Nedtrapning til ræs-dag…

IMG_0071

De sidste 3 uger af afgørende for hvor god din oplevelse bliver på løbsdagen. Du kan nu ikke længere nå den store træning, men du kan så sandelig nå at ødelægge alt det arbejde du har lagt i din træning, frem til nu.

Hvordan laver man så en effektiv nedtrapning, eller tapering som det hedder på engelsk? Først og fremmest ved at erkende at du er hvor du er formmæssigt og glemme alt om hvad du kunne have gjordt. Nu gælder det om at udnytte de kort du har på hånden og ikke græde over spildt mælk.

Den sidste lange tur skulle gerne ligge her ca. 3 uger ude. Det er den sidste store generalprøve med træning i omegnen af 3 timer eller mere. Her prøver du alt af, som var det løbsdag; beklædning, tempo samt væske- og energiindtagelse. Det siger sig selv at du bliver nød til at prøve dine energi-strategi i praksis. Alligevel er det utroligt hvor mange som får chocket på løbsdagen fordi de ikke har gjordt hjemmearbejdet i træning. Læs evt. min artikel “Energize me” om energi til lange løb

Med den sidste lange tur i benene gælder det om at reducere træningsmængden gradvis over de næste par uger. Færre kilometer men gerne med mere tempo og intensitet. Det er ganske normalt at kroppen begynder at føles træt og slatten når man skærer ned i den ugentlige mængde. Her er det vigtigt du bevarer troen på at du har lavet den rette træning og ikke bliver fristet af sidste øjebliks paniktræning.

I den sidste uge bør du holde dig til få korte lystbetonede løbepas med fokus på teknik og god løbestil. Er du i tvivl om hvor meget eller hvor lidt, så er det bedre slet ikke at lave noget den sidste uge end at lave for meget.

Hvad så hvis jeg bliver syg? Jeg har selv prøvet at blive syg tæt på store løb. Her gælder det igen om at bevare roen og ikke male fanden på væggen. I 2012 lå jeg i sengen med feber i ugen op til Salomon Hammertrail 100 miles. En god coach overbeviste mig at det ikke behøvede at gøre en forskel og jeg skulle fokusere på alt arbejdet jeg havde lavet inden. Jeg bevarede troede på det og havde et kanon ræs hvor jeg overraskede alle (inklusiv mig selv) med en andenplads i en super tid.

Det kan selvfølgelig også ende med at gå “stolpe-ud” men så gælder det om at finde et andet løb og brænde den gode form af ved 🙂 Der kommer altid et løb til…

IMG_0036

Kost og ernæring. I ugen op til løbet gælder det om at have lidt ekstra fokus på at spise godt og varieret og drikke rigeligt med væske (mest vand). Ikke nødvendigvis den klassiske massive carboload med enorme mængder pasta men bare sundt og alsidigt. Undgå at overspise og indtag gerne mange små måltider. Specielt til ultraløb hvor det mere er fedtforbrænding end kroppens glykogen-depoter som skal bære en igennem. Den sidste 1-2 dage sørger jeg for at få tilstrækkeligt med salte og elektrolytter. Det findes efterhånden en del gode elektrolyte-brus-tabletter som giver den rigtige sammensætning. I øvrigt det samme jeg bruger i træning når jeg gerne vil have væske, salte og mineraler uden at tilføre kroppen energi. Læs evt. min artikel “Energize me” om energi til lange løb

Søvn er også en vigtig del af optakten til løbet. Skal du tidligt op til starten skal du ikke stresse, hvis du ikke kan sove godt. Det er helt normalt og intet problem hvis du bare har fået sovet 8+ timer i ugen op til.

God nedtrapning 🙂 og husk at tro på det – så virker det…

Krøllebølle Gear Special – af Knut Korczak

 

 

 

Gæsteblog af Knut KorczakKrøllebølleTrailGear (1)

Krøllebølle Trail Invitational gear summary

For en udstyrs fetichist ligger der som regel en del overvejelser i det grej man vælger ud til et specifikt løb eller event. Sådan er det som regel for mig, og med meget at vælge imellem kan det blive svært. Denne gang var anderledes idet jeg først fredag morgen skovlede det meste grej ned i en duffelbag, heriblandt et par nye bekendskaber som vi kommer ind på senere.

Vindjakke eller regnjakke – og mellemlag? 

Normalt foretrækker jeg at løbe efteråret igennem i en tynd vindjakke eller endda bare en vest. Vejrudsigten til Krøllebølle turen var ikke ligefrem lovende så der røg både en vind- og en regnjakke i tasken. Idet det ikke regnede ved starten lørdag morgen startede jeg ud med vindjakken, en Inov-8 Race Elite 70 Windshell. Under vindjakken havde jeg en langærmet tynd Aclima Lightwool trøje som jeg tidligere har haft rigtig gode erfaringer med til lange ture inkl. Hammer Trail 50 miles. Vindjakken blev valgt for bedre at kunne ventilere på de første kilometer hvor tempoet uvægerligt vil være højere end gennemsnittet, at lukke sådan en flok trailløbere af sted på en lang tur er jo som at se en flok øko-køer blive lukket ud på græs.

I min vest havde jeg pakket en regnjakke, Inov-8 Race Elite 150 Stormshell, som er en klar opgradering til den Raceshell 220 jeg tidligere har været rigtig glad for at løbe med. Ved Hammer Havn var regnen blevet så vedholdende at Stormshell jakken blev hevet frem af tasken og trukket ud over den øvrige beklædning.

Her forblev den til lige før lufthavnen hvor det inderste lag blev skiftet til en Aclima Woolnet trøje med en Lightwool udover og til sidst den nævnte Stormshell. Årsagen var at mit tempo var gået så meget ned at det med den øgede eksponering for vinden på sydvest kysten kunne blive et issue at holde varmen. Kombinationen fungerede perfekt, om end til den varme side når det blev løbet og holdt frem til jeg trak stikket ved Nexø.

foto (5)

Hvad med benene?

Torsdag landede der et par Endurance Generator tights fra japanske CW-X på mit bord, og de skulle da naturligvis med på turen. Det er altid spændende at skulle af sted på en længere tur i helt nye produkter, men ikke noget der som udgangspunkt skræmmer mig. Endurance Generator tights er ikke en traditionel kompressionstight som man kender fra CEP, 2XU osv., i stedet støttes led og muskler af strategisk placerede baner af mindre strækbart materiale. Jeg har løbet en del i korte CW-X tights hen over sommeren og min oplevelse med disse er at der er en klar effekt forudsat at man tager sig tid til lige at placere den rigtigt. Under mine tights havde jeg et par gamle Puma løbeunderbukser mens understellet var smurt godt ind i Bodyglide for at undgå irriterende slidsår.

 

Sko og strømper – eller barfodet?

