Iditarod Trail Invitational – a rookie´s story

IMG_2412This is the story of a wilderness-race across frozen Alaska in the middle of winter and an experience of a lifetime. Iditarod Trail Invitational is a human-powered race. Which means most participants roll on a giant fat-bike equiped with 4-6 inch tires. You can also go on skis or by the slowest and most primal form of transportation – on foot, which is what I chose. The first time you participate as a “rookie” on the 350 miles distance to McGrath, while the veterans (who have completed ITI before) also have the option to go on for 1,100 mile to Nome, at the Bering Sea a few hundred miles from Russia.10553607_10153146025880489_7216772024257847138_nYou start at a bar just outside of Anchorage and the finishline is when you knock on the door at the home of Tracy and Peter Schneiderheinze in McGrath some 560 km away. The rules are simple. You take care of yourself regardless of the conditions and You can pick any route You like as long as you pass the 6 mandatory checkpoints along the way. Kathi and Bill who is hosting the event is really old-school and it is a big part of the charm. Although the course is the longest winter wilderness race in the world, they do not try to brand it as the longest, the coldest, the hardest – whatever. Not many people have even heard of the race unlike the famous dog sled race.IMG_2188The start was the most casual and laid back you can imagine. We stood and chatted away until someone yelled “GO” and the approximately 20 spectators started cheering us on. Following some weeks with a mid-winter heatwave in Alaska, with temps above freezing the temperature had finally slipped below freezing again. That made the ground hard as concrete and slippery like a skating rink. I was hiking of in a very good mood. Happy to finally be underway. Months of preparation was over and I had arrived healthy on the startingline, which was my first goal for the race. After a few miles Dave Johnston (who has the track record and had won the previous two years) came running by me. We gave each other a hug and wished the other a good run, after which Dave jogged on.IMG_2198I could feel my microspikes through the shoes and it hurt right away. My idea of allways trying something new on raceday was clearly working against me. After about an hour I tried without the spikes under the shoes, but they came right back on. I would rather destroy my feet that fall over on the ice. The leading runners disappeared out of sight and I was by myself. I remembered the mantra “easy does it” from the “From Russia with love” team I met during the PTL last year and thought of my friend Ravn Hambergs advice about not going too hard out straight from the gun. Got into my own rhythm and trudged on. Usually the ITI follows the same route as the world’s largest dogsled race “the last great race” Iditarod Dogsled Race. But due to lack of snow that race had chosen to reroute due to safety and start in Fairbanks. Bill and Kathi had obviously stuck to the original route on the historic Iditarod Trail. The ITI does not mark the route, nor supply maps or GPS files to the participants. There is certainly plenty markers left over from other races. It’s just not all of them one should follow. I saw old markers from both Susitna 100 and Iditasport (which took 2 and 3 weeks prior) as well as the snowmobile race “Irondog”.IMG_2206In the afternoon I caught up to three runners at a railway bridge and it turned out that I had taken a slight (1 mile) detour. “No big deal” – I kept my cool head and continued on. It keeps going up and down constantly and despite the spikes under my shoes I skated more than I really liked. The view over the shoulder towards the mountains around Anchorage was absolutely fantastic.IMG_2212IMG_2214IMG_2218IMG_2219Shortly after sunset I reached the legendary “1049 miles to None” sign. I began to feel an nagging pull in the left knee. The first 40 miles are notorious for the difficult route finding. As I approached Flat Horn Lake (mile 30) and could see a couple of headlight behind me. So I waited a few minutes for them to catch up to me. It was Beat Jegerlehner and Steve Ansell from California who were both on their way to Nome. They knew a good short cut instead of following bikers who was going a somewhat longer but flatter path around the lake. It was a relief to just disconnect the brain and follow them for a while.IMG_2221Day 2

At midnight we bivied just before the “Wall of Death” where You come on to the Susitna River. It’s cold and more exposed on the river, so this is the last opportunity to take a rest before the first checkpoint. Before I knew it the two veterans was sound asleep in their bags while British Mark Hines (whom I met at the Spine Race) came shortly after and found a place to sleep next to me a little off the track (You don´t want to be run over by a snowmobile in the middle of the night). The leg was getting worse and the left calf was felt hard as a rock.IMG_2222After 2 hours we were on the move again. It was a chilly night on the river and I was happy to just hang on the wheels. Both Steve and Beat has been to the PTL and Tor the Geants as well, so there was plenty to talk about. I took the opportunity to learn as much as I could from them and get all the little tips and tricks this game is full of. Beat is a physicist. Originally from Switzerland but he now lives in California where he works at Google. A bit of a engineer/inventer type guy with his own ideas ideas. He had built his own pulk, sewn his poggies (mittens), made the titanium reinforced carbon fiber drag system and had a teddy bear mounted next to another homemade gizmo that measured and kept a record of the temperature.IMG_2173After 18 hours, we reached the first checkpoint at Yentna Station (mile 57) early in the morning. It is he local “watering hole” where traveling snowmobilers on the Yentna River can refuel on the way. The host was not particularly welcoming. We bought ourselfes a cheese omelet and french toast and I attended to a few blisters in the usual places.IMG_2227We continued up the river in good weather. Beat slowly pulled away while Steve’s and my pace was quite in sync. I was planning to save battery in the iPods for later. But I had to have something to distract yourself from my sore feet and painful legs. Despite the music I had to slow in the afternoon and just go in my own pace, while Steve and Beat went ahead.IMG_2246IMG_2236Fortunately the sign for Cindie’s house (mile 77) quickly approached which felt like such a relief. Cindie is a “Trail Angel” who invites participants into her home for a bite to eat and some well deserved rest. When I arrived, Steve and Beat was already seated in the kitchen with their heads into a giant bowl of chicken soup each. We were the first guests since bikers and the three leading runners had hurried past. My legs were a complete mess after all the little jerking and twisting on the ice.IMG_2259IMG_2275After listening to my complaints the guys suggested that I should try to rest and recover. Cindie immediately offered that I could borrow their guest-cabin. I took the offer and told them I would try to sleep until dawn. But first I had to take care of a nice piece of cake being put in front of me. Then I remembered it was actually my birthday:-) “Well – it’s birthdaycake then” smiled Cindie.IMG_2279Day 3

I lay down to sleep in the cold cabin (which was perfectly fine in my -46 Exped bag) but woke up an hour or so later being boiling hot. In the meanwhile Cindie’s husband had fired up the stove and it was hot as a sauna inside. With the heat and the pain in my legs I could not sleep. After rotating aound for a few more hours I stumpled out into the darkness and reached the next checkpoint on Skwetna Station (mile 90) 4 hours later without further problems.IMG_2285The hostess served scrambled eggs, bacon and toast. The cabin-owner looked very tired after having been up all night to serve racers. As we all sat around the table he offered us his advise on the trip ahead and suggested a more direct way to the Shell Lake. The course changes from year to year depending on the conditions and I thought that it is useful information I got there. Mike Thomas from the UK and race veteran Loreen Hewitt also sat at the table and get the same explanation. On the way out I meet Mark Hines who is coming in. Mark is a rookie like me but has previously finished Yukon Arctic Ultra 430 miles 3 times. After 90 miles on the ice rink it was finally time to ditch the microspikes and my feet felt like they were born again.IMG_2291IMG_2293When I reached the junction I chose the way the guy at Skwentna had suggested as the most direct. Nicely marked trail with Irondog markers – what could possibly go wrong. 2 hours later the markings disappeared on a lake where the snowmobile tracks went out in all directions. Hmmm. I saw a plane parked on the other side of the lake and walked over to ask for directions. A German lady who lives there informs me that I have made it to Hewitt Lake and that the only thing to do is to go back to junction 5 miles away. I thank the lady for info, refuses her offer of a ride on the back of her snowmobile and walkes back across the lake in a very bad mood. Here I meet Loreen who despite Hewitt being her last name (just as the lake) really does not appreciate the funny coincident. “I shouldnt have the know-better” she repeats and tells me about her husband Tim who made the same mistake on his first of so far 8 trips to Nome. This is Loreens 6. th. participation in ITI (4 times to McGrath and one to Nome) and she is the most experienced participant on foot. Tim had decided to bike to Nome this year. Soon we picked Mike up and shortly after Mark as well.IMG_2300The two brits decide to try their luck with a shortcut wearing snowshoes in the deep snow across the frozen swamp. Loreen and I agree that in 99% of cases it will not pay off to try a stunt like that. IMG_2302After a few good hours without problems the pain is back again and soon Loreen overtakes me and slowly disappear out of sight in front of me. I have no energy and for the first time on the trip down I sit down on the sled to take a break. The frustration hits me like a slap in the face. While I chewing on a  Rawbite bar, tears starts rolling down my cheeks. It turns out to be my absolute low point of the race. After a few minutes, the pressure relief valve has bursted. I feel better and I hear myself saying “this is what I do” (the mantra would follow me through the rest of the race). I put some music in my ears and continues. An hour or two hours later I catch back up to Loreen in the rolling hills going towards Shell Lake and we agree to share a cabin for there for the night. Loreen is 58 years old, mother of four and carries pictures of her grandchildren. She is delighted to share pearls of wisdom from her vast experience.IMG_2303IMG_2307Shell Lake Lodge (mile 108) is not an official checkpoint but a welcome stop on the way.The owner Zoe is a sweet 70 year old lady who has built the cabin herself from the ground with her children back in 1975. The Brits have had a lucky day and arrives 20 minutes earlier. While Zoe is chatting away like we were the first guests of the year Mark comes over and whispers; “Stop asking her questions – I want my food so I can get out of here”. The rumors are right – Zoe makes the best burgers. IMG_2308Since we have not made a reservation – we can not have a cabin for the night. Loreen ague our case and finally Zoe lets us sleep on the floor for 15$.  I lie down by the door – hoping for a slightly lower temperature. I can not calm down and sleep. The legs hurt like crazy and there is too much commotion going on in the cabin. The Spanish runners come in and Russell, is a US Goastguard helicopter pilot pass by briefely. After 2 hours Loreen gets up and ask if I want to continue. She can not sleep either. So we pack up and leave Shell Lake Lodge at 11:30 pm.IMG_2310Day 4

