Strømper til trailløb?

IMG_0903

Jeg har tidligere skrevet om Hvad skal man kigge efter i en Trailsko, men hvad med strømper? Det er selvfølgelig meget individuelt, men her er hvad jeg har fundet ud af igennem tiden og hvad der virker for mig. Længere nede er en “historisk” gennemgang af mine erfaringer med strømper og kompression på underbenene.

Der er 4 ting som giver vabler og irritationer når de kombineres; varme, fugtighed, friktion og skidt i skoene. Kan man minimere nogen af dem er der en større mulighed for at man kan nyde turen 🙂

Den sidste er lettest at løse med et par gaiters (gamascher) som holder 99% af skidt og møj ude. Løber man i en åben og åndbar sko vil der dog komme lidt igennem skoens overdel. Det kan ikke helt undgåes. Især ikke i sandede og støvede forhold.

Varmen kan man ikke gøre så meget ved (andet end at vælge tidspunktet på dagen man løber)

Men det kan man derimod ved fugtigheden. Jo hurtigere strømpen kan transportere fugt væk fra huden jo mindre er risikoen for at huden bliver blød og sårbar over for friktion. Så i teorien virker kunststof materialer bedst i varme til at få opsuget fugt på huden og transporteret væk. Men i realiteten syntes jeg merinould fungerer bedre i danske forhold, selv om uld ikke transportere fugten væk på samme måde som kunstfibre gør. Til gengæld virker ulden til at give et mere stabilt klima omkring foden. Plus at uld isolerer selvom det er fugtigt til forskel fra kunststof. Så våde tær i kulde er nemmere at håndtere end våde tæer i varmen.

6a00d8341fa3c553ef00e553e2edcb8834-500wi

Friktionen i mellem fod og sko gælder det om at holde på et minimum. Primært i form af at vælge den rette model sko og størrelse til ens fod. Hverken for stor eller lille. Det giver sig selv at den ikke skal være for lille, men er den for stor så man rutcher rundt i skoen, kan det give nogen onde vabler under trædepuderne. Derfor gælder det om at strømpen er tilstrækkelig tyk til at nedsætte friktionen. Netop derfor stiller det større krav til strømperne når man løber i terræn fordi fødderne tæsker rundt i skoene når foden sættes ned på 117 måder og hæmningsløst bankes ind i sten og rødder.

cropped-img_1702.jpg

 

Den “historiske” (og lidt nørdede) gennemgang…

Da jeg startede med at løbe faldt jeg ret hurtigt over CEP kompressionsstrømper og selvom jeg har testet stort set alle andre kompressionsstrømper på markedet er der altid CEP jeg er vendt tilbage til.  Pasformen, slidstyrken og graden af kompression er markant bedre end alt andet. Men da jeg skiftede fra landevejsfræs og triathlon til trailløb savnede jeg mere polstring i foden og et materiale der virkede bedre i kolde og våde forhold. Præcis det er Teko strømper gode til da de er lavet af merinould. Jeg kan rigtig godt lide deres miljøprofil selvom slidstyrken ikke er fantastisk. Så i flere år var setup´et et eller 2 lag tynde Teko Ultralight crew og CEP sleves på underbenene for kompression.

IMG_0730

Men da jeg altid fik vabler imellem tæerne (trods jeg smurte med Bodyglide) begyndte jeg at se mig om efter et alternativ. Svaret var tåstrømper. Men udvalget er ret begrænset da det primært er Injinji og Smartwool som laver dem. Igen testede jeg alle modellerne for at finde de bedste og endte med en tynd tåstrømpe fra Smartwool inderst og en tynd Teko strømpe udenpå til løbene. Alene holdt Smartwool strømperne kun 70-80 km. (hvilket er en ret dyr km pris) men med en anden strømpe udenpå gik det bedre. Til træning virker enten teko eller Injinji mid weight tåstrømpe i kunststof aldeles udmærket.

IMG_2462

Men kompression på underbenet og en mere løstsiddende strømpe på foden gjorde at mine fødder hævede helt sindsygt under det rigtig lange løb (100 mile og over). Derfor gik jeg sidste år væk fra at bruge kompression under løb men udelukkende til træning, rejse og restitution. Til det 330 km lange Tor de Geants (som tog 138 timer) benyttede jeg nogle nye tåstrømper fra Injinji kaldes Trail 2.0 som er tykkere og mere polstret. Hvilket fungerede perfekt. Samme setup brugte vi til Spine Race i januar med et par vandtætte Sealskinz strømper over. Helt klart et setup jeg kommer til at bruge mere herhjemme om vinteren.

foto (90)

Men her i vinter kom CEP ud med deres første kompressionstrømper med merinould. I første omgang til outdoor men til efteråret også til løb og ski. Jeg har været så heldig at få fingrene i nogle samples til test. Nøj manner – de er fede. Tykkelsen og materialet jeg havde savnet tidligere er der nu. Har testet dem både til løb, vandring, ski og hverdagsbrug og de spiller 100 🙂 Ringen er sluttet og jeg er tilbage til udgangspunktet “with a twist” 🙂 Glæder mig til at løbe rigtig langt idem og se om de lever op til forventningerne…

1654125_710481805663228_620397883_n

Mine vabler mellem tæerne kommer også i tåstrømper så nu taper jeg dem (store- og lilletå) bare med kinesiotape. Hjemmesiden www.fixingyourfeet.com er i øvrigt en guldgrube af information om fodpleje mv.

IMG_0978

Krøllebølle Gear Special – af Knut Korczak

 

 

 

Gæsteblog af Knut KorczakKrøllebølleTrailGear (1)

Krøllebølle Trail Invitational gear summary

For en udstyrs fetichist ligger der som regel en del overvejelser i det grej man vælger ud til et specifikt løb eller event. Sådan er det som regel for mig, og med meget at vælge imellem kan det blive svært. Denne gang var anderledes idet jeg først fredag morgen skovlede det meste grej ned i en duffelbag, heriblandt et par nye bekendskaber som vi kommer ind på senere.

Vindjakke eller regnjakke – og mellemlag? 

Normalt foretrækker jeg at løbe efteråret igennem i en tynd vindjakke eller endda bare en vest. Vejrudsigten til Krøllebølle turen var ikke ligefrem lovende så der røg både en vind- og en regnjakke i tasken. Idet det ikke regnede ved starten lørdag morgen startede jeg ud med vindjakken, en Inov-8 Race Elite 70 Windshell. Under vindjakken havde jeg en langærmet tynd Aclima Lightwool trøje som jeg tidligere har haft rigtig gode erfaringer med til lange ture inkl. Hammer Trail 50 miles. Vindjakken blev valgt for bedre at kunne ventilere på de første kilometer hvor tempoet uvægerligt vil være højere end gennemsnittet, at lukke sådan en flok trailløbere af sted på en lang tur er jo som at se en flok øko-køer blive lukket ud på græs.

I min vest havde jeg pakket en regnjakke, Inov-8 Race Elite 150 Stormshell, som er en klar opgradering til den Raceshell 220 jeg tidligere har været rigtig glad for at løbe med. Ved Hammer Havn var regnen blevet så vedholdende at Stormshell jakken blev hevet frem af tasken og trukket ud over den øvrige beklædning.

Her forblev den til lige før lufthavnen hvor det inderste lag blev skiftet til en Aclima Woolnet trøje med en Lightwool udover og til sidst den nævnte Stormshell. Årsagen var at mit tempo var gået så meget ned at det med den øgede eksponering for vinden på sydvest kysten kunne blive et issue at holde varmen. Kombinationen fungerede perfekt, om end til den varme side når det blev løbet og holdt frem til jeg trak stikket ved Nexø.

foto (5)

Hvad med benene?

Torsdag landede der et par Endurance Generator tights fra japanske CW-X på mit bord, og de skulle da naturligvis med på turen. Det er altid spændende at skulle af sted på en længere tur i helt nye produkter, men ikke noget der som udgangspunkt skræmmer mig. Endurance Generator tights er ikke en traditionel kompressionstight som man kender fra CEP, 2XU osv., i stedet støttes led og muskler af strategisk placerede baner af mindre strækbart materiale. Jeg har løbet en del i korte CW-X tights hen over sommeren og min oplevelse med disse er at der er en klar effekt forudsat at man tager sig tid til lige at placere den rigtigt. Under mine tights havde jeg et par gamle Puma løbeunderbukser mens understellet var smurt godt ind i Bodyglide for at undgå irriterende slidsår.

 

Sko og strømper – eller barfodet?

Selvom jeg bekender mig til fladfodsløb, om end jeg ikke nødvendigvis er særlig god til det, så skal der stadig sko på fødderne. En af mine absolutte favoritter til de fleste forhold er Inov-8 Trailroc 235 som jeg også løb Hammer Trail i. I erkendelse af at hele turen rundt om øen ville sætte alle typer underlag i spil blev 235’eren mit bud i kombination med en Injinji tåstrømpe i merino uld. Jeg løber normalt i strømper fra Teko, men til de helt lange distancer har jeg rigtig god erfaring med tåstrømper som forhindrer vabler mellem tæerne. Den uafprøvede kombination af Injinji strømpen og CW-X tights som begge var lidt korte i det gav et fint 2 cm stykke blottet hud over mine ankler som på turen blev revet godt til blods af torneranker, marehalm og andet godt. Note to self: det kan man godt lige prøve at en anden gang, inden turen. Uanset det, og på trods af massive mængder af sand i både sko og strømper var fødderne fri for problemer hele vejen rundt.

foto (6)

Løbevest, rygsæk eller væskebælte?

Der er mange muligheder for at medbringe grej, væske og energi. Det væsentlige for mig er hvor lidt jeg kan slippe af sted med og hvor komfortabelt jeg kan bære det. Derfor ender det ofte med en vest, i denne omgang SJ Ultra Vest fra Ultimate Direction som i min verden er et rigtig godt kompromis mellem lav vægt og en betragtelig kapacitet skulle det vise sig nødvendigt. På denne tur havde vi ofte adgang til det rullende depot hvorfor det ikke var nødvendigt at medbringe større mængder grej og jeg kunne sikkert være sluppet af sted med et væskebælte. På den anden side så sidder en vest så meget bedre på mig og muligheden for at have lidt ekstra udstyr med gjorde udslaget. I øvrigt løb alle 5 deltagere på turen med vest. I vesten havde jeg 2 X 600 ml dunke med henholdsvis Coca Cola blandet med vand og vand med GU electrolyte brew. Herudover diverse energi gels fra GU og High5 samt lidt andet guf til mellem depoterne. I ryglommen lå regnjakken og en ekstra tør Buff i merinould.