Selvom jeg bekender mig til fladfodsløb, om end jeg ikke nødvendigvis er særlig god til det, så skal der stadig sko på fødderne. En af mine absolutte favoritter til de fleste forhold er Inov-8 Trailroc 235 som jeg også løb Hammer Trail i. I erkendelse af at hele turen rundt om øen ville sætte alle typer underlag i spil blev 235’eren mit bud i kombination med en Injinji tåstrømpe i merino uld. Jeg løber normalt i strømper fra Teko, men til de helt lange distancer har jeg rigtig god erfaring med tåstrømper som forhindrer vabler mellem tæerne. Den uafprøvede kombination af Injinji strømpen og CW-X tights som begge var lidt korte i det gav et fint 2 cm stykke blottet hud over mine ankler som på turen blev revet godt til blods af torneranker, marehalm og andet godt. Note to self: det kan man godt lige prøve at en anden gang, inden turen. Uanset det, og på trods af massive mængder af sand i både sko og strømper var fødderne fri for problemer hele vejen rundt.

foto (6)

Løbevest, rygsæk eller væskebælte?

Der er mange muligheder for at medbringe grej, væske og energi. Det væsentlige for mig er hvor lidt jeg kan slippe af sted med og hvor komfortabelt jeg kan bære det. Derfor ender det ofte med en vest, i denne omgang SJ Ultra Vest fra Ultimate Direction som i min verden er et rigtig godt kompromis mellem lav vægt og en betragtelig kapacitet skulle det vise sig nødvendigt. På denne tur havde vi ofte adgang til det rullende depot hvorfor det ikke var nødvendigt at medbringe større mængder grej og jeg kunne sikkert være sluppet af sted med et væskebælte. På den anden side så sidder en vest så meget bedre på mig og muligheden for at have lidt ekstra udstyr med gjorde udslaget. I øvrigt løb alle 5 deltagere på turen med vest. I vesten havde jeg 2 X 600 ml dunke med henholdsvis Coca Cola blandet med vand og vand med GU electrolyte brew. Herudover diverse energi gels fra GU og High5 samt lidt andet guf til mellem depoterne. I ryglommen lå regnjakken og en ekstra tør Buff i merinould.

Diverse uundværlige småting.

Vejret viste tænder og eftersom resten af garderoben havde en distinkt snert af vinterbeklædning startede jeg også dagen med både hue og handsker samt en Buff om halsen. Huen er en gammel sag fra Gore som med en snor i toppen kan åbnes op og bruges som pandebånd og på den måde skabe ekstra muligheder for ventilation. Havde det nu været rigtig koldt havde jeg valgt en udgave i merino uld eksempelvis Aclimas Multifunction Beanie. På hænderne brugte jeg on/off et par gamle Fusion handsker med windstopper.

Elektronik – it’s on the internet or it never happened…

Siden mit første Forerunner løbeur fra Garmin har jeg været hooked og jeg løber nu med Garmin fënix som passer rigtig godt til min nuværende måde at anskue træningen på. Med normal GPS opdatering har fënix en batteritid på 16 timer (50 timer med Ultratrac som kun logger hvert minut) og selv på en god dag vidste jeg at det nok kunne komme til at knibe med at nå hele vejen på en opladning. På den anden side var jeg heller ikke villig til at droppe muligheden for at monitere mit gennemsnitstempo undervejs ved at vælge

Ultratrac muligheden. Derfor havde jeg i min dropbag placeret en Power-Monkey Explorer, en lille 2200mAh batteripakke som kan kobles sammen med ladestikket til fënix og lade enheden on the fly. Ved den sidste kontakt med depotvognen inden mørket faldt på og hvor jeg alligevel skulle have pandelampe og andet godt fyldt i vesten hapsede jeg den med og smed fënix i ryglommen en times tid så den kunne suge strøm til resten af turen. Nu viste det sig at være unødvendigt, men det er altså en gangbar strategi til længere løb. Pandelampen burde have været min Gemini Duo, men eftersom den var udlånt til en kunde til test endte jeg med min reservelampe som jeg også løb med til Hammer Trail i maj.

fak

Førstehjælp og diverse

I min SJ Ultra Vest ligger der altid et lille kit til at fikse de værste skrammer undervejs. Det indeholder enkanyle, en lille Victorinox kniv, en sårrensningsserviet, et par plastre, et par sommerfugle og et par striber Sporttape. På den måde kan jeg hurtigt og enkelt fikse vabler og småskrammer i sporet, og kombineret med et alutæppe føler jeg mig rimelig godt dækket ind til de fleste forhold. I en separat ziploc pose har jeg altid en god bunke toiletpapir, fprmålet er åbentlyst og behovet kan komme over en på de mest uventede steder.

Det med småt

Full disclosure: jeg har i de seneste mange år arbejdet i sportsbranchen med salg og markedsføring af produkter, p.t. arbejder jeg blandt andet med CW-X, Gemini Lights og Ultimate Direction.

Salomon Hammertrail Pre-view

IMG_4263

Her er mine forudsigelser og odds på løbere ved dette års Salomon Hammertrail. Nu kender jeg jo ikke alle som deltager men tror alligevel jeg kan pege på de fleste som kommer til at at kæmpe med om sejren på de forskellige distancer. Hvis man kunne spille på løbet ville det være dem jeg ville kigge på at sætte mine spareskillinger på:

Herrene:

100 Miles:

IMG_0221
Henrik Leth Jørgensen 1:2
Suveræn vinder af det første Hammertrail i 2010, hvor der kun blev løbet 50 miles. Ja faktisk var Henrik grunden til at man flyttede starttidspunktet, fordi han kom i mål uden at få brug for sin pandelygte. Tidligere elite O-løber og erfaren adventure-racer med flere VM deltagelser. Har bl.a. løbet ultraløbene Verbier St. Bernhard og CCC i alperne. Bor og træner ved Himmelbjerget og superstærk i terræn. Sidste år udgik Henrik på Salomon Hammertrail 100 miles og han er ikke erfaren på distancer over 100 km. Virker meget opsat på at gennemføre i år og min forudsigelse er at; kommer han igennem – ja så vinder han!

IMG_2163
Allan Lyngholm 1:3
Allan Lyngholm var i år bedste dansker til Transgrancanaria 119 km. og virker til at være i konge form. Han flyttede i vinter til Bornholm for bedre at kunne træne op til Salomon Hammertrail og Suunto Hammer Trail Triathlon som han også går efter at vinde. Rigtig hurtig i terrænet men er han udholdende nok på 100 miles? Det får vis snart at se men han giver ikke op så let. Allan er SEJ og har både besteget bjerge, kørt adventure race og roet over Atlanten.

164901_179199202232647_895191799_nFoto: Stine Sophie Winckel – Ultraløbet Fyr til Fyr
Dark Horses:
Ummidelbart tror jeg ikke der er nogen som kan følge med Henrik og Allan i længden. I flokken bagved tror jeg mest på lokale Jimmy Arvidsen 1:10 (billedet) fra TIF som sammen med Ravn Hamberg 1:20 fra Salomon Store gjorde sig positivt bemærkede ved Ultraløbet Fyr til Fyr (begge var under den gamle banerekord). Sidste mand jeg vil fremhæve er er Jens Røyen Krieger 1:20 som jeg tror, har mere i sig end han viste i vinter, hvor han høstede erfaringer ved Transgrancanaria. Mathias Jørgensen 1:25 er også et interessant navn. Han har ikke løbet så mange trailløb men er har løbet 73 k på 6 timer og 200 på 24.

