Page 3 of 3

Transgrancanaria 3.0

IMG_1716
Siden mit første Transgrancanaria i 2011 har det været et had-kærlighedsforhold til de ufremkommelige stenede stier på den spanske ferieø. Første år blev Jesper Halvorsen og jeg revet rundt på røv og albuer på den 123 km lange tur på langs af Gran Canaria. Vi forbandede det hele langt væk og sagde “aldrig mere”. Alligevel var jeg tilbage igen sidste år, hvor jeg havde en kanon oplevelse til “børneløbet” på 96 km.

Det var den oplevelse jeg håbede at kunne kopiere da jeg meldte mig til sidste forår. Men så blev der lige smidt et HURT oven i hatten, hvilket kun gav mig 6 ugers restitutionstid. Så de første 4 uger efter løbet på Hawaii tog jeg det roligt, hvorefter jeg tog på vinterferie med familien på netop Gran Canaria. Udover at vise familien den smukke natur i bjergene, fik jeg også løbet nogle lange ture med godt med højdemeter. Men 2 lange ture i bjergene de sidste par dage efterfulgt af en lang asfalttur og bakketræning lige efter hjemkomsten var for meget af det gode. Kroppen sagde fra og sendte mig til tælling under dynen.

IMG_1685

Men jeg har før prøvet at være syg op til løb med godt udfald, så jeg tog det roligt. Da vi torsdag eftermiddag fløj afsted følte jeg mig knivskarp og helt på toppen. Fra at være 3 danskere i 2011 og 4 i 2012 var vi nu ca. 30 danskere tilmeldt på de forskellige distancer. Dog flest på den lange på 119 km. En del af dem var med samme fly til Las Palmas, hvilket gav en hyggelig stemning fra starten med så mange kendte ansigter. Der i blandt 9 fra vores “Trailløb på første klasse” som jeg lavede med Team Suunto drengene og Posemand.dk på Samsø i efteråret.

IMG_1695Andreas “konfirmanden” Hedensted henter startnummer

Fredag morgen hentede vi startnummer og indleverede dropbag til depotet ved 79 km. Om eftermiddagen mødtes vi en masse danskere på en lokal smoothie-bar og hyggede. Min klubkammerat fra Tejn IF Allan Lyngholm var tydeligvis i god form trods lidt forkølelse og håbede på en at løbe under 20 timer, hvilket ingen dansker havde gjordt hidtil. Mit mål havde hele tiden været at komme under 24 timer på den nye rute som var hårdere end den gamle. Måske 20 timer var muligt? På forhånd havde jeg håbet på at følges med nogen af de andre, men det virkede som om de fleste var optaget af deres interne battles og hvem de skulle have bag sig osv.

Fredag aften kl. 23 satte vi os i taxaen mod starten i Agaete. På den måde slap vi for at stå og fryse i en time, som hvis vi havde taget løbsbussen. Lidt mærkeligt at skulle starte et løb, når kroppen mente det var tid til at sove. Da ruten hurtigt kom ind på en smal sti sørgede jeg at stå godt fremme ved starten.

IMG_1731Thure og Jesper på vej til starten

3-2-1-BOM og så gik det løs. God stemning, men også hektisk positionskamp på det korte stykke asfalt inden første stigning. Den var 10 km. lang og havde 1200 højdemeter. Stave var forbudt de første på km. men det blev der skidt højt og flot på. Det mindede lidt om kaoset ved starten af Vasaloppet med stave der fløj rundt i luften. Allan kom løbene forbi mig, lige som jeg havde fundet pindende frem og fundet rytmen. Jeg forsøgte at hænge på, i cirka et minut før jeg indså det ikke nyttede og fandt tilbage i min egen rytme.

IMG_1741Klar til start

Jeg kørte relativt hårdt på fra starten og tænkte over om jeg mon spændte buen for hårdt. Normalt er et hårdt udlæg i ultraløb sådan omtrent det dummeste der findes. Men det føltes rigtigt, så jeg kørte på. Ude ved andet depot ved et par og tyve km begyndte det at regne samtidigt med at terrænet viste tænder for alvor. Et super stejlt teknisk nedløb efterfulgt af en lige så hardcore stigning bagefter. Det virkede som om arrangørene virkelig havde været ude med riven efter de mest krasbørstige stier de kunne opdrive på øen.

Jeg var gennemblødt og frys det meste af natten, men havde ikke lyst til at stoppe og tage regnjakken. Da jeg så ville blive helt kold. Her kunne jeg godt have brugt min Ipod til at aflede tankerne lidt, men måtte nøjes med mit eget spæde forsøg på Rammsteins “Ich will”. Endelig dukkede der et depot ud af tågen. Badet i lys, med høj musik pumpende og en fyr klædt ud som Shrek (og nej jeg så ikke syner) dansede rundt midt på vejen. Inde under teltet fik jeg skiftet den lette S-Lab jakke ud med regnjakken. Jeg snuppede et par små sandwich med i hånden. Aldrig har flutes med jaka-bov og skive ost smagt så godt.