The trail towards the third checkpoint at Finger Lake was fortunately flatter and easier for the legs. It was great to be under way again slogging through the night. The body immediately felt so much better in the cold air outside. At one point we pass a stretch of dense vegetation while Loreen is in the lead and suddenly there are objects flying towards us through the dark. My heart stops until I realize it is just Russell that has ambushed us with a bunch of snowballs. Scary and still so funny at the same time.IMG_2317Just before sunrise, we arrived at Winter Lake Lodge on Finger Lake (mile 135). Mark was heading back out after biviing on the trail and a brief stop at the checkpoint. While I was wolfing down a big dirty breakfast burrito with black rice and beans, I was trying to sort out the first of our two drop back. As you can not send animal products and lithium batteries into the United States, I had ordered everything at REI and got my wife’s cousin Jenni in Virginia to be pack it and send it to Alaska. We filled up the camelbaks and made ready to hit the trail. Suddenly Steve appears from a cabin having spent the night there. Apparently he got sick the day before and thought his race was over. His companion Beat is long gone but Steve feels better and prepares to hit the trail with us.IMG_2342IMG_2345IMG_2366So the three of us soldiered on towards Puntilla with the target of arriving there the same evening. So we would be able to cross the Alaska Range through Rainy Pass the following day. But first we are entertained with the infamous Happy River Steps. A series of short but super-steep hills up and down. I slide on my butt down of the steepest hills and try to imagine what it would be like flying down these slopes attached to 20 eager huskies running for their life. We make a brief stop on the sled every 3 hours. The trail is a constant challenge. The hundreds of snowmobiles which had passed here during Irondag had made the trail into a mogul inferno. Towards evening I had a little more energy and went on ahead. But it was still a long way to go. One rolling hill was replaced by another. I was so tired at the end that I nearly bivied. I could not find any suitable spots, so I just kept putting one foot in front of the other. After 23 hours on the road, I reached the checkpoint in Puntilla at Rainy Pass Lodge (mile 165). I was completely exhausted and I had clearly gone over that thin line in pushing myself. I was so out of it which felt rather scary.IMG_237410476662_10200490549504423_769134862737167075_oPhoto: Petr Ineman

The checkpoint was inside a small log cabin with a wood stove and a pair of bunk beds. There was noone around so I noted my arrivaltime on checkin list and sat down in a chair unable to move. The food was a choise of lukewarm cans of Heinz products sitting on the stove. I knew I should properly eat something but the only thing I could manage was to roll over in the bed. I slept the second my head hit the pillow and I slept like a baby for 5 hours. That turned out to be the only proper sleep I got all race.IMG_2377Day 5

The alarm clock rang at 5 and an hour later we were on the move. A batch of freeze-dried eggs and bacon was sitting good in the stomach. Shortly we were above the tree line and the landscape opened up in front of us. It reminded me of the wide open landscape of Hardangervidda in Norway. We were lucky with the weather for our trip across Rainy Pass. Visibilty was not as good as I had hoped but it was a calm day with temperatures just below freezing. It took us 10 hours to reach the pass where we stopped for the mandatory images.IMG_2385IMG_2386IMG_2408Just after the pass it started snowing and the weather worsened minute by minute. We hurried down the other side. Although we were going down, it was certainly not going any easier. The snow was so soft we eventually had to use the snowshoes. Soon bushes and rocks where everywhere making progress challenging. Further down You head into the notorius Dalzell Gorge. A narrow gorge covered with ice and creek running beneath it. Without any extra effort I had suddenly pulled ahead. It was a bit of a minefield navigating a safe route through it. In addition to the taxi ride to the airport this was here probably the most dangerous moment of the trip. There were large and small holes in the ice with flowing water underneath and the fresh snow hidding the cracks in the ice. In a strange way I felt incredibly comfortable in the situation. IMG_2417IMG_2429IMG_2434After a long trek through the canyon, I came out on a great river. The wind had picked up and the breeze felt hard and cold on my back. I was lucky to be able follow Mark Hines footprints in the dark all the way to Rob’s Roadhouse in Rohn (mile 200). Rohn is really just a place on the map that contains a small dirt runway and BLM (Bureau of Land Management) shelter-cabin. Since the hut is usually occupied by checkers and vets from the dog sled race the ITI checkpoint is located in a tent close by. Kathi and Bill’s neighbor  from Chickaloon Adrian came out of the tent with that huge smile and offered me brads from the grill. Best hotdog I have ever had. Unlike the previous checkpoint hosted by commercial enterprises this one is ITI´s own. Manned with fantastic people who live and breathe the ITI.  Within an hour came Loreen and Steve rolled in.IMG_2435IMG_2437IMG_2441Day 6

The checkpoint is named after the former aidstation captain Rob Kehrer who drowned in a packraft accident last summer in Alaska Winderness Classic. His widow Tamra was part of the crew this year. One of Rob’s rules that still applies: “No Facebook’ing in Rohn – Wilderness Race in progress”. Something aboat a little too eager racer from the Midwest and a sat phone:-) After a few hours of poor and interrupted sleep I woke up after my worst nightmare ever. I sat there for a while. Phew – my children were not dead anyway and suddenly 150 miles through Interior Alaska in mid winter seamed pretty trivial.IMG_2452IMG_2453IMG_2462Loreen being the veteran were calling the the shots when to get back out on track. I get shoveled a bowl of oatmeal down and left Rohn with Loreen and Steve. The legs were still completely shot but I felt a tiny bit better. Suddenly the two others disappeared from sight behind me. The long stretch of 60 miles without snow I had feared was now covered by the thin layer of powder, thanks to the snowfall the night before. This caused the pulk to glide considerably better than I had anticipated. The view back towards the mountains were magnificent and breathtaking. I felt tiny in this huge landscape, but also being safe and comfortable in way I have never experienced in the mountains before. I started daydreaming about finishing the race in under seven days and as a bonus, maybe catch up to Mark Hines and battle him for the Rookie of the Year title. I hiked hard most of the day, just to explode completely and have the wheels come off in the evening.IMG_2474The stretch between 90 mile stretch Rohn and Nikolai was a big mouthful, but I had my eyes set on a BLM Safety Cabin 45 miles out of Rohn. As I approached the trail got harder and harder. The huge tussocks made progress slow and tiring. The objectives from the morning was long gone and I just dreamed of reaching the cabin and lying down.IMG_2480IMG_2481The Bear Creek Cabin is located a mile off  trail (at the only dry spot in the summer) and I figured the trip would take 20 minutes. The tussocks were so bad I ended up carrying my sled most of the way taking me 45 minutes. After 18 hours on your feet I finally arrived. There first watersource between Rohn and Nikolai were still 10 miles further ahead. So I had to make it with what I had left. Someone had been kind enough to leave some of water in a pot on the stove (kind of stupid if it freezes). But when I put it in my Jetboil stove soap bubbles were everywhere. Dammit… Instead I melted about 300-400 ml. of water from the snow I could scrape together in front of the hut. The soap-water I drank through my Lifestraw (water filter). The Bear Creek Inn served the world’s best dinner menu imaginable consisting of chicken and rice with a sideorder of Buffalo jerky and hot Starbucks cacao and “astronaut icecream” (freeze-dried ice cream) for desert. All eaten while sitting comfortable in my sleepingbag. Just as I was falling asleep Loreen came in cursing the bad trail just like me an hour earlier.IMG_2485Day 7

We left the hut together a few hours later but soon Loreen had sort something out with her boots and I went ahead. Once again I ended up carrying all my equipment back to the main trail. Suddenly a dark wall came tumbling towards me and a few minutes later I found myself in a snowstorm. I just managed to get balaclava pulled up over the nose and getting the goggles out of the sled. Shortly before Sullivan Creek where I could get water I saw Mark’s fresh footprints after he had been biviing for the night. The fire inside was back and I figured it would still be possible to complete the 350 miles just under a full week and probably to catch Mark as well. However, like the previous day all strengh and motivation evaporated during the day.IMG_2486IMG_2492Shortly before Nikolai a snowmobile come out to meet me on the river. It was the Petrushka family, hosting the checkpoint, who just wanted to make sure I could find their house in the village. I knew that I was forced to rest before the final push to the finish in McGrath, some 50 miles away.IMG_2517IMG_2506IMG_2526IMG_2529Day 8

While the whole family sat in the couch in front of the telly, I hung clothes to dry over the stove. I got a portion of spaghetti before I got to bed. After having rolled around in bed a few hours with a badly swollen ankle and very sore legs I gave up.  I left Nikolai with Loreen in the middle of the night. We hiked together until noon when I pushed ahead to finish the job. I did not have to save my legs for the next 600 or 700 miles from McGrath to None like her. The wind was blowing hard but fortunately it was a tailwind.IMG_2531IMG_2542IMG_2558The snow got really soft and punchy and I finally gave up and put on the snowshoes. Part of me just wanted this over with as soon as possible, while another part of wanted to continue the adventure a little longer. Towards evening the temperature dropped to minus 20 making passage without snowshoes possible. A few snowmobile came screaming by in the dark. I had been warned of drunk snowmobiles. Since Nikolai is dry village the young men go to McGrath to buy booze and have a few sips on the way back. Finally I came to a cardboard sign out with the Kuskokwim River which indicated that there were 10 miles to the finish. It seemed “this is what I do” no longer worked. With my speed of 2.5 miles/hour it would take another 4 hours. A thought that was completely unbearable. I was so ready to be done but I decided to try to enjoy the last hours and appreciate how challenging the event actually was throughout. IMG_2562IMG_2559Those tactics worked well until a new cardboard sign indicated 5.5 miles to the end. I could not contemplate spending another 2 hours underway. Two snowmobiles came up behind me and I stepped right out into the deep snow beside the trail. I was Bill and Adrian heading back from Rohn. We exchanged a few words before they disappeared in a smelly cloud of exhaust and gasoline. Then I started to run out of sheer frustration. The 2 scooters with sleds towing behind them left the snow ridiculous soft to run in. But it did not matter anymore, because I just wanted to be done. With a few miles to go I hit a snowcovered road leading all the way to McGrath. It was an indescribable great feeling to turn right at the large ITI banner at the roadside and take the final steps toward the front door of the Schneiderheize´s house. No doubt that this was the place the party was going down with sleds, snowmachines and fat-bikes parked everywhere.IMG_2566IMG_2569The time stopped at 177.5 hours or 7 days, 9 hours and 39 minutes, a few hours after “Rookie of the Year” Mark Hines. 5 runners had beat me to McGrath. Among them Beat who was on his way out of the door to continue the journey to Nome. To come into Tracy and Peter livingroom was the best finishline you can imagine. A warm stove, beer and all the food you can eat. It was like going to heaven. Only the winner Dave Johnston had left. The rest of “runners” were still here. It was super nice to shake hands and tell the tales from the trails. A few hours later, Steve and Loreen came into their pitstop. Mike Thomas from the UK came a day later after spending the last night out in minus 40 conditions.1966291_10200490561664727_2011689230425836203_oPhoto: Petr Ineman11077013_10200490563384770_3210767109384784056_oPhoto: Petr InemanIMG_2574IMG_6107IMG_2582

