrænsen har jeg 30 timer til at krydse over bjergene om komme frem til telt-lejren i Rohn. 

Tankerne glider tilbage. Hver dag i det seneste år har jeg tænkt på og forberedt mig til at stå på ski langs Iditarod sporet fra Anchorage til Nome. En tur på rundt 1600 km som deltager i løbet “Iditarod Trail Invitational”. Målet var at gennemføre den fulde distance på ski, hvilket ingen har gjordt i løbet tidligere, og blive den første til at gennemføre både til fods (2015), på cykel (2016) og på ski. Jeg ved at det var en “once in a lifetime” mulighed og forberedelserne har trukket store veksler på min familie, på min tid og på økonomien.


Oprindeligt var det meningen at vi skulle på den sydlige Iditarod rute som følger verdens største hundeslædeløb af samme navn, som starter ugen efter. Den går for at være den sværeste og den mest isolerede af de 2 ruter. Normalt skifter den nordlige og den sydlige rute hver år. Men efter et par snefattige vintre havde Iditarod ikke været på den sydlige rute siden 2013. Det efterlod en masse spørgsmålstegn ved sporet og resourcerne langs det. Alle mine beslutninger omkring udstyr var baseret på dette og gjorde at jeg medbragte det samme udstyr som hvis jeg skulle have været til Sydpolen. -68 graders dunpose, dampspærrer inderpose, dun parka, nødpejlesender, satellit telefon, 2 brændere osv osv. Kort inden afrejsen fra Danmark fik jeg så nyheden om at hundeslædeløbet havde besluttet at ændre til noget lettere og hurtigere rute på floderne fra Fairbanks (5 timers kørsel nord for Anchorage) til Nome. Det var ikke helt uventet men alligevel en kæmpe skuffelse. Dels fordi at vi så ikke ville møde hundespandene uden på sporet, da de ville være over alle snedriver når vi mødte deres spor i byen Ruby på Yukon floden, præcis halvvejs. Men mest skuffende fordi det manglende spor halvdelen af vejen med et havde forringet min odds for at komme gennem løbet betydeligt. Hele præmissen for at bevæge sig rundt i Alaska om vinteren er at der et spor fra enten snescooter eller hundespand. Men finder hurtigt ud af hvornår man er kommet af sporet, da man tit står i sne til brystet uden for den pakkede sne som andre har kørt over.


Dag 1

Starten af ITI er noget af det mest tilbagelænede som findes. Man starter ved Knik Bar lidt nord for Anchorage. Jeg stod og snakkede med kvindelig hundekører som skulle deltage i Iditarod da en seksløberen blev affyret og 75 deltagere begav sig afsted. Det føltes fantastisk endelig at være undervejs på den lange skitur jeg havde drømt om i mange år. Den første dag gik hurtigt. Jeg sørgede hele tiden for at tage de kloge langsigtede beslutninger og stoppede hurtigt op for at tage vare på fødderne og justere støvlerne. Omkring solnedgang hentede jeg Thomas Skov, som var til fods på 130 miles distancen til Finger Lake. Fremdriften var langsom i de bløde forhold lige under frysepunktet, så vi besluttede at biviarkere på Flathorn Lake ved elleve-tiden om aften. Med mit underlag allerede oppustet ovenpå slæden gik det rask med at slå lejr. Med skiene på trampede jeg en firkant til mit telt og Thomas bivi-bag. Fik smeltet sne og tanket op med mad og drikke inden vi snuppede 3-4 timer i posen.