Diverse uundværlige småting.

Vejret viste tænder og eftersom resten af garderoben havde en distinkt snert af vinterbeklædning startede jeg også dagen med både hue og handsker samt en Buff om halsen. Huen er en gammel sag fra Gore som med en snor i toppen kan åbnes op og bruges som pandebånd og på den måde skabe ekstra muligheder for ventilation. Havde det nu været rigtig koldt havde jeg valgt en udgave i merino uld eksempelvis Aclimas Multifunction Beanie. På hænderne brugte jeg on/off et par gamle Fusion handsker med windstopper.

Elektronik – it’s on the internet or it never happened…

Siden mit første Forerunner løbeur fra Garmin har jeg været hooked og jeg løber nu med Garmin fënix som passer rigtig godt til min nuværende måde at anskue træningen på. Med normal GPS opdatering har fënix en batteritid på 16 timer (50 timer med Ultratrac som kun logger hvert minut) og selv på en god dag vidste jeg at det nok kunne komme til at knibe med at nå hele vejen på en opladning. På den anden side var jeg heller ikke villig til at droppe muligheden for at monitere mit gennemsnitstempo undervejs ved at vælge

Ultratrac muligheden. Derfor havde jeg i min dropbag placeret en Power-Monkey Explorer, en lille 2200mAh batteripakke som kan kobles sammen med ladestikket til fënix og lade enheden on the fly. Ved den sidste kontakt med depotvognen inden mørket faldt på og hvor jeg alligevel skulle have pandelampe og andet godt fyldt i vesten hapsede jeg den med og smed fënix i ryglommen en times tid så den kunne suge strøm til resten af turen. Nu viste det sig at være unødvendigt, men det er altså en gangbar strategi til længere løb. Pandelampen burde have været min Gemini Duo, men eftersom den var udlånt til en kunde til test endte jeg med min reservelampe som jeg også løb med til Hammer Trail i maj.

fak

Førstehjælp og diverse

I min SJ Ultra Vest ligger der altid et lille kit til at fikse de værste skrammer undervejs. Det indeholder enkanyle, en lille Victorinox kniv, en sårrensningsserviet, et par plastre, et par sommerfugle og et par striber Sporttape. På den måde kan jeg hurtigt og enkelt fikse vabler og småskrammer i sporet, og kombineret med et alutæppe føler jeg mig rimelig godt dækket ind til de fleste forhold. I en separat ziploc pose har jeg altid en god bunke toiletpapir, fprmålet er åbentlyst og behovet kan komme over en på de mest uventede steder.

Det med småt

Full disclosure: jeg har i de seneste mange år arbejdet i sportsbranchen med salg og markedsføring af produkter, p.t. arbejder jeg blandt andet med CW-X, Gemini Lights og Ultimate Direction.

Udstyret til Tor de Geants

IMG_0120 2 Hvad tager man med til 138 timers løb i Alperne? Her kan du se hvad jeg havde med til de 332,5 km lange Tor de Geants og lidt om hvorfor. Ravn Hamberg og jeg havde brugt ret lang tid på at researche og finde det rette grej. Da vi begge arbejde/de hos Salomon var der selvfølgelig en del af det i mellem. Ravn og jeg havde valgt lidt forskelligt. Nedestående billede er lidt af Ravns grej.

IMG_0078Ravns setup…

På i løbet af dagen:

970386_641131842598225_337660152_n

Suunto Ambit2 (højdemåler var obligatorisk). Løbet er så langt at uret påingen måde kunne holde strøm med GPS´en så vi kørte kun med ur og højdemåler. At kende antallet af højdemeter til toppen af en stigning var guld værd.

Arc´teryx Moulin Womens cap (Posemand style). Bedste cap jeg har prøvet til dato. Super åndbar og med blød skygge.

IMG_0337

Salomon twinskin shorts (uden kompression). Nok den enkelt ting vi havde brugt mest energi på at teste og snakker om inden løbet. De sidste mange lange løb har jeg brugt Salomons Exo kompressionstights og alle gange haft slid- og gnavsår i en eller anden grad. Derfor valgte vi at gå efter short helt uden kompression for at eliminere alle problemer inkl. de velkendte gnavsår mellem ballerne. Normalt bruger jeg altid bodyglide i skridtet men havde glemt at købe med hjemmefra og løb hele løbet uden de mindste problemer – hvilket jeg syntes er ret utrolig. Vi havde dog Sudocreme med i baghånden hvis det skulle blive nødvendigt. Det er et vidundermiddel hvis man først har fået gnavsår.

1379945_641132189264857_1353133929_n

Salomon Exo-Motion kort- og langærmede undertrøjer. Den trøje jeg fundet som klarer det største temperatur-spænd. Svedtransporterende og med en tæt og lækker pasform så man undgår problemer med brystvorter eller gnavsår. Igen ingen problemer under løbet trods mange tidligere erfaringer skravemærker på overkroppen.

1378263_641132365931506_700649461_n

Salomon S-Lab Light jakke. Hvor Ravn havde valgt den lette tilgang med kun en jakke (Salomon Bonatti) valgte jeg en kraftigere Gore-tex jakke sammen med denne super lette (65 gram i str. L). Den er mere åndbar og ned at tage af og på og justere temperatuen med i løbet af dagen.

Buff (halsedisse – både almindelig og I merino uld). Den bruger jeg til at justere temperaturen med og har den rundt om håndleddet når jeg ikke har den om halsen.

IMG_0081

Injinji Trail 2.0 strømper i starten af løbet. Senere Smartwool tåstrømpe + Teko Ultralight. Strømper er noget jeg har brugt en del tid på at prøve mig frem før jeg fandt det rigtige. På Ravns anbefaling startede jeg med Injinji Trail 2.0 strømpen som er dejlig tyk og polstret og senere i løbet gik jeg tilbage til mit normale setup med Smartwool tåstrømper inderst og Teke Ultralight yderst.. Dobbeltlaget nedsætter friktionen mellem fod og sko og fungerer rigtig godt. Helt rutinemæssigt skiftede jeg strømper i alle hoveddepoter – for hver ca. 50 km. hvilket tog alt mellem 12 og 36 timer.

Gripgrab armvarmere. Jeg har prøvet en del forskellige armvarmere men ingen slår danske GripGrab´s som er opkradsede og lækre og bløde på indersiden og klar de varmeste jeg har stødt på.

IMG_0082

Hoka Bondi B. Hvis jeg havde vist hvor meget vi kom til at gå havde jeg nok valgt anderledes da det bløde EVA-skum i sålen hurtigt bliver trykket sammen. Fra depot 1 til 2 brugte jeg mine Hoka Mafate for at få meget greb i det glatte føre pga. regnvejr. Jeg savede mine Salomon Fellraiser´e som var blevet hjemme pga. pladmangel i dropbaggen. Mange brugte Salomon XA Pro som nok havde været den ideelle sko… Læs i øvrigt: https://moseslovstad.com/2013/02/02/hvorfor-hoka-og-hvorfor-ikke/

IMG_0355

Dirty Girl gaiters. Den perfekte gaiter er ikke opfundet endnu, men til “klovnesko” passer dirty-girl gaiters bedst.

1383464_641133295931413_531965857_n

Black Diamond Z-poles. Vandrestave i carbon på 130 cm. Deres vægt værd i guld. Klasser bedre end de Trailblazer jeg brugte tidligere. Ravn var så uheldig at knække sin ene carbon-stav første aften og måtte derfor nøjes med sine reserve-stave.  

Om natten:

1376345_641132092598200_1634084077_n

Salomon hue. Jeg havde 2 forskellige huer med. en tynd og en tykkere.

Gore Windstopper handsker. Suveræn pasform og så er er de helt vindtætte. Gude-produkt…

OR vandtætte luffer. Overtræksluffer i en lidt kraftigere version end Ravns tynde, lette Raidlight luffer.

Gripgrab benvarmere. Samme materiale som armvarmerne. Laver et par shorts om til vintertights – ret utroligt.

Craft Vintertights. Ældgamle, men varme, løse og god bevægelsesfrihed 🙂

996923_641132255931517_1113050891_n

Salomon Revard Gore-Tex jakke. Skaljakke fra Salomons Hiking-serie i Active shell som er ret åndbar. Fede detaljer omkring krave, hætte og udluftning på fronten.

Salomon Bonatti regnbukser. Lette regnbukser som er mega lette og har figur-syede knæ så bevægelsesfriheden bevares. Normalt bruger jeg Large men havde valgt at have dem med i Medium for at de kunne side tættere og ånde bedre.  

1391675_641132355931507_1903993775_n

I rygsækken:

Salomon Advanced Skin Hydro 12 set. Rygsæk som sidder som vest med bløde flasker på fronten. Lige til den lille side til det her løb. Men stadig uovertruffen i pasform og komfort, da den var proppet til randen. Ravn faldt deværre og ødelagde sin den ørste aften og skiftede til den gamle (lidt mere robuste) model.

1375839_641135182597891_1301157617_n

Salomon Softflask. I stedet for væskeblære brugte jeg 500 ml. softflasker til væske. Jeg havde 3 med men brugte kun 2 og halvvejs skiftede jeg dem ud for bare at være lidt hygiejnisk. Fordelene ved de bløde flasker er at de er lette, ikke skvulper og at man ikke behøver at tage dem op af lommen for at drikke af dem – smart 🙂

Coast HL27 pandelygte (med ekstra AA batterier). Den lygte vi havde fundet med bedst power til vægt ratio. Med 309 Lumen er der ok blæs på og samtidig kører den på AA batterier som giver mest smæk i forhold til vægten. En rigtig god lampe når den skal slæbes rundt i rygsækken det mest af tiden og man skal kunne skifte batterier. Til hverdag herhjemme foretrækker jeg en noget kraftigere med opladelige batterier.

Petzl E-lite reservepandelygte. Fin reservelampe som vejer 18 gram!!!

1384141_641132412598168_1355124242_n

Petzl kniv. Mest til nødsituationer. Brugte den undervejs til at skære bunden af en vandflaske da jeg glemte min kop i en af hytterne og til at skære de løse stykker sål af mine Hoka´er.

