Status pt

IMG_2049

Tavlen er visket ren og nye mål er sat 🙂

Efter en halvskidt vinter har jeg valgt at melde afbud til Junut i Tyskland. Havde egentlig glædet mig rigtig meget til revanche fra sidste års dødsmarch på den 230 km. lange Jura-steig. Jeg er egentlig ikke i tvivl om at jeg kunne gennemføre, men målet var at gøre det bedre end sidste år og det var det motivationen var bundet op på.

Derfor har jeg kigget lidt på alternativer her i foråret og besluttet mig for at løbe Vikingesporet halvmarathon i Roskilde og Vestfold Ultra Challenge 51 miles i Norge. Det glæder jeg mig rigtig meget til og tror at det passer bedre i forberedelserne til Vermont 100 i USA i juli.

Det er første gang jeg skal løbe et løb i Norge, hvor jeg har været mange gange og sejlet, klatret, padlet, vandret og gået på ski tidligere. “Der findes 2 slags mænd – nordmænd og dem det ville ønske de var det” 🙂

 

Fra “sommer” i Tirol til grisefest på Gran Canaria

foto 4 (12)

Så er vinterferien overstået og ny udfordringer venter. Vi havde en fantastisk tur til Østrig selv om den manglende sne og høj lavinefare lagde en vis dæmper på løjerne. Til gengæld havde vi nogle fede dage Südtirol lige på den anden side af den østrigske-italienske grænse. Ikke mindst en konge skitour i Dolomitterne sidste weekend, hvor vi gik 800 h.m. op til toppen og blev belønnet med jomfruelig pudder på vejen ned 🙂 Sådan en dag kan man leve længe på…

foto 5 (10)

Træningsmæssigt har det dog været den rene elendighed siden Spine Race i januar. Først skaden i foden (som gjorde at jeg udgik), så en gang forkølelse og problemer med nakken. Nu er der lige pludseligt kun en uge til starten af Transgrancanaria…

Egentlig havde jeg glædet mig meget til at løbe Thy Trail Marathon i denne weekend men må erkende at formen ikke er til det og målsætningen for TGC er nedjusteret til “bare” at gennemføre. Men der er ingen panik for jeg ved at erfaringen tæller og  at jeg har betalt lærepengene under mine 3 tidligere løb på Gran Canaria. Katastrofe debuten i 2011 med regnvejr, vabler og den rene elendighed, “børneløbet” på 96 km. i 2012 og endelig løbet sidste år hvor alt klappede og det hele var perfekt 🙂

transgrancanaria-2014-transgc-125k

Året rute lagt om i forhold til de andre år for at tilgodese turismen på sydsiden af øen. Distancen er 125 km. med 8500 meters klatring. Selvom ruten er ny kender jeg mange stræk af den fra tidligere og jeg glæder mig til den foreløbig sidste tur til grisefest. Næste vinter venter større projekter…

images

Håber det bliver en fed tur og ser frem til samværdet med de mange danske trail- og ultraløbere som i år er med 🙂

IMG_0762

Giganternes Tor(tur) – Part 3

23

Vi kom afsted fra lifebase’n i Gressoney (km 200) kl. 23 med 2 timer ned til tidsgrænsen. Selv på dette sene tidspunkt stod der folk og heppede som var vi de største rock-stjerner. Heldigvis havde vi lige et par flade km inden vi ramte næste stigning. Her var jeg max presset hele vejen op af de 1400 meter klatring til Col du Pinter. Med blikket stift rettet mod højdemåleren spiste vi stigningen en bid af gangen. Her blev vi overhalet af en del på vejen op og Ravn måtte også vente på mig.

TDG 082

Natten var kølig og stjerneklar. Nedad gik det bedre og inden vi fik set os om var vi nede i Rifuge Crest. Endnu er skude varm pasta Pomodoro ventede. Jeg var rigtig træt og ville bare sove. Men vi havde kun et par timer til solopgang og klemte ballerne sammen. 15 minutters gang senere kom vi til den rigtige Rifuge Crest og undrede os over hvorfor det depot vi lige havde været i (som vi troede var Crest) ikke var annonceret nogen steder. I det hele taget havde vi været helt fucked uden den lille flyer med højdekurven og depotangivelser som vi tilfældigt havde fået op under neglene i Courmayeur. Ravn tankede cola og så var vi på farten. Det var en del af vores strategi at være så effektive som muligt i depoterne og ikke spilde tiden.

TDG 081

På vejen ned mod dalen klippede jeg kaniner for hårdt og var virkelig ramt af søvnmangel. Vi kom frem til depotet i St. Jacques lige efter solopgang. Et lille fugtigt lokale med dårlig stemning og alt for mange mennesker på lidt plads. Bestemt ikke stedet at sove og jeg satte min lid til at jeg ville blive friskere når solen kom rigtig frem. Så jeg nøjedes med at squatte på pedal-lokummet inden vi fortsatte. Ganske som Ravn havde forudset begyndte jeg at føle mig friskere på stigningen.

19

Solen varmede vores frosne og trætte kroppe og vi huskede at nyde turen. Da vi ankom til Gran Tournalin hytten havde det største rack ko-klokker jeg har set, som de hilste alle løbere med. Jo længere man kommer op i  bjergene jo hyggeligere bliver hytterne og stedet har ar ingen undtagelse. Det obligatoriske pasta med tomatsovs blev her ledsaget af en fantastisk hjemmelavet æblekage og de havde appelsinjuice som et herligt afbræk til sportsdrik og cola.

To bjergpas mere og det gik ned mod næste lifebase i Valtournenche. Jeg var stadig meget træt så vi blev enige om at jeg tog en powernap mens Ravn fortsatte nedad. Jeg satte uret på 20 minutter og så var jeg væk. Da uret ringede var en sky gået for solen og jeg måtte straks igang med at løbe for at få varmen tilbage. I skoven lige inden depotet mødte jeg en frivillig i TDG trøje som stod og heppede energisk. Der gik lige et øjeblik før tiøren faldt og jeg kom i tanke om hvor jeg havde set hende før. Det var såmænd  Courmayeur’s borgmester, der var ude og heppe 🙂

Inde i depotet fandt jeg Ravn som var ankommet et øjeblik før. Sortimentet var efterhånden velkendt og jeg undrede mig mest over hvem som var aftager på øllet og rødvinen i depotet. En dyb indånding og så videre ud over isen. Benene var overraskende gode efter 240 km. og fødderne var stort set indtagte, efter jeg havde skiftet strømper i alle hoveddepoterne.

21

Foran os ventede aftenen og natten med 5 pas over 2500 meter. Der var ikke så meget op og ned men til gengæld var vi fra flere sider advaret om at løbet mest tekniske passager lå netop her. Vi forsøgte at holde en stabil høj marchfart mens vi diskuterede den bedste stategi for natten. Hvor det bedst kunne betale sig at smide sove-kortet, da vi i hytterne kun kunne få lov at sove max 2 timer. Igen var Ravn skarpest på taktikken og vi valgte at gå efter at komme så langt som muligt, så tiden fra vi stod op og frem til solopgang ville blive så kort som muligt. Det var klart den sværeste periode på døgnet at komme igennem da kroppen ren fysiologisk er programmeret til hvile der.

TDG 104

Ved solnedgang snakkede vi kort med en Schweizer vi havde været i nærheden af siden det sidste store depot. Han advarede os om at terrænet foran var farligt. Vi var ikke helt sikre på hvad det betød. Næste sted vi kom til var en lille bivuak hytte proppet med folk. Så det gav næsten sig selv at køre på. Snart befandt vi os på smalle klippehylder på kanten af afgrunden. Når man lyste ned med pandelygten så man kun et sort tomt hul. Rettede fokus ind på stien og fortsatte “relentless forward progress” – en fod foran den anden. Jeg var begyndt at eksperimentere med the i dunkene da selv den klassiske cola og vand (2/1) blanding var svær at klemme ned. Havde ikke spist noget medbragt energi i timevis og kørte udelukkende på chokolade og andre goodies fra depoterne.

Næste depot var hytten Cuney. Buffeten var stort set tom uden i det telt som var opstillet foran hytten. Som frygtet kom vi midt i rush-hour men var heldige at komme først i en stor bølge af løbere. Så efter 10 minutters venten var der en soveplads til os. Denne gang havde jeg været snu nok til at slæbe en ekstra trøje med fra dropbag’en, så jeg ikke skulle sove i en våd trøje. Jeg prøve at “lyddæmpe” min hosten så de andre ikke skulle vågne. En italiener tog prisen som årets kegle da han på sovesalen højlydt forsøgte at vikle sig ind i sit alu (overlevelses)tæppe og iklæde sig sin engangsregnfrakke. Fuck en klovn det væltede rundt herude og satte sig selv og andres helbred på spil, uden det rigtige udstyr.

