Page 2 of 3

Tor de Geants – ræsberetning (hele historien)

23

Tor de Geant eller “Giganternes tur” er mere end bare et 332 km løb rundt i Aosta-dalen, på den italienske side af Mont Blanc. Det er også en rundtur i et utrolig smukt område med udsigt til Alpernes største og mest spektakulære bjerge, som Mont Blanc, Monte Rosa, Gran Paradiso og Matterhorn. Undervejs skal 25 bjergpas over 2000 meters højde passeres med ialt 24.000 højdemeter op ad og det samme ned ad.

Se Thomas Dupont´s video med præsentationen af Tor de Geant

Løbet er så langt (tidsgrænsen er 150) at det automatisk indgyder en del mere respekt end f.eks. et 100 mile løb og muligheden for fiasko var bestemt til stede. Af samme grund havde jeg aftalt at følges, så langt det var muligt, med Ravn Hamberg, som var den anden af 3 danskere i løbet. Vi kender hinanden tilbage fra 90’erne hvor vi slog vores folder i klatremiljøet. Trods hans korte løbekarriere med “bare” 2 ultraløb (Fyr til Fyr og Hammertrail 100 miles) hviler han på en solid erfaring fra bl.a. bjergbestigning, havkajak og let vandring.

foto5

Jeg landede i start- og mål byen Courmayeur lørdag formiddag dagen inden løbet. Vi hentede startnummer og den udleverede gule duffelbag som ville udgøre dropbag og følges os rundt på ruten i de 6 store hoveddepoter (lifebase). Alt var ret italiensk og småkoatisk, men vi fik styr på forsikringspapire, chip-armbånd og det hele. Jeg forsøgte at få ændret holdnavn og at jeg (ved en fejl) var registreret som kvinde.

foto8

Arrangørerne gør meget ud af at løbet ikke har en vinder, men alle som gennemfører vinder. Alligevel har de en særlig uddeling af startnumre til topløberne i centrum af byen. Jeg var ikke i det fine selskab og måtte nøjes med at blive nævnt blandt de kvindelige favoritter af Ian Corless på TalkUltra 😉 Vi troppede selvfølgelig op for at se girafferne. Selv om arrangementet nok primært var for at please sponsorene tænker jeg. Der var i hvertfald en overrepræsentation af ukendte løbere sponseret af Tecnica, Montura og Grivel.

Men der er ingen tvivl om at folk er ved at få øjnene op for løbet og det var da også det tunge skøts der blev kørt i stilling. Feltet var pakket med klasse løbere. Spanske Iker Karrera (nr. 2 ved UTMB i 2011) fra Team Salomon så rigtig skarp ud. Den unge amerikaner Nick Hollon som jeg mødte til HURT havde frisk meldt ud at han regnede med at løbe 4 timer hurtigere end den gamle banerekord. Som en af kun 14 løbere til nogensinde at gennemføre det berygtede Barkley 100 miles, skulle man nok aldrig sige aldrig – meeeeen….

foto7

Race- briefingen om aftenen var en joke. De viste vejrudsigten, som ikke så for spændende ud, men speakeren snøvlede sig igennem på dårligt cirkus-engelsk uden at komme med brugbar viden. Information om rutens markeringer, svære passager og sikkerhedsprocedurere havde nok været på sin plads.

Tilbage på hotellet stod den på pakning af dropbag’en. 60 liter er ikke meget plads når den skal indeholde energi, skiftetøj og reservegrej til 6 dage i bjergene. Slet ikke når man som jeg skulle have et par ekstra Hoka sko i størrelse 47,5 med. Vi havde brugt ret lang tid på at fintune setup’et op til løbet, talt med folk som havde deltaget før og testet grejet grundigt.

TDG 001

Starten var først kl. 10 søndag så der var tid til en god nats søvn, morgenmad , aflevere dropbag og de sidste forberedelser. Uden for væltede regnen ned så vi trak den til en halv time før start før vi begav os afsted. Trods regnen var stemningen god og gågaden var pakket med tilskuere. Ravn og jeg stod midt i startboksen som sild i en tønde. Alligevel blev det koldt og da arrangørerne valgte at trække tiden med snak langt over det rimelige. Rundt om os begyndte løberne at buh’e og pifte. 17 minutter over 10 blev vi endelig sendt afsted.

TDG 002

Vi løb ned af gågaden som var pakket med folk. Damer i folkedragter, flag og ko-klokker i et kæmpe inferno. Lidt underligt at pumpe musikken op i så vildt tempo og for fuld skrue når vi skulle ud og bevæge os i bjergene med 3,5 km/t. Men stemningsfuldt var det og hårene rejste sig. Nede ved busstationen ventede Thomas Dupont og filmede os løbe ud af byen og ind på første bakke. Han er i færd med at lave dokumentar-filmen “Tales from the trails” om danske ultraløbere.

Se Thomas Duponts video fra starten af Tor de Geant

Vores taktik var at starte så roligt som muligt og spare krudtet. Så vi fandt hurtigt ind i gå-tempo da vi ramte første stigning efter en km. Frem med stavene og ind i enkeltmands-kolonne. Min kinesiske ven Jin Cao kom hurtigt forbi og var en af de meget få som havde en mindre rygsæk end os. Vi små-grinede lidt af dem som kom løbende forbi os op ad. “De bliver klogere”…

Første top svarede til en dagstur for de fleste med godt 1300 meters stigning. Lige under trægrænsen hørte regnen op og da vi passerede Col Arp begyndte solen at titte frem. Mange havde taget turen op for at heppe i passet og stemningen var hyggelig og forventningsfuld.

TDG 006

Nedløbet var jævnt og faktisk ganske løbbart, men vi holdt os til planen og tøffede roligt nedad. Ned og vende i dalen og videre mod næste stigning. Her blev terrænet mere teknisk og de næste 2 toppe var begge over 2800 meter. Lige efter det andet pas (Passo Alto) stod en stor gul glasfiber kasse. En mobil nødbivuark bemandet med folk fra bjergredningen. Det kørte faktisk rigtig godt for os. Vi snakkede og mindede hinanden om at drikke og holde tempoet nede. Jeg var ikke blev 100 % frisk oven på min forkølelse ugen inden og småhostede lidt. Men alle lamper lyste grønt mens vi cruisede derudad.

Hen under aften nærmede vi os 3. bjerg og igen begyndte det at regne. Løbets stejleste opstigning til Col Crosatie var meget eksponeret og vinden var kraftig da vi nærmede os toppen. Forreste mand i gruppettoen foran os så meget usikker ud og snublede flere gange og så snart vi fik muligheden, ræsede vi forbi. Vi satte lidt mere tempo på for at holde varmen og komme hurtigt om i læ. Vi er vandt til at færdes hurtigt og sikkert bjergene og havde ret godt overskud. Lige efter toppen stoppede vi op og fik hue, handsker og pandelygte på.

TDG 016

På vejen ned talte om hvor heftigt det havde været på toppen og hvor lidt det skulle til før det kunne gå galt. Tor de Geant har ingen form for kvalifikation så alle kan i princippet tilmelde sig. Først da vi var i mål 6 dage senere fik vi den tragiske nyhed om at en kinesisk løber var omkommet efter et styrt netop her.

Regnen stod ned i stænger og da vi nærmede os trægrænsen blev klipperne afløst af mudder og jeg skøjtede rundt i mine landevejs Hoka’er. Der var virkelig glat og jeg kunne godt have brugt mine Salomon Fellraiser. Ravn faldt og knækkede sin ene carbon-stav og ødelagde sin rygsæk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Selvom der ikke længere var fare for at ryge ud over siden på bjerget var det ret sindsygt og fik allerede efter 10 timers løb både HURTog Transgrancanaria til at ligne en børnefødselsdag ved siden af.

TDG 012

Et kort (næsten) fladt stykke førte frem til første “Lifebase”/hoveddepot med adgang til vores dropbag. Da regnen stadig piskede ned, men vejrudsigten lovede opklaring nogle timer senere, besluttede vi os til at prøve at sove. Der var opstillet et telt med feltsenge med ET tæppe til hver. Jeg skiftede til en tør trøje, spiste en proteinbar og gik i køjen. Jeg frøs og kunne ikke sove. Fik tiltusket mig et ekstra tæppe og faldt i søvn men vågnede konstant ved at varmekanonen tændte og slukkede og andre løbere som højlydt væltede rundt. Efter nogle timer på den måde spurgte Ravn og vi ikke bare skulle skride. Vi fik lidt mad inden vi traskede ud i den kulsorte nat. Snart holdt regnen op. Stigningsgraden var behagelig op mod 4. pas på Col Fenetre. Vi var lige inde og vende i et depot i en hytte på vejen op. Men stemningen var skidt og udvalget i buffeten yderst begrænset, så vi var hurtigt videre. Nedløbet var det stejleste i løbet, men heldigvis var underlaget skiffer så man stod fornuftigt fast. Desuden havde jeg i depotet skiftet til mine reserve sko med mere greb i sålen. Ligesom Ravn havde skiftet stave og rygsæk.

TDG 024

På opstigningen til Col Entrelor (3002 m.) begyndte mit højre knæ at drille lidt, så jeg mindede mig selv om at skifte ben (helt normal procedure i lange løb hvor man bliver straffet for at bruge favorit-benet hele tiden som man gør ubevidst til hverdag) og fordele belastningen. Jeg kunne mærke at den sædvanlige power op ad bakke slet ikke var der og jeg hostede mere nu. Nedløbet var rigtig langt. På det sidste stykke før depotet i bunden mødte vi Thomas Dupont som filmede løs. Vi tog det roligt i depotet og jeg fik spist og tapet fødderne lidt, da mine reservesko er smallere og drillede ved storetærerne.

Se Thomas Duponts video fra vores møde inden opstigningen til Col du Loson

Foran os ventede løbet højeste punkt Col du Loson i 3299 m.o.h. Normalt er klatring min store styrke med idag stod jeg bumstille og min vejrtrækning var væsentlig mere udfordret end Ravns. Heldigvis var stigningsgraden nogenlunde mellow. Hvilket dog gjorde turen til toppen uendelig lang. Vi så ibex helt tæt på. Normalt er de temmelig sky men her i Gran Paradiso nationalparken stod de tæt ved stien. Med deres majestætiske udtryk med de store krumme horm iagttog de alle os spraglede tosser komme prustende forbi.

TDG 029

Det sidste stykke op til passet blev stejlere og løsere med store sten der skulle forceres. Jeg hev efter vejret og hostede som om lungerne var på op. Føltes mere som sygdom end træthed, søvnmangel eller højde. Ravn foreslog jeg tog mindre skridt og virkelig kun samme den ene fod lige foran den anden. Det hjalp helt utroligt at kunne geare yderligere ned og jeg var taknemmelig for at kunne trække på Ravns erfaring fra store bjerge (Bl.a. Himalaya expedition til 8000’eren Shishapangma).

foto6

Da vi nåede passet var jeg helt færdig og vi knibsede et par hurtige billeder inden vi fortsatte. Det var rigtig koldt og blæsende så vi skyndte os ned på den anden side. Lige under toppen stod 2 park-rangere (eller hvad de nu hedder i Italien) i et at de små pleksiglas bure som var fløjet op med helikopter. De virkede som nogle hårdføre gutter og de servererede vand, cola og chokolade med et smil.

foto

Det var rigtig modbydelig koldt og vi stormede ned at bjerget for at holde varmen. Jeg havde det rigtig skidt og hostede og hostede. Vi så hytten med næste depot på lang afstand men det tog en rum tid før vi var der. Jeg ville bare hurtigst muligt ind i varmen og ned at ligge.