Førstehjælpskit med Kinesiotape, kanyle, Sudocreme, steri-strips mv.

Alutæppe. Obligatorisk udstyr og billig “livsforsikring”

Gummihandsker. Til toiletbesøg o.lign.

Sea-to-summit foldekop. Ikke den letteste på markedet men den bedste og mest rummelige. Smart når man skal have cola eller andet med ud fra depotet.

Samsung mobil – 149,- model fra Fona. Let og lang batterilevetid. Fik lidt fugt mod slutningen af løbet, så den ikke fungerede (har ellers virket upåklageligt mange gange)

IMG_0334

Iphone5 med lader + powerpack. Mest for at kunne sende billeder hjem.

Canon S-100 kamara. Vejer et ondt år men fedt når man har billederne bagefter.  

IMG_0080

Energi: Gu gels (chokolade og mint/chokolade), Squezzy gel (tomato extra salty), Cliff Shotbloks (Orange), Cliff Proteinbarer, Snickers, Haribo Black & White.

Tor de Geants – ræsberetning (hele historien)

23

Tor de Geant eller “Giganternes tur” er mere end bare et 332 km løb rundt i Aosta-dalen, på den italienske side af Mont Blanc. Det er også en rundtur i et utrolig smukt område med udsigt til Alpernes største og mest spektakulære bjerge, som Mont Blanc, Monte Rosa, Gran Paradiso og Matterhorn. Undervejs skal 25 bjergpas over 2000 meters højde passeres med ialt 24.000 højdemeter op ad og det samme ned ad.

Se Thomas Dupont´s video med præsentationen af Tor de Geant

Løbet er så langt (tidsgrænsen er 150) at det automatisk indgyder en del mere respekt end f.eks. et 100 mile løb og muligheden for fiasko var bestemt til stede. Af samme grund havde jeg aftalt at følges, så langt det var muligt, med Ravn Hamberg, som var den anden af 3 danskere i løbet. Vi kender hinanden tilbage fra 90’erne hvor vi slog vores folder i klatremiljøet. Trods hans korte løbekarriere med “bare” 2 ultraløb (Fyr til Fyr og Hammertrail 100 miles) hviler han på en solid erfaring fra bl.a. bjergbestigning, havkajak og let vandring.

foto5

Jeg landede i start- og mål byen Courmayeur lørdag formiddag dagen inden løbet. Vi hentede startnummer og den udleverede gule duffelbag som ville udgøre dropbag og følges os rundt på ruten i de 6 store hoveddepoter (lifebase). Alt var ret italiensk og småkoatisk, men vi fik styr på forsikringspapire, chip-armbånd og det hele. Jeg forsøgte at få ændret holdnavn og at jeg (ved en fejl) var registreret som kvinde.

foto8

Arrangørerne gør meget ud af at løbet ikke har en vinder, men alle som gennemfører vinder. Alligevel har de en særlig uddeling af startnumre til topløberne i centrum af byen. Jeg var ikke i det fine selskab og måtte nøjes med at blive nævnt blandt de kvindelige favoritter af Ian Corless på TalkUltra 😉 Vi troppede selvfølgelig op for at se girafferne. Selv om arrangementet nok primært var for at please sponsorene tænker jeg. Der var i hvertfald en overrepræsentation af ukendte løbere sponseret af Tecnica, Montura og Grivel.

Men der er ingen tvivl om at folk er ved at få øjnene op for løbet og det var da også det tunge skøts der blev kørt i stilling. Feltet var pakket med klasse løbere. Spanske Iker Karrera (nr. 2 ved UTMB i 2011) fra Team Salomon så rigtig skarp ud. Den unge amerikaner Nick Hollon som jeg mødte til HURT havde frisk meldt ud at han regnede med at løbe 4 timer hurtigere end den gamle banerekord. Som en af kun 14 løbere til nogensinde at gennemføre det berygtede Barkley 100 miles, skulle man nok aldrig sige aldrig – meeeeen….

foto7

Race- briefingen om aftenen var en joke. De viste vejrudsigten, som ikke så for spændende ud, men speakeren snøvlede sig igennem på dårligt cirkus-engelsk uden at komme med brugbar viden. Information om rutens markeringer, svære passager og sikkerhedsprocedurere havde nok været på sin plads.

Tilbage på hotellet stod den på pakning af dropbag’en. 60 liter er ikke meget plads når den skal indeholde energi, skiftetøj og reservegrej til 6 dage i bjergene. Slet ikke når man som jeg skulle have et par ekstra Hoka sko i størrelse 47,5 med. Vi havde brugt ret lang tid på at fintune setup’et op til løbet, talt med folk som havde deltaget før og testet grejet grundigt.

TDG 001

Starten var først kl. 10 søndag så der var tid til en god nats søvn, morgenmad , aflevere dropbag og de sidste forberedelser. Uden for væltede regnen ned så vi trak den til en halv time før start før vi begav os afsted. Trods regnen var stemningen god og gågaden var pakket med tilskuere. Ravn og jeg stod midt i startboksen som sild i en tønde. Alligevel blev det koldt og da arrangørerne valgte at trække tiden med snak langt over det rimelige. Rundt om os begyndte løberne at buh’e og pifte. 17 minutter over 10 blev vi endelig sendt afsted.

TDG 002

Vi løb ned af gågaden som var pakket med folk. Damer i folkedragter, flag og ko-klokker i et kæmpe inferno. Lidt underligt at pumpe musikken op i så vildt tempo og for fuld skrue når vi skulle ud og bevæge os i bjergene med 3,5 km/t. Men stemningsfuldt var det og hårene rejste sig. Nede ved busstationen ventede Thomas Dupont og filmede os løbe ud af byen og ind på første bakke. Han er i færd med at lave dokumentar-filmen “Tales from the trails” om danske ultraløbere.

Se Thomas Duponts video fra starten af Tor de Geant

Vores taktik var at starte så roligt som muligt og spare krudtet. Så vi fandt hurtigt ind i gå-tempo da vi ramte første stigning efter en km. Frem med stavene og ind i enkeltmands-kolonne. Min kinesiske ven Jin Cao kom hurtigt forbi og var en af de meget få som havde en mindre rygsæk end os. Vi små-grinede lidt af dem som kom løbende forbi os op ad. “De bliver klogere”…

Første top svarede til en dagstur for de fleste med godt 1300 meters stigning. Lige under trægrænsen hørte regnen op og da vi passerede Col Arp begyndte solen at titte frem. Mange havde taget turen op for at heppe i passet og stemningen var hyggelig og forventningsfuld.

TDG 006

Nedløbet var jævnt og faktisk ganske løbbart, men vi holdt os til planen og tøffede roligt nedad. Ned og vende i dalen og videre mod næste stigning. Her blev terrænet mere teknisk og de næste 2 toppe var begge over 2800 meter. Lige efter det andet pas (Passo Alto) stod en stor gul glasfiber kasse. En mobil nødbivuark bemandet med folk fra bjergredningen. Det kørte faktisk rigtig godt for os. Vi snakkede og mindede hinanden om at drikke og holde tempoet nede. Jeg var ikke blev 100 % frisk oven på min forkølelse ugen inden og småhostede lidt. Men alle lamper lyste grønt mens vi cruisede derudad.

Hen under aften nærmede vi os 3. bjerg og igen begyndte det at regne. Løbets stejleste opstigning til Col Crosatie var meget eksponeret og vinden var kraftig da vi nærmede os toppen. Forreste mand i gruppettoen foran os så meget usikker ud og snublede flere gange og så snart vi fik muligheden, ræsede vi forbi. Vi satte lidt mere tempo på for at holde varmen og komme hurtigt om i læ. Vi er vandt til at færdes hurtigt og sikkert bjergene og havde ret godt overskud. Lige efter toppen stoppede vi op og fik hue, handsker og pandelygte på.

TDG 016

På vejen ned talte om hvor heftigt det havde været på toppen og hvor lidt det skulle til før det kunne gå galt. Tor de Geant har ingen form for kvalifikation så alle kan i princippet tilmelde sig. Først da vi var i mål 6 dage senere fik vi den tragiske nyhed om at en kinesisk løber var omkommet efter et styrt netop her.

Regnen stod ned i stænger og da vi nærmede os trægrænsen blev klipperne afløst af mudder og jeg skøjtede rundt i mine landevejs Hoka’er. Der var virkelig glat og jeg kunne godt have brugt mine Salomon Fellraiser. Ravn faldt og knækkede sin ene carbon-stav og ødelagde sin rygsæk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Selvom der ikke længere var fare for at ryge ud over siden på bjerget var det ret sindsygt og fik allerede efter 10 timers løb både HURTog Transgrancanaria til at ligne en børnefødselsdag ved siden af.

TDG 012

Et kort (næsten) fladt stykke førte frem til første “Lifebase”/hoveddepot med adgang til vores dropbag. Da regnen stadig piskede ned, men vejrudsigten lovede opklaring nogle timer senere, besluttede vi os til at prøve at sove. Der var opstillet et telt med feltsenge med ET tæppe til hver. Jeg skiftede til en tør trøje, spiste en proteinbar og gik i køjen. Jeg frøs og kunne ikke sove. Fik tiltusket mig et ekstra tæppe og faldt i søvn men vågnede konstant ved at varmekanonen tændte og slukkede og andre løbere som højlydt væltede rundt. Efter nogle timer på den måde spurgte Ravn og vi ikke bare skulle skride. Vi fik lidt mad inden vi traskede ud i den kulsorte nat. Snart holdt regnen op. Stigningsgraden var behagelig op mod 4. pas på Col Fenetre. Vi var lige inde og vende i et depot i en hytte på vejen op. Men stemningen var skidt og udvalget i buffeten yderst begrænset, så vi var hurtigt videre. Nedløbet var det stejleste i løbet, men heldigvis var underlaget skiffer så man stod fornuftigt fast. Desuden havde jeg i depotet skiftet til mine reserve sko med mere greb i sålen. Ligesom Ravn havde skiftet stave og rygsæk.

TDG 024

På opstigningen til Col Entrelor (3002 m.) begyndte mit højre knæ at drille lidt, så jeg mindede mig selv om at skifte ben (helt normal procedure i lange løb hvor man bliver straffet for at bruge favorit-benet hele tiden som man gør ubevidst til hverdag) og fordele belastningen. Jeg kunne mærke at den sædvanlige power op ad bakke slet ikke var der og jeg hostede mere nu. Nedløbet var rigtig langt. På det sidste stykke før depotet i bunden mødte vi Thomas Dupont som filmede løs. Vi tog det roligt i depotet og jeg fik spist og tapet fødderne lidt, da mine reservesko er smallere og drillede ved storetærerne.

