Ultimate Direction Fastpack20 – Review

foto 1 (23)Da Ravn Hamberg “løb” det 330 km. lange ultraløb Tor de Geants i de italienske alper brugte vi en stor del af de 138 timer det tog at gennemføre, på at snakke om hvad vi kunne forbedre af udstyr. En ting vi var helt enige om var at en rygsæk med vest på fronten og mere rummelig bagpå måtte være vejen frem. Noget det indtil nu har manglet på markedet. Da vi et par måneder senere skulle vælge grej til vinterløbet Spine Race i Storbritanien på 438 km. havde vi svært ved at finde noget som virkede og kom afsted med rygsække som ikke var optimale til opgaven. Så derfor tog jeg straks kontakt til den danske Ultimate Direction distributør Gaia Sport, da jeg så billeder af UD´s nye Fastpack20 rygsæk. Den har jeg så lånt og testet de seneste uger. Her er et kort review af prototypen (få detaljer vil blive ændret inden den sættes i produktion – se længere nede)

Der er ingen tung rygsæk som er super behagelig at løbe med, sådan er det bare. Men skal man løbe til arbejde, deltage i etapeløb eller til nogen af de rigtig lange non-stop ultratrailløb på flere hundrede kilometer, ja så trænger du en rygsæk som komfortabelt rummer mere end de gængse lette løberygsække på 5 til 17 liter.

Fastpack20 har bla. følgende detaljer:

foto 2 (21) Polstret (og udftagelig) skumplade i ryggen. I toppen af ryggen (lige under bærestroppen) er der hul til at slangen fra en evt. væskeblærer. foto 3 (25)

5 lommer på fronten og trinløs justering op og ned af bryst- og maveremmen. Der er stropper til sikring af slangen fra væskeblæren på begge skuldre.

foto 4 (21)

Kompressionsremme med lukning som man kender fra vandtætte poser.

foto 5 (18)

Et stort hovedrum. Materialet er slidfast rip-stop, hvilket betyder at en et eventuelt hul ikke ender som en stor flænge.

foto 1 (24)

Lomme til penge og nøgler med direkte adgang udefra.

foto 2 (22)

Sidelommer til dunke (2 stk. af UD egne flasker fulgte med på den sample jeg testede) eller andre ting. Som en super væsentlig detalje kan de nemt nåes mens man har sækken på, hvilket desværre ikke er nogen selvfølge hos andre producenter. Noget jeg savnede på den rygsæk jeg brugte til Spine Race i januar. Sidelommerne rummer let en 1 liters Nalgene flaske (standard drikkedunken til friluftsliv i USA) som har større diameter end alle andre gængse flasker. Desuden er der en sikringsstrop der gør at flaskerne ikke falder ud mens man bevæger sig.

foto 3 (26)

Stor udvendig lomme bagpå med nem adgang “on the fly”.

foto 4 (22)

Lommer på fronten med mulighed for at benytte bløde flasker. Det er en 250 ml. flaske til venstre og en 500 ml. til højre. Dette er i mine øjne eneste ting der virkeligt trækker ned, da jeg er vant til at bruge de bløde flasker på mine Salomon rygsække.

foto 5 (19)

2 Små lommer nederst på fronten.

foto 1 (25) foto 3 (27) foto 4 (23)

Mulighed for ar sætte f.eks. stave og isøkser bagpå samt mulighed for at customize sine påspæningsmulighedder (i det uendelige) på de gule løkker på hver side.

foto 5 (20)

Ren og enkelt front. Ikke 27 stropper der hænger og slasker rundt.

foto (20)

Den polstrede rygplade giver struktur og beskytter mod skarpe genstande i hovedrummet. Jeg fjerner altid rygpladen i de rygsække hvor det er mulig. Både for at spare vægt og for at give en bedre bevægelsesfrihed. Et af problemerne med at løbe med rygsæk er at man bliver stivere i ryggen og ændrer bevægelsesmønster. Dette vil jeg gerne undgå så meget sommuligt. I stedet pakker jeg regnjakken (og eller regnbukser) i en zip-lock plastpose langs med ryggen for at give den fornødne beskyttelse eller bruger liggeunderlaget som f.eks. var obligatorisk ved Spine race.

Pre-production sample

Som nævnt er den model jeg har løbet med en “sample” og følgende ting vil blive ændret i den endelige model som rammer markedet her i sommer:

  • The zipper on the front strap pocket will be auto-locking
  • The front strap pocket will be slightly larger
  • There will be a “scuff pad” – a sheet of highly resistant nylon on the very bottom – to improve long-term durability
  • Likewise, there will be a reinforcement strip where the upper pack attaches to the upper straps

Konklussion:

Som sagt er ingen store og eller tunge rygsække behagelige at løbe med. MEN Ultimate Direction Fastpack20 sidder fantastisk og følger kroppen utrolig godt i betragtning af størrelsen. Ingen anden 20 liters rygsæk jeg har set har vesten på fronten der gør at man kan nå alt hvad man skal bruge, mens man er i bevægelse, uden at man behøver stoppe og tage rygsækken af. Den er tydeligvis lavet med slidstyrke i mente, hvilket også giver god mening i en rygsæk til let vandrebrug/fast hiking/fastpacking. Men til løb kunne den godt have været en anelse lettere lavet. Men måske det kommer senere ligesom hos Terra Nova hvor de tilbyder stort set den samme rygæk i flere forskellige slags materialer afhængig af brug og pengepung. Det er klart det mest gennemarbejdede produkt jeg har set fra UD til dato 🙂

Eneste rigtige ulempe er at jeg syntes det er mega ærgerligt at frontlommerne ikke er store nok til komfortabelt at rumme en 500 ml. softflask (ala Hydrapak/Salomon). 250 ml. går fint men det er jo de store på en halv liter man har lyst til at bruge på lange udflugter. Der er godt nok fin plads til både væskeblære og flasker i siderne, men jeg vil gerne have flaskerne på fronten som jeg er vant til på mine Salomon S-Lab Advanced Skin 5 og 12 rygsække. Fordelene ved bløde flasker er at man slipper for at høre på skvulpen inden i og så er de MEGET lettere. Både til hverdag og fest (lange eventyr i bjerge) bliver jeg nok nød til at eje en Fastpack20 🙂 I USA bliver vejl. udsalgspris 149 $ og jeg ved ikke hvad den kommer til at koste her til lands. 1599,- er et bud 🙂