Endelig kom vi frem til hytten og jeg styrede direkte forbi buffeten for at synke sammen på en bænk ved vinduet. Hele kroppen sitrede og jeg hostede voldsomt. Jeg sad med hovedet nede mellem knæene. 100 tanker fløj igennem hovedet og jeg blev klar over at mit løb, var slut før det næsten var startet (36 timer inde i festen). Alle forberedelser var spildte og skuffelsen skyllede ind over mig. Tårene trillede ned af kindene og det var som en overtryksventil der gik af. “Du kan ikke løbe Tor de Geant på den der måde” sagde Ravn. Hvilket jeg kun kunne give ham ret i. Havde bare lyst til at krybe køjen og sove til jeg engang vågnede.

foto2

Uanset hvor meget jeg gerne ville ned at ligge og bare sove fra det hele, vidste jeg at noget andet måtte ske.

Ravn foreslog at jeg gik med ned til dalen hvor næste life-base befandt sig. Dels for at komme ned i højden og for at have en teoretisk mulighed for at nå Cut-off’et næste morgen kl. 6. De argumenter købte jeg, selvom jeg på ingen måde havde lyst til at skulle ud i kulden igen. Som sagt så gjordt og iført fuld battledress (regnjakke, regnbukser, handsker, vindluffer, uld-buff og pandelygte) stavrede vi ud i natten.

TDG 079

Det første stykke ned var velfriseret vandresti og den lille jubeloptimist bagerst i primat-hjernen troede at det ville blive plain sailing til depotet. Men det var selvfølgelig for godt til at være sandt og snart efter befandt vi os i, hvad der lignede et gammelt stenbrud. En sand labyrint af stenblokke på en stejl mudret skråning. Trods afmærkningen med små plastik-flag med reflekser var det svært finde vejen ned. Vi kunne tydeligt se gadelamperne nede i byen hvilket gjorde det hele endnu mere frustrerende. En evighed passerede og vi kom kun langsomt ned af bjerget. Da vi endelig var på vej ind i byen stod Jakob Tolborg fra Løbeklubben på Facebook pludselig og heppede i sin røde Fusions jakke. Det var selvfølgelig en halucination (pga øjnene bliver trætte og mister evnen til at afstandsbedømme) men jeg sagde ikke noget til Ravn. Han skulle ikke være mere bekymret end han var i forvejen.

Pludselig dukkede der rigtige tilskuere op, som stod og heppede og vi gik forbi flere fine hoteller som så meget tillokkende ud. Vi gik igennem byen uden at møde depotet. Hov vent lige en gang… Vi måtte spørge om vej. Nå – depotet? Ja det er først i den næste by om 3 km. Dooooo…. Det fik mig til at knække fuldstændig sammen og jeg slæbte mig bare afsted efter Ravn. Jeg hostede som en “60 smøger om dagen ryger” og Ravn mente at jeg skulle have lægen til at kigge på mine lunger, for det kunne meget vel være lungebetændelse. Da vi endelig nåede frem var jeg helt afladet. Skovlede hurtigt lidt mad i hovedet. I modsætning til den forrige lifebase var der ingen læge her men i stedet 2 unge samarittere som tilsyneladende kun talte italiensk. Alle feltsenge i den store gymnastik-sal var optaget men vi fik plads på et par hårde gymnastik madrasser henne ved vinduet. Ravn ville sove 2 timer og stikke afsted kl. 2. Jeg havde forlængst opgivet alt om at fortsætte i løbet og satte ikke vækkeuret. Jeg fik lige skoene af men gik ellers i dørken med alt klunset på. En sød frivillig kom med et ekstra tæppe og skiftetøjsposen agerede hovedpude.

16

Blink-blink-blink og alle lystofrørene i loftet blev tændt. Folk rumsterede rundt. Jeg kiggede på uret. Den var 05.50. 10 minutter til cutoff. 6 timers søvn havde gjordt underværket og jeg var ikke længere ved at dø. Kunne ikke finde nogen hårdtslående argumenter for ikke at fortsætte. Og så fik jeg ellers travlt… Nåede lige at skifte strømper inden jeg kastede mig ud i det. Checkede ud af depotet i Cogne med under 2 minutter til tidsgrænsen og bandt mine snørrebånd uden for depotet. Ravn var over alle bjerge og jeg måtte indstille mig på at være alene herfra. Tanken om at der stadig resterede 230 km (eller det samme som Junut, jeg løb i foråret) var rimelig skræmmende.

Det var stadig mørkt så jeg fortsatte i pandelygtens skær ud af byen. Ideen var at prøve formen af til næste lille depot efter 5 km og udgå hvis det var helt skidt. Fik hurtig gået mig varm og efter turens første toiletbesøg begyndte det at ligne noget. Mit indre motivationsbål blussede op ved tanken om en hånlig facebook kommentar,om at jeg ikke ville holde til solopgang. Tak for motivationen Jacques – den her går ud til dig

17

Længere fremme spottede jeg canadiske flag på 2 rygsække og jeg kom op til dem og faldt i snak. Stephanie og Timo fra British Colombia havde læst om løbet i et blad og havde meldt sig til. De var rigtig søde og selvom de gik langsomt var det fint følges lidt med dem. Da stigningen tog til op af bjerget og solen brød frem kom Erik Bossen (den 3. Dansker i løbet) tøffende bagfra og jeg koblede mig på ham i stedet. Vi snakkede lidt om løst og fast og fulgtes en halv times tid op til næste hytte – Rifuge Sogno. Erik havde lidt gnavsår der lige skulle fixes så vi sagde farvel og jeg kom igennem depotet på under 2 minutter. Der var efterhånden kommet lidt varme i solen og jeg havde rystet nattens dårligdom af mig. Ravn var 4 timer oppe af vejen, men jeg var sikker på at jeg ville vente ind på ham i løbet af dagen. For snart passerede jeg over Col de Finetre og et 35 km nedløb ventede. Så snart lejligheden bød sig løb jeg nedad. Det var en fantastisk følelse af frihed og jeg vedtog at selv om jeg røg ud af TDG på røv og albuer havde det været en fantastisk oplevelse. Det var processen og ikke målet 🙂

TDG 025

Solen skinnende og en tør kølig luft blæste mig i ansigtet. Mindede mig om en efterårsdag i Grønland og tankerne vandrede tilbage til min barndom oppe i menneskernes land. Holdt løbet afslappet og kontrolleret men blev alligevel så kæk at jeg sprang et depot over og brugte kun 30 sekunder i det næste. Jeg var tændt og havde defineret dagens målsætning – at nå op til Ravn, så vi kunne følges igen. Var ret sikker på jeg ville løbe hurtigere end Ravn nedad, da jeg løb i Hoka og han i helt flade Altra sko.

TDG 037

Nede ved Chardonney (km. 129) ventede Thomas Dupont, der filmede løs til dokumentaren “Tales from the Trails”. Det gav et yderligere boost og jeg fløj ned af sporet. Overhalede alt og alle. Fik melding fra Claus Posemand som sad derhjemme og lave live-update på “Trailløberen” at jeg havde hentet 1,5 time ind på Ravn.

14

Jeg nærmede mig rutens laveste punkt og løb over floden i Donnas hvor rutens eneste trafiklys ventede. Lidt syrret at stå og vente på grønt 145 km inde i et løb. Ravn og jeg havde over telefonen aftalt at han skulle vente på i lifebase ved 148,7 km. Jeg havde hentet 2,5 time ind på Ravn, der desværre havde fået en grim flænge i foden. Så i mens han var hos samaritterne og få forbundet poten, skovlede jeg risotto indenbords og fik ladet telefonen op. Det var hyggeligt at se Ravn igen og inden længe var vi atter på farten sammen.

TDG 045

Det blev en lang eftermiddag og aften hvor det atter begyndte at regne. Lige ved efter solnedgang mødte vi Anna Bastian fra Spanien som har gennemført alle tidligere udgaver af Tor de Geants og en masse andre løb. Jeg spørger ind til sammenligningen mellem det her og (verdens hårdeste etapeløb) “The Track” i Australiens outback. Hun griner højt og siger at the Track er NEMT fordi man kan sove hver nat 🙂 Opstigningen til Rifuge Coda var nederdrægtig stejl og de sidste 4,5 km tog 2,5 time. Vi fulgtes med en ung matematik-lærer fra San Francisco og hyggesnakkede. Regnen var væk med en kold vind blæste. På topgraten mod hytten kunne man se alle lysene nede fra dalen. Det var utrolig smukt men samtidig så frisk at vi skyndte os videre. Lyn og torden bragede løs i det fjerne og vi var taknemmlige over ikke at være midt i det. I hytten styrede vi igennem kaos’et i stueetagen og op oven på hvor hytteværten Luca anviste vores sengepladser. “Two hours” formanede ham og hentydede til at vi kun kunne sove der i 2 timer inden det var ud af vagten (for at gøre plads til de næste). Jeg lå under uldtæppet med en halvklam exo-motion trøje og klappede tænder. Vores værelse så lå dør-om-dør med krostuen så al larmen gik lige igennem den tynde væg. Til sidste faldt jeg dog i søvn og vågnede først halvanden time senere ved at der stod en og rykkede i min fod.

18

Jeg var gennemkold og rystede. Nede i “krostuen” købte vi os til en lille upgradering – minestrone med fanta. Den frivillige der checkede os us var rigtig sød og spurgte om vi nu havde tøj nok på og energi nok med. Vi havde alt vores tøj på ud af hytten, men vi fik hurtigt varmen på nedstigningen og skraldede lag på lag af. Det var ved at være langt mellem folk og vi så kun få lygter foran os.

Vi fortsatte gennem mørket fra depot til depot og var efterhånden ved at være godt trætte af tørt brød, pølse, ost og pasta pomodoro (tomatsovs). Ligesom at vores medbragte energi hang os ud af halsen, uanset hvor meget vi havde prøvet at variere det. Der var ikke skyggen af løbbart terræn. Ikke at det gjorde en forskel. Flængen i Ravns fod gjorde at vi havde indstillet os på at den skulle gåes hjem. Med mere en halvdelen af løbet bag os begyndte det at ligne noget.

Det stod klart for os hvorfor vandreruterne i Aosta-dalen ikke høre til blandt de mest velbesøgte i Alperne og man kunne tydeligt se at sporet ikke har meget traffik. For trods blændende smukke udsigter hele horisonten rundt er terrænet nok for skrapt for de fleste. Høje knæløftninger konstant. Stavene var uundværlige både op og ned.

15

Samtale-emnerne var lagt fra udtømt og fik rundet mange besynderlige emner, fra havemøbler til forfrysninger. Lige som solen stod op, passerede vi Col du Marmontana (2350 m.) efter 176 km. Vi skiftedes lidt til at hænge i bremsen. Min vejrtrækning satte en dæmper løjerne opad (min sædvanlige paradedisciplin) og Ravn trak læsset. Nedad var det lige om vendt. Ravn var rigtig træt på vej ned mod næste depot. Endnu en plastikkasse var fløjet dybt ind i bjergene og læsset af sammen med nogle friske folk fra den lokale skiklub. Jeg havde glemt min foldekop i det forrige depot så jeg måtte snitte bunden af en vandflaske for at få serveret noget varm bouillon.

TDG 040

Vi fortsatte over det spektakulære pas Crena du Ley inden vi traverserede rundt om bjerget til Col della Vecchia og begyndte den lange nedstigning til depotet i Niel. Samarbejdet med Ravn kørte upåklageligt og jeg var glad for at have følgeskab på rejsen. Vi havde ramt plet med vores udstyr og vores strategi så ud til at give pote.