Se Thomas Duponts video fra vores møde inden opstigningen til Col du Loson

Foran os ventede løbet højeste punkt Col du Loson i 3299 m.o.h. Normalt er klatring min store styrke med idag stod jeg bumstille og min vejrtrækning var væsentlig mere udfordret end Ravns. Heldigvis var stigningsgraden nogenlunde mellow. Hvilket dog gjorde turen til toppen uendelig lang. Vi så ibex helt tæt på. Normalt er de temmelig sky men her i Gran Paradiso nationalparken stod de tæt ved stien. Med deres majestætiske udtryk med de store krumme horm iagttog de alle os spraglede tosser komme prustende forbi.

TDG 029

Det sidste stykke op til passet blev stejlere og løsere med store sten der skulle forceres. Jeg hev efter vejret og hostede som om lungerne var på op. Føltes mere som sygdom end træthed, søvnmangel eller højde. Ravn foreslog jeg tog mindre skridt og virkelig kun samme den ene fod lige foran den anden. Det hjalp helt utroligt at kunne geare yderligere ned og jeg var taknemmelig for at kunne trække på Ravns erfaring fra store bjerge (Bl.a. Himalaya expedition til 8000’eren Shishapangma).

foto6

Da vi nåede passet var jeg helt færdig og vi knibsede et par hurtige billeder inden vi fortsatte. Det var rigtig koldt og blæsende så vi skyndte os ned på den anden side. Lige under toppen stod 2 park-rangere (eller hvad de nu hedder i Italien) i et at de små pleksiglas bure som var fløjet op med helikopter. De virkede som nogle hårdføre gutter og de servererede vand, cola og chokolade med et smil.

foto

Det var rigtig modbydelig koldt og vi stormede ned at bjerget for at holde varmen. Jeg havde det rigtig skidt og hostede og hostede. Vi så hytten med næste depot på lang afstand men det tog en rum tid før vi var der. Jeg ville bare hurtigst muligt ind i varmen og ned at ligge.

Endelig kom vi frem til hytten og jeg styrede direkte forbi buffeten for at synke sammen på en bænk ved vinduet. Hele kroppen sitrede og jeg hostede voldsomt. Jeg sad med hovedet nede mellem knæene. 100 tanker fløj igennem hovedet og jeg blev klar over at mit løb, var slut før det næsten var startet (36 timer inde i festen). Alle forberedelser var spildte og skuffelsen skyllede ind over mig. Tårene trillede ned af kindene og det var som en overtryksventil der gik af. “Du kan ikke løbe Tor de Geant på den der måde” sagde Ravn. Hvilket jeg kun kunne give ham ret i. Havde bare lyst til at krybe køjen og sove til jeg engang vågnede.

foto2

Uanset hvor meget jeg gerne ville ned at ligge og bare sove fra det hele, vidste jeg at noget andet måtte ske.

Ravn foreslog at jeg gik med ned til dalen hvor næste life-base befandt sig. Dels for at komme ned i højden og for at have en teoretisk mulighed for at nå Cut-off’et næste morgen kl. 6. De argumenter købte jeg, selvom jeg på ingen måde havde lyst til at skulle ud i kulden igen. Som sagt så gjordt og iført fuld battledress (regnjakke, regnbukser, handsker, vindluffer, uld-buff og pandelygte) stavrede vi ud i natten.

TDG 079

Det første stykke ned var velfriseret vandresti og den lille jubeloptimist bagerst i primat-hjernen troede at det ville blive plain sailing til depotet. Men det var selvfølgelig for godt til at være sandt og snart efter befandt vi os i, hvad der lignede et gammelt stenbrud. En sand labyrint af stenblokke på en stejl mudret skråning. Trods afmærkningen med små plastik-flag med reflekser var det svært finde vejen ned. Vi kunne tydeligt se gadelamperne nede i byen hvilket gjorde det hele endnu mere frustrerende. En evighed passerede og vi kom kun langsomt ned af bjerget. Da vi endelig var på vej ind i byen stod Jakob Tolborg fra Løbeklubben på Facebook pludselig og heppede i sin røde Fusions jakke. Det var selvfølgelig en halucination (pga øjnene bliver trætte og mister evnen til at afstandsbedømme) men jeg sagde ikke noget til Ravn. Han skulle ikke være mere bekymret end han var i forvejen.

Pludselig dukkede der rigtige tilskuere op, som stod og heppede og vi gik forbi flere fine hoteller som så meget tillokkende ud. Vi gik igennem byen uden at møde depotet. Hov vent lige en gang… Vi måtte spørge om vej. Nå – depotet? Ja det er først i den næste by om 3 km. Dooooo…. Det fik mig til at knække fuldstændig sammen og jeg slæbte mig bare afsted efter Ravn. Jeg hostede som en “60 smøger om dagen ryger” og Ravn mente at jeg skulle have lægen til at kigge på mine lunger, for det kunne meget vel være lungebetændelse. Da vi endelig nåede frem var jeg helt afladet. Skovlede hurtigt lidt mad i hovedet. I modsætning til den forrige lifebase var der ingen læge her men i stedet 2 unge samarittere som tilsyneladende kun talte italiensk. Alle feltsenge i den store gymnastik-sal var optaget men vi fik plads på et par hårde gymnastik madrasser henne ved vinduet. Ravn ville sove 2 timer og stikke afsted kl. 2. Jeg havde forlængst opgivet alt om at fortsætte i løbet og satte ikke vækkeuret. Jeg fik lige skoene af men gik ellers i dørken med alt klunset på. En sød frivillig kom med et ekstra tæppe og skiftetøjsposen agerede hovedpude.

16

Blink-blink-blink og alle lystofrørene i loftet blev tændt. Folk rumsterede rundt. Jeg kiggede på uret. Den var 05.50. 10 minutter til cutoff. 6 timers søvn havde gjordt underværket og jeg var ikke længere ved at dø. Kunne ikke finde nogen hårdtslående argumenter for ikke at fortsætte. Og så fik jeg ellers travlt… Nåede lige at skifte strømper inden jeg kastede mig ud i det. Checkede ud af depotet i Cogne med under 2 minutter til tidsgrænsen og bandt mine snørrebånd uden for depotet. Ravn var over alle bjerge og jeg måtte indstille mig på at være alene herfra. Tanken om at der stadig resterede 230 km (eller det samme som Junut, jeg løb i foråret) var rimelig skræmmende.

Det var stadig mørkt så jeg fortsatte i pandelygtens skær ud af byen. Ideen var at prøve formen af til næste lille depot efter 5 km og udgå hvis det var helt skidt. Fik hurtig gået mig varm og efter turens første toiletbesøg begyndte det at ligne noget. Mit indre motivationsbål blussede op ved tanken om en hånlig facebook kommentar,om at jeg ikke ville holde til solopgang. Tak for motivationen Jacques – den her går ud til dig

17

Længere fremme spottede jeg canadiske flag på 2 rygsække og jeg kom op til dem og faldt i snak. Stephanie og Timo fra British Colombia havde læst om løbet i et blad og havde meldt sig til. De var rigtig søde og selvom de gik langsomt var det fint følges lidt med dem. Da stigningen tog til op af bjerget og solen brød frem kom Erik Bossen (den 3. Dansker i løbet) tøffende bagfra og jeg koblede mig på ham i stedet. Vi snakkede lidt om løst og fast og fulgtes en halv times tid op til næste hytte – Rifuge Sogno. Erik havde lidt gnavsår der lige skulle fixes så vi sagde farvel og jeg kom igennem depotet på under 2 minutter. Der var efterhånden kommet lidt varme i solen og jeg havde rystet nattens dårligdom af mig. Ravn var 4 timer oppe af vejen, men jeg var sikker på at jeg ville vente ind på ham i løbet af dagen. For snart passerede jeg over Col de Finetre og et 35 km nedløb ventede. Så snart lejligheden bød sig løb jeg nedad. Det var en fantastisk følelse af frihed og jeg vedtog at selv om jeg røg ud af TDG på røv og albuer havde det været en fantastisk oplevelse. Det var processen og ikke målet 🙂

TDG 025

Solen skinnende og en tør kølig luft blæste mig i ansigtet. Mindede mig om en efterårsdag i Grønland og tankerne vandrede tilbage til min barndom oppe i menneskernes land. Holdt løbet afslappet og kontrolleret men blev alligevel så kæk at jeg sprang et depot over og brugte kun 30 sekunder i det næste. Jeg var tændt og havde defineret dagens målsætning – at nå op til Ravn, så vi kunne følges igen. Var ret sikker på jeg ville løbe hurtigere end Ravn nedad, da jeg løb i Hoka og han i helt flade Altra sko.

TDG 037

Nede ved Chardonney (km. 129) ventede Thomas Dupont, der filmede løs til dokumentaren “Tales from the Trails”. Det gav et yderligere boost og jeg fløj ned af sporet. Overhalede alt og alle. Fik melding fra Claus Posemand som sad derhjemme og lave live-update på “Trailløberen” at jeg havde hentet 1,5 time ind på Ravn.

14

Jeg nærmede mig rutens laveste punkt og løb over floden i Donnas hvor rutens eneste trafiklys ventede. Lidt syrret at stå og vente på grønt 145 km inde i et løb. Ravn og jeg havde over telefonen aftalt at han skulle vente på i lifebase ved 148,7 km. Jeg havde hentet 2,5 time ind på Ravn, der desværre havde fået en grim flænge i foden. Så i mens han var hos samaritterne og få forbundet poten, skovlede jeg risotto indenbords og fik ladet telefonen op. Det var hyggeligt at se Ravn igen og inden længe var vi atter på farten sammen.