IMG_1745

Trætheden kom snigende og jeg havde lidt ondt af mig selv, men sørgede hele tiden for at holde kæden stram og køre energi indenbord. Det regnede stadigt da det blev lyst efter godt syv timers løb, men så fulgte der et længere løbe-bart nedløb til at få varmen tilbage i kroppen og hen ad formiddagen drejede vi ind på ruten fra 2 år siden. Bortset fra at vi løb den modsatte vej. Det gav et enormt boost at kende terrænet hele vejen til mål. På vej ned over klipperne, mod en stor dæmning, blev jeg overhalet af en schweizer. Han var lige nøjagtig kommet så langt foran, at jeg ikke kunne råbe ham op da han løb forkert. På vejen op af den mest brutale stigning i løbet kom han op til mig igen. Men denne gang overhalede han ikke lige så kækt. Så vi faldt i snak og han fortalte om løb han deltaget i Cambodia og et han skulle til i Bhutan. Det var eneste gang på turen hvor jeg fik lidt selskab og jeg nød at få tankerne drejet over på andre ting end bare fremad fremad. Næste depot havde små lækre lokale specialiteter. Ja faktisk så lækre at det først var efter 10 minutters gang op af bakken, jeg kom i tanke om at jeg havde glemt min foldekop fyldt med varm suppe på buffeten – fordømt…

Efter et længere stykke rullende bakker i nåleskov nåede jeg stigningen op mod øens højeste punkt, som jeg havde trænet på bare 2 uger inden og kendte godt. Det var en god hjælp at vide præcis hvor langt der var op. Efter at have nedklatret (og mener klatret) et stejlt klippeparti gik det mod hoveddepotet og min dropbag. Pludselig ringede min mobil og min hustru og mine dejlige unger sang fødselsdagssang i den anden ende. Allerede halvvejs igennem min 37 års fødselsdag og først nu kom jeg i tanke om det. Den bedste gave jeg kunne få derude og lidt ekstra benzin på bålet

IMG_1747

20 timer syntes inden for rækkevidde nu og jeg gav kun mig selv 5 minutter i hoveddepotet ved El Garanon. Frisk energi i form af gels og shotbloks fra dropbag’en, lidt hurtig pasta og en kop suppe – herligt. Ingen tid at spilde, så colaen fra posen blev indtaget “on the fly”. Der var efterhånden rigtig langt mellem de gule armbind som markerede at man løb den lange distance. I stedet var der mange blå (avisbude) “Advanced” på 83 km’eren. Kort efter depotet kom jeg over en bakke og kunne for første gang skimte målet i Las Palmas små 40 km væk. Stadig en trediedel tilbage. Jeg følte mig rigtig godt løbende trods lidt ømhed i knæene. På et langt zig-zag nedløb fløj jeg forbi folk, lige som jeg i tidligere løb selv er blevet sat nedad. “BAGFRA” forstår de også spanien 🙂 Faktisk blev jeg ikke overhalet nedad af andre end Stefan fra Schweiz, som forlængst havde trukket fra mig. I bunden af den kløft vi var løbet ned i passerede jeg ham dog og kunne se han var helt færdig.

IMG_1754

Endelig kom jeg ned til torvet i byen Teror hvor 3. sidste depot befandt sig. Fik hurtigt fyldt Pepsi og vand i dunkene og så videre. Jeg var “a man on a mission”. På vej op af sidste store bakke passerede jeg Nicolai Lillesø, som løb 83 km. uden stave. Mine var guld værd og blev brugt så snart det gik bare lidt opad. På toppen kom Nicolai dog forbi igen da jeg sad og tapede mine ene fod op. Fugten i strømperne fra regnen havde givet en god vabel under trædepuden. Trods kun 20 km. tilbage skulle der ikke tages nogen chancer. Det varede ikke længe før jeg passerede Nicolai igen opad, lige hvor en stor ged stor og græssede i vejsiden.