TDG 084

Da vi blev vækket efter små 2 timer var vi begge kolde og stive. Men heldigvis fik vi lov at indtage vores pasta pomodoro lige uden for køkkenet. Så vi slap for at komme ud i det kolde telt igen.
Næste depot var en lille 15-20 kvadratmeter bivuak hvor alt var fuldkommen kaos. Folk lå og som mellem benene på de frivillige som kontrollerede vores numre.

En kort stigning op over nattens sidste pas inden et lang nedløb ventede. Det første stykke fra passet var løst og stejlt og jeg priste mig lykkelig for at det ikke regnede. På papiret var det lige til men underlaget var ganske udfordrende og pludselig var der 7-8 gange længere mellem flagene med refleks end tidligere. Først ud på morgenen var vi endelig nede i Ollomont (283 km). Depotet var helt tomt bortset fra lidt rosiner der lå i et hjørne af en foliebakke og grinede. Vi aftalte en halv times hvil og jeg gik omkuld i en af feltsengene med alt tøjet på. Da jeg sad og ordnede rygsækken efter luren kom Ravn slæbene. Godt gnaven over at den frivillige der havde lovet at vække ham (normal procedure så alle ikke ure og telefoner til at bimle løs i sovesalen) havde glemt ham. Hans øjne var rødsprængte og sammenknebne. Ikke at jeg selv var bedre kørende.

TDG 112

Vi trøstede os med at det var 3. sidste stigning og snart kom solen frem og gjorde det hele sjovere. Den amerikanske matematik-lærer vi tidligere havde fulgtes med kom blæsende forbi op ad bjerget. Gasblå i hoved af raseri over at nogen havde taget hans stave i depotet. “I’m gonna get that bastard”. Vi hentede ham dog i næste depot hvor han var faldet lidt ned. Et par fyrer stod ved et af de mobile depotkasser og havde rigeligt af forsyninger. Det var ved at være et par dage siden jeg havde børstet tænder men appelsinen virkede frisk og chokoladen lå godt i maven.

Udsigten var stadig fantastisk og vi nød at være afsted, selvom en stor del i os gerne snart ville være færdig. Nedløbet til sidste lifebase var grusvej hvilket på dette tidspunkt var toppen. Havde flere gange drømt om fladt asfalt eller i det mindste bare jævn asfalt. Men det er der ikke i Tor de Geants og samlet havde vi måske 10 km. hvilket er utrolig lidt sammenlignet med andre store ultratrail løb. Amerikaneren havde sit Crew med i hoveddepotet og han blev overdynget med spørgsmål om hvorvidt han ville have den ene eller anden hjemmelavede sandwich. Tænderne løb i vand mens jeg skovlede pasta og skiftede strømper. På under 10 minutter var Ravn og jeg på farten igen og efterlod amerikaneren med sine sandwich og sine grouppies.

37

Vi varmede os ved tanken om at det var næstsidste stigning. Men hold nu kæft hvor var det stejlt. Vi røg direkte ind på en serie af switchbacks og jeg led virkelig. Vi blev overhalet af en ældre japansk dame der lignede noget katten havde opgivet at slæbe med ind og jeg tænkte – WHAT? I den næste hytte sad en anden dame og sov med åben mund og så fuldkommen ristet ud. Så overraskelsen var stor da han kom trillende forbi os 10 minutter senere.

35

Det var virkelig tuff going og jeg var nede i slæbe-gearet hele vejen op med den ene fod foran den anden. Mit knæ havde længe drillet på stigningerne og nu blev det rigtig slemt. Men alt har en ende og til sidst kom vi over Col Champillon med en god marathon igen. For første gang i 5 dage havde vi udsigt til Mont Blanc og kunne se hvor vi skulle hen af. Mit knæ gjorde godt nas på nedløbet og Ravn var for første gang hurtigere end mig nedad. Vi traverserede langs bjerget så tydeligt at de andre løbere også var ramt. Når folk sidder på en sten og stirrer tomt ud i luften på vej ned af bjerget er det ikke for sjov. Park-betjenten vi havde mødt på Col du Losson 4 tidligere kom travende op ad mens han heppede på os.

Jeg fantaserede om pomfritter i næste depot. Eller i det mindste polenta som de havde haft de første par dage. Da vi kom ind i depotet som var i en kælder i en bondegård serverede de store saftige ribs – verdensklasse 🙂

Så kom det stykke som vi havde udset os som turen letteste. 8 km. flad grusvej. Mit knæ og Ravns flænge i foden gjorde at droppede at løbe men istedet forsøgte at holde kæden stram og hastigheden over 6 km/t. Nede ved depotet i Saint Rhemy (303 km) var hele byen på den anden ende og opbakningen fantastisk. Til trods for at Iker Karrera fra Team Salomon havde vundet løbet mere end 2 dage tidligere, var hele byen ude og heppe her fredag aften. Vi hilste på borgmesteren og huskede at takke de super søde hjælpere i det lille bitte depottelt inden vi gik til angreb på sidste banke.

TDG 114

Det var faldet ro over feltet nu og alle omkring var sikre på at komme i mål inden for tidsgrænsen på de 150 timer. Vi havde oprindeligt arbejdet efter en plan som sigtede på 120 timer men havde justeret til undervejs. Målet var at komme under (Hoka) Heine Petersens tid på 143 timer. Opstigningen til sidste pas var lang og mudret og mørket begyndte at falde på. Jeg var så skeløjet af søvnmangel at jeg pludselig stoppede op og ikke kunne overskue at følge reflekserne i mørket foran mig. Havde jeg været alene havde jeg nok bare sat mig ned og fået et powernap. I stedet kunne jeg bide mig fast i Ravns rygsæk og følge med. Halvvejs oppe kom vi til en kæmpe hytte hvor købte et par dåser lemon sodavand, som afveksling fra mineralvand, cola og Enervit sportsdrik som jeg primært havde kørt ned i de 5,5 døgn vi havde været igang.

TDG 118

Lige efter hytten mødte vi folk fra bjergredningen som var på vej ned fra passet og det gav en boost til det sidste stykke. Col Malatra var mudret og eksponeret. Selv om dagen havde det ikke været nogen fest. Heldigvis havde redningsfolkene drysset høvlspåner på det mest mudrede og hængt fix reb ud. Lige under passet på et stejlt klippeparti blev vi overhalet af en fuldkommen hensynsløs italiener det mosede sig forbi med stavene fægtende vildt omkring sig. På den anden siden satte vi tempo på ned. Jeg undrede mig over mængden af affald der lå overalt indtil det langsomt gik op for mig at jeg hallucinerede igen. Ravn fortalte senere hvordan alle skyggerne fra hans pandelygte blev til farlige dyr. Vi stavrede afsted i visheden om at det kun var nedad herfra. I næste sidste hytte – Bonatti ankom vi lige som et par gutter rejste sig fra sofaen og sagde “back to business”. Vi fyldte dunkene, snurrede rundt på hælen og var afsted inden de fik gjordt sig klar. Vi løb de næste par kilometer for at komme hurtigt ud af synsfeltet og for lige at smække døren solid i hovedet på dem. Nu var vi nede på UTMB sporet og det var jo en ren motorvej i forhold til tidligere. Traversen over til Bertone hytten tog en evighed og vi måtte lige sove et par minutter i siden af stien. Endelig dukkede skiltet op oven for hytten som jeg havde spejdet efter den sidste time. Nu vidste jeg præcis hvor langt vi havde igen, da vi havde scouted denne sektion ugen før, da vi var ude og heppe til UTMB.

TDG 120

I Rifuge Bertone stak vi bare lige hovedet inden for inden vi gav os i kast med sidste nedløb. Vi kunne tydeligt se lysene nede i Courmayeur og var begge helt friske nu. Vi evaluerede løbet og var enige om at vi havde haft det rette udstyr med og vi havde spillet vores kort perfekt. Samarbejdet havde fungeret upåklageligt og jeg tror ikke at vi kunne have gjordt det bedste hver for sig. Vi talte om nye projekter sammen og mulighederne i Spine Race, Junut og PTL. Sidstnævnte er godt nok ikke et løb, da der ikke er tidstagning, men ikke desto mindre noget det ville passe vores styrker godt.

Vi  nød det sidste stykke ind i byen, som var helt mennesketomt her ved 4-tiden om morgenen. Pludselig komme to pandelygter flænsende ud af mørket bag os. Ren refleksagtigt sætter i spurt. Jeg kan ikke få vejret og råber til Ravn at vi bliver nød til at sætte farten ned. “DE KOMMER….” råber han og fortsætter. Vi løber skræmt hele vejen til mållinien selvom de 2 bag os for længst har erkendt nederlag.

Hvilken finish og vi prøver at joke lidt med de to de prøvede at pilke os, men de er pisse sure. Vi er derimod lykkelige over at have fuldført et da hårdeste trailløb på kloden. Vi endte som nr. 220 og 221 ud af 705 startende i 138 timer and change (eller lige knap 6 døgn).