TDG 045

Det blev en lang eftermiddag og aften hvor det atter begyndte at regne. Lige ved efter solnedgang mødte vi Anna Bastian fra Spanien som har gennemført alle tidligere udgaver af Tor de Geants og en masse andre løb. Jeg spørger ind til sammenligningen mellem det her og (verdens hårdeste etapeløb) “The Track” i Australiens outback. Hun griner højt og siger at the Track er NEMT fordi man kan sove hver nat 🙂 Opstigningen til Rifuge Coda var nederdrægtig stejl og de sidste 4,5 km tog 2,5 time. Vi fulgtes med en ung matematik-lærer fra San Francisco og hyggesnakkede. Regnen var væk med en kold vind blæste. På topgraten mod hytten kunne man se alle lysene nede fra dalen. Det var utrolig smukt men samtidig så frisk at vi skyndte os videre. Lyn og torden bragede løs i det fjerne og vi var taknemmlige over ikke at være midt i det. I hytten styrede vi igennem kaos’et i stueetagen og op oven på hvor hytteværten Luca anviste vores sengepladser. “Two hours” formanede ham og hentydede til at vi kun kunne sove der i 2 timer inden det var ud af vagten (for at gøre plads til de næste). Jeg lå under uldtæppet med en halvklam exo-motion trøje og klappede tænder. Vores værelse så lå dør-om-dør med krostuen så al larmen gik lige igennem den tynde væg. Til sidste faldt jeg dog i søvn og vågnede først halvanden time senere ved at der stod en og rykkede i min fod.

18

Jeg var gennemkold og rystede. Nede i “krostuen” købte vi os til en lille upgradering – minestrone med fanta. Den frivillige der checkede os us var rigtig sød og spurgte om vi nu havde tøj nok på og energi nok med. Vi havde alt vores tøj på ud af hytten, men vi fik hurtigt varmen på nedstigningen og skraldede lag på lag af. Det var ved at være langt mellem folk og vi så kun få lygter foran os.

Vi fortsatte gennem mørket fra depot til depot og var efterhånden ved at være godt trætte af tørt brød, pølse, ost og pasta pomodoro (tomatsovs). Ligesom at vores medbragte energi hang os ud af halsen, uanset hvor meget vi havde prøvet at variere det. Der var ikke skyggen af løbbart terræn. Ikke at det gjorde en forskel. Flængen i Ravns fod gjorde at vi havde indstillet os på at den skulle gåes hjem. Med mere en halvdelen af løbet bag os begyndte det at ligne noget.

Det stod klart for os hvorfor vandreruterne i Aosta-dalen ikke høre til blandt de mest velbesøgte i Alperne og man kunne tydeligt se at sporet ikke har meget traffik. For trods blændende smukke udsigter hele horisonten rundt er terrænet nok for skrapt for de fleste. Høje knæløftninger konstant. Stavene var uundværlige både op og ned.

15

Samtale-emnerne var lagt fra udtømt og fik rundet mange besynderlige emner, fra havemøbler til forfrysninger. Lige som solen stod op, passerede vi Col du Marmontana (2350 m.) efter 176 km. Vi skiftedes lidt til at hænge i bremsen. Min vejrtrækning satte en dæmper løjerne opad (min sædvanlige paradedisciplin) og Ravn trak læsset. Nedad var det lige om vendt. Ravn var rigtig træt på vej ned mod næste depot. Endnu en plastikkasse var fløjet dybt ind i bjergene og læsset af sammen med nogle friske folk fra den lokale skiklub. Jeg havde glemt min foldekop i det forrige depot så jeg måtte snitte bunden af en vandflaske for at få serveret noget varm bouillon.

TDG 040

Vi fortsatte over det spektakulære pas Crena du Ley inden vi traverserede rundt om bjerget til Col della Vecchia og begyndte den lange nedstigning til depotet i Niel. Samarbejdet med Ravn kørte upåklageligt og jeg var glad for at have følgeskab på rejsen. Vi havde ramt plet med vores udstyr og vores strategi så ud til at give pote.

Vi spiste en portion (surprise) skål pasta pomodoro og en ispind inden vi fortsatte op igen. Depotet i Niel blev Erik Bossen’s endelig da han senere på aftenen faldt for tidsgrænsen og var ude af løbet. Turen mod Col Lasoney blev anstrengende i middagsheden og vi tog en kort powernap i græsset da vi begge var helt udkørte. Ravn vågnede helt smadret mens jeg følte mig markant friskere end før. Det var en “lille” stigning på kun 800 meter men vi kiggede konstant på vores Suunto Ambit2 for at følge fremskridtet op ad. Højdemåler er faktisk blandt det obligatoriske udstyr ved Tor de Geants.

TDG 054

Vi var så meget i søvnunderskud at vi nemt blev enige om at sove et par timer da vi nærmede os lifebasen i Gressonsy,ved km 200. Det viste sig faktisk at være løbet bedste hoveddepot med god mad og fine faciliteter. Satte en stor skude mad til livs inden jeg snuppede en hurtig dusch (det var skønt og tiltrængt) og lagde mig til at sove på en tyk madras under hallens klatrevæg. Belært af erfaringer fra tidligere havde jeg fundet ørepropperne frem og hev en buff ned over øjnene. Gik ud som et lys og vågnede af mig selv før uret ringede efter blot 1:45. Følte mig klar til at fortsætte. 132 km hjem….

TDG 057

Vi kom afsted fra lifebase’n i Gressoney (km 200) kl. 23 med 2 timer ned til tidsgrænsen. Selv på dette sene tidspunkt stod der folk og heppede som var vi de største rock-stjerner. Heldigvis havde vi lige et par flade km inden vi ramte næste stigning. Her var jeg max presset hele vejen op af de 1400 meter klatring til Col du Pinter. Med blikket stift rettet mod højdemåleren spiste vi stigningen en bid af gangen. Her blev vi overhalet af en del på vejen op og Ravn måtte også vente på mig.

TDG 082

Natten var kølig og stjerneklar. Nedad gik det bedre og inden vi fik set os om var vi nede i Rifuge Crest. Endnu er skude varm pasta Pomodoro ventede. Jeg var rigtig træt og ville bare sove. Men vi havde kun et par timer til solopgang og klemte ballerne sammen. 15 minutters gang senere kom vi til den rigtige Rifuge Crest og undrede os over hvorfor det depot vi lige havde været i (som vi troede var Crest) ikke var annonceret nogen steder. I det hele taget havde vi været helt fucked uden den lille flyer med højdekurven og depotangivelser som vi tilfældigt havde fået op under neglene i Courmayeur. Ravn tankede cola og så var vi på farten. Det var en del af vores strategi at være så effektive som muligt i depoterne og ikke spilde tiden.

TDG 081

På vejen ned mod dalen klippede jeg kaniner for hårdt og var virkelig ramt af søvnmangel. Vi kom frem til depotet i St. Jacques lige efter solopgang. Et lille fugtigt lokale med dårlig stemning og alt for mange mennesker på lidt plads. Bestemt ikke stedet at sove og jeg satte min lid til at jeg ville blive friskere når solen kom rigtig frem. Så jeg nøjedes med at squatte på pedal-lokummet inden vi fortsatte. Ganske som Ravn havde forudset begyndte jeg at føle mig friskere på stigningen.

19

Solen varmede vores frosne og trætte kroppe og vi huskede at nyde turen. Da vi ankom til Gran Tournalin hytten havde det største rack ko-klokker jeg har set, som de hilste alle løbere med. Jo længere man kommer op i bjergene jo hyggeligere bliver hytterne og stedet har ar ingen undtagelse. Det obligatoriske pasta med tomatsovs blev her ledsaget af en fantastisk hjemmelavet æblekage og de havde appelsinjuice som et herligt afbræk til sportsdrik og cola.

TDG 085

To bjergpas mere og det gik ned mod næste lifebase i Valtournenche. Jeg var stadig meget træt så vi blev enige om at jeg tog en powernap mens Ravn fortsatte nedad. Jeg satte uret på 20 minutter og så var jeg væk. Da uret ringede var en sky gået for solen og jeg måtte straks igang med at løbe for at få varmen tilbage. I skoven lige inden depotet mødte jeg en frivillig i TDG trøje som stod og heppede energisk. Der gik lige et øjeblik før tiøren faldt og jeg kom i tanke om hvor jeg havde set hende før. Det var såmænd Courmayeur’s borgmester, der var ude og heppe 🙂

Inde i depotet fandt jeg Ravn som var ankommet et øjeblik før. Sortimentet var efterhånden velkendt og jeg undrede mig mest over hvem som var aftager på øllet og rødvinen i depotet. En dyb indånding og så videre ud over isen. Benene var overraskende gode efter 240 km. og fødderne var stort set indtagte, efter jeg havde skiftet strømper i alle hoveddepoterne.

21

Foran os ventede aftenen og natten med 5 pas over 2500 meter. Der var ikke så meget op og ned men til gengæld var vi fra flere sider advaret om at løbet mest tekniske passager lå netop her. Vi forsøgte at holde en stabil høj marchfart mens vi diskuterede den bedste stategi for natten. Hvor det bedst kunne betale sig at smide sove-kortet, da vi i hytterne kun kunne få lov at sove max 2 timer. Igen var Ravn skarpest på taktikken og vi valgte at gå efter at komme så langt som muligt, så tiden fra vi stod op og frem til solopgang ville blive så kort som muligt. Det var klart den sværeste periode på døgnet at komme igennem da kroppen ren fysiologisk er programmeret til hvile der.

TDG 104

Ved solnedgang snakkede vi kort med en Schweizer vi havde været i nærheden af siden det sidste store depot. Han advarede os om at terrænet foran var farligt. Vi var ikke helt sikre på hvad det betød. Næste sted vi kom til var en lille bivuak hytte proppet med folk. Så det gav næsten sig selv at køre på. Snart befandt vi os på smalle klippehylder på kanten af afgrunden. Når man lyste ned med pandelygten så man kun et sort tomt hul. Rettede fokus ind på stien og fortsatte “relentless forward progress” – en fod foran den anden. Jeg var begyndt at eksperimentere med the i dunkene da selv den klassiske cola og vand (2/1) blanding var svær at klemme ned. Havde ikke spist noget medbragt energi i timevis og kørte udelukkende på chokolade og andre goodies fra depoterne.

Næste depot var hytten Cuney. Buffeten var stort set tom uden i det telt som var opstillet foran hytten. Som frygtet kom vi midt i rush-hour men var heldige at komme først i en stor bølge af løbere. Så efter 10 minutters venten var der en soveplads til os. Denne gang havde jeg været snu nok til at slæbe en ekstra trøje med fra dropbag’en, så jeg ikke skulle sove i en våd trøje. Jeg prøve at “lyddæmpe” min hosten så de andre ikke skulle vågne. En italiener tog prisen som årets kegle da han på sovesalen højlydt forsøgte at vikle sig ind i sit alu (overlevelses)tæppe og iklæde sig sin engangsregnfrakke. Fuck en klovn det væltede rundt herude og satte sig selv og andres helbred på spil, uden det rigtige udstyr.