Når Fabricio Bastian og jeg skal tilbagelægge 303 km. med 28.000 m+ til PTL (La Petite Trotte à Léon) i august er den ret højt oppe på listen.

foto 4 (25)

Vikingevejr på fjeldet i Trysil – 8 grader og regn 🙂 Rynken i panden har ikke noget med rygsækken at gøre 🙂

Læs i øvrigt ultrarunnerpodcast.com´s review af Fastpack20 her…

36 timers Pubcrawl i England

Skærmbillede 2014-01-16 kl. 08.59.28438 km vinterløb i England virkede som en rigtig god ide hjemme foran computeren. Men her ude på Lars tyndskids bældmørke pløjemark i regnvejr og iskoldt mudder til anklerne virker det dummere end alle mit livs dårlige beslutninger lagt sammen. Vi skøjter rundt og kæmper med fodfæstet for hvert skridt. Det var 5-6 timer siden jeg pludselig fik kraftige smerter på ydersiden af min venstre fod og det bliver værre for hvert skridt…Skærmbillede 2014-01-16 kl. 09.02.31

Det startede ellers lovende og aldrig før har jeg følt mig så klar og velforberedt til et løb. Ravn og jeg havde i den grad lavet vores hjemmearbejde. Træningen og særligt udstyrsgejlet havde taget usete højder og hver en lille detalje sad lige i skabet.

Torsdag morgen fløj vi til Manchester, købte gas til vores Jetboil brændere (som man ikke må have med flyet) og fortsatte videre med tog. Edale er en lille flække for enden af The Pennine Way som løbet følger. Det er den ældste og længste vandrerute i Storbritannien. Allerede på turen fra stationen til vores Bed & Breakfast fik vi en forsmag på hvad der ventede og  vi måtte igennem ankeldybt vand, mudder og fårelort. Så da turen senere på dagen gik til den lokale pub The Rambler for at spise aftensmad var det iført regntøj, vandtætte strømper og pandelygte. Vi mødte flere af de andre løbere og det blev fortalt drabelige historier fra sidste år hvor det havde været koldeste vinter i landet i 140 år. foto 4-1 Fredag formiddag brugte vi på at scoute den første af ruten. Jorden var mættet med vand overalt og stenene var fedtede og glatte. Det bekræftede vores valg af fodtøj og de vandtætte Sealskinz strømper. Om eftermiddagen var der Race-briefing i forsamlingshuset. Det var tydeligt at arrangørerne kommer fra en ekspeditionsbaggrund hvor bagateller som hvor man kunne få vand undervejs fejes til side som bagateller. Officials ville nok have lidt vand og eller var der rigeligt med vand i terrænet… Måske derfor medicin mod diarré var på listen over obligatorisk udstyr. foto 2 (9) Lørdag morgen startede tidligt med det sidste check af grejet og “a full fry-up” English breakfast. Der var en god og håbefuld stemning blandt løberne omkring bordet. En af dem var Mimi Anderson som har løbet alt hvad der er værd at løbe og lidt til. Vi fik kørt vores taske ned til starten og tog selv de 2 km til fods. I forsamlingshuset fik vi kontrolleret vores udstyr og blev så ellers bedt om at vente udenfor i regnen sammen med vores dropbags. Vi skævede over til en af de catalanske løbere som stod i shorts, vindjakke og solbriller kækt i håret, mens alle andre var i fuldt combat gear. 21 minutter forsinket blev løbet skudt igang og mange løb til vores overraskelse på første stigning. Skønt endelig at være igang og føle sig 110 % velforberedt. Vi glædede os til en stor oplevelse.

Skærmbillede 2014-01-17 kl. 17.23.27

 Da regnen blev til slud på toppen af første bakke stoppede vi bag et stengærde for at tage regnbukser og overtræksluffer på. Underlaget af mudder og glatte sten blev nu endnu mere fedtet og alle skøjtede rundt. Stavene kom hurtigt i spil og vi tog det roligt. Snart skiftede det fra slud til sne som vi kom højere op og en kort passage fik vi den lige i smasken. For dem som vandrer turen, tager den typisk 3 uger og den første strækning her går for at være turens hårdeste. Mens vi holdt rask gang tempo prøvede mange omkring os at løbe på de flade partier. Blandt dem Mimi som alligevel endte med at være i nærheden af os hele dagen. Bare vægten af rygsækken gjorde at det med at løbe ikke var en option. På toppen var sigten nede på 60-80 meter. Ved første vejpassage fik vi fyldt dunkene og fortsatte over det sneklædte plateau. Fra regulær sti blev det nu blødere og mere mudret. Vi fulgte et lille vandløb som vi krydsede et utal gange og vi var allerede lykkelige for de vandtætte strømper.  

Skærmbillede 2014-01-17 kl. 17.24.59

Omkring middagstid klarede det op så man kunne så længere frem. Sporet i det kuldsorte pløre sneglede sig igennem lyng på begge sider. Nedad var det ren kamikaze med flere styrt til følge. Vi passerede en som kom humpende med hjælp fra to andre løbere. Lignede at hans dag stoppede her. Da vi krydsede den næste vej havde officials ikke vand, men vi fik lidt fra nogle mountain rescue folk. Her overhalede vi også en gruppe tyskere, hvor jeg kendte et par af dem i forvejen. Blandt dem Thomas Ehmke som gennemførte løbet sidste år og har løbet Tor de Geants 3 gange. Profilen var noget mere dansker-venlig end Alperne og selv de store stigninger var til at overse. Det svære var at ens fødder skøjtede rundt for hvert et skridt man tog. For at undgå errosion havde de mange steder lagt store sten ud over heden. På en god dag var de glatte pga af algerne ovenpå. Nu var de rigtig glatte med vand og sjap og senere blev det endnu mere festligt når det hele frøs til. Lige efter solnedgang passerede vi en vej hvor Ravn var heldig at få en halv dunk vand. Vi fulgtes stadig med tyskerne selvom de løb ned af bakkerne, hvor vi endnu ikke havde løbet et eneste skridt.