IMG_1751

Det sidste af ruten går i en kløft hvor man løber på store rullesten. De 2 foregående år havde det voldt store problemer at prøve at løbe her. Nu svævede jeg bare afsted henover det hele. I noget tid havde jeg set at en tid under 19 timer var muligt og jeg klemte virkelig ballerne sammen for at holde mig i løb. Efter sidste depot, hvor jeg bare løb lige igennem, powerwalkede jeg sidste bakke inden nedløbet mod målet ved Playa de Cantares i Las Palmas. Med under 2 km. til mål på vejen ned af bakke, fik jeg pludselig øje på en adventureraceren Thure Kjær (som jeg har trænet en del med) foran mig. Jeg var havde egentlig været ret sikker på at det kun var Allan som var foran. Nu stod Thure helt stille nedad og jeg sussede forbi. Jeg gav den lige lidt ekstra gas for ikke at få ham med på slæb. Flere gange kiggede jeg over skulderen men der kom ikke nogen Thure. Det gjorde dog at jeg pressede den lige til det enden. Først da jeg svingede rundt om de sidste hjørne slappede jeg af og nød opløbet de sidste 50 meter. YES – jeg gjorde det sgu. Hell Yeah!!! 18 timer og 35 minutter som nr. 33 overalt. Hårdt men stabilt og veldisponeret ræs hele vejen igennem. Efter næsten 5 minutter kunne jeg heppe Thure i mål og give ham en krammer på mållinien.

IMG_1759

Der efter gik der 4 timer før næste dansker kom i mål og mange måtte kæmpe med det yderste af neglene for at hive den hjem. Jeg var for en gang skyld super tilfreds med mit løb og føler ikke at jeg kunne have gjordt det meget bedre. Allan Lyngholm leverede et super resultat med 17:34 og sejr i alders klassen. (se resultatlisten her) Lur mig om ikke han både vinder Salomon Hammertrail og Suunto Hammer Trail Triatlon til sommer…

IMG_1760

Dagen efter skinnede solen fra en skyfri himmel og det var en super hyggelig dag i selskab med de andre danskere. Først til præmieoverrækkelsen og senere på barene langs stranden. Der blev udvekslet historier fra slagmarken og jeg tænkte på hvor let min dag var gået sammenlignet med de gruopvækkende “Tales from the trails”. Se Thomas Duponts video fra løbet her Som altid, når det går godt var der ikke meget jeg kunne tage med derfra. Udover at jeg må gøre noget rigtig i forberedelserne, for at kunne løbe så godt i bjergene. Alt i alt en mega fed oplevelse 🙂

IMG_1772Præmieoverrækkelse for “avisbude” (Advanced 83 km.) med Ryan Sandes og Philipp Reiter fra Taem Salomon på podiet

Ingen Hammerman i år

IMG_4263

Salomon Hammertrail 100 miles er Danmarks hårdeste løb og der man møder op hvis man har noget at bevise.

Men efter HURT føler jeg ikke jeg har noget at bevise længere og har derfor besluttet, at jeg ikke løber Hammertrail i år. Selvom jeg elsker at konkurrere med andre, så var min hovedmotivation for at deltage, kampen mellem mig selv og terrænet. At se om jeg kunne forbedre min egen tid og måle mig i forhold til tiderne fra 2011 og 2012. Nu bliver ruten ændret (hvilket jeg syntes er topdollar – jo sværere jo bedre) og så er det ikke længere muligt.

Desuden har jeg et overordnet mål for året om at løbe terrænløb på over 300 km. og her ville restitutionstiden ville for presset. Det er også vigtigt at jeg hver dag lytter til min krop og tager et løb af gangen, hvis min ambitiøse plan skal lykkes.

At jeg nu har fået start i ”Kongeløbet” Tor de Geants i september gør også at jeg ikke ville tage nogen unødige chancer for at kommer helskinnet frem til starten anden uge i september.

Men jeg glæder mig stadig som et lille barn til Hammertrail og ser frem til at følge mange gode venner på tætteste hold og bidrage til at gøre første weekend i maj til en kæmpe løbe-fest.

Men nu gælder det i første omgang at blive helt frisk til næste weekends strabasser til Trangrancanaria hvor mange ambitiøse danske ultraløbere deltager…

Løb jeg planlægger at deltage i i 2013:

2. Marts – Transgrancanaria – 119 km. – 7100 m+
12. April – Junut – 230 km. – 7000m+ –
29. Maj – Wibolt – 320 km. – 11.700 m+
20. Juli – Eiger Ultratrail – 101 km. 6700m+
8. September – Tor de Geants – 330 km. – 24.000m+

HURT grejlir (ADVARSEL kun for nørderne)

265054_4959116809865_1928362336_n

HURT blev et løb uden de store lærestreger og smæk over fingrene. Jeg var ret godt tilfreds med grejet. Flere løb i bar boks og med en vandflaske i hånden, men jeg var glad for mit “livrem og seler” koncept med rygsæk hele vejen. Kan godt lide følelsen af at have styr på de fleste eventualiteter der kan opstå. Og det var sgu nok ikke grunden til at Gary Robbins pilkede mig med 12,5 time 😉

På hovedet: Salomon visor og Lupine Piko pandelygte

Om halsen: Tejn IF “special edition” buff om natten

På kroppen: Bodyglide, Salomon Exo tank, Salomon Exo twin- skin shorts ( med startnummer på) og myggespray.