26

Dagen efter var vi ude og heppe på dem der lige slæbte sig hjem inden for tidsgrænsen og mange udviste imponerende overskud. Det var et hyggeligt gensyn med mange løbere vi havde mødt undervejs. Vi hang ud på en fortorvscafe sammen med vinderen Iker Karrera og gav respekt til de sidste løbere. Alle som fuldfører Tor de Geants er en vinder uanset tiden.

24

Da jeg endelig kom til lægen fik jeg konstateret dobbelt siddet lungebetændelse, så ikke noget at sige til at det var op ad bakke undervejs. Tor de Geants er uden sammenligning det hårdeste løb og det jeg er mest stolt over at have gennemført. Jeg skal helt sikkert ikke løbe det igen næste år, for man skal VIRKELIG ville det for at komme igennem. Det kræver sgu en del viljestyrke at stå op efter 1,5 times søvn, tage det våde tøj på og stikke snotten ud i windchill minus tyve for at kravle rundt mørke. Meeeeeen måske en gang i fremtiden tror jeg godt det kunne tænkes at jeg atter liner op til Giganternes Tor(tur)…

denivele-tor-des-géants

Junut – 230 km. dødsmarch i Bayern

IMG_2940

Hvor langt kan man egentlig løbe? Det spørgsmål fik mig til at melde mig til det 230 km. lange tyske ultraløb Junut. Det vil sige at løbet er ”by invitations only”, men en mail til arrangøren Gerhard Börner, fik ham overbevist om at jeg var habil nok til at blive lukket ind i selskabet. Med rullende bakker på til sammen 7000 højdemeter opad virkede det som en overkommelig opgave. Specielt da jeg på mine to 100 mile løb begge gange sluttede af med overskud og tænkte at jeg godt kunne have løbet længere.

IMG_2924

Jeg mailede lidt med sidste års vinder Jin Cao fra Kina (som bor i Norge) for at skyde mig ind på hvad jeg skulle forvente og hvad jeg skulle medbringe af grej. Af tiderne fra sidste år, virkede det som om jeg ville have en realistisk chance for at være med hvor det skete og hvis alt spillede vinde løbet. Men hovedmålet var at gennemføre og samle erfaringer til de hårde løb jeg har meldt mig til senere på året og til næste vinter.
Tidsgrænsen er 52 timer eller 48 hvis man som jeg valgte den hurtige startgruppe. ”Det skal ikke tage så lang tid” tænkte jeg. Hvilket passede med at jeg kunne flyve derned på løbsdagen og køre direkte til starten. Så afsted fredag morgen med den tidlige flyver til München og videre med bil til Dietfurt an der Altmühl. Lidt underligt (for en gang skyld) at køre nordpå fra lufthavnen og væk fra bjergene. En times kørsel ud over det Bayerske bondelandskab bragte mig til starten af vandreruten Jurasteig, som danner ramme om løbet.

IMG_2957

Den langsomme gruppe var lige stukket i afsted og det virkede helt tomt i byen. Fik ordnet registreringen og indleveret mine 3 dropbags med grej, der skulle ud på ruten. I omklædningsrummet mødte jeg Jin som lige havde været tilbage i lufthavnen efter bagagen, som ikke var kommet med flyveren dagen før. Den stress undgik jeg ved at rejse i mit løbetøj og kun have håndbagage. Jin har løbet mange af de hårdeste løb derude, så der var nok at snakke om. Men da snakken falder på udfordringen vi har foran os krakkelerede min selvtilid en anelse, da de andre gutter i omklædningsrummet nærmest i kor måbede ”Du har ingen GPS med?”. ”Øh nej skulle man det?” og påpeger at det da ikke er obligatorisk. ”Last year – I got lost many many times” siger Jin med alvorlig mine. Det udleverede kort viser sig da også at være et oversigtskort i 1:200.000. Pis….

544337_447321358684065_1662930887_n

Nå – skift af fokus til beklædningen. Flere af tyskerne står i lang rør og jakker, mens kineseren er i korte tights og t-shirt. Hmmmmm – nå jeg holder mig til planen med en tynd langærmet og en Exo tee ovenover og korte Exo tight. Da klokken nærmer sig 14 går vi ned på torvet og liner op til starten. Vi er kun en 7 stykker i den hurtige gruppe, så borgmesteren giver hånd og ønsker god tur til os alle inden han finder pistolen frem fra lommen og sender os af sted. Allerede inden vi er ude af byen er det kun Jin og jeg i front. Vi går på bakkerne og løber resten. Vi skal virkelig holde tungen lige i munden da stien konstant svinger ind og ud og krydser større skovveje. De små gule afmærkninger på træerne er lette at overse. Vi løber og snakker og jeg bider mærke i Jin´s pressede vejrtrækning. Lidt tidligt at være forpustet… Jeg spørger over skulderen om tempoet er ok og får at vide at det er det.

IMG_2969

IMG_2988

Terrænet er meget dansker-venligt og minder om skovene herhjemme, bare med større bakker. På nedløbene er jeg lidt hurtigere, men stopper lige op og tager et par billeder. Også for at markere at jeg gerne vil følges med med ham, så længe som muligt. Efter noget tid kommer to fra den lokale løbeklub op bag os. De skal bare løbe til første depot ved 27 km. Jeg slapper lidt af, men det viser sig ret hurtigt at de heller ikke kender vejen – ”fedt nok – hvad laver I så her” tænker jeg. Efter en god times tid kommer to tyskere op bagfra og vi løber i en gruppe på 6. Jeg fører egentlig det meste af vejen til første checkpoint for at holde tempoet nede. Jeg føler mig afslappet men stærk. Eneste issue er væske. Mine 3 halvliters flasker forslår slet ikke og jeg løber tør lang før depotet. Jin havde skrevet at én liter var rigelig – Hmmmm.
Depotet i Riedenburg er i rådhuset midt i byen. Kineseren ryger på potten og det gider jeg ikke vente på. Så jeg løber alene af sted. Terrænet er fedt og stien går igennem nogle ret vilde klippe formationer. Pludseligt kan jeg mærke at jeg bliver nød til at sætte tempoet ned da første lille krise melde sig. 3 tyskere løbere forbi i spredt fægtning. Ved omkring 45 km deler stien sig og jeg må første gang have kortet til hjælp. Med kompasset i Suunto Ambit´et kommer jeg på rette vej og løber langs Altmühl-floden ind i Kelheim.

IMG_3010

IMG_2997

IMG_3001

Det er den eneste større by på hele ruten og af ”roadbooken” kan jeg se at næste depot er ved ”Schifffart”. Får øje på færgerne men da jeg kommer tæt på er der ikke noget depot. Jeg er igen løbet tør for væske og er godt dehydreret. Ingen skilte. Jeg vender om og løber tilbage i søgen efter sidste skilt. Jeg stopper op og spejder rundt. Kan se to pizzariaer – så der er da væske og energi inden for rækkevidde. Så kommer Jin pludselig løbene. ”Den vej her” råber han og svinger ind gennem byen. Rart med lidt selskab igen og vi følger skiltene gennem byen. Da vi nærmest er ude af byen igen kan vi godt se den er hel gal, da vi stadig ikke har fundet depotet. Jin hiver sin smartphone med GPS frem og ringer kort efter også til arrangørerne. Endelig finder vi det er 10-15 minutters kaos. Sørger for at få drukket godt og få lidt energi ned. Det er ved at blive mørkt så vi finder også pandelygterne frem nu vi alligevel står og der.
På første stigning efter Kelheim er jeg max presset og må sætte farten ned igen og Jin forsvinder ud af syne.

IMG_3035

Jeg forsøger virkelig at koncentrere mig om at finde vejen, men bommer flere gange og må løbe tilbage og finde den rigtige vej. Selv med små refekser på markeringerne er det svært at se. Nogen gange er skiltene på hver træ og andre steder er der 300-400 meter i mellem. Specielt passagen af små byen er rigtig svære og skiltene misvisende. Så jeg bliver lettet da jeg løber ind i depotet på brandstationen i Matting ved 76,6 km. Lige som jeg ankommer smutter Jin af sted som første mand fra vores start. Vi er for længst begyndt at hente de langsommere løbere. Fra min første dropbag kommer en tør trøje i spil og en frisk forsyning energi. De to tyskere mellem mig og Jin forlader depotet for at blive sejlet over floden. Og efter 10 minutter inden i varmen er jeg afsted. Nede ved flodbreden varmer brændfolkene sig ved et bål, mens de venter på at sejle løbere over. På med en redningsvest og så fuldt gas på det lille landgangsfartøj. For første gang mærker jeg virkelig den fugtige kulde komme snigende.

