Krøllebølle Gear Special – af Knut Korczak

 

 

 

Gæsteblog af Knut KorczakKrøllebølleTrailGear (1)

Krøllebølle Trail Invitational gear summary

For en udstyrs fetichist ligger der som regel en del overvejelser i det grej man vælger ud til et specifikt løb eller event. Sådan er det som regel for mig, og med meget at vælge imellem kan det blive svært. Denne gang var anderledes idet jeg først fredag morgen skovlede det meste grej ned i en duffelbag, heriblandt et par nye bekendskaber som vi kommer ind på senere.

Vindjakke eller regnjakke – og mellemlag? 

Normalt foretrækker jeg at løbe efteråret igennem i en tynd vindjakke eller endda bare en vest. Vejrudsigten til Krøllebølle turen var ikke ligefrem lovende så der røg både en vind- og en regnjakke i tasken. Idet det ikke regnede ved starten lørdag morgen startede jeg ud med vindjakken, en Inov-8 Race Elite 70 Windshell. Under vindjakken havde jeg en langærmet tynd Aclima Lightwool trøje som jeg tidligere har haft rigtig gode erfaringer med til lange ture inkl. Hammer Trail 50 miles. Vindjakken blev valgt for bedre at kunne ventilere på de første kilometer hvor tempoet uvægerligt vil være højere end gennemsnittet, at lukke sådan en flok trailløbere af sted på en lang tur er jo som at se en flok øko-køer blive lukket ud på græs.

I min vest havde jeg pakket en regnjakke, Inov-8 Race Elite 150 Stormshell, som er en klar opgradering til den Raceshell 220 jeg tidligere har været rigtig glad for at løbe med. Ved Hammer Havn var regnen blevet så vedholdende at Stormshell jakken blev hevet frem af tasken og trukket ud over den øvrige beklædning.

Her forblev den til lige før lufthavnen hvor det inderste lag blev skiftet til en Aclima Woolnet trøje med en Lightwool udover og til sidst den nævnte Stormshell. Årsagen var at mit tempo var gået så meget ned at det med den øgede eksponering for vinden på sydvest kysten kunne blive et issue at holde varmen. Kombinationen fungerede perfekt, om end til den varme side når det blev løbet og holdt frem til jeg trak stikket ved Nexø.

foto (5)

Hvad med benene?

Torsdag landede der et par Endurance Generator tights fra japanske CW-X på mit bord, og de skulle da naturligvis med på turen. Det er altid spændende at skulle af sted på en længere tur i helt nye produkter, men ikke noget der som udgangspunkt skræmmer mig. Endurance Generator tights er ikke en traditionel kompressionstight som man kender fra CEP, 2XU osv., i stedet støttes led og muskler af strategisk placerede baner af mindre strækbart materiale. Jeg har løbet en del i korte CW-X tights hen over sommeren og min oplevelse med disse er at der er en klar effekt forudsat at man tager sig tid til lige at placere den rigtigt. Under mine tights havde jeg et par gamle Puma løbeunderbukser mens understellet var smurt godt ind i Bodyglide for at undgå irriterende slidsår.

 

Sko og strømper – eller barfodet?

Selvom jeg bekender mig til fladfodsløb, om end jeg ikke nødvendigvis er særlig god til det, så skal der stadig sko på fødderne. En af mine absolutte favoritter til de fleste forhold er Inov-8 Trailroc 235 som jeg også løb Hammer Trail i. I erkendelse af at hele turen rundt om øen ville sætte alle typer underlag i spil blev 235’eren mit bud i kombination med en Injinji tåstrømpe i merino uld. Jeg løber normalt i strømper fra Teko, men til de helt lange distancer har jeg rigtig god erfaring med tåstrømper som forhindrer vabler mellem tæerne. Den uafprøvede kombination af Injinji strømpen og CW-X tights som begge var lidt korte i det gav et fint 2 cm stykke blottet hud over mine ankler som på turen blev revet godt til blods af torneranker, marehalm og andet godt. Note to self: det kan man godt lige prøve at en anden gang, inden turen. Uanset det, og på trods af massive mængder af sand i både sko og strømper var fødderne fri for problemer hele vejen rundt.

foto (6)

Løbevest, rygsæk eller væskebælte?

Der er mange muligheder for at medbringe grej, væske og energi. Det væsentlige for mig er hvor lidt jeg kan slippe af sted med og hvor komfortabelt jeg kan bære det. Derfor ender det ofte med en vest, i denne omgang SJ Ultra Vest fra Ultimate Direction som i min verden er et rigtig godt kompromis mellem lav vægt og en betragtelig kapacitet skulle det vise sig nødvendigt. På denne tur havde vi ofte adgang til det rullende depot hvorfor det ikke var nødvendigt at medbringe større mængder grej og jeg kunne sikkert være sluppet af sted med et væskebælte. På den anden side så sidder en vest så meget bedre på mig og muligheden for at have lidt ekstra udstyr med gjorde udslaget. I øvrigt løb alle 5 deltagere på turen med vest. I vesten havde jeg 2 X 600 ml dunke med henholdsvis Coca Cola blandet med vand og vand med GU electrolyte brew. Herudover diverse energi gels fra GU og High5 samt lidt andet guf til mellem depoterne. I ryglommen lå regnjakken og en ekstra tør Buff i merinould.

Diverse uundværlige småting.

Vejret viste tænder og eftersom resten af garderoben havde en distinkt snert af vinterbeklædning startede jeg også dagen med både hue og handsker samt en Buff om halsen. Huen er en gammel sag fra Gore som med en snor i toppen kan åbnes op og bruges som pandebånd og på den måde skabe ekstra muligheder for ventilation. Havde det nu været rigtig koldt havde jeg valgt en udgave i merino uld eksempelvis Aclimas Multifunction Beanie. På hænderne brugte jeg on/off et par gamle Fusion handsker med windstopper.

Elektronik – it’s on the internet or it never happened…

Siden mit første Forerunner løbeur fra Garmin har jeg været hooked og jeg løber nu med Garmin fënix som passer rigtig godt til min nuværende måde at anskue træningen på. Med normal GPS opdatering har fënix en batteritid på 16 timer (50 timer med Ultratrac som kun logger hvert minut) og selv på en god dag vidste jeg at det nok kunne komme til at knibe med at nå hele vejen på en opladning. På den anden side var jeg heller ikke villig til at droppe muligheden for at monitere mit gennemsnitstempo undervejs ved at vælge

Ultratrac muligheden. Derfor havde jeg i min dropbag placeret en Power-Monkey Explorer, en lille 2200mAh batteripakke som kan kobles sammen med ladestikket til fënix og lade enheden on the fly. Ved den sidste kontakt med depotvognen inden mørket faldt på og hvor jeg alligevel skulle have pandelampe og andet godt fyldt i vesten hapsede jeg den med og smed fënix i ryglommen en times tid så den kunne suge strøm til resten af turen. Nu viste det sig at være unødvendigt, men det er altså en gangbar strategi til længere løb. Pandelampen burde have været min Gemini Duo, men eftersom den var udlånt til en kunde til test endte jeg med min reservelampe som jeg også løb med til Hammer Trail i maj.

fak

Førstehjælp og diverse

I min SJ Ultra Vest ligger der altid et lille kit til at fikse de værste skrammer undervejs. Det indeholder enkanyle, en lille Victorinox kniv, en sårrensningsserviet, et par plastre, et par sommerfugle og et par striber Sporttape. På den måde kan jeg hurtigt og enkelt fikse vabler og småskrammer i sporet, og kombineret med et alutæppe føler jeg mig rimelig godt dækket ind til de fleste forhold. I en separat ziploc pose har jeg altid en god bunke toiletpapir, fprmålet er åbentlyst og behovet kan komme over en på de mest uventede steder.

Det med småt

Full disclosure: jeg har i de seneste mange år arbejdet i sportsbranchen med salg og markedsføring af produkter, p.t. arbejder jeg blandt andet med CW-X, Gemini Lights og Ultimate Direction.

Krøllebølle Trail Invitational

foto 3 (8)

I lørdags afholdt vi “Krøllebølle Trail Invitational” – fat ass løb (dvs. rent græsrods-arrangement uden præmier) på kyststien Bornholm rundt. Nogle af de skarpeste trailløbere herhjemme var inviteret. Men som dagen nærmede sig faldt de fra en efter en. Indtil kun 5 seje løbere stod tilbage lørdag morgen foran mine forældres hus i Gudhjem.