På håndledene: Suunto Ambit, RoadID og selvlysende energi armbånd fra arrangørene.

I rygsækken: Bodyglide, Sudocreme (pain relief creme til gnavsår), noget “afterbite” til myggestik, reserve pandelygte og ekstra batteri, ekstra stropper til gaiters, lille (pimpet) førstehjælpssæt fra Lifesystems og Salomon S-Lab light jacket om natten. Stave on and off på sidste runde.

På underben: CEP compression sleeves (i rød)

På fødderne: Bodyglide, Injinji mid weight tåstrømper, Teko ultralight strømper i merino, Inov-8 Debrisgaiter gamasher.

Sko:
Altra Superior på første runde og Hoka one one Mafate på de sidste 4 runder. Altra skoen er egenlig en “racing flat” uden særlig meget grip i sålen. Men dens brede og rummelige pasform og åbne overdel var tillokkende. En rigtig fed sko. Men både fordi jeg rev hul i forenden og fordi de føltes lige lovligt tynde til de mange klipper og rødder skiftede jeg til Hoka.
Over 50 af løberne brugte Hoka’er til HURT. Trods sålens beskedne grip var det et godt valg til de mange nedløb. Fordi jeg kun har løbet ca. 100 km træning i dem (og skiftede fra flade sko) skulle jeg lihe vænne mig til at de er det højere. På sidste nedløb hvor vi bare flænsede den fuldstændigt ramte jeg et jernspyd med højre sko lige på. Er sikker på at mine tær ikke have overlevet i lavere sko. Men vejrliget spillede også ind, med de bedste forhold nogensinde. Havde det regnet som normalt havde jeg været glade for mine Inov-8 Trailroc som lå i dropbag’en. Men jeg er solgt – og elsker mine Hokaer til det her antal højdemeter (8500 op og 8500 ned).

>

20130121-193320.jpg

Bodyglide:
Bodyglide på udvalgte steder (ryg, omkring armhule, skridt, bag i og på fødderne gjorde at jeg næsten ikke havde problemer med gnavsår.

Energi:
Jeg startede med Gatorade i dunkene og kørte derefter med GU brew sportdrik og Nathan Katalyst (medbragte elektrolyte tabletter) Men sportdrikken alene var blandet for tyndt og sammen med elektrolyterne blev det hurtigt kvalmt. Så jeg løb de sidste 80 miles med en dunk vand og en dunk cola eller Mountain Dew (indeholder også coffein).Fra mine dropbags brugte jeg 4 Red Bulls (kunne have brugt flere) og GU gels. Tog ca. en gels hver 45 minutter. De føltes efterhånden hvinene sødt i tænderne men stadig bedre end mine normale favoritter Cliff Shotbloks, som jeg slet ikke kunne få ned.

I depoterne prøvede jeg hver gang at få noget “rigtig mad”. De små (ellers lækre) sandwich var svære at få ned. Deres wraps og burritos (med bl.a. guacamole og humus) der i mod, var super lækre og nemme at spise. Fik desuden lidt appelsin og vandmelon (Mmmmmm) og små zip lock poser med Pringles chips til turen op af bakken. Mange løbere tog salttabletter.

Grej der styrede (mest) Hoka Mafate – there is no better way to fly 🙂

Grej der STANK: Udelukkende mit Suunto Ambit som kun holdt batteri i 27,5 time

UTMB udstyrsliste


UTMB udstyr:

På fra start:
Inov-8 f-lite 230 sko
Injini midweight tåsokker
Teko Ultralight strømper
CEP Compressionsleeves
CEP compression tights
Odlo Evolution light kortærmet undertrøje
Salomon “Team Suunto” t-shirt eller
Concurve (før det blev til Gore) windstopper t-shirt (hvis de blæser)
Inov-8 Wrag (buff)
Inov-8 Debris-gaiter
En helkrops coatning af Bodyglide 🙂

I rygsækken:
Obligatorisk udstyr:
Inov-8 Race Pro Extreme 4 eller Salomon S-Lab Skin Pro 12
Montane Minimus regnjakke
Inov-8 Raceshell regnbukser
Fusion Hot Knees. Knævarmere i stedet for 3/4 eller lange tights.
Salomon Merino zip langærmet trøje
Aclima Hue
OR vandtætte luffer
Sea-to-summit kop
Alutæppe
Bandage (kinesiotape)
Fløjte (sider fast på rygsækken)
Petzl Nao og E-lite (reserve) med ekstra batterier
Energi: Cliff Shotbloks og et par barer
Samsung mobil (71 gram)
Arc’ teryx Mouline Womens cap
ID kort og 20 euro
Energi: GU gels, Cliff shotbloks og High5 4:1 sportsdrik

