Svendeprøven anno 2013

ECC11

Nu fik jeg jo aldrig afsluttet min svendeprøve som ultraløber, da Ultra Trail du Mont Blanc i år blev kortet ned til 110 km. I stedet kaster jeg mig nu ud på dybt vand med et 2013 program der både udfordrer og skræmmer mig.

Første halvdel er opbygget som en 3-trins raket, med længere og længere distance.

HURT100L
HURT 100
Legendarisk ultraløb på Hawaii på 100 miles. En særdeles kuperet rute i regnskoven ovenfor Honolulu gennem løbet 5 gange. Det bliver varmt, fugtigt, med mange vandpassager og havd der ellers kommer til af myg, kryb og lokale vildsvin. Det bliver på alle måder ud af komfortzonen og sandsynligvis også min sidste tur i hamsterhjulet (aka rundeløb), da jeg er gået helt kold på at løbe i ring.

IMG_0148
Transgrancanaria
Det bliver mit 3 år til Trangancanaria (selvom jeg sidst løb “børneløbet” på 96 km) som jeg har haft en had-kærlighedsforhold til. Sidste år var nok min værste løbeoplevelse EVER, hvor jeg kæmpede mig gennem regn og mudder to nætter ude med Jesper Halvorsen. I år klappede det hele og jeg havde mit bedste ultraløb til dato, med en samlet 17. plads. Næste år (2013) jeg bliver der stor dansk deltagelse og jeg håber på at følges med nogen af de andre danskere, jeg kender i løbet. Ruten er ændret lidt til årets løb for at få mere singletrack og mindre grusvej og er på 119 km og 7100 højdemeter. Tror det bliver en hyggelig tur.

%C3%9Cbersicht-Strecke
Junut
Ugen efter jeg selv arrangere “Inov-8 Fyr til Fyr” på Bornholm, løber jeg det 220 km. lange Junut i Bayern med 5300 højdemeter. Løbet er en tur rundt på Jura-steig nord for München med en tidsgrænse på 47 timer. På papiret er det et løb jeg ar en realistisk chance for at vinde, men mit udlæg kommer til at være ret konservativt.

IMG_0347
(Salomon Hammertrail)
Som sagt er jeg ikke motiveret til at løbe i rundkreds, men da jeg kender Hammertrail bedre end min egen bukselomme og elsker stemningen omkring løbet stiller jeg op hvis jeg er ovenpå efter Junut. Det er trods alt Danmarks hårdeste løb og her man er med hvis vil noget 😉

17_Marksburg_von_Norden
Wibolt
I flere år har jeg haft kig på Rhein-steig mellem Wiesbaden og Bonn til en lang flere dages træningstur. Så da jeg fandt ud af at de arrangerer et non-stop-ultratrail netop der var sagen klar. Så planen er er at købe en enkelt billet til Frankfurt, tilbagelægge de 320 km. (og 11.700 m+) på under 90 timer og flyve hjem fra Köln.

TS_RUN_FAULHORN_D88542-79f0ea9e
Eiger Ultra Trail
Eiger Ultra er et nyt løb der holdes første gang i 2013. Længste distance (og MAN løber jo altid længste udbudte distance 😉 er 101 km. (6700 m+) forbi nordvæggen af Eiger. Løbet arrangeres af Ueli Steck aka The swiss Machine. Hvis Du ikke ved hvem han er så SKAL Du lige se videoen her

Hvordan resten af sæsonen flasker sig kommer an på lodtrækningen til UTMB og hvordan kroppen har det.

IMG_2966

Ultra Trail du Mont Blanc – løbsberetning


Det er fredag aften og Chamonix er på kogepunktet. Efter flere års forberedelse står jeg endelig på startlinien til, min store svendeprøve som trail-ultraløber, Ultra trail du Mont Blanc. Ærgelsen over skulle løbe en afkortet reserve rute, pga. af ekstremt dårligt vejr, er for længst lagt bag mig. Skyerne hængt tungt og truende over dalen, men jeg glæder mig som et lille barn til at komme afsted. Forude venter 103,5 km. og næsten 6000 højdemeter (op ad).

