Petite Trotte à Léon

10505319_774433862599427_1928337226408385860_nOm 2 uger er det tid til årets udfordring nemlig det 306 km. lange The Petite Trotte à Léon eller bare PTL, som er længste “løb” i Ultra Trail du Mont Blanc familien. Det er nu mere en udfordring end en konkurrence i traditionel forstand, da der hverken er klassificering eller tidstagning. Konceptet er at man i hold af 2-3 løbere helt autonomnt klarer den lange tur rundt om Mont Blanc inden for 141 timer. Det lyder umiddelbart af god tid til distancen hvis ikke det var for terrænets beskaffenhed og det faktum at der på årets rute (der ændres hvert år) er hele 28.000 positive højdemeter (altså over 50 lodrette kilometer totalt) plus at man også lige selv skal finde vej da ruten ikke er markeret. At det ikke er nogen skovtur understreges af arrangørenes advarsel:

“IMPORTANT WARNING

The Petite Trotte à Léon itinerary uses passages which are more technically difficult than those met during the majority of trail races (notably the UTMB®). It requires a good knowledge and understanding of the mountain environment.

Some passages may present objective dangers: steep slopes, risk of falling stones, very narrow paths, the crossing of scree slopes or névés and the absence at intervals of a path or clearly defined track…

The route is « NOT WAY-MARKED » and very often « FAR FROM INHABITED ZONES ». It is to be realised in « COMPLETE AUTONOMY ». All assistance is forbidden except in « rest bases » set up by the organistion where the competitors may find a resting place and blankets as well as their spares’ sacks.

So as to progress in security the competitors must be able to operate navigational techniques with a GPS and have the necessary knowledge of map reading and be able to use  a compass and altimeter. They must also be capable of confronting bad weather, lack of sleep, fatigue, the cold, the heat, hunger and thirst…”

For at blive lukket ind i varmen skal man da også have gennemført enten UTMB (Ultra Trail du Mont Blanc) eller Tor de Geants. Forberedelserne har ikke været så intensive som forud for Ravn Hamberg´s og min tur til Tor de Geants i fjor. Men meget af udstyrssetup´et genbruges og efter en god uge med mange højdemeter i Østrig føler jeg mig egentlig rigtig godt forberedt. Der er dog stadig mange ubekendte faktorer og navnlig vejret og der af hvor let/svært det er at navigere tror jeg bliver afgørende. Søvnmangel er også en vigtig komponent og der håber jeg at erfaringerne fra sidste år kan hjælpe. Sammen med min makker, brasilianske, Fabrício Bastian (som jeg løb Transgrancanaria med i år) glæder jeg mig til nogen spændende og udfordrende døgn i bjergene som uanset udfaldet vil give minder for livet.

Det hele går løs fra mandag den 25. august og der vil selvfølgelig være mulighed for at følge med undervejs via Trailløberen på Facebook og Trailmoses på Twitter og Instagram. Der kommer nok også lidt om udstyret vi har med til Pryl-nisserne inden løbet 🙂

Mount Washington

IMG_1568

 

Mt. Washington beskrives som vandrenes Disneyland og ja det er da lidt af et cirkus. Med både en bilvej, togbane og en flere vandreruter til toppen. Egentlig var det en amerikansk ven der første gang bragte “The Presidential Traverse” på banen. En travers over bjergtoppe opkaldt efter tidligere præsidenter i White Mountains State. Det fik mig interesseret i området gjorde at vi lagde vores sommer-roadtrip forbi. Tid og logistik (prioriteten var familieferie) gjorde dog at det ikke blev til hele traversen i denne omgang men i stedet for nogle kortere ture på og omkring Mount Washington, New Englands højeste punkt. Det er der hvor man har registreret den højeste vindhastighed nogensinde på jordens overflade (231 m/h). En af de ture, kan du se beskrevet i billeder herunder; Til toppen via det stejle “Lion Head Trail” og ned af af “Tuckerman Ravine Trail” (den ældste vandrerute i Amerika). Det er en 12,3 km rundtur med lige knapt 1300 højdemeter op ad, hvilket tog mig 3:10 inkl. fotostop t/r (rekorden til toppen er 1:07). Link til Suunto Movescount GPS fil her. Selvom det kun svarer til en lille top i alperne og her er mange mennesker syntes bestem at det var en oplevelse og alle jeg mødte på sporene var rigtig søde. Mon ikke fruen og jeg vender tilbage en dag uden børn og snupper traversen 🙂