Ud over det obligatoriske medbringer jeg:
Let Salomon vindjakke
Gore Windstopper handsker
Mountain King Trailblazer stave i 120 cm.
Nathan Katalyst Elektrolyt-tabletter
Sudocreme (mod gravsår)
Bodyglide med faktor 25+
Aclima Headover i merino (buff)

Alt i rygsækken pakket i ziplock-poser (tak Jesper)

I dropbag (efter 77 km.):
Reserve sko
Skiftetøj (fuldt sæt)
Odlo Evolution Cool langærmet trøje
Ekstra sokker (Teko)
Ekstra Salomon Merino Zip shirt (på min. vægt – 180 g.)
Bodyglide
Solcreme
Vabelkit og kinesiotape

Tak For hjælpen til Morten Kusk, Jesper Halvorsen, Ulrich Petersen, Outdoor Extreme Sport, Knut Korczak, CEP Sport Danmark, Thomas Dupont og Ditlev Sport med at få samlet det ondeste racekit.

Der er ikke mange gengangere i mit udstyr fra mit første seriøse bjergløb – Transgrancanaria 2011. Foto: Jesper Halvorsen.

Mine favorit jakker til (lange) løb

Montane Marathon jakke i brug ved Transgrancanaria 2011. Foto: Jesper Halvorsen

Ja det virker måske mærkeligt at skrive om jakker om sommeren. Men dels er sommeren jo ikke rigtig kommet og desuden er der mange af jer derude der skal have jakker med til diverse lange løb henover sommeren. Nedenstående et ment som inspiration til hvilke kvaliteter man skal gå efter i en jakke og hvorfor jeg har valgt som jeg har. Altså IKKE en decideret test. I test skal man jo kun sammenligne jakker inden for præcis det samme segment (pris, vægt og funktion), hvilket bladene (og andre der laver tests) tit glemmer når de sammenligner gulerødder og kartofler.

Egentlig løber jeg ikke særligt meget i jakke til træning. Heller ikke om vinteren, men foretrækker tit en tætsiddende trøje, evt. med Windstopper i (og ikke flagrer rundt). Men på de lange løb hvor man er våd i lang tid af gangen, intensiteten er lavere og temperaturen meget svingende kan man ikke undvære en god jakke. Særligt ikke når man færdes i bjergene hvor vejret skifter hurtigt.

Pakkevolumen

Vindtætte jakker (uden hætte):
I mens vi venter på næste generations super lette jakker når frem til forbrugerne, er her 2 gode bud på en let og åndbar jakke. Salomon har i flere år testet jakker i denne kategori til omkring 40-70 gram. I forår/sommer 2013 kommer der bla. en ny let jakke fra Salomon til under 70 gram, der ser ret lovende ud.

Montane Featherlight Marathon Jacket
Morgenmad efter 7 timers løb ved Transgrancanaria 2011. Foto: Jesper Halvorsen

Beskrivelse: Let skriggul jakke i Pertex. Super åndbarhed og bevægelsesfrihed. Vindtæt men ikke vandtæt. Bliver beskrevet af producenten som “Showerproof” og det skal man heller ikke tro på.  Men så snart det er tørt jakken fantastisk og ånder virkelig godt.

Detaljer: Elestikker i håndled og elastik med justering i livet. Gode ventilation-huller med vindflapper henover (så det ikke suser ind). Tynde refleks striber under armene. Dobbelt lag materiale i hals. Lille paksæk (lidt større end en tennisbold) medfølger. Fuld lynlås og kraftigt materiale på indersiden så det ikke sætter sig fast i lynlåsen. Forstærket materiale på albue og underarm.

Vægt: 143 gram i Large.

Producent/Forhandler-link Her

Elastik ved håndledet

Helt almindelig lukning i halsen

Salomon Fast Wing Jacket
Umiddelbart før starten af Hammertrail 100 miles 2012

Beskrivelse: Super let og åndbar jakke. Minder meget om Featherlight Marathon fra Montane men virker mindre vindtæt og mere åndbar. I fugtigt vejr klasker den hurtigt ind til kroppen. Jeg løb Hammertrail 100 miles med den jakke indtil sidste runde hvor jeg hev en regnjakke uden på og det fungerede super fint. Selv med 20 sekundmeter og skumsprøjt fra havet lørdag morgen halvejs i løbet. Noget rummelig i pasformen, men kan til gengæld tages ud over rygækken, hvilket er fedt når vejret skifter. Så kan man tage jakken af og på uden at stoppe op og tage rygsækken af.