Morten Schrøder og jeg inden starten

Vi står som sild i en tønde og da starten går sætter karavanen, af 2300 løbere fra over 60 lande, langsomt i bevægelse. Musikken pumper ud af højtalerne og der er jublende tilskuere overalt. Jeg følges med Morten Schrøder, som jeg kender hjemmefra, ud af byen. Hans familie står klar med Dannebrog på hovedgaden og hepper os på vej. Efter et par kilometer på asfalt drejer vi ind på en smal grusvej. Der er mange langsomme løbere foran og hver gang vi rammer den mindste lille bakke går møllen i stå. Morten og jeg skilles og jeg jogger roligt ude i kanten af vejen for at kunne komme op foran de langsomme løbere.

Se videoen fra starten her.

Flaskehals

Efter første væskedepot i Les Houches starter dagens første stigning og det begynder at småregne. Vi bevæger os stadig i en lang slange og der opstår hurtigt flaskehalse. Jeg tager det roligt og finder min plads i køen. Regnen tager til og min lette Salomon jakke kommer på, samtidig med jeg fisker stavene frem fra rygsækken. Halvvejs mod toppen bliver det lidt bredere igen og jeg finder for første gang ind i min egen rytme. Power-hiker i zig-zag og overhaler hele vejen. Det er begyndt at regne reelt da vi kommer hen over Le Délevret i 1776 m.o.h. Nedløbet er rutens længste. Det er stejlt og meget mudret. Mine nye Inov-8 Trailroc står forbavsende godt fast (selvom de er skabt til tørre løse forhold) i pløreret. Man kan bare glemme alt om at slappe af her. Det kræver fuldt fokus og alt for mange kræfter at holde sig på benene ned. Folk omkring mig skøjter rundt. Jeg bruger for mange kræfter men kan ikke rigtig gøre noget ved det.

I depotet i Saint-Gervais hersker kaos og mange får hjælp af deres familier. Jeg vurderer at have væske nok til næste depot og snupper kun lige lidt vand og cola i forbifarten. Nu ryger vi ind på smalle stier igen hvor det er svært at overhale. Prøver at tage det roligt og vente til jeg kan komme forbi. Det gør hele tiden op og ned selvom det stiger jævnt op mod Les Contamines ved 30 km. Lige inden depotet løber jeg tør for sportdrik i væskeblæren, samtidig med at det nu står ned i stænger. En svenske jeg overhaler ringer og instruerer konen i hvad han skal bruge af tørt tøj i depotet. En sød hjælper prøver at hjælpe med at fylde vand på kamelen, men det går faktisk hurtigere når jeg selv gør det, selvom mine fingre er godt kolde. Regnjakken kommer udenpå og min Aclima halsedisse bliver trukket godt op om ørene. Udvalget af mad i depotet er som sædvanlig lidt for eksotisk til min smag (oste, pølser og alt for søde kager) så jeg holder mig til mine Gu gels og Cliff Shotbloks. Jeg har haft ondt i maven længe men tænker at det nok skal gå over.

Opbakningen er helt utrolig og til trods for regnen er der rigtig mange entusiastiske tilskuere ude og heppe. ”Allez Allez”, ”Bravo” og ”Courage” blandet med kobjælder i alle afskygninger. Mine fingrer er næsten følelsesløse og jeg må svinge armene rundt mens jeg løber for at får liv i dem igen. Op til kirken ved Notre Dame Gorge løber vi lidt asfalt med svag gadebelysning, inden vi igen svinger ind på en meget stenet sti. Stigningsgraden tager til og stavene er guld værd. Har godt drev i den og overhaler hele vejen på til La Balme, som er her vi svinger væk fra originalruten. Til min store overraskelse frister det store bål ved væskedepotet mange løbere til at sætte sig ned og lune sig. Jeg nøjes med en halv skål suppe og en stykke chokolade inden det hurtigt går videre opad.