IMG_1584IMG_1555IMG_1556IMG_1557IMG_1559IMG_1563IMG_1564IMG_1565IMG_1526IMG_1572IMG_1574IMG_1576 IMG_1577IMG_1579IMG_1581IMG_1603

 

IMG_1658

LIVE UPDATE fra Ultraløbet Gendarmstien

IMG_0371

Lørdag den 14. juni kl. 11 går starten for første udgave af Ultraløbet Gendarmstien mellem Kruså og Sønderborg. Det er en 58 km. punk-til-punkt rute langs den gamle grænsesti hvor gendarmer patruljerede til fods frem til 1957 og løbet er en del af den danske ultracup.dk. 250 glade løbere står klar til at tilbagelægge den historiske rute langs nordsiden af Flensborg fjord.

IMG_0341

Undervejs passerer man bl.a. Kollund skov, grænsestenen, Sønderhav, Okseøerne, Rønshoved, Egernsund, Catrinesmindes Tegnværk, Kragesand, Venningbund og Dybbøl Mølle inden opløbet i centrum af Sønderborg.

Tidsgrænsen er 9 timer og der er depot for ca. hver 20. kilometer (i Egernsund og Kragesand)

IMG_0377

Du kan følge med undervejs på dagen via:

Facebook – https://www.facebook.com/trailloeberen

Twitter-  https://twitter.com/TrailMoses @trailmoses #gendarmen #ugs2014 #ultracup

Instagram –  http://instagram.com/trailmoses

IMG_0402

Når sidste mand er i mål (eller tidsgrænsen på de 9 timer udløber) åbner vi tilmeldingen til næste års løb. Her gælder det om at være hurtig ved tasterne da årets løb har været helt udsolgt…

MOJN 🙂

Skikkelig tøff dag i løypa

20140526-203042-73842431.jpg

“Med sund galskab og dårlig hukommelse bliver livet en fantastisk rejse”

Vestfold Ultra Challenge (50 miles) leverede i den grad varen. God stemning, entuiastiske frivillige, super tekniske spor og flot natur. Tomas Pinås som laver løbet gør sit til at VUC skiller sig ud fra mængden. Blandt andet fik alle deltagere en GPS-tracker på så dem derhjemme kunne følge med. Måske en god ide efter Anders Overgaard alias “det løsgående missil fra Ebeltoft” for vild i skoven for 2 år siden 😉

Et stort mtb løb samme dag gjorde at ruten gik mest på små stier i stedet for grusveje som i tidligere år. Ud og hjem ruten på de 50 miles bød på 2 store stigninger hver vej. Det gik konstant op og ned over klipper og rødder med sumpe og vandpassager som ekstra krydderi. Til trods for arrangørens forsikring om at dette ikke var et orienteringsløb, kunne 50 meter veldisponeret markeringsbånd måske have gjordt tingene væsenlig lettere.

20140526-203705-74225272.jpg

Dagens største udfordring var dog mig selv. Min højre svangsene havde drillet i ugen op til løbet og jeg var usikker på hvordan det ville gå. Foden klarede det nu ganske fint men såede alligevel tvivl om det virkelig var en god ide at løbe hele vejen. Med 3 kortere distancer var der muligheder nok for at baile ud og jeg kæmpede med “aben på skulderen” de første timer.