Detaljer: Fuld lynlås. Elastik i liv og ærmer. Lille lomme på (højt) venstre bryst. Stropper til tommefingre ved ærmer (så ærmerne ikke blæser op). Åbning så man kan se uret gennem ærmet. Net under armene til ventilation (bliver lavet om til ventilation-huller med vindflapper henover i den kommende model (2013) for at undgå svedlugten som hænger i nettet. Lille “knap-strop” øverst ved lynlås (så man kan lyne ned uden samtidig med at den bliver siddende uden at flagre rundt). Små smalle reflekser bag på ærmer og på fronten.

Vægt: 120 gram. i L.

Producent/Forhandler-link Her

Elastik ved håndled med mulighed for at sikre den omkring tommelfingeren

Asymetrisk lukning i halsen

Vandtætte Jakker (med hætter):

Jeg har valgt vindjakker uden hætte ud fra devisen om at har man brug for en hætte er vejret så slemt at man alligevel skal bruge en regnjakke. På de lange løb har jeg på egen krop erfaret hvorfor man skal have en rigtig god regnjakke med. Vi blev sidste år overrasket af regn om natten til Transgrancanaria og der lærte jeg på den hårde måde at i bjergene skal man have regnjakke med uanset hvad. 1 grad og regnvejr i en vindtæt jakke er bare ikke fedt. Jeg har aldrig været så kold i mit liv og mange løbere måtte have deres alu-tæpper omkring sig. I år havde de ændret reglerne så man skulle have regnjakke med.

Outdoor Research Helium Jacket
Alene i front til Täby Extreme Challenge 100 miles

Beskrivelse: Lækker regnjakke med tapede syninger i Pertex Shield. Åndbar er en svær ting at gøre op da mange faktore spiller ind m.h.t. materiale, størrelse og pasform mv. Men jeg syntes at Helium jakken ånder rigtig godt (på linie med de 2 andre vandtætte jakker). Ved Täby Extreme Challenge i april, vågnede jeg op til 15 cm nysne og sludregn. Så der endte jeg med at løbe i jakken de første 6 timer. Det havde ikke virket hvis den havde åndet som en plastikpose (=billige regnjakker).

Detaljer: Justerbar hætte med afstivet skygge, vandtæt lynlås med beskytter ved hagen, velcrolomme indvendigt som jakken foldes sammen i, udvendig lomme på venstre bryst med vandtæt lynlås, tapede syninger, elastik i håndled, justerbar elastik i livet,

Vægt: 193 gram i L (i den nye Helium II der er kommet på markedet  vejer 180 gram i L og 162 i M.)

Producent/Forhandler-link: Her (ny model)

Inov-8 Raceshell 220

Beskrivelse: Gennemført enkel jakke. Inov-8 tager et kvante-spring frem med denne jakke, i forhold til deres tidligere skal-tøj. Jakken har ligesom de matchene regnbukser en tæt atletisk pasform som gør at den sidder tættere end både Minimus og Helium jakkerne. Det gør jakken teoretisk mere åndbar end de andre som er mere rummelige. Mig passer den perfekt, men den har selvfølgelig sværere ved at passe bredt. Men fedt at se Inov-8 gå all-in på atletisk snit. Noget Patagonia f.eks. gør konsekvent. Personlig syntes jeg at anorakker er lækre og man sparer vægten af en halv lynlås. Så lettere men også mere bøvlet at få af og på.

Detaljer: Halv lynlås (anorak). Vandtæt lomme på venstre bryst. justerbar hætte. Tapede syninger. Tynd polstring på indersiden af kraven (god detalje). Bløde håndledsmanchetter med hul til tommelfingeren.

Vægt: 237 gram i str. L.

Producent/Forhandler-link: Jakken kommer først i handlen til efteråret og er ikke kommet på Inov-8 hjemmeside endnu. Men når det sker er det HER 🙂

Dette billede viser åndbarheden i jakken, hvor fugten efter en lang løbetur, kun sidder på de tapede syninger og ikke på materialet

Montane Minimus Jacket

Beskrivelse: En rigtig fed jakke til bjergene i Pertex Shield +. Har detaljer man finder på tungere og dyrere skal-jakke til outdoor-brug. Justerbar hætte med formbar plasttråd til at holde skyggen på plads. Velcro-strop til at holde hætten når den ikke er i brug. Reflekser ved albuer. Formentlig den jeg vil have med mig til UTMB, da det er den mest velegnede til rigtig dårligt vejr.

Detaljer: Fuld lynlås. Velcro-justering på ærmer. Justerbar elastik i livet. Polstret hagebeskytter i kraven. Lomme på venstre bryst. Reflekser på albuer og hætte.

Vægt: 212 gram i str. L.