Kort efter er vi oppe i sneen og nu bliver det for alvor koldt, da terrænet er mere eksponeret for vinden. Der ligger 5-10 cm. tøsne på hjulsporet vi bevæger os henover. Efter at have passeret løbets højeste punkt, svinger 100 pandelygter pludselig rundt foran og lyskeglerne fejer rundt i alle retninger. På dem der kommer tilbage op i mod mig kan jeg forstå at de har mistet orienteringen. Pludselig står 200 mand og kigger rundt i alle verdens hjørner efter næste markering med refleks på. Jeg benytter tommulten til at få ladet vandet og pludselig er der én der blinker i det fjerne. Vi er hurtigt tilbage på sporet. Må virkelig kæmpe med at få energien ned og tænker på Aleksandar Sørensen-Markovic der ”kunne køre med sand i dunkene” og siger at ”om det så smager af hundelort skal det ned”. Sigtbarheden er lav, det blæser, er smede-koldt og jeg har det stadig skidt. Eneste lyspunkt er at se Bambi skøjte rundt i sine Hoka(plateau)-sko på single-tracket foran. Det er faktisk ret teknisk med mudder mellem store klippeblokke og sne i siderne. I starten løb jeg uden om vandpytterne. Nu bliver der bare pløjet igennem det kolde mudder.

Vi når skiliften ved Le Signal i 1910 m. og jeg kan for alvor mærke at der ikke er en stor dag i vente. Lige så hurtig jeg var opad – lige så langsom er jeg nedad. Folk kommer blæsende forbi i højre og venstre. I min naive tro om at være i mål inden 18 timer har jeg sat mit Suunto Ambit til at opdatere en gang sekundet (frem for en gang i minuttet hvor batteriet holder op til 55 timer). Normalt kigger jeg aldrig på uret når jeg løber, men her får det tankerne væk fra de trætte ben. Det overrasker mig at jeg kun kan løbe 7-8 min/km nedad bakke, selvom mine lårbasser er helt baskede. Flere gange må jeg gå, når det går for stejlt ned. Jeg har prøvet at det brænder i lårene på lange nedløb før. Både under træning i Østrig og de 2 gange jeg har løbet ”Transgrancanaria”. Men nu nærmest eksplodere lårene. Flere af raketterne bagfra stopper lige op og hører om jeg er ”Økay” eller om jeg har ”Injury?”. Jeg smågriner bare lidt og fortæller at jeg bare er fra Danmark, men indvendig blinker alle de alarmklokkerne. ”Fuck det bliver en lang dag” tænker jeg og fortsætter ned ad.

På vejen tilbage mod Les Contamines dør min pandelygte pludselig. Jeg er for kold og våd til at stå ude i skoven og skifte batteri, så jeg nasser mig til lidt lys, ved at løbe lige bag én med en ordentlig (sy) lampe. I depotet fylder jeg blæren op med High5 4:1 sportdrik, skifter til min reservelampe og tøffer videre. Opad går det bedre med benene. Her er godt stejlt og der bliver virkelig lagt vægt i stavene. Inde i skoven er luften utrolig tæt og snart omslutter tågen hele bjerget. Efter toppen følger endnu et stejlt nedløb, inden det går op mod Bellevue. Tågen er nu så tæt, at jeg ikke kan se hvor jeg sætter fødderne. Jeg skifter mellem at gå og løbe nedad indtil jeg til sidst vælger løbet. Det gør nogenlunde lige ondt og løb er trods alt marginalt stærkere end gang.

Stigningen op mod Bellevue bliver ved og ved og er til sidst også rigtig stejl. Det regner stadig og jeg overvejer om jeg skal hive den tykke trøje op af rygsækken. Når endelig depotet på toppen, hvor de er ved at løbe tør for altid. Alt for mange mennesker og fuldkommen kaos. Så får ikke tanket ordentligt inden jeg vælter videre ud over kanten. Her står en official og advarer om ”Danger”. Jeg kigger vantro ned ad en næsten lodret mudderpøl og tænker ”No shit!”. Selv at gå ned er vildt hasarderet, for slet ikke at snakke smertefuldt for lårene. Løberne uden stave ligner kamikaze-piloter på selvmordsmission. Er flere gange vidne til nogle vilde wipe-outs i mudderhelvedet.