IMG_3594
Andreas “Konfirmanden” Hedensted 1:317
På podiet hvis alle andre udgår 😉 Nej seriøst så håber jeg Andreas får et godt løb og kommer igennem. Gode folk er ikke sådan tl at holde nede 🙂

50 Miles:

48170_179195578899676_626384129_nFoto: Stine Sophie Winckel – Ultraløbet Fyr til Fyr
Kenneth Kofod 1:2
Den overbevisende vinder af første udgave af Ultraløbet Fyr til Fyr og sidste års nummer 3 på 50 miles. Kenneth løber i helt flade sko og en ekvilibrist i terrænet og på nedløb. Til hverdag løber han på Åsen i Køge eller på sit eget marathonspor i baghaven i Vallø StorskovHan har 100% fokus på sit eget løb og går efter en sluttid på omkring de 8 timer. Jeg kan ikke se hvem som skulle kunne true Kenneth på en god dag 🙂

63396_179199165565984_57178303_nFoto: Stine Sophie Winckel – Ultraløbet Fyr til Fyr
Per Egon Rasmussen 1:5
Per var på en delt andenplads ved Ultraløbet Fyr til Fyr og løb i efteråret en 3. plads hjem ved Ultima Frontera, 50 miles i Spanien i tiden 8:24 på en kuperet rute.

IMG_1949
Dark horses:
Christian Grøn Nørfelt 1:8 (billedet til venstre) er nok den hurtigste af deltagerne på kortere distancer. Så det bliver spændende at se hvordan han klarer den over 50 miles. Samlet vinder af “Hillbilly” serien i vinter. Lokale Mikkel Holm 1:9 er også rigtig giftig i terrænet og kender Hammertrail-ruten og terrænet bedre end nogen anden. Brasianske Fabrício Bastian (1:10), Kent Olesen Abrahamsen (1:12) Team Fusion og Stefan Stougaard (1:15) Marathonsport har alle niveauet til at være med og slås om podieplaceringer.

50 km.

305935_178981392254428_99249370_nFoto: Stine Sophie Winckel – Ultraløbet Fyr til Fyr
Jacques Dehnbostel 1:2
Jacques nedjusterer i følge mine oplysninger til 50 km. Efter en kedelig “Refused to continue” ved Ultraløbet Fyr til Fyr tror jeg han er sulten efter at vise noget igen. Han sæsondebuterede ellers på fornemmeste vis ved med et topresultat på den 83 km. “avisbudsrute” ved Transgrancanaria.

IMG_1433
Claus Bech 1:3
Selvom Claus kommer lige fra en længere skadespause så tror jeg ikke man skal undervurdere sidste års nr. 4 på 50 miles og 6´er ved Swiss Alpine Run. Gammel triatlet og en garvet rotte.

TeamSuunto-2363Foto: Martin Paldan – Løb Mod Kræft
Leon Skriver Hansen 1:3
Som indehaver af den danske rekord i 24 timers løb på løbebånd er Leon en af de meste garvede ultraløbere herhjemme. Han kommer med en frisk andenplads fra Ultraløbet Fyr til Fyr og selvom året hovedmål er Western States Endurance Run i USA skal man aldrig afskrive Leon. Heller ikke på kortere distancer hvor han har det for vane at dele prygl ud til de små hurtige drenge 🙂

IMG_2133
Dark horses:
Simon Rosell Holt 1:10 og Mick Dyreholt 1:10 tror jeg er nogen af dem som virkelig kan overraske…

Kvinderne:

Her vinder:

11515_179199072232660_416855698_nFoto: Stine Sophie Winckel – Ultraløbet Fyr til Fyr

100 Miles: Tracy Høeg (billedet herover)

50 Miles: Christina Panduro foran Maibritt Skovgaard og Lene Nissen jensen

50 k: Dorte Dahl (vinder af Ultraløbet Fyr til Fyr – billet herunder)

535731_178981578921076_1987249411_nFoto: Stine Sophie Winckel – Ultraløbet Fyr til Fyr

Ingen Hammerman i år

IMG_4263

Salomon Hammertrail 100 miles er Danmarks hårdeste løb og der man møder op hvis man har noget at bevise.

Men efter HURT føler jeg ikke jeg har noget at bevise længere og har derfor besluttet, at jeg ikke løber Hammertrail i år. Selvom jeg elsker at konkurrere med andre, så var min hovedmotivation for at deltage, kampen mellem mig selv og terrænet. At se om jeg kunne forbedre min egen tid og måle mig i forhold til tiderne fra 2011 og 2012. Nu bliver ruten ændret (hvilket jeg syntes er topdollar – jo sværere jo bedre) og så er det ikke længere muligt.

Desuden har jeg et overordnet mål for året om at løbe terrænløb på over 300 km. og her ville restitutionstiden ville for presset. Det er også vigtigt at jeg hver dag lytter til min krop og tager et løb af gangen, hvis min ambitiøse plan skal lykkes.

At jeg nu har fået start i ”Kongeløbet” Tor de Geants i september gør også at jeg ikke ville tage nogen unødige chancer for at kommer helskinnet frem til starten anden uge i september.

Men jeg glæder mig stadig som et lille barn til Hammertrail og ser frem til at følge mange gode venner på tætteste hold og bidrage til at gøre første weekend i maj til en kæmpe løbe-fest.

Men nu gælder det i første omgang at blive helt frisk til næste weekends strabasser til Trangrancanaria hvor mange ambitiøse danske ultraløbere deltager…

Løb jeg planlægger at deltage i i 2013:

2. Marts – Transgrancanaria – 119 km. – 7100 m+
12. April – Junut – 230 km. – 7000m+ –
29. Maj – Wibolt – 320 km. – 11.700 m+
20. Juli – Eiger Ultratrail – 101 km. 6700m+
8. September – Tor de Geants – 330 km. – 24.000m+

Svendeprøven anno 2013

ECC11

Nu fik jeg jo aldrig afsluttet min svendeprøve som ultraløber, da Ultra Trail du Mont Blanc i år blev kortet ned til 110 km. I stedet kaster jeg mig nu ud på dybt vand med et 2013 program der både udfordrer og skræmmer mig.

Første halvdel er opbygget som en 3-trins raket, med længere og længere distance.

HURT100L
HURT 100
Legendarisk ultraløb på Hawaii på 100 miles. En særdeles kuperet rute i regnskoven ovenfor Honolulu gennem løbet 5 gange. Det bliver varmt, fugtigt, med mange vandpassager og havd der ellers kommer til af myg, kryb og lokale vildsvin. Det bliver på alle måder ud af komfortzonen og sandsynligvis også min sidste tur i hamsterhjulet (aka rundeløb), da jeg er gået helt kold på at løbe i ring.