Vi spiste en portion (surprise) skål pasta pomodoro og en ispind inden vi fortsatte op igen. Depotet i Niel blev Erik Bossen’s endelig da han senere på aftenen faldt for tidsgrænsen og var ude af løbet. Turen mod Col Lasoney blev anstrengende i middagsheden og vi tog en kort powernap i græsset da vi begge var helt udkørte. Ravn vågnede helt smadret mens jeg følte mig markant friskere end før. Det var en “lille” stigning på kun 800 meter men vi kiggede konstant på vores Suunto Ambit2 for at følge fremskridtet op ad. Højdemåler er faktisk blandt det obligatoriske udstyr ved Tor de Geants.

TDG 054

Vi var så meget i søvnunderskud at vi nemt blev enige om at sove et par timer da vi nærmede os lifebasen i Gressonsy,ved km 200. Det viste sig faktisk at være løbet bedste hoveddepot med god mad og fine faciliteter. Satte en stor skude mad til livs inden jeg snuppede en hurtig dusch (det var skønt og tiltrængt) og lagde mig til at sove på en tyk madras under hallens klatrevæg. Belært af erfaringer fra tidligere havde jeg fundet ørepropperne frem og hev en buff ned over øjnene. Gik ud som et lys og vågnede af mig selv før uret ringede efter blot 1:45. Følte mig klar til at fortsætte. 132 km hjem….

TDG 057

Vi kom afsted fra lifebase’n i Gressoney (km 200) kl. 23 med 2 timer ned til tidsgrænsen. Selv på dette sene tidspunkt stod der folk og heppede som var vi de største rock-stjerner. Heldigvis havde vi lige et par flade km inden vi ramte næste stigning. Her var jeg max presset hele vejen op af de 1400 meter klatring til Col du Pinter. Med blikket stift rettet mod højdemåleren spiste vi stigningen en bid af gangen. Her blev vi overhalet af en del på vejen op og Ravn måtte også vente på mig.

TDG 082

Natten var kølig og stjerneklar. Nedad gik det bedre og inden vi fik set os om var vi nede i Rifuge Crest. Endnu er skude varm pasta Pomodoro ventede. Jeg var rigtig træt og ville bare sove. Men vi havde kun et par timer til solopgang og klemte ballerne sammen. 15 minutters gang senere kom vi til den rigtige Rifuge Crest og undrede os over hvorfor det depot vi lige havde været i (som vi troede var Crest) ikke var annonceret nogen steder. I det hele taget havde vi været helt fucked uden den lille flyer med højdekurven og depotangivelser som vi tilfældigt havde fået op under neglene i Courmayeur. Ravn tankede cola og så var vi på farten. Det var en del af vores strategi at være så effektive som muligt i depoterne og ikke spilde tiden.

TDG 081

På vejen ned mod dalen klippede jeg kaniner for hårdt og var virkelig ramt af søvnmangel. Vi kom frem til depotet i St. Jacques lige efter solopgang. Et lille fugtigt lokale med dårlig stemning og alt for mange mennesker på lidt plads. Bestemt ikke stedet at sove og jeg satte min lid til at jeg ville blive friskere når solen kom rigtig frem. Så jeg nøjedes med at squatte på pedal-lokummet inden vi fortsatte. Ganske som Ravn havde forudset begyndte jeg at føle mig friskere på stigningen.

19

Solen varmede vores frosne og trætte kroppe og vi huskede at nyde turen. Da vi ankom til Gran Tournalin hytten havde det største rack ko-klokker jeg har set, som de hilste alle løbere med. Jo længere man kommer op i bjergene jo hyggeligere bliver hytterne og stedet har ar ingen undtagelse. Det obligatoriske pasta med tomatsovs blev her ledsaget af en fantastisk hjemmelavet æblekage og de havde appelsinjuice som et herligt afbræk til sportsdrik og cola.

TDG 085

To bjergpas mere og det gik ned mod næste lifebase i Valtournenche. Jeg var stadig meget træt så vi blev enige om at jeg tog en powernap mens Ravn fortsatte nedad. Jeg satte uret på 20 minutter og så var jeg væk. Da uret ringede var en sky gået for solen og jeg måtte straks igang med at løbe for at få varmen tilbage. I skoven lige inden depotet mødte jeg en frivillig i TDG trøje som stod og heppede energisk. Der gik lige et øjeblik før tiøren faldt og jeg kom i tanke om hvor jeg havde set hende før. Det var såmænd Courmayeur’s borgmester, der var ude og heppe 🙂

Inde i depotet fandt jeg Ravn som var ankommet et øjeblik før. Sortimentet var efterhånden velkendt og jeg undrede mig mest over hvem som var aftager på øllet og rødvinen i depotet. En dyb indånding og så videre ud over isen. Benene var overraskende gode efter 240 km. og fødderne var stort set indtagte, efter jeg havde skiftet strømper i alle hoveddepoterne.

21

Foran os ventede aftenen og natten med 5 pas over 2500 meter. Der var ikke så meget op og ned men til gengæld var vi fra flere sider advaret om at løbet mest tekniske passager lå netop her. Vi forsøgte at holde en stabil høj marchfart mens vi diskuterede den bedste stategi for natten. Hvor det bedst kunne betale sig at smide sove-kortet, da vi i hytterne kun kunne få lov at sove max 2 timer. Igen var Ravn skarpest på taktikken og vi valgte at gå efter at komme så langt som muligt, så tiden fra vi stod op og frem til solopgang ville blive så kort som muligt. Det var klart den sværeste periode på døgnet at komme igennem da kroppen ren fysiologisk er programmeret til hvile der.

TDG 104

Ved solnedgang snakkede vi kort med en Schweizer vi havde været i nærheden af siden det sidste store depot. Han advarede os om at terrænet foran var farligt. Vi var ikke helt sikre på hvad det betød. Næste sted vi kom til var en lille bivuak hytte proppet med folk. Så det gav næsten sig selv at køre på. Snart befandt vi os på smalle klippehylder på kanten af afgrunden. Når man lyste ned med pandelygten så man kun et sort tomt hul. Rettede fokus ind på stien og fortsatte “relentless forward progress” – en fod foran den anden. Jeg var begyndt at eksperimentere med the i dunkene da selv den klassiske cola og vand (2/1) blanding var svær at klemme ned. Havde ikke spist noget medbragt energi i timevis og kørte udelukkende på chokolade og andre goodies fra depoterne.

Næste depot var hytten Cuney. Buffeten var stort set tom uden i det telt som var opstillet foran hytten. Som frygtet kom vi midt i rush-hour men var heldige at komme først i en stor bølge af løbere. Så efter 10 minutters venten var der en soveplads til os. Denne gang havde jeg været snu nok til at slæbe en ekstra trøje med fra dropbag’en, så jeg ikke skulle sove i en våd trøje. Jeg prøve at “lyddæmpe” min hosten så de andre ikke skulle vågne. En italiener tog prisen som årets kegle da han på sovesalen højlydt forsøgte at vikle sig ind i sit alu (overlevelses)tæppe og iklæde sig sin engangsregnfrakke. Fuck en klovn det væltede rundt herude og satte sig selv og andres helbred på spil, uden det rigtige udstyr.

TDG 084

Da vi blev vækket efter små 2 timer var vi begge kolde og stive. Men heldigvis fik vi lov at indtage vores pasta pomodoro lige uden for køkkenet. Så vi slap for at komme ud i det kolde telt igen.
Næste depot var en lille 15-20 kvadratmeter bivuak hvor alt var fuldkommen kaos. Folk lå og som mellem benene på de frivillige som kontrollerede vores numre.

En kort stigning op over nattens sidste pas inden et lang nedløb ventede. Det første stykke fra passet var løst og stejlt og jeg priste mig lykkelig for at det ikke regnede. På papiret var det lige til men underlaget var ganske udfordrende og pludselig var der 7-8 gange længere mellem flagene med refleks end tidligere. Først ud på morgenen var vi endelig nede i Ollomont (283 km). Depotet var helt tomt bortset fra lidt rosiner der lå i et hjørne af en foliebakke og grinede. Vi aftalte en halv times hvil og jeg gik omkuld i en af feltsengene med alt tøjet på. Da jeg sad og ordnede rygsækken efter luren kom Ravn slæbene. Godt gnaven over at den frivillige der havde lovet at vække ham (normal procedure så alle ikke ure og telefoner til at bimle løs i sovesalen) havde glemt ham. Hans øjne var rødsprængte og sammenknebne. Ikke at jeg selv var bedre kørende.

TDG 112

Vi trøstede os med at det var 3. sidste stigning og snart kom solen frem og gjorde det hele sjovere. Den amerikanske matematik-lærer vi tidligere havde fulgtes med kom blæsende forbi op ad bjerget. Gasblå i hoved af raseri over at nogen havde taget hans stave i depotet. “I’m gonna get that bastard”. Vi hentede ham dog i næste depot hvor han var faldet lidt ned. Et par fyrer stod ved et af de mobile depotkasser og havde rigeligt af forsyninger. Det var ved at være et par dage siden jeg havde børstet tænder men appelsinen virkede frisk og chokoladen lå godt i maven.

TDG 072

Udsigten var stadig fantastisk og vi nød at være afsted, selvom en stor del i os gerne snart ville være færdig. Nedløbet til sidste lifebase var grusvej hvilket på dette tidspunkt var toppen. Havde flere gange drømt om fladt asfalt eller i det mindste bare jævn asfalt. Men det er der ikke i Tor de Geants og samlet havde vi måske 10 km. hvilket er utrolig lidt sammenlignet med andre store ultratrail løb. Amerikaneren havde sit Crew med i hoveddepotet og han blev overdynget med spørgsmål om hvorvidt han ville have den ene eller anden hjemmelavede sandwich. Tænderne løb i vand mens jeg skovlede pasta og skiftede strømper. På under 10 minutter var Ravn og jeg på farten igen og efterlod amerikaneren med sine sandwich og sine grouppies.

37

Vi varmede os ved tanken om at det var næstsidste stigning. Men hold nu kæft hvor var det stejlt. Vi røg direkte ind på en serie af switchbacks og jeg led virkelig. Vi blev overhalet af en ældre japansk dame der lignede noget katten havde opgivet at slæbe med ind og jeg tænkte – WHAT? I den næste hytte sad en anden dame og sov med åben mund og så fuldkommen ristet ud. Så overraskelsen var stor da han kom trillende forbi os 10 minutter senere.

35

Det var virkelig tuff going og jeg var nede i slæbe-gearet hele vejen op med den ene fod foran den anden. Mit knæ havde længe drillet på stigningerne og nu blev det rigtig slemt. Men alt har en ende og til sidst kom vi over Col Champillon med en god marathon igen. For første gang i 5 dage havde vi udsigt til Mont Blanc og kunne se hvor vi skulle hen af. Mit knæ gjorde godt nas på nedløbet og Ravn var for første gang hurtigere end mig nedad. Vi traverserede langs bjerget så tydeligt at de andre løbere også var ramt. Når folk sidder på en sten og stirrer tomt ud i luften på vej ned af bjerget er det ikke for sjov. Park-betjenten vi havde mødt på Col du Losson 4 tidligere kom travende op ad mens han heppede på os.

Jeg fantaserede om pomfritter i næste depot. Eller i det mindste polenta som de havde haft de første par dage. Da vi kom ind i depotet som var i en kælder i en bondegård serverede de store saftige ribs – verdensklasse 🙂

Så kom det stykke som vi havde udset os som turen letteste. 8 km. flad grusvej. Mit knæ og Ravns flænge i foden gjorde at droppede at løbe men istedet forsøgte at holde kæden stram og hastigheden over 6 km/t. Nede ved depotet i Saint Rhemy (303 km) var hele byen på den anden ende og opbakningen fantastisk. Til trods for at Iker Karrera fra Team Salomon havde vundet løbet mere end 2 dage tidligere, var hele byen ude og heppe her fredag aften. Vi hilste på borgmesteren og huskede at takke de super søde hjælpere i det lille bitte depottelt inden vi gik til angreb på sidste banke.