Udover udfordringen var at løbe hele øen rundt langs kysten i et huk (hvilket ikke tidligere er gjordt) var målet at sætte en ny såkaldt FKT (Fastest Known Time) på ruten. Vejrudsigten var ikke alt for opmuntrende med regn og blæst. Hvilket gjorde at vi valgte at løbe mod uret rundt. Sammen med min gode ven Morten Schrøder kørte jeg rundt i bil og agerede rullende depot.

foto 1 (7)

Kl. 05.00 startede 5 løbere turen fra Ejnar Mikkelsensvej 1 i Gudhjem. Claus Rasmussen, Knut Korczak, Christina Panduro, Pia Joan Sørensen og Jens Kriger Røyen.

foto 2 (6)

Allerede ved Tejn efter 10 km begyndte det at regne så småt og efter at have rundet Hammerknuden tog regnen til. Jeg løb selv med fra Hammer havn til Teglkås og fra Hasle til Rønne og kan skrive under på at det var en våd og kold fornøjelse. Da vi nåede marathonpunktet ved Bornholms Efterskole, lige før Rønne, var gruppen splittet i to. Pia, Jens og Claus forrest og Christina og Knut nogle minutter bag.

foto 4 (5)

Ved Nørrekås i Rønne stod Christina af. Formen var ikke til mere efter en længere skadespause. Knut fortsatte solo. Ud for lufthavnen syd for Rønne kom første alvorlige udfordring, da vandet stod så højt at man ikke kunne løbe langs med stranden.

IMAG0067

Det blev det gennemgående tema på den lange hårde del af ruten ned til Dueodde. Kyststien som blev etableret i 1992 er desværre i så dårlig forfatning at det var svært at finde vej for de forreste der ikke havde løbet denne del før. Midt mellem Arnager og Boderne skulle Claus på toilettet og Jens og Pia fortsatte i front.

foto 1 (3)

Den varme kaffe blev serveret af mine forældre på havnen i Boderne, inden det gik videre mod Dueodde.

foto 4 (2)

Efter at have kæmpet sig igennem hele sydkysten stoppede Knut i Nexø efter 89 km, hvilket var det længste han nogensinde havde løbet 🙂

foto 4 (1)

Efter Nexø faldt mørket på og pandelygterne kom frem igen. Claus hentede ind på Jens og Pia men til slut var der 9-10 minutter i mellem dem i Gudhjem.

foto 3

Efter 15 timer og 22 minutter sluttede Pia og Jens ringen og kort efter kom Claus. Han havde løbet mere end halvdelen af vejen rundt alene!!! Så nu er der en ny FKT at gå efter…

Efter en blandet sæson med et hårdt løb til Trangrancanaria og en udgået til Hammertrail 100 miles var det fedt at se Jens tilbage i storform og jeg glæder mig til at se hvad han kaster sig over i 2014. Pia har haft en helt fantastisk sæson med 2. plads ved Ultraløbet Fyr til Fyr, sejren i 12 timers løbet i København og guld ved de danske mesterskaber i 100 km. landevej og sejren ved Ultraløbet Molsruten. Det bliver spændende at følge hendes vej mod VM i 100 km næste år…

foto 1 (1)

 

Giganternes Tor(tur) – Part 3

23

Vi kom afsted fra lifebase’n i Gressoney (km 200) kl. 23 med 2 timer ned til tidsgrænsen. Selv på dette sene tidspunkt stod der folk og heppede som var vi de største rock-stjerner. Heldigvis havde vi lige et par flade km inden vi ramte næste stigning. Her var jeg max presset hele vejen op af de 1400 meter klatring til Col du Pinter. Med blikket stift rettet mod højdemåleren spiste vi stigningen en bid af gangen. Her blev vi overhalet af en del på vejen op og Ravn måtte også vente på mig.

TDG 082

Natten var kølig og stjerneklar. Nedad gik det bedre og inden vi fik set os om var vi nede i Rifuge Crest. Endnu er skude varm pasta Pomodoro ventede. Jeg var rigtig træt og ville bare sove. Men vi havde kun et par timer til solopgang og klemte ballerne sammen. 15 minutters gang senere kom vi til den rigtige Rifuge Crest og undrede os over hvorfor det depot vi lige havde været i (som vi troede var Crest) ikke var annonceret nogen steder. I det hele taget havde vi været helt fucked uden den lille flyer med højdekurven og depotangivelser som vi tilfældigt havde fået op under neglene i Courmayeur. Ravn tankede cola og så var vi på farten. Det var en del af vores strategi at være så effektive som muligt i depoterne og ikke spilde tiden.

TDG 081

På vejen ned mod dalen klippede jeg kaniner for hårdt og var virkelig ramt af søvnmangel. Vi kom frem til depotet i St. Jacques lige efter solopgang. Et lille fugtigt lokale med dårlig stemning og alt for mange mennesker på lidt plads. Bestemt ikke stedet at sove og jeg satte min lid til at jeg ville blive friskere når solen kom rigtig frem. Så jeg nøjedes med at squatte på pedal-lokummet inden vi fortsatte. Ganske som Ravn havde forudset begyndte jeg at føle mig friskere på stigningen.

19

Solen varmede vores frosne og trætte kroppe og vi huskede at nyde turen. Da vi ankom til Gran Tournalin hytten havde det største rack ko-klokker jeg har set, som de hilste alle løbere med. Jo længere man kommer op i  bjergene jo hyggeligere bliver hytterne og stedet har ar ingen undtagelse. Det obligatoriske pasta med tomatsovs blev her ledsaget af en fantastisk hjemmelavet æblekage og de havde appelsinjuice som et herligt afbræk til sportsdrik og cola.

To bjergpas mere og det gik ned mod næste lifebase i Valtournenche. Jeg var stadig meget træt så vi blev enige om at jeg tog en powernap mens Ravn fortsatte nedad. Jeg satte uret på 20 minutter og så var jeg væk. Da uret ringede var en sky gået for solen og jeg måtte straks igang med at løbe for at få varmen tilbage. I skoven lige inden depotet mødte jeg en frivillig i TDG trøje som stod og heppede energisk. Der gik lige et øjeblik før tiøren faldt og jeg kom i tanke om hvor jeg havde set hende før. Det var såmænd  Courmayeur’s borgmester, der var ude og heppe 🙂

Inde i depotet fandt jeg Ravn som var ankommet et øjeblik før. Sortimentet var efterhånden velkendt og jeg undrede mig mest over hvem som var aftager på øllet og rødvinen i depotet. En dyb indånding og så videre ud over isen. Benene var overraskende gode efter 240 km. og fødderne var stort set indtagte, efter jeg havde skiftet strømper i alle hoveddepoterne.

21

Foran os ventede aftenen og natten med 5 pas over 2500 meter. Der var ikke så meget op og ned men til gengæld var vi fra flere sider advaret om at løbet mest tekniske passager lå netop her. Vi forsøgte at holde en stabil høj marchfart mens vi diskuterede den bedste stategi for natten. Hvor det bedst kunne betale sig at smide sove-kortet, da vi i hytterne kun kunne få lov at sove max 2 timer. Igen var Ravn skarpest på taktikken og vi valgte at gå efter at komme så langt som muligt, så tiden fra vi stod op og frem til solopgang ville blive så kort som muligt. Det var klart den sværeste periode på døgnet at komme igennem da kroppen ren fysiologisk er programmeret til hvile der.

TDG 104

Ved solnedgang snakkede vi kort med en Schweizer vi havde været i nærheden af siden det sidste store depot. Han advarede os om at terrænet foran var farligt. Vi var ikke helt sikre på hvad det betød. Næste sted vi kom til var en lille bivuak hytte proppet med folk. Så det gav næsten sig selv at køre på. Snart befandt vi os på smalle klippehylder på kanten af afgrunden. Når man lyste ned med pandelygten så man kun et sort tomt hul. Rettede fokus ind på stien og fortsatte “relentless forward progress” – en fod foran den anden. Jeg var begyndt at eksperimentere med the i dunkene da selv den klassiske cola og vand (2/1) blanding var svær at klemme ned. Havde ikke spist noget medbragt energi i timevis og kørte udelukkende på chokolade og andre goodies fra depoterne.

Næste depot var hytten Cuney. Buffeten var stort set tom uden i det telt som var opstillet foran hytten. Som frygtet kom vi midt i rush-hour men var heldige at komme først i en stor bølge af løbere. Så efter 10 minutters venten var der en soveplads til os. Denne gang havde jeg været snu nok til at slæbe en ekstra trøje med fra dropbag’en, så jeg ikke skulle sove i en våd trøje. Jeg prøve at “lyddæmpe” min hosten så de andre ikke skulle vågne. En italiener tog prisen som årets kegle da han på sovesalen højlydt forsøgte at vikle sig ind i sit alu (overlevelses)tæppe og iklæde sig sin engangsregnfrakke. Fuck en klovn det væltede rundt herude og satte sig selv og andres helbred på spil, uden det rigtige udstyr.