114

Efter at have sejlet over floden med brændvæsenet, begynder en lang stigning. Jeg savner mine stave som stadig ligger og hygger sig i dropbag´en ude ved 135 km. Normalt bruger jeg meget sjældent musik i ørene når jeg løber, men i dag har jeg for længst taget min nye Ipod shuffle i brug, for at tænke på andet end benene som gør ondt og hvor langt der er igen. Pludseligt begynder min pandelygte at blinke som indikation på at batteriet er ved at løbe tør – WHAT. Der er ikke engang gået 4 timer – sådan noget møg! Genopladelige batterier og kulde er bare en meget dårlig kombo. Jeg fisker min lille reserve lampe frem og presser tempoet for at nå så langt som mulig inden pandelygten dør. Halvejs til næste depot ved Schönhofen er det slut og der bliver MEGET mørkt i skoven. Reserve lygten kan kun bruges til at finde reflekserne på træerne, men jeg kan stort set intet se af det jeg løber på. Jeg kommer endelig ud af skoven og kan se lidt mere igen. Til gengæld blæser det oppe på toppen af bakkerne. Det var mega-koldt og jeg var bange for ikke at finde depotet.

IMG_3039

Heldigvis er dette stræk løbets korteste (9,7 km.) mellem 2 checkpoints og pludseligt dukker den lille bjerghytte ud af mørket. Hytteværten tager imod og jeg sætter mig til rette ved buffetten ved siden af brændeovnen. Løbets arrangør Gerhard, der selv deltager, kommer over og siger hej ☺ Udvalget minder om de sidste 3 depoter til forveksling og det begynder at blive ensformigt med cola og pølsemadder. Med pandelygten ude af spillet og en reserve som er for svag til at løbe med, er der ikke så meget andet at gøre end at vente til tusmørket kommer snigende ved halv-seks-tiden. På listen med check-ind tider kan jeg se at jeg kun er en halv time efter Jin Cao, som har lagt sig solidt i spidsen. Jeg må nu indse at mine muligheder for at vinde er væk. Jeg ordner fødderne og taper et par vablerne op og ligge mig med på en bænk. Men den konstante knævren gør det umuligt at sove. Egentlig lukker depotet først 5.45 men lidt over 5 begynder værten at pakke depotet sammen. Godt så – ingen skam at gå når man bliver smidt ud ☺

IMG_3038

Benene er helt stive da jeg stavrer ud i mørket som sidste mand. Dissy Miss Lizzy´s – ”Waterline” (fra gengang Tim C. lavede ordentlig musik) minder mig om at jeg hænger med røven i vandskorpen og sætter lidt gang i benene. Vejret er koldt og fugtigt men jeg får hurtigt varmen og begynder at indhente de langsommere løbere en efter en. Tidligt lørdag morgen løber jeg de 15 km til depotet i Pielenhofen, som ligger i et kloster og samtidig markere at vi nu har tilbagelagt 101 km. Fylder flaskerne med vand og tager en ostemad og en kop boullion med til fortæring ”on the fly” mens jeg traskere videre. Terrænet går konstant op eller ned og jeg går mere end jeg løber. Der skoves mange steder i skoven som gør det ekstra mudret hvor maskinerne har kørt og der ligge grene og kviste kastet ud over skovbunden som mikado-pinde. Navigationen er ikke så let og jeg mister meget tid. Specielt ved gennem landsbyer og ved passage af større veje hvor skiltningen er mangelfuld. Efter jeg flere gange er blevet indhentet af en ældre tysker (med GPS), når jeg står og prøver at lure vejen frem, slår jeg følgeskab med ham. Han går ikke så hurtigt men til gengæld finder vi vejen uden frustrationerne i at skulle løbe tilbage, når man er svinget forkert. Han regner ikke med at klare tidsgrænsen men vil bare i mål engang søndag aften (55-60 timer).

IMG_3055

IMG_3051

IMG_3057

IMG_3072

IMG_3074

Solen begynder at skinne og jeg kan begynde at nyde landskabet mens vi vandrer derud ad. Tiden går hurtigere med selskab og lørdag eftermiddag kommer vi til depotet ved Schmidmühlen (135 km) hvor anden dropbag ligger. Får en tør trøje på og fyldt rygsækken med ny energi (gels, barer og Haribo Black & White) , en frisk pandelygte og ikke mindst stave (som jeg skulle have haft med fra starten). Hjælperne i depotet har forsøgt at spiffe det kedelige standard sortiment op og jeg får mit eneste varme måltid undervejs. Udkogte bønner og kartoffelmos man ikke normalt ville røre med en ildtang glider ned på få sekunder. Øjeblikket efter ligger jeg under et dejlig blødt tæppe og går ud som et lys.

IMG_3063

IMG_3080

IMG_3071

En time efter ringer uret og det er tid til at komme på farten igen. Benene er stive og føles som beton da jeg sætter i gang igen. Terrænet minder om skovene omkring Silkeborg på væksthormon. Med den store undtagelse af klippefremspringene og borgene på bakkekammene. Ved næste checkpoint møder jeg Gerhard igen, som samtidig med at løbe også er i telefonforbindelse med alle sine hjælpere. Med alt arbejdet vi havde med at lave Ultraløbet Fyr til Fyr i frisk erindring er jeg fuld af beundring over at han orker begge dele. Han vil dog ikke sænke mig og sender mig i forvejen. Men der går ikke længe før vi ses igen, da markeringerne forsvinder ved passage af et stykke åbent landskab. Arrrrggghhh…. Nu gider jeg ikke det pis længere og hægter mig på Gerhard og hans makker. Det er et par erfarne herre som har begge løbet Tor de Geant (330 km og 24.000 m+). Vi passere 100 mile mærket (160 km.), hvilket et det længste jeg har løbet. Så herfra er jeg på fremmed mark. Solen går ned for anden gang og kulden kommer snigende. På en af de utallige stigninger er jeg kommet lidt foran de andre. Sætter mig på en bænk og lukker øjnene. Er helt væk og alt snurrer rundt. Mon det er sådan det føles at tage stoffer? I så fald nej tak.

IMG_3076

Nu syntes jeg slet ikke det er sjovt længere og jeg har besluttet mig til at kaste håndklædet ved næste depot i Habsberg. I mine tanker prøver jeg både guleroden og pisken for at motivere mig selv. Guleroden er mine børn og pisken er bl.a. alle dem som praler med at have løbet 250 km PÅ EN UGE! (etapeløb) Min ven Ravn Hamberg som sidder hjemme og laver live-update på ”Trailløberen”, forsøger at opmuntre mig over telefonen: ”Der kommer altid en optur efter en krise” og ”Der er kun 23 km. Til næste depot hvor du kan sove”. Ja godmorgen Mester – jeg pisse fryser og det tager mig 4,5 time yderligere at komme dertil. Desuden er der absolut intet tilbage i tanken. For lige at dræbe benene fuldstændigt slutter vi af med 92 høje trappetrin (Gerhard talte) op til depotet. Jeg er helt kælderen og vælter omkring i en stol lige inden for døren, mens 50 mennesker sidder og synger fler-stemmigt i den anden ende af lokalet. Gerhard og hans makker bestiller hver en stor fadøl. Og vi snakker STOR fadøl! De får hver deres kæmpe-pokal og jeg tænker at de nok ikke kommer derfra lige foreløbig.

IMG_3085

Efter jeg har kværnet 4 store pølsemadder rejser nogle gutter sig op og tager tøj. Så er det nu eller aldrig hvis jeg skal videre og gør mig klar til at fortsætte. Uden for døren rammer kulden mig som et bræt i ansigtet – WOW – det er koldt. De fire gutter foran mig hopper ind i en bil på parkeringspladsen, for at blive kørt tilbage. Den havde jeg ikke lige set komme og gårslukøret tilbage til varmen. Kan slet ikke overskue tanken om at skulle ud i mørket og kulden alene. 10 minutter senere rejser to andre sig op og gør klar. ”Laufen oder autofahren?”. De vil løbe – fint nok. Jeg tager en dyb indånding og hænger med. Men allerede efter 10 minutter må jeg opgive at følge dem ned ad bakke. Ikke at fartforskellen er stor men dog alligevel. Jeg bander og svovler over min egen dumhed ved at forlade varmen i depotet. Det er lige under frysepunktet og der er frost på græsset. Den fugtige luft gør det mega koldt, specielt i lavningerne. Jeg har alt tøjet på inklusiv hue, uld-buff, handsker, vindluffer + Bonatti jakke og jeg FRYSER !!!
Flere gange er filmen tæt på at knække da en taxi kører lige forbi og da jeg passerer en under en hovedvej hvor der ligger en tankstation. Men pludselig er der uventet hjælp fra Shakira (Waka Waka) på ipod´en:

You’re a good soldier
Choosing your battles
Pick yourself up
And dust yourself off
And back in the saddle

You’re on the frontline
Everyone’s watching
You know it’s serious
We’re getting closer
This isnt over

The pressure is on
You feel it
But you’ve got it all
Believe it

Jeg ryster af kulde og er gennemkold helt ind til benet. Flere gange forsøger jeg at komme ind i de kirker jeg kommer forbi, men dørene er låst. Tredje gang er lykkens gang. Døren til kirken er åben. Ikke at der er varme, men dog en anelse varmere end udenfor. Der er selvfølgelig ingen tændstikker til at sætte fut i sterinlysene. Jeg spiser en bar mens jeg prøver at ruske lidt live i de stivfrosne lemmer. Efter 10-15 minutter gør det videre mod Deining. Det er klart på kanten af de forsvarlige, men jeg kriger på og når frem ved 4-tiden om morgenen. Depotet ved 195 km. ligger hos FC Deining og hjælperen i depotet er også slidt. ”Selvbetjening…” siger han og nikker i retning af et par flasker cola på bordet. Noget at et anti-klimaks at komme ind til sådan en modtagelse. Desuden er der piv-koldt i hele fodboldklubben ☹ Finder min dropbag, hvor jeg optimistisk nok kun har lagt en Exo t-shirt (til overkroppen). Den ryger uden på de to langærmede (jeg har på i forvejen) inden jeg går omkuld med sko og det hele på.