TDG 114

Det var faldet ro over feltet nu og alle omkring var sikre på at komme i mål inden for tidsgrænsen på de 150 timer. Vi havde oprindeligt arbejdet efter en plan som sigtede på 120 timer men havde justeret til undervejs. Målet var at komme under (Hoka) Heine Petersens tid på 143 timer. Opstigningen til sidste pas var lang og mudret og mørket begyndte at falde på. Jeg var så skeløjet af søvnmangel at jeg pludselig stoppede op og ikke kunne overskue at følge reflekserne i mørket foran mig. Havde jeg været alene havde jeg nok bare sat mig ned og fået et powernap. I stedet kunne jeg bide mig fast i Ravns rygsæk og følge med. Halvvejs oppe kom vi til en kæmpe hytte hvor købte et par dåser lemon sodavand, som afveksling fra mineralvand, cola og Enervit sportsdrik som jeg primært havde kørt ned i de 5,5 døgn vi havde været igang.

TDG 118

Lige efter hytten mødte vi folk fra bjergredningen som var på vej ned fra passet og det gav en boost til det sidste stykke. Col Malatra var mudret og eksponeret. Selv om dagen havde det ikke været nogen fest. Heldigvis havde redningsfolkene drysset høvlspåner på det mest mudrede og hængt fix reb ud. Lige under passet på et stejlt klippeparti blev vi overhalet af en fuldkommen hensynsløs italiener det mosede sig forbi med stavene fægtende vildt omkring sig. På den anden siden satte vi tempo på ned. Jeg undrede mig over mængden af affald der lå overalt indtil det langsomt gik op for mig at jeg hallucinerede igen. Ravn fortalte senere hvordan alle skyggerne fra hans pandelygte blev til farlige dyr. Vi stavrede afsted i visheden om at det kun var nedad herfra. I næste sidste hytte – Bonatti ankom vi lige som et par gutter rejste sig fra sofaen og sagde “back to business”. Vi fyldte dunkene, snurrede rundt på hælen og var afsted inden de fik gjordt sig klar. Vi løb de næste par kilometer for at komme hurtigt ud af synsfeltet og for lige at smække døren solid i hovedet på dem. Nu var vi nede på UTMB sporet og det var jo en ren motorvej i forhold til tidligere. Traversen over til Bertone hytten tog en evighed og vi måtte lige sove et par minutter i siden af stien. Endelig dukkede skiltet op oven for hytten som jeg havde spejdet efter den sidste time. Nu vidste jeg præcis hvor langt vi havde igen, da vi havde scouted denne sektion ugen før, da vi var ude og heppe til UTMB.

TDG 120

I Rifuge Bertone stak vi bare lige hovedet inden for inden vi gav os i kast med sidste nedløb. Vi kunne tydeligt se lysene nede i Courmayeur og var begge helt friske nu. Vi evaluerede løbet og var enige om at vi havde haft det rette udstyr med og vi havde spillet vores kort perfekt. Samarbejdet havde fungeret upåklageligt og jeg tror ikke at vi kunne have gjordt det bedste hver for sig. Vi talte om nye projekter sammen og mulighederne i Spine Race, Junut og PTL. Sidstnævnte er godt nok ikke et løb, da der ikke er tidstagning, men ikke desto mindre noget det ville passe vores styrker godt.

Vi nød det sidste stykke ind i byen, som var helt mennesketomt her ved 4-tiden om morgenen. Pludselig komme to pandelygter flænsende ud af mørket bag os. Ren refleksagtigt sætter i spurt. Jeg kan ikke få vejret og råber til Ravn at vi bliver nød til at sætte farten ned. “DE KOMMER….” råber han og fortsætter. Vi løber skræmt hele vejen til mållinien selvom de 2 bag os for længst har erkendt nederlag.

Hvilken finish og vi prøver at joke lidt med de to der prøvede at pilke os, men de er pisse sure. Vi er derimod lykkelige over at have fuldført et da hårdeste trailløb på kloden. Vi endte som nr. 220 og 221 ud af 705 startende i 138 timer and change (eller lige knap 6 døgn).

26

Dagen efter var vi ude og heppe på dem der lige slæbte sig hjem inden for tidsgrænsen og mange af dem udviste imponerende overskud. Det var et hyggeligt gensyn med mange løbere vi havde mødt undervejs. Vi hang ud på en fortorvscafe sammen med vinderen Iker Karrera og gav respekt til de sidste løbere. Alle som fuldfører Tor de Geants er en vinder uanset tiden.

24

Da jeg endelig kom til lægen fik jeg konstateret dobbelt siddet lungebetændelse, så ikke noget at sige til at det var op ad bakke undervejs. Tor de Geants er uden sammenligning det hårdeste løb og det jeg er mest stolt over at have gennemført. Jeg skal helt sikkert ikke løbe det igen næste år, for man skal VIRKELIG ville det for at komme igennem. Det kræver sgu en del viljestyrke at stå op efter 1,5 times søvn, tage det våde tøj på og stikke snotten ud i windchill minus tyve for at kravle rundt mørke. Der er en grund til at man bruger søvnmangel som tortur. Undervejs sov Ravn i 9 timer mens jeg nappede 13. Meeeeeen måske en gang i fremtiden, tror jeg godt det kunne tænkes at jeg atter liner op til Giganternes Tor(tur)…

denivele-tor-des-géants

Giganternes Tor(tur) – Part 3

23

Vi kom afsted fra lifebase’n i Gressoney (km 200) kl. 23 med 2 timer ned til tidsgrænsen. Selv på dette sene tidspunkt stod der folk og heppede som var vi de største rock-stjerner. Heldigvis havde vi lige et par flade km inden vi ramte næste stigning. Her var jeg max presset hele vejen op af de 1400 meter klatring til Col du Pinter. Med blikket stift rettet mod højdemåleren spiste vi stigningen en bid af gangen. Her blev vi overhalet af en del på vejen op og Ravn måtte også vente på mig.

TDG 082

Natten var kølig og stjerneklar. Nedad gik det bedre og inden vi fik set os om var vi nede i Rifuge Crest. Endnu er skude varm pasta Pomodoro ventede. Jeg var rigtig træt og ville bare sove. Men vi havde kun et par timer til solopgang og klemte ballerne sammen. 15 minutters gang senere kom vi til den rigtige Rifuge Crest og undrede os over hvorfor det depot vi lige havde været i (som vi troede var Crest) ikke var annonceret nogen steder. I det hele taget havde vi været helt fucked uden den lille flyer med højdekurven og depotangivelser som vi tilfældigt havde fået op under neglene i Courmayeur. Ravn tankede cola og så var vi på farten. Det var en del af vores strategi at være så effektive som muligt i depoterne og ikke spilde tiden.

TDG 081

På vejen ned mod dalen klippede jeg kaniner for hårdt og var virkelig ramt af søvnmangel. Vi kom frem til depotet i St. Jacques lige efter solopgang. Et lille fugtigt lokale med dårlig stemning og alt for mange mennesker på lidt plads. Bestemt ikke stedet at sove og jeg satte min lid til at jeg ville blive friskere når solen kom rigtig frem. Så jeg nøjedes med at squatte på pedal-lokummet inden vi fortsatte. Ganske som Ravn havde forudset begyndte jeg at føle mig friskere på stigningen.

19

Solen varmede vores frosne og trætte kroppe og vi huskede at nyde turen. Da vi ankom til Gran Tournalin hytten havde det største rack ko-klokker jeg har set, som de hilste alle løbere med. Jo længere man kommer op i  bjergene jo hyggeligere bliver hytterne og stedet har ar ingen undtagelse. Det obligatoriske pasta med tomatsovs blev her ledsaget af en fantastisk hjemmelavet æblekage og de havde appelsinjuice som et herligt afbræk til sportsdrik og cola.

To bjergpas mere og det gik ned mod næste lifebase i Valtournenche. Jeg var stadig meget træt så vi blev enige om at jeg tog en powernap mens Ravn fortsatte nedad. Jeg satte uret på 20 minutter og så var jeg væk. Da uret ringede var en sky gået for solen og jeg måtte straks igang med at løbe for at få varmen tilbage. I skoven lige inden depotet mødte jeg en frivillig i TDG trøje som stod og heppede energisk. Der gik lige et øjeblik før tiøren faldt og jeg kom i tanke om hvor jeg havde set hende før. Det var såmænd  Courmayeur’s borgmester, der var ude og heppe 🙂

Inde i depotet fandt jeg Ravn som var ankommet et øjeblik før. Sortimentet var efterhånden velkendt og jeg undrede mig mest over hvem som var aftager på øllet og rødvinen i depotet. En dyb indånding og så videre ud over isen. Benene var overraskende gode efter 240 km. og fødderne var stort set indtagte, efter jeg havde skiftet strømper i alle hoveddepoterne.

21

Foran os ventede aftenen og natten med 5 pas over 2500 meter. Der var ikke så meget op og ned men til gengæld var vi fra flere sider advaret om at løbet mest tekniske passager lå netop her. Vi forsøgte at holde en stabil høj marchfart mens vi diskuterede den bedste stategi for natten. Hvor det bedst kunne betale sig at smide sove-kortet, da vi i hytterne kun kunne få lov at sove max 2 timer. Igen var Ravn skarpest på taktikken og vi valgte at gå efter at komme så langt som muligt, så tiden fra vi stod op og frem til solopgang ville blive så kort som muligt. Det var klart den sværeste periode på døgnet at komme igennem da kroppen ren fysiologisk er programmeret til hvile der.

TDG 104

Ved solnedgang snakkede vi kort med en Schweizer vi havde været i nærheden af siden det sidste store depot. Han advarede os om at terrænet foran var farligt. Vi var ikke helt sikre på hvad det betød. Næste sted vi kom til var en lille bivuak hytte proppet med folk. Så det gav næsten sig selv at køre på. Snart befandt vi os på smalle klippehylder på kanten af afgrunden. Når man lyste ned med pandelygten så man kun et sort tomt hul. Rettede fokus ind på stien og fortsatte “relentless forward progress” – en fod foran den anden. Jeg var begyndt at eksperimentere med the i dunkene da selv den klassiske cola og vand (2/1) blanding var svær at klemme ned. Havde ikke spist noget medbragt energi i timevis og kørte udelukkende på chokolade og andre goodies fra depoterne.

Næste depot var hytten Cuney. Buffeten var stort set tom uden i det telt som var opstillet foran hytten. Som frygtet kom vi midt i rush-hour men var heldige at komme først i en stor bølge af løbere. Så efter 10 minutters venten var der en soveplads til os. Denne gang havde jeg været snu nok til at slæbe en ekstra trøje med fra dropbag’en, så jeg ikke skulle sove i en våd trøje. Jeg prøve at “lyddæmpe” min hosten så de andre ikke skulle vågne. En italiener tog prisen som årets kegle da han på sovesalen højlydt forsøgte at vikle sig ind i sit alu (overlevelses)tæppe og iklæde sig sin engangsregnfrakke. Fuck en klovn det væltede rundt herude og satte sig selv og andres helbred på spil, uden det rigtige udstyr.

TDG 084

Da vi blev vækket efter små 2 timer var vi begge kolde og stive. Men heldigvis fik vi lov at indtage vores pasta pomodoro lige uden for køkkenet. Så vi slap for at komme ud i det kolde telt igen.
Næste depot var en lille 15-20 kvadratmeter bivuak hvor alt var fuldkommen kaos. Folk lå og som mellem benene på de frivillige som kontrollerede vores numre.