VIRB Picture

Ved næste kontrol var der heller ingen vand. Nu kom tågen til gengæld rullende og sigten droppede ned under 50 meter. Der var allerede så stor spredning i feltet at selv med god sigt, kunne man ikke så dem foran. Ravn styrede Garmin GPS’en benhårdt mens jeg gik forrest og scoutede. Ud på aftenen var sigten nede på 3-4 meter og man skulle virkelig holde tungen lige i munden på vej over et måneagtigt landskab med store sten. Kom man lidt uden for sporet var man helt lost og det gik meget langsomt fremad. Efter noget tid kom en lokal kvinde op til os. Det viste sig at være lokale Jacqueline Cooper som førte kvindernes 108 mile “Spine Challenger”. Hun var supported af sin mand som blev 2´er i Spine Race sidste år og kendte hver en sten på ruten. Det gav en kæmpe boost og en god fartøgning frem mod næste kontrol. Har fik vi varmt vand i dunkene – en eventyrlig luksus. Lige efter passerede vi løbet første pub “The white house” men besluttede at køre på (dumhed #1). Vi lå et stykke tid på hjul af en 3-mands gruppe med bla. Mimi Anderson men slap dem til sidst da tempoet var lidt for frisk. Det klarede op og blev mere koldt og blæsende. Vi styrede mod et monument i det fjerne. Det var ligesom det ikke kom nærmere, selv om vi gik og gik. Det viste sig at være et stentårn på størrelse med Rundetårn.

Vi kunne akkurat holde varmen iført løbetøj, fleece trøje, regntøj, hue og overtræksluffer. Det var mudder overalt og selv på huen havde Ravn mudder. Alt vores energi var fortæret og vi så frem til det lovede “hot quality meal” i checkpoint 1. Oprindelig havde vi planlagt ikke at hvile i depotet og køre på til checkpoint 2, men vi var begge noget mere trætte end vi havde regnet med. Både pga. kulden men nok især på grund af at mudderet havde kostet ekstraordinært mange kræfter. Lige før midnat efter næsten 16 timer ankom vi til depotet ved Hemden Bridge. Menuen stod på gullasch og  blev hurtigt skovlet ned. Ravn blev pludselig helt bleg og fik det rigtig dårligt. Så han hoppede i posen uden aftensmad. 4 urolige timers søvn senere ringede uret. Fødderne var tørret fint op og jeg tapede en enkelt lille vabel inden morgenmaden. Heldigvis havde jeg frysetørret morgenmad mad med hjemmefra så jeg blev tanket ordenligt.

IMG_0962

Strækket til næste checkpoint var 92 km. så det gjalt om at få det hele med: nyt kort, mere energi, friske batterier, skiftetøj osv. Kl. 6 var vi afsted igen og efter 1,5 km op af bakke var vi tilbage på Pennine Way. Det havde frosset i løbet af natten og stenene var spejlblanke. Efter et par timer stod solen op og her inså jeg at jeg havde glemt mine lette regnbukser hængende på en stol i depotet – Verdammt… (dumhed #2). Vi bevægede os over et stort hede-område med udsigt til alle sider. Flot og storslået.IMG_0966 På vejen ned over igen kom tågen rullende og det blev igen vådt og mudret. Ligesom vi havde fået ordentlig varme i tæerne skulle de ned i det kolde gys igen. Der var betydelige længere mellem både deltagere og officials. Først et godt stykke op af formiddagen mødte vi første kontrol. Da jeg ikke havde haft held med at ringe til arrangørende lovede de at tage hånd om det med mine regnbukser. Der begyndt at blive flere og længere stræk markeret med “No visibel footpath” i kortet. Mudret græsmark uden reference-punkter. Her var vi glade for vores Garmin GPS med topografisk kort. Da vi havde gået i knap 6 timer mente RAvn at det var tid til en lille pause og vi satte os på et stengærde og spiste lidt snacks. Pludselig kom vores tysktalende venner Michael. Thomas og Guido fornøjet traskende og spurgte om vi ikke hellere vi med på pubben. En kilometer senere sad vi bænket inde i varmen på “The hare and hounds” i Lothersdale og havde bestilt 2 store burgere 🙂 IMG_0970 Vi regnede lidt på det og besluttede at næste mål måtte være Malham 30 km. længere fremme, hvor vi med lidt god vilje måske kunne være fremme inden køkkenet i pubben lukkede senere på aftenen.IMG_0972 Nu var ruten ikke så spektakulær som tidligere og fulgte en en masse mudrede marker linket sammen med lidt vej og hjulspor. Særligt mudret kostede igen mange kræfter og fremdriften var til at overse. Vi havde et kort stræk langs Leeds-Liverpool kanalen og kunne adsprede tankerne lidt ved at kigge på husbådene. Pludselig ud af det blå gik et jag af smerte igennem min venstre fod. Fra det ene øjeblik til det andet gjorde ydersiden af foden virkelig ondt. Har aldrig oplevet noget lignende men slog det hen med at det nok gik væk. 

Vi fortsatte ud over markerne og kom igennem byen Gargrave lige efter det var blevet mørkt. Her mødte vi en official som nok mente at pubben i Malham nok lukkede for servering kl. 20. Det ville blive snert med tiden. På spørgsmålet om mine regnbukser hev hun glad et par regnbukser frem fra bagagerummet. Glæden var kortvarig da de var Montane i størrelse small – altså ikke mine.

