438 km vinterløb i England virkede som en rigtig god ide hjemme foran computeren. Men her ude på Lars tyndskids bældmørke pløjemark i regnvejr og iskoldt mudder til anklerne virker det dummere end alle mit livs dårlige beslutninger lagt sammen. Vi skøjter rundt og kæmper med fodfæstet for hvert skridt. Det var 5-6 timer siden jeg pludselig fik kraftige smerter på ydersiden af min venstre fod og det bliver værre for hvert skridt…

Det startede ellers lovende og aldrig før har jeg følt mig så klar og velforberedt til et løb. Ravn og jeg havde i den grad lavet vores hjemmearbejde. Træningen og særligt udstyrsgejlet havde taget usete højder og hver en lille detalje sad lige i skabet.

Torsdag morgen fløj vi til Manchester, købte gas til vores Jetboil brændere (som man ikke må have med flyet) og fortsatte videre med tog. Edale er en lille flække for enden af The Pennine Way som løbet følger. Det er den ældste og længste vandrerute i Storbritannien. Allerede på turen fra stationen til vores Bed & Breakfast fik vi en forsmag på hvad der ventede og  vi måtte igennem ankeldybt vand, mudder og fårelort. Så da turen senere på dagen gik til den lokale pub The Rambler for at spise aftensmad var det iført regntøj, vandtætte strømper og pandelygte. Vi mødte flere af de andre løbere og det blev fortalt drabelige historier fra sidste år hvor det havde været koldeste vinter i landet i 140 år. Fredag formiddag brugte vi på at scoute den første af ruten. Jorden var mættet med vand overalt og stenene var fedtede og glatte. Det bekræftede vores valg af fodtøj og de vandtætte Sealskinz strømper. Om eftermiddagen var der Race-briefing i forsamlingshuset. Det var tydeligt at arrangørerne kommer fra en ekspeditionsbaggrund hvor bagateller som hvor man kunne få vand undervejs fejes til side som bagateller. Officials ville nok have lidt vand og eller var der rigeligt med vand i terrænet… Måske derfor medicin mod diarré var på listen over obligatorisk udstyr. Lørdag morgen startede tidligt med det sidste check af grejet og “a full fry-up” English breakfast. Der var en god og håbefuld stemning blandt løberne omkring bordet. En af dem var Mimi Anderson som har løbet alt hvad der er værd at løbe og lidt til. Vi fik kørt vores taske ned til starten og tog selv de 2 km til fods. I forsamlingshuset fik vi kontrolleret vores udstyr og blev så ellers bedt om at vente udenfor i regnen sammen med vores dropbags. Vi skævede over til en af de catalanske løbere som stod i shorts, vindjakke og solbriller kækt i håret, mens alle andre var i fuldt combat gear. 21 minutter forsinket blev løbet skudt igang og mange løb til vores overraskelse på første stigning. Skønt endelig at være igang og føle sig 110 % velforberedt. Vi glædede os til en stor oplevelse.

 Da regnen blev til slud på toppen af første bakke stoppede vi bag et stengærde for at tage regnbukser og overtræksluffer på. Underlaget af mudder og glatte sten blev nu endnu mere fedtet og alle skøjtede rundt. Stavene kom hurtigt i spil og vi tog det roligt. Snart skiftede det fra slud til sne som vi kom højere op og en kort passage fik vi den lige i smasken. For dem som vandrer turen, tager den typisk 3 uger og den første strækning her går for at være turens hårdeste. Mens vi holdt rask gang tempo prøvede mange omkring os at løbe på de flade partier. Blandt dem Mimi som alligevel endte med at være i nærheden af os hele dagen. Bare vægten af rygsækken gjorde at det med at løbe ikke var en option. På toppen var sigten nede på 60-80 meter. Ved første vejpassage fik vi fyldt dunkene og fortsatte over det sneklædte plateau. Fra regulær sti blev det nu blødere og mere mudret. Vi fulgte et lille vandløb som vi krydsede et utal gange og vi var allerede lykkelige for de vandtætte strømper.  

Omkring middagstid klarede det op så man kunne så længere frem. Sporet i det kuldsorte pløre sneglede sig igennem lyng på begge sider. Nedad var det ren kamikaze med flere styrt til følge. Vi passerede en som kom humpende med hjælp fra to andre løbere. Lignede at hans dag stoppede her. Da vi krydsede den næste vej havde officials ikke vand, men vi fik lidt fra nogle mountain rescue folk. Her overhalede vi også en gruppe tyskere, hvor jeg kendte et par af dem i forvejen. Blandt dem Thomas Ehmke som gennemførte løbet sidste år og har løbet Tor de Geants 3 gange. Profilen var noget mere dansker-venlig end Alperne og selv de store stigninger var til at overse. Det svære var at ens fødder skøjtede rundt for hvert et skridt man tog. For at undgå errosion havde de mange steder lagt store sten ud over heden. På en god dag var de glatte pga af algerne ovenpå. Nu var de rigtig glatte med vand og sjap og senere blev det endnu mere festligt når det hele frøs til. Lige efter solnedgang passerede vi en vej hvor Ravn var heldig at få en halv dunk vand. Vi fulgtes stadig med tyskerne selvom de løb ned af bakkerne, hvor vi endnu ikke havde løbet et eneste skridt.