En kort stigning op over nattens sidste pas inden et lang nedløb ventede. Det første stykke fra passet var løst og stejlt og jeg priste mig lykkelig for at det ikke regnede. På papiret var det lige til men underlaget var ganske udfordrende og pludselig var der 7-8 gange længere mellem flagene med refleks end tidligere. Først ud på morgenen var vi endelig nede i Ollomont (283 km). Depotet var helt tomt bortset fra lidt rosiner der lå i et hjørne af en foliebakke og grinede. Vi aftalte en halv times hvil og jeg gik omkuld i en af feltsengene med alt tøjet på. Da jeg sad og ordnede rygsækken efter luren kom Ravn slæbene. Godt gnaven over at den frivillige der havde lovet at vække ham (normal procedure så alle ikke ure og telefoner til at bimle løs i sovesalen) havde glemt ham. Hans øjne var rødsprængte og sammenknebne. Ikke at jeg selv var bedre kørende.

TDG 112

Vi trøstede os med at det var 3. sidste stigning og snart kom solen frem og gjorde det hele sjovere. Den amerikanske matematik-lærer vi tidligere havde fulgtes med kom blæsende forbi op ad bjerget. Gasblå i hoved af raseri over at nogen havde taget hans stave i depotet. “I’m gonna get that bastard”. Vi hentede ham dog i næste depot hvor han var faldet lidt ned. Et par fyrer stod ved et af de mobile depotkasser og havde rigeligt af forsyninger. Det var ved at være et par dage siden jeg havde børstet tænder men appelsinen virkede frisk og chokoladen lå godt i maven.

Udsigten var stadig fantastisk og vi nød at være afsted, selvom en stor del i os gerne snart ville være færdig. Nedløbet til sidste lifebase var grusvej hvilket på dette tidspunkt var toppen. Havde flere gange drømt om fladt asfalt eller i det mindste bare jævn asfalt. Men det er der ikke i Tor de Geants og samlet havde vi måske 10 km. hvilket er utrolig lidt sammenlignet med andre store ultratrail løb. Amerikaneren havde sit Crew med i hoveddepotet og han blev overdynget med spørgsmål om hvorvidt han ville have den ene eller anden hjemmelavede sandwich. Tænderne løb i vand mens jeg skovlede pasta og skiftede strømper. På under 10 minutter var Ravn og jeg på farten igen og efterlod amerikaneren med sine sandwich og sine grouppies.

37

Vi varmede os ved tanken om at det var næstsidste stigning. Men hold nu kæft hvor var det stejlt. Vi røg direkte ind på en serie af switchbacks og jeg led virkelig. Vi blev overhalet af en ældre japansk dame der lignede noget katten havde opgivet at slæbe med ind og jeg tænkte – WHAT? I den næste hytte sad en anden dame og sov med åben mund og så fuldkommen ristet ud. Så overraskelsen var stor da han kom trillende forbi os 10 minutter senere.

35

Det var virkelig tuff going og jeg var nede i slæbe-gearet hele vejen op med den ene fod foran den anden. Mit knæ havde længe drillet på stigningerne og nu blev det rigtig slemt. Men alt har en ende og til sidst kom vi over Col Champillon med en god marathon igen. For første gang i 5 dage havde vi udsigt til Mont Blanc og kunne se hvor vi skulle hen af. Mit knæ gjorde godt nas på nedløbet og Ravn var for første gang hurtigere end mig nedad. Vi traverserede langs bjerget så tydeligt at de andre løbere også var ramt. Når folk sidder på en sten og stirrer tomt ud i luften på vej ned af bjerget er det ikke for sjov. Park-betjenten vi havde mødt på Col du Losson 4 tidligere kom travende op ad mens han heppede på os.

Jeg fantaserede om pomfritter i næste depot. Eller i det mindste polenta som de havde haft de første par dage. Da vi kom ind i depotet som var i en kælder i en bondegård serverede de store saftige ribs – verdensklasse 🙂

Så kom det stykke som vi havde udset os som turen letteste. 8 km. flad grusvej. Mit knæ og Ravns flænge i foden gjorde at droppede at løbe men istedet forsøgte at holde kæden stram og hastigheden over 6 km/t. Nede ved depotet i Saint Rhemy (303 km) var hele byen på den anden ende og opbakningen fantastisk. Til trods for at Iker Karrera fra Team Salomon havde vundet løbet mere end 2 dage tidligere, var hele byen ude og heppe her fredag aften. Vi hilste på borgmesteren og huskede at takke de super søde hjælpere i det lille bitte depottelt inden vi gik til angreb på sidste banke.

TDG 114

Det var faldet ro over feltet nu og alle omkring var sikre på at komme i mål inden for tidsgrænsen på de 150 timer. Vi havde oprindeligt arbejdet efter en plan som sigtede på 120 timer men havde justeret til undervejs. Målet var at komme under (Hoka) Heine Petersens tid på 143 timer. Opstigningen til sidste pas var lang og mudret og mørket begyndte at falde på. Jeg var så skeløjet af søvnmangel at jeg pludselig stoppede op og ikke kunne overskue at følge reflekserne i mørket foran mig. Havde jeg været alene havde jeg nok bare sat mig ned og fået et powernap. I stedet kunne jeg bide mig fast i Ravns rygsæk og følge med. Halvvejs oppe kom vi til en kæmpe hytte hvor købte et par dåser lemon sodavand, som afveksling fra mineralvand, cola og Enervit sportsdrik som jeg primært havde kørt ned i de 5,5 døgn vi havde været igang.

TDG 118

Lige efter hytten mødte vi folk fra bjergredningen som var på vej ned fra passet og det gav en boost til det sidste stykke. Col Malatra var mudret og eksponeret. Selv om dagen havde det ikke været nogen fest. Heldigvis havde redningsfolkene drysset høvlspåner på det mest mudrede og hængt fix reb ud. Lige under passet på et stejlt klippeparti blev vi overhalet af en fuldkommen hensynsløs italiener det mosede sig forbi med stavene fægtende vildt omkring sig. På den anden siden satte vi tempo på ned. Jeg undrede mig over mængden af affald der lå overalt indtil det langsomt gik op for mig at jeg hallucinerede igen. Ravn fortalte senere hvordan alle skyggerne fra hans pandelygte blev til farlige dyr. Vi stavrede afsted i visheden om at det kun var nedad herfra. I næste sidste hytte – Bonatti ankom vi lige som et par gutter rejste sig fra sofaen og sagde “back to business”. Vi fyldte dunkene, snurrede rundt på hælen og var afsted inden de fik gjordt sig klar. Vi løb de næste par kilometer for at komme hurtigt ud af synsfeltet og for lige at smække døren solid i hovedet på dem. Nu var vi nede på UTMB sporet og det var jo en ren motorvej i forhold til tidligere. Traversen over til Bertone hytten tog en evighed og vi måtte lige sove et par minutter i siden af stien. Endelig dukkede skiltet op oven for hytten som jeg havde spejdet efter den sidste time. Nu vidste jeg præcis hvor langt vi havde igen, da vi havde scouted denne sektion ugen før, da vi var ude og heppe til UTMB.

TDG 120

I Rifuge Bertone stak vi bare lige hovedet inden for inden vi gav os i kast med sidste nedløb. Vi kunne tydeligt se lysene nede i Courmayeur og var begge helt friske nu. Vi evaluerede løbet og var enige om at vi havde haft det rette udstyr med og vi havde spillet vores kort perfekt. Samarbejdet havde fungeret upåklageligt og jeg tror ikke at vi kunne have gjordt det bedste hver for sig. Vi talte om nye projekter sammen og mulighederne i Spine Race, Junut og PTL. Sidstnævnte er godt nok ikke et løb, da der ikke er tidstagning, men ikke desto mindre noget det ville passe vores styrker godt.

Vi  nød det sidste stykke ind i byen, som var helt mennesketomt her ved 4-tiden om morgenen. Pludselig komme to pandelygter flænsende ud af mørket bag os. Ren refleksagtigt sætter i spurt. Jeg kan ikke få vejret og råber til Ravn at vi bliver nød til at sætte farten ned. “DE KOMMER….” råber han og fortsætter. Vi løber skræmt hele vejen til mållinien selvom de 2 bag os for længst har erkendt nederlag.

Hvilken finish og vi prøver at joke lidt med de to de prøvede at pilke os, men de er pisse sure. Vi er derimod lykkelige over at have fuldført et da hårdeste trailløb på kloden. Vi endte som nr. 220 og 221 ud af 705 startende i 138 timer and change (eller lige knap 6 døgn).

26

Dagen efter var vi ude og heppe på dem der lige slæbte sig hjem inden for tidsgrænsen og mange udviste imponerende overskud. Det var et hyggeligt gensyn med mange løbere vi havde mødt undervejs. Vi hang ud på en fortorvscafe sammen med vinderen Iker Karrera og gav respekt til de sidste løbere. Alle som fuldfører Tor de Geants er en vinder uanset tiden.

24

Da jeg endelig kom til lægen fik jeg konstateret dobbelt siddet lungebetændelse, så ikke noget at sige til at det var op ad bakke undervejs. Tor de Geants er uden sammenligning det hårdeste løb og det jeg er mest stolt over at have gennemført. Jeg skal helt sikkert ikke løbe det igen næste år, for man skal VIRKELIG ville det for at komme igennem. Det kræver sgu en del viljestyrke at stå op efter 1,5 times søvn, tage det våde tøj på og stikke snotten ud i windchill minus tyve for at kravle rundt mørke. Meeeeeen måske en gang i fremtiden tror jeg godt det kunne tænkes at jeg atter liner op til Giganternes Tor(tur)…

denivele-tor-des-géants

Giganterne’s Tor(tur) – Part 2

foto2

Anden del af historien fra Tor de Geants – Læs første afsnit her

Uanset hvor meget jeg gerne ville ned at ligge og bare sove fra det hele, vidste jeg at noget andet måtte ske.

Ravn foreslog at jeg gik med ned til dalen hvor næste life-base befandt sig. Dels for at komme ned i højden og for at have en teoretisk mulighed for at nå Cut-off’et næste morgen kl. 6. De argumenter købte jeg, selvom jeg på ingen måde havde lyst til at skulle ud i kulden igen. Som sagt så gjordt og iført fuld battledress (regnjakke, regnbukser, handsker, vindluffer, uld-buff og pandelygte) stavrede vi ud i natten.

TDG 079

Det første stykke ned var velfriseret vandresti og den lille jubeloptimist bagerst i primat-hjernen troede at det ville blive plain sailing til depotet. Men det var selvfølgelig for godt til at være sandt og snart efter befandt vi os i, hvad der lignede et gammelt stenbrud. En sand labyrint af stenblokke på en stejl mudret skråning. Trods afmærkningen med små plastik-flag med reflekser var det svært finde vejen ned. Vi kunne tydeligt se gadelamperne nede i byen hvilket gjorde det hele endnu mere frustrerende. En evighed passerede og vi kom kun langsomt ned af bjerget. Da vi endelig var på vej ind i byen stod Jakob Tolborg fra Løbeklubben på Facebook pludselig og heppede i sin røde Fusions jakke. Det var selvfølgelig en halucination (pga øjnene bliver trætte og mister evnen til at afstandsbedømme) men jeg sagde ikke noget til Ravn. Han skulle ikke være mere bekymret end han var i forvejen.