Dag 2

Der var stadig mørkt da vi fortsatte videre ud over Dismal sumpen og vi var overraskede over at passere cykelister som var parkeret for natten. Normalt er fatbikerne langt ude over stepperne, så man ikke ser dem igen efter starten, hvis man er til fods. Da vi kom ud af træernes læ og drejede ud på Susitna floden var vinden kraftig og temperaturen droppede. Vi gjorde holdt pause i det første checkpoint i Yentna for at spise og drikke lidt. Loreen som jeg fulgtes med meget af vejen i 2015 ventede på at flyve ud. “Det er ikke sjovt længere” sagde hun. Med mange gennemførte løb til både McGrath og Nome under bæltet, havde hum intet mere at bevise og jeg syntes hendes “undskyldning” var den bedst tænkelige. Der er ingen grund til være her hvis man ikke nyder det. Stemningen i den lille “vejkro” var ikke den bedste så var hurtigt videre. “Don’t sleep on the river tonight” var rådet fra gamle gubbe i baren. Det var dog præcis hvad vi havde i tankerne med 18 miles til næste mulighed for at komme indendørs. Vinden var taget til og blæste kulingstyrke da vi parkerede for natten. Thomas afslog tilbuddet om en plads i teltet og gravede sig ned i læ af teltet. Vi aftalte at være på farten igen kl. 3 og fik lidt tiltrængt hvile efter en lang dag på floden.


Dag 3

Vinden ruskede godt og grundigt i teltet og jeg kunne høre sneen fyge udenfor. Jeg var ikke just i hopla da uret vækkede mig. Men jeg kunne i det mindste gøre mig klar indendørs mens Thomas gravede sig ud af snedriven og tumlede rundt lige uden for min fodende. Vi skiftedes til gå forrest i mørket og finde vejen gennem snedriverne. Der var både steder med åbent vand og “overflow” (vand) oven på isen, så det gjaldt om at holde tungen lige i munden. Et par timer efter solopgang kom vi til Cindy og Andy’s hus på flodbredden. De er ikke et officielt checkpoint men “trailangels” som inviterer deltagerne ind til varm mad og hvile. De fortalte at nogen stykker var blevet våde efter at være trådt igennem overflow, hvor vandet havde ligget skjult under sneen. Imens Thomas og jeg fik serveret dejlig morgenmad fik Jason Boon (som også skulle have været til Nome) aftalt afhentning med skifly, efter problemer med frostskader på hænderne. Jeg takkede for fødselsdagskagen som jeg fik her for 2 år siden og vi smed en god skærv i deres “tipping-jar” på vejen ud. Alt er dyrt i herude hvor alt skal hentes med snescooter eller flyves ind. Midt på eftermiddagen ankom vi til andet checkpoint i Skwentna. De første 150 km som sidste år tog mig 8 timer på cykel havde taget 49 timer at tilbagelægge. Hvilket dog ikke er noget i forhold til 2012 hvor de hurtigste brugte 62 timer hertil. Thomas havde nu sin mållinie i sigte og ville gerne udnytte dagslyset. Jeg følte mig helt kørt over og bestilte en ordentlig skude chili com carne og en seng at sove i. Først fik jeg dog hængt alt mit våde tøj til tørre på elg-geviret over ovnen. En vild luksus man ikke får mange steder undervejs, så det gjalt om at benytte muligheden. Apropos luksus så er Skwenta også det sidste sted med træk og slip de næste par hundrede kilometer. Men er man rigtig heldig har de isolerende skum på lokumsbrættet.