Jeg havde medbragt ibuprofen (til nødstilfælde), men var ikke engang i nærheden af at overveje det. Smertestillende er i mine øjne et kæmpe NO-GO under løb, hvor bl.a. dehydrering giver stor risiko for nyresvigt. Så i stedet klamrede mig til stavene og håbede på det bedste ned af det mere end 800 højdemeter lange nedløb, gennem skoven. Mudderet lå i op til 20 cm. dybde og ingen sko havde stået fast her. På et tidspunkt stod der nogle gutter og heppede og jeg troede straks at vi nærmede os bunden. For ingen gider vel gå flere hundrede højdemeter op i mørke og mudder for at heppe på nogen fjolser der løber? Jo det gider folk godt og nedløbet fortsatte i det uendelige. Til sidst begyndte det at blive lyst, hvilket passede fint med at batteriet i min reservelampe sang på sidste vers. Hele vejen ned blev jeg selvfølgelig overhalet igen ☹ Men på asfaltvejen ned mod Les Houches var det nogen der havde det værre end mig. De stavrede afsted som døden fra Lübeck mens jeg kunne løbe det meste af vejen ned til væskedepotet.

Her fik jeg tanket lidt cola i blæren og spist lidt suppe. Maven var oven på igen og det blev straks fejret med lidt baguette med ost og pølse. Igen var folk i gang med at få hjælp af deres familier og skiftede til tørt tøj og rene sko. Hvilket jeg syntes er unfair, når jeg måtte slæbe det hele selv og når vi ikke havde nogen drop-bag ude på ruten, med ekstra grej. Det burde være lige for alle. Den næste stigning op mod dyreparken ved Merlet gik på asfalt op af hårnåle-sving. En nem og bekvem måde at nive nogen højdemeter med slatne ben på, men lidt trist i et ”trailløb” (som defineres af under 10 % asfalt). Det var nu under 30 km. hjem og det hjalp lidt på moralen, samtidig med at det holdt op med at regne. Nedløbet var til gengæld top dollar med fed singletrack ned gennem skoven. Under normale omstændigheder havde det været en fest. Men nu kunne mine ben ikke længere. Så jeg stavrede ned af stien og trådte til siden hver gang der kom nogen løbende bagfra. Mens jeg talte i telefon med Ravn som sad derhjemme og lave live update på http://www.facebook.com/trailloeberen kom Morten Schrøder pludselig løbene bagfra. Han havde lukket forspringet på en halv time (jeg havde på toppen af Bellevue) og var tydeligvis godt løbene.

Jeg samlede kræfterne for at følge med ham ned af bakken. Mine lår skreg af smerte, men jeg tænkte at, det her var nu eller aldrig og sikkert sidste chance for at komme nogenlunde elegant igennem dagen. Det tærede på benene, men selskabet var opløftende. Morten spurgte om vi skulle løbe om det (at blive bedste dansker) eller følges til mål. Jeg sagde at vi for min skyld godt kunne følges til mål (som om jeg havde et valg ☺). Ved depotet i Les Tines stod Mortens familie og heppede og vi stoppede lige op et par minutter. Vi fik udvekslet lidt anekdoter fra nattens rædsler mens vi løb. Da vi ramte dagens sidste stigning måtte jeg melde alt udsolgt. Da jeg tredje gang sagde til Morten, at han bare skulle løbe og at jeg ikke ville holde ham tilbage, forsvandt han hurtigt op af de mange hårnålesving. Jeg bandede over ikke at kunne følge med og prøvede at komme ind i mit eget tempo igen. (Morten kom flot i mål halvanden time før mig).

Stigningen var virkelig hård og stien gik lige op i himlen. Hver gang jeg rundede et hjørne og troede at nu var den der, fortsatte den bare stejlt op gennem skoven. Mit sats med at sætte (Suunto) Ambit uret på opdatering hvert sekund gav bagslag, da det løb tør for strøm efter 16:25. Nu havde jeg ingen anelse og hvad klokken var eller hvor mange højdemeter der var igen. 5-6 gange på vejen op måtte jeg sætte mig på en sten og samle mig. Pulsen var helt oppe og ringe uanset hvor langsomt jeg gik eller hvor længe jeg blev siddende. Det eneste der fyldte mine tanker var HVORDAN jeg dog nogensinde skulle komme ned igen. Jeg tænkte på løftet jeg havde givet min søn Joshua på 5 år om ikke at give op.