Pludselig dukkede der rigtige tilskuere op, som stod og heppede og vi gik forbi flere fine hoteller som så meget tillokkende ud. Vi gik igennem byen uden at møde depotet. Hov vent lige en gang… Vi måtte spørge om vej. Nå – depotet? Ja det er først i den næste by om 3 km. Dooooo…. Det fik mig til at knække fuldstændig sammen og jeg slæbte mig bare afsted efter Ravn. Jeg hostede som en “60 smøger om dagen ryger” og Ravn mente at jeg skulle have lægen til at kigge på mine lunger, for det kunne meget vel være lungebetændelse. Da vi endelig nåede frem var jeg helt afladet. Skovlede hurtigt lidt mad i hovedet. I modsætning til den forrige lifebase var der ingen læge her men i stedet 2 unge samarittere som tilsyneladende kun talte italiensk. Alle feltsenge i den store gymnastik-sal var optaget men vi fik plads på et par hårde gymnastik madrasser henne ved vinduet. Ravn ville sove 2 timer og stikke afsted kl. 2. Jeg havde forlængst opgivet alt om at fortsætte i løbet og satte ikke vækkeuret. Jeg fik lige skoene af men gik ellers i dørken med alt klunset på. En sød frivillig kom med et ekstra tæppe og skiftetøjsposen agerede hovedpude.

16

Blink-blink-blink og alle lystofrørene i loftet blev tændt. Folk rumsterede rundt. Jeg kiggede på uret. Den var 05.50. 10 minutter til cutoff. 6 timers søvn havde gjordt underværket og jeg var ikke længere ved at dø. Kunne ikke finde nogen hårdtslående argumenter for ikke at fortsætte. Og så fik jeg ellers travlt… Nåede lige at skifte strømper inden jeg kastede mig ud i det. Checkede ud af depotet i Cogne med under 2 minutter til tidsgrænsen og bandt mine snørrebånd uden for depotet. Ravn var over alle bjerge og jeg måtte indstille mig på at være alene herfra. Tanken om at der stadig resterede 230 km (eller det samme som Junut, jeg løb i foråret) var rimelig skræmmende.

Det var stadig mørkt så jeg fortsatte i pandelygtens skær ud af byen. Ideen var at prøve formen af til næste lille depot efter 5 km og udgå hvis det var helt skidt. Fik hurtig gået mig varm og efter turens første toiletbesøg begyndte det at ligne noget. Mit indre motivationsbål blussede op ved tanken om en hånlig facebook kommentar,om at jeg ikke ville holde til solopgang. Tak for motivationen Jacques – den her går ud til dig

17

Længere fremme spottede jeg canadiske flag på 2 rygsække og jeg kom op til dem og faldt i snak. Stephanie og Timo fra British Colombia havde læst om løbet i et blad og havde meldt sig til. De var rigtig søde og selvom de gik langsomt var det fint følges lidt med dem. Da stigningen tog til op af bjerget og solen brød frem kom Erik Bossen (den 3. Dansker i løbet) tøffende bagfra og jeg koblede mig på ham i stedet. Vi snakkede lidt om løst og fast og fulgtes en halv times tid op til næste hytte – Rifuge Sogno. Erik havde lidt gnavsår der lige skulle fixes så vi sagde farvel og jeg kom igennem depotet på under 2 minutter. Der var efterhånden kommet lidt varme i solen og jeg havde rystet nattens dårligdom af mig. Ravn var 4 timer oppe af vejen, men jeg var sikker på at jeg ville vente ind på ham i løbet af dagen. For snart passerede jeg over Col de Finetre og et 35 km nedløb ventede. Så snart lejligheden bød sig løb jeg nedad. Det var en fantastisk følelse af frihed og jeg vedtog at selv om jeg røg ud af TDG på røv og albuer havde det været en fantastisk oplevelse. Det var processen og ikke målet 🙂

TDG 025

Solen skinnende og en tør kølig luft blæste mig i ansigtet. Mindede mig om en efterårsdag i Grønland og tankerne vandrede tilbage til min barndom oppe i menneskernes land. Holdt løbet afslappet og kontrolleret men blev alligevel så kæk at jeg sprang et depot over og brugte kun 30 sekunder i det næste. Jeg var tændt og havde defineret dagens målsætning – at nå op til Ravn, så vi kunne følges igen. Var ret sikker på jeg ville løbe hurtigere end Ravn nedad, da jeg løb i Hoka og han i helt flade Altra sko.

TDG 037

Nede ved Chardonney (km. 129) ventede Thomas Dupont, der filmede løs til dokumentaren “Tales from the Trails”. Det gav et yderligere boost og jeg fløj ned af sporet. Overhalede alt og alle. Fik melding fra Claus Posemand som sad derhjemme og lave live-update på “Trailløberen” at jeg havde hentet 1,5 time ind på Ravn.

14

Jeg nærmede mig rutens laveste punkt og løb over floden i Donnas hvor rutens eneste trafiklys ventede. Lidt syrret at stå og vente på grønt 145 km inde i et løb. Ravn og jeg havde over telefonen aftalt at han skulle vente på i lifebase ved 148,7 km. Jeg havde hentet 2,5 time ind på Ravn, der desværre havde fået en grim flænge i foden. Så i mens han var hos samaritterne og få forbundet poten, skovlede jeg risotto indenbords og fik ladet telefonen op. Det var hyggeligt at se Ravn igen og inden længe var vi atter på farten sammen.

TDG 045

Det blev en lang eftermiddag og aften hvor det atter begyndte at regne. Lige ved efter solnedgang mødte vi Anna Bastian fra Spanien som har gennemført alle tidligere udgaver af Tor de Geants og en masse andre løb. Jeg spørger ind til sammenligningen mellem det her og (verdens hårdeste etapeløb) “The Track” i Australiens outback. Hun griner højt og siger at the Track er NEMT fordi man kan sove hver nat 🙂 Opstigningen til Rifuge Coda var nederdrægtig stejl og de sidste 4,5 km tog 2,5 time. Vi fulgtes med en ung matematik-lærer fra San Francisco og hyggesnakkede. Regnen var væk med en kold vind blæste. På topgraten mod hytten kunne man se alle lysene nede fra dalen. Det var utrolig smukt men samtidig så frisk at vi skyndte os videre. Lyn og torden bragede løs i det fjerne og vi var taknemmlige over ikke at være midt i det. I hytten styrede vi igennem kaos’et i stueetagen og op oven på hvor hytteværten Luca anviste vores sengepladser. “Two hours” formanede ham og hentydede til at vi kun kunne sove der i 2 timer inden det var ud af vagten (for at gøre plads til de næste). Jeg lå under uldtæppet med en halvklam exo-motion trøje og klappede tænder. Til sidste faldt jeg i søvn og vågnede først halvanden time senere ved at der stod en og rykkede i min fod.

18

Jeg var gennemkold og rystede. Nede i “krostuen” købte vi os til en lille upgradering – minestrone med fanta. Den frivillige der checkede os us var rigtig sød og spurgte om vi nu havde tøj nok på og energi nok med. Vi havde alt vores tøj på ud af hytten, men vi fik hurtigt varmen på nedstigningen og skraldede lag på lag af. Det var ved at være langt mellem folk og vi så kun få lygter foran os.

Vi fortsatte gennem mørket fra depot til depot og var efterhånden ved at være godt trætte af tørt brød, pølse, ost og pasta pomodoro (tomatsovs). Ligesom at vores medbragte energi hang os ud af halsen, uanset hvor meget vi havde prøvet at variere det. Der var ikke skyggen af løbbart terræn. Ikke at det gjorde en forskel. Flængen i Ravns fod gjorde at vi havde indstillet os på at den skulle gåes hjem. Med mere en halvdelen af løbet bag os begyndte det at ligne noget.

Det stod klart for os hvorfor vandreruterne i Aosta-dalen ikke høre til blandt de mest velbesøgte i Alperne og man kunne tydeligt se at sporet ikke har meget traffik. For trods blændende smukke udsigter hele horisonten rundt er terrænet nok for skrapt for de fleste. Høje knæløftninger konstant. Stavene var uundværlige både op og ned.

15

Samtale-emnerne var lagt fra udtømt og fik rundet mange besynderlige emner, fra havemøbler til forfrysninger. Lige som solen stod op, passerede vi Col du Marmontana (2350 m.) efter 176 km. Vi skiftedes lidt til at hænge i bremsen. Min vejrtrækning satte en dæmper løjerne opad (min sædvanlige paradedisciplin) og Ravn trak læsset. Nedad var det lige om vendt. Ravn var rigtig træt på vej ned mod næste depot. Endnu en plastikkasse var fløjet dybt ind i bjergene og læsset af sammen med nogle friske folk fra den lokale skiklub. Jeg havde glemt min foldekop i det forrige depot så jeg måtte snitte bunden af en vandflaske for at få serveret noget varm bouillon.

TDG 040

Vi fortsatte over det spektakulære pas Crena du Ley inden vi traverserede rundt om bjerget til Col della Vecchia og begyndte den lange nedstigning til depotet i Niel. Samarbejdet med Ravn kørte upåklageligt og jeg var glad for at have følgeskab på rejsen. Vi havde ramt plet med vores udstyr og vores strategi så ud til at give pote.

Vi spiste en portion (surprise) skål pasta pomodoro og en ispind inden vi fortsatte op igen. Depotet i Niel blev Erik Bossen’s endelig da han senere på aftenen faldt for tidsgrænsen og var ude af løbet. Turen mod Col Lasoney blev anstrengende i middagsheden og vi tog en kort powernap i græsset da vi begge var helt udkørte. Ravn vågnede helt smadret mens jeg følte mig markant friskere end før. Det var en “lille” stigning på kun 800 meter men vi kiggede konstant på vores Suunto Ambit2 for at følge fremskridtet op ad. Højdemåler er faktisk blandt det obligatoriske udstyr ved Tor de Geants.

TDG 054

Vi var så meget i søvnunderskud at vi nemt blev enige om at sove et par timer da vi nærmede os lifebasen i Gressonsy,ved km 200. Det viste sig faktisk at være løbet bedste hoveddepot med god mad og fine faciliteter. Satte en stor skude mad til livs inden jeg snuppede en hurtig dusch (det var skønt og tiltrængt) og lagde mig til at sove på en tyk madras under hallens klatrevæg. Belært af erfaringer fra tidligere havde jeg fundet ørepropperne frem og hev en buff ned over øjnene. Gik ud som et lys og vågnede af mig selv før uret ringede efter blot 1:45. Følte mig klar til at fortsætte. 132 km hjem….

TDG 057

Giganterne’s Tor(tur) – Part 1

TDG 039

Tor de Geant eller “Giganternes tur” er mere end bare et 332 km løb rundt i Aosta-dalen, på den italienske side af Mont Blanc. Det er også en rundtur i et utrolig smukt område med udsigt til Alpernes største og mest spektakulære bjerge, som Mont Blanc, Monte Rosa, Gran Paradiso og Matterhorn. Undervejs skal 25 bjergpas over 2000 meters højde passeres med ialt 24.000 højdemeter op ad og det samme ned ad.