På vej ned fra første top var det blevet tåge og jeg syntes nu at det var længe siden jeg havde set en markering. Stoppede og lyttede. Ikke en lyd. Begyndte at løbe tilbage til jeg mødte to andre løbere. Den ene havde et kort og bekræftede at vi var på rette vej.
Mine 2 softbottles med Virargo var for længst tomme. Ved depotet ved 18 k drak jeg hurtigt 2 kopper cola, fyldte flaskerne med vand (som var eneste mulighed) og hapsede en lille håndfuld chips i forbifarten. Første et godt stykke nede af sporet gik det op for mig jeg havde misset at få suppleret med energi fra min dropbag – ROOKIEmistake!!! 44 km. på 2 GU’er og en Snickers var nok lige i underkanten.

Ved et par og tyve missede jeg en enkelt markering ude i siden og fortsatte 1,2 km. op ad bakke før jeg indså at det var forkert. Pis pis pis… Tilbage på rette spor skulle frustrationerne have afløb og jeg overhalede en del. Kort før 50 kilometernes vendepunkt mødte jeg Flemming Madsen som var på vej retur.

20140526-203706-74226137.jpg

Indtil nu havde jeg hoppet lidt uden om det værste vand og mudder men en 10 bred elv satte for alvor punktum for de tørre fødder. Vi passerede vejen hvor de mange mtb ryttere sad og hjulede rundt på piskeriset på vej op af bakken.

Efter 4 timer kom jeg til hytten hvor en venlig sjæl havde lavet et intermistisk depot. Fik fyldt flasker og nasset mig til en energibar. Kort efter toppen af dagen højeste stigning mødte jeg Sondre Amdahl (som jeg var kørt til løbet med) på vej retur. “Shit – det var hurtigt” tænkte jeg og råbte at jeg nok skulle skynde mig. Først 20 minutter senere mødte jeg nummer 2.

20140526-203431-74071023.jpg

Nu var terrænet til gengæld blevet noget mere krasbørstigt og der var lange passager helt uden spor. Masser af vandhuller og væltede træer. Man skulle virkelig være vågen for ikke at løbe forkert.

Endelig fik jeg øje på den gule plakat som markerede vendepunktet. Det samme lort jeg lige havde været igennem skulle nu passeres op ad bakke.

20140526-203704-74224417.jpg

Jeg løb tør for vand og måtte fylde op fra en bæk. Min medbragte energi var væk for længst, inklusive Snickers’en som var belønningen efter vendingen.
Tilbage ved hytten blev jeg budt på øl men nøjedes med at tanke op og stikke afsted med en grillpølse i den ene hånd en nutellamad i den anden. Ren lykke – som desværre blev kortvarig da jeg missede “afkørslen” ind i skoven og fik en ekstra bonus kilometer.

Kort efter den store vandpassage fik jeg øje på en gut længere fremme som havde overhalet mig begge gange jeg var løbet forkert. Passerede ham med autoritet og holdt mig løbende til jeg var ude for hans synsvidde. Egentlig betød det ingenting men følelsen af at ræse, frem for bare at overleve motiverede mig.

I depotet med 18,5 hjem fik jeg tigget mig til at få cola i den ene dunk og hentet lidt godter fra dropbag’en (som i dagens anledning var en 2 liter Zip-lock pose med påmalet navn og dannebrogsflag).

Kværnede en hel pose Pingvin Hitmix i 3 mundfulde og håbede på at kunne holde den kørende hjem. Dagens mantra var “kan det løbes – så skal det løbes”. Alligevel fik jeg sværere og sværere ved at holde kæden stram. Bakkerne fra tidligere på dagen måtte være vokset i mellemtiden.
Endelig kom jeg til de sidste par km asfalt ind mod målet. Det føltes brutalt efter at havde løbet på blødt underlag og klipper hele dagen. Kunne ikke overskue længere frem end næste lygtepæl og så den næste og så den næste.