TDG 084

Da vi blev vækket efter små 2 timer var vi begge kolde og stive. Men heldigvis fik vi lov at indtage vores pasta pomodoro lige uden for køkkenet. Så vi slap for at komme ud i det kolde telt igen.
Næste depot var en lille 15-20 kvadratmeter bivuak hvor alt var fuldkommen kaos. Folk lå og som mellem benene på de frivillige som kontrollerede vores numre.

En kort stigning op over nattens sidste pas inden et lang nedløb ventede. Det første stykke fra passet var løst og stejlt og jeg priste mig lykkelig for at det ikke regnede. På papiret var det lige til men underlaget var ganske udfordrende og pludselig var der 7-8 gange længere mellem flagene med refleks end tidligere. Først ud på morgenen var vi endelig nede i Ollomont (283 km). Depotet var helt tomt bortset fra lidt rosiner der lå i et hjørne af en foliebakke og grinede. Vi aftalte en halv times hvil og jeg gik omkuld i en af feltsengene med alt tøjet på. Da jeg sad og ordnede rygsækken efter luren kom Ravn slæbene. Godt gnaven over at den frivillige der havde lovet at vække ham (normal procedure så alle ikke ure og telefoner til at bimle løs i sovesalen) havde glemt ham. Hans øjne var rødsprængte og sammenknebne. Ikke at jeg selv var bedre kørende.

TDG 112

Vi trøstede os med at det var 3. sidste stigning og snart kom solen frem og gjorde det hele sjovere. Den amerikanske matematik-lærer vi tidligere havde fulgtes med kom blæsende forbi op ad bjerget. Gasblå i hoved af raseri over at nogen havde taget hans stave i depotet. “I’m gonna get that bastard”. Vi hentede ham dog i næste depot hvor han var faldet lidt ned. Et par fyrer stod ved et af de mobile depotkasser og havde rigeligt af forsyninger. Det var ved at være et par dage siden jeg havde børstet tænder men appelsinen virkede frisk og chokoladen lå godt i maven.

TDG 072

Udsigten var stadig fantastisk og vi nød at være afsted, selvom en stor del i os gerne snart ville være færdig. Nedløbet til sidste lifebase var grusvej hvilket på dette tidspunkt var toppen. Havde flere gange drømt om fladt asfalt eller i det mindste bare jævn asfalt. Men det er der ikke i Tor de Geants og samlet havde vi måske 10 km. hvilket er utrolig lidt sammenlignet med andre store ultratrail løb. Amerikaneren havde sit Crew med i hoveddepotet og han blev overdynget med spørgsmål om hvorvidt han ville have den ene eller anden hjemmelavede sandwich. Tænderne løb i vand mens jeg skovlede pasta og skiftede strømper. På under 10 minutter var Ravn og jeg på farten igen og efterlod amerikaneren med sine sandwich og sine grouppies.

37

Vi varmede os ved tanken om at det var næstsidste stigning. Men hold nu kæft hvor var det stejlt. Vi røg direkte ind på en serie af switchbacks og jeg led virkelig. Vi blev overhalet af en ældre japansk dame der lignede noget katten havde opgivet at slæbe med ind og jeg tænkte – WHAT? I den næste hytte sad en anden dame og sov med åben mund og så fuldkommen ristet ud. Så overraskelsen var stor da han kom trillende forbi os 10 minutter senere.

35

Det var virkelig tuff going og jeg var nede i slæbe-gearet hele vejen op med den ene fod foran den anden. Mit knæ havde længe drillet på stigningerne og nu blev det rigtig slemt. Men alt har en ende og til sidst kom vi over Col Champillon med en god marathon igen. For første gang i 5 dage havde vi udsigt til Mont Blanc og kunne se hvor vi skulle hen af. Mit knæ gjorde godt nas på nedløbet og Ravn var for første gang hurtigere end mig nedad. Vi traverserede langs bjerget så tydeligt at de andre løbere også var ramt. Når folk sidder på en sten og stirrer tomt ud i luften på vej ned af bjerget er det ikke for sjov. Park-betjenten vi havde mødt på Col du Losson 4 tidligere kom travende op ad mens han heppede på os.

Jeg fantaserede om pomfritter i næste depot. Eller i det mindste polenta som de havde haft de første par dage. Da vi kom ind i depotet som var i en kælder i en bondegård serverede de store saftige ribs – verdensklasse 🙂

Så kom det stykke som vi havde udset os som turen letteste. 8 km. flad grusvej. Mit knæ og Ravns flænge i foden gjorde at droppede at løbe men istedet forsøgte at holde kæden stram og hastigheden over 6 km/t. Nede ved depotet i Saint Rhemy (303 km) var hele byen på den anden ende og opbakningen fantastisk. Til trods for at Iker Karrera fra Team Salomon havde vundet løbet mere end 2 dage tidligere, var hele byen ude og heppe her fredag aften. Vi hilste på borgmesteren og huskede at takke de super søde hjælpere i det lille bitte depottelt inden vi gik til angreb på sidste banke.

TDG 114

Det var faldet ro over feltet nu og alle omkring var sikre på at komme i mål inden for tidsgrænsen på de 150 timer. Vi havde oprindeligt arbejdet efter en plan som sigtede på 120 timer men havde justeret til undervejs. Målet var at komme under (Hoka) Heine Petersens tid på 143 timer. Opstigningen til sidste pas var lang og mudret og mørket begyndte at falde på. Jeg var så skeløjet af søvnmangel at jeg pludselig stoppede op og ikke kunne overskue at følge reflekserne i mørket foran mig. Havde jeg været alene havde jeg nok bare sat mig ned og fået et powernap. I stedet kunne jeg bide mig fast i Ravns rygsæk og følge med. Halvvejs oppe kom vi til en kæmpe hytte hvor købte et par dåser lemon sodavand, som afveksling fra mineralvand, cola og Enervit sportsdrik som jeg primært havde kørt ned i de 5,5 døgn vi havde været igang.

TDG 118

Lige efter hytten mødte vi folk fra bjergredningen som var på vej ned fra passet og det gav en boost til det sidste stykke. Col Malatra var mudret og eksponeret. Selv om dagen havde det ikke været nogen fest. Heldigvis havde redningsfolkene drysset høvlspåner på det mest mudrede og hængt fix reb ud. Lige under passet på et stejlt klippeparti blev vi overhalet af en fuldkommen hensynsløs italiener det mosede sig forbi med stavene fægtende vildt omkring sig. På den anden siden satte vi tempo på ned. Jeg undrede mig over mængden af affald der lå overalt indtil det langsomt gik op for mig at jeg hallucinerede igen. Ravn fortalte senere hvordan alle skyggerne fra hans pandelygte blev til farlige dyr. Vi stavrede afsted i visheden om at det kun var nedad herfra. I næste sidste hytte – Bonatti ankom vi lige som et par gutter rejste sig fra sofaen og sagde “back to business”. Vi fyldte dunkene, snurrede rundt på hælen og var afsted inden de fik gjordt sig klar. Vi løb de næste par kilometer for at komme hurtigt ud af synsfeltet og for lige at smække døren solid i hovedet på dem. Nu var vi nede på UTMB sporet og det var jo en ren motorvej i forhold til tidligere. Traversen over til Bertone hytten tog en evighed og vi måtte lige sove et par minutter i siden af stien. Endelig dukkede skiltet op oven for hytten som jeg havde spejdet efter den sidste time. Nu vidste jeg præcis hvor langt vi havde igen, da vi havde scouted denne sektion ugen før, da vi var ude og heppe til UTMB.

TDG 120

I Rifuge Bertone stak vi bare lige hovedet inden for inden vi gav os i kast med sidste nedløb. Vi kunne tydeligt se lysene nede i Courmayeur og var begge helt friske nu. Vi evaluerede løbet og var enige om at vi havde haft det rette udstyr med og vi havde spillet vores kort perfekt. Samarbejdet havde fungeret upåklageligt og jeg tror ikke at vi kunne have gjordt det bedste hver for sig. Vi talte om nye projekter sammen og mulighederne i Spine Race, Junut og PTL. Sidstnævnte er godt nok ikke et løb, da der ikke er tidstagning, men ikke desto mindre noget det ville passe vores styrker godt.

Vi nød det sidste stykke ind i byen, som var helt mennesketomt her ved 4-tiden om morgenen. Pludselig komme to pandelygter flænsende ud af mørket bag os. Ren refleksagtigt sætter i spurt. Jeg kan ikke få vejret og råber til Ravn at vi bliver nød til at sætte farten ned. “DE KOMMER….” råber han og fortsætter. Vi løber skræmt hele vejen til mållinien selvom de 2 bag os for længst har erkendt nederlag.

Hvilken finish og vi prøver at joke lidt med de to der prøvede at pilke os, men de er pisse sure. Vi er derimod lykkelige over at have fuldført et da hårdeste trailløb på kloden. Vi endte som nr. 220 og 221 ud af 705 startende i 138 timer and change (eller lige knap 6 døgn).

26

Dagen efter var vi ude og heppe på dem der lige slæbte sig hjem inden for tidsgrænsen og mange af dem udviste imponerende overskud. Det var et hyggeligt gensyn med mange løbere vi havde mødt undervejs. Vi hang ud på en fortorvscafe sammen med vinderen Iker Karrera og gav respekt til de sidste løbere. Alle som fuldfører Tor de Geants er en vinder uanset tiden.

24

Da jeg endelig kom til lægen fik jeg konstateret dobbelt siddet lungebetændelse, så ikke noget at sige til at det var op ad bakke undervejs. Tor de Geants er uden sammenligning det hårdeste løb og det jeg er mest stolt over at have gennemført. Jeg skal helt sikkert ikke løbe det igen næste år, for man skal VIRKELIG ville det for at komme igennem. Det kræver sgu en del viljestyrke at stå op efter 1,5 times søvn, tage det våde tøj på og stikke snotten ud i windchill minus tyve for at kravle rundt mørke. Der er en grund til at man bruger søvnmangel som tortur. Undervejs sov Ravn i 9 timer mens jeg nappede 13. Meeeeeen måske en gang i fremtiden, tror jeg godt det kunne tænkes at jeg atter liner op til Giganternes Tor(tur)…

denivele-tor-des-géants

Ultra Trail du Mont Blanc – løbsberetning


Det er fredag aften og Chamonix er på kogepunktet. Efter flere års forberedelse står jeg endelig på startlinien til, min store svendeprøve som trail-ultraløber, Ultra trail du Mont Blanc. Ærgelsen over skulle løbe en afkortet reserve rute, pga. af ekstremt dårligt vejr, er for længst lagt bag mig. Skyerne hængt tungt og truende over dalen, men jeg glæder mig som et lille barn til at komme afsted. Forude venter 103,5 km. og næsten 6000 højdemeter (op ad).