Ved næste kontrol var der heller ingen vand. Nu kom tågen til gengæld rullende og sigten droppede ned under 50 meter. Der var allerede så stor spredning i feltet at selv med god sigt, kunne man ikke så dem foran. Ravn styrede Garmin GPS’en benhårdt mens jeg gik forrest og scoutede. Ud på aftenen var sigten nede på 3-4 meter og man skulle virkelig holde tungen lige i munden på vej over et måneagtigt landskab med store sten. Kom man lidt uden for sporet var man helt lost og det gik meget langsomt fremad. Efter noget tid kom en lokal kvinde op til os. Det viste sig at være lokale Jacqueline Cooper som førte kvindernes 108 mile “Spine Challenger”. Hun var supported af sin mand som blev 2´er i Spine Race sidste år og kendte hver en sten på ruten. Det gav en kæmpe boost og en god fartøgning frem mod næste kontrol. Har fik vi varmt vand i dunkene – en eventyrlig luksus. Lige efter passerede vi løbet første pub “The white house” men besluttede at køre på (dumhed #1). Vi lå et stykke tid på hjul af en 3-mands gruppe med bla. Mimi Anderson men slap dem til sidst da tempoet var lidt for frisk. Det klarede op og blev mere koldt og blæsende. Vi styrede mod et monument i det fjerne. Det var ligesom det ikke kom nærmere, selv om vi gik og gik. Det viste sig at være et stentårn på størrelse med Rundetårn.

Vi kunne akkurat holde varmen iført løbetøj, fleece trøje, regntøj, hue og overtræksluffer. Det var mudder overalt og selv på huen havde Ravn mudder. Alt vores energi var fortæret og vi så frem til det lovede “hot quality meal” i checkpoint 1. Oprindelig havde vi planlagt ikke at hvile i depotet og køre på til checkpoint 2, men vi var begge noget mere trætte end vi havde regnet med. Både pga. kulden men nok især på grund af at mudderet havde kostet ekstraordinært mange kræfter. Lige før midnat efter næsten 16 timer ankom vi til depotet ved Hemden Bridge. Menuen stod på gullasch og  blev hurtigt skovlet ned. Ravn blev pludselig helt bleg og fik det rigtig dårligt. Så han hoppede i posen uden aftensmad. 4 urolige timers søvn senere ringede uret. Fødderne var tørret fint op og jeg tapede en enkelt lille vabel inden morgenmaden. Heldigvis havde jeg frysetørret morgenmad mad med hjemmefra så jeg blev tanket ordenligt.

Strækket til næste checkpoint var 92 km. så det gjalt om at få det hele med: nyt kort, mere energi, friske batterier, skiftetøj osv. Kl. 6 var vi afsted igen og efter 1,5 km op af bakke var vi tilbage på Pennine Way. Det havde frosset i løbet af natten og stenene var spejlblanke. Efter et par timer stod solen op og her inså jeg at jeg havde glemt mine lette regnbukser hængende på en stol i depotet – Verdammt… (dumhed #2). Vi bevægede os over et stort hede-område med udsigt til alle sider. Flot og storslået. På vejen ned over igen kom tågen rullende og det blev igen vådt og mudret. Ligesom vi havde fået ordentlig varme i tæerne skulle de ned i det kolde gys igen. Der var betydelige længere mellem både deltagere og officials. Først et godt stykke op af formiddagen mødte vi første kontrol. Da jeg ikke havde haft held med at ringe til arrangørende lovede de at tage hånd om det med mine regnbukser. Der begyndt at blive flere og længere stræk markeret med “No visibel footpath” i kortet. Mudret græsmark uden reference-punkter. Her var vi glade for vores Garmin GPS med topografisk kort. Da vi havde gået i knap 6 timer mente RAvn at det var tid til en lille pause og vi satte os på et stengærde og spiste lidt snacks. Pludselig kom vores tysktalende venner Michael. Thomas og Guido fornøjet traskende og spurgte om vi ikke hellere vi med på pubben. En kilometer senere sad vi bænket inde i varmen på “The hare and hounds” i Lothersdale og havde bestilt 2 store burgere 🙂 Vi regnede lidt på det og besluttede at næste mål måtte være Malham 30 km. længere fremme, hvor vi med lidt god vilje måske kunne være fremme inden køkkenet i pubben lukkede senere på aftenen. Nu var ruten ikke så spektakulær som tidligere og fulgte en en masse mudrede marker linket sammen med lidt vej og hjulspor. Særligt mudret kostede igen mange kræfter og fremdriften var til at overse. Vi havde et kort stræk langs Leeds-Liverpool kanalen og kunne adsprede tankerne lidt ved at kigge på husbådene. Pludselig ud af det blå gik et jag af smerte igennem min venstre fod. Fra det ene øjeblik til det andet gjorde ydersiden af foden virkelig ondt. Har aldrig oplevet noget lignende men slog det hen med at det nok gik væk. 