TDG 084

Da vi blev vækket efter små 2 timer var vi begge kolde og stive. Men heldigvis fik vi lov at indtage vores pasta pomodoro lige uden for køkkenet. Så vi slap for at komme ud i det kolde telt igen.
Næste depot var en lille 15-20 kvadratmeter bivuak hvor alt var fuldkommen kaos. Folk lå og som mellem benene på de frivillige som kontrollerede vores numre.

En kort stigning op over nattens sidste pas inden et lang nedløb ventede. Det første stykke fra passet var løst og stejlt og jeg priste mig lykkelig for at det ikke regnede. På papiret var det lige til men underlaget var ganske udfordrende og pludselig var der 7-8 gange længere mellem flagene med refleks end tidligere. Først ud på morgenen var vi endelig nede i Ollomont (283 km). Depotet var helt tomt bortset fra lidt rosiner der lå i et hjørne af en foliebakke og grinede. Vi aftalte en halv times hvil og jeg gik omkuld i en af feltsengene med alt tøjet på. Da jeg sad og ordnede rygsækken efter luren kom Ravn slæbene. Godt gnaven over at den frivillige der havde lovet at vække ham (normal procedure så alle ikke ure og telefoner til at bimle løs i sovesalen) havde glemt ham. Hans øjne var rødsprængte og sammenknebne. Ikke at jeg selv var bedre kørende.

TDG 112

Vi trøstede os med at det var 3. sidste stigning og snart kom solen frem og gjorde det hele sjovere. Den amerikanske matematik-lærer vi tidligere havde fulgtes med kom blæsende forbi op ad bjerget. Gasblå i hoved af raseri over at nogen havde taget hans stave i depotet. “I’m gonna get that bastard”. Vi hentede ham dog i næste depot hvor han var faldet lidt ned. Et par fyrer stod ved et af de mobile depotkasser og havde rigeligt af forsyninger. Det var ved at være et par dage siden jeg havde børstet tænder men appelsinen virkede frisk og chokoladen lå godt i maven.

Udsigten var stadig fantastisk og vi nød at være afsted, selvom en stor del i os gerne snart ville være færdig. Nedløbet til sidste lifebase var grusvej hvilket på dette tidspunkt var toppen. Havde flere gange drømt om fladt asfalt eller i det mindste bare jævn asfalt. Men det er der ikke i Tor de Geants og samlet havde vi måske 10 km. hvilket er utrolig lidt sammenlignet med andre store ultratrail løb. Amerikaneren havde sit Crew med i hoveddepotet og han blev overdynget med spørgsmål om hvorvidt han ville have den ene eller anden hjemmelavede sandwich. Tænderne løb i vand mens jeg skovlede pasta og skiftede strømper. På under 10 minutter var Ravn og jeg på farten igen og efterlod amerikaneren med sine sandwich og sine grouppies.

37

Vi varmede os ved tanken om at det var næstsidste stigning. Men hold nu kæft hvor var det stejlt. Vi røg direkte ind på en serie af switchbacks og jeg led virkelig. Vi blev overhalet af en ældre japansk dame der lignede noget katten havde opgivet at slæbe med ind og jeg tænkte – WHAT? I den næste hytte sad en anden dame og sov med åben mund og så fuldkommen ristet ud. Så overraskelsen var stor da han kom trillende forbi os 10 minutter senere.

35

Det var virkelig tuff going og jeg var nede i slæbe-gearet hele vejen op med den ene fod foran den anden. Mit knæ havde længe drillet på stigningerne og nu blev det rigtig slemt. Men alt har en ende og til sidst kom vi over Col Champillon med en god marathon igen. For første gang i 5 dage havde vi udsigt til Mont Blanc og kunne se hvor vi skulle hen af. Mit knæ gjorde godt nas på nedløbet og Ravn var for første gang hurtigere end mig nedad. Vi traverserede langs bjerget så tydeligt at de andre løbere også var ramt. Når folk sidder på en sten og stirrer tomt ud i luften på vej ned af bjerget er det ikke for sjov. Park-betjenten vi havde mødt på Col du Losson 4 tidligere kom travende op ad mens han heppede på os.

Jeg fantaserede om pomfritter i næste depot. Eller i det mindste polenta som de havde haft de første par dage. Da vi kom ind i depotet som var i en kælder i en bondegård serverede de store saftige ribs – verdensklasse 🙂

Så kom det stykke som vi havde udset os som turen letteste. 8 km. flad grusvej. Mit knæ og Ravns flænge i foden gjorde at droppede at løbe men istedet forsøgte at holde kæden stram og hastigheden over 6 km/t. Nede ved depotet i Saint Rhemy (303 km) var hele byen på den anden ende og opbakningen fantastisk. Til trods for at Iker Karrera fra Team Salomon havde vundet løbet mere end 2 dage tidligere, var hele byen ude og heppe her fredag aften. Vi hilste på borgmesteren og huskede at takke de super søde hjælpere i det lille bitte depottelt inden vi gik til angreb på sidste banke.

TDG 114

Det var faldet ro over feltet nu og alle omkring var sikre på at komme i mål inden for tidsgrænsen på de 150 timer. Vi havde oprindeligt arbejdet efter en plan som sigtede på 120 timer men havde justeret til undervejs. Målet var at komme under (Hoka) Heine Petersens tid på 143 timer. Opstigningen til sidste pas var lang og mudret og mørket begyndte at falde på. Jeg var så skeløjet af søvnmangel at jeg pludselig stoppede op og ikke kunne overskue at følge reflekserne i mørket foran mig. Havde jeg været alene havde jeg nok bare sat mig ned og fået et powernap. I stedet kunne jeg bide mig fast i Ravns rygsæk og følge med. Halvvejs oppe kom vi til en kæmpe hytte hvor købte et par dåser lemon sodavand, som afveksling fra mineralvand, cola og Enervit sportsdrik som jeg primært havde kørt ned i de 5,5 døgn vi havde været igang.

TDG 118

Lige efter hytten mødte vi folk fra bjergredningen som var på vej ned fra passet og det gav en boost til det sidste stykke. Col Malatra var mudret og eksponeret. Selv om dagen havde det ikke været nogen fest. Heldigvis havde redningsfolkene drysset høvlspåner på det mest mudrede og hængt fix reb ud. Lige under passet på et stejlt klippeparti blev vi overhalet af en fuldkommen hensynsløs italiener det mosede sig forbi med stavene fægtende vildt omkring sig. På den anden siden satte vi tempo på ned. Jeg undrede mig over mængden af affald der lå overalt indtil det langsomt gik op for mig at jeg hallucinerede igen. Ravn fortalte senere hvordan alle skyggerne fra hans pandelygte blev til farlige dyr. Vi stavrede afsted i visheden om at det kun var nedad herfra. I næste sidste hytte – Bonatti ankom vi lige som et par gutter rejste sig fra sofaen og sagde “back to business”. Vi fyldte dunkene, snurrede rundt på hælen og var afsted inden de fik gjordt sig klar. Vi løb de næste par kilometer for at komme hurtigt ud af synsfeltet og for lige at smække døren solid i hovedet på dem. Nu var vi nede på UTMB sporet og det var jo en ren motorvej i forhold til tidligere. Traversen over til Bertone hytten tog en evighed og vi måtte lige sove et par minutter i siden af stien. Endelig dukkede skiltet op oven for hytten som jeg havde spejdet efter den sidste time. Nu vidste jeg præcis hvor langt vi havde igen, da vi havde scouted denne sektion ugen før, da vi var ude og heppe til UTMB.

TDG 120

I Rifuge Bertone stak vi bare lige hovedet inden for inden vi gav os i kast med sidste nedløb. Vi kunne tydeligt se lysene nede i Courmayeur og var begge helt friske nu. Vi evaluerede løbet og var enige om at vi havde haft det rette udstyr med og vi havde spillet vores kort perfekt. Samarbejdet havde fungeret upåklageligt og jeg tror ikke at vi kunne have gjordt det bedste hver for sig. Vi talte om nye projekter sammen og mulighederne i Spine Race, Junut og PTL. Sidstnævnte er godt nok ikke et løb, da der ikke er tidstagning, men ikke desto mindre noget det ville passe vores styrker godt.

Vi  nød det sidste stykke ind i byen, som var helt mennesketomt her ved 4-tiden om morgenen. Pludselig komme to pandelygter flænsende ud af mørket bag os. Ren refleksagtigt sætter i spurt. Jeg kan ikke få vejret og råber til Ravn at vi bliver nød til at sætte farten ned. “DE KOMMER….” råber han og fortsætter. Vi løber skræmt hele vejen til mållinien selvom de 2 bag os for længst har erkendt nederlag.