Mine stave røg i rygsækken og fra nu af havde jeg kort og kompas i hænderne. Hele vejen til Malham var stort set med “no visibel path”. Det begyndte at regne men vi sjoskede ud over markerne. Sigten var dårlig og underlaget blødt så det gik langsomt fremad. Jeg havde forlængt vinkel farvel til et varmt måltid inden natten. Men hvad der var mere bekymrende var min fod som kun blev værre for hvert skridt. Hvor vi tidligere havde knævret lystigt gik vi nu helt tavse og havde hvor især nok at gøre med at ikke at skvatte. Vi fulgtes med Phil, en super erfaren lokal løber, og hjalp hinanden med stifindingen. 20 meter bag os fulgte endnu en englænder som uden en lyd apatisk fulgte efter os. Mine vindtætte bukser holdt regnen ude så udstyrsmæssigt var der ingen undskyldninger.

IMG_0977

Da lysene fra Malham dukkede op var vi begge godt flade. den var 5 minutter over 8 og pubben havde præcis lukket køkkenet. Men vi besluttede til at prøve lykken længere henne og næste sted havde åbent. Mens vi ventede på maden var der krisemøde. Foden var skidt og havde klart hæmmet mine bevægelser. Det bedste havde nok været at give den hvile og se på det dagen efter. Eneste problem var blot at det piskede ned uden for og eneste bivuark-spot vi havde set lå et par timer tilbage samt at arrangørende kort inden løbet havde ændret reglerne så overnatning indendørs ikke var tilladt. Jeg ringede til Scott (den ene af de 2 arrangøre) for at høre hvad vores mulighedder var og om vi evt. kunne rykke over i den supportede kategori (dem som har et crew af hjælpere og en autocamper til at følge dem løbet igennem). Scott fortalte at ingen deltagere måtte overnatte inde    (men altså godt i autocamper) så enten fortsatte vi de 38 kilometer til næste depot (hvilket vi regnede med ville tage 8 timer) eller også var vi ude af løbet.

Den tyggede vi så lidt og vurderede i forhold til de potentielle farer ved at fortsætte. Vi kunne kun lige holde varmen i det tempo vi gik så hvis vi kom til at sætte farten ned pga. min fod ville vi være i problemer. Det var en rigtig svært beslutning men “den voksne beslutning” gav egentlig sig selv og vi var hurtig enige om at det ikke var risikoen værd at fortsætte. Jeg havde især ikke lyst til at risikere en alvorligere skade ved at forsætte. Vi ringede til Scott og kaldt det en dag. Spine Race sluttede før det nærmest var startet efter 36 timer og 133 km.

IMG_0983

Nogle timer senere blev vi hentet efter at have stået ude i regnen siden pubben lukkede og kørt til checkpoint 2 i Hawes. Alt var kaos og det lignede en krigszone. Spisene og sovende zombier vaklede rundt mellem hinanden. Vores catalanske ven i shorts og solbriller (der også var udgået) kom vraltende og var så hævet i ansigtet at vi næsten ikke kunne kende ham. Da han ikke talte engelsk prøvede han med tegnsprog at forklare den søde dame med “Spine Race Medic” på ærmet at han havde brug for hjælp til vablerne på fødderne, mens hun høfligt prøvede at forklare at hun var krisepsykolog 🙂 Næste dag tog vi tilbage til Manchester og fløj slukørede tilbage til Danmark.

foto 2 (8)

Her en ugen efter gør min fod stadig ondt, så jeg tænker at det var den rigtige beslutning. Til gengæld er jeg allerede skiftet fra at tænke f€%& et lorteløb og ALDRIG MERE SpineRace… til at tænke Hmmmm måske…

Nu gælder det om at samle op på de erfaringer vi har fået og kigge fremad. Vores næste løb sammen bliver PTL (La Petite Trotte à Léon) til august. Nu håber jeg bare på at blive klar til The North Face Transgrancanaria om 6 uger og så må tiden vise hvordan resten af året skal skæres…

Til sidst en stor tak til dem som har troet på os og hjulpet os med grej til løbet: Garmin, CEP, Gaia Sport og Bjergkæden.

Se vores hjemmevideo “Spine Race the movie” her 🙂

Energize me…

foto (10)Energien til den sidste lange (7 timer) træningstur omkring Himmelbjerget. Som sædvanlig brugte jeg ikke det hele men det er godt med mulighed for variation og en lille reserve.

Mange har spurgt hvad jeg spiser og hvordan jeg gør med energiindtag under de lange løb. Så derfor har jeg skrevet lidt om hvad jeg gør og nogen af de tips og tricks jeg har samlet op undervejs. Både igennem Team Danmarks dygtige diætister og fra mange søde mennesker i løbemiljøet som har åbnet op for posen af visdom. Dette er ikke nogen facitliste så lad vær at komme efter mig hvis du gør det på en anden måde 🙂

IMG_0251Morgenmad dagen inden TNF Endurance Challenge Championships i San Francisco.

Inden løbet

I ugen op til løbet sørger jeg for at få sovet, spist og drukket ordentligt. Ikke større mængde end jeg plejer men med en kende mere fokus på kvalitet. Jeg joker tit med “carboloading” (som i gamle dage, hvor folk åd pasta i lange baner) men i realiteten spiser jeg ikke mere op til løb. I en hektisk hverdag glemme man tit at få spist ordenligt og drukket rigeligt med væske. Den sidste dag eller to drikker jeg elektrolyter (det vil sige salte og mineraler) i form af sportsdrik eller vand med elektrolyte-tabletter i.

 Et par timer inden løbsstart spiser jeg morgenmåltid (også selvom løbet starter om aftenen). Hvis det kan lade sig gøre har jeg mine grovvalsede havregryn (med mælk på) med hjemmefra. Ellers er det 2 gode energibarer (Cliff er mine foretrukne – helst Crunchy Peanutbutter) og protein i form af en drikkeyougurt eller en flødeis.