IMG_0148
Transgrancanaria
Det bliver mit 3 år til Trangancanaria (selvom jeg sidst løb “børneløbet” på 96 km) som jeg har haft en had-kærlighedsforhold til. Sidste år var nok min værste løbeoplevelse EVER, hvor jeg kæmpede mig gennem regn og mudder to nætter ude med Jesper Halvorsen. I år klappede det hele og jeg havde mit bedste ultraløb til dato, med en samlet 17. plads. Næste år (2013) jeg bliver der stor dansk deltagelse og jeg håber på at følges med nogen af de andre danskere, jeg kender i løbet. Ruten er ændret lidt til årets løb for at få mere singletrack og mindre grusvej og er på 119 km og 7100 højdemeter. Tror det bliver en hyggelig tur.

%C3%9Cbersicht-Strecke
Junut
Ugen efter jeg selv arrangere “Inov-8 Fyr til Fyr” på Bornholm, løber jeg det 220 km. lange Junut i Bayern med 5300 højdemeter. Løbet er en tur rundt på Jura-steig nord for München med en tidsgrænse på 47 timer. På papiret er det et løb jeg ar en realistisk chance for at vinde, men mit udlæg kommer til at være ret konservativt.

IMG_0347
(Salomon Hammertrail)
Som sagt er jeg ikke motiveret til at løbe i rundkreds, men da jeg kender Hammertrail bedre end min egen bukselomme og elsker stemningen omkring løbet stiller jeg op hvis jeg er ovenpå efter Junut. Det er trods alt Danmarks hårdeste løb og her man er med hvis vil noget 😉

17_Marksburg_von_Norden
Wibolt
I flere år har jeg haft kig på Rhein-steig mellem Wiesbaden og Bonn til en lang flere dages træningstur. Så da jeg fandt ud af at de arrangerer et non-stop-ultratrail netop der var sagen klar. Så planen er er at købe en enkelt billet til Frankfurt, tilbagelægge de 320 km. (og 11.700 m+) på under 90 timer og flyve hjem fra Köln.

TS_RUN_FAULHORN_D88542-79f0ea9e
Eiger Ultra Trail
Eiger Ultra er et nyt løb der holdes første gang i 2013. Længste distance (og MAN løber jo altid længste udbudte distance 😉 er 101 km. (6700 m+) forbi nordvæggen af Eiger. Løbet arrangeres af Ueli Steck aka The swiss Machine. Hvis Du ikke ved hvem han er så SKAL Du lige se videoen her

Hvordan resten af sæsonen flasker sig kommer an på lodtrækningen til UTMB og hvordan kroppen har det.

IMG_2966

So far – So what…

Så er det hverdag igen. Selvom benene og maven stadig er helt ødelagt her over en uge efter løbet, er hovedet klart. Der bliver efter-rationaliseret til den store guldmedalje og kogt suppe på alle indtryk og erfaringer fra UTMB.

I år har jeg løbet 4 lange løb. 2 er gået godt (Trangrancanaria 96 k og Hammertrail 100 miles) og 2 er gået skidt (Täby Extrem Challenge 50 miles (DNF på 100) og Ultra Trail du Mont Blanc 103,5 k). Der hvor det går skævt er også der, hvor man lærer af sine fejl og det bruger jeg som brændstof fremad rettet. Hvor i mod når alt er perfekt og det hele spiller, er faren at man blot læner man sig selvfed tilbage, pudser ego’et og fuldstændigt misser potentialet for forbedring.

Mit næste store mål (ud over at kunne gå ned af trapper uden at børnene griner af mig) lidt længere ude i horisonten, er at slutte sæsonen af med stil. Nærmere bestemt The North Face Endurance Challenge Championships i San Francisco. Det er på 50 miles og samler, takket være en god slat præmiepenge, (som jeg ikke regner med at få del i 😉 det hårdeste felt i verden på distancen. Ruten går ved Marin Headlands hvor Golden Gate broen ender og nord på langs kysten. Det er min første tur til den amerikanske vestkyst og jeg glæder mig til opleve Californien. Løbet bliver hurtigt og vindes som regel i en sub 7 timer tid. Mit fokus er at få løbet et godt løb med så jævn belastning som muligt og samtidig få alt ud af tanken.

Det skal nok blive en fest når vi skal den anden vej op af den her til Transgrancanaria 2013. Foto: Jesper Halvorsen

Så træningen her i efteråret vil være fokuseret på løbeteknik og fart. Efter at have været en tur i gennem møllen hos Posemand.dk (på workshoppen ”løb uden skader”) er jeg super motiveret til at forbedre mit løb. Dels for at belaste kroppen så lidt som muligt når jeg løber og for at blive mere effektiv og økonomisk på de lange løb. Det er ikke noget der gøres fra den ene dag til den anden og man bliver mere eller mindre nød til at starte fra scatch og bygge langsomt op. Så det passer fint ind i programmet de næste par måneder.

I det nye år venter HURT 100 på Hawaii i januar, som er et 100 miles (160 km) løb i regnskoven over Honolulu. Det bliver på alle måder et løb uden for komfortzonen med varme, luftfugtighed og mange vandpassager der gør livet svært for fødderne. Meget mere om det senere. Allerede halvanden måned efter det vender jeg tilbage til Gran Canaria efter flere tæsk. Trangrancanaria byder i år på en ny rute i bjergene på tværs af øen. Her bliver med stor dansk deltagelse og jeg ser frem til en rigtig hyggelig tur.

Men i morgen venter en regnvåd Rude skov med 65 glade ansigter til LØBEREN´s Trail-træning og vores Trailcamp.dk på Samsø er også lige rundt om hjørnet ☺

Transgrancanaria 2011 med Jesper Halvorsen ved Roque Nublo 1813 m.o.h.

Ultra Trail du Mont Blanc – løbsberetning


Det er fredag aften og Chamonix er på kogepunktet. Efter flere års forberedelse står jeg endelig på startlinien til, min store svendeprøve som trail-ultraløber, Ultra trail du Mont Blanc. Ærgelsen over skulle løbe en afkortet reserve rute, pga. af ekstremt dårligt vejr, er for længst lagt bag mig. Skyerne hængt tungt og truende over dalen, men jeg glæder mig som et lille barn til at komme afsted. Forude venter 103,5 km. og næsten 6000 højdemeter (op ad).

Morten Schrøder og jeg inden starten

Vi står som sild i en tønde og da starten går sætter karavanen, af 2300 løbere fra over 60 lande, langsomt i bevægelse. Musikken pumper ud af højtalerne og der er jublende tilskuere overalt. Jeg følges med Morten Schrøder, som jeg kender hjemmefra, ud af byen. Hans familie står klar med Dannebrog på hovedgaden og hepper os på vej. Efter et par kilometer på asfalt drejer vi ind på en smal grusvej. Der er mange langsomme løbere foran og hver gang vi rammer den mindste lille bakke går møllen i stå. Morten og jeg skilles og jeg jogger roligt ude i kanten af vejen for at kunne komme op foran de langsomme løbere.