Hvilken finish og vi prøver at joke lidt med de to de prøvede at pilke os, men de er pisse sure. Vi er derimod lykkelige over at have fuldført et da hårdeste trailløb på kloden. Vi endte som nr. 220 og 221 ud af 705 startende i 138 timer and change (eller lige knap 6 døgn).

26

Dagen efter var vi ude og heppe på dem der lige slæbte sig hjem inden for tidsgrænsen og mange udviste imponerende overskud. Det var et hyggeligt gensyn med mange løbere vi havde mødt undervejs. Vi hang ud på en fortorvscafe sammen med vinderen Iker Karrera og gav respekt til de sidste løbere. Alle som fuldfører Tor de Geants er en vinder uanset tiden.

24

Da jeg endelig kom til lægen fik jeg konstateret dobbelt siddet lungebetændelse, så ikke noget at sige til at det var op ad bakke undervejs. Tor de Geants er uden sammenligning det hårdeste løb og det jeg er mest stolt over at have gennemført. Jeg skal helt sikkert ikke løbe det igen næste år, for man skal VIRKELIG ville det for at komme igennem. Det kræver sgu en del viljestyrke at stå op efter 1,5 times søvn, tage det våde tøj på og stikke snotten ud i windchill minus tyve for at kravle rundt mørke. Meeeeeen måske en gang i fremtiden tror jeg godt det kunne tænkes at jeg atter liner op til Giganternes Tor(tur)…

denivele-tor-des-géants

Giganterne’s Tor(tur) – Part 2

foto2

Anden del af historien fra Tor de Geants – Læs første afsnit her

Uanset hvor meget jeg gerne ville ned at ligge og bare sove fra det hele, vidste jeg at noget andet måtte ske.

Ravn foreslog at jeg gik med ned til dalen hvor næste life-base befandt sig. Dels for at komme ned i højden og for at have en teoretisk mulighed for at nå Cut-off’et næste morgen kl. 6. De argumenter købte jeg, selvom jeg på ingen måde havde lyst til at skulle ud i kulden igen. Som sagt så gjordt og iført fuld battledress (regnjakke, regnbukser, handsker, vindluffer, uld-buff og pandelygte) stavrede vi ud i natten.

TDG 079

Det første stykke ned var velfriseret vandresti og den lille jubeloptimist bagerst i primat-hjernen troede at det ville blive plain sailing til depotet. Men det var selvfølgelig for godt til at være sandt og snart efter befandt vi os i, hvad der lignede et gammelt stenbrud. En sand labyrint af stenblokke på en stejl mudret skråning. Trods afmærkningen med små plastik-flag med reflekser var det svært finde vejen ned. Vi kunne tydeligt se gadelamperne nede i byen hvilket gjorde det hele endnu mere frustrerende. En evighed passerede og vi kom kun langsomt ned af bjerget. Da vi endelig var på vej ind i byen stod Jakob Tolborg fra Løbeklubben på Facebook pludselig og heppede i sin røde Fusions jakke. Det var selvfølgelig en halucination (pga øjnene bliver trætte og mister evnen til at afstandsbedømme) men jeg sagde ikke noget til Ravn. Han skulle ikke være mere bekymret end han var i forvejen.

Pludselig dukkede der rigtige tilskuere op, som stod og heppede og vi gik forbi flere fine hoteller som så meget tillokkende ud. Vi gik igennem byen uden at møde depotet. Hov vent lige en gang… Vi måtte spørge om vej. Nå – depotet? Ja det er først i den næste by om 3 km. Dooooo…. Det fik mig til at knække fuldstændig sammen og jeg slæbte mig bare afsted efter Ravn. Jeg hostede som en “60 smøger om dagen ryger” og Ravn mente at jeg skulle have lægen til at kigge på mine lunger, for det kunne meget vel være lungebetændelse. Da vi endelig nåede frem var jeg helt afladet. Skovlede hurtigt lidt mad i hovedet. I modsætning til den forrige lifebase var der ingen læge her men i stedet 2 unge samarittere som tilsyneladende kun talte italiensk. Alle feltsenge i den store gymnastik-sal var optaget men vi fik plads på et par hårde gymnastik madrasser henne ved vinduet. Ravn ville sove 2 timer og stikke afsted kl. 2. Jeg havde forlængst opgivet alt om at fortsætte i løbet og satte ikke vækkeuret. Jeg fik lige skoene af men gik ellers i dørken med alt klunset på. En sød frivillig kom med et ekstra tæppe og skiftetøjsposen agerede hovedpude.

16

Blink-blink-blink og alle lystofrørene i loftet blev tændt. Folk rumsterede rundt. Jeg kiggede på uret. Den var 05.50. 10 minutter til cutoff. 6 timers søvn havde gjordt underværket og jeg var ikke længere ved at dø. Kunne ikke finde nogen hårdtslående argumenter for ikke at fortsætte. Og så fik jeg ellers travlt… Nåede lige at skifte strømper inden jeg kastede mig ud i det. Checkede ud af depotet i Cogne med under 2 minutter til tidsgrænsen og bandt mine snørrebånd uden for depotet. Ravn var over alle bjerge og jeg måtte indstille mig på at være alene herfra. Tanken om at der stadig resterede 230 km (eller det samme som Junut, jeg løb i foråret) var rimelig skræmmende.

Det var stadig mørkt så jeg fortsatte i pandelygtens skær ud af byen. Ideen var at prøve formen af til næste lille depot efter 5 km og udgå hvis det var helt skidt. Fik hurtig gået mig varm og efter turens første toiletbesøg begyndte det at ligne noget. Mit indre motivationsbål blussede op ved tanken om en hånlig facebook kommentar,om at jeg ikke ville holde til solopgang. Tak for motivationen Jacques – den her går ud til dig

17

Længere fremme spottede jeg canadiske flag på 2 rygsække og jeg kom op til dem og faldt i snak. Stephanie og Timo fra British Colombia havde læst om løbet i et blad og havde meldt sig til. De var rigtig søde og selvom de gik langsomt var det fint følges lidt med dem. Da stigningen tog til op af bjerget og solen brød frem kom Erik Bossen (den 3. Dansker i løbet) tøffende bagfra og jeg koblede mig på ham i stedet. Vi snakkede lidt om løst og fast og fulgtes en halv times tid op til næste hytte – Rifuge Sogno. Erik havde lidt gnavsår der lige skulle fixes så vi sagde farvel og jeg kom igennem depotet på under 2 minutter. Der var efterhånden kommet lidt varme i solen og jeg havde rystet nattens dårligdom af mig. Ravn var 4 timer oppe af vejen, men jeg var sikker på at jeg ville vente ind på ham i løbet af dagen. For snart passerede jeg over Col de Finetre og et 35 km nedløb ventede. Så snart lejligheden bød sig løb jeg nedad. Det var en fantastisk følelse af frihed og jeg vedtog at selv om jeg røg ud af TDG på røv og albuer havde det været en fantastisk oplevelse. Det var processen og ikke målet 🙂

TDG 025

Solen skinnende og en tør kølig luft blæste mig i ansigtet. Mindede mig om en efterårsdag i Grønland og tankerne vandrede tilbage til min barndom oppe i menneskernes land. Holdt løbet afslappet og kontrolleret men blev alligevel så kæk at jeg sprang et depot over og brugte kun 30 sekunder i det næste. Jeg var tændt og havde defineret dagens målsætning – at nå op til Ravn, så vi kunne følges igen. Var ret sikker på jeg ville løbe hurtigere end Ravn nedad, da jeg løb i Hoka og han i helt flade Altra sko.

TDG 037

Nede ved Chardonney (km. 129) ventede Thomas Dupont, der filmede løs til dokumentaren “Tales from the Trails”. Det gav et yderligere boost og jeg fløj ned af sporet. Overhalede alt og alle. Fik melding fra Claus Posemand som sad derhjemme og lave live-update på “Trailløberen” at jeg havde hentet 1,5 time ind på Ravn.

14

Jeg nærmede mig rutens laveste punkt og løb over floden i Donnas hvor rutens eneste trafiklys ventede. Lidt syrret at stå og vente på grønt 145 km inde i et løb. Ravn og jeg havde over telefonen aftalt at han skulle vente på i lifebase ved 148,7 km. Jeg havde hentet 2,5 time ind på Ravn, der desværre havde fået en grim flænge i foden. Så i mens han var hos samaritterne og få forbundet poten, skovlede jeg risotto indenbords og fik ladet telefonen op. Det var hyggeligt at se Ravn igen og inden længe var vi atter på farten sammen.