Beat and Steve is still on their way to None in extremely difficult conditions with deep snow and temperatures below minus 40 degrees. Loreen and her husbond Tim unfortunatly had to abandon there attempt to reach Nome this year. I need to gather some more experience, vacationtime and money before I’m ready for the long trip. So I will be back next Year for another funrun to McGrath 🙂IMG_2578Thanks to Rawbite, CEP Denmark, Bjergkæden, Ryders Denmark, Knut Korczak, Ravn Hamberg and Sailors Drydock for their help with the equipment.IMG_2311

Petite Trotte à Léon

10505319_774433862599427_1928337226408385860_nOm 2 uger er det tid til årets udfordring nemlig det 306 km. lange The Petite Trotte à Léon eller bare PTL, som er længste “løb” i Ultra Trail du Mont Blanc familien. Det er nu mere en udfordring end en konkurrence i traditionel forstand, da der hverken er klassificering eller tidstagning. Konceptet er at man i hold af 2-3 løbere helt autonomnt klarer den lange tur rundt om Mont Blanc inden for 141 timer. Det lyder umiddelbart af god tid til distancen hvis ikke det var for terrænets beskaffenhed og det faktum at der på årets rute (der ændres hvert år) er hele 28.000 positive højdemeter (altså over 50 lodrette kilometer totalt) plus at man også lige selv skal finde vej da ruten ikke er markeret. At det ikke er nogen skovtur understreges af arrangørenes advarsel:

“IMPORTANT WARNING

The Petite Trotte à Léon itinerary uses passages which are more technically difficult than those met during the majority of trail races (notably the UTMB®). It requires a good knowledge and understanding of the mountain environment.

Some passages may present objective dangers: steep slopes, risk of falling stones, very narrow paths, the crossing of scree slopes or névés and the absence at intervals of a path or clearly defined track…

The route is « NOT WAY-MARKED » and very often « FAR FROM INHABITED ZONES ». It is to be realised in « COMPLETE AUTONOMY ». All assistance is forbidden except in « rest bases » set up by the organistion where the competitors may find a resting place and blankets as well as their spares’ sacks.

So as to progress in security the competitors must be able to operate navigational techniques with a GPS and have the necessary knowledge of map reading and be able to use  a compass and altimeter. They must also be capable of confronting bad weather, lack of sleep, fatigue, the cold, the heat, hunger and thirst…”

For at blive lukket ind i varmen skal man da også have gennemført enten UTMB (Ultra Trail du Mont Blanc) eller Tor de Geants. Forberedelserne har ikke været så intensive som forud for Ravn Hamberg´s og min tur til Tor de Geants i fjor. Men meget af udstyrssetup´et genbruges og efter en god uge med mange højdemeter i Østrig føler jeg mig egentlig rigtig godt forberedt. Der er dog stadig mange ubekendte faktorer og navnlig vejret og der af hvor let/svært det er at navigere tror jeg bliver afgørende. Søvnmangel er også en vigtig komponent og der håber jeg at erfaringerne fra sidste år kan hjælpe. Sammen med min makker, brasilianske, Fabrício Bastian (som jeg løb Transgrancanaria med i år) glæder jeg mig til nogen spændende og udfordrende døgn i bjergene som uanset udfaldet vil give minder for livet.

Det hele går løs fra mandag den 25. august og der vil selvfølgelig være mulighed for at følge med undervejs via Trailløberen på Facebook og Trailmoses på Twitter og Instagram. Der kommer nok også lidt om udstyret vi har med til Pryl-nisserne inden løbet 🙂

Ultraløbet Gendarmstien 2014

10417776_739971719393717_7338954931181460347_nFoto: Camilla Hylleberg

Første udgave af Ultraløbet Gendarmstien blev en stor succes. 265 startnumre, 213 nåede frem til starten og 197 af dem gennemførte. Ud over at være landets næstestørste ultraløb (efter vores eget Ultraløbet Fyr til Fyr) er vi også ret stolte af den høje gennemførselsprocent. Vi tror at stemningen, kammeratskabet og ikke mindst vores erfarne depotcrew spiller en stor rolle her. Den energi man får ved at se folk komme i mål ved deres første ultraløb med glæde, stolthed og lettelse malet i ansigtet er ubeskrivelig. Et fantastisk bytte for de mange dage og timer Thure og jeg har brugt på ruten og hjemme foran computeren for at få det her i luften… Tusind tak til alle som var med til at gøre dagen til en KÆMPE fest. Og 13. juni 2015 gør vi det igen…  Ja du kan faktisk tilmelde dig her 🙂

IMG_0672_2

Til sidst en stor tak til vores sponsore som var med at at gøre dagen endnu federe: GU, Ultimate Direction, CEP, Ryders Eyewear og Garmin.

 IMG_0697Foto: Camilla Hylleberg

Hvad syntes deltagerne?

Søren Rasmussen (først i mål) En fed tur, som gi’r en lyst til at prøve igen. Og stor respekt og anerkendelse til arrangørerne (Thure, Moses m.fl.), som havde stablet et rigtig fint arrangement på benene! 

Annemette Skov Tusinde tak for et fedt løb:-) Fantastisk natur, fedt varierende terræn. Super depoter-de sødeste hjælpere… Så bliver det da ikke bedre:-)

Anders Pedersen Tak for et dejligt løb. Og hårdt løb  tak til hjælperne, fantastisk arbejde

Morten Vagner Tak for et fedt løb. Godt arrangeret med god afmærkning. Næsten overalt. Super flot rute.

Nils Klostergaard Hansen Flot arrangement med meget dygtige depoter

Lars Bæk Flot rute, gode depoter og godt arrangeret

Mogens Dam Mange tak for et godt løb, top service på depoter. Klap på skulderen til jer alle, i fortjener det.

Mikael Lassen Fuld tilfredshed herfra……og mere til. Trætte ben !

Michael Seiger Kristiansen Fantastisk rute..

Jürgen Clausen Mange Tak for de smugge loebet. Der Lauf ist super schön. See you next year at this wonderful run!

Tulle Sølyst Jeberg – Tak for endnu et godt løb  Tak til alle hjælpere der har været med til at gøre det til en god oplevelse. Vi glæder os allerede til Ultraløbet Molsruten 

Susanne Olling Nielsen (sidst i mål) Det var et fantastisk smukt og hårdt løb

IMG_0652

Løbsberetninger:

Torben Wind – http://torbenwind.wordpress.com/2014/06/19/ultralobet-gendarmstien/

Daniel Lübker – http://lubker.dk/ultraloebet-gendarmstien/

Søren Rasmussen (vinderens) løbsberetning

Se Torben Wind´s flotte Garmin VIRB video fra løbet her: http://youtu.be/m809kuTzBSc

IMG_0670

Se flere lækre billeder og læs alt om løbet på Ultraløbet Gendarmstiens Facebook side

Skikkelig tøff dag i løypa

20140526-203042-73842431.jpg

“Med sund galskab og dårlig hukommelse bliver livet en fantastisk rejse”

Vestfold Ultra Challenge (50 miles) leverede i den grad varen. God stemning, entuiastiske frivillige, super tekniske spor og flot natur. Tomas Pinås som laver løbet gør sit til at VUC skiller sig ud fra mængden. Blandt andet fik alle deltagere en GPS-tracker på så dem derhjemme kunne følge med. Måske en god ide efter Anders Overgaard alias “det løsgående missil fra Ebeltoft” for vild i skoven for 2 år siden 😉

Et stort mtb løb samme dag gjorde at ruten gik mest på små stier i stedet for grusveje som i tidligere år. Ud og hjem ruten på de 50 miles bød på 2 store stigninger hver vej. Det gik konstant op og ned over klipper og rødder med sumpe og vandpassager som ekstra krydderi. Til trods for arrangørens forsikring om at dette ikke var et orienteringsløb, kunne 50 meter veldisponeret markeringsbånd måske have gjordt tingene væsenlig lettere.

20140526-203705-74225272.jpg

Dagens største udfordring var dog mig selv. Min højre svangsene havde drillet i ugen op til løbet og jeg var usikker på hvordan det ville gå. Foden klarede det nu ganske fint men såede alligevel tvivl om det virkelig var en god ide at løbe hele vejen. Med 3 kortere distancer var der muligheder nok for at baile ud og jeg kæmpede med “aben på skulderen” de første timer.

På vej ned fra første top var det blevet tåge og jeg syntes nu at det var længe siden jeg havde set en markering. Stoppede og lyttede. Ikke en lyd. Begyndte at løbe tilbage til jeg mødte to andre løbere. Den ene havde et kort og bekræftede at vi var på rette vej.
Mine 2 softbottles med Virargo var for længst tomme. Ved depotet ved 18 k drak jeg hurtigt 2 kopper cola, fyldte flaskerne med vand (som var eneste mulighed) og hapsede en lille håndfuld chips i forbifarten. Første et godt stykke nede af sporet gik det op for mig jeg havde misset at få suppleret med energi fra min dropbag – ROOKIEmistake!!! 44 km. på 2 GU’er og en Snickers var nok lige i underkanten.