Dag 4

Vinden pev uden for da jeg vågnede midt på natten. Det næste stykke ville være eksponeret for vinden, så jeg dækkede mig godt til. På vejen ud mødte jeg Steve som jeg kendte fra tidligere og havde delt mange sure stunder med for 2 år siden. Han var egentlig tilmeldt på den lange distance, men havde inden løbet meldt ud at han “blot” stilede efter de 350 miles til McGrath i år. Nu ventede han på postflyveren ud dagen efter. Sporet forsvandt hurtigt i den kraftige vind og snefygning. En gang i mellem så jeg sporene fra dem der gået her til fods før mig. De dybe huller afslørede at sneen var blød og “punchy”. Endelig en lille fordel ved at gå på ski. Over mig bragede nordlyset som blafrende gardiner og pulserende i grøn og pink. Siden jeg boede i Grønland som dreng har jeg ikke set noget lignende. Det var for koldt at stoppe op og tage billeder og jeg skød det hen med at jeg ville have masser af tid til det de kommende uger. Det var fedt at være færdig med floderne og sporet blev hurtigt mere kuperet og underholdende. Ved Shell Lake Lodge stoppede jeg og spiste morgenmad. Det var et hyggeligt gensyn med ejeren Zoe som ikke var der sidste pga sygdom. Hun byggede selv stedet i 1973 og har drevet stedet siden. Britten Mike som jeg var her med for 2 år siden var tilbage for at tage turen til fods mod Nome, sammen med sin hustru Marianne som var tilmeldt 350’eren. De fulgtes med en tredje britte nemlig Mary som bor i Canada og var på opløbsstrækket af 130 mileren. Min reserve pandelygte var død hvilket jeg havde lidt krise over. Ikke fedt kun at have en lampe hvis noget skulle ske eller hvis lygten løb tør for strøm midt på natten. Men Mary var super cool og tilbød mig hendes lampe når hun var i mål. På hele stykket videre til Finger Lake mødte jeg ikke en levende sjæl. Så jeg fandt “skolebænken” frem. Inspireret af nordmanden Alexander Gamme (som var først til at gå alene og unsupported frem og tilbage til Sydpolen) der bla. havde kinesisk historie og et fransk sprogkursus med på sin sydpolstur, lyttede jeg til podcast med dansk historie, træningslære og videnskab. Når det blev for langhåret skiftede jeg til frikvarter med musik eller sladder-magasinet “Det vi taler om” fra Radio 24/7. Fra bjergene foran mig så man den kraftigte spindrift fra toppene. Ikke noget godt tegn. Kort efter solnedgang ankom jeg til Winterlake Lodge på Finger Lake som er målgang for avisbudene på 130 miles. Lodge’n er en eksklusiv en af slagsen så vi svedige og ildelugtende atleter holdt til i en telt nede på søen. Der var highfives til Mary, Thomas og de andre som var kommet i mål på den korte. To ovne kørte på højtryk i teltet men temperaturen var alligevel et godt stykke under frysepunktet. Pga. af den kraftige vind kan de ikke flyve ud med skifly som planlagt og der er lidt trykket stemning i det overfyldte telt. Thomas rykkede dog lidt sammen så jeg fik plads og slap for at sætte mit eget telt op. I mørket bagest i teltet lå britten Bill og skotten Donald som begge har været i Nome flere gange på cykel og klatret store bjerge i Himalaya og andre steder rundt om i verden. Donald, som jeg kender rigtig godt efter at vi delte værelse i Anchorage inden løbet i fjor, fortæller at de er udgået og venter på at flyve ud. De skal ikke have klinket noget under de forhold. Jeg vidste at Bill en gang havde vendt om kort før toppen af Everest, så det gjorde naturligvis indtryk på mig at endnu to veteraner trak stikket. Dem som havde været videre oppe af sporet kunne fortælle at det var helt blæst ind og umuligt at finde. Jeg aftalte med Mike og Marianne at forsøge os ved solopgang. I Finger Lake lå også vores første dropbag. Jeg fandt posen som min ven Kyle havde sendt for mig, da man ikke må indføre animalske produkter (som f.eks. frysetørret mad) i USA. Vejret og det langsomme tempo indtil videre gjorde at jeg godt kunne bruge noget mere mad. Så med hjælp fra Thomas gik jeg på strandhugst i de udgåede deltageres dropbags. Der var gode sager i mellem og jeg sendte en venlig tanke til Bob, Dan og Tony mens jeg scorede lækkerier som chokolade-betrukne tranebær. Det var noget af det jeg selv havde sendt i pakkerne til længere ude på ruten. De sidste 500 miles af ruten er man afhængig af at have sendt sig selv forsyninger til lokale postkontorer i de små bygder langs Yukon floden og ude på kysten. Jeg havde sendt 8 pakker ud på ruten, foruden de 3 dropbags som løbet håndterer, og håbede at se nogen af pakkerne igen.