Solen tittede lidt frem hist og her, men varmt var det ikke. På toppen lå en løber pakket ind i plastik, mens samaritterne prøvede at få varmet ham op med varm te og tæpper. Nedløbet til Argentiere var heldigvis ikke så stejlt. Et stort antal løbere kom alligevel susende forbi. Det var irriterende at skulle træde til side på den smalle sti hele tiden, men dårlig stil at lade være. Jeg havde længe undret mig over hvor Hoka-Heine (Petersen – nr. 5 på Hammertrail 100 miles i år) blev af, da Ravn havde fortalt at han var på vej bagfra. Lige inden væskedepotet kom Heine så i en stor gruppe. Nu mobiliserede jeg de aller sidste kræfter og satte i løb sammen med ham.

Der var god stemning i Argentiere og lige efter depotet stod Katrine og Claus (nr. 6 til Swiss Alpine K78 i år) Bech og heppede. Det hjalp lidt på humøret og jeg sjoskede videre efter Heine. Kønt har det næppe været. Heldigvis begyndte han hurtigt at gå, hvilket passede mig perfekt. Så vi gik de ca. 8 km. tilbage til Chamonix og hyggesnakkede. Det virkede som om Heine havde det fint med at spare kræfterne til Det 330 km. lange bjergløb Tor de Geants han skulle løbe 6 dage efter (Respekt der…). Den sidste km ind gennem Chamonix centrum “løb” vi så. Det var helt fantastisk med et hav af tilskuere ude langs ruten. Efter 19 timer og 18 minutter løb vi sammen i mål på torvet med 103,5 km og næsten 6000 m+ i benene (som samlet nr. 759 og 760).

Ole Gram Clausen som tændte UTMB-gnisten i mig for 5 år siden (på en regnvåd løbetur i København) var der med fruen samt Katrine og Claus Bech. Det var et skønt øjeblik, jeg sent vil glemme. Mega fedt at have kendte ansigter omkring sig. Ole grinede og prikkede til mine trælår – “Nu ved Du hvad jeg snakker om – at det er svært at løbe i bjerge når man bor i Danmark”. Oh yeah… Peter Fredberg fra BT var der også for at få et interview. “Du må sgu lige vente en time – jeg skal lige hjem på hotellet” sagde jeg. Han lignede ikke en mand der var vant til afvisninger. På vejen til hotellet blev jeg overvældet af en enorm skuffelse over at have underpræsteret, i forhold til hvad jeg ved at jeg er i stand til. Men efter at have sundet mig lidt og ladet indtrykkene sænke ind, begyndte stoltheden at brede sig i kroppen. Da jeg sent på aftenen luskede ned på Mac’en for at spise kom finisher-vesten da også på 🙂

Her bagefter er jeg egentlig ok tilfreds med løbet og har ikke mange ting jeg ville gøre anderledes. At jeg i den grad ikke ramte dagen skyldes nok en kombination af manglende akklimatisering, kulde, for lille energi-indtag og alt for få højdemeter i træningen. Forberedelserne havde været så optimalt som muligt under de rammer jeg havde til rådighed.

SE The North Face korte fil med “Epic Moments” fra løbet her 🙂

Den nye Inov-8 Trailroc 245

Kom i tanke om en cykelrytter der fortæller en journalist om hvordan det er at køre Paris-Roubaix; “Det er koldt og vådt og blæsende, man skider i bukserne og lider på de mange pavéer”. “Så Du kører ikke næste år” spørger journalisten forundret. ” Jo selvfølgelig – Det er jo verdens hårdeste cykelløb”.

Sådan har jeg det med UTMB og næste år skal jeg tilbage efter flere prygl. Forhåbentlig på den fulde rute, i bedre vejr og endnu bedre forberedt ☺

Præmieoverrækkelse i konge-vejr søndag formiddag

Salomon Trailtour – Svanninge Bakker

Foto: Claus Bech

Skøn dag i Svanninge Bakker hvor Faaborg Orienteringsklub afholdt Salomon Trailtour. Stejle bakker, lækre spor og udsigt over det sydfynske. Indfriende mine egne forventniger og sluttede som 9´er 🙂 Glæder mig allerede til at udforske det område nærmere…