Ved et par og tyve missede jeg en enkelt markering ude i siden og fortsatte 1,2 km. op ad bakke før jeg indså at det var forkert. Pis pis pis… Tilbage på rette spor skulle frustrationerne have afløb og jeg overhalede en del. Kort før 50 kilometernes vendepunkt mødte jeg Flemming Madsen som var på vej retur.

20140526-203706-74226137.jpg

Indtil nu havde jeg hoppet lidt uden om det værste vand og mudder men en 10 bred elv satte for alvor punktum for de tørre fødder. Vi passerede vejen hvor de mange mtb ryttere sad og hjulede rundt på piskeriset på vej op af bakken.

Efter 4 timer kom jeg til hytten hvor en venlig sjæl havde lavet et intermistisk depot. Fik fyldt flasker og nasset mig til en energibar. Kort efter toppen af dagen højeste stigning mødte jeg Sondre Amdahl (som jeg var kørt til løbet med) på vej retur. “Shit – det var hurtigt” tænkte jeg og råbte at jeg nok skulle skynde mig. Først 20 minutter senere mødte jeg nummer 2.

20140526-203431-74071023.jpg

Nu var terrænet til gengæld blevet noget mere krasbørstigt og der var lange passager helt uden spor. Masser af vandhuller og væltede træer. Man skulle virkelig være vågen for ikke at løbe forkert.

Endelig fik jeg øje på den gule plakat som markerede vendepunktet. Det samme lort jeg lige havde været igennem skulle nu passeres op ad bakke.

20140526-203704-74224417.jpg

Jeg løb tør for vand og måtte fylde op fra en bæk. Min medbragte energi var væk for længst, inklusive Snickers’en som var belønningen efter vendingen.
Tilbage ved hytten blev jeg budt på øl men nøjedes med at tanke op og stikke afsted med en grillpølse i den ene hånd en nutellamad i den anden. Ren lykke – som desværre blev kortvarig da jeg missede “afkørslen” ind i skoven og fik en ekstra bonus kilometer.

Kort efter den store vandpassage fik jeg øje på en gut længere fremme som havde overhalet mig begge gange jeg var løbet forkert. Passerede ham med autoritet og holdt mig løbende til jeg var ude for hans synsvidde. Egentlig betød det ingenting men følelsen af at ræse, frem for bare at overleve motiverede mig.

I depotet med 18,5 hjem fik jeg tigget mig til at få cola i den ene dunk og hentet lidt godter fra dropbag’en (som i dagens anledning var en 2 liter Zip-lock pose med påmalet navn og dannebrogsflag).

Kværnede en hel pose Pingvin Hitmix i 3 mundfulde og håbede på at kunne holde den kørende hjem. Dagens mantra var “kan det løbes – så skal det løbes”. Alligevel fik jeg sværere og sværere ved at holde kæden stram. Bakkerne fra tidligere på dagen måtte være vokset i mellemtiden.
Endelig kom jeg til de sidste par km asfalt ind mod målet. Det føltes brutalt efter at havde løbet på blødt underlag og klipper hele dagen. Kunne ikke overskue længere frem end næste lygtepæl og så den næste og så den næste.

20140526-203707-74227161.jpg

I mål klaskede jeg klør-fem på en betonklods uden for klubhuset og modtog stående bifald fra de 5 tilstedeværende. Deriblandt Sondre som havde stået og glanet i (utrolige) 4 timer efter han vandt med over en time til nummer 2.

Nu vælger jeg jo løb efter andre kriterier end blingbling men syntes da arrangøren Tomas Pinås havde lavet et flot arbejde med både medalje og bæltespænde 🙂 Desuden fik jeg et par røde skuldre med hjem. Hvem skulle have troet man blev straffet for at glemme solcremen i Norge…

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi regnet med at det ville være så hårdt. At jeg har løbet hver dag siden påske og ikke trappet ned til løbet spiller selvfølgelig også ind (sammen med mit fuckup med dropbag’en). Men alt i alt en rigtig fin oplevelse og god træning frem mod den dobbelte distance til Vermont100 i juli.

Nu glæder jeg mig til at gengælde gæstfriheden når Tomas skal løbe Ultraløbet Gendarmstien 14. Juni 🙂

20140526-203707-74227981.jpg

Fra “sommer” i Tirol til grisefest på Gran Canaria

foto 4 (12)

Så er vinterferien overstået og ny udfordringer venter. Vi havde en fantastisk tur til Østrig selv om den manglende sne og høj lavinefare lagde en vis dæmper på løjerne. Til gengæld havde vi nogle fede dage Südtirol lige på den anden side af den østrigske-italienske grænse. Ikke mindst en konge skitour i Dolomitterne sidste weekend, hvor vi gik 800 h.m. op til toppen og blev belønnet med jomfruelig pudder på vejen ned 🙂 Sådan en dag kan man leve længe på…

foto 5 (10)

Træningsmæssigt har det dog været den rene elendighed siden Spine Race i januar. Først skaden i foden (som gjorde at jeg udgik), så en gang forkølelse og problemer med nakken. Nu er der lige pludseligt kun en uge til starten af Transgrancanaria…

Egentlig havde jeg glædet mig meget til at løbe Thy Trail Marathon i denne weekend men må erkende at formen ikke er til det og målsætningen for TGC er nedjusteret til “bare” at gennemføre. Men der er ingen panik for jeg ved at erfaringen tæller og  at jeg har betalt lærepengene under mine 3 tidligere løb på Gran Canaria. Katastrofe debuten i 2011 med regnvejr, vabler og den rene elendighed, “børneløbet” på 96 km. i 2012 og endelig løbet sidste år hvor alt klappede og det hele var perfekt 🙂

transgrancanaria-2014-transgc-125k

Året rute lagt om i forhold til de andre år for at tilgodese turismen på sydsiden af øen. Distancen er 125 km. med 8500 meters klatring. Selvom ruten er ny kender jeg mange stræk af den fra tidligere og jeg glæder mig til den foreløbig sidste tur til grisefest. Næste vinter venter større projekter…

images

Håber det bliver en fed tur og ser frem til samværdet med de mange danske trail- og ultraløbere som i år er med 🙂

IMG_0762

Spine Race grej

IMG_0957Tyskerne får checket det obligatoriske udstyr inden start.

Forud for løbet havde vi gjordt os en del tanker om hvad det rigtige udstyr ville være. Man får en vis ide ved at se listen af obligatorisk udstyr (nederst), hvor jeg har skrevet ud for hver ting hvad vi havde med. Men først er jeg gået i detaljen med nogen af de ting vi mente var afgørende, som vi har været ekstra grundige i udvælgelsen af:

IMG_0977

På fødderne – Altra Lone Peak 1.5 zero-drop trailsko, Vandtætte strømper Sealskinz Thin Mid Length Sock og  Injinji Trail 2.0 tåstrømer. Det helt afgørende var at finde det rette fodtøj med plads til tæerne (med både strømper og vandtætte strømper i) og en lav platform. Læs i øvrigt min artikel Hvad skal man kigge efter i en Trailsko?. De eneste andre sko vi seriøst testede var Salomon Fellraiser i rød som sjovt nok er en anelse bredere end grøn og blå (I kid You not). Men dels var de ikke brede nok og på våde klipper (som vi viste vi ville få mange af) er de en kende glatte. Lone Peak virkede rigtig fint selvom den store mængde mudder var hårde ved dem. Til en anden gang ville jeg nok kigge efter en Gore-Tex støvle for at holde mudderet ude. Her er problemet bare at få dem brede nok. Jeg havde faktisk testet verdens letteste Gore-Tex støvle Inov-8 Roclite 400 GTX. Et fantastisk produkt bortset fra at mine brede fødder ikke passer i dem. Injinji Trail 2.0 giver en super komkort da de er lidt tykkere end mange andre tåstrømper. De vandtætte Sealskinz strømper var nok vores mest essentielle stykke grej og uden dem havde vi været helt fucked. Vand og fint mudder kommer igennem dem men de holder fødderne varme og har også merino-lining.

foto (13)

Brænderen var lidt af en no-brainer da vi fra starten vidste at det var en JetBoil Ti Sol Premium vi ville have. Super let gas-brænder i titanium med en 0,8 liters gryde.

foto (14)

Baselayer virker som en lille detalje men til Tor de Geants opdagede vi hvor nederen det er at prøve sove i en halvklam trøje. Vi ville have en trøje som var tyndere og mere hurtigtørrende end vores trofaste Salomon Exo Motion som klarer et stort temperatur-sving. Vi testede bl.a. Salomons baselayers, Odlo og Lurbel men CEP Ultralight Shirt var både super let, ekstremt hurtigtørrende og har en lækker tæt pasform så man undgår gnavsår på overkroppen og problemer med brystvorterne.

01071_Raptor_Back_Palm-572x429

På hænderne brugte vi GripGrab Raptor som faktisk er en MTB handske. Jeg er ret kuldskær så jeg tog en vindluffe udenpå da det begyndte at sne, mens Ravn fint kunne holde varmen i dem hele vejen. Vindtætte og isolerende selv i våd tilstand.

Skærmbillede 2014-01-17 kl. 17.31.28

På hovedet havde vi GripGrab Microfleece Cap og GripGrab Headglove Classic. I rygsækken havde vi en GripGrab Balaclava og en GripGrab Podium Beanie . Sidstnævnte med 80% uld 🙂

Regntøjet bestod af Salomon Revard GTX jacket som jeg også anvendte til Tor de Gaents. En Gore-Tex jakke (eller buks) er lige lidt mere kraftigt og beskytter bedre mod elementernes rasen. På benene – Ravn: Salomon GTX Active shell pants / Moses: Salomon Bonatti pant. Jeg havde valgt efter bedre bevægelsesfrihed i de lette bukser og havde et par Salomon Revard GTX pants i baghånden (i dropbag´en).

foto (15)

Pandelygterne var Gemini Duo + Coast HL27. Duo´en monteret på hovedselen fra Garmin VIRB. Coast havde vi med til TDG og er de absolut letteste i forhold til lysstyrken. Gemini´en giver lige lidt mere lys (selv på laveste blus) til at orientere sig om natten. Afgørende i et løb som dette hvor man selv skal finde vej og skiltene er små og mørke (hvis der er nogen overhovedet).