TDG 045

Det blev en lang eftermiddag og aften hvor det atter begyndte at regne. Lige ved efter solnedgang mødte vi Anna Bastian fra Spanien som har gennemført alle tidligere udgaver af Tor de Geants og en masse andre løb. Jeg spørger ind til sammenligningen mellem det her og (verdens hårdeste etapeløb) “The Track” i Australiens outback. Hun griner højt og siger at the Track er NEMT fordi man kan sove hver nat 🙂 Opstigningen til Rifuge Coda var nederdrægtig stejl og de sidste 4,5 km tog 2,5 time. Vi fulgtes med en ung matematik-lærer fra San Francisco og hyggesnakkede. Regnen var væk med en kold vind blæste. På topgraten mod hytten kunne man se alle lysene nede fra dalen. Det var utrolig smukt men samtidig så frisk at vi skyndte os videre. Lyn og torden bragede løs i det fjerne og vi var taknemmlige over ikke at være midt i det. I hytten styrede vi igennem kaos’et i stueetagen og op oven på hvor hytteværten Luca anviste vores sengepladser. “Two hours” formanede ham og hentydede til at vi kun kunne sove der i 2 timer inden det var ud af vagten (for at gøre plads til de næste). Jeg lå under uldtæppet med en halvklam exo-motion trøje og klappede tænder. Til sidste faldt jeg i søvn og vågnede først halvanden time senere ved at der stod en og rykkede i min fod.

18

Jeg var gennemkold og rystede. Nede i “krostuen” købte vi os til en lille upgradering – minestrone med fanta. Den frivillige der checkede os us var rigtig sød og spurgte om vi nu havde tøj nok på og energi nok med. Vi havde alt vores tøj på ud af hytten, men vi fik hurtigt varmen på nedstigningen og skraldede lag på lag af. Det var ved at være langt mellem folk og vi så kun få lygter foran os.

Vi fortsatte gennem mørket fra depot til depot og var efterhånden ved at være godt trætte af tørt brød, pølse, ost og pasta pomodoro (tomatsovs). Ligesom at vores medbragte energi hang os ud af halsen, uanset hvor meget vi havde prøvet at variere det. Der var ikke skyggen af løbbart terræn. Ikke at det gjorde en forskel. Flængen i Ravns fod gjorde at vi havde indstillet os på at den skulle gåes hjem. Med mere en halvdelen af løbet bag os begyndte det at ligne noget.

Det stod klart for os hvorfor vandreruterne i Aosta-dalen ikke høre til blandt de mest velbesøgte i Alperne og man kunne tydeligt se at sporet ikke har meget traffik. For trods blændende smukke udsigter hele horisonten rundt er terrænet nok for skrapt for de fleste. Høje knæløftninger konstant. Stavene var uundværlige både op og ned.

15

Samtale-emnerne var lagt fra udtømt og fik rundet mange besynderlige emner, fra havemøbler til forfrysninger. Lige som solen stod op, passerede vi Col du Marmontana (2350 m.) efter 176 km. Vi skiftedes lidt til at hænge i bremsen. Min vejrtrækning satte en dæmper løjerne opad (min sædvanlige paradedisciplin) og Ravn trak læsset. Nedad var det lige om vendt. Ravn var rigtig træt på vej ned mod næste depot. Endnu en plastikkasse var fløjet dybt ind i bjergene og læsset af sammen med nogle friske folk fra den lokale skiklub. Jeg havde glemt min foldekop i det forrige depot så jeg måtte snitte bunden af en vandflaske for at få serveret noget varm bouillon.

TDG 040

Vi fortsatte over det spektakulære pas Crena du Ley inden vi traverserede rundt om bjerget til Col della Vecchia og begyndte den lange nedstigning til depotet i Niel. Samarbejdet med Ravn kørte upåklageligt og jeg var glad for at have følgeskab på rejsen. Vi havde ramt plet med vores udstyr og vores strategi så ud til at give pote.

Vi spiste en portion (surprise) skål pasta pomodoro og en ispind inden vi fortsatte op igen. Depotet i Niel blev Erik Bossen’s endelig da han senere på aftenen faldt for tidsgrænsen og var ude af løbet. Turen mod Col Lasoney blev anstrengende i middagsheden og vi tog en kort powernap i græsset da vi begge var helt udkørte. Ravn vågnede helt smadret mens jeg følte mig markant friskere end før. Det var en “lille” stigning på kun 800 meter men vi kiggede konstant på vores Suunto Ambit2 for at følge fremskridtet op ad. Højdemåler er faktisk blandt det obligatoriske udstyr ved Tor de Geants.

TDG 054

Vi var så meget i søvnunderskud at vi nemt blev enige om at sove et par timer da vi nærmede os lifebasen i Gressonsy,ved km 200. Det viste sig faktisk at være løbet bedste hoveddepot med god mad og fine faciliteter. Satte en stor skude mad til livs inden jeg snuppede en hurtig dusch (det var skønt og tiltrængt) og lagde mig til at sove på en tyk madras under hallens klatrevæg. Belært af erfaringer fra tidligere havde jeg fundet ørepropperne frem og hev en buff ned over øjnene. Gik ud som et lys og vågnede af mig selv før uret ringede efter blot 1:45. Følte mig klar til at fortsætte. 132 km hjem….

TDG 057

Giganterne’s Tor(tur) – Part 1

TDG 039

Tor de Geant eller “Giganternes tur” er mere end bare et 332 km løb rundt i Aosta-dalen, på den italienske side af Mont Blanc. Det er også en rundtur i et utrolig smukt område med udsigt til Alpernes største og mest spektakulære bjerge, som Mont Blanc, Monte Rosa, Gran Paradiso og Matterhorn. Undervejs skal 25 bjergpas over 2000 meters højde passeres med ialt 24.000 højdemeter op ad og det samme ned ad.

Se Thomas Dupont´s video med præsentationen af Tor de Geant

Løbet er så langt (tidsgrænsen er 150) at det automatisk indgyder en del mere respekt end f.eks. et 100 mile løb og muligheden for fiasko var bestemt til stede. Af samme grund havde jeg aftalt at følges, så langt det var muligt, med Ravn Hamberg, som var den anden af 3 danskere i løbet. Vi kender hinanden tilbage fra 90’erne hvor vi slog vores folder i klatremiljøet. Trods hans korte løbekarriere med  “bare” 2 ultraløb (Fyr til Fyr og Hammertrail 100 miles) hviler han på en solid erfaring fra bl.a. bjergbestigning, havkajak og let vandring.

foto5

Jeg landede i start- og mål byen Courmayeur lørdag formiddag dagen inden løbet. Vi hentede startnummer og den udleverede gule duffelbag som ville udgøre dropbag og følges os rundt på ruten i de 6 store hoveddepoter (lifebase). Alt var ret italiensk og småkoatisk, men vi fik styr på forsikringspapire, chip-armbånd og det hele. Jeg forsøgte at få ændret holdnavn og at jeg (ved en fejl) var registreret som kvinde.

foto8

Arrangørerne gør meget ud af at løbet ikke har en vinder, men alle som gennemfører vinder. Alligevel har de en særlig uddeling af startnumre til topløberne i centrum af byen. Jeg var ikke i det fine selskab og måtte nøjes med at blive nævnt blandt de kvindelige favoritter af Ian Corless på TalkUltra 😉 Vi troppede selvfølgelig op for at se girafferne. Selv om arrangementet nok primært var for at please sponsorene tænker jeg. Der var i hvertfald en overrepræsentation af ukendte løbere sponseret af Tecnica, Montura og Grivel.

Men der er ingen tvivl om at folk er ved at få øjnene op for løbet og det var da også det tunge skøts der blev kørt i stilling. Feltet var pakket med klasse løbere. Spanske Iker Karrera (nr. 2 ved UTMB i 2011) fra Team Salomon så rigtig skarp ud. Den unge amerikaner Nick Hollon som jeg mødte til HURT havde frisk meldt ud at han regnede med at løbe 4 timer hurtigere end den gamle banerekord. Som en af kun 14 løbere til nogensinde at gennemføre det berygtede Barkley 100 miles, skulle man nok aldrig sige aldrig – meeeeen….

foto7

Race- briefingen om aftenen var en joke. De viste vejrudsigten, som ikke så for spændende ud, men speakeren snøvlede sig igennem på dårligt cirkus-engelsk uden at komme med brugbar viden. Information om rutens markeringer, svære passager og sikkerhedsprocedurere havde nok været på sin plads.

