Page 2 of 3

Giganterne’s Tor(tur) – Part 1

TDG 039

Tor de Geant eller “Giganternes tur” er mere end bare et 332 km løb rundt i Aosta-dalen, på den italienske side af Mont Blanc. Det er også en rundtur i et utrolig smukt område med udsigt til Alpernes største og mest spektakulære bjerge, som Mont Blanc, Monte Rosa, Gran Paradiso og Matterhorn. Undervejs skal 25 bjergpas over 2000 meters højde passeres med ialt 24.000 højdemeter op ad og det samme ned ad.

Se Thomas Dupont´s video med præsentationen af Tor de Geant

Løbet er så langt (tidsgrænsen er 150) at det automatisk indgyder en del mere respekt end f.eks. et 100 mile løb og muligheden for fiasko var bestemt til stede. Af samme grund havde jeg aftalt at følges, så langt det var muligt, med Ravn Hamberg, som var den anden af 3 danskere i løbet. Vi kender hinanden tilbage fra 90’erne hvor vi slog vores folder i klatremiljøet. Trods hans korte løbekarriere med  “bare” 2 ultraløb (Fyr til Fyr og Hammertrail 100 miles) hviler han på en solid erfaring fra bl.a. bjergbestigning, havkajak og let vandring.

foto5

Jeg landede i start- og mål byen Courmayeur lørdag formiddag dagen inden løbet. Vi hentede startnummer og den udleverede gule duffelbag som ville udgøre dropbag og følges os rundt på ruten i de 6 store hoveddepoter (lifebase). Alt var ret italiensk og småkoatisk, men vi fik styr på forsikringspapire, chip-armbånd og det hele. Jeg forsøgte at få ændret holdnavn og at jeg (ved en fejl) var registreret som kvinde.

foto8

Arrangørerne gør meget ud af at løbet ikke har en vinder, men alle som gennemfører vinder. Alligevel har de en særlig uddeling af startnumre til topløberne i centrum af byen. Jeg var ikke i det fine selskab og måtte nøjes med at blive nævnt blandt de kvindelige favoritter af Ian Corless på TalkUltra 😉 Vi troppede selvfølgelig op for at se girafferne. Selv om arrangementet nok primært var for at please sponsorene tænker jeg. Der var i hvertfald en overrepræsentation af ukendte løbere sponseret af Tecnica, Montura og Grivel.

Men der er ingen tvivl om at folk er ved at få øjnene op for løbet og det var da også det tunge skøts der blev kørt i stilling. Feltet var pakket med klasse løbere. Spanske Iker Karrera (nr. 2 ved UTMB i 2011) fra Team Salomon så rigtig skarp ud. Den unge amerikaner Nick Hollon som jeg mødte til HURT havde frisk meldt ud at han regnede med at løbe 4 timer hurtigere end den gamle banerekord. Som en af kun 14 løbere til nogensinde at gennemføre det berygtede Barkley 100 miles, skulle man nok aldrig sige aldrig – meeeeen….

foto7

Race- briefingen om aftenen var en joke. De viste vejrudsigten, som ikke så for spændende ud, men speakeren snøvlede sig igennem på dårligt cirkus-engelsk uden at komme med brugbar viden. Information om rutens markeringer, svære passager og sikkerhedsprocedurere havde nok været på sin plads.

Tilbage på hotellet stod den på pakning af dropbag’en. 60 liter er ikke meget plads når den skal indeholde energi, skiftetøj og reservegrej til 6 dage i bjergene. Slet ikke når man som jeg skulle have et par ekstra Hoka sko i størrelse 47,5 med. Vi havde brugt ret lang tid på at fintune setup’et op til løbet, talt med folk som havde deltaget før og testet grejet grundigt.

TDG 001

Starten var først kl. 10 søndag så der var tid til en god nats søvn, morgenmad , aflevere dropbag og de sidste forberedelser. Uden for væltede regnen ned så vi trak den til en halv time før start før vi begav os afsted. Trods regnen var stemningen god og gågaden var pakket med tilskuere. Ravn og jeg stod midt i startboksen som sild i en tønde. Alligevel blev det koldt og da arrangørerne valgte at trække tiden med snak langt over det rimelige. Rundt  om os begyndte løberne at buh’e og pifte. 17 minutter over 10 blev vi endelig sendt afsted.

TDG 002

Vi løb ned af gågaden som var pakket med folk. Damer i folkedragter, flag og ko-klokker i et kæmpe inferno. Lidt underligt at pumpe musikken op i så vildt tempo og for fuld skrue når vi skulle ud og bevæge os i bjergene med 3,5 km/t. Men stemningsfuldt var det og hårene rejste sig. Nede ved busstationen ventede Thomas Dupont og filmede os løbe ud af byen og ind på første bakke. Han er i færd med at lave dokumentar-filmen “Tales from the trails” om danske ultraløbere.