Se Thomas Dupont´s video med præsentationen af Tor de Geant

Løbet er så langt (tidsgrænsen er 150) at det automatisk indgyder en del mere respekt end f.eks. et 100 mile løb og muligheden for fiasko var bestemt til stede. Af samme grund havde jeg aftalt at følges, så langt det var muligt, med Ravn Hamberg, som var den anden af 3 danskere i løbet. Vi kender hinanden tilbage fra 90’erne hvor vi slog vores folder i klatremiljøet. Trods hans korte løbekarriere med  “bare” 2 ultraløb (Fyr til Fyr og Hammertrail 100 miles) hviler han på en solid erfaring fra bl.a. bjergbestigning, havkajak og let vandring.

foto5

Jeg landede i start- og mål byen Courmayeur lørdag formiddag dagen inden løbet. Vi hentede startnummer og den udleverede gule duffelbag som ville udgøre dropbag og følges os rundt på ruten i de 6 store hoveddepoter (lifebase). Alt var ret italiensk og småkoatisk, men vi fik styr på forsikringspapire, chip-armbånd og det hele. Jeg forsøgte at få ændret holdnavn og at jeg (ved en fejl) var registreret som kvinde.

foto8

Arrangørerne gør meget ud af at løbet ikke har en vinder, men alle som gennemfører vinder. Alligevel har de en særlig uddeling af startnumre til topløberne i centrum af byen. Jeg var ikke i det fine selskab og måtte nøjes med at blive nævnt blandt de kvindelige favoritter af Ian Corless på TalkUltra 😉 Vi troppede selvfølgelig op for at se girafferne. Selv om arrangementet nok primært var for at please sponsorene tænker jeg. Der var i hvertfald en overrepræsentation af ukendte løbere sponseret af Tecnica, Montura og Grivel.

Men der er ingen tvivl om at folk er ved at få øjnene op for løbet og det var da også det tunge skøts der blev kørt i stilling. Feltet var pakket med klasse løbere. Spanske Iker Karrera (nr. 2 ved UTMB i 2011) fra Team Salomon så rigtig skarp ud. Den unge amerikaner Nick Hollon som jeg mødte til HURT havde frisk meldt ud at han regnede med at løbe 4 timer hurtigere end den gamle banerekord. Som en af kun 14 løbere til nogensinde at gennemføre det berygtede Barkley 100 miles, skulle man nok aldrig sige aldrig – meeeeen….

foto7

Race- briefingen om aftenen var en joke. De viste vejrudsigten, som ikke så for spændende ud, men speakeren snøvlede sig igennem på dårligt cirkus-engelsk uden at komme med brugbar viden. Information om rutens markeringer, svære passager og sikkerhedsprocedurere havde nok været på sin plads.

Tilbage på hotellet stod den på pakning af dropbag’en. 60 liter er ikke meget plads når den skal indeholde energi, skiftetøj og reservegrej til 6 dage i bjergene. Slet ikke når man som jeg skulle have et par ekstra Hoka sko i størrelse 47,5 med. Vi havde brugt ret lang tid på at fintune setup’et op til løbet, talt med folk som havde deltaget før og testet grejet grundigt.

TDG 001

Starten var først kl. 10 søndag så der var tid til en god nats søvn, morgenmad , aflevere dropbag og de sidste forberedelser. Uden for væltede regnen ned så vi trak den til en halv time før start før vi begav os afsted. Trods regnen var stemningen god og gågaden var pakket med tilskuere. Ravn og jeg stod midt i startboksen som sild i en tønde. Alligevel blev det koldt og da arrangørerne valgte at trække tiden med snak langt over det rimelige. Rundt  om os begyndte løberne at buh’e og pifte. 17 minutter over 10 blev vi endelig sendt afsted.

TDG 002

Vi løb ned af gågaden som var pakket med folk. Damer i folkedragter, flag og ko-klokker i et kæmpe inferno. Lidt underligt at pumpe musikken op i så vildt tempo og for fuld skrue når vi skulle ud og bevæge os i bjergene med 3,5 km/t. Men stemningsfuldt var det og hårene rejste sig. Nede ved busstationen ventede Thomas Dupont og filmede os løbe ud af byen og ind på første bakke. Han er i færd med at lave dokumentar-filmen “Tales from the trails” om danske ultraløbere.

Se Thomas Duponts video fra starten af Tor de Geant

Vores taktik var at starte så roligt som muligt og spare krudtet. Så vi fandt hurtigt ind i gå-tempo da vi ramte første stigning efter en km. Frem med stavene og ind i enkeltmands-kolonne. Min kinesiske ven Jin Cao kom hurtigt forbi og var en af de meget få som havde en mindre rygsæk end os. Vi små-grinede lidt af dem som kom løbende forbi os op ad. “De bliver klogere”…

Første top svarede til en dagstur for de fleste med godt 1300 meters stigning. Lige under trægrænsen hørte regnen op og da vi passerede Col Arp  begyndte solen at titte frem. Mange havde taget turen op for at heppe i passet og stemningen var hyggelig og forventningsfuld.

TDG 006

Nedløbet var jævnt og faktisk ganske løbbart, men vi holdt os til planen og tøffede roligt nedad. Ned og vende i dalen og videre mod næste stigning. Her blev terrænet mere teknisk og de næste 2 toppe var begge over 2800 meter. Lige efter det andet pas (Passo Alto) stod en stor gul glasfiber kasse. En mobil nødbivuark bemandet med folk fra bjergredningen. Det kørte faktisk rigtig godt for os. Vi snakkede og mindede hinanden om at drikke og holde tempoet nede. Jeg var ikke blev 100 % frisk oven på min forkølelse ugen inden og småhostede lidt. Men alle lamper lyste grønt mens vi cruisede derudad.

Hen under aften nærmede vi os 3. bjerg og igen begyndte det at regne. Løbets stejleste opstigning til Col Crosatie var meget eksponeret og vinden var kraftig da vi nærmede os toppen. Forreste mand i gruppettoen foran os så meget usikker ud og snublede flere gange og så snart vi fik muligheden, ræsede vi forbi. Vi satte lidt mere tempo på for at holde varmen og komme hurtigt om i læ. Vi er vandt til at færdes hurtigt og sikkert bjergene og havde ret godt overskud. Lige efter toppen stoppede vi op og fik hue, handsker og pandelygte på.

TDG 016

På vejen ned talte om hvor heftigt det havde været på toppen og hvor lidt det skulle til før det kunne gå galt. Tor de Geant har ingen form for kvalifikation så alle kan i princippet tilmelde sig. Først da vi var i mål 6 dage senere fik vi den tragiske nyhed om at en kinesisk løber var omkommet efter et styrt netop her.

Regnen stod ned i stænger og da vi nærmede os trægrænsen blev klipperne afløst af mudder og jeg skøjtede rundt i mine landevejs Hoka’er. Der var virkelig glat og jeg kunne godt have brugt mine Salomon Fellraiser. Ravn faldt og knækkede sin ene carbon-stav og ødelagde sin rygsæk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Selvom der ikke længere var fare for at ryge ud over siden på bjerget var det ret sindsygt og fik allerede efter 10 timers løb både HURTog Transgrancanaria til at ligne en børnefødselsdag ved siden af.

TDG 012

Et kort (næsten) fladt stykke førte frem til første “Lifebase”/hoveddepot med adgang til vores dropbag. Da regnen stadig piskede ned, men vejrudsigten lovede opklaring nogle timer senere, besluttede vi os til at prøve at sove. Der var opstillet et telt med   feltsenge med ET tæppe til hver. Jeg skiftede til en tør trøje, spiste en proteinbar og gik i køjen. Jeg frøs og kunne ikke sove. Fik tiltusket mig et ekstra tæppe og faldt i søvn men vågnede konstant ved at varmekanonen tændte og slukkede og andre løbere som højlydt væltede rundt. Efter nogle timer på den måde spurgte Ravn og vi ikke bare skulle skride. Vi fik lidt mad inden vi traskede ud i den kulsorte nat. Snart holdt regnen op. Stigningsgraden var behagelig op mod 4. pas på Col Fenetre. Vi var lige inde og vende i et depot i en hytte på vejen op. Men stemningen var skidt og udvalget i buffeten yderst begrænset, så vi var hurtigt videre. Nedløbet var det stejleste i løbet, men heldigvis var underlaget skiffer så man stod fornuftigt fast. Desuden havde jeg i depotet skiftet til mine reserve sko med mere greb i sålen. Ligesom Ravn havde skiftet stave og rygsæk.

TDG 024

På opstigningen til Col Entrelor (3002 m.) begyndte mit højre knæ at drille lidt, så jeg mindede mig selv om at skifte ben (helt normal procedure i lange løb hvor man bliver straffet for at bruge favorit-benet hele tiden som man gør ubevidst til hverdag) og fordele belastningen. Jeg kunne mærke at den sædvanlige power op ad bakke slet ikke var der og jeg hostede mere nu. Nedløbet var rigtig langt. På det sidste stykke før depotet i bunden mødte vi Thomas Dupont som filmede løs. Vi tog det roligt i depotet og jeg fik spist og tapet fødderne lidt, da mine reservesko er smallere og drillede ved storetærerne.

Se Thomas Duponts video fra vores møde inden opstigningen til Col du Loson

Foran os ventede løbet højeste punkt Col du Loson i 3299 m.o.h. Normalt er klatring min store styrke med idag stod jeg bumstille og min vejrtrækning var væsentlig mere udfordret end Ravns. Heldigvis var stigningsgraden nogenlunde mellow. Hvilket dog gjorde turen til toppen uendelig lang. Vi så ibex helt tæt på.  Normalt er de temmelig sky men her i Gran Paradiso nationalparken stod de tæt ved stien. Med deres majestætiske udtryk med de store krumme horm iagttog de alle os spraglede tosser komme prustende forbi.

TDG 029

Det sidste stykke op til passet blev stejlere og løsere med store sten der skulle forceres. Jeg hev efter vejret og hostede som om lungerne var på op. Føltes mere som sygdom end træthed, søvnmangel eller højde. Ravn foreslog jeg tog mindre skridt og virkelig kun samme den ene fod lige foran den anden. Det hjalp helt utroligt at kunne geare yderligere ned og jeg var taknemmelig for at kunne trække på Ravns erfaring fra store bjerge (Bl.a. Himalaya expedition til 8000’eren Shishapangma).

foto6

Da vi nåede passet var jeg helt færdig og vi knibsede et par hurtige billeder inden vi fortsatte. Det var rigtig koldt og blæsende så vi skyndte os ned på den anden side. Lige under toppen stod 2 park-rangere (eller hvad de nu hedder i Italien) i et at de små pleksiglas bure som var fløjet op med helikopter. De virkede som nogle hårdføre gutter og de servererede vand, cola og chokolade med et smil.

foto

Det var rigtig modbydelig koldt og vi stormede ned at bjerget for at holde varmen. Jeg havde det rigtig skidt og hostede og hostede. Vi så hytten med næste depot på lang afstand men det tog en rum tid før vi var der. Jeg ville bare hurtigst muligt ind i varmen og ned at ligge.

Endelig kom vi frem til hytten og jeg styrede direkte forbi buffeten for at synke sammen på en bænk ved vinduet. Hele kroppen sitrede og jeg hostede voldsomt. Jeg sad med hovedet nede mellem knæene. 100 tanker fløj igennem hovedet og jeg blev klar over at mit løb, var slut før det næsten var startet (36 timer inde i festen). Alle forberedelser var spildte og skuffelsen skyllede ind over mig. Tårene trillede ned af kindene og det var som en overtryksventil der gik af. “Du kan ikke løbe Tor de Geant på den der måde” sagde Ravn. Hvilket jeg kun kunne give ham ret i. Havde bare lyst til at krybe køjen og sove til jeg engang vågnede.

Fortsættelse følger…

Tor de Geants

999422_10151846326419804_2015348835_n“If You want to go fast, go alone – If You wanna go far, go together” – afrikansk ordsprog.

På søndag kl. 10 starter løbet som hele min sæson har været lagt an efter. Tor de Geants som er en rundtur i Aosta-dalen på den italienske side af Mont Blanc. Sammen med min gode ven Ravn Hamberg har jeg 150 timer til at tilbagelægge de 332 kilometer med 24.000 højdemeter op og det tilsvarende ned. Vi kommer til at bevæge os i højder mellem 600 og 3299 m.o.h., med det legendariske Col du Lozon som højeste punkt.