Dag 5

Thomas snorkede som en bjørn, som den eneste i teltet, men efter 3 albuer i siden fik jeg endelig nattero. Selvom teltet stod i læ kunne. An sagtens høre vindens susen udenfor. Mike og Marianne havde bestilt morgenmad på Winterlake Lodge og jeg traskede med op for at få varmt vand til mine havregryn. Vi blev bænket ved personalets bord i køkkenet og kokken spurgte om jeg ville have morgenmad selvom jeg ikke havde bestilt. Om jeg ville og til min helt store overaskelse var prisen kun 5 dollar for en overdådig breakfast burrito. Noget af et scoop herude i vildmarken. Da kokken fik nys om at jeg havde fødselsdag kom der ovenikøbet wienerbrød på bordet. Det tog os en time at finde sporet videre fremefter og vi måtte krydse en sø med dyb sne for at komme videre. Britterne var lidt langsommere på snesko end jeg var på ski. Men så snart det blev hårdt pakket igen fik de mere fart på og jeg fulgtes med dem det meste af dagen. Der er så mange bakker og pukler efter snescootere på dette stræk at jeg gik mere end jeg brugte skiene. De berygtede Happy River Steps med nogen psyko stejle bakker gik lettere end forventet. Det er mig stadig en gåde hvordan hundekørende klarer denne del af ruten med 16 hunde i træk. Bakkerne og bevoksningen gav lidt beskyttelse for den kolde vind. Men så snart vi kom ud i det åbne var det fuld rulle. Britterne var hurtigere til fods i absurd dårlige skiforhold. Selvom jeg var blot 30-40 efter dem var deres fodspor fuldstændigt blæst væk. Det var 3. år i træk jeg led på min fødselsdag i det her løb. Blev jeg mon aldrig klogere? Dystre tanker begyndte at snurre rundt hovedet. Dybe indåndinger. Det var vist på tide at tage en lille pause. Jeg fandt vindsækken frem og krøb i ly under den siddende på “Ulf pulk”. Selv en lille ting som at få spise og drukket regelmæssigt var svært i disse forhold. For at camelbak’en ikke skulle fryse til var der gemt inderst inde under beklædningen, kun med en woolnet trøje under. Det hjalp at få noget spise. Jeg mindede mig selv om at risikoen for at sætte træskoene nok var større hvis jeg kørte rundt på landevejen til mine kunder derhjemme end at være herude. Snart var humøret bedre og jeg mindede mig selv om at være bedre til at spise og drikke. Et par timer efter solnedgang var jeg fremme ved Rainy Pass Lodge ved Puntilla Lake. Selv om det var 3. gang jeg var her havde jeg kun set stedet i mørke og var ligesom de seneste år helt kørt over da jeg nåede frem til “the guides shack” – den lille hytte hvor ITI’s deltagere kan søge ly. Marianne og Mike havde taget baglokalet. Jeg var helt færdig og sad foran ovnen og tøede op. Mit klare postulat til morgenmaden om at vejret ville blive godt idag fordi jeg havde fødselsdag, var jo det rene lort. Fødselsdagsmenuen bestod af en dåse lunken chili von carne fra baljen på komfuret og 4 store glas pulver saftevand som de kalder Tang herovre. Der var god plads i den lille hytte for ud over os 3 var det kun cyklisten Craig som var her. Igen blev jeg overrasket over at møde en på fatbike. Specielt så længe inde i løbet. Han kunne fortælle at flere var fløjet ud efter at Melissa (som tidligere var frivillig ved løbet) havde havde haft en gang eksplosiv diarré ude på sporet før Puntilla og var blevet reddet med snescooter efter at David fra New Zealand havde holdt et bål køre de og hjulpet Melissa og hendes tvillingesøster Jennifer med varme drikke indtil hjælpen nåede frem. Selv Schweizeren Beat som var feltet mest erfarne til fods havde pakket sydfrugterne og fløjet ud. Flere havde været oppe mod passet, men var vendt og kommet tilbage igen. Vejrudsigten lovede vind og koldere temperaturer de kommende dage. De havde allerede haft -30 på den anden side af passet og nu var der koldere vejr i udsigt.