Se videoen fra starten her.

Flaskehals

Efter første væskedepot i Les Houches starter dagens første stigning og det begynder at småregne. Vi bevæger os stadig i en lang slange og der opstår hurtigt flaskehalse. Jeg tager det roligt og finder min plads i køen. Regnen tager til og min lette Salomon jakke kommer på, samtidig med jeg fisker stavene frem fra rygsækken. Halvvejs mod toppen bliver det lidt bredere igen og jeg finder for første gang ind i min egen rytme. Power-hiker i zig-zag og overhaler hele vejen. Det er begyndt at regne reelt da vi kommer hen over Le Délevret i 1776 m.o.h. Nedløbet er rutens længste. Det er stejlt og meget mudret. Mine nye Inov-8 Trailroc står forbavsende godt fast (selvom de er skabt til tørre løse forhold) i pløreret. Man kan bare glemme alt om at slappe af her. Det kræver fuldt fokus og alt for mange kræfter at holde sig på benene ned. Folk omkring mig skøjter rundt. Jeg bruger for mange kræfter men kan ikke rigtig gøre noget ved det.

I depotet i Saint-Gervais hersker kaos og mange får hjælp af deres familier. Jeg vurderer at have væske nok til næste depot og snupper kun lige lidt vand og cola i forbifarten. Nu ryger vi ind på smalle stier igen hvor det er svært at overhale. Prøver at tage det roligt og vente til jeg kan komme forbi. Det gør hele tiden op og ned selvom det stiger jævnt op mod Les Contamines ved 30 km. Lige inden depotet løber jeg tør for sportdrik i væskeblæren, samtidig med at det nu står ned i stænger. En svenske jeg overhaler ringer og instruerer konen i hvad han skal bruge af tørt tøj i depotet. En sød hjælper prøver at hjælpe med at fylde vand på kamelen, men det går faktisk hurtigere når jeg selv gør det, selvom mine fingre er godt kolde. Regnjakken kommer udenpå og min Aclima halsedisse bliver trukket godt op om ørene. Udvalget af mad i depotet er som sædvanlig lidt for eksotisk til min smag (oste, pølser og alt for søde kager) så jeg holder mig til mine Gu gels og Cliff Shotbloks. Jeg har haft ondt i maven længe men tænker at det nok skal gå over.

Opbakningen er helt utrolig og til trods for regnen er der rigtig mange entusiastiske tilskuere ude og heppe. ”Allez Allez”, ”Bravo” og ”Courage” blandet med kobjælder i alle afskygninger. Mine fingrer er næsten følelsesløse og jeg må svinge armene rundt mens jeg løber for at får liv i dem igen. Op til kirken ved Notre Dame Gorge løber vi lidt asfalt med svag gadebelysning, inden vi igen svinger ind på en meget stenet sti. Stigningsgraden tager til og stavene er guld værd. Har godt drev i den og overhaler hele vejen på til La Balme, som er her vi svinger væk fra originalruten. Til min store overraskelse frister det store bål ved væskedepotet mange løbere til at sætte sig ned og lune sig. Jeg nøjes med en halv skål suppe og en stykke chokolade inden det hurtigt går videre opad.

Kort efter er vi oppe i sneen og nu bliver det for alvor koldt, da terrænet er mere eksponeret for vinden. Der ligger 5-10 cm. tøsne på hjulsporet vi bevæger os henover. Efter at have passeret løbets højeste punkt, svinger 100 pandelygter pludselig rundt foran og lyskeglerne fejer rundt i alle retninger. På dem der kommer tilbage op i mod mig kan jeg forstå at de har mistet orienteringen. Pludselig står 200 mand og kigger rundt i alle verdens hjørner efter næste markering med refleks på. Jeg benytter tommulten til at få ladet vandet og pludselig er der én der blinker i det fjerne. Vi er hurtigt tilbage på sporet. Må virkelig kæmpe med at få energien ned og tænker på Aleksandar Sørensen-Markovic der ”kunne køre med sand i dunkene” og siger at ”om det så smager af hundelort skal det ned”. Sigtbarheden er lav, det blæser, er smede-koldt og jeg har det stadig skidt. Eneste lyspunkt er at se Bambi skøjte rundt i sine Hoka(plateau)-sko på single-tracket foran. Det er faktisk ret teknisk med mudder mellem store klippeblokke og sne i siderne. I starten løb jeg uden om vandpytterne. Nu bliver der bare pløjet igennem det kolde mudder.

Vi når skiliften ved Le Signal i 1910 m. og jeg kan for alvor mærke at der ikke er en stor dag i vente. Lige så hurtig jeg var opad – lige så langsom er jeg nedad. Folk kommer blæsende forbi i højre og venstre. I min naive tro om at være i mål inden 18 timer har jeg sat mit Suunto Ambit til at opdatere en gang sekundet (frem for en gang i minuttet hvor batteriet holder op til 55 timer). Normalt kigger jeg aldrig på uret når jeg løber, men her får det tankerne væk fra de trætte ben. Det overrasker mig at jeg kun kan løbe 7-8 min/km nedad bakke, selvom mine lårbasser er helt baskede. Flere gange må jeg gå, når det går for stejlt ned. Jeg har prøvet at det brænder i lårene på lange nedløb før. Både under træning i Østrig og de 2 gange jeg har løbet ”Transgrancanaria”. Men nu nærmest eksplodere lårene. Flere af raketterne bagfra stopper lige op og hører om jeg er ”Økay” eller om jeg har ”Injury?”. Jeg smågriner bare lidt og fortæller at jeg bare er fra Danmark, men indvendig blinker alle de alarmklokkerne. ”Fuck det bliver en lang dag” tænker jeg og fortsætter ned ad.

På vejen tilbage mod Les Contamines dør min pandelygte pludselig. Jeg er for kold og våd til at stå ude i skoven og skifte batteri, så jeg nasser mig til lidt lys, ved at løbe lige bag én med en ordentlig (sy) lampe. I depotet fylder jeg blæren op med High5 4:1 sportdrik, skifter til min reservelampe og tøffer videre. Opad går det bedre med benene. Her er godt stejlt og der bliver virkelig lagt vægt i stavene. Inde i skoven er luften utrolig tæt og snart omslutter tågen hele bjerget. Efter toppen følger endnu et stejlt nedløb, inden det går op mod Bellevue. Tågen er nu så tæt, at jeg ikke kan se hvor jeg sætter fødderne. Jeg skifter mellem at gå og løbe nedad indtil jeg til sidst vælger løbet. Det gør nogenlunde lige ondt og løb er trods alt marginalt stærkere end gang.