IMG_0285Race-setop til 50 mile løb i USA

Planlægning

Planlæg løbet hjemmefra, så du skal bruge mindst mulig tid i depotet. Den tid du sparer ved at have lavet hjemmearbejdet er gratis i forhold til konkurenterne der står og hænger i “baren”. På lange løb med mange pit-stop giver 5-10 minutter hver gang en stor forskel i sluttiden. Til Salomon Hammertrail i år var jeg overrasket over hvor lang tid folk brugte i depotet, hvor de har en taske eller kasse stående. Det lyder trivielt planlægning betaler sig. Husk variationen når du planlægger og prøv at forudsige hvad du “craver” efter når du har været i gang i nogle timer.

IMG_0080Pakning af dropbag til de forskellige depoter til Tor de Geants. Foto: Ravn Hamberg

Under løbet

Når man skal løbe marathon og længere kommer man ikke uden om at skulle indtage energi undervejs. De fleste har nok hørt om “muren” som er det der sker når kroppen løber tør for glykogen reserver af hurtig omsættelig kulhydrat og skal til at køre på fedtforbrænding. Så, skal du løbe længere end 3 timer er det en rigtig god ide at medbringe energi på din løbetur. De lange træningsture er perfekte til at teste forskellige mulighedder inden den store dag. Det er utrolig hvor mange der tror at man kan fake sig igennem træningen uden at træne indtagelse af væske og energi og så forvente det hele spiller på ræsdag. Man bliver selvfølgelig nød til at træne det, ligesom alle andre aspekter af ens løb.

IMG_0320Depotkassen til Salomon Hammertrail 100 miles 2012, hvor jeg ikke brugte mere end 30 sekunder i depotet på noget tidspunkt. Redbull, Ribena, Mathilde, sportsdrik og eletrolyter samt poser med gels og barer til hver runde. 

Under løbet

Jeg starter tidligt med at indtage energi og har typisk spist noget inden for den første halve time. Da vand og sportsdrik stort set vejer det samme vælger jeg altid sportsdrik fra start (Vitargo, Gaterade eller GU Brew). Efter en del trial-and-error har jeg fundet ud af at en gel hver 45-60 minutter fungerer for mig. Hverken for lidt eller for meget energi føles ikke særlig rart på kroppen. Gels giver meget energi i forhold til vægten og indeholder hurtig omsættelig energi. Netop energi/vægt forholdet samt den (overraskende) gode smag gør GU til mine foretrukne gels. Jeg har primært brugt varianterne Chocolate Outrage (nutella-agtig) og Mint Chocolate (After-Eight) i nogle år nu og det virker 🙂

Det er meget oppe i tiden (jævnfør Tim Noakes bog “Waterlogged”) at man skal drikke efter tørst og ikke bare kyle væske indenbords af gammel vane. Kroppen kan maksimalt optage 1 liter i timen (med den rigtige blanding). Rent vand eller en drik med over 6,8 gram kulhydrat per 100 ml. er langsommere at optage. Hvilket er grunden til jeg starter med sportsdrik og altid spæder min cola op med vand.

IMG_3057Optankning on the fly til Junut 230 km. i Tyskland

Det er dog de færreste som kan køre i en evighed på gels og kroppen får lyst til noget mere fast føde. Her bruger jeg proteinbarer (igen fra Cliff) for også at få lidt protein som hjælper på udholdenheden. Udfordringen med barer er at finde nogen som let glider ned. Her dækker mange producenter deres barer i chokolade, hvilket gør det meget fedtede i varmen og smulrende i kulde. Snickers kan være et let tilgængelig alternativt til (dyre) proteinbarer.

Når det hele bliver for sødt

Men alt det sukker kan også blive for meget. Derfor medbringer jeg nogen salte alternativer som f.eks. Squezzy´s gel med tomat-smag, peanuts (eller andre nødder) og Haribo Black & White (Tak for tippet Henrik Leth Jørgensen). Til Krøllebølle Trail var flæskesværene i høj kurs mens jeg selv mere er til chips, der tit findes i depoterne.

IMG_3068Et af de mindre festlige måltider og eneste varme mad under 47 timer til Junut.

Depotmad

De absolute højdepunkter under lange løb, ud over naturoplevelserne, er maden i depoterne. Det kan svinge utrolig meget. Fra 6 dage i træk med pasta og tomatsovs til Tor de Geants til hjemmelavede (økologiske og veganske) wraps og mini-burrito´er til HURT 100. Til mange løb i Alperne og i Spanien består basis af hvidt brød, ost og pølse, hvilket faktisk kan være ganske udmærket. Rigtig mad et herlig afbræk fra alle energi-produkterne og jo længere tid man skal være i gang jo større anden af “rigtig” mad har man brug for. Husk kontanter så du evt. kan købe noget undervejs.

1390660_641133495931393_234612011_nDepot til Tor de Geants

En del af charmen ved at komme rundt i verden er også at prøve nogle ting man ikke gør normalt men under løb prøver jeg at kører den nogenlunde safe. Det værste jeg har prøvet (og ikke kan anbefale) er fiskesuppen til Transgrancanaria. Det bullion-agtige suppe lugtede af rådden fisk, så vi vi takkede høfligt og hældte den ud rundt om hjørnet. Det er i øvrigt også et af de få løb hvor de servere Pepsi og ikke CocaCola, som er en af hjørnestenene i mit setup. Enten en flaske vand og en flaske med cola eller en blanding med 1/3 vand.

IMG_3087Sidste depot til Junut.

IMG_1205En lykkelig Jesper Halvorsen med en kop kaffe under HURT 100. De havde et lille trick med at komme en isterning i så man ikke skulle vente på den blev tempereret 🙂

Koffein

Mange energiprodukter indeholder koffein og de fleste ved ikke hvordan de bedst anvender koffein, men tager det når de er blevet trætte for den opkvikkende effekt. I følge lægen for det svenske langrendsrendslandshold gælder det kort fortalt om a finde den mindste dosis der giver maksimal effekt (hvilket er meget individuelt) og prøve at opretholde den igennem hele løbet. Det vil sige at frem for at vente til man er helt i hejnet og så indtage koffeinen, gælder det om at holde det stabilt hele vejen igennem for største effekt. Den nemmeste måde at dossere på er i form af koffein-tabletter.

TDG 114Ravn Hamberg tanker Cola under Tor de Geants.