20140526-203707-74227161.jpg

I mål klaskede jeg klør-fem på en betonklods uden for klubhuset og modtog stående bifald fra de 5 tilstedeværende. Deriblandt Sondre som havde stået og glanet i (utrolige) 4 timer efter han vandt med over en time til nummer 2.

Nu vælger jeg jo løb efter andre kriterier end blingbling men syntes da arrangøren Tomas Pinås havde lavet et flot arbejde med både medalje og bæltespænde 🙂 Desuden fik jeg et par røde skuldre med hjem. Hvem skulle have troet man blev straffet for at glemme solcremen i Norge…

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi regnet med at det ville være så hårdt. At jeg har løbet hver dag siden påske og ikke trappet ned til løbet spiller selvfølgelig også ind (sammen med mit fuckup med dropbag’en). Men alt i alt en rigtig fin oplevelse og god træning frem mod den dobbelte distance til Vermont100 i juli.

Nu glæder jeg mig til at gengælde gæstfriheden når Tomas skal løbe Ultraløbet Gendarmstien 14. Juni 🙂

20140526-203707-74227981.jpg

Status pt

IMG_2049

Tavlen er visket ren og nye mål er sat 🙂

Efter en halvskidt vinter har jeg valgt at melde afbud til Junut i Tyskland. Havde egentlig glædet mig rigtig meget til revanche fra sidste års dødsmarch på den 230 km. lange Jura-steig. Jeg er egentlig ikke i tvivl om at jeg kunne gennemføre, men målet var at gøre det bedre end sidste år og det var det motivationen var bundet op på.

Derfor har jeg kigget lidt på alternativer her i foråret og besluttet mig for at løbe Vikingesporet halvmarathon i Roskilde og Vestfold Ultra Challenge 51 miles i Norge. Det glæder jeg mig rigtig meget til og tror at det passer bedre i forberedelserne til Vermont 100 i USA i juli.

Det er første gang jeg skal løbe et løb i Norge, hvor jeg har været mange gange og sejlet, klatret, padlet, vandret og gået på ski tidligere. “Der findes 2 slags mænd – nordmænd og dem det ville ønske de var det” 🙂

 

Nedtrapning til ræs-dag…

IMG_0071

De sidste 3 uger af afgørende for hvor god din oplevelse bliver på løbsdagen. Du kan nu ikke længere nå den store træning, men du kan så sandelig nå at ødelægge alt det arbejde du har lagt i din træning, frem til nu.

Hvordan laver man så en effektiv nedtrapning, eller tapering som det hedder på engelsk? Først og fremmest ved at erkende at du er hvor du er formmæssigt og glemme alt om hvad du kunne have gjordt. Nu gælder det om at udnytte de kort du har på hånden og ikke græde over spildt mælk.

Den sidste lange tur skulle gerne ligge her ca. 3 uger ude. Det er den sidste store generalprøve med træning i omegnen af 3 timer eller mere. Her prøver du alt af, som var det løbsdag; beklædning, tempo samt væske- og energiindtagelse. Det siger sig selv at du bliver nød til at prøve dine energi-strategi i praksis. Alligevel er det utroligt hvor mange som får chocket på løbsdagen fordi de ikke har gjordt hjemmearbejdet i træning. Læs evt. min artikel “Energize me” om energi til lange løb

Med den sidste lange tur i benene gælder det om at reducere træningsmængden gradvis over de næste par uger. Færre kilometer men gerne med mere tempo og intensitet. Det er ganske normalt at kroppen begynder at føles træt og slatten når man skærer ned i den ugentlige mængde. Her er det vigtigt du bevarer troen på at du har lavet den rette træning og ikke bliver fristet af sidste øjebliks paniktræning.

I den sidste uge bør du holde dig til få korte lystbetonede løbepas med fokus på teknik og god løbestil. Er du i tvivl om hvor meget eller hvor lidt, så er det bedre slet ikke at lave noget den sidste uge end at lave for meget.