Tilbage på hotellet stod den på pakning af dropbag’en. 60 liter er ikke meget plads når den skal indeholde energi, skiftetøj og reservegrej til 6 dage i bjergene. Slet ikke når man som jeg skulle have et par ekstra Hoka sko i størrelse 47,5 med. Vi havde brugt ret lang tid på at fintune setup’et op til løbet, talt med folk som havde deltaget før og testet grejet grundigt.

TDG 001

Starten var først kl. 10 søndag så der var tid til en god nats søvn, morgenmad , aflevere dropbag og de sidste forberedelser. Uden for væltede regnen ned så vi trak den til en halv time før start før vi begav os afsted. Trods regnen var stemningen god og gågaden var pakket med tilskuere. Ravn og jeg stod midt i startboksen som sild i en tønde. Alligevel blev det koldt og da arrangørerne valgte at trække tiden med snak langt over det rimelige. Rundt  om os begyndte løberne at buh’e og pifte. 17 minutter over 10 blev vi endelig sendt afsted.

TDG 002

Vi løb ned af gågaden som var pakket med folk. Damer i folkedragter, flag og ko-klokker i et kæmpe inferno. Lidt underligt at pumpe musikken op i så vildt tempo og for fuld skrue når vi skulle ud og bevæge os i bjergene med 3,5 km/t. Men stemningsfuldt var det og hårene rejste sig. Nede ved busstationen ventede Thomas Dupont og filmede os løbe ud af byen og ind på første bakke. Han er i færd med at lave dokumentar-filmen “Tales from the trails” om danske ultraløbere.

Se Thomas Duponts video fra starten af Tor de Geant

Vores taktik var at starte så roligt som muligt og spare krudtet. Så vi fandt hurtigt ind i gå-tempo da vi ramte første stigning efter en km. Frem med stavene og ind i enkeltmands-kolonne. Min kinesiske ven Jin Cao kom hurtigt forbi og var en af de meget få som havde en mindre rygsæk end os. Vi små-grinede lidt af dem som kom løbende forbi os op ad. “De bliver klogere”…

Første top svarede til en dagstur for de fleste med godt 1300 meters stigning. Lige under trægrænsen hørte regnen op og da vi passerede Col Arp  begyndte solen at titte frem. Mange havde taget turen op for at heppe i passet og stemningen var hyggelig og forventningsfuld.

TDG 006

Nedløbet var jævnt og faktisk ganske løbbart, men vi holdt os til planen og tøffede roligt nedad. Ned og vende i dalen og videre mod næste stigning. Her blev terrænet mere teknisk og de næste 2 toppe var begge over 2800 meter. Lige efter det andet pas (Passo Alto) stod en stor gul glasfiber kasse. En mobil nødbivuark bemandet med folk fra bjergredningen. Det kørte faktisk rigtig godt for os. Vi snakkede og mindede hinanden om at drikke og holde tempoet nede. Jeg var ikke blev 100 % frisk oven på min forkølelse ugen inden og småhostede lidt. Men alle lamper lyste grønt mens vi cruisede derudad.

Hen under aften nærmede vi os 3. bjerg og igen begyndte det at regne. Løbets stejleste opstigning til Col Crosatie var meget eksponeret og vinden var kraftig da vi nærmede os toppen. Forreste mand i gruppettoen foran os så meget usikker ud og snublede flere gange og så snart vi fik muligheden, ræsede vi forbi. Vi satte lidt mere tempo på for at holde varmen og komme hurtigt om i læ. Vi er vandt til at færdes hurtigt og sikkert bjergene og havde ret godt overskud. Lige efter toppen stoppede vi op og fik hue, handsker og pandelygte på.

TDG 016

På vejen ned talte om hvor heftigt det havde været på toppen og hvor lidt det skulle til før det kunne gå galt. Tor de Geant har ingen form for kvalifikation så alle kan i princippet tilmelde sig. Først da vi var i mål 6 dage senere fik vi den tragiske nyhed om at en kinesisk løber var omkommet efter et styrt netop her.

Regnen stod ned i stænger og da vi nærmede os trægrænsen blev klipperne afløst af mudder og jeg skøjtede rundt i mine landevejs Hoka’er. Der var virkelig glat og jeg kunne godt have brugt mine Salomon Fellraiser. Ravn faldt og knækkede sin ene carbon-stav og ødelagde sin rygsæk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Selvom der ikke længere var fare for at ryge ud over siden på bjerget var det ret sindsygt og fik allerede efter 10 timers løb både HURTog Transgrancanaria til at ligne en børnefødselsdag ved siden af.

TDG 012

Et kort (næsten) fladt stykke førte frem til første “Lifebase”/hoveddepot med adgang til vores dropbag. Da regnen stadig piskede ned, men vejrudsigten lovede opklaring nogle timer senere, besluttede vi os til at prøve at sove. Der var opstillet et telt med   feltsenge med ET tæppe til hver. Jeg skiftede til en tør trøje, spiste en proteinbar og gik i køjen. Jeg frøs og kunne ikke sove. Fik tiltusket mig et ekstra tæppe og faldt i søvn men vågnede konstant ved at varmekanonen tændte og slukkede og andre løbere som højlydt væltede rundt. Efter nogle timer på den måde spurgte Ravn og vi ikke bare skulle skride. Vi fik lidt mad inden vi traskede ud i den kulsorte nat. Snart holdt regnen op. Stigningsgraden var behagelig op mod 4. pas på Col Fenetre. Vi var lige inde og vende i et depot i en hytte på vejen op. Men stemningen var skidt og udvalget i buffeten yderst begrænset, så vi var hurtigt videre. Nedløbet var det stejleste i løbet, men heldigvis var underlaget skiffer så man stod fornuftigt fast. Desuden havde jeg i depotet skiftet til mine reserve sko med mere greb i sålen. Ligesom Ravn havde skiftet stave og rygsæk.

TDG 024

På opstigningen til Col Entrelor (3002 m.) begyndte mit højre knæ at drille lidt, så jeg mindede mig selv om at skifte ben (helt normal procedure i lange løb hvor man bliver straffet for at bruge favorit-benet hele tiden som man gør ubevidst til hverdag) og fordele belastningen. Jeg kunne mærke at den sædvanlige power op ad bakke slet ikke var der og jeg hostede mere nu. Nedløbet var rigtig langt. På det sidste stykke før depotet i bunden mødte vi Thomas Dupont som filmede løs. Vi tog det roligt i depotet og jeg fik spist og tapet fødderne lidt, da mine reservesko er smallere og drillede ved storetærerne.

Se Thomas Duponts video fra vores møde inden opstigningen til Col du Loson

Foran os ventede løbet højeste punkt Col du Loson i 3299 m.o.h. Normalt er klatring min store styrke med idag stod jeg bumstille og min vejrtrækning var væsentlig mere udfordret end Ravns. Heldigvis var stigningsgraden nogenlunde mellow. Hvilket dog gjorde turen til toppen uendelig lang. Vi så ibex helt tæt på.  Normalt er de temmelig sky men her i Gran Paradiso nationalparken stod de tæt ved stien. Med deres majestætiske udtryk med de store krumme horm iagttog de alle os spraglede tosser komme prustende forbi.

TDG 029

Det sidste stykke op til passet blev stejlere og løsere med store sten der skulle forceres. Jeg hev efter vejret og hostede som om lungerne var på op. Føltes mere som sygdom end træthed, søvnmangel eller højde. Ravn foreslog jeg tog mindre skridt og virkelig kun samme den ene fod lige foran den anden. Det hjalp helt utroligt at kunne geare yderligere ned og jeg var taknemmelig for at kunne trække på Ravns erfaring fra store bjerge (Bl.a. Himalaya expedition til 8000’eren Shishapangma).

foto6

Da vi nåede passet var jeg helt færdig og vi knibsede et par hurtige billeder inden vi fortsatte. Det var rigtig koldt og blæsende så vi skyndte os ned på den anden side. Lige under toppen stod 2 park-rangere (eller hvad de nu hedder i Italien) i et at de små pleksiglas bure som var fløjet op med helikopter. De virkede som nogle hårdføre gutter og de servererede vand, cola og chokolade med et smil.

foto

Det var rigtig modbydelig koldt og vi stormede ned at bjerget for at holde varmen. Jeg havde det rigtig skidt og hostede og hostede. Vi så hytten med næste depot på lang afstand men det tog en rum tid før vi var der. Jeg ville bare hurtigst muligt ind i varmen og ned at ligge.