Mange tror fejlagtigt at det giver bedre virkning hvis man ikke bruger koffein (det vil sige holder sig fra f.eks. te, kaffe og cola) op til konkurence. Men det er der ikke fundet belæg for. Koffein har tidligere været på WADA´s dopingliste men er det ikke længere.

IMG_3051Morgenmad til Junut. Frem for at side i depotet og spise, tager jeg maden med og spiser den på vejen…

Elektrolyter

Salte og mineraler er vigtige for kroppen specielt når man sveder meget. Men der er en tendens i øjeblikket til at folk propper sig med saltpiller, når de skal løbe et halvmarathon i køligt forårsvejr. Så altid med måde. Jeg foretrækker elektrolytter som brustabletter da de giver smag uden at tilfører kalorier, hvilket er smart til træningsture i varmen. Et rør med elektrolyte-tabletter passer lige i forlommen på min rygsæk og det er hurtigt at blande og opløse når man tanker op. En klassisk rookie-mistake er at prøve at blande sportsdriks-pulver i flasker eller væskeblærer under et løb. Fordi det nemt klumper og stopper drikkesystemet til. Husker stadig synet af en tidligere dansk elite triatlet stående med enden i vejret og hele hovedet nede i rygsækken efter 30 km. til Transgrancanaria 😉 Når jeg bruger elektrolytter kan jeg mærke at jeg ikke har så stor trang til salte snacks. Tænker det er en god ting 🙂

IMG_0386Recovery-måltid efter løb.

Recovery

Efter træning eller løb har man et vindue på 20-30 minutter hvor kroppen er ekstra modtagelig for at blive tilført “byggesten” til genopbygningen. Har gælder det om indtage både kulhydrat og protein. Har man ingen appetit lige efter træningen/løbet kan det være nemmere med en recovery drik. Ellers virker en Mathilde cacaomælk og en bolle helt fint 🙂 Det gør at restitutionsprcessen går lidt hurtigere og jeg syntes man undgår den værste muskelømhed og man hurtigere kommer tilbage igen.

NB. Dette er en læmands udlægning af emnet, hvad der fungere for mig og som jeg ser emnet.  Har man særlige udfordringer eller ting man ikke kan tåle osv. kan det være en rigtigt god ide at rådføre sig med en diætisk. Det helt overskyggende råd jeg vil give videre er dog rådet fra Dean Karnazes; “Listen to everyone – follow no-one”.

San Fran eller Silkeborg

foto 4 (7)Der er præcis et år siden jeg var i San Francisco for at løbe årets store finaleløb The North Face Endurance Challenge Championships (Læs om den tur her). På mange måder en fed oplevelse men også en skuffelse, at tage så langt for så lidt. Igår var jeg så en tur i Jylland, nærmere bestemt Julsø og bakkerne omkring Himmelbjerget. Ultraløber Henrik Leth Jørgensen der står bag Julsø Ultra havde inviteret på “Directors Cut” på de lækre spor rundt om søen.

foto (9)

Det der gør området så unikt er de lange stejle bakker man ikke finder magen til andre steder i landet, de flotte udsigter fra begge sider af søen og kvaliteten af de fine spor og stier.

foto 3 (9)

På mange måder en bedre oplevelse at løbe i landets bedste terræn med gode venner end at flyve om på den anden side af jorden og løbe “Palle alene”. Vi løb mod uret rundt om søen, en tur på godt 50 km. og ca. 1500 m+. Eneste måde at korte turen af var en rask lille svømme tur i 5 grader vand. En option den lokale Simon Grimstrup tog. Ikke for sjov han kalder sig for Barbarian-Trail-Runner 😉

foto 1 (8)

Ravn og jeg brugte turen som træning til det 431 km lange Spine Race som venter om en måneds tid. Derfor havde jeg også valgt en lidt større rygsæk med ekstra tøj, hvilket i den grad hævnede sig da benene blev trætte. Fra Silkeborg var der ikke meget mere at skyde med så Henrik, Claus og Thure løb mod Slåensø (Danmarks reneste sø) og (udsigtspunktet) Knøsen mens Ravn og jeg hev vores nye Garmin GPS´er op og traskede (den lige vej) det sidste stykke tilbage til Glarbo.

foto 2 (7)

Hjemme hos Henrik ventede varm lasagne og en kølig pils, inden vi rullede tilbage mod Sjælland. Sikke en fantastisk dag 🙂 Der kunne man godt bo…

Tak til familien Leth Jørgensen for gæstfriheden og gutterne for det gode selskab.

Vh Rosinen i pølseenden

Forberedelser til Spine Race

1378263_641132365931506_700649461_n

Der har ikke været en eneste aften siden Tor de Geants hvor jeg ikke har lagt mig til at sove med den beroligende tanke om jeg kunne sove hele natten. Uden at nogen kom og hældt mig ud af køjen efter halvanden time. Stresset over søvnmangel og generel træthed under de 138 timer vi var igang i Italien har hængt ved længere end jeg i min vildeste fantasi havde troet.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed at tanken om 7 dages vinterløb i England, lige om lidt, ikke altid har været lige tillokkende. Men de sidste uger er bøtten vendt og især efter at min gode Ravn Hamberg (som jeg gennemførte Tor de Geants med) har meldt sig klar ser jeg noget lysere på tingene. Eventyrlysten trækker nu igen mere end de den lune dobbeltseng og jeg er klar til være kold, træt og sulten igen.

Men hvordan forbereder man sig så til 431 km. non-stop vintertrail? 

Efter at have pjøjet alle tilgængelige ræsberetninger igennem står det klart at der er tre ting man især skal have styr på; grejet, det mentale og navigationen.