Se Tor de Geants Traileren her

Det er ikke et holdløb og Ravn og jeg er også tilmeldt hver for sig. Men planen er at følges så lang det er muligt og forhåbentlig hele vejen. Vi har kendt i hinanden i snart 20 år og Ravn var en af mine store forbilleder da jeg klatrede tilbage i 90´erne. Han kommer med en bred erfaring fra klatring, bjergbestigning, lange kajakture (padlede hele den svenske og finske kystlinie solo i kajak = 4200 km.), lange cykelløb og så debuterede han i foråret med ultraløb (på 100 miles). Der er faktisk ikke nogen jeg hellere ville have som følgesvend på den tur 🙂IMG_1358Billede fra vinterens træning på Gran Canaria.

Målet er at have en oplevelse for livet og gennemføre løbet. Vindertiden er typisk lige under 80 timer – bare lige for at sætte tingene i perspektiv. Distancen, højdemeterne men også søvnmangel kommer til at blive de hårdeste ting i løbet. Uret stopper først når vi er i mål men vi regner med at tage korte hvil af et par timers varighed undervejs.

racemap(1)Kort over ruten. Vi starter i Courmayeuer (i venstre side) og løber mod uret rundt.

denivele-tor-des-géants

Højdeprofilen 🙂

Undervejs kan du følge vores oplevelser live på Trailløberen på Facebook eller på @TrailMoses på Twitter.

Vi ses på den anden siden…

Foto øverst: Martin Paldan – GripGrab

 

Alperne kalder…

Skærmbillede 2013-08-17 kl. 20.54.58

Usikkerhed, tunge ben, tvivl og alment ubehag er alle tydelig tegn på at nedtrapningen til et stort ræs er igang. Har efterhånden været der nogen gange, men alligevel er følelsen i kroppen den samme. Er jeg klar? Har jeg trænet nok? Slår jeg til? Spørgmålene prøver at penitrere mit panser af selvtilid.

Men jeg HAR lavet hjemmearbejdet og nu kan jeg ikke gøre mere end at hvile og blive klar til starten. Herfra kan jeg kun ødelægge og ikke længere forbedre formen.

Forberedelsen hen over sommeren var væsentlig bedre end jeg havde turde håbe på med 80 træningstimer og 32.000 højdemeter i juli måned. I august har den stået på back-to-back-to-back løbeture. Det vil sige 3 dage træk med lange træningsture, for at simulere belastningen ved at være i gang i op til 150 timer (tidsgrænsen i Tor de Geants). Indtil jeg den sidste uge har gearet helt ned.

På tirsdag flyver jeg til Alperne for at løbe TDS (119 km og 7250m+) med min ven Claus og følge UTMB bagefter som tilskuer. Planen er at tage løbet så roligt som det nu er muligt, så jeg kan være mest mulig frisk når starten på årets hovedmål Tor de Geants (336 km og 24.000 m+) går 10 dage senere ovre på den italienske side af Mont Blanc.

The North Face Ultra Trail du Mont Blanc 2012

Egentlig er det lidt fjollet at have så hårdt et løb så tæt på Tor de Geant og det kommer nok ikke til at forbedre mine mulighedder for at fuldgøre det lange løb efterfølgende. Men vi lever, som bekendt, kun en gang og jeg har virkelig glædet mig til TDS. Både p.g.a. terrænet, selskabet og den helt fantastiske stemning i Chamonix i UTMB ugen.

Følg rejsen på Trailløberen på Facebook eller TrailMoses på Twitter.
Se mere om TDS her
Og Tor de Geants her

Ser virkelig frem til de næste ugers udfordringer i bjergene i gode venners lag…

20130824-122659.jpg

Sko-arsenalet anno 2013

foto (38)På toppen af Serles i Stubaier Alpen

 

Som lovet i min artikel; Hvad skal man kigge efter i en Trailsko? vil jeg skrive lidt om hvilke sko jeg selv bruger og hvorfor.

Forskellige forhold kræver forskellige sko, men jeg prøver at have så få sko i arsenalet som muligt for enkelthedens skyld. Så jeg hører ikke til dem der praler med hvor mange sko de har stående derhjemme og samle støv. Jeg får da testet lidt forskellige modeller i løbet af året men sender hurtigt dem som ikke fungerer videre. Enten bliver de givet videre til gode løbevenner, bortaktioneret til fordel for min indsamling til fordel for Danske Hospitalsklovne eller givet til Røde kors.

Mine 3 foretrukne sko:

Det er 3 meget forskellige sko i med hensyn til sålhøjde og greb i ydersålen. Men fælles for dem er at overdelen er åben og ventileret og at de rummer en halv-bred for som min.

IMG_0739

IMG_0738

Salomon Fellraiser

Jeg startede min trailløbs-karriere i Salomons klassiske Speedcross, men syntes efterhånden at den var for smal i pasformen og for høj i hælen. Så det har bragt mig ud på en længere rejse mod fladere og mere rummelige sko. 4 år nede af vejen dukker Fellraiser op med præcis det jeg har søgt efter; lavere profil, bredere pasform og lavt drop (højdeforskel på hæl- og forfodshøjde) på 6 mm. Den er meget blød og fleksibel i forfoden som giver god fornemmelse af underlaget. Grebet i sålen er rigtig groft, med modsatrettet greb i hælen for at give bedre kontrol på stejle nedløb. Gummiet i ydersålen er blødere end i den lidt lavere Fellcross2 (som er mere minimal men også stivere og smallere) og giver en virkelig godt greb selv i tørre forhold og på våd klippe. Hvis jeg kun skulle have en trailsko ville det nok være Fellraiser´en men på hårdt underlag syntes jeg den er for høj i hælen (og foretrække Altra Superior). Udseendet kan godt virke lidt plastic-agtigt, men forstærkningerne i overdelen, lige over sålen gør den slidstærk og det er præcis der hvor andre sko fejler (som f.eks. Inov-8 Trailroc 245). Se Gripmastertrails review her (han arbejder for Salomon i Tyskland så det er ikke helt uvildigt). NB. Jeg arbejder også for Salomon, for dem som ikke ved det 🙂

Fordele: Super grib, rummelig pasform, relativ lav mellemsål, fleksibel sål, god pris = 850,- Vejl. Udsalgspris.

Ulemper: Inderålen generede mine brede fødder (så den har jeg taget ud efter Kenneth Kofods anbefaling – det virker perfekt).

Anvendelse: Mudret og eller teknisk terræn. Jeg har endnu ikke løbet rigtig langt i dem. Men de kommer med til sensommerens lange løb.

Gaiter: Salomon

IMG_0731 IMG_0732 IMG_0733

774339_4959116809865_1928362336_oHURT 100 på Hawaii.

Altra Superior

Altra laver Zero-drop sko i forskellige højder, fra helt minimalistisk til semi-hoka. Superior´en er absolut i den fladere ende. Stack-height – altså højden på sålen er 12 mm. og den kommer med en udtagelig “rock-plate”, en plastic-plade til at beskytte foden mod skarpe ting i underlaget. Grebet er i den glatte afdeling og den gør det bedst i i tørre forhold. Pasformen er super rummelig og fornemmelsen af underlaget er fantastisk trods skummet under foden. Over hele linien er det den bedste sko jeg nogensinde har haft og den gør det også godt på asfalt. Men på meget ujævnt terræn eller i mudder er det ikke skoen. Til HURT 100 på Hawaii løb jeg den første runde i dem men skiftede da de mange rødder var for hårdt for fødderne i de tynde såler. Se irunfar.com´s video-review her for mere info.

Fordele: Meget rummelig pasform, sublim proprioception (fornemmelse af underlaget) og den føles let på foden.

Ulemper: Selv med rock-plate i mærker man hver en set igennem sålen og så er overdelen ikke super slidstærk.

Anvendelse: Alt der ikke er for mudret eller stenet.

Gaiter: Jeg syntes Gore´s Windstopper gaiter sidder bedst på Superior´en

IMG_0734IMG_0736IMG_0737
IMG_3074Junut – 230 km. i Sydtyskland

HOKA ONE ONE BONDI-B

Bondi B er egentlig en landevejssko. Grunden til at jeg har valgt den frem for Hoka´s trailsko (Mafate og Stinson Evo) er en bredere pasform og et lavere drop (på kun 4,5 mm). Dave Mackey og andre Hoka sponserede atleter bruger samme sko ved trailløb. Sålen er piv-glat men står vildt godt fast på alt som er tørt. De svigtede mig ikke en eneste gang på mine 3 ugers træning i Alperne og gør det overraskende godt på klipper og i teknisk terræn. Jeg har tidligere skrevet Bloggen “Hvorfor-hoka-og-hvorfor-ikke” og det er vigtigt at pointere at jeg kun ser Hoka sko som noget man bruger i bjergene med mange lange nedløb. Jeg ville ALDRIG selv bruge dem herhjemme. Ironisk nok ser man flere løbere bruge dem når kroppen begynder at sige fra. Hvilket i mine øjne er som at pisse i bukserne. Jeg mærker tydeligt hvordan min løbestil bliver mere sjusket i dem men i bjergene er det en godt våben. Det er tydeligt at mine ben er friskere efter lange nedløb i dem. Tidligere har jeg lidt meget på nedløb hvor min lår (quads) er eksploderet fuldstændigt. Ved årets Transgrancanaria blev jeg således kun overhalet én gang ned af og sluttede med en godt slutspurt på sidste nedløb. Fornemmelse for underlaget er en af de ting jeg vægter højt og som jeg går lidt på kompromis her. De 40 mm. skum underfoden virker dog ret homogen og proprioceptionen er klar bedre end mange andre sko med pronationsstøtte, chasis, rockplate eller hvad man nu kan finde på at stoppe i mellemsålen på en trailsko til bjergene. Se irunfar.com review her

Fordele: Bedre støddæmpning på lange nedløb hvor man ikke kan undgå at lande på hælen.

Ulemper: Glat i sålen, EVA-skummet bliver hurtigt komprimeret og så er den ikke særligt holdbar, hverken i overdelen eller (særligt) i ydersålen. Det gør dem til et dyrt bekendskab når en sko til et par tusinde må limes efter hver løbetur for ikke at falde helt fra hinanden (som sagt er den lavet til asfalt men stadigvæk).

Anvendelse: I bjergene med mange lange nedløb, uden for meget mudder. Klart bedst i tørre forhold.

Gaiter: Dirty Girl

foto (90)Terrænnet til Südtirol Ultrarace

Andre sko jeg har været glade for:

IMG_2918 INOV-8 Trailroc 245 – som jeg hev direkte op af æsken og brugte til Ultra Trail du Mont Blanc og igen til The North Face Endurance Challenge Championships i San Francisco sidste år. Bredere end så mange andre Inov-8 modeller, men den blev ved at klemme min lilletå og give vabler. Men ellers en super god all-round sko trods overdelens katastrofal dårlige slidstyrke (helt sikkert noget de retter op på fremadrettet).

IMG_0798lNOV-8 Roclite 295 – var min første Inov-8 sko som jeg brugte 2 gange til Transgrancanaria og ved Täby Extreme Challenge. God hårdfør sko med god bred pasform. Droppet på 9 mm. blev jeg træt af og savede 4-5 mm. skum ud af hælen inden jeg limede dem sammen igen (se før og efter billedet nedenfor).

Billede3286

27755697_R9J2hjHoka One One Mafate – var min første Hoka som jeg brugte det meste af vejen til HURT 100 Endurance run på Hawaii, hvor underlaget var meget udfordrende med mange rødder og glatte sten. 4 mm. drop (6 mm. i den nye model) og moderat greb i ydersålen.