Hvad så hvis jeg bliver syg? Jeg har selv prøvet at blive syg tæt på store løb. Her gælder det igen om at bevare roen og ikke male fanden på væggen. I 2012 lå jeg i sengen med feber i ugen op til Salomon Hammertrail 100 miles. En god coach overbeviste mig at det ikke behøvede at gøre en forskel og jeg skulle fokusere på alt arbejdet jeg havde lavet inden. Jeg bevarede troede på det og havde et kanon ræs hvor jeg overraskede alle (inklusiv mig selv) med en andenplads i en super tid.

Det kan selvfølgelig også ende med at gå “stolpe-ud” men så gælder det om at finde et andet løb og brænde den gode form af ved 🙂 Der kommer altid et løb til…

IMG_0036

Kost og ernæring. I ugen op til løbet gælder det om at have lidt ekstra fokus på at spise godt og varieret og drikke rigeligt med væske (mest vand). Ikke nødvendigvis den klassiske massive carboload med enorme mængder pasta men bare sundt og alsidigt. Undgå at overspise og indtag gerne mange små måltider. Specielt til ultraløb hvor det mere er fedtforbrænding end kroppens glykogen-depoter som skal bære en igennem. Den sidste 1-2 dage sørger jeg for at få tilstrækkeligt med salte og elektrolytter. Det findes efterhånden en del gode elektrolyte-brus-tabletter som giver den rigtige sammensætning. I øvrigt det samme jeg bruger i træning når jeg gerne vil have væske, salte og mineraler uden at tilføre kroppen energi. Læs evt. min artikel “Energize me” om energi til lange løb

Søvn er også en vigtig del af optakten til løbet. Skal du tidligt op til starten skal du ikke stresse, hvis du ikke kan sove godt. Det er helt normalt og intet problem hvis du bare har fået sovet 8+ timer i ugen op til.

God nedtrapning 🙂 og husk at tro på det – så virker det…

Fra “sommer” i Tirol til grisefest på Gran Canaria

foto 4 (12)

Så er vinterferien overstået og ny udfordringer venter. Vi havde en fantastisk tur til Østrig selv om den manglende sne og høj lavinefare lagde en vis dæmper på løjerne. Til gengæld havde vi nogle fede dage Südtirol lige på den anden side af den østrigske-italienske grænse. Ikke mindst en konge skitour i Dolomitterne sidste weekend, hvor vi gik 800 h.m. op til toppen og blev belønnet med jomfruelig pudder på vejen ned 🙂 Sådan en dag kan man leve længe på…

foto 5 (10)

Træningsmæssigt har det dog været den rene elendighed siden Spine Race i januar. Først skaden i foden (som gjorde at jeg udgik), så en gang forkølelse og problemer med nakken. Nu er der lige pludseligt kun en uge til starten af Transgrancanaria…

Egentlig havde jeg glædet mig meget til at løbe Thy Trail Marathon i denne weekend men må erkende at formen ikke er til det og målsætningen for TGC er nedjusteret til “bare” at gennemføre. Men der er ingen panik for jeg ved at erfaringen tæller og  at jeg har betalt lærepengene under mine 3 tidligere løb på Gran Canaria. Katastrofe debuten i 2011 med regnvejr, vabler og den rene elendighed, “børneløbet” på 96 km. i 2012 og endelig løbet sidste år hvor alt klappede og det hele var perfekt 🙂

transgrancanaria-2014-transgc-125k

Året rute lagt om i forhold til de andre år for at tilgodese turismen på sydsiden af øen. Distancen er 125 km. med 8500 meters klatring. Selvom ruten er ny kender jeg mange stræk af den fra tidligere og jeg glæder mig til den foreløbig sidste tur til grisefest. Næste vinter venter større projekter…

images

Håber det bliver en fed tur og ser frem til samværdet med de mange danske trail- og ultraløbere som i år er med 🙂

IMG_0762