At have det rette udstyr i dette løb er helt afgørende for udfaldet, hvilket klart hælder til vores fordel. Ravn og jeg kan godt lide at nørde grej og diskutere de forskellige senarier igennem. Og der har været nok at tage fat på af sager man ikke normalt bruger ved løb. Telt, bivuark-pose, sovepose, brænder, vandtætte strømper, GPS, nødsender, fiberjakke og selvfølgelig en stor let rygsæk som kan rumme det hele. Her har vi været heldige at kunne låne en del udstyr og få hjælp fra nogen af alle de fantastiske mennesker i miljøet herhjemme. En særlig stor tak til Ulrich Petersen, Thure Kjær, Garmin, Bjergkæden, Gemini Lights, CEP, Lurbel, Salomon og The North Face Fields.

Hvor det sidst var “en-all-inclusive-vandreferie” med relativ god logistik er det i England noget mere råt med op til 100 km. mellem depoterne. Det gælder om at spise ved enhver lejlighed for at holde varmen til at fortsætte.

foto

Det mentale er straks sværere. Her har vi talt om vores bevæggrunde for at deltage, hvad succeskriterierne er og hvordan hele vores strategi skal se ud. Bare det faktum at 2/3 af løbet kommer til at foregå i mørke er en kæmpe psykologisk belastning. Ligesom ved TdG gælder det om at tage et skridt ad gangen om ikke prøve at overskue hele ruten eller kigge for langt frem. At vi kender hinanden så godt og har et fysisk niveau som er ret lige vil klart komme til at spille vores farvør.

Jeg syntes faktisk Andreas Hedensted har en god pointe i at man skal have et mål længere fremme af vejen, så hele verden ikke bryder ned hvis det hele går i vasken af den ene eller anden årsag. Ravn og jeg har allerede aftalt at vi går efter at prøve kræfter med PTL (La Petite Trotte à Léon) – 303 km og 28.000 m+, på maximalt 141 timer, i Alperne til August. Det er nu mere “en udfordring” og ikke et løb i almindelig forstand, da der ikke er klassificering eller tidstagning. Til gengæld ser årets rute ud til at være markant hårdere end i tidligere år.

Garmingpsmap60cs-8 2

Til forskel fra mange andre løb skal man selv finde vej, hvilket bliver en kæmpe udfordring. Heldigvis har Garmin Danmark været søde at hjælpe os med håndholdte GPS navigatorer. Selv om vi kommer til at følge Englands længste vandrerute The Pennine Way er den kun afmærket sporadisk og mange steder krydser man åbne landskaber og moseområder hvor navigationen bliver en særlig udfordring.

Så der er ikke meget tvivl om at den sidste halvanden måneds skal bruges klogt på at lære det nye grej at kende samtidigt med at den fysiske form lige skal skærpes det sidste…

Fastest Known Krøllebølle

foto 2

På lørdag den 9. november er vil jeg hjælpe nogle af mine gode løbevenner med et forsøg på en ny såkaldt (supported) FKT (Fastest Known Time) på kyststien Bornholm rundt. Planen er at løbe fra Gudhjem kl. 5 mod uret rundt. Løberne er Claus Rasmussen aka Posemand, Knut Korczak, Jens Krieger Røyen og Pia Joan Sørensen med Morten Schrøder og jeg som support.

Jeg tror det bliver rigtig hyggeligt og forhåbentlig lærer jeg noget til mit eget forsøg på ruten senere. Er stadig lidt ærgerlig over at det ikke lykkedes i sommers da Ravn jeg skulle løbe med blev skadet 4 dage før (og jeg var ikke parat på at forsøge solo). Men de forberedelser og scouting i den forbindelse kan forhåbentlig komme os til gavn nu 🙂

Undervejs vil jeg opdatere fremskridtene på Trailløberen på facebook og TrailMoses på Twitter. Du kan læse mere om FKT generelt på siden her. Stay tuned…

foto 4

Udstyret til Tor de Geants

IMG_0120 2 Hvad tager man med til 138 timers løb i Alperne? Her kan du se hvad jeg havde med til de 332,5 km lange Tor de Geants og lidt om hvorfor. Ravn Hamberg og jeg havde brugt ret lang tid på at researche og finde det rette grej. Da vi begge arbejde/de hos Salomon var der selvfølgelig en del af det i mellem. Ravn og jeg havde valgt lidt forskelligt. Nedestående billede er lidt af Ravns grej.

IMG_0078Ravns setup…

På i løbet af dagen:

970386_641131842598225_337660152_n

Suunto Ambit2 (højdemåler var obligatorisk). Løbet er så langt at uret påingen måde kunne holde strøm med GPS´en så vi kørte kun med ur og højdemåler. At kende antallet af højdemeter til toppen af en stigning var guld værd.

Arc´teryx Moulin Womens cap (Posemand style). Bedste cap jeg har prøvet til dato. Super åndbar og med blød skygge.

IMG_0337

Salomon twinskin shorts (uden kompression). Nok den enkelt ting vi havde brugt mest energi på at teste og snakker om inden løbet. De sidste mange lange løb har jeg brugt Salomons Exo kompressionstights og alle gange haft slid- og gnavsår i en eller anden grad. Derfor valgte vi at gå efter short helt uden kompression for at eliminere alle problemer inkl. de velkendte gnavsår mellem ballerne. Normalt bruger jeg altid bodyglide i skridtet men havde glemt at købe med hjemmefra og løb hele løbet uden de mindste problemer – hvilket jeg syntes er ret utrolig. Vi havde dog Sudocreme med i baghånden hvis det skulle blive nødvendigt. Det er et vidundermiddel hvis man først har fået gnavsår.

1379945_641132189264857_1353133929_n

Salomon Exo-Motion kort- og langærmede undertrøjer. Den trøje jeg fundet som klarer det største temperatur-spænd. Svedtransporterende og med en tæt og lækker pasform så man undgår problemer med brystvorter eller gnavsår. Igen ingen problemer under løbet trods mange tidligere erfaringer skravemærker på overkroppen.

1378263_641132365931506_700649461_n

Salomon S-Lab Light jakke. Hvor Ravn havde valgt den lette tilgang med kun en jakke (Salomon Bonatti) valgte jeg en kraftigere Gore-tex jakke sammen med denne super lette (65 gram i str. L). Den er mere åndbar og ned at tage af og på og justere temperatuen med i løbet af dagen.