Morten Schrøder og jeg inden starten

Vi står som sild i en tønde og da starten går sætter karavanen, af 2300 løbere fra over 60 lande, langsomt i bevægelse. Musikken pumper ud af højtalerne og der er jublende tilskuere overalt. Jeg følges med Morten Schrøder, som jeg kender hjemmefra, ud af byen. Hans familie står klar med Dannebrog på hovedgaden og hepper os på vej. Efter et par kilometer på asfalt drejer vi ind på en smal grusvej. Der er mange langsomme løbere foran og hver gang vi rammer den mindste lille bakke går møllen i stå. Morten og jeg skilles og jeg jogger roligt ude i kanten af vejen for at kunne komme op foran de langsomme løbere.

Se videoen fra starten her.

Flaskehals

Efter første væskedepot i Les Houches starter dagens første stigning og det begynder at småregne. Vi bevæger os stadig i en lang slange og der opstår hurtigt flaskehalse. Jeg tager det roligt og finder min plads i køen. Regnen tager til og min lette Salomon jakke kommer på, samtidig med jeg fisker stavene frem fra rygsækken. Halvvejs mod toppen bliver det lidt bredere igen og jeg finder for første gang ind i min egen rytme. Power-hiker i zig-zag og overhaler hele vejen. Det er begyndt at regne reelt da vi kommer hen over Le Délevret i 1776 m.o.h. Nedløbet er rutens længste. Det er stejlt og meget mudret. Mine nye Inov-8 Trailroc står forbavsende godt fast (selvom de er skabt til tørre løse forhold) i pløreret. Man kan bare glemme alt om at slappe af her. Det kræver fuldt fokus og alt for mange kræfter at holde sig på benene ned. Folk omkring mig skøjter rundt. Jeg bruger for mange kræfter men kan ikke rigtig gøre noget ved det.

I depotet i Saint-Gervais hersker kaos og mange får hjælp af deres familier. Jeg vurderer at have væske nok til næste depot og snupper kun lige lidt vand og cola i forbifarten. Nu ryger vi ind på smalle stier igen hvor det er svært at overhale. Prøver at tage det roligt og vente til jeg kan komme forbi. Det gør hele tiden op og ned selvom det stiger jævnt op mod Les Contamines ved 30 km. Lige inden depotet løber jeg tør for sportdrik i væskeblæren, samtidig med at det nu står ned i stænger. En svenske jeg overhaler ringer og instruerer konen i hvad han skal bruge af tørt tøj i depotet. En sød hjælper prøver at hjælpe med at fylde vand på kamelen, men det går faktisk hurtigere når jeg selv gør det, selvom mine fingre er godt kolde. Regnjakken kommer udenpå og min Aclima halsedisse bliver trukket godt op om ørene. Udvalget af mad i depotet er som sædvanlig lidt for eksotisk til min smag (oste, pølser og alt for søde kager) så jeg holder mig til mine Gu gels og Cliff Shotbloks. Jeg har haft ondt i maven længe men tænker at det nok skal gå over.

Opbakningen er helt utrolig og til trods for regnen er der rigtig mange entusiastiske tilskuere ude og heppe. ”Allez Allez”, ”Bravo” og ”Courage” blandet med kobjælder i alle afskygninger. Mine fingrer er næsten følelsesløse og jeg må svinge armene rundt mens jeg løber for at får liv i dem igen. Op til kirken ved Notre Dame Gorge løber vi lidt asfalt med svag gadebelysning, inden vi igen svinger ind på en meget stenet sti. Stigningsgraden tager til og stavene er guld værd. Har godt drev i den og overhaler hele vejen på til La Balme, som er her vi svinger væk fra originalruten. Til min store overraskelse frister det store bål ved væskedepotet mange løbere til at sætte sig ned og lune sig. Jeg nøjes med en halv skål suppe og en stykke chokolade inden det hurtigt går videre opad.

Kort efter er vi oppe i sneen og nu bliver det for alvor koldt, da terrænet er mere eksponeret for vinden. Der ligger 5-10 cm. tøsne på hjulsporet vi bevæger os henover. Efter at have passeret løbets højeste punkt, svinger 100 pandelygter pludselig rundt foran og lyskeglerne fejer rundt i alle retninger. På dem der kommer tilbage op i mod mig kan jeg forstå at de har mistet orienteringen. Pludselig står 200 mand og kigger rundt i alle verdens hjørner efter næste markering med refleks på. Jeg benytter tommulten til at få ladet vandet og pludselig er der én der blinker i det fjerne. Vi er hurtigt tilbage på sporet. Må virkelig kæmpe med at få energien ned og tænker på Aleksandar Sørensen-Markovic der ”kunne køre med sand i dunkene” og siger at ”om det så smager af hundelort skal det ned”. Sigtbarheden er lav, det blæser, er smede-koldt og jeg har det stadig skidt. Eneste lyspunkt er at se Bambi skøjte rundt i sine Hoka(plateau)-sko på single-tracket foran. Det er faktisk ret teknisk med mudder mellem store klippeblokke og sne i siderne. I starten løb jeg uden om vandpytterne. Nu bliver der bare pløjet igennem det kolde mudder.

Vi når skiliften ved Le Signal i 1910 m. og jeg kan for alvor mærke at der ikke er en stor dag i vente. Lige så hurtig jeg var opad – lige så langsom er jeg nedad. Folk kommer blæsende forbi i højre og venstre. I min naive tro om at være i mål inden 18 timer har jeg sat mit Suunto Ambit til at opdatere en gang sekundet (frem for en gang i minuttet hvor batteriet holder op til 55 timer). Normalt kigger jeg aldrig på uret når jeg løber, men her får det tankerne væk fra de trætte ben. Det overrasker mig at jeg kun kan løbe 7-8 min/km nedad bakke, selvom mine lårbasser er helt baskede. Flere gange må jeg gå, når det går for stejlt ned. Jeg har prøvet at det brænder i lårene på lange nedløb før. Både under træning i Østrig og de 2 gange jeg har løbet ”Transgrancanaria”. Men nu nærmest eksplodere lårene. Flere af raketterne bagfra stopper lige op og hører om jeg er ”Økay” eller om jeg har ”Injury?”. Jeg smågriner bare lidt og fortæller at jeg bare er fra Danmark, men indvendig blinker alle de alarmklokkerne. ”Fuck det bliver en lang dag” tænker jeg og fortsætter ned ad.

På vejen tilbage mod Les Contamines dør min pandelygte pludselig. Jeg er for kold og våd til at stå ude i skoven og skifte batteri, så jeg nasser mig til lidt lys, ved at løbe lige bag én med en ordentlig (sy) lampe. I depotet fylder jeg blæren op med High5 4:1 sportdrik, skifter til min reservelampe og tøffer videre. Opad går det bedre med benene. Her er godt stejlt og der bliver virkelig lagt vægt i stavene. Inde i skoven er luften utrolig tæt og snart omslutter tågen hele bjerget. Efter toppen følger endnu et stejlt nedløb, inden det går op mod Bellevue. Tågen er nu så tæt, at jeg ikke kan se hvor jeg sætter fødderne. Jeg skifter mellem at gå og løbe nedad indtil jeg til sidst vælger løbet. Det gør nogenlunde lige ondt og løb er trods alt marginalt stærkere end gang.

Stigningen op mod Bellevue bliver ved og ved og er til sidst også rigtig stejl. Det regner stadig og jeg overvejer om jeg skal hive den tykke trøje op af rygsækken. Når endelig depotet på toppen, hvor de er ved at løbe tør for altid. Alt for mange mennesker og fuldkommen kaos. Så får ikke tanket ordentligt inden jeg vælter videre ud over kanten. Her står en official og advarer om ”Danger”. Jeg kigger vantro ned ad en næsten lodret mudderpøl og tænker ”No shit!”. Selv at gå ned er vildt hasarderet, for slet ikke at snakke smertefuldt for lårene. Løberne uden stave ligner kamikaze-piloter på selvmordsmission. Er flere gange vidne til nogle vilde wipe-outs i mudderhelvedet.

Jeg havde medbragt ibuprofen (til nødstilfælde), men var ikke engang i nærheden af at overveje det. Smertestillende er i mine øjne et kæmpe NO-GO under løb, hvor bl.a. dehydrering giver stor risiko for nyresvigt. Så i stedet klamrede mig til stavene og håbede på det bedste ned af det mere end 800 højdemeter lange nedløb, gennem skoven. Mudderet lå i op til 20 cm. dybde og ingen sko havde stået fast her. På et tidspunkt stod der nogle gutter og heppede og jeg troede straks at vi nærmede os bunden. For ingen gider vel gå flere hundrede højdemeter op i mørke og mudder for at heppe på nogen fjolser der løber? Jo det gider folk godt og nedløbet fortsatte i det uendelige. Til sidst begyndte det at blive lyst, hvilket passede fint med at batteriet i min reservelampe sang på sidste vers. Hele vejen ned blev jeg selvfølgelig overhalet igen ☹ Men på asfaltvejen ned mod Les Houches var det nogen der havde det værre end mig. De stavrede afsted som døden fra Lübeck mens jeg kunne løbe det meste af vejen ned til væskedepotet.