Nedenfor er lidt stemningsbilleder fra dagen…

Trailcamp på Samsø med Inov-8, Posemand.dk og Team Suunto


Trailcamp i Nordby Bakker

Beskrivelse: Vi har løber i det kuperede område ved Nordby bakker på nordspidsen af Samsø, og fokuserer under denne trailcamp på løbeteknik, træningplanlægning og motivation, med nogle af landets største kompetancer på området. Der vil være workshops med bla. Claus “Posemand.dk” Rasmussen, Aleksandar Sørensen-Markovic fra Outofbubblegum.dk og Moses Løvstad aka Trailøberen. Vi bor i skønne omgivelser på Nordby Hotel og bliver forkælet med en særlig menu af krofatter Malik Lynge der selv er aktiv Triatlet. Det vil være oplæg omkring trailsko samt mulighed for at teste sko og andre produkter fra Inov-8 og meget mere…

Se mere på siden her

Vejen til Chamonix #3

Med “Minitrailløberen” til Minimarathon

Der er nu gået 9 dage siden jeg trådte ind i “de voksnes rækker” og blev fuldgyldig ultraløber, efter 100 miles til Salomon Hammertrail. Jeg har stadig ikke helt fattet at det gik så glat og at jeg kunne ende som 2´er. En ordenlig klump granit på køkkenbordet og et bæltespænde, minder mig dog om at den er god nok. Havde jeg klaret bæltespændet for 2 år siden (på 50 miles = mit værste løb nogensinde) havde jeg nok ikke værdsat det. Men fedt at komme tilbage “hente mit spænde” 🙂 Kroppen har været noget mere mærket end tidligere og knæene virket lidt rustne. Restitutionen kommer til at vare nogen tid endnu, men i morgen tager jeg så småt hul på løbet igen. Lidt orienteringsløb Rude Skov i selskab med Jesper Halvorsen er aldrig af vejen 🙂

Udover lidt arbejde er tiden gået med lege turist i København, Politikkens Minimarathon og hele cirkusset omkring marathon i byen.

Naomi i Vor Frelsers kirke

Minimarathon er blevet en vigtig dag i vores familie, som ungerne ser frem imod. Naomi på 7 år løb sit 7. og snakker stadig om det år hun blev interviewet af Bubber inden løbet. I år insisterede hun på at have drikkeflaske med på de 2 km. 🙂 Joshua på 5 år løb for 4. gang og klarede den hele vejen rundt i løb.

Marathonmessen er også et godt sted at se lidt på det nyeste grej og jeg kom derfra med bl.a. nye stave, Odlo trøjer og Injini tåsokker. Grejet til UTMB er så småt ved at være på plads om kan ligges til side til den store fest.

Apropos fest, så var der en fed energi over stemningen på sidelinien af Copenhagen Marathon søndag. Jeg legede souigneur og langede væske til gode ven Ravn Hamberg løb sit første marathon. Thomas Dupont som står bag Team Suunto vaskede et småskuffende 50 mile Hammertrail af sig med et storsmilende overskudsmarathon – fedt at se 🙂

NB. Hvis Du savner de to første “Vejen til Chamonix” indlæg så ligger de på http://www.facebook.com/trailloeberen under notes 🙂

Mit udstyr til Hammertrail (ADVARSEL: KUN FOR NØRDERNE :-)

Drengene pakker grej inden starten, på min fars værksted i Gudhjem

Udstyrsmæssigt klappede det hele under Hammertrail 100 miles og der er ikke meget der skal ændres til UTMB bortset fra de strengere krav til obligatorisk udstyr betyder at jeg yderligere bl.a. skal have vandtætte bukser og handsker, ekstra trøje (180 gram. minimum) og lange tights (eller 3/4 tights + tubes) med på turen. Det jeg brugte var:

Bodyglide på hele overkroppen, i skridtet og på fødderne
Assos Buksefedt bag i.
Kinesio-tape på brystvorterne (var løbet tør for NipGuards)

Påklædning:
Inov-8 RoadX 255 landevejssko uden mønster.
Dobbelt lag Teko merinould strømper (3302)
CEP kompressionstubes
Salomon Exo II Wing TW tight/short med startnummer monteret på siden
Odlo Evolution light langærmet undertrøje (tætsiddende)
Concurve (fra før det hed Gore Running wear) windstopper t-shirt
Salomon Fast Wing III jakke (vindtæt og meget åndbar)
OR Helium regnjakke med tapede syninger. (i brug på sidste omgang)
Gore windstopper handsker
Inov-8 kasket og Wrag (buff) (på fra starten)
Gore hue (i rygsækken fra start og i brug efter 6-7 timer)
Buff i merinould (i rygsækken fra start og i brug efter 6-7 timer)
Lupine Piko pandelygte (i brug fra km 60 til 80)

Havde en stor mængde skiftetøj medbragt i en taske til depotet, men brugte intet af det.