Producent/Forhandler-link: Kan købes her hos Racegear.dk

Skriv endelig hvis Du har spørgsmål til jakker eller udstyr generelt…

Salomon Trailtour – Svanninge Bakker

Foto: Claus Bech

Skøn dag i Svanninge Bakker hvor Faaborg Orienteringsklub afholdt Salomon Trailtour. Stejle bakker, lækre spor og udsigt over det sydfynske. Indfriende mine egne forventniger og sluttede som 9´er 🙂 Glæder mig allerede til at udforske det område nærmere…

Nedenfor er lidt stemningsbilleder fra dagen…

Mine favorit løberygsække

Her er en beskrivelse af de rygsække jeg løber med samt lidt om fordele og ulemper. Der er lagt vægt på funktion, komfort og lav vægt til længere træningsture og konkurrencer, ikke til hverdagsbrug. Alle 4 sidder rigtig godt på mig (188 cm./83 kg)


Nathan HPL 20
Den vælger jeg når løber fra hoveddøren eller andre steder hvor jeg har tørt tøj liggende og til løb hvor man kan klare sig med moderat mængde grej. En vest med et stort og et lille rum i sækken bagpå og 2 lommer på fronten. Rummer en 2 liters væskeblære (medfølger) og en tynd jakke i det store rum og har plads diverse udstyr i det lille rum. Kan rumme obligatorisk udstyr i løb som Hammertrail og Transgrancaria (hvor jeg brugte den fra 55 til 96 km. i år). I lommerne foran har jeg typisk kamara eller mobil i den åbne lomme (med elastik snørring) og energi i den lynlåslukkede. Ryggen en godt polstret så man mærker ikke noget igennem, bortset fra at den buler lidt ud med fyldt væske blære. Udvendigt bagpå er der elastik-remme til f.eks. at parkere en trøje eller jakke. Den har jeg aldrig brugt, men muligheden er der. Fåes f.eks. I Marathonsport.

Se Nathan Race vesten her

Vægt: Producenten skriver 280 gram. Min vejer 289 gram. (uden væskebærer)
Fordele: super komfort, let, remme i åndbart materiale, enkel, væske blære medfølger, let at justere ind, one size fits all
Ulemper: kan ikke rumme stave, lille volumen, har ikke indbygget fløjte (krav i mange løb) som de andre modeller. Trailløberen til “Sur-Norte” på Gran Canaria

Inov-8 Race Elite (annoncelink)
Rygsækken jeg tager når der skal ekstra tøj eller meget obligatorisk udstyr med. I træning er det typisk når jeg tager toget i skoven eller når jeg skal løbe så længe at det er rart med en tør trøje. Brugte den fra start til 55 km. til Transgrancanaria og til 70-80 % af vinterens træning. Den består at et stort rum med lodret lynlås bagpå og to små lynlåslukkede rum på mavebæltet (et i tæt materiale og et i fint mesh). I sidelommerne har jeg typisk energi i den tætte lomme (hvis en gel lækker lidt) og telefon, penge i den anden (rummer også min store sea-to-summit kop til løb). Ryggen er uden polstring for at holde vægten nede og kræver at pakningen er i orden for at der ikke er nogen der driller. F.eks. Kan det runde låg på en Camelbag blære gnave i ryggen når blæreren er tom. Jeg bruger normalt en 2 liters blærer fra Nathan (halv vægt af Camelbag) men har også løbet med en 3 liters uden problemer. Det gælder for alle rygsækkene at de ikke virker optimalt hvis de stoppes til randen og dette gælder særligt Race Elite 15. På fronten er der mulighed for at montere ekstra lommer, flaskeholdere eller en lille trekantet frontlomme på 2 liter (http://www.inov-8.com/New/Global/Product-View-RaceElite-15.html?L=26) med smart klik-system. Det ser ikke holdbart ud med de tynde plastspænder men jeg har ikke hørt om nogen der har ødelagt dem. Personligt syntes flaskerne på fronten kommer til at side for løst, men lommen (ekstra udstyr) til f.eks. kamara eller mobil (passer lige til Iphone) sidder perfekt. Der er kompressionsstrop i top og bund. Kan købes hos Racegear.dk her: (annoncelink)
Producentlink: http://www.inov-8.com/New/Global/Product-View-RaceElite-15.html?L=26 Vægt:285 gram ifølge Inov-8. Min vejer 279 gram.
Fordele: lang ryglængde (45,7 cm for at være præcis) passer mig godt, meget let i forhold til størrelsen, enkel, nemt at få adgang til indhold med lodret lynlås, kan rumme stave (som min gjorde i starten af året løb på Gran Canaria).
Ulemper: ingen polstring i ryggen (kræver god pakning)Knut Korczak på Bornholm, med både lomme og flaskeholder på fronten