Her fik jeg tanket lidt cola i blæren og spist lidt suppe. Maven var oven på igen og det blev straks fejret med lidt baguette med ost og pølse. Igen var folk i gang med at få hjælp af deres familier og skiftede til tørt tøj og rene sko. Hvilket jeg syntes er unfair, når jeg måtte slæbe det hele selv og når vi ikke havde nogen drop-bag ude på ruten, med ekstra grej. Det burde være lige for alle. Den næste stigning op mod dyreparken ved Merlet gik på asfalt op af hårnåle-sving. En nem og bekvem måde at nive nogen højdemeter med slatne ben på, men lidt trist i et ”trailløb” (som defineres af under 10 % asfalt). Det var nu under 30 km. hjem og det hjalp lidt på moralen, samtidig med at det holdt op med at regne. Nedløbet var til gengæld top dollar med fed singletrack ned gennem skoven. Under normale omstændigheder havde det været en fest. Men nu kunne mine ben ikke længere. Så jeg stavrede ned af stien og trådte til siden hver gang der kom nogen løbende bagfra. Mens jeg talte i telefon med Ravn som sad derhjemme og lave live update på http://www.facebook.com/trailloeberen kom Morten Schrøder pludselig løbene bagfra. Han havde lukket forspringet på en halv time (jeg havde på toppen af Bellevue) og var tydeligvis godt løbene.

Jeg samlede kræfterne for at følge med ham ned af bakken. Mine lår skreg af smerte, men jeg tænkte at, det her var nu eller aldrig og sikkert sidste chance for at komme nogenlunde elegant igennem dagen. Det tærede på benene, men selskabet var opløftende. Morten spurgte om vi skulle løbe om det (at blive bedste dansker) eller følges til mål. Jeg sagde at vi for min skyld godt kunne følges til mål (som om jeg havde et valg ☺). Ved depotet i Les Tines stod Mortens familie og heppede og vi stoppede lige op et par minutter. Vi fik udvekslet lidt anekdoter fra nattens rædsler mens vi løb. Da vi ramte dagens sidste stigning måtte jeg melde alt udsolgt. Da jeg tredje gang sagde til Morten, at han bare skulle løbe og at jeg ikke ville holde ham tilbage, forsvandt han hurtigt op af de mange hårnålesving. Jeg bandede over ikke at kunne følge med og prøvede at komme ind i mit eget tempo igen. (Morten kom flot i mål halvanden time før mig).

Stigningen var virkelig hård og stien gik lige op i himlen. Hver gang jeg rundede et hjørne og troede at nu var den der, fortsatte den bare stejlt op gennem skoven. Mit sats med at sætte (Suunto) Ambit uret på opdatering hvert sekund gav bagslag, da det løb tør for strøm efter 16:25. Nu havde jeg ingen anelse og hvad klokken var eller hvor mange højdemeter der var igen. 5-6 gange på vejen op måtte jeg sætte mig på en sten og samle mig. Pulsen var helt oppe og ringe uanset hvor langsomt jeg gik eller hvor længe jeg blev siddende. Det eneste der fyldte mine tanker var HVORDAN jeg dog nogensinde skulle komme ned igen. Jeg tænkte på løftet jeg havde givet min søn Joshua på 5 år om ikke at give op.

Solen tittede lidt frem hist og her, men varmt var det ikke. På toppen lå en løber pakket ind i plastik, mens samaritterne prøvede at få varmet ham op med varm te og tæpper. Nedløbet til Argentiere var heldigvis ikke så stejlt. Et stort antal løbere kom alligevel susende forbi. Det var irriterende at skulle træde til side på den smalle sti hele tiden, men dårlig stil at lade være. Jeg havde længe undret mig over hvor Hoka-Heine (Petersen – nr. 5 på Hammertrail 100 miles i år) blev af, da Ravn havde fortalt at han var på vej bagfra. Lige inden væskedepotet kom Heine så i en stor gruppe. Nu mobiliserede jeg de aller sidste kræfter og satte i løb sammen med ham.

Der var god stemning i Argentiere og lige efter depotet stod Katrine og Claus (nr. 6 til Swiss Alpine K78 i år) Bech og heppede. Det hjalp lidt på humøret og jeg sjoskede videre efter Heine. Kønt har det næppe været. Heldigvis begyndte han hurtigt at gå, hvilket passede mig perfekt. Så vi gik de ca. 8 km. tilbage til Chamonix og hyggesnakkede. Det virkede som om Heine havde det fint med at spare kræfterne til Det 330 km. lange bjergløb Tor de Geants han skulle løbe 6 dage efter (Respekt der…). Den sidste km ind gennem Chamonix centrum “løb” vi så. Det var helt fantastisk med et hav af tilskuere ude langs ruten. Efter 19 timer og 18 minutter løb vi sammen i mål på torvet med 103,5 km og næsten 6000 m+ i benene (som samlet nr. 759 og 760).

Ole Gram Clausen som tændte UTMB-gnisten i mig for 5 år siden (på en regnvåd løbetur i København) var der med fruen samt Katrine og Claus Bech. Det var et skønt øjeblik, jeg sent vil glemme. Mega fedt at have kendte ansigter omkring sig. Ole grinede og prikkede til mine trælår – “Nu ved Du hvad jeg snakker om – at det er svært at løbe i bjerge når man bor i Danmark”. Oh yeah… Peter Fredberg fra BT var der også for at få et interview. “Du må sgu lige vente en time – jeg skal lige hjem på hotellet” sagde jeg. Han lignede ikke en mand der var vant til afvisninger. På vejen til hotellet blev jeg overvældet af en enorm skuffelse over at have underpræsteret, i forhold til hvad jeg ved at jeg er i stand til. Men efter at have sundet mig lidt og ladet indtrykkene sænke ind, begyndte stoltheden at brede sig i kroppen. Da jeg sent på aftenen luskede ned på Mac’en for at spise kom finisher-vesten da også på 🙂

Her bagefter er jeg egentlig ok tilfreds med løbet og har ikke mange ting jeg ville gøre anderledes. At jeg i den grad ikke ramte dagen skyldes nok en kombination af manglende akklimatisering, kulde, for lille energi-indtag og alt for få højdemeter i træningen. Forberedelserne havde været så optimalt som muligt under de rammer jeg havde til rådighed.

SE The North Face korte fil med “Epic Moments” fra løbet her 🙂

Den nye Inov-8 Trailroc 245

Kom i tanke om en cykelrytter der fortæller en journalist om hvordan det er at køre Paris-Roubaix; “Det er koldt og vådt og blæsende, man skider i bukserne og lider på de mange pavéer”. “Så Du kører ikke næste år” spørger journalisten forundret. ” Jo selvfølgelig – Det er jo verdens hårdeste cykelløb”.

Sådan har jeg det med UTMB og næste år skal jeg tilbage efter flere prygl. Forhåbentlig på den fulde rute, i bedre vejr og endnu bedre forberedt ☺

Præmieoverrækkelse i konge-vejr søndag formiddag

Udstyr til Trangrancanaria

Jesper Halvorsen ordner grej inden Trangrancanaria 2011.

Løb er verdens ældste og enkleste sport. En fod foran den anden og så bare – gentag gentag gentag – derud af. Alligevel fylder det materielle en del i mine sidste forberedelser mod sæsonpremieren Sur-Norte (http://transgrancanaria.net/paginas/ver/26) på næste fredag. Formen kan der ikke gøres så meget positivt ved på nuværende tidspunkt, andet end at tro på at forberedelserne har været tilstrækkelige.

Egentlig er det lidt fjollet at bruge så meget krudt på grejet, men på ræsdag kan det gøre en verden til forskel når menuen står på 96 km. trailløb og 4100 højdemeter opad. Underlaget veksler mellem sand, grus, klippe, jord (og måske mudder), rullesten, lidt asfalt og byder på helt andre udfordringer end træningen herhjemme. Sidste år havde jeg løbet 63 km. i træning uden problemer og fik alligevel min første vabel efter 15 km. på den 123 km. lange Transgrancanaria.

Det jeg har fokuseret mest på at teste og forbedre i vinter har været rygsæk, undertrøje og sko-strømpe kombo. Og nu bliver det nørdet… (så er Du advaret ☺)

Rygsækken og væskeblære er kommet ned på den halve vægt af sidste år ved at skifte fra Inov-8 Race Pro serie til deres Race Elite. Til gengæld er der ingen polstring i ryggen hvilket kræver lidt ekstra i valg af blære og pakning, for at opnå optimal komfort og undgå gnavsår på ryggen.

Herhjemme løber jeg med Aclima trøjer (woolnet, hotwool og warmwool) i merinould på overkroppen om vinteren. Men til varmere vejr med større udsving temperatur har jeg vægtet svedtransport og tættere pasform højere, som gør at jeg vælger en Evolution light trøje fra Odlo som baselayer og en Salomon Merino Tech Tee (20% merinould) i som reserve i rygsækken, fordi den er meget lettere en trøjer i 100 % uld.

På fødderne har 2 par Teko strømper uden på hinanden og lidt bodyglide mellem tæerne virket perfekt og selv et marathonløb den 23. December i våde sokker gav ingen vabler. Her har jeg i øvrigt hentet en del inspiration i John Vonhof´s bog ”Fixing the feet” – http://fixingyourfeet.com/

Grej:

På fra start:
Inov-8 Xtalon 190 eller Roclite 295 (bestemmes på dagen)
2 par Teko ultralight crew (sokker i merinould)
Inov-8 Debrisgaiters – for at undgå sand og andet skidt i skoene
CEP tubes/calfguards (kompression på underben)
CEP Quadtubes (kompression på lår)
Korte tights
Odlo Evolution Light langærmet undertrøje
Aclima Headover (halsedisse)
Inov-8 kasket
Gore Windstopper handsker

I rygsækken:
Inov-8 Race Elite 15 rygsæk med Nathan 2 liters væskeblære med Vitargo elektrolyte sportsdrik
Salomon Merino tech tee, langærmet undertrøje
OR Helium jacket
1 par Teko light crew sokker (i tilfælde af meget vand på ruten – man løber 5 km. i et flodleje)
Lupina Piko pandelygte – obligatorisk udstyr
Petzl e-lite reserve pandelygte – obligatorisk udstyr
Petzl baglys – obligatorisk udstyr
Mountain King – Trail blazer stave
Latex handsker + kleenex + leigther (i tilfælde af bummelum)
First aid + blisterkit + kinesiotape
Alutæppe – obligatorisk udstyr
Foldekop – obligatorisk udstyr – af miljøhensyn serveres kun væske i egen kop
Kamara
Mobiltelefon
4 GU energigels
1 Cliff Shotbloks (energi og elektrolytter med koffein)

Dropbag: (Ligger i depotet efter 55km.)
langærmet og kortærmet teknisk trøje
Reserve sko
Coca cola (løbet serverer Pepsi ☹)
Færdigblandet sportsdrik
Ekstra Teko strømper
Chips – salt & vinegar
Gu gels + cliff shotbloks
Bodyglide+solcreme