Halvanden time senere ringer uret og jeg må videre for at klare cut off´et på de 48 timer. 8 timer til 35 km virker overkommeligt selv med 750 højdemeter. Det er lige inden solopgang da jeg stavrer af sted med hævede fødder og ømme ben. Fuglene synger, men det må da være for at holde varmen, som jeg joker med Ravn om i telefonen. Nu er jeg serøst træt af at være på skovtur og vil gerne have det her overstået. Heldigvis er der skruet ned for højdemeterne her til sidst i løbet, men stigningerne niver godt alligevel. Pludselig står Gerhard og venter hvor stien krydser vejen. Havde jeg ikke ham bag mig i depotet? Nu rabler det vist… ”Directors cut” griner han og fortæller at han har taget en lille genvej så vi kan følges ad. Pyha… troede lige jeg var ved at miste overblikket. Lige inden sidste depot i Holnstein indhenter vi de to tyskere, jeg blevet hægtet af om natten. Jeg har endelig fået varmen og vil gerne hurtigt igennem depotet. Udvalget er efterhånden velkendt og kun et par specialøl frister lidt. Men det må vente…
Mens det andre går ombord i de våde varer lunter jeg videre.

IMG_3087

IMG_3099

Der er endelig kommet liv i solen og snart efter må jeg have jakken af. Fødderne er hævede og jeg må tage en lag strømper af for at have plads. Samtidig begynder den højre svang at gøre rigtig nas. Jeg passerer en del åbne marker hvor navigationen igen er problematisk. Med 10 km igen kommer de to tyskere rullende forbi i verdens længste elefant overhaling. ”Skal Du med” spørger de. ”Nej jeg går den ind”. Pludselig dytter en bil og en mand råber nede på vejen. Der er en af hjælperne der har spottet at jeg er på vej på vildspor – ”Danke sehr”. Jeg må tilbage og finde den rette vej. Kort efter står jeg midt ude på Lars Tyndskids mark og er i tvivl om vejen. Mit 1:200.000 kort giver ikke meget hjælp. Pludselig kommer Gerhard joggene på den anden side af floden og vinker mig der over. Han løber langsomt mens jeg går. Han trækker hurtigt fra. Imponerende nok er der stadig liv i Ipod´en og nu giver Rammstein vinger. Jeg sætter i løb og kan overraskende nok løbe igen efter så mange timers gang. Gerhard kigger forundret da jeg løber forbi – ”Rammstein” mumler jeg. Nu kan jeg se byen og kun den sidste lille bakke venter. Med et er jeg tændt. Powerhiker fuld knald på stigningen og løber igen så snart det flader ud. De to tyskere pilker jeg også – sweet… (selv om de er startet 4 timer før mig). Shakira er tilbage:

This is your moment
No hesitations

Today’s your day
I feel it
You paved the way
Believe it

Opturen kom aldrig, men at løbe ind i byen igen efter næsten 47 timer på sporet, får smilet frem. Havde forventet større glæde, men føler egentlig kun lettelse over der er slut. For første gang på hele ruten er der tilskuere og de andre løbere klapper mig de sidste meter ind. Fuck hvor var det hårdt!!! Nogle minutter efter kommer de to tyskere og lidt efter Gerhard. Jeg takker for selskabet og udfordringen.

IMG_3107

Tiden stopper ved 46:43 hvilket rækker til en 7. plads af 67 startene. Norsk-kineseren Jin Cao som jeg løb med i starten vandt løbet suverænt og forbedrede sin egen banerekord. Jeg havde desværre ikke dagen(ene), heldet og den rette mængde mojo til at gøre det bedre. Men jeg fik dyrebare erfaringer med hjem til næste gang jeg skal ud og balancere på kanten af det store sorte hul.
Nu skal der lige gå et par dage før jeg skal i skoven igen ☺

IMG_2928

Transgrancanaria 3.0

IMG_1716
Siden mit første Transgrancanaria i 2011 har det været et had-kærlighedsforhold til de ufremkommelige stenede stier på den spanske ferieø. Første år blev Jesper Halvorsen og jeg revet rundt på røv og albuer på den 123 km lange tur på langs af Gran Canaria. Vi forbandede det hele langt væk og sagde “aldrig mere”. Alligevel var jeg tilbage igen sidste år, hvor jeg havde en kanon oplevelse til “børneløbet” på 96 km.

Det var den oplevelse jeg håbede at kunne kopiere da jeg meldte mig til sidste forår. Men så blev der lige smidt et HURT oven i hatten, hvilket kun gav mig 6 ugers restitutionstid. Så de første 4 uger efter løbet på Hawaii tog jeg det roligt, hvorefter jeg tog på vinterferie med familien på netop Gran Canaria. Udover at vise familien den smukke natur i bjergene, fik jeg også løbet nogle lange ture med godt med højdemeter. Men 2 lange ture i bjergene de sidste par dage efterfulgt af en lang asfalttur og bakketræning lige efter hjemkomsten var for meget af det gode. Kroppen sagde fra og sendte mig til tælling under dynen.

IMG_1685

Men jeg har før prøvet at være syg op til løb med godt udfald, så jeg tog det roligt. Da vi torsdag eftermiddag fløj afsted følte jeg mig knivskarp og helt på toppen. Fra at være 3 danskere i 2011 og 4 i 2012 var vi nu ca. 30 danskere tilmeldt på de forskellige distancer. Dog flest på den lange på 119 km. En del af dem var med samme fly til Las Palmas, hvilket gav en hyggelig stemning fra starten med så mange kendte ansigter. Der i blandt 9 fra vores “Trailløb på første klasse” som jeg lavede med Team Suunto drengene og Posemand.dk på Samsø i efteråret.

IMG_1695Andreas “konfirmanden” Hedensted henter startnummer

Fredag morgen hentede vi startnummer og indleverede dropbag til depotet ved 79 km. Om eftermiddagen mødtes vi en masse danskere på en lokal smoothie-bar og hyggede. Min klubkammerat fra Tejn IF Allan Lyngholm var tydeligvis i god form trods lidt forkølelse og håbede på en at løbe under 20 timer, hvilket ingen dansker havde gjordt hidtil. Mit mål havde hele tiden været at komme under 24 timer på den nye rute som var hårdere end den gamle. Måske 20 timer var muligt? På forhånd havde jeg håbet på at følges med nogen af de andre, men det virkede som om de fleste var optaget af deres interne battles og hvem de skulle have bag sig osv.

Fredag aften kl. 23 satte vi os i taxaen mod starten i Agaete. På den måde slap vi for at stå og fryse i en time, som hvis vi havde taget løbsbussen. Lidt mærkeligt at skulle starte et løb, når kroppen mente det var tid til at sove. Da ruten hurtigt kom ind på en smal sti sørgede jeg at stå godt fremme ved starten.

IMG_1731Thure og Jesper på vej til starten

3-2-1-BOM og så gik det løs. God stemning, men også hektisk positionskamp på det korte stykke asfalt inden første stigning. Den var 10 km. lang og havde 1200 højdemeter. Stave var forbudt de første på km. men det blev der skidt højt og flot på. Det mindede lidt om kaoset ved starten af Vasaloppet med stave der fløj rundt i luften. Allan kom løbene forbi mig, lige som jeg havde fundet pindende frem og fundet rytmen. Jeg forsøgte at hænge på, i cirka et minut før jeg indså det ikke nyttede og fandt tilbage i min egen rytme.

IMG_1741Klar til start

Jeg kørte relativt hårdt på fra starten og tænkte over om jeg mon spændte buen for hårdt. Normalt er et hårdt udlæg i ultraløb sådan omtrent det dummeste der findes. Men det føltes rigtigt, så jeg kørte på. Ude ved andet depot ved et par og tyve km begyndte det at regne samtidigt med at terrænet viste tænder for alvor. Et super stejlt teknisk nedløb efterfulgt af en lige så hardcore stigning bagefter. Det virkede som om arrangørene virkelig havde været ude med riven efter de mest krasbørstige stier de kunne opdrive på øen.