IMG_0963

Rygsækken: Ravn: OMM 32 Classic med OMM kortlomme / Moses: Salomon Synapse 45 AW Vent (kommer på markedet til marts 2014) med Salomon Custom Pocket. Vi valgte begge efter en sæk vi kunne have underlaget inden i. Jeg valgte en kende størrer da jeg ikke ville stå og kæmpe med at få tingene på plads og har erfaring for at proppede tasker ikke sidder så godt.

Sovegrej: The North Face Lynx fibersovepose valgt ud fra at vi vidste det ville blive koldt og vådt og ikke ville risikere en dunpose som kunne klappe sammen (og midste isolationsevnen). Therm-a-rest Z lite sol liggeunderlag afkortet naturligvis for at spare plads og vægt. Bibler I-tent teltet lå i dropbagen og var med for at vi kunne få kvalitetssøvn i checkpoints. Teltet er en selvstående mountaneering telt man kunne tage med på en 8000´er. Med sine 2 kg er det lidt tungt og stort men det var det vi havde. Terra Nova superlet bivibag. En meget dyr men vægtbesparende investering.

IMG_0951

GPS er både obligatorisk afgørende til Spine hvor man selv skal finde vej. Først testede jeg en Garmin Oregon 650 men touchscreen som bl.a. Navy Seals bruger. Rigtig fin farveskærm men ikke så betjeningsvenlig med luffer på. Derfor faldt valget på Garmin GPSmap 62 st som Frømandskorpset bruger. Super nem at bruge og med store knapper der kan anvendes med luffer på. På enheden lagde vi et topografisk kort ind (på Micro SD kort) og downloadede GPX filerne mellem hvert checkpoint.

EQUIPMENT LIST

This equipment list is split into two sections – COMPULSORY and OPTIONAL. Without overstating the obvious the compulsory equipment must be carried at all times on your person or within your pack. Optional equipment may make the race a little bit more comfortable, but will add to your total weight.

COMPULSORY EQUIPMENT
These items must be worn, carried or in your pack at all times. For your safety race staff may ask to check your pack at any time to ensure you are carrying the items on this list.

Backpack/ Rucksack – Ravn: OMM 32 Classic / Moses: Salomon Synapse 45 AW Vent (kommer på markedet til marts 2014)

Compass & Maps – Silva orienteringskompas og Harvey kort over “Pennine Way”

GPS – Garmin GPSmap 62 st

Whistle – Ravn: indbygget i rygsækken / Moses: indbygget i Petzl e-lite reserve pandelygte

Eye Protection Sunglasses and/ or Goggles – Alm. solbriller

Knife (Multi-tool etc) – Petzl Spatha

Head torch with spare batteries – Gemini Duo + Coast HL27

Waterproof Jacket with a hood – Salomon Revard GTX jacket

Waterproof trousers  – Ravn: Salomon GTX Active shell pants / Moses: Salomon Bonatti pant

Hat, gloves and spare socks (1 pair) – GribGrab Microfleece Cap, GribGrab Running Thermo og et par Injinji Trail 2.0

Base Layer (Top+Bottoms) – CEP ultraligt shirt + Salomon Dynamic pants

Appropriate clothing for mountain/ fell running:
This includes footwear – Altra Lone Peak 1.5

Must carry some additional layers for cold weather – Salomon Panorama HZ

Minimum Compulsory Medical Kit:
BandAids/Plasters
Paracetamol – 16x 500mg tablets
Loratidine – 2x10mg tablets OR Cetirizine Hydrochloride – 2x10mg
Loperamide – 4x 2mg
Antiseptic Spray or Wipes
Your personal blister Kit

Survival Bag (Can also be your bivi, this is for athletes with a tent) – Terra Nova bivibag

Kahtoola Microspikes/ Yaktrax/ Similar ice spikes – Petzl Spiky+

Neck Gaiter – GripGrab Headglove Thermo

Sleeping Bag minimum 0c comfort – 10c extreme. – The North Face Lynx fibersovepose

Roll mat – Therm-a-rest Z lite sol

Tent or Bivi – Bibler I-tent + Terra Nova bivibag

Gas or liquid fuel stove with one pan to produce hot water – JetBoil Ti Sol Premium

Fuel with spare in case of emergency – Jetboil gas

Waterproof matches/ and or lighter – engangslighter

Spork or similar – MSR- foldeske

Water carrying system – 2 X 750 ml. Camelbak podium chill bottles + Platypus Platy 1 l. bottle

2 days rations – Travellaunch enkelt portion – snacks

Mobile phone with Charger for emergency use – Nokia 101

GPS Tracker (Supplied by the Spine Race and must be returned at the end of your race)

OPTIONAL EQUIPMENT
These items are optional:
Spare set of clothing – CEP ultraligt shirt + Salomon Panorama HZ
Suncream – Ingen (måske lige lovligt optimistisk fra arrangørerenes side 🙂

Vaseline or similar – Sudo creme + Body glide
Lip salve – Labello
Waterproof map case – Ravn: i OMM kortlomme / Moses: ingen
Gaiters – Dirty Girl gaiters
Snowshoes – Ingen

Dependent on conditions

Bothy Bag – Ingen

IMG_0980

Hvad ville jeg så gøre anderledes i forhold til grej? Jeg ville nok overveje et par Gore-tex  støvler (hvis der findes nogen som er brede nok og ikke for tunge) til bedre at holde mudderet ude af skoene. Efter at have set forholdene vil jeg mene at der virkelig kun er i nødstilfælde man bivuarkerer, så jeg vil nok gå efter en mindre og lettere dun pose, et oppusteligt underlag og en mindre rygsæk (nok 25 liter). Mere besværligt at bruge og ikke så bombproof. Jeg havde det liggende men valgte ud fra det sikre hvilket var lidt tungere end de letteste i feltet. Og så en større dropbag med bedre plads. Man føler sig lidt til grin når man efter meget besvær har pakket inden for de tilladte 60 liter (med de kompromisser der dertil hører, såsom kun et par sko til hele turen) når 138 af 140 løbere medbragte tasker væsentlig større. I betragtning af hvor dårlige de er til at lave mad ville jeg nok også pakke mere frysetørret mad samt et par badesandaler til depoterne.

36 timers Pubcrawl i England

Skærmbillede 2014-01-16 kl. 08.59.28438 km vinterløb i England virkede som en rigtig god ide hjemme foran computeren. Men her ude på Lars tyndskids bældmørke pløjemark i regnvejr og iskoldt mudder til anklerne virker det dummere end alle mit livs dårlige beslutninger lagt sammen. Vi skøjter rundt og kæmper med fodfæstet for hvert skridt. Det var 5-6 timer siden jeg pludselig fik kraftige smerter på ydersiden af min venstre fod og det bliver værre for hvert skridt…Skærmbillede 2014-01-16 kl. 09.02.31

Det startede ellers lovende og aldrig før har jeg følt mig så klar og velforberedt til et løb. Ravn og jeg havde i den grad lavet vores hjemmearbejde. Træningen og særligt udstyrsgejlet havde taget usete højder og hver en lille detalje sad lige i skabet.

Torsdag morgen fløj vi til Manchester, købte gas til vores Jetboil brændere (som man ikke må have med flyet) og fortsatte videre med tog. Edale er en lille flække for enden af The Pennine Way som løbet følger. Det er den ældste og længste vandrerute i Storbritannien. Allerede på turen fra stationen til vores Bed & Breakfast fik vi en forsmag på hvad der ventede og  vi måtte igennem ankeldybt vand, mudder og fårelort. Så da turen senere på dagen gik til den lokale pub The Rambler for at spise aftensmad var det iført regntøj, vandtætte strømper og pandelygte. Vi mødte flere af de andre løbere og det blev fortalt drabelige historier fra sidste år hvor det havde været koldeste vinter i landet i 140 år. foto 4-1 Fredag formiddag brugte vi på at scoute den første af ruten. Jorden var mættet med vand overalt og stenene var fedtede og glatte. Det bekræftede vores valg af fodtøj og de vandtætte Sealskinz strømper. Om eftermiddagen var der Race-briefing i forsamlingshuset. Det var tydeligt at arrangørerne kommer fra en ekspeditionsbaggrund hvor bagateller som hvor man kunne få vand undervejs fejes til side som bagateller. Officials ville nok have lidt vand og eller var der rigeligt med vand i terrænet… Måske derfor medicin mod diarré var på listen over obligatorisk udstyr. foto 2 (9) Lørdag morgen startede tidligt med det sidste check af grejet og “a full fry-up” English breakfast. Der var en god og håbefuld stemning blandt løberne omkring bordet. En af dem var Mimi Anderson som har løbet alt hvad der er værd at løbe og lidt til. Vi fik kørt vores taske ned til starten og tog selv de 2 km til fods. I forsamlingshuset fik vi kontrolleret vores udstyr og blev så ellers bedt om at vente udenfor i regnen sammen med vores dropbags. Vi skævede over til en af de catalanske løbere som stod i shorts, vindjakke og solbriller kækt i håret, mens alle andre var i fuldt combat gear. 21 minutter forsinket blev løbet skudt igang og mange løb til vores overraskelse på første stigning. Skønt endelig at være igang og føle sig 110 % velforberedt. Vi glædede os til en stor oplevelse.

Skærmbillede 2014-01-17 kl. 17.23.27

 Da regnen blev til slud på toppen af første bakke stoppede vi bag et stengærde for at tage regnbukser og overtræksluffer på. Underlaget af mudder og glatte sten blev nu endnu mere fedtet og alle skøjtede rundt. Stavene kom hurtigt i spil og vi tog det roligt. Snart skiftede det fra slud til sne som vi kom højere op og en kort passage fik vi den lige i smasken. For dem som vandrer turen, tager den typisk 3 uger og den første strækning her går for at være turens hårdeste. Mens vi holdt rask gang tempo prøvede mange omkring os at løbe på de flade partier. Blandt dem Mimi som alligevel endte med at være i nærheden af os hele dagen. Bare vægten af rygsækken gjorde at det med at løbe ikke var en option. På toppen var sigten nede på 60-80 meter. Ved første vejpassage fik vi fyldt dunkene og fortsatte over det sneklædte plateau. Fra regulær sti blev det nu blødere og mere mudret. Vi fulgte et lille vandløb som vi krydsede et utal gange og vi var allerede lykkelige for de vandtætte strømper.  