Stigningen op mod Bellevue bliver ved og ved og er til sidst også rigtig stejl. Det regner stadig og jeg overvejer om jeg skal hive den tykke trøje op af rygsækken. Når endelig depotet på toppen, hvor de er ved at løbe tør for altid. Alt for mange mennesker og fuldkommen kaos. Så får ikke tanket ordentligt inden jeg vælter videre ud over kanten. Her står en official og advarer om ”Danger”. Jeg kigger vantro ned ad en næsten lodret mudderpøl og tænker ”No shit!”. Selv at gå ned er vildt hasarderet, for slet ikke at snakke smertefuldt for lårene. Løberne uden stave ligner kamikaze-piloter på selvmordsmission. Er flere gange vidne til nogle vilde wipe-outs i mudderhelvedet.

Jeg havde medbragt ibuprofen (til nødstilfælde), men var ikke engang i nærheden af at overveje det. Smertestillende er i mine øjne et kæmpe NO-GO under løb, hvor bl.a. dehydrering giver stor risiko for nyresvigt. Så i stedet klamrede mig til stavene og håbede på det bedste ned af det mere end 800 højdemeter lange nedløb, gennem skoven. Mudderet lå i op til 20 cm. dybde og ingen sko havde stået fast her. På et tidspunkt stod der nogle gutter og heppede og jeg troede straks at vi nærmede os bunden. For ingen gider vel gå flere hundrede højdemeter op i mørke og mudder for at heppe på nogen fjolser der løber? Jo det gider folk godt og nedløbet fortsatte i det uendelige. Til sidst begyndte det at blive lyst, hvilket passede fint med at batteriet i min reservelampe sang på sidste vers. Hele vejen ned blev jeg selvfølgelig overhalet igen ☹ Men på asfaltvejen ned mod Les Houches var det nogen der havde det værre end mig. De stavrede afsted som døden fra Lübeck mens jeg kunne løbe det meste af vejen ned til væskedepotet.

Her fik jeg tanket lidt cola i blæren og spist lidt suppe. Maven var oven på igen og det blev straks fejret med lidt baguette med ost og pølse. Igen var folk i gang med at få hjælp af deres familier og skiftede til tørt tøj og rene sko. Hvilket jeg syntes er unfair, når jeg måtte slæbe det hele selv og når vi ikke havde nogen drop-bag ude på ruten, med ekstra grej. Det burde være lige for alle. Den næste stigning op mod dyreparken ved Merlet gik på asfalt op af hårnåle-sving. En nem og bekvem måde at nive nogen højdemeter med slatne ben på, men lidt trist i et ”trailløb” (som defineres af under 10 % asfalt). Det var nu under 30 km. hjem og det hjalp lidt på moralen, samtidig med at det holdt op med at regne. Nedløbet var til gengæld top dollar med fed singletrack ned gennem skoven. Under normale omstændigheder havde det været en fest. Men nu kunne mine ben ikke længere. Så jeg stavrede ned af stien og trådte til siden hver gang der kom nogen løbende bagfra. Mens jeg talte i telefon med Ravn som sad derhjemme og lave live update på http://www.facebook.com/trailloeberen kom Morten Schrøder pludselig løbene bagfra. Han havde lukket forspringet på en halv time (jeg havde på toppen af Bellevue) og var tydeligvis godt løbene.

Jeg samlede kræfterne for at følge med ham ned af bakken. Mine lår skreg af smerte, men jeg tænkte at, det her var nu eller aldrig og sikkert sidste chance for at komme nogenlunde elegant igennem dagen. Det tærede på benene, men selskabet var opløftende. Morten spurgte om vi skulle løbe om det (at blive bedste dansker) eller følges til mål. Jeg sagde at vi for min skyld godt kunne følges til mål (som om jeg havde et valg ☺). Ved depotet i Les Tines stod Mortens familie og heppede og vi stoppede lige op et par minutter. Vi fik udvekslet lidt anekdoter fra nattens rædsler mens vi løb. Da vi ramte dagens sidste stigning måtte jeg melde alt udsolgt. Da jeg tredje gang sagde til Morten, at han bare skulle løbe og at jeg ikke ville holde ham tilbage, forsvandt han hurtigt op af de mange hårnålesving. Jeg bandede over ikke at kunne følge med og prøvede at komme ind i mit eget tempo igen. (Morten kom flot i mål halvanden time før mig).

Stigningen var virkelig hård og stien gik lige op i himlen. Hver gang jeg rundede et hjørne og troede at nu var den der, fortsatte den bare stejlt op gennem skoven. Mit sats med at sætte (Suunto) Ambit uret på opdatering hvert sekund gav bagslag, da det løb tør for strøm efter 16:25. Nu havde jeg ingen anelse og hvad klokken var eller hvor mange højdemeter der var igen. 5-6 gange på vejen op måtte jeg sætte mig på en sten og samle mig. Pulsen var helt oppe og ringe uanset hvor langsomt jeg gik eller hvor længe jeg blev siddende. Det eneste der fyldte mine tanker var HVORDAN jeg dog nogensinde skulle komme ned igen. Jeg tænkte på løftet jeg havde givet min søn Joshua på 5 år om ikke at give op.

Solen tittede lidt frem hist og her, men varmt var det ikke. På toppen lå en løber pakket ind i plastik, mens samaritterne prøvede at få varmet ham op med varm te og tæpper. Nedløbet til Argentiere var heldigvis ikke så stejlt. Et stort antal løbere kom alligevel susende forbi. Det var irriterende at skulle træde til side på den smalle sti hele tiden, men dårlig stil at lade være. Jeg havde længe undret mig over hvor Hoka-Heine (Petersen – nr. 5 på Hammertrail 100 miles i år) blev af, da Ravn havde fortalt at han var på vej bagfra. Lige inden væskedepotet kom Heine så i en stor gruppe. Nu mobiliserede jeg de aller sidste kræfter og satte i løb sammen med ham.

Der var god stemning i Argentiere og lige efter depotet stod Katrine og Claus (nr. 6 til Swiss Alpine K78 i år) Bech og heppede. Det hjalp lidt på humøret og jeg sjoskede videre efter Heine. Kønt har det næppe været. Heldigvis begyndte han hurtigt at gå, hvilket passede mig perfekt. Så vi gik de ca. 8 km. tilbage til Chamonix og hyggesnakkede. Det virkede som om Heine havde det fint med at spare kræfterne til Det 330 km. lange bjergløb Tor de Geants han skulle løbe 6 dage efter (Respekt der…). Den sidste km ind gennem Chamonix centrum “løb” vi så. Det var helt fantastisk med et hav af tilskuere ude langs ruten. Efter 19 timer og 18 minutter løb vi sammen i mål på torvet med 103,5 km og næsten 6000 m+ i benene (som samlet nr. 759 og 760).