Endelig kom vi frem til hytten og jeg styrede direkte forbi buffeten for at synke sammen på en bænk ved vinduet. Hele kroppen sitrede og jeg hostede voldsomt. Jeg sad med hovedet nede mellem knæene. 100 tanker fløj igennem hovedet og jeg blev klar over at mit løb, var slut før det næsten var startet (36 timer inde i festen). Alle forberedelser var spildte og skuffelsen skyllede ind over mig. Tårene trillede ned af kindene og det var som en overtryksventil der gik af. “Du kan ikke løbe Tor de Geant på den der måde” sagde Ravn. Hvilket jeg kun kunne give ham ret i. Havde bare lyst til at krybe køjen og sove til jeg engang vågnede.

Fortsættelse følger…

Transgrancanaria 3.0

IMG_1716
Siden mit første Transgrancanaria i 2011 har det været et had-kærlighedsforhold til de ufremkommelige stenede stier på den spanske ferieø. Første år blev Jesper Halvorsen og jeg revet rundt på røv og albuer på den 123 km lange tur på langs af Gran Canaria. Vi forbandede det hele langt væk og sagde “aldrig mere”. Alligevel var jeg tilbage igen sidste år, hvor jeg havde en kanon oplevelse til “børneløbet” på 96 km.

Det var den oplevelse jeg håbede at kunne kopiere da jeg meldte mig til sidste forår. Men så blev der lige smidt et HURT oven i hatten, hvilket kun gav mig 6 ugers restitutionstid. Så de første 4 uger efter løbet på Hawaii tog jeg det roligt, hvorefter jeg tog på vinterferie med familien på netop Gran Canaria. Udover at vise familien den smukke natur i bjergene, fik jeg også løbet nogle lange ture med godt med højdemeter. Men 2 lange ture i bjergene de sidste par dage efterfulgt af en lang asfalttur og bakketræning lige efter hjemkomsten var for meget af det gode. Kroppen sagde fra og sendte mig til tælling under dynen.

IMG_1685

Men jeg har før prøvet at være syg op til løb med godt udfald, så jeg tog det roligt. Da vi torsdag eftermiddag fløj afsted følte jeg mig knivskarp og helt på toppen. Fra at være 3 danskere i 2011 og 4 i 2012 var vi nu ca. 30 danskere tilmeldt på de forskellige distancer. Dog flest på den lange på 119 km. En del af dem var med samme fly til Las Palmas, hvilket gav en hyggelig stemning fra starten med så mange kendte ansigter. Der i blandt 9 fra vores “Trailløb på første klasse” som jeg lavede med Team Suunto drengene og Posemand.dk på Samsø i efteråret.

IMG_1695Andreas “konfirmanden” Hedensted henter startnummer

Fredag morgen hentede vi startnummer og indleverede dropbag til depotet ved 79 km. Om eftermiddagen mødtes vi en masse danskere på en lokal smoothie-bar og hyggede. Min klubkammerat fra Tejn IF Allan Lyngholm var tydeligvis i god form trods lidt forkølelse og håbede på en at løbe under 20 timer, hvilket ingen dansker havde gjordt hidtil. Mit mål havde hele tiden været at komme under 24 timer på den nye rute som var hårdere end den gamle. Måske 20 timer var muligt? På forhånd havde jeg håbet på at følges med nogen af de andre, men det virkede som om de fleste var optaget af deres interne battles og hvem de skulle have bag sig osv.

Fredag aften kl. 23 satte vi os i taxaen mod starten i Agaete. På den måde slap vi for at stå og fryse i en time, som hvis vi havde taget løbsbussen. Lidt mærkeligt at skulle starte et løb, når kroppen mente det var tid til at sove. Da ruten hurtigt kom ind på en smal sti sørgede jeg at stå godt fremme ved starten.

IMG_1731Thure og Jesper på vej til starten

3-2-1-BOM og så gik det løs. God stemning, men også hektisk positionskamp på det korte stykke asfalt inden første stigning. Den var 10 km. lang og havde 1200 højdemeter. Stave var forbudt de første på km. men det blev der skidt højt og flot på. Det mindede lidt om kaoset ved starten af Vasaloppet med stave der fløj rundt i luften. Allan kom løbene forbi mig, lige som jeg havde fundet pindende frem og fundet rytmen. Jeg forsøgte at hænge på, i cirka et minut før jeg indså det ikke nyttede og fandt tilbage i min egen rytme.

IMG_1741Klar til start

Jeg kørte relativt hårdt på fra starten og tænkte over om jeg mon spændte buen for hårdt. Normalt er et hårdt udlæg i ultraløb sådan omtrent det dummeste der findes. Men det føltes rigtigt, så jeg kørte på. Ude ved andet depot ved et par og tyve km begyndte det at regne samtidigt med at terrænet viste tænder for alvor. Et super stejlt teknisk nedløb efterfulgt af en lige så hardcore stigning bagefter. Det virkede som om arrangørene virkelig havde været ude med riven efter de mest krasbørstige stier de kunne opdrive på øen.

Jeg var gennemblødt og frys det meste af natten, men havde ikke lyst til at stoppe og tage regnjakken. Da jeg så ville blive helt kold. Her kunne jeg godt have brugt min Ipod til at aflede tankerne lidt, men måtte nøjes med mit eget spæde forsøg på Rammsteins “Ich will”. Endelig dukkede der et depot ud af tågen. Badet i lys, med høj musik pumpende og en fyr klædt ud som Shrek (og nej jeg så ikke syner) dansede rundt midt på vejen. Inde under teltet fik jeg skiftet den lette S-Lab jakke ud med regnjakken. Jeg snuppede et par små sandwich med i hånden. Aldrig har flutes med jaka-bov og skive ost smagt så godt.

IMG_1745

Trætheden kom snigende og jeg havde lidt ondt af mig selv, men sørgede hele tiden for at holde kæden stram og køre energi indenbord. Det regnede stadigt da det blev lyst efter godt syv timers løb, men så fulgte der et længere løbe-bart nedløb til at få varmen tilbage i kroppen og hen ad formiddagen drejede vi ind på ruten fra 2 år siden. Bortset fra at vi løb den modsatte vej. Det gav et enormt boost at kende terrænet hele vejen til mål. På vej ned over klipperne, mod en stor dæmning, blev jeg overhalet af en schweizer. Han var lige nøjagtig kommet så langt foran, at jeg ikke kunne råbe ham op da han løb forkert. På vejen op af den mest brutale stigning i løbet kom han op til mig igen. Men denne gang overhalede han ikke lige så kækt. Så vi faldt i snak og han fortalte om løb han deltaget i Cambodia og et han skulle til i Bhutan. Det var eneste gang på turen hvor jeg fik lidt selskab og jeg nød at få tankerne drejet over på andre ting end bare fremad fremad. Næste depot havde små lækre lokale specialiteter. Ja faktisk så lækre at det først var efter 10 minutters gang op af bakken, jeg kom i tanke om at jeg havde glemt min foldekop fyldt med varm suppe på buffeten – fordømt…

Efter et længere stykke rullende bakker i nåleskov nåede jeg stigningen op mod øens højeste punkt, som jeg havde trænet på bare 2 uger inden og kendte godt. Det var en god hjælp at vide præcis hvor langt der var op. Efter at have nedklatret (og mener klatret) et stejlt klippeparti gik det mod hoveddepotet og min dropbag. Pludselig ringede min mobil og min hustru og mine dejlige unger sang fødselsdagssang i den anden ende. Allerede halvvejs igennem min 37 års fødselsdag og først nu kom jeg i tanke om det. Den bedste gave jeg kunne få derude og lidt ekstra benzin på bålet

IMG_1747

20 timer syntes inden for rækkevidde nu og jeg gav kun mig selv 5 minutter i hoveddepotet ved El Garanon. Frisk energi i form af gels og shotbloks fra dropbag’en, lidt hurtig pasta og en kop suppe – herligt. Ingen tid at spilde, så colaen fra posen blev indtaget “on the fly”. Der var efterhånden rigtig langt mellem de gule armbind som markerede at man løb den lange distance. I stedet var der mange blå (avisbude) “Advanced” på 83 km’eren. Kort efter depotet kom jeg over en bakke og kunne for første gang skimte målet i Las Palmas små 40 km væk. Stadig en trediedel tilbage. Jeg følte mig rigtig godt løbende trods lidt ømhed i knæene. På et langt zig-zag nedløb fløj jeg forbi folk, lige som jeg i tidligere løb selv er blevet sat nedad. “BAGFRA” forstår de også spanien 🙂 Faktisk blev jeg ikke overhalet nedad af andre end Stefan fra Schweiz, som forlængst havde trukket fra mig. I bunden af den kløft vi var løbet ned i passerede jeg ham dog og kunne se han var helt færdig.