Skærmbillede 2014-01-17 kl. 17.24.59

Omkring middagstid klarede det op så man kunne så længere frem. Sporet i det kuldsorte pløre sneglede sig igennem lyng på begge sider. Nedad var det ren kamikaze med flere styrt til følge. Vi passerede en som kom humpende med hjælp fra to andre løbere. Lignede at hans dag stoppede her. Da vi krydsede den næste vej havde officials ikke vand, men vi fik lidt fra nogle mountain rescue folk. Her overhalede vi også en gruppe tyskere, hvor jeg kendte et par af dem i forvejen. Blandt dem Thomas Ehmke som gennemførte løbet sidste år og har løbet Tor de Geants 3 gange. Profilen var noget mere dansker-venlig end Alperne og selv de store stigninger var til at overse. Det svære var at ens fødder skøjtede rundt for hvert et skridt man tog. For at undgå errosion havde de mange steder lagt store sten ud over heden. På en god dag var de glatte pga af algerne ovenpå. Nu var de rigtig glatte med vand og sjap og senere blev det endnu mere festligt når det hele frøs til. Lige efter solnedgang passerede vi en vej hvor Ravn var heldig at få en halv dunk vand. Vi fulgtes stadig med tyskerne selvom de løb ned af bakkerne, hvor vi endnu ikke havde løbet et eneste skridt.

VIRB Picture

Ved næste kontrol var der heller ingen vand. Nu kom tågen til gengæld rullende og sigten droppede ned under 50 meter. Der var allerede så stor spredning i feltet at selv med god sigt, kunne man ikke så dem foran. Ravn styrede Garmin GPS’en benhårdt mens jeg gik forrest og scoutede. Ud på aftenen var sigten nede på 3-4 meter og man skulle virkelig holde tungen lige i munden på vej over et måneagtigt landskab med store sten. Kom man lidt uden for sporet var man helt lost og det gik meget langsomt fremad. Efter noget tid kom en lokal kvinde op til os. Det viste sig at være lokale Jacqueline Cooper som førte kvindernes 108 mile “Spine Challenger”. Hun var supported af sin mand som blev 2´er i Spine Race sidste år og kendte hver en sten på ruten. Det gav en kæmpe boost og en god fartøgning frem mod næste kontrol. Har fik vi varmt vand i dunkene – en eventyrlig luksus. Lige efter passerede vi løbet første pub “The white house” men besluttede at køre på (dumhed #1). Vi lå et stykke tid på hjul af en 3-mands gruppe med bla. Mimi Anderson men slap dem til sidst da tempoet var lidt for frisk. Det klarede op og blev mere koldt og blæsende. Vi styrede mod et monument i det fjerne. Det var ligesom det ikke kom nærmere, selv om vi gik og gik. Det viste sig at være et stentårn på størrelse med Rundetårn.

Vi kunne akkurat holde varmen iført løbetøj, fleece trøje, regntøj, hue og overtræksluffer. Det var mudder overalt og selv på huen havde Ravn mudder. Alt vores energi var fortæret og vi så frem til det lovede “hot quality meal” i checkpoint 1. Oprindelig havde vi planlagt ikke at hvile i depotet og køre på til checkpoint 2, men vi var begge noget mere trætte end vi havde regnet med. Både pga. kulden men nok især på grund af at mudderet havde kostet ekstraordinært mange kræfter. Lige før midnat efter næsten 16 timer ankom vi til depotet ved Hemden Bridge. Menuen stod på gullasch og  blev hurtigt skovlet ned. Ravn blev pludselig helt bleg og fik det rigtig dårligt. Så han hoppede i posen uden aftensmad. 4 urolige timers søvn senere ringede uret. Fødderne var tørret fint op og jeg tapede en enkelt lille vabel inden morgenmaden. Heldigvis havde jeg frysetørret morgenmad mad med hjemmefra så jeg blev tanket ordenligt.

IMG_0962

Strækket til næste checkpoint var 92 km. så det gjalt om at få det hele med: nyt kort, mere energi, friske batterier, skiftetøj osv. Kl. 6 var vi afsted igen og efter 1,5 km op af bakke var vi tilbage på Pennine Way. Det havde frosset i løbet af natten og stenene var spejlblanke. Efter et par timer stod solen op og her inså jeg at jeg havde glemt mine lette regnbukser hængende på en stol i depotet – Verdammt… (dumhed #2). Vi bevægede os over et stort hede-område med udsigt til alle sider. Flot og storslået.IMG_0966 På vejen ned over igen kom tågen rullende og det blev igen vådt og mudret. Ligesom vi havde fået ordentlig varme i tæerne skulle de ned i det kolde gys igen. Der var betydelige længere mellem både deltagere og officials. Først et godt stykke op af formiddagen mødte vi første kontrol. Da jeg ikke havde haft held med at ringe til arrangørende lovede de at tage hånd om det med mine regnbukser. Der begyndt at blive flere og længere stræk markeret med “No visibel footpath” i kortet. Mudret græsmark uden reference-punkter. Her var vi glade for vores Garmin GPS med topografisk kort. Da vi havde gået i knap 6 timer mente RAvn at det var tid til en lille pause og vi satte os på et stengærde og spiste lidt snacks. Pludselig kom vores tysktalende venner Michael. Thomas og Guido fornøjet traskende og spurgte om vi ikke hellere vi med på pubben. En kilometer senere sad vi bænket inde i varmen på “The hare and hounds” i Lothersdale og havde bestilt 2 store burgere 🙂 IMG_0970 Vi regnede lidt på det og besluttede at næste mål måtte være Malham 30 km. længere fremme, hvor vi med lidt god vilje måske kunne være fremme inden køkkenet i pubben lukkede senere på aftenen.IMG_0972 Nu var ruten ikke så spektakulær som tidligere og fulgte en en masse mudrede marker linket sammen med lidt vej og hjulspor. Særligt mudret kostede igen mange kræfter og fremdriften var til at overse. Vi havde et kort stræk langs Leeds-Liverpool kanalen og kunne adsprede tankerne lidt ved at kigge på husbådene. Pludselig ud af det blå gik et jag af smerte igennem min venstre fod. Fra det ene øjeblik til det andet gjorde ydersiden af foden virkelig ondt. Har aldrig oplevet noget lignende men slog det hen med at det nok gik væk. 

Vi fortsatte ud over markerne og kom igennem byen Gargrave lige efter det var blevet mørkt. Her mødte vi en official som nok mente at pubben i Malham nok lukkede for servering kl. 20. Det ville blive snert med tiden. På spørgsmålet om mine regnbukser hev hun glad et par regnbukser frem fra bagagerummet. Glæden var kortvarig da de var Montane i størrelse small – altså ikke mine.

Mine stave røg i rygsækken og fra nu af havde jeg kort og kompas i hænderne. Hele vejen til Malham var stort set med “no visibel path”. Det begyndte at regne men vi sjoskede ud over markerne. Sigten var dårlig og underlaget blødt så det gik langsomt fremad. Jeg havde forlængt vinkel farvel til et varmt måltid inden natten. Men hvad der var mere bekymrende var min fod som kun blev værre for hvert skridt. Hvor vi tidligere havde knævret lystigt gik vi nu helt tavse og havde hvor især nok at gøre med at ikke at skvatte. Vi fulgtes med Phil, en super erfaren lokal løber, og hjalp hinanden med stifindingen. 20 meter bag os fulgte endnu en englænder som uden en lyd apatisk fulgte efter os. Mine vindtætte bukser holdt regnen ude så udstyrsmæssigt var der ingen undskyldninger.

IMG_0977

Da lysene fra Malham dukkede op var vi begge godt flade. den var 5 minutter over 8 og pubben havde præcis lukket køkkenet. Men vi besluttede til at prøve lykken længere henne og næste sted havde åbent. Mens vi ventede på maden var der krisemøde. Foden var skidt og havde klart hæmmet mine bevægelser. Det bedste havde nok været at give den hvile og se på det dagen efter. Eneste problem var blot at det piskede ned uden for og eneste bivuark-spot vi havde set lå et par timer tilbage samt at arrangørende kort inden løbet havde ændret reglerne så overnatning indendørs ikke var tilladt. Jeg ringede til Scott (den ene af de 2 arrangøre) for at høre hvad vores mulighedder var og om vi evt. kunne rykke over i den supportede kategori (dem som har et crew af hjælpere og en autocamper til at følge dem løbet igennem). Scott fortalte at ingen deltagere måtte overnatte inde    (men altså godt i autocamper) så enten fortsatte vi de 38 kilometer til næste depot (hvilket vi regnede med ville tage 8 timer) eller også var vi ude af løbet.

Den tyggede vi så lidt og vurderede i forhold til de potentielle farer ved at fortsætte. Vi kunne kun lige holde varmen i det tempo vi gik så hvis vi kom til at sætte farten ned pga. min fod ville vi være i problemer. Det var en rigtig svært beslutning men “den voksne beslutning” gav egentlig sig selv og vi var hurtig enige om at det ikke var risikoen værd at fortsætte. Jeg havde især ikke lyst til at risikere en alvorligere skade ved at forsætte. Vi ringede til Scott og kaldt det en dag. Spine Race sluttede før det nærmest var startet efter 36 timer og 133 km.

IMG_0983

Nogle timer senere blev vi hentet efter at have stået ude i regnen siden pubben lukkede og kørt til checkpoint 2 i Hawes. Alt var kaos og det lignede en krigszone. Spisene og sovende zombier vaklede rundt mellem hinanden. Vores catalanske ven i shorts og solbriller (der også var udgået) kom vraltende og var så hævet i ansigtet at vi næsten ikke kunne kende ham. Da han ikke talte engelsk prøvede han med tegnsprog at forklare den søde dame med “Spine Race Medic” på ærmet at han havde brug for hjælp til vablerne på fødderne, mens hun høfligt prøvede at forklare at hun var krisepsykolog 🙂 Næste dag tog vi tilbage til Manchester og fløj slukørede tilbage til Danmark.

foto 2 (8)

Her en ugen efter gør min fod stadig ondt, så jeg tænker at det var den rigtige beslutning. Til gengæld er jeg allerede skiftet fra at tænke f€%& et lorteløb og ALDRIG MERE SpineRace… til at tænke Hmmmm måske…

Nu gælder det om at samle op på de erfaringer vi har fået og kigge fremad. Vores næste løb sammen bliver PTL (La Petite Trotte à Léon) til august. Nu håber jeg bare på at blive klar til The North Face Transgrancanaria om 6 uger og så må tiden vise hvordan resten af året skal skæres…

Til sidst en stor tak til dem som har troet på os og hjulpet os med grej til løbet: Garmin, CEP, Gaia Sport og Bjergkæden.