Ole Gram Clausen som tændte UTMB-gnisten i mig for 5 år siden (på en regnvåd løbetur i København) var der med fruen samt Katrine og Claus Bech. Det var et skønt øjeblik, jeg sent vil glemme. Mega fedt at have kendte ansigter omkring sig. Ole grinede og prikkede til mine trælår – “Nu ved Du hvad jeg snakker om – at det er svært at løbe i bjerge når man bor i Danmark”. Oh yeah… Peter Fredberg fra BT var der også for at få et interview. “Du må sgu lige vente en time – jeg skal lige hjem på hotellet” sagde jeg. Han lignede ikke en mand der var vant til afvisninger. På vejen til hotellet blev jeg overvældet af en enorm skuffelse over at have underpræsteret, i forhold til hvad jeg ved at jeg er i stand til. Men efter at have sundet mig lidt og ladet indtrykkene sænke ind, begyndte stoltheden at brede sig i kroppen. Da jeg sent på aftenen luskede ned på Mac’en for at spise kom finisher-vesten da også på 🙂

Her bagefter er jeg egentlig ok tilfreds med løbet og har ikke mange ting jeg ville gøre anderledes. At jeg i den grad ikke ramte dagen skyldes nok en kombination af manglende akklimatisering, kulde, for lille energi-indtag og alt for få højdemeter i træningen. Forberedelserne havde været så optimalt som muligt under de rammer jeg havde til rådighed.

SE The North Face korte fil med “Epic Moments” fra løbet her 🙂

Den nye Inov-8 Trailroc 245

Kom i tanke om en cykelrytter der fortæller en journalist om hvordan det er at køre Paris-Roubaix; “Det er koldt og vådt og blæsende, man skider i bukserne og lider på de mange pavéer”. “Så Du kører ikke næste år” spørger journalisten forundret. ” Jo selvfølgelig – Det er jo verdens hårdeste cykelløb”.

Sådan har jeg det med UTMB og næste år skal jeg tilbage efter flere prygl. Forhåbentlig på den fulde rute, i bedre vejr og endnu bedre forberedt ☺

Præmieoverrækkelse i konge-vejr søndag formiddag

Mine favorit jakker til (lange) løb

Montane Marathon jakke i brug ved Transgrancanaria 2011. Foto: Jesper Halvorsen

Ja det virker måske mærkeligt at skrive om jakker om sommeren. Men dels er sommeren jo ikke rigtig kommet og desuden er der mange af jer derude der skal have jakker med til diverse lange løb henover sommeren. Nedenstående et ment som inspiration til hvilke kvaliteter man skal gå efter i en jakke og hvorfor jeg har valgt som jeg har. Altså IKKE en decideret test. I test skal man jo kun sammenligne jakker inden for præcis det samme segment (pris, vægt og funktion), hvilket bladene (og andre der laver tests) tit glemmer når de sammenligner gulerødder og kartofler.

Egentlig løber jeg ikke særligt meget i jakke til træning. Heller ikke om vinteren, men foretrækker tit en tætsiddende trøje, evt. med Windstopper i (og ikke flagrer rundt). Men på de lange løb hvor man er våd i lang tid af gangen, intensiteten er lavere og temperaturen meget svingende kan man ikke undvære en god jakke. Særligt ikke når man færdes i bjergene hvor vejret skifter hurtigt.

Pakkevolumen

Vindtætte jakker (uden hætte):
I mens vi venter på næste generations super lette jakker når frem til forbrugerne, er her 2 gode bud på en let og åndbar jakke. Salomon har i flere år testet jakker i denne kategori til omkring 40-70 gram. I forår/sommer 2013 kommer der bla. en ny let jakke fra Salomon til under 70 gram, der ser ret lovende ud.

Montane Featherlight Marathon Jacket
Morgenmad efter 7 timers løb ved Transgrancanaria 2011. Foto: Jesper Halvorsen

Beskrivelse: Let skriggul jakke i Pertex. Super åndbarhed og bevægelsesfrihed. Vindtæt men ikke vandtæt. Bliver beskrevet af producenten som “Showerproof” og det skal man heller ikke tro på.  Men så snart det er tørt jakken fantastisk og ånder virkelig godt.

Detaljer: Elestikker i håndled og elastik med justering i livet. Gode ventilation-huller med vindflapper henover (så det ikke suser ind). Tynde refleks striber under armene. Dobbelt lag materiale i hals. Lille paksæk (lidt større end en tennisbold) medfølger. Fuld lynlås og kraftigt materiale på indersiden så det ikke sætter sig fast i lynlåsen. Forstærket materiale på albue og underarm.

Vægt: 143 gram i Large.

Producent/Forhandler-link Her

Elastik ved håndledet

Helt almindelig lukning i halsen

Salomon Fast Wing Jacket
Umiddelbart før starten af Hammertrail 100 miles 2012

Beskrivelse: Super let og åndbar jakke. Minder meget om Featherlight Marathon fra Montane men virker mindre vindtæt og mere åndbar. I fugtigt vejr klasker den hurtigt ind til kroppen. Jeg løb Hammertrail 100 miles med den jakke indtil sidste runde hvor jeg hev en regnjakke uden på og det fungerede super fint. Selv med 20 sekundmeter og skumsprøjt fra havet lørdag morgen halvejs i løbet. Noget rummelig i pasformen, men kan til gengæld tages ud over rygækken, hvilket er fedt når vejret skifter. Så kan man tage jakken af og på uden at stoppe op og tage rygsækken af.

Detaljer: Fuld lynlås. Elastik i liv og ærmer. Lille lomme på (højt) venstre bryst. Stropper til tommefingre ved ærmer (så ærmerne ikke blæser op). Åbning så man kan se uret gennem ærmet. Net under armene til ventilation (bliver lavet om til ventilation-huller med vindflapper henover i den kommende model (2013) for at undgå svedlugten som hænger i nettet. Lille “knap-strop” øverst ved lynlås (så man kan lyne ned uden samtidig med at den bliver siddende uden at flagre rundt). Små smalle reflekser bag på ærmer og på fronten.

Vægt: 120 gram. i L.

Producent/Forhandler-link Her

Elastik ved håndled med mulighed for at sikre den omkring tommelfingeren

Asymetrisk lukning i halsen

Vandtætte Jakker (med hætter):

Jeg har valgt vindjakker uden hætte ud fra devisen om at har man brug for en hætte er vejret så slemt at man alligevel skal bruge en regnjakke. På de lange løb har jeg på egen krop erfaret hvorfor man skal have en rigtig god regnjakke med. Vi blev sidste år overrasket af regn om natten til Transgrancanaria og der lærte jeg på den hårde måde at i bjergene skal man have regnjakke med uanset hvad. 1 grad og regnvejr i en vindtæt jakke er bare ikke fedt. Jeg har aldrig været så kold i mit liv og mange løbere måtte have deres alu-tæpper omkring sig. I år havde de ændret reglerne så man skulle have regnjakke med.

Outdoor Research Helium Jacket
Alene i front til Täby Extreme Challenge 100 miles

Beskrivelse: Lækker regnjakke med tapede syninger i Pertex Shield. Åndbar er en svær ting at gøre op da mange faktore spiller ind m.h.t. materiale, størrelse og pasform mv. Men jeg syntes at Helium jakken ånder rigtig godt (på linie med de 2 andre vandtætte jakker). Ved Täby Extreme Challenge i april, vågnede jeg op til 15 cm nysne og sludregn. Så der endte jeg med at løbe i jakken de første 6 timer. Det havde ikke virket hvis den havde åndet som en plastikpose (=billige regnjakker).