Vi fortsatte ud over markerne og kom igennem byen Gargrave lige efter det var blevet mørkt. Her mødte vi en official som nok mente at pubben i Malham nok lukkede for servering kl. 20. Det ville blive snert med tiden. På spørgsmålet om mine regnbukser hev hun glad et par regnbukser frem fra bagagerummet. Glæden var kortvarig da de var Montane i størrelse small – altså ikke mine.

Mine stave røg i rygsækken og fra nu af havde jeg kort og kompas i hænderne. Hele vejen til Malham var stort set med “no visibel path”. Det begyndte at regne men vi sjoskede ud over markerne. Sigten var dårlig og underlaget blødt så det gik langsomt fremad. Jeg havde forlængt vinkel farvel til et varmt måltid inden natten. Men hvad der var mere bekymrende var min fod som kun blev værre for hvert skridt. Hvor vi tidligere havde knævret lystigt gik vi nu helt tavse og havde hvor især nok at gøre med at ikke at skvatte. Vi fulgtes med Phil, en super erfaren lokal løber, og hjalp hinanden med stifindingen. 20 meter bag os fulgte endnu en englænder som uden en lyd apatisk fulgte efter os. Mine vindtætte bukser holdt regnen ude så udstyrsmæssigt var der ingen undskyldninger.

Da lysene fra Malham dukkede op var vi begge godt flade. den var 5 minutter over 8 og pubben havde præcis lukket køkkenet. Men vi besluttede til at prøve lykken længere henne og næste sted havde åbent. Mens vi ventede på maden var der krisemøde. Foden var skidt og havde klart hæmmet mine bevægelser. Det bedste havde nok været at give den hvile og se på det dagen efter. Eneste problem var blot at det piskede ned uden for og eneste bivuark-spot vi havde set lå et par timer tilbage samt at arrangørende kort inden løbet havde ændret reglerne så overnatning indendørs ikke var tilladt. Jeg ringede til Scott (den ene af de 2 arrangøre) for at høre hvad vores mulighedder var og om vi evt. kunne rykke over i den supportede kategori (dem som har et crew af hjælpere og en autocamper til at følge dem løbet igennem). Scott fortalte at ingen deltagere måtte overnatte inde    (men altså godt i autocamper) så enten fortsatte vi de 38 kilometer til næste depot (hvilket vi regnede med ville tage 8 timer) eller også var vi ude af løbet.

Den tyggede vi så lidt og vurderede i forhold til de potentielle farer ved at fortsætte. Vi kunne kun lige holde varmen i det tempo vi gik så hvis vi kom til at sætte farten ned pga. min fod ville vi være i problemer. Det var en rigtig svært beslutning men “den voksne beslutning” gav egentlig sig selv og vi var hurtig enige om at det ikke var risikoen værd at fortsætte. Jeg havde især ikke lyst til at risikere en alvorligere skade ved at forsætte. Vi ringede til Scott og kaldt det en dag. Spine Race sluttede før det nærmest var startet efter 36 timer og 133 km.

Nogle timer senere blev vi hentet efter at have stået ude i regnen siden pubben lukkede og kørt til checkpoint 2 i Hawes. Alt var kaos og det lignede en krigszone. Spisene og sovende zombier vaklede rundt mellem hinanden. Vores catalanske ven i shorts og solbriller (der også var udgået) kom vraltende og var så hævet i ansigtet at vi næsten ikke kunne kende ham. Da han ikke talte engelsk prøvede han med tegnsprog at forklare den søde dame med “Spine Race Medic” på ærmet at han havde brug for hjælp til vablerne på fødderne, mens hun høfligt prøvede at forklare at hun var krisepsykolog 🙂 Næste dag tog vi tilbage til Manchester og fløj slukørede tilbage til Danmark.

Her en ugen efter gør min fod stadig ondt, så jeg tænker at det var den rigtige beslutning. Til gengæld er jeg allerede skiftet fra at tænke f€%& et lorteløb og ALDRIG MERE SpineRace… til at tænke Hmmmm måske…

Nu gælder det om at samle op på de erfaringer vi har fået og kigge fremad. Vores næste løb sammen bliver PTL (La Petite Trotte à Léon) til august. Nu håber jeg bare på at blive klar til The North Face Transgrancanaria om 6 uger og så må tiden vise hvordan resten af året skal skæres…

Til sidst en stor tak til dem som har troet på os og hjulpet os med grej til løbet: Garmin, CEP, Gaia Sport og Bjergkæden.

Se vores hjemmevideo “Spine Race the movie” her 🙂