Se vores hjemmevideo “Spine Race the movie” her 🙂

Energize me…

foto (10)Energien til den sidste lange (7 timer) træningstur omkring Himmelbjerget. Som sædvanlig brugte jeg ikke det hele men det er godt med mulighed for variation og en lille reserve.

Mange har spurgt hvad jeg spiser og hvordan jeg gør med energiindtag under de lange løb. Så derfor har jeg skrevet lidt om hvad jeg gør og nogen af de tips og tricks jeg har samlet op undervejs. Både igennem Team Danmarks dygtige diætister og fra mange søde mennesker i løbemiljøet som har åbnet op for posen af visdom. Dette er ikke nogen facitliste så lad vær at komme efter mig hvis du gør det på en anden måde 🙂

IMG_0251Morgenmad dagen inden TNF Endurance Challenge Championships i San Francisco.

Inden løbet

I ugen op til løbet sørger jeg for at få sovet, spist og drukket ordentligt. Ikke større mængde end jeg plejer men med en kende mere fokus på kvalitet. Jeg joker tit med “carboloading” (som i gamle dage, hvor folk åd pasta i lange baner) men i realiteten spiser jeg ikke mere op til løb. I en hektisk hverdag glemme man tit at få spist ordenligt og drukket rigeligt med væske. Den sidste dag eller to drikker jeg elektrolyter (det vil sige salte og mineraler) i form af sportsdrik eller vand med elektrolyte-tabletter i.

 Et par timer inden løbsstart spiser jeg morgenmåltid (også selvom løbet starter om aftenen). Hvis det kan lade sig gøre har jeg mine grovvalsede havregryn (med mælk på) med hjemmefra. Ellers er det 2 gode energibarer (Cliff er mine foretrukne – helst Crunchy Peanutbutter) og protein i form af en drikkeyougurt eller en flødeis.

IMG_0285Race-setop til 50 mile løb i USA

Planlægning

Planlæg løbet hjemmefra, så du skal bruge mindst mulig tid i depotet. Den tid du sparer ved at have lavet hjemmearbejdet er gratis i forhold til konkurenterne der står og hænger i “baren”. På lange løb med mange pit-stop giver 5-10 minutter hver gang en stor forskel i sluttiden. Til Salomon Hammertrail i år var jeg overrasket over hvor lang tid folk brugte i depotet, hvor de har en taske eller kasse stående. Det lyder trivielt planlægning betaler sig. Husk variationen når du planlægger og prøv at forudsige hvad du “craver” efter når du har været i gang i nogle timer.

IMG_0080Pakning af dropbag til de forskellige depoter til Tor de Geants. Foto: Ravn Hamberg

Under løbet

Når man skal løbe marathon og længere kommer man ikke uden om at skulle indtage energi undervejs. De fleste har nok hørt om “muren” som er det der sker når kroppen løber tør for glykogen reserver af hurtig omsættelig kulhydrat og skal til at køre på fedtforbrænding. Så, skal du løbe længere end 3 timer er det en rigtig god ide at medbringe energi på din løbetur. De lange træningsture er perfekte til at teste forskellige mulighedder inden den store dag. Det er utrolig hvor mange der tror at man kan fake sig igennem træningen uden at træne indtagelse af væske og energi og så forvente det hele spiller på ræsdag. Man bliver selvfølgelig nød til at træne det, ligesom alle andre aspekter af ens løb.

IMG_0320Depotkassen til Salomon Hammertrail 100 miles 2012, hvor jeg ikke brugte mere end 30 sekunder i depotet på noget tidspunkt. Redbull, Ribena, Mathilde, sportsdrik og eletrolyter samt poser med gels og barer til hver runde. 

Under løbet

Jeg starter tidligt med at indtage energi og har typisk spist noget inden for den første halve time. Da vand og sportsdrik stort set vejer det samme vælger jeg altid sportsdrik fra start (Vitargo, Gaterade eller GU Brew). Efter en del trial-and-error har jeg fundet ud af at en gel hver 45-60 minutter fungerer for mig. Hverken for lidt eller for meget energi føles ikke særlig rart på kroppen. Gels giver meget energi i forhold til vægten og indeholder hurtig omsættelig energi. Netop energi/vægt forholdet samt den (overraskende) gode smag gør GU til mine foretrukne gels. Jeg har primært brugt varianterne Chocolate Outrage (nutella-agtig) og Mint Chocolate (After-Eight) i nogle år nu og det virker 🙂

Det er meget oppe i tiden (jævnfør Tim Noakes bog “Waterlogged”) at man skal drikke efter tørst og ikke bare kyle væske indenbords af gammel vane. Kroppen kan maksimalt optage 1 liter i timen (med den rigtige blanding). Rent vand eller en drik med over 6,8 gram kulhydrat per 100 ml. er langsommere at optage. Hvilket er grunden til jeg starter med sportsdrik og altid spæder min cola op med vand.

IMG_3057Optankning on the fly til Junut 230 km. i Tyskland

Det er dog de færreste som kan køre i en evighed på gels og kroppen får lyst til noget mere fast føde. Her bruger jeg proteinbarer (igen fra Cliff) for også at få lidt protein som hjælper på udholdenheden. Udfordringen med barer er at finde nogen som let glider ned. Her dækker mange producenter deres barer i chokolade, hvilket gør det meget fedtede i varmen og smulrende i kulde. Snickers kan være et let tilgængelig alternativt til (dyre) proteinbarer.

Når det hele bliver for sødt

Men alt det sukker kan også blive for meget. Derfor medbringer jeg nogen salte alternativer som f.eks. Squezzy´s gel med tomat-smag, peanuts (eller andre nødder) og Haribo Black & White (Tak for tippet Henrik Leth Jørgensen). Til Krøllebølle Trail var flæskesværene i høj kurs mens jeg selv mere er til chips, der tit findes i depoterne.

IMG_3068Et af de mindre festlige måltider og eneste varme mad under 47 timer til Junut.

Depotmad

De absolute højdepunkter under lange løb, ud over naturoplevelserne, er maden i depoterne. Det kan svinge utrolig meget. Fra 6 dage i træk med pasta og tomatsovs til Tor de Geants til hjemmelavede (økologiske og veganske) wraps og mini-burrito´er til HURT 100. Til mange løb i Alperne og i Spanien består basis af hvidt brød, ost og pølse, hvilket faktisk kan være ganske udmærket. Rigtig mad et herlig afbræk fra alle energi-produkterne og jo længere tid man skal være i gang jo større anden af “rigtig” mad har man brug for. Husk kontanter så du evt. kan købe noget undervejs.

1390660_641133495931393_234612011_nDepot til Tor de Geants

En del af charmen ved at komme rundt i verden er også at prøve nogle ting man ikke gør normalt men under løb prøver jeg at kører den nogenlunde safe. Det værste jeg har prøvet (og ikke kan anbefale) er fiskesuppen til Transgrancanaria. Det bullion-agtige suppe lugtede af rådden fisk, så vi vi takkede høfligt og hældte den ud rundt om hjørnet. Det er i øvrigt også et af de få løb hvor de servere Pepsi og ikke CocaCola, som er en af hjørnestenene i mit setup. Enten en flaske vand og en flaske med cola eller en blanding med 1/3 vand.

IMG_3087Sidste depot til Junut.

IMG_1205En lykkelig Jesper Halvorsen med en kop kaffe under HURT 100. De havde et lille trick med at komme en isterning i så man ikke skulle vente på den blev tempereret 🙂

Koffein

Mange energiprodukter indeholder koffein og de fleste ved ikke hvordan de bedst anvender koffein, men tager det når de er blevet trætte for den opkvikkende effekt. I følge lægen for det svenske langrendsrendslandshold gælder det kort fortalt om a finde den mindste dosis der giver maksimal effekt (hvilket er meget individuelt) og prøve at opretholde den igennem hele løbet. Det vil sige at frem for at vente til man er helt i hejnet og så indtage koffeinen, gælder det om at holde det stabilt hele vejen igennem for største effekt. Den nemmeste måde at dossere på er i form af koffein-tabletter.

TDG 114Ravn Hamberg tanker Cola under Tor de Geants.

Mange tror fejlagtigt at det giver bedre virkning hvis man ikke bruger koffein (det vil sige holder sig fra f.eks. te, kaffe og cola) op til konkurence. Men det er der ikke fundet belæg for. Koffein har tidligere været på WADA´s dopingliste men er det ikke længere.

IMG_3051Morgenmad til Junut. Frem for at side i depotet og spise, tager jeg maden med og spiser den på vejen…

Elektrolyter

Salte og mineraler er vigtige for kroppen specielt når man sveder meget. Men der er en tendens i øjeblikket til at folk propper sig med saltpiller, når de skal løbe et halvmarathon i køligt forårsvejr. Så altid med måde. Jeg foretrækker elektrolytter som brustabletter da de giver smag uden at tilfører kalorier, hvilket er smart til træningsture i varmen. Et rør med elektrolyte-tabletter passer lige i forlommen på min rygsæk og det er hurtigt at blande og opløse når man tanker op. En klassisk rookie-mistake er at prøve at blande sportsdriks-pulver i flasker eller væskeblærer under et løb. Fordi det nemt klumper og stopper drikkesystemet til. Husker stadig synet af en tidligere dansk elite triatlet stående med enden i vejret og hele hovedet nede i rygsækken efter 30 km. til Transgrancanaria 😉 Når jeg bruger elektrolytter kan jeg mærke at jeg ikke har så stor trang til salte snacks. Tænker det er en god ting 🙂

IMG_0386Recovery-måltid efter løb.