Jeg var gennemblødt og frys det meste af natten, men havde ikke lyst til at stoppe og tage regnjakken. Da jeg så ville blive helt kold. Her kunne jeg godt have brugt min Ipod til at aflede tankerne lidt, men måtte nøjes med mit eget spæde forsøg på Rammsteins “Ich will”. Endelig dukkede der et depot ud af tågen. Badet i lys, med høj musik pumpende og en fyr klædt ud som Shrek (og nej jeg så ikke syner) dansede rundt midt på vejen. Inde under teltet fik jeg skiftet den lette S-Lab jakke ud med regnjakken. Jeg snuppede et par små sandwich med i hånden. Aldrig har flutes med jaka-bov og skive ost smagt så godt.

IMG_1745

Trætheden kom snigende og jeg havde lidt ondt af mig selv, men sørgede hele tiden for at holde kæden stram og køre energi indenbord. Det regnede stadigt da det blev lyst efter godt syv timers løb, men så fulgte der et længere løbe-bart nedløb til at få varmen tilbage i kroppen og hen ad formiddagen drejede vi ind på ruten fra 2 år siden. Bortset fra at vi løb den modsatte vej. Det gav et enormt boost at kende terrænet hele vejen til mål. På vej ned over klipperne, mod en stor dæmning, blev jeg overhalet af en schweizer. Han var lige nøjagtig kommet så langt foran, at jeg ikke kunne råbe ham op da han løb forkert. På vejen op af den mest brutale stigning i løbet kom han op til mig igen. Men denne gang overhalede han ikke lige så kækt. Så vi faldt i snak og han fortalte om løb han deltaget i Cambodia og et han skulle til i Bhutan. Det var eneste gang på turen hvor jeg fik lidt selskab og jeg nød at få tankerne drejet over på andre ting end bare fremad fremad. Næste depot havde små lækre lokale specialiteter. Ja faktisk så lækre at det først var efter 10 minutters gang op af bakken, jeg kom i tanke om at jeg havde glemt min foldekop fyldt med varm suppe på buffeten – fordømt…

Efter et længere stykke rullende bakker i nåleskov nåede jeg stigningen op mod øens højeste punkt, som jeg havde trænet på bare 2 uger inden og kendte godt. Det var en god hjælp at vide præcis hvor langt der var op. Efter at have nedklatret (og mener klatret) et stejlt klippeparti gik det mod hoveddepotet og min dropbag. Pludselig ringede min mobil og min hustru og mine dejlige unger sang fødselsdagssang i den anden ende. Allerede halvvejs igennem min 37 års fødselsdag og først nu kom jeg i tanke om det. Den bedste gave jeg kunne få derude og lidt ekstra benzin på bålet

IMG_1747

20 timer syntes inden for rækkevidde nu og jeg gav kun mig selv 5 minutter i hoveddepotet ved El Garanon. Frisk energi i form af gels og shotbloks fra dropbag’en, lidt hurtig pasta og en kop suppe – herligt. Ingen tid at spilde, så colaen fra posen blev indtaget “on the fly”. Der var efterhånden rigtig langt mellem de gule armbind som markerede at man løb den lange distance. I stedet var der mange blå (avisbude) “Advanced” på 83 km’eren. Kort efter depotet kom jeg over en bakke og kunne for første gang skimte målet i Las Palmas små 40 km væk. Stadig en trediedel tilbage. Jeg følte mig rigtig godt løbende trods lidt ømhed i knæene. På et langt zig-zag nedløb fløj jeg forbi folk, lige som jeg i tidligere løb selv er blevet sat nedad. “BAGFRA” forstår de også spanien 🙂 Faktisk blev jeg ikke overhalet nedad af andre end Stefan fra Schweiz, som forlængst havde trukket fra mig. I bunden af den kløft vi var løbet ned i passerede jeg ham dog og kunne se han var helt færdig.

IMG_1754

Endelig kom jeg ned til torvet i byen Teror hvor 3. sidste depot befandt sig. Fik hurtigt fyldt Pepsi og vand i dunkene og så videre. Jeg var “a man on a mission”. På vej op af sidste store bakke passerede jeg Nicolai Lillesø, som løb 83 km. uden stave. Mine var guld værd og blev brugt så snart det gik bare lidt opad. På toppen kom Nicolai dog forbi igen da jeg sad og tapede mine ene fod op. Fugten i strømperne fra regnen havde givet en god vabel under trædepuden. Trods kun 20 km. tilbage skulle der ikke tages nogen chancer. Det varede ikke længe før jeg passerede Nicolai igen opad, lige hvor en stor ged stor og græssede i vejsiden.

IMG_1751

Det sidste af ruten går i en kløft hvor man løber på store rullesten. De 2 foregående år havde det voldt store problemer at prøve at løbe her. Nu svævede jeg bare afsted henover det hele. I noget tid havde jeg set at en tid under 19 timer var muligt og jeg klemte virkelig ballerne sammen for at holde mig i løb. Efter sidste depot, hvor jeg bare løb lige igennem, powerwalkede jeg sidste bakke inden nedløbet mod målet ved Playa de Cantares i Las Palmas. Med under 2 km. til mål på vejen ned af bakke, fik jeg pludselig øje på en adventureraceren Thure Kjær (som jeg har trænet en del med) foran mig. Jeg var havde egentlig været ret sikker på at det kun var Allan som var foran. Nu stod Thure helt stille nedad og jeg sussede forbi. Jeg gav den lige lidt ekstra gas for ikke at få ham med på slæb. Flere gange kiggede jeg over skulderen men der kom ikke nogen Thure. Det gjorde dog at jeg pressede den lige til det enden. Først da jeg svingede rundt om de sidste hjørne slappede jeg af og nød opløbet de sidste 50 meter. YES – jeg gjorde det sgu. Hell Yeah!!! 18 timer og 35 minutter som nr. 33 overalt. Hårdt men stabilt og veldisponeret ræs hele vejen igennem. Efter næsten 5 minutter kunne jeg heppe Thure i mål og give ham en krammer på mållinien.

IMG_1759

Der efter gik der 4 timer før næste dansker kom i mål og mange måtte kæmpe med det yderste af neglene for at hive den hjem. Jeg var for en gang skyld super tilfreds med mit løb og føler ikke at jeg kunne have gjordt det meget bedre. Allan Lyngholm leverede et super resultat med 17:34 og sejr i alders klassen. (se resultatlisten her) Lur mig om ikke han både vinder Salomon Hammertrail og Suunto Hammer Trail Triatlon til sommer…

IMG_1760

Dagen efter skinnede solen fra en skyfri himmel og det var en super hyggelig dag i selskab med de andre danskere. Først til præmieoverrækkelsen og senere på barene langs stranden. Der blev udvekslet historier fra slagmarken og jeg tænkte på hvor let min dag var gået sammenlignet med de gruopvækkende “Tales from the trails”. Se Thomas Duponts video fra løbet her Som altid, når det går godt var der ikke meget jeg kunne tage med derfra. Udover at jeg må gøre noget rigtig i forberedelserne, for at kunne løbe så godt i bjergene. Alt i alt en mega fed oplevelse 🙂

IMG_1772Præmieoverrækkelse for “avisbude” (Advanced 83 km.) med Ryan Sandes og Philipp Reiter fra Taem Salomon på podiet

So far – So what…

Så er det hverdag igen. Selvom benene og maven stadig er helt ødelagt her over en uge efter løbet, er hovedet klart. Der bliver efter-rationaliseret til den store guldmedalje og kogt suppe på alle indtryk og erfaringer fra UTMB.

I år har jeg løbet 4 lange løb. 2 er gået godt (Trangrancanaria 96 k og Hammertrail 100 miles) og 2 er gået skidt (Täby Extrem Challenge 50 miles (DNF på 100) og Ultra Trail du Mont Blanc 103,5 k). Der hvor det går skævt er også der, hvor man lærer af sine fejl og det bruger jeg som brændstof fremad rettet. Hvor i mod når alt er perfekt og det hele spiller, er faren at man blot læner man sig selvfed tilbage, pudser ego’et og fuldstændigt misser potentialet for forbedring.

Mit næste store mål (ud over at kunne gå ned af trapper uden at børnene griner af mig) lidt længere ude i horisonten, er at slutte sæsonen af med stil. Nærmere bestemt The North Face Endurance Challenge Championships i San Francisco. Det er på 50 miles og samler, takket være en god slat præmiepenge, (som jeg ikke regner med at få del i 😉 det hårdeste felt i verden på distancen. Ruten går ved Marin Headlands hvor Golden Gate broen ender og nord på langs kysten. Det er min første tur til den amerikanske vestkyst og jeg glæder mig til opleve Californien. Løbet bliver hurtigt og vindes som regel i en sub 7 timer tid. Mit fokus er at få løbet et godt løb med så jævn belastning som muligt og samtidig få alt ud af tanken.