Dag 6

Normalt starter man turen super tidligt for at komme over Rainy Pass i dagslys så man er nede under trægrænsen når mørket falder på. Med med udsigt til en tur der var dobbelt så lang, var afgangstidspunktet ikke lige så afgørende. Så jeg fik sovet så godt jeg nu kunne og startede lidt før solopgang. Selvom Puntilla ligger lidt i læ for vinden havde jeg aldrig gået nogen steder hvis ikke jeg havde en deadline. Snefanerne stod vandret ud fra bjergene som næsten var blæst rene for sne. I dagens anledning var jeg trukket i mit Gore-tex sæt med pelskant og lag uld undertøj under. Efter som jeg kom runde om hjørnet mod Ptarmigan Pass tog vinden til i styrke. Med stiv kuling og -20 giver det en windchill omkring -50. Jeg har senere lært at eksponeret hud fryser til på 7 sekunder i de forhold. Inden løbet besluttede jeg at følge min mavefornemmelse. Et godt råd jeg fik fra en svensk bjergguide og frivillig i redningstjeneste. Som han sagde er mavefornemmelsen hele ens viden og erfaring kogt ned i en. Hver gang han havde hentet omkomne ud af fjeldet havde en eller flere i gruppen haft en dårlig mavefornemmelse men ikke sagt fra i frygt for at tabe ansigt over for gutterne. Alligevel var det super svært at træffe beslutningen om at vende om, selvom det skreg til himlen. Da jeg efter 4-5 timer ude i vinden fik rigtig svært ved holde var en i tæer og fingre, trods at resten af kroppen havde fin temperatur, var sagen lige som afgjordt. Mine hænder var dækket af tykke uld luffer og kæmpe puffy luffer (poggies) med kemiske håndvarmere inden i. Havde jeg trukket flere lag på havde jeg fået problemer med sved under de mange lag, hvilket seriøst kunne være farligt under de forhold. Mine tommelfingre var følelsesløse, selvom jeg havde valgt lidt kortere skistave end normalt for at undgå problemer med kolde fingre. Lige meget hjalp det. Jeg havde trukket afgørelsen for længe men da jeg først vendte rundt var jeg helt afklaret og det føltes som den bedste beslutning nogensiden. Intet løb er værd at mindste fingre for. Jeg så frem til i det mindste at nyde skituren tilbage til Puntilla. Med den stride vind i ryggen kunne jeg for første gang under løbet, glide frem på skiene i stedet for blot at trampe afsted. Men så snart jeg vendte rundt fik jeg det vildt dårligt. Alle de småting som havde drillet de sidste dage gjorde pludselig vanvittig ondt og min mave krøllede fuldstændigt sammen. Turen tilbage til Puntilla var forfærdelig. Først troede jeg blot at det var min krop som koblede fra og gik i recovery mode. Men senere ventede en ordentlig gang maveonde med diarré. Kort efter jeg er vendte om mødte jeg Marianne og Mike. Vi vekslede et par hurtige ord og jeg ønskede dem en sikker tur videre. Næste gang jeg kiggede over skulderen kunne jeg se at de også var vendt og fulgte i mine spor tilbage. Folkene fra Rainy Pass Lodge var super søde og kom mig i møde på snescooter og fortalte at de havde fulgt min tracker. De havde allerede fyret op i brændeovnen da jeg nåede den lille hytte. Mike kastede op og var rigtig dårlig. Marianne var endt med at trække begge pulke på vejen tilbage. Dagen efter fløj vi tilbage til Anchorage med et chartret skifly inden min mave gik helt amok.