Recovery

Efter træning eller løb har man et vindue på 20-30 minutter hvor kroppen er ekstra modtagelig for at blive tilført “byggesten” til genopbygningen. Har gælder det om indtage både kulhydrat og protein. Har man ingen appetit lige efter træningen/løbet kan det være nemmere med en recovery drik. Ellers virker en Mathilde cacaomælk og en bolle helt fint 🙂 Det gør at restitutionsprcessen går lidt hurtigere og jeg syntes man undgår den værste muskelømhed og man hurtigere kommer tilbage igen.

NB. Dette er en læmands udlægning af emnet, hvad der fungere for mig og som jeg ser emnet.  Har man særlige udfordringer eller ting man ikke kan tåle osv. kan det være en rigtigt god ide at rådføre sig med en diætisk. Det helt overskyggende råd jeg vil give videre er dog rådet fra Dean Karnazes; “Listen to everyone – follow no-one”.

Forberedelser til Spine Race

1378263_641132365931506_700649461_n

Der har ikke været en eneste aften siden Tor de Geants hvor jeg ikke har lagt mig til at sove med den beroligende tanke om jeg kunne sove hele natten. Uden at nogen kom og hældt mig ud af køjen efter halvanden time. Stresset over søvnmangel og generel træthed under de 138 timer vi var igang i Italien har hængt ved længere end jeg i min vildeste fantasi havde troet.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed at tanken om 7 dages vinterløb i England, lige om lidt, ikke altid har været lige tillokkende. Men de sidste uger er bøtten vendt og især efter at min gode Ravn Hamberg (som jeg gennemførte Tor de Geants med) har meldt sig klar ser jeg noget lysere på tingene. Eventyrlysten trækker nu igen mere end de den lune dobbeltseng og jeg er klar til være kold, træt og sulten igen.

Men hvordan forbereder man sig så til 431 km. non-stop vintertrail? 

Efter at have pjøjet alle tilgængelige ræsberetninger igennem står det klart at der er tre ting man især skal have styr på; grejet, det mentale og navigationen.

At have det rette udstyr i dette løb er helt afgørende for udfaldet, hvilket klart hælder til vores fordel. Ravn og jeg kan godt lide at nørde grej og diskutere de forskellige senarier igennem. Og der har været nok at tage fat på af sager man ikke normalt bruger ved løb. Telt, bivuark-pose, sovepose, brænder, vandtætte strømper, GPS, nødsender, fiberjakke og selvfølgelig en stor let rygsæk som kan rumme det hele. Her har vi været heldige at kunne låne en del udstyr og få hjælp fra nogen af alle de fantastiske mennesker i miljøet herhjemme. En særlig stor tak til Ulrich Petersen, Thure Kjær, Garmin, Bjergkæden, Gemini Lights, CEP, Lurbel, Salomon og The North Face Fields.

Hvor det sidst var “en-all-inclusive-vandreferie” med relativ god logistik er det i England noget mere råt med op til 100 km. mellem depoterne. Det gælder om at spise ved enhver lejlighed for at holde varmen til at fortsætte.

foto

Det mentale er straks sværere. Her har vi talt om vores bevæggrunde for at deltage, hvad succeskriterierne er og hvordan hele vores strategi skal se ud. Bare det faktum at 2/3 af løbet kommer til at foregå i mørke er en kæmpe psykologisk belastning. Ligesom ved TdG gælder det om at tage et skridt ad gangen om ikke prøve at overskue hele ruten eller kigge for langt frem. At vi kender hinanden så godt og har et fysisk niveau som er ret lige vil klart komme til at spille vores farvør.

Jeg syntes faktisk Andreas Hedensted har en god pointe i at man skal have et mål længere fremme af vejen, så hele verden ikke bryder ned hvis det hele går i vasken af den ene eller anden årsag. Ravn og jeg har allerede aftalt at vi går efter at prøve kræfter med PTL (La Petite Trotte à Léon) – 303 km og 28.000 m+, på maximalt 141 timer, i Alperne til August. Det er nu mere “en udfordring” og ikke et løb i almindelig forstand, da der ikke er klassificering eller tidstagning. Til gengæld ser årets rute ud til at være markant hårdere end i tidligere år.

Garmingpsmap60cs-8 2

Til forskel fra mange andre løb skal man selv finde vej, hvilket bliver en kæmpe udfordring. Heldigvis har Garmin Danmark været søde at hjælpe os med håndholdte GPS navigatorer. Selv om vi kommer til at følge Englands længste vandrerute The Pennine Way er den kun afmærket sporadisk og mange steder krydser man åbne landskaber og moseområder hvor navigationen bliver en særlig udfordring.

Så der er ikke meget tvivl om at den sidste halvanden måneds skal bruges klogt på at lære det nye grej at kende samtidigt med at den fysiske form lige skal skærpes det sidste…

Ultraløbet Fyr til Fyr

935030_186374708181763_922756073_n

Igennem flere år spirede ideen til at lave et punkt-til-punkt løb på langs af Bornholm. Og hvad var mere oplagt end at følge østkysten og opleve noget af det smukkeste natur øen har at byde på. Vi følger den gamle redningssti fra starten ved Dueodde fyr hvor man krydser det storslåede klitlandskab ned mod vandet. Herfra går turen rundt langs kysten igennem en helt enestående række af landskaber, der med dramatiske skift, ændres fra rullestensstrande, fine sandstrande, skove, hvor træerne dramatisk er væltet ud i Østersøen, langs små grusstier, igennem de over en milliard år gamle smuldrende granitklipper, langs de snoede redningsveje, op, ned og igennem snævre sprækkedale, over klipper, forbi et utal af kulturhistoriske minder, små fiskebyer, restauranter, cafeer, røgerier og endeligt op mod målet ved Hammer fyr med udsigter over land og hav, lyngheder og fyrtårne og ikke mindst Hammershus, Nordens største Borgruin. I klart vejr ses den sydsvenske kyst heroppe fra.

32602_179193598899874_766059280_n

Vi har lavet et løb som skiller sig ud fra mængden, ikke kun i rutevalg, men også i hele setup´et omkring. Målet er at tilbyde en fantastisk løbeoplevelse i enkle rammer. Vi holder startgebyret lavt og har barberet alt det overflødige fedt af. Vi har således 2 basis depoter undervejs og et i mål. Dette er delt af logistiske hensyn men også for at gøre hele turen til en udfordring og en forberedelse for dem som stiler mod det helt store eventyr ved lange løb i udlandet.

Vejret og den eksponerede rute gør at vi stiller lidt krav til hvad du (som minimum) skal have med dig; vindjakke, mobiltelefon og en kop eller lignende da vi af miljøhensyn kun servere væske i medbragte kopper.

Du kan tilmelde dig til 2014 løbet her: https://lap.io/event/2014-fyr-til-fyr

558753_10151429814003759_1177958590_n

Det her sagde nogen af deltagerne efter første udgave af Fyr til Fyr i 2013:

“Man kunne jo skrive en hel roman om den utrolige oplevelse det var at løbe fyr-til-fyr i går – fantastisk natur, medløbere med fysisk og mentalt overskud til at række ud og hjælpe andre i nød, den skarpe planlægning og alle de søde hjælpere. Essensen af det hele er bare et dybfølt tak og en taknemmelighed over at have været med. Man skulle tro, at man var tømt for alt, da man klaskede hænderne på Hammer Fyr, men jeg var fyldt af indtryk og menneskelig varme.” – Claus Georg Kjær

“Tak for et godt løb. Utroligt smukt!” – Daniel Ditlev

“Tusind tak for et helt fantastisk løb i dag” – Morten Alhede

“Jeg vil gerne takke samtlige deltagere, løbeledelsen og heppere for at, gøre dette løb til en af de aller smukkeste og hårdeste løb jeg nogensinde har deltaget i. I var alle helt fantastiske.” – Benni Vesterskov

“Mange tak for et fantastisk løb, den lange tur fra Skive i det mørke Jylland var hele turen værd. Klart den bedste løbe oplevelse til dato, og tak til alle de flinke mennesker jeg mødte på turen” – Niels Henrik Hammer

“Det blir’ ikk’ meget bedre. Tusind tak til alle.” – Pia Joan Sørensen – nr. 2

“Så ved vi, det er sandheden, det med “danmarks smukkeste ultraløb”. Tak til Moses, Jesper og alle som hjælp til i dag. Jeg vil altså gerne ud og løbe det igen i morgen, men kroppen siger nok nej til det. Tillykke til Kenneth, Dorte og også alle, som løb deres første ultra i dag.” – Tracy Høeg – nr. 3

“Ett äkta svenskt “tack så mycket” för ett superarrangemang med en fantastiskt smuk bane.” – Björn Folbert

“Jeg syntes at løbet+Moses skal nomineres som årets løbebegivenhed! TAK for en super fed rute og godt humør i målområdet!” – Niklas Rudi

“1000 tak for en fantastisk arregement:) Tak til alle jer der har lagt et stort arbejde i at få dette løb på benene Vi skal helst sikkert deltage næste år ” – Tulle Sølyst Jeberg

“Tak fra mig. jeg havde en fantastisk ultra debut. så tak for det kæmpe arbejde i arrangører har lagt i det intet kunne have været bedre.” – Torben Riesgaard Petersen

“Super fedt løb på bornholm! 60km og første kvinde i mål ved hammer fyr! 5.46 var tiden! Stort!” – Dorte Dahl

“Tak for en helt igennem fantastisk oplevelse og et på alle måder super fedt arrangement ” – Søren Kudsen

“I dag var dagen hvor jeg gennemføre mit første ultra trail løb på Bornholm. 60 km på en helt fantastisk rute. Dagen rummer mange indtryk. Naturen, møde med mange trail venner og bekendte og ikke mindst at have gennemført i 6.37. Jeg måtte stå og tude lidt da jeg kom i mål. Speciel tak til Moses for at arrangeret dette fantastiske løb og tak til alle der har hjulpet til Jesper, Thomas.” – Claus Geisler

535731_178981578921076_1987249411_n