Det skal nok blive en fest når vi skal den anden vej op af den her til Transgrancanaria 2013. Foto: Jesper Halvorsen

Så træningen her i efteråret vil være fokuseret på løbeteknik og fart. Efter at have været en tur i gennem møllen hos Posemand.dk (på workshoppen ”løb uden skader”) er jeg super motiveret til at forbedre mit løb. Dels for at belaste kroppen så lidt som muligt når jeg løber og for at blive mere effektiv og økonomisk på de lange løb. Det er ikke noget der gøres fra den ene dag til den anden og man bliver mere eller mindre nød til at starte fra scatch og bygge langsomt op. Så det passer fint ind i programmet de næste par måneder.

I det nye år venter HURT 100 på Hawaii i januar, som er et 100 miles (160 km) løb i regnskoven over Honolulu. Det bliver på alle måder et løb uden for komfortzonen med varme, luftfugtighed og mange vandpassager der gør livet svært for fødderne. Meget mere om det senere. Allerede halvanden måned efter det vender jeg tilbage til Gran Canaria efter flere tæsk. Trangrancanaria byder i år på en ny rute i bjergene på tværs af øen. Her bliver med stor dansk deltagelse og jeg ser frem til en rigtig hyggelig tur.

Men i morgen venter en regnvåd Rude skov med 65 glade ansigter til LØBEREN´s Trail-træning og vores Trailcamp.dk på Samsø er også lige rundt om hjørnet ☺

Transgrancanaria 2011 med Jesper Halvorsen ved Roque Nublo 1813 m.o.h.

Ultra Trail du Mont Blanc – løbsberetning


Det er fredag aften og Chamonix er på kogepunktet. Efter flere års forberedelse står jeg endelig på startlinien til, min store svendeprøve som trail-ultraløber, Ultra trail du Mont Blanc. Ærgelsen over skulle løbe en afkortet reserve rute, pga. af ekstremt dårligt vejr, er for længst lagt bag mig. Skyerne hængt tungt og truende over dalen, men jeg glæder mig som et lille barn til at komme afsted. Forude venter 103,5 km. og næsten 6000 højdemeter (op ad).

Morten Schrøder og jeg inden starten

Vi står som sild i en tønde og da starten går sætter karavanen, af 2300 løbere fra over 60 lande, langsomt i bevægelse. Musikken pumper ud af højtalerne og der er jublende tilskuere overalt. Jeg følges med Morten Schrøder, som jeg kender hjemmefra, ud af byen. Hans familie står klar med Dannebrog på hovedgaden og hepper os på vej. Efter et par kilometer på asfalt drejer vi ind på en smal grusvej. Der er mange langsomme løbere foran og hver gang vi rammer den mindste lille bakke går møllen i stå. Morten og jeg skilles og jeg jogger roligt ude i kanten af vejen for at kunne komme op foran de langsomme løbere.

Se videoen fra starten her.

Flaskehals

Efter første væskedepot i Les Houches starter dagens første stigning og det begynder at småregne. Vi bevæger os stadig i en lang slange og der opstår hurtigt flaskehalse. Jeg tager det roligt og finder min plads i køen. Regnen tager til og min lette Salomon jakke kommer på, samtidig med jeg fisker stavene frem fra rygsækken. Halvvejs mod toppen bliver det lidt bredere igen og jeg finder for første gang ind i min egen rytme. Power-hiker i zig-zag og overhaler hele vejen. Det er begyndt at regne reelt da vi kommer hen over Le Délevret i 1776 m.o.h. Nedløbet er rutens længste. Det er stejlt og meget mudret. Mine nye Inov-8 Trailroc står forbavsende godt fast (selvom de er skabt til tørre løse forhold) i pløreret. Man kan bare glemme alt om at slappe af her. Det kræver fuldt fokus og alt for mange kræfter at holde sig på benene ned. Folk omkring mig skøjter rundt. Jeg bruger for mange kræfter men kan ikke rigtig gøre noget ved det.

I depotet i Saint-Gervais hersker kaos og mange får hjælp af deres familier. Jeg vurderer at have væske nok til næste depot og snupper kun lige lidt vand og cola i forbifarten. Nu ryger vi ind på smalle stier igen hvor det er svært at overhale. Prøver at tage det roligt og vente til jeg kan komme forbi. Det gør hele tiden op og ned selvom det stiger jævnt op mod Les Contamines ved 30 km. Lige inden depotet løber jeg tør for sportdrik i væskeblæren, samtidig med at det nu står ned i stænger. En svenske jeg overhaler ringer og instruerer konen i hvad han skal bruge af tørt tøj i depotet. En sød hjælper prøver at hjælpe med at fylde vand på kamelen, men det går faktisk hurtigere når jeg selv gør det, selvom mine fingre er godt kolde. Regnjakken kommer udenpå og min Aclima halsedisse bliver trukket godt op om ørene. Udvalget af mad i depotet er som sædvanlig lidt for eksotisk til min smag (oste, pølser og alt for søde kager) så jeg holder mig til mine Gu gels og Cliff Shotbloks. Jeg har haft ondt i maven længe men tænker at det nok skal gå over.

Opbakningen er helt utrolig og til trods for regnen er der rigtig mange entusiastiske tilskuere ude og heppe. ”Allez Allez”, ”Bravo” og ”Courage” blandet med kobjælder i alle afskygninger. Mine fingrer er næsten følelsesløse og jeg må svinge armene rundt mens jeg løber for at får liv i dem igen. Op til kirken ved Notre Dame Gorge løber vi lidt asfalt med svag gadebelysning, inden vi igen svinger ind på en meget stenet sti. Stigningsgraden tager til og stavene er guld værd. Har godt drev i den og overhaler hele vejen på til La Balme, som er her vi svinger væk fra originalruten. Til min store overraskelse frister det store bål ved væskedepotet mange løbere til at sætte sig ned og lune sig. Jeg nøjes med en halv skål suppe og en stykke chokolade inden det hurtigt går videre opad.

Kort efter er vi oppe i sneen og nu bliver det for alvor koldt, da terrænet er mere eksponeret for vinden. Der ligger 5-10 cm. tøsne på hjulsporet vi bevæger os henover. Efter at have passeret løbets højeste punkt, svinger 100 pandelygter pludselig rundt foran og lyskeglerne fejer rundt i alle retninger. På dem der kommer tilbage op i mod mig kan jeg forstå at de har mistet orienteringen. Pludselig står 200 mand og kigger rundt i alle verdens hjørner efter næste markering med refleks på. Jeg benytter tommulten til at få ladet vandet og pludselig er der én der blinker i det fjerne. Vi er hurtigt tilbage på sporet. Må virkelig kæmpe med at få energien ned og tænker på Aleksandar Sørensen-Markovic der ”kunne køre med sand i dunkene” og siger at ”om det så smager af hundelort skal det ned”. Sigtbarheden er lav, det blæser, er smede-koldt og jeg har det stadig skidt. Eneste lyspunkt er at se Bambi skøjte rundt i sine Hoka(plateau)-sko på single-tracket foran. Det er faktisk ret teknisk med mudder mellem store klippeblokke og sne i siderne. I starten løb jeg uden om vandpytterne. Nu bliver der bare pløjet igennem det kolde mudder.

Vi når skiliften ved Le Signal i 1910 m. og jeg kan for alvor mærke at der ikke er en stor dag i vente. Lige så hurtig jeg var opad – lige så langsom er jeg nedad. Folk kommer blæsende forbi i højre og venstre. I min naive tro om at være i mål inden 18 timer har jeg sat mit Suunto Ambit til at opdatere en gang sekundet (frem for en gang i minuttet hvor batteriet holder op til 55 timer). Normalt kigger jeg aldrig på uret når jeg løber, men her får det tankerne væk fra de trætte ben. Det overrasker mig at jeg kun kan løbe 7-8 min/km nedad bakke, selvom mine lårbasser er helt baskede. Flere gange må jeg gå, når det går for stejlt ned. Jeg har prøvet at det brænder i lårene på lange nedløb før. Både under træning i Østrig og de 2 gange jeg har løbet ”Transgrancanaria”. Men nu nærmest eksplodere lårene. Flere af raketterne bagfra stopper lige op og hører om jeg er ”Økay” eller om jeg har ”Injury?”. Jeg smågriner bare lidt og fortæller at jeg bare er fra Danmark, men indvendig blinker alle de alarmklokkerne. ”Fuck det bliver en lang dag” tænker jeg og fortsætter ned ad.

På vejen tilbage mod Les Contamines dør min pandelygte pludselig. Jeg er for kold og våd til at stå ude i skoven og skifte batteri, så jeg nasser mig til lidt lys, ved at løbe lige bag én med en ordentlig (sy) lampe. I depotet fylder jeg blæren op med High5 4:1 sportdrik, skifter til min reservelampe og tøffer videre. Opad går det bedre med benene. Her er godt stejlt og der bliver virkelig lagt vægt i stavene. Inde i skoven er luften utrolig tæt og snart omslutter tågen hele bjerget. Efter toppen følger endnu et stejlt nedløb, inden det går op mod Bellevue. Tågen er nu så tæt, at jeg ikke kan se hvor jeg sætter fødderne. Jeg skifter mellem at gå og løbe nedad indtil jeg til sidst vælger løbet. Det gør nogenlunde lige ondt og løb er trods alt marginalt stærkere end gang.