Salomon Skin Pro 14+3 Set
“jack of all trades – master of none” beskriver den allround sæk som er tungere end de øvrige. Til gengæld har den features som indbyggede flaskeholdere, isoleret pose til væskeblærer og gode mulighedder for montering af stave (både på siden af rygsækken og med Salomons “hurtig påspændings-system). Som det ser ud nu vil dette være rygsækken jeg bruget til Hammertrail (med en HPL20 som backup). Sækken består af; stort rum med hestesko-lynlås bagpå (kan udvides mes 3 liter – derfor 14+3) og et mindre rum med lodret lukning udenpå. I sidderne er der to stiklommer som er så åbne at tingene let falder ud. I race versionen (http://www.salomonrunning.com/fi/minisites/skinbag/skinbag-12.aspx) som sjovt nok er 100 gram tungere sidder her 2 lynlåslommer på ydersiden af stiklommerne. På fronten er der 2 indbyggede flaskeholdere som også sagtens kan rumme andre ting. De sidder tilpads lavt og fast nok til at de ikke genere under løb. Lommerne er smalle, så flaskerne skal være relativt smalle og glatte for at passe. Tilgængelig fra toppen ligger den islorede pose til væskeblære ned langs ryggen. Den medfølgende væskeblære har et smart klik-system, så man kan skifte blære mens slangen bliver siddende. Ulempen er så bare at den kun rummer 1,5 liter og at der ikke er plads i rummet til en større. Stor ulempe når mange løb kræver 2 liters kapacitet og man demed er tvunget til at have flaske/r foran. Fåes i bl.a. Salomon store i Fields.

Se Salomon Skin Pro 14 her

Vægt: 470 gram. ifølge Salomon. Min vejer 474 gram (uden væskebærer).
Fordele: elastik-stropper hen over brystet i stedet for webbing, mulighed for montering af stave og flasker, god polstring i ryggen
Ulemper: vægten, savner en lukket lomme man kan nå, mens man løber, til f.eks. Energi, musik eller telefon.
Thomas Dupont i den Amagerkanske alper


The North Face Enduro 13
Endnu en rygsæk der giver mulighed for både blære og flasker. Ligesom HPL20 bruger jeg den når det kun er det mest basale der skal med og hvor turen ender ved noget tørt tøj. Det er tit nemmere med flasker end med væskeblære. Der er mulighed for at medbringe flere drikke (f.eks. både vand og sportsdrik). Flaskerne vejer lidt mere men er til gengæld lettere at rengøre i dagligdagen. Til løb er det hurtigere at skifte flasker end blære. Består af et smalt hovedrum med åbning øverst og en flaskeholder på hver side samt et lille lomme på hver side af bæltet (den ene med lille ekstra rum og nøjleclips). Bæresystemet adskiller sig fra de øvrige ved at remmene på brystet mødes i et kryds foran og samles med velcro (hvor der også sidder en lille ubrugelig lomme). Ryggen består af et tyndt perforeret skumlag. Ruminddelingen der er med til at holdere blæren på plads er til gengæld polstret. Men da jeg syntes da var lidt tung i forhold til Nathan og Inov-8, skar jeg denne polstrede mellemvæg ud. Det gør at man lige skal tænke over hvordan man ligger tingene så de ikke kommer til at gnave. Det bliver heller ikke bedre af at hovedrummet er smalt. Så den skal bestemt ikke fyldes op. Lånt ud til den tidligere elite MTB rytter Allan Carlsen til Hammertrail, da han er mest tryg ved at bruge flasker. Købt i The North Face butikken på Gl. Mønt i København.
Producentlink: http://eu.thenorthface.com/tnf-eu-en/enduro-13-hydration-pack.html
Vægt: 383 gram fra ny. Min vejer 322 gram efter “slankekuren”
Fordele: bæresystemet giver lidt mere frihed omkring skuldrene, giver mulighed for både blærer og flasker, lang i ryggen hvilket passer mig godt,
Ulemper: er ikke god til stave (der sad nogle tynde stropper til stave som ikke passede i længden eller virkede særligt gennmetænkt, så dem har jeg fjernet), lidt tung i det (selvom jeg har fjernet rumadskillelsen til væskeblæreren i hovedrummet), svært at komme til sagerne i sækken p.g.a. den lille åbning i toppen
En vintermorgen langs Mølleåen på vej til skoven

Henrik Leth Jørgensen med Camelbak Marathoner Vest på tur ved Himmelbjerget
En rygsæk jeg ikke har prøvet, men som ser spændende ud og falder i samme kategori er Camelbak Marathoner Vest (annoncelink)

Det med småt: Inov-8 og Salomon rygsækken har jeg fået af de danske importøre.