Strømper til trailløb?
Jeg har tidligere skrevet om Hvad skal man kigge efter i en Trailsko, men hvad med strømper? Det er selvfølgelig meget individuelt, men her er hvad jeg har fundet ud af igennem tiden og hvad der virker for mig. Længere nede er en “historisk” gennemgang af mine erfaringer med strømper og kompression på underbenene.
Der er 4 ting som giver vabler og irritationer når de kombineres; varme, fugtighed, friktion og skidt i skoene. Kan man minimere nogen af dem er der en større mulighed for at man kan nyde turen 🙂
Den sidste er lettest at løse med et par gaiters (gamascher) som holder 99% af skidt og møj ude. Løber man i en åben og åndbar sko vil der dog komme lidt igennem skoens overdel. Det kan ikke helt undgåes. Især ikke i sandede og støvede forhold.
Varmen kan man ikke gøre så meget ved (andet end at vælge tidspunktet på dagen man løber)
Men det kan man derimod ved fugtigheden. Jo hurtigere strømpen kan transportere fugt væk fra huden jo mindre er risikoen for at huden bliver blød og sårbar over for friktion. Så i teorien virker kunststof materialer bedst i varme til at få opsuget fugt på huden og transporteret væk. Men i realiteten syntes jeg merinould fungerer bedre i danske forhold, selv om uld ikke transportere fugten væk på samme måde som kunstfibre gør. Til gengæld virker ulden til at give et mere stabilt klima omkring foden. Plus at uld isolerer selvom det er fugtigt til forskel fra kunststof. Så våde tær i kulde er nemmere at håndtere end våde tæer i varmen.
Friktionen i mellem fod og sko gælder det om at holde på et minimum. Primært i form af at vælge den rette model sko og størrelse til ens fod. Hverken for stor eller lille. Det giver sig selv at den ikke skal være for lille, men er den for stor så man rutcher rundt i skoen, kan det give nogen onde vabler under trædepuderne. Derfor gælder det om at strømpen er tilstrækkelig tyk til at nedsætte friktionen. Netop derfor stiller det større krav til strømperne når man løber i terræn fordi fødderne tæsker rundt i skoene når foden sættes ned på 117 måder og hæmningsløst bankes ind i sten og rødder.
Den “historiske” (og lidt nørdede) gennemgang…
Da jeg startede med at løbe faldt jeg ret hurtigt over CEP kompressionsstrømper og selvom jeg har testet stort set alle andre kompressionsstrømper på markedet er der altid CEP jeg er vendt tilbage til. Pasformen, slidstyrken og graden af kompression er markant bedre end alt andet. Men da jeg skiftede fra landevejsfræs og triathlon til trailløb savnede jeg mere polstring i foden og et materiale der virkede bedre i kolde og våde forhold. Præcis det er Teko strømper gode til da de er lavet af merinould. Jeg kan rigtig godt lide deres miljøprofil selvom slidstyrken ikke er fantastisk. Så i flere år var setup´et et eller 2 lag tynde Teko Ultralight crew og CEP sleves på underbenene for kompression.
Men da jeg altid fik vabler imellem tæerne (trods jeg smurte med Bodyglide) begyndte jeg at se mig om efter et alternativ. Svaret var tåstrømper. Men udvalget er ret begrænset da det primært er Injinji og Smartwool som laver dem. Igen testede jeg alle modellerne for at finde de bedste og endte med en tynd tåstrømpe fra Smartwool inderst og en tynd Teko strømpe udenpå til løbene. Alene holdt Smartwool strømperne kun 70-80 km. (hvilket er en ret dyr km pris) men med en anden strømpe udenpå gik det bedre. Til træning virker enten teko eller Injinji mid weight tåstrømpe i kunststof aldeles udmærket.
Men kompression på underbenet og en mere løstsiddende strømpe på foden gjorde at mine fødder hævede helt sindsygt under det rigtig lange løb (100 mile og over). Derfor gik jeg sidste år væk fra at bruge kompression under løb men udelukkende til træning, rejse og restitution. Til det 330 km lange Tor de Geants (som tog 138 timer) benyttede jeg nogle nye tåstrømper fra Injinji kaldes Trail 2.0 som er tykkere og mere polstret. Hvilket fungerede perfekt. Samme setup brugte vi til Spine Race i januar med et par vandtætte Sealskinz strømper over. Helt klart et setup jeg kommer til at bruge mere herhjemme om vinteren.
Men her i vinter kom CEP ud med deres første kompressionstrømper med merinould. I første omgang til outdoor men til efteråret også til løb og ski. Jeg har været så heldig at få fingrene i nogle samples til test. Nøj manner – de er fede. Tykkelsen og materialet jeg havde savnet tidligere er der nu. Har testet dem både til løb, vandring, ski og hverdagsbrug og de spiller 100 🙂 Ringen er sluttet og jeg er tilbage til udgangspunktet “with a twist” 🙂 Glæder mig til at løbe rigtig langt idem og se om de lever op til forventningerne…
Mine vabler mellem tæerne kommer også i tåstrømper så nu taper jeg dem (store- og lilletå) bare med kinesiotape. Hjemmesiden www.fixingyourfeet.com er i øvrigt en guldgrube af information om fodpleje mv.