Epilog

Det tog en uge før jeg fik følelsen vendte tilbage i tommeltotterne. Hvilket var vand i forhold til alle de alvorlige forfrysninger og frostskader andre deltagere havde pådraget sig. Få klarede turen til McGrath uden forfrysninger hvor temperaturen droppede til -45. Ingen på ski eller til fods kom længere end 350 miles i år og i skrivende stund er kun 6 cyklister på vej mod Nome i svære forhold. Mange blev syge undervejs. Det kan skyldes dårlig hygiejne på sporet og i checkpoints. Måske er det bare noget man ikke normalt ville rage til sig, men som melder sig, når man presser citronen og immunsystemet kommer under beskydning.


Jeg vidste på forhånd at det ville kræve lidt held i sprøjten, hvis det her skulle lykkes. Ligesom en bjergbestiger er afhængig af forholdene og et godt vejrvindue for at komme på toppen. Jeg er selvfølgelig ærgelig over at det gik som det gik. Men jeg kom derfra med skindet på næsen og masse erfaring rigere som vil komme mig til gode kommende vinterture. Jeg har ingen planer om at skulle tilbage til ITI. Har intet udestående og har intet at bevise. Er faktisk ret sikker på at dette var mit sidste lange løb. Jeg har fundet grænsen og behøver ikke søge den længere. Det er bestemt ikke sidste gang jeg tager på vinter eventyr. Hellere ikke i Alaska. Men at skulle noget særligt på en bestemt dag med en deadline, gør bare en mere udsat for at tage dårlige beslutninger. Fuldstændigt som når sejlere komme i problemer på havet. Så er det næsten altid fordi man har lovet at være på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt og sejler ud i noget dårligt vejr. Som min far plejer at sige; “Det kan også være godt sømandskab at blive på land”.

img_0489

Alt i alt har hele optakten til løbet og alt det jeg oplevede i de 3 uger jeg var i Alaska været en fantastisk oplevelse og jeg er dybt taknemmelig for alt den hjælp jeg har fået og de dejlige mennesker jeg har mødt. Nu ser jeg frem til en masse mindre eventyr tættere på Danmark og til at dele min glæde ved at færdes i naturen med andre på diverse guidede ture og kurser. 

Den gik ikke Granberg

img_0399

De sidste mange år har jeg udfordret mig selv og søgt efter grænsen. Nu har jeg endelig fundet den…

5 lange dage med bidende kulde og en stiv blæst lige i smasken, havde igår bragt mig til foden af bjergkæden Alaska Range. Foran mig ventede en skitur som de fleste ville bruge en uge på – i godt vejr og gode forhold. Jeg havde 2 dage til at nå til checkpointet i Rohn, på den anden side, for at klare tidscuttet. I pulken havde jeg mad til 3 dage og brændstof til 4.

Hjemme på sofaen med computeren i skødet lød det hele som en rigtig fin plan. Men ude i virkeligheden virker 100 km eksponeret højfjeld, alene, i -50 windchill (med -80 i udsigten til senere) som en virkelig dårlig disposition. Pakket ind i Gore-tex fra top til tå, med uldundertøj, puffyjakke og håndvarmere i de kæmpe store poggie-luffer. Men lige meget hjalp det og med kolde tæer og endnu koldere tommelfingrer gav beslutningen om at vende rundt egentlig sig selv.

Så snart jeg vendte snuden rundt, var det som om at min krop foldede fuldstændigt sammen. Den styrke jeg har mønstret de sidste 120 timer var forsvundet som dug for solen. De små ting som havde drillet undervejs gjorde pludseligt vandvittigt ondt og min mave krøllede sig helt sammen. Turen tilbage til Rainy Pass Lodge er noget at det mest modbydelige jeg har oplevet.

Jeg kunne allerede høre internet-troldene der gned sig i hænderne af fryd; Jamen Moses, “Der findes ikke dårligt vejr – kun dårlig påklædning”…

Så er det heldigt at jeg allerede på forhånd havde besluttet kun at tage en dag af gangen og at jeg ville være klar til stoppe hvis jeg havde en dårlig mave-fornemmelse.