Buff (halsedisse – både almindelig og I merino uld). Den bruger jeg til at justere temperaturen med og har den rundt om håndleddet når jeg ikke har den om halsen.

IMG_0081

Injinji Trail 2.0 strømper i starten af løbet. Senere Smartwool tåstrømpe + Teko Ultralight. Strømper er noget jeg har brugt en del tid på at prøve mig frem før jeg fandt det rigtige. På Ravns anbefaling startede jeg med Injinji Trail 2.0 strømpen som er dejlig tyk og polstret og senere i løbet gik jeg tilbage til mit normale setup med Smartwool tåstrømper inderst og Teke Ultralight yderst.. Dobbeltlaget nedsætter friktionen mellem fod og sko og fungerer rigtig godt. Helt rutinemæssigt skiftede jeg strømper i alle hoveddepoter – for hver ca. 50 km. hvilket tog alt mellem 12 og 36 timer.

Gripgrab armvarmere. Jeg har prøvet en del forskellige armvarmere men ingen slår danske GripGrab´s som er opkradsede og lækre og bløde på indersiden og klar de varmeste jeg har stødt på.

IMG_0082

Hoka Bondi B. Hvis jeg havde vist hvor meget vi kom til at gå havde jeg nok valgt anderledes da det bløde EVA-skum i sålen hurtigt bliver trykket sammen. Fra depot 1 til 2 brugte jeg mine Hoka Mafate for at få meget greb i det glatte føre pga. regnvejr. Jeg savede mine Salomon Fellraiser´e som var blevet hjemme pga. pladmangel i dropbaggen. Mange brugte Salomon XA Pro som nok havde været den ideelle sko… Læs i øvrigt: https://moseslovstad.com/2013/02/02/hvorfor-hoka-og-hvorfor-ikke/

IMG_0355

Dirty Girl gaiters. Den perfekte gaiter er ikke opfundet endnu, men til “klovnesko” passer dirty-girl gaiters bedst.

1383464_641133295931413_531965857_n

Black Diamond Z-poles. Vandrestave i carbon på 130 cm. Deres vægt værd i guld. Klasser bedre end de Trailblazer jeg brugte tidligere. Ravn var så uheldig at knække sin ene carbon-stav første aften og måtte derfor nøjes med sine reserve-stave.  

Om natten:

1376345_641132092598200_1634084077_n

Salomon hue. Jeg havde 2 forskellige huer med. en tynd og en tykkere.

Gore Windstopper handsker. Suveræn pasform og så er er de helt vindtætte. Gude-produkt…

OR vandtætte luffer. Overtræksluffer i en lidt kraftigere version end Ravns tynde, lette Raidlight luffer.

Gripgrab benvarmere. Samme materiale som armvarmerne. Laver et par shorts om til vintertights – ret utroligt.

Craft Vintertights. Ældgamle, men varme, løse og god bevægelsesfrihed 🙂

996923_641132255931517_1113050891_n

Salomon Revard Gore-Tex jakke. Skaljakke fra Salomons Hiking-serie i Active shell som er ret åndbar. Fede detaljer omkring krave, hætte og udluftning på fronten.

Salomon Bonatti regnbukser. Lette regnbukser som er mega lette og har figur-syede knæ så bevægelsesfriheden bevares. Normalt bruger jeg Large men havde valgt at have dem med i Medium for at de kunne side tættere og ånde bedre.  

1391675_641132355931507_1903993775_n

I rygsækken:

Salomon Advanced Skin Hydro 12 set. Rygsæk som sidder som vest med bløde flasker på fronten. Lige til den lille side til det her løb. Men stadig uovertruffen i pasform og komfort, da den var proppet til randen. Ravn faldt deværre og ødelagde sin den ørste aften og skiftede til den gamle (lidt mere robuste) model.

1375839_641135182597891_1301157617_n

Salomon Softflask. I stedet for væskeblære brugte jeg 500 ml. softflasker til væske. Jeg havde 3 med men brugte kun 2 og halvvejs skiftede jeg dem ud for bare at være lidt hygiejnisk. Fordelene ved de bløde flasker er at de er lette, ikke skvulper og at man ikke behøver at tage dem op af lommen for at drikke af dem – smart 🙂

Coast HL27 pandelygte (med ekstra AA batterier). Den lygte vi havde fundet med bedst power til vægt ratio. Med 309 Lumen er der ok blæs på og samtidig kører den på AA batterier som giver mest smæk i forhold til vægten. En rigtig god lampe når den skal slæbes rundt i rygsækken det mest af tiden og man skal kunne skifte batterier. Til hverdag herhjemme foretrækker jeg en noget kraftigere med opladelige batterier.

Petzl E-lite reservepandelygte. Fin reservelampe som vejer 18 gram!!!

1384141_641132412598168_1355124242_n

Petzl kniv. Mest til nødsituationer. Brugte den undervejs til at skære bunden af en vandflaske da jeg glemte min kop i en af hytterne og til at skære de løse stykker sål af mine Hoka´er.

Førstehjælpskit med Kinesiotape, kanyle, Sudocreme, steri-strips mv.

Alutæppe. Obligatorisk udstyr og billig “livsforsikring”

Gummihandsker. Til toiletbesøg o.lign.

Sea-to-summit foldekop. Ikke den letteste på markedet men den bedste og mest rummelige. Smart når man skal have cola eller andet med ud fra depotet.

Samsung mobil – 149,- model fra Fona. Let og lang batterilevetid. Fik lidt fugt mod slutningen af løbet, så den ikke fungerede (har ellers virket upåklageligt mange gange)

IMG_0334

Iphone5 med lader + powerpack. Mest for at kunne sende billeder hjem.

Canon S-100 kamara. Vejer et ondt år men fedt når man har billederne bagefter.  

IMG_0080

Energi: Gu gels (chokolade og mint/chokolade), Squezzy gel (tomato extra salty), Cliff Shotbloks (Orange), Cliff Proteinbarer, Snickers, Haribo Black & White.