I rygsækken:
Salomon Skin lab 14+3 set rygsæk med væskeblære (med Natan Katalyst elektrolyte drik)
Mountain King “trail blazer” stave i 120 cm. (i brug fra 60 km.)
Life Systems kompakt førstehjælpssæt med vabel-kit
Lille bodyglide med solfaktor, i brug til gnavsår bag i
Led Lenser h-7 reserve pandelygte (i brug fra km 20-60)
Ekstra batterier (ikke brugt)
En pakke kleenex (ikke brugt)
Sea-to-summit foldekop (ikke brugt)
Ekstra Aclima headover (buff) ikke brugt
OR helium regnjakke (i brug de sidste 3 timer)
Nokia håndværker mobil
Alt pakket i armerede Zip-lock plastposer (belært af erfaringen)

Mit eget depot

Energi setup´et var lavet med henblik på at komme hurtigt gennem depoterne Se hvordan ved 1:07 i videoen her

Egen energi:
Ekstra Salomon væskeblære (med klik-system) med vand.
Dunke med: Nathan Katalyst elektrolyte drik og Ribena saft
Red bull på dåse
Mathilde cacaomælk på plastflaske
Poser med gel Gu, Powerbar og Squezzy), bar (SIS racebar) og min favorit Cliff Shotbloks (1 pose per omgang)

Fra depoterne:
Vand, cola, sportsdrik og lidt chips ved Jons Kapel (de fyldte dunken mens jeg var nede og vende på den lange trappe)
Vand og cola i hoveddepotet inden sidste omgang
En sandwich med 50 km. igen (verdensklasse)

Et par andre friske bud på ræs setup med en tidligere landsholdsrytter i mountainbike og en erfaren ultraløber

Trail TV

Nu har jeg samlet nogen af alle de videoclip Thomas Dupont og jeg har postet på det seneste (plus et par stykker til) på undersiden “Trail TV”. Det er planen at siden vil blive opdateret med vores nye videoer og når jeg finder noget spændende derude 🙂 Enjoy…

Profiler:
Aleksandar Sørensen-Markovic
Henrik Leth Jørgensen
Ulrich Petersen
Kenneth Pedersen
Leon Skriver Hansen
Moses Løvstad aka Trailløberen
Phillip Nygaard

Områder:
Det danske Schweiz og Rude skov (det blå spor)
Lynge (Inov-8´s baghave)
Møns Klint
Mølleåen-Furesøen-Hareskoven
Avnstrup (det hvide spor)
Vejrhøj (nordvest100 ruten)
Søndermarken
St. Dyrehave (det blå spor)
Himmelbjerget

Løb:
Ålsgårde Marathon
Kofod´s Trailmarathon (hyggeløb)
Salomon Trailtour Marselisborg 2012
Salomon Trailtour Hvalsø 2012
Transgrancanaria 2012 (se den flotte fyr ved 7:49 😉
Leon Skriver Hansen 24 timers rekord på løbebånd

Hammertrail
Hammertrail træning under Salomon Trailcamp
Trapperne ved Jons Kapel (under træning)
Hammertrail træning i marts 2012
Udstyrs setup med Allan Carlsen og Claus Rasmussen
Starten på halvmarathon
Moses Løvstad aka Trailløberen – Hammertrail 100 miles

Grej:
Udstyr til TEC 100 miles 2012
Udstyrs setup med Allan Carlsen og Claus Rasmussen
De klassiske Inov-8 trailsko modeller

Diverse:
Trailfactor i Hedeland
Skovmandsknuden ved Kenneth Kofod
Orienteringsløb i Rude skov
Trailfactor hos Inov-8 Danmark