Stigningen op mod Bellevue bliver ved og ved og er til sidst også rigtig stejl. Det regner stadig og jeg overvejer om jeg skal hive den tykke trøje op af rygsækken. Når endelig depotet på toppen, hvor de er ved at løbe tør for altid. Alt for mange mennesker og fuldkommen kaos. Så får ikke tanket ordentligt inden jeg vælter videre ud over kanten. Her står en official og advarer om ”Danger”. Jeg kigger vantro ned ad en næsten lodret mudderpøl og tænker ”No shit!”. Selv at gå ned er vildt hasarderet, for slet ikke at snakke smertefuldt for lårene. Løberne uden stave ligner kamikaze-piloter på selvmordsmission. Er flere gange vidne til nogle vilde wipe-outs i mudderhelvedet.

Jeg havde medbragt ibuprofen (til nødstilfælde), men var ikke engang i nærheden af at overveje det. Smertestillende er i mine øjne et kæmpe NO-GO under løb, hvor bl.a. dehydrering giver stor risiko for nyresvigt. Så i stedet klamrede mig til stavene og håbede på det bedste ned af det mere end 800 højdemeter lange nedløb, gennem skoven. Mudderet lå i op til 20 cm. dybde og ingen sko havde stået fast her. På et tidspunkt stod der nogle gutter og heppede og jeg troede straks at vi nærmede os bunden. For ingen gider vel gå flere hundrede højdemeter op i mørke og mudder for at heppe på nogen fjolser der løber? Jo det gider folk godt og nedløbet fortsatte i det uendelige. Til sidst begyndte det at blive lyst, hvilket passede fint med at batteriet i min reservelampe sang på sidste vers. Hele vejen ned blev jeg selvfølgelig overhalet igen ☹ Men på asfaltvejen ned mod Les Houches var det nogen der havde det værre end mig. De stavrede afsted som døden fra Lübeck mens jeg kunne løbe det meste af vejen ned til væskedepotet.

Her fik jeg tanket lidt cola i blæren og spist lidt suppe. Maven var oven på igen og det blev straks fejret med lidt baguette med ost og pølse. Igen var folk i gang med at få hjælp af deres familier og skiftede til tørt tøj og rene sko. Hvilket jeg syntes er unfair, når jeg måtte slæbe det hele selv og når vi ikke havde nogen drop-bag ude på ruten, med ekstra grej. Det burde være lige for alle. Den næste stigning op mod dyreparken ved Merlet gik på asfalt op af hårnåle-sving. En nem og bekvem måde at nive nogen højdemeter med slatne ben på, men lidt trist i et ”trailløb” (som defineres af under 10 % asfalt). Det var nu under 30 km. hjem og det hjalp lidt på moralen, samtidig med at det holdt op med at regne. Nedløbet var til gengæld top dollar med fed singletrack ned gennem skoven. Under normale omstændigheder havde det været en fest. Men nu kunne mine ben ikke længere. Så jeg stavrede ned af stien og trådte til siden hver gang der kom nogen løbende bagfra. Mens jeg talte i telefon med Ravn som sad derhjemme og lave live update på http://www.facebook.com/trailloeberen kom Morten Schrøder pludselig løbene bagfra. Han havde lukket forspringet på en halv time (jeg havde på toppen af Bellevue) og var tydeligvis godt løbene.

Jeg samlede kræfterne for at følge med ham ned af bakken. Mine lår skreg af smerte, men jeg tænkte at, det her var nu eller aldrig og sikkert sidste chance for at komme nogenlunde elegant igennem dagen. Det tærede på benene, men selskabet var opløftende. Morten spurgte om vi skulle løbe om det (at blive bedste dansker) eller følges til mål. Jeg sagde at vi for min skyld godt kunne følges til mål (som om jeg havde et valg ☺). Ved depotet i Les Tines stod Mortens familie og heppede og vi stoppede lige op et par minutter. Vi fik udvekslet lidt anekdoter fra nattens rædsler mens vi løb. Da vi ramte dagens sidste stigning måtte jeg melde alt udsolgt. Da jeg tredje gang sagde til Morten, at han bare skulle løbe og at jeg ikke ville holde ham tilbage, forsvandt han hurtigt op af de mange hårnålesving. Jeg bandede over ikke at kunne følge med og prøvede at komme ind i mit eget tempo igen. (Morten kom flot i mål halvanden time før mig).

Stigningen var virkelig hård og stien gik lige op i himlen. Hver gang jeg rundede et hjørne og troede at nu var den der, fortsatte den bare stejlt op gennem skoven. Mit sats med at sætte (Suunto) Ambit uret på opdatering hvert sekund gav bagslag, da det løb tør for strøm efter 16:25. Nu havde jeg ingen anelse og hvad klokken var eller hvor mange højdemeter der var igen. 5-6 gange på vejen op måtte jeg sætte mig på en sten og samle mig. Pulsen var helt oppe og ringe uanset hvor langsomt jeg gik eller hvor længe jeg blev siddende. Det eneste der fyldte mine tanker var HVORDAN jeg dog nogensinde skulle komme ned igen. Jeg tænkte på løftet jeg havde givet min søn Joshua på 5 år om ikke at give op.

Solen tittede lidt frem hist og her, men varmt var det ikke. På toppen lå en løber pakket ind i plastik, mens samaritterne prøvede at få varmet ham op med varm te og tæpper. Nedløbet til Argentiere var heldigvis ikke så stejlt. Et stort antal løbere kom alligevel susende forbi. Det var irriterende at skulle træde til side på den smalle sti hele tiden, men dårlig stil at lade være. Jeg havde længe undret mig over hvor Hoka-Heine (Petersen – nr. 5 på Hammertrail 100 miles i år) blev af, da Ravn havde fortalt at han var på vej bagfra. Lige inden væskedepotet kom Heine så i en stor gruppe. Nu mobiliserede jeg de aller sidste kræfter og satte i løb sammen med ham.

Der var god stemning i Argentiere og lige efter depotet stod Katrine og Claus (nr. 6 til Swiss Alpine K78 i år) Bech og heppede. Det hjalp lidt på humøret og jeg sjoskede videre efter Heine. Kønt har det næppe været. Heldigvis begyndte han hurtigt at gå, hvilket passede mig perfekt. Så vi gik de ca. 8 km. tilbage til Chamonix og hyggesnakkede. Det virkede som om Heine havde det fint med at spare kræfterne til Det 330 km. lange bjergløb Tor de Geants han skulle løbe 6 dage efter (Respekt der…). Den sidste km ind gennem Chamonix centrum “løb” vi så. Det var helt fantastisk med et hav af tilskuere ude langs ruten. Efter 19 timer og 18 minutter løb vi sammen i mål på torvet med 103,5 km og næsten 6000 m+ i benene (som samlet nr. 759 og 760).

Ole Gram Clausen som tændte UTMB-gnisten i mig for 5 år siden (på en regnvåd løbetur i København) var der med fruen samt Katrine og Claus Bech. Det var et skønt øjeblik, jeg sent vil glemme. Mega fedt at have kendte ansigter omkring sig. Ole grinede og prikkede til mine trælår – “Nu ved Du hvad jeg snakker om – at det er svært at løbe i bjerge når man bor i Danmark”. Oh yeah… Peter Fredberg fra BT var der også for at få et interview. “Du må sgu lige vente en time – jeg skal lige hjem på hotellet” sagde jeg. Han lignede ikke en mand der var vant til afvisninger. På vejen til hotellet blev jeg overvældet af en enorm skuffelse over at have underpræsteret, i forhold til hvad jeg ved at jeg er i stand til. Men efter at have sundet mig lidt og ladet indtrykkene sænke ind, begyndte stoltheden at brede sig i kroppen. Da jeg sent på aftenen luskede ned på Mac’en for at spise kom finisher-vesten da også på 🙂

Her bagefter er jeg egentlig ok tilfreds med løbet og har ikke mange ting jeg ville gøre anderledes. At jeg i den grad ikke ramte dagen skyldes nok en kombination af manglende akklimatisering, kulde, for lille energi-indtag og alt for få højdemeter i træningen. Forberedelserne havde været så optimalt som muligt under de rammer jeg havde til rådighed.

SE The North Face korte fil med “Epic Moments” fra løbet her 🙂

Den nye Inov-8 Trailroc 245

Kom i tanke om en cykelrytter der fortæller en journalist om hvordan det er at køre Paris-Roubaix; “Det er koldt og vådt og blæsende, man skider i bukserne og lider på de mange pavéer”. “Så Du kører ikke næste år” spørger journalisten forundret. ” Jo selvfølgelig – Det er jo verdens hårdeste cykelløb”.

Sådan har jeg det med UTMB og næste år skal jeg tilbage efter flere prygl. Forhåbentlig på den fulde rute, i bedre vejr og endnu bedre forberedt ☺

Præmieoverrækkelse i konge-vejr søndag formiddag