Detaljer: Justerbar hætte med afstivet skygge, vandtæt lynlås med beskytter ved hagen, velcrolomme indvendigt som jakken foldes sammen i, udvendig lomme på venstre bryst med vandtæt lynlås, tapede syninger, elastik i håndled, justerbar elastik i livet,

Vægt: 193 gram i L (i den nye Helium II der er kommet på markedet  vejer 180 gram i L og 162 i M.)

Producent/Forhandler-link: Her (ny model)

Inov-8 Raceshell 220

Beskrivelse: Gennemført enkel jakke. Inov-8 tager et kvante-spring frem med denne jakke, i forhold til deres tidligere skal-tøj. Jakken har ligesom de matchene regnbukser en tæt atletisk pasform som gør at den sidder tættere end både Minimus og Helium jakkerne. Det gør jakken teoretisk mere åndbar end de andre som er mere rummelige. Mig passer den perfekt, men den har selvfølgelig sværere ved at passe bredt. Men fedt at se Inov-8 gå all-in på atletisk snit. Noget Patagonia f.eks. gør konsekvent. Personlig syntes jeg at anorakker er lækre og man sparer vægten af en halv lynlås. Så lettere men også mere bøvlet at få af og på.

Detaljer: Halv lynlås (anorak). Vandtæt lomme på venstre bryst. justerbar hætte. Tapede syninger. Tynd polstring på indersiden af kraven (god detalje). Bløde håndledsmanchetter med hul til tommelfingeren.

Vægt: 237 gram i str. L.

Producent/Forhandler-link: Jakken kommer først i handlen til efteråret og er ikke kommet på Inov-8 hjemmeside endnu. Men når det sker er det HER 🙂

Dette billede viser åndbarheden i jakken, hvor fugten efter en lang løbetur, kun sidder på de tapede syninger og ikke på materialet

Montane Minimus Jacket

Beskrivelse: En rigtig fed jakke til bjergene i Pertex Shield +. Har detaljer man finder på tungere og dyrere skal-jakke til outdoor-brug. Justerbar hætte med formbar plasttråd til at holde skyggen på plads. Velcro-strop til at holde hætten når den ikke er i brug. Reflekser ved albuer. Formentlig den jeg vil have med mig til UTMB, da det er den mest velegnede til rigtig dårligt vejr.

Detaljer: Fuld lynlås. Velcro-justering på ærmer. Justerbar elastik i livet. Polstret hagebeskytter i kraven. Lomme på venstre bryst. Reflekser på albuer og hætte.

Vægt: 212 gram i str. L.

Producent/Forhandler-link: Kan købes her hos Racegear.dk

Skriv endelig hvis Du har spørgsmål til jakker eller udstyr generelt…

Trailcamp på Samsø med Inov-8, Posemand.dk og Team Suunto


Trailcamp i Nordby Bakker

Beskrivelse: Vi har løber i det kuperede område ved Nordby bakker på nordspidsen af Samsø, og fokuserer under denne trailcamp på løbeteknik, træningplanlægning og motivation, med nogle af landets største kompetancer på området. Der vil være workshops med bla. Claus “Posemand.dk” Rasmussen, Aleksandar Sørensen-Markovic fra Outofbubblegum.dk og Moses Løvstad aka Trailøberen. Vi bor i skønne omgivelser på Nordby Hotel og bliver forkælet med en særlig menu af krofatter Malik Lynge der selv er aktiv Triatlet. Det vil være oplæg omkring trailsko samt mulighed for at teste sko og andre produkter fra Inov-8 og meget mere…

Se mere på siden her

Skovalg til Hammertrail 100 miles

Klar til starten på Hammertrail 2012
På min Facebookside fik jeg et rigtig godt spørgsmål om skovalget til Hammertrail 100 miles fra Rasmus Gorm Pedersen…

Hej Moses
Kan se at du løb Hammertrail i et par modificerede “landevejssko” – Road-X 255. Hvad var lige baggrunden for det? Hvorfor ikke de mere trail-orienterede sko? Og hvis man kan løbe 100 trail miles i “landevejssko”, hvorfor så overhovedet have deciderede trailsko? 😉 ? (hilsen een der nu har 4 par Inov8 sko ;-))

Hej Rasmus.
Rigtigt godt spørgsmål – nu skal Du høre 🙂 Mine 3 vigtigste grunde til at anbefale folk at anskaffe sig en rigtig trailsko er: lav sål (= lavt tyngdepunkt og god kontakt og føling med underlaget), stor åndbarhed (for at kunne dræne hurtigt ved vandpassage og minimere risikoen for vabler) samt et greb i sålen svarende til det undelag man skal løbe på. Inov-8 Road-X 255 opfyldte disse 3 kriterier for mig til Hammertrail.

Skoene var valgt primært med tanke på de relativt lange passager på grusvej samt nedløb. For selvom jeg gerne vil det, så lander jeg ikke forfods på så lang en tur og da slet ikke på nedløbene. Så jeg får lidt ekstra støddæmpning i hælen i forhold til de fladere sko jeg træner. I forhold til en konvesionel højhælet løbesko (som f.eks. Asics Kayano) er de stadig noget lavere og giver bedre kontakt med underlaget. For de fleste havde Road-X’ens glatte sål nok været i underkanten, men dels kender jeg ruten til Hammertrail som min egen bukselomme og så løber jeg næsten al min træning i terræn. En klassisk 110 % hællanding havde nok været småfarlig i de sko på mudrede stier. Til gengæld står sålen rigtig godt fast på våde klipper (og asfalt) i forhold til f.eks. Salomon Speedcross eller NB Minimus som desideret livsfarlige i de forhold.

RoadX 255 står overraskende godt fast, dog ikke her på jomfruturen på “sigøjner-sporet” på Amager.

Jeg var nu heller ikke helt sikker i skovalget inden starten, men havde mine trofaste Inov-8 Roclite 295, som jeg har løbet 2 X Transgrancanaria (123 km. sidste år og 96 km. i år) + Täby Extreme 50 miles i, var klar i tasken som backup. Tanken var at jeg altid kunne skifte efter den 10 km. prolog rundt på Hammeren, hvis det var helt ad helvede til. Løbsarrangør Kim Rasmussen frarådede mig faktisk at løbe i skoene pga. de 14 mm. regn der var kommet natten inden med mange skyllerender til følge. Men da jeg så Henrik Leth Jørgensen (som vandt det første Hammertrail i 2010 suverænt og mine øjne er den bedste på den her type løb herhjemme) også startede i dem, var sagen klar.

Jeg blev aldrig i tvivl om at det var rigtige og mine ømme knæ efterfølgende tydede på at det var det rigtige valg. Selvom jeg da havde foretrukket at løbe i helt flade minimalist sko som Claus Posemand Rasmussen gjorde på 100 miles og Kenneth Kofod på 50. Der er min løbestil bare ikke helt kommet til endnu…

Venligst Moses