Som Thomas Uhrskov siger: “Den eneste rigtige påklædning på ski er et smil”. På denne tur har der været flere tårer end smil, men jeg kommer alligevel tilbage med en oplevelse for livet. Og efter at have set andre deltagere med forfrysninger og hørt skrækhistorier fra min træningsmakker Adam og mine lokale venner Amy og Cody –https://craigmedred.news/2017/03/03/a-survivors-tale/ så er jeg overhovedet ikke det mindste i tvivl om at jeg tog den rigtige beslutning om at udgå. Rekord mange deltagere er i år udgået. Blandt dem en del erfarne Nome veteraner som stoppede tidligere i løbet.

Hvad fremtiden bringer må tiden vise. Men jeg er ret sikker på at det her var midt sidste lange løb. Jeg elsker at bevæge mig i naturen og mærke at man er den lille. Men at sætte en dato og en deadline op for sine udskejelser i så barske omgivelser er at friste skæbnen. Det er mit liv for dyrebart til. For det bør jo bare være noget vi leger ik´?

Tusind tak til alle som har hjulpet mig i forberedelserne op til løbet og de dejlige mennesker jeg har mødt undervejs. Der kommer nok en mere uddybende smøre senere…

Alaska kalder…

img_8019

I morgen flyver jeg til Alaska for at deltage i Iditarod Trail Invitational for 3. gang, mit livs til dato største solo-eventyr. Planen er at nyde turen, tage en dag af gangen og forhåbentlig ende i Nome.

Turen på tværs af Alaska svarer til at gå på ski fra København til Venedig eller 2,5 gange over Grønlands indlandsis. Jeg har 31 dage til at fuldføre de 1600 km. Med lidt hurtig hovedregning er det lidt over 50 km, som må tilbagelægges hver dag, i en måned.

img_3134

Vejrforholdene har stor betydning for om det lykkes. F.eks. brugte jeg sidste år 8 timer (med fatbike) på de første 145 km. Samme tur tog i 2012 de hurtigste 62 timer.

Jeg har forberedt mig på turen hver eneste dag i det seneste år og føler mig virkelig godt forberedt til de udfordringer som venter. Men i lange løb som dette, må man være indstillet på at tage hvad der kommer, inkl. risikoen for at ikke at gennemføre. Man konkurrerer mod andre, på en måde. Men i realiteten handler det mere om at tage vare på sig selv, undgå at køre helt i hejnet og hele tiden træffe de kloge beslutninger.

Du kan følge med her på kanalen hvor Claus posemand vil opdatere siden undervejs.

1656076_787759487918630_601401437_n

Sådan undgår du aberøv og gnavsår

Friktion og hvordan man undgår at det bliver et problem

Den mørkeste bagside af af medaljen ved ultraløb er “chafing” i mangel af et godt ord på dansk. Det kan vel oversættes til noget i retning af gnidesår, gnavsår eller skrabemærker. Tilstanden som opstår når der er for meget friktion mellem to kropsdele eller mellem huden og beklædningen.

De mest almindelige steder at få problemer er: mellem lårene, mellem ballerne, i skridtet, på brystvorterne og omkring nakke og skuldre.

Som med så mange andre ting er det lettere at forebygge end at helbrede. Jeg har prøvet det meste og vil her dele ud af mine erfaringer så du ikke behøver at vride dig i smerte under eller efter dit næste lange løb.

Forebyggelse:

Forebyggelse af chafing handler om at have det rette tøj på til forholdene. På over kroppen gælder det om at have noget som er ret tætsiddende. Både sommer og vinter. Da jeg for nogle år siden løb Socialmarathon den 31. december havde jeg taget en undertrøje på som ikke sad helt tæt. Det resulterede i store hudafskrabninger på hver side af brystkassen og den nok mindst festlige nytårsaften til dato. Løber jeg i en t-shirt om sommeren får jeg næsten altid ondt i brystvortene, men vælger jeg en tætsiddende undertrøje har jeg ingen problemer overhovedet. Et fantastisk produkt er CEP´s Ultralightt shirts som ud over at klare et stort temperatursving ikke har nogen syninger som driller og beskytter utrolig godt med både sol og frition. De fåes både som tank, kort- og langærmet. Hvis du kan finde en løbevest/rygsæk hvor dine brystvorter er “beskyttet” under, på fronten af vesten, sparer du mange bekymringer. Valg af løbebukser/shorts/tights er straks sværere. Har man tynde lår shorts sagtens fungere, men har man fede lår som mig er der bare for meget friktion mellem indersiderne af låret. Her er det fristende bare at vælge et par tætsiddende tights men man skal lige sørge for at de ikke sidder så tæt at de klemmer ens baller sammen. Derfor vælger jeg et par såkaldte 2in1 shorts som består af et par semi-tætsiddende indertights med en løs short ud over.  Alternativt kan du bruge en par afklippede nylonstrømer under dine shorts. Det er et trick som virker hele året som jeg lærte af Aleksander Gamme, der brugte nylonstrømper da han som den første gik alene frem og tilbage til Sydpolen og gerne ville undgår problemer med friktion mellem benene. Det er i øvrigt også de billigste lange underbukser som fungere fint som ekstra isolation under et par lange løbetights. Bare sørg for at de er store nok i størrelsen. En anden kilde til irritation er syningerne i beklædningen. Så kig altid løbetøjet igennem indvendigt inden du køber. Selv dyre mærker kan have grotesk dårlige syninger som sidder og generer så du løber langt.

Inden den lange løbetur – smører jeg rutinemæssigt NOK creme i skridtet, mellem ballerne og på strategiske steder omkring skulderen og ved armhulen hvis jeg løber med sæk. Løber jeg i en løstsiddende trøje bruger jeg 2 stykker kinesiotape på brystvortene. Et lille trick er at klippe stykkerne rundt i kanten. Så bliver de bedre siddende.

Posemand smører kuglelejet inden Ultraløbet Fyr til Fyr.

Når uheldet er ude:

Værktøjskassen:

I dit arsenal mod gnavsår anbefaler jeg ud over den rette påklædning):

Kinesis-Tape – til brystvorterne. Fordelen ved Kinesiotape er at det er åndbart, strækbart og let at få af igen efter brug. Sportstape er et dårligt alternativ da det ikke ånder, ikke er strækbart men til gengæld klistrer alt for godt og gør det til en prøvelse at fjerne. Særligt hvis der er kropsbehåring involveret. Kinesiotape fåes på apoteket og i førende special løbebutikker.

NOK creme til forebyggelse på udsatte områder. Som alternativ kan man bruge Bodyglide. Bodyglide har faktisk lavet et kombi-produkt med både “anti-friktion” og solfaktor i samme stick. Men dels er den for fedtet og for lidt åndbar til at være praktisk som solcreme, men man har måske heller ikke lyst til at smøre næsen ind med noget der lige har været en tur i den anden ende. Et bedre alternativ til NOK er Hirschtalgcreme som et let at få fat i på apoteket. Vaseline er no go. Jeg ved godt at mange bruger det, fordi de ikke ved bedre. Med Vaseline indeholder petrolium som hverken er godt for dit hud eller dit tøj. NOK creme forhandles mig bekendt ikke i Danmark men kan bestilles på nettet via Amazon.

Sudo Creme til lindring af smerte og hurtig heling. Det er bund og grund zink-salve tilsat lidt lokal bedøvende. Så et alternativ er selvfølgelig den gængse zink creme fra apoteket til røde babynumser. Det virker bare mere tyndtflydende og virker ikke helt så godt. Sudo creme forhandles mig bekendt ikke i Danmark men kan bestilles på nettet via Amazon. Det kan også fåes i en lille tube som man kan have med i rygsækken. Et godt trick er at medbringe en latex handske eller to så du kan smøre dig ind i rumpetten og have rene hænder bagefter. Det vil dine medløbere sikkert sætte pris på når du kaster klør-fem i buffetten i næste væskedepot 🙂

Det er helt bevist at jeg ikke har fødder og vabler med her da jeg allerede har skrevet om det emne her: https://moseslovstad.com/2016/06/26/fodpleje-for-loebere/