IMG_1754

Endelig kom jeg ned til torvet i byen Teror hvor 3. sidste depot befandt sig. Fik hurtigt fyldt Pepsi og vand i dunkene og så videre. Jeg var “a man on a mission”. På vej op af sidste store bakke passerede jeg Nicolai Lillesø, som løb 83 km. uden stave. Mine var guld værd og blev brugt så snart det gik bare lidt opad. På toppen kom Nicolai dog forbi igen da jeg sad og tapede mine ene fod op. Fugten i strømperne fra regnen havde givet en god vabel under trædepuden. Trods kun 20 km. tilbage skulle der ikke tages nogen chancer. Det varede ikke længe før jeg passerede Nicolai igen opad, lige hvor en stor ged stor og græssede i vejsiden.

IMG_1751

Det sidste af ruten går i en kløft hvor man løber på store rullesten. De 2 foregående år havde det voldt store problemer at prøve at løbe her. Nu svævede jeg bare afsted henover det hele. I noget tid havde jeg set at en tid under 19 timer var muligt og jeg klemte virkelig ballerne sammen for at holde mig i løb. Efter sidste depot, hvor jeg bare løb lige igennem, powerwalkede jeg sidste bakke inden nedløbet mod målet ved Playa de Cantares i Las Palmas. Med under 2 km. til mål på vejen ned af bakke, fik jeg pludselig øje på en adventureraceren Thure Kjær (som jeg har trænet en del med) foran mig. Jeg var havde egentlig været ret sikker på at det kun var Allan som var foran. Nu stod Thure helt stille nedad og jeg sussede forbi. Jeg gav den lige lidt ekstra gas for ikke at få ham med på slæb. Flere gange kiggede jeg over skulderen men der kom ikke nogen Thure. Det gjorde dog at jeg pressede den lige til det enden. Først da jeg svingede rundt om de sidste hjørne slappede jeg af og nød opløbet de sidste 50 meter. YES – jeg gjorde det sgu. Hell Yeah!!! 18 timer og 35 minutter som nr. 33 overalt. Hårdt men stabilt og veldisponeret ræs hele vejen igennem. Efter næsten 5 minutter kunne jeg heppe Thure i mål og give ham en krammer på mållinien.

IMG_1759

Der efter gik der 4 timer før næste dansker kom i mål og mange måtte kæmpe med det yderste af neglene for at hive den hjem. Jeg var for en gang skyld super tilfreds med mit løb og føler ikke at jeg kunne have gjordt det meget bedre. Allan Lyngholm leverede et super resultat med 17:34 og sejr i alders klassen. (se resultatlisten her) Lur mig om ikke han både vinder Salomon Hammertrail og Suunto Hammer Trail Triatlon til sommer…

IMG_1760

Dagen efter skinnede solen fra en skyfri himmel og det var en super hyggelig dag i selskab med de andre danskere. Først til præmieoverrækkelsen og senere på barene langs stranden. Der blev udvekslet historier fra slagmarken og jeg tænkte på hvor let min dag var gået sammenlignet med de gruopvækkende “Tales from the trails”. Se Thomas Duponts video fra løbet her Som altid, når det går godt var der ikke meget jeg kunne tage med derfra. Udover at jeg må gøre noget rigtig i forberedelserne, for at kunne løbe så godt i bjergene. Alt i alt en mega fed oplevelse 🙂

IMG_1772Præmieoverrækkelse for “avisbude” (Advanced 83 km.) med Ryan Sandes og Philipp Reiter fra Taem Salomon på podiet

Sommer i Skagen

Skagen Klitplantage

Mit aller tidligste ferieminde er fra en sommerhus-tur med min Mormor og Morfar i Skagen. Jeg husker kun “Sandormen” (traktortrukket bus der kører ud til Grenen – mere om den senere) og hvordan harene ude på den anden side af de regnvåde ruder var mere spændende en den papmodel af storebæltfærgen vi var igang med at klistre sammen.

Denne sommer ankom jeg lige i slutningen af Hellerup- ugen i hvilket der mest virkede som et inferno af festglade nordmænd (= Nordens italienere 🙂 Allerede første dag i terrænet blev jeg dog særdeles positivt overrasket over området. Startede sydpå langs Kattegatkysten og lige i flæsket på de største klitter på vejen mod den tilsandede kirke. Løb bare på må og få ad de små sandede spor og drejede stille og roligt vestpå og havnede i klitterne på Vestkysten. Det endte med at blive en helt lille opdagelsesrejse med indlagt sightseeing, da jeg helt tilfældigt dumpede forbi seværdighedder som Kikkerbakken med et stort spir på toppen (22 m.o.h.), Gl. Skagen (det er her de rige og de smarte holder til), fyrtårne fra forskellige tidsaldre og tilbage til de nu endnu gladere nordmænd på gågaden.

Dagen efter var jeg lidt mere struktureret og efter et besøg på Turistbureauet var jeg nu indehaver af et kort over mtb sporet i Skagen Klitplantage. De lykkedes at finde rundt på det 15 km lange spor uden besvær trods få markeringer. Det er et rigtigt tonserspor, med ganske få højdemeter. Til gengæld rigeligt med sand, duft af nåletræer og en del vildt (af firbenet slags). Super fedt at prøve de forskellige spor rundt om i landet med forskellige kvaliteter og særpræg. Nattens tur på Buddy Holly satte efyerhånden sine spor og jeg er nu blevet ret sikker på at vodka-redbull og Jägermeister ikke funger som carboload. Men saltlakrids fra kiosken redede hjemturen fra at blive alt for ynkelig.

Hirtshals-Skagen via Grenen

Efter en tiltrængt hviledag, var det planen at få en ordentlig lang tur i benene. Hele sommeren havde jeg holdt mig til Posemandens formaninger om at løbe kort og hurtigt frem for langt og langsomt. Men trods alt logik syntes jeg alligevel lige der skulle en længere tur til. Egentlig har jeg altid HADET at løbe om sommeren og at løbe på sand. Dueodde etapen på 5,3 km til Etape Bornholm (der blev løbet i tirsdags) er noget af det værste jeg ved. Men hvor vikingerne brændte deres skibe på stranden nøjedes jeg med at købe en enkeltbillet til Hirtshal 50 km væk. Da bussens døre lukkede og den kørte væk virkede planen ikke helt genial. Nå men på med vanten og ud af stranden. Havet på den ene side og klitterne på den anden. Bare der ud ad… Benene var heldigvis gode og sandet hårdt. Det blev ret hurtigt monotomt. Kunne godt have brugt musik men måtte nøjes med mine tanker. Ørkenløb og løb i varme har aldrig virket appelerende og midt på den brede strand på årets varmeste dag virkede det direkte fjollet. Hvad det er lige så fjollet er at man da selvfølgelig kører i bil på stranden. Uh ha man skulle jo nødigt anstrenge sig med at bære strandtasken. Så folk kører simpelthen deres bil, campingvogn, autocamper what ever ned i parkerer i vandkanten. Ret ucharmerende… Lige før 30 k forsvandt Hirtshals endelig ud af syne. Ved 35 k blev det dejligt hårde sand afløst af løst sand og små rullesten. Ingen fest i halvflade sutter. Det var svært at fornemme hvor langt væk det næste hjørne var. Her var bilerne faktisk gode pejlemærker og så gik der lidt “gæt en bil i den”. Pludselig dukkede Gl. Skagen op ud af det blå og gav et lille boost til moralen. Kort efter rundede jeg marathon distancen i 4:07 inkl. tissepauser og Iskiosk-stop. Endelig blev sandet fastere da jeg nærmede mig Grenen. Det blev lidt af et anti-klimaks at nå Jyllands spids. Omgivet af hundrede af mennesker og med Sandormene i travl pedulfart med dovne turister. Min søn på 5 havde sikkert været helt pjattet med en tur, men nu var det bare grotesk at se folk stå i lange rækker og vente på traktoren i stedet for at gå de 10 min. tilbage til bilen. Og vi er sådan efter amerikanerne og deres livsstil herhjemme – selvmål… Det sidste stykke tilbage ned til Skagen var tunge. Men no-way jeg skulle op på Danmarks vel nok længste lige cykelsti – på asfalt. Så hellere nyde de trætte ben lidt endnu. Som Jesper Halvorsen plejer at sige så må “alt hvad der giver smadrede ben gøre en stærkere” 🙂 Så fik jeg også lige set lidt skøn arkitektur anno 1940’erene i holdbart tysk design. Sikke en dag, som endte med at blive årets længste med 5:40, 54,5 km og hele 16 højdemeter (vildt:-)

Hvorfor jeg løber så langt når jeg kunne holde formen ved lige med 25 minutters løb, må vel være fordi, jeg ikke kan lade være 🙂 “Det er fordi Du er narkoman” som Allan Carlsen (soigneur for de danske cykelryttere ved OL) ville sige med et glimt i øjet…