Se Thomas Duponts video fra starten af Tor de Geant

Vores taktik var at starte så roligt som muligt og spare krudtet. Så vi fandt hurtigt ind i gå-tempo da vi ramte første stigning efter en km. Frem med stavene og ind i enkeltmands-kolonne. Min kinesiske ven Jin Cao kom hurtigt forbi og var en af de meget få som havde en mindre rygsæk end os. Vi små-grinede lidt af dem som kom løbende forbi os op ad. “De bliver klogere”…

Første top svarede til en dagstur for de fleste med godt 1300 meters stigning. Lige under trægrænsen hørte regnen op og da vi passerede Col Arp  begyndte solen at titte frem. Mange havde taget turen op for at heppe i passet og stemningen var hyggelig og forventningsfuld.

TDG 006

Nedløbet var jævnt og faktisk ganske løbbart, men vi holdt os til planen og tøffede roligt nedad. Ned og vende i dalen og videre mod næste stigning. Her blev terrænet mere teknisk og de næste 2 toppe var begge over 2800 meter. Lige efter det andet pas (Passo Alto) stod en stor gul glasfiber kasse. En mobil nødbivuark bemandet med folk fra bjergredningen. Det kørte faktisk rigtig godt for os. Vi snakkede og mindede hinanden om at drikke og holde tempoet nede. Jeg var ikke blev 100 % frisk oven på min forkølelse ugen inden og småhostede lidt. Men alle lamper lyste grønt mens vi cruisede derudad.

Hen under aften nærmede vi os 3. bjerg og igen begyndte det at regne. Løbets stejleste opstigning til Col Crosatie var meget eksponeret og vinden var kraftig da vi nærmede os toppen. Forreste mand i gruppettoen foran os så meget usikker ud og snublede flere gange og så snart vi fik muligheden, ræsede vi forbi. Vi satte lidt mere tempo på for at holde varmen og komme hurtigt om i læ. Vi er vandt til at færdes hurtigt og sikkert bjergene og havde ret godt overskud. Lige efter toppen stoppede vi op og fik hue, handsker og pandelygte på.

TDG 016

På vejen ned talte om hvor heftigt det havde været på toppen og hvor lidt det skulle til før det kunne gå galt. Tor de Geant har ingen form for kvalifikation så alle kan i princippet tilmelde sig. Først da vi var i mål 6 dage senere fik vi den tragiske nyhed om at en kinesisk løber var omkommet efter et styrt netop her.

Regnen stod ned i stænger og da vi nærmede os trægrænsen blev klipperne afløst af mudder og jeg skøjtede rundt i mine landevejs Hoka’er. Der var virkelig glat og jeg kunne godt have brugt mine Salomon Fellraiser. Ravn faldt og knækkede sin ene carbon-stav og ødelagde sin rygsæk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Selvom der ikke længere var fare for at ryge ud over siden på bjerget var det ret sindsygt og fik allerede efter 10 timers løb både HURTog Transgrancanaria til at ligne en børnefødselsdag ved siden af.

TDG 012

Et kort (næsten) fladt stykke førte frem til første “Lifebase”/hoveddepot med adgang til vores dropbag. Da regnen stadig piskede ned, men vejrudsigten lovede opklaring nogle timer senere, besluttede vi os til at prøve at sove. Der var opstillet et telt med   feltsenge med ET tæppe til hver. Jeg skiftede til en tør trøje, spiste en proteinbar og gik i køjen. Jeg frøs og kunne ikke sove. Fik tiltusket mig et ekstra tæppe og faldt i søvn men vågnede konstant ved at varmekanonen tændte og slukkede og andre løbere som højlydt væltede rundt. Efter nogle timer på den måde spurgte Ravn og vi ikke bare skulle skride. Vi fik lidt mad inden vi traskede ud i den kulsorte nat. Snart holdt regnen op. Stigningsgraden var behagelig op mod 4. pas på Col Fenetre. Vi var lige inde og vende i et depot i en hytte på vejen op. Men stemningen var skidt og udvalget i buffeten yderst begrænset, så vi var hurtigt videre. Nedløbet var det stejleste i løbet, men heldigvis var underlaget skiffer så man stod fornuftigt fast. Desuden havde jeg i depotet skiftet til mine reserve sko med mere greb i sålen. Ligesom Ravn havde skiftet stave og rygsæk.

TDG 024

På opstigningen til Col Entrelor (3002 m.) begyndte mit højre knæ at drille lidt, så jeg mindede mig selv om at skifte ben (helt normal procedure i lange løb hvor man bliver straffet for at bruge favorit-benet hele tiden som man gør ubevidst til hverdag) og fordele belastningen. Jeg kunne mærke at den sædvanlige power op ad bakke slet ikke var der og jeg hostede mere nu. Nedløbet var rigtig langt. På det sidste stykke før depotet i bunden mødte vi Thomas Dupont som filmede løs. Vi tog det roligt i depotet og jeg fik spist og tapet fødderne lidt, da mine reservesko er smallere og drillede ved storetærerne.

Se Thomas Duponts video fra vores møde inden opstigningen til Col du Loson

Foran os ventede løbet højeste punkt Col du Loson i 3299 m.o.h. Normalt er klatring min store styrke med idag stod jeg bumstille og min vejrtrækning var væsentlig mere udfordret end Ravns. Heldigvis var stigningsgraden nogenlunde mellow. Hvilket dog gjorde turen til toppen uendelig lang. Vi så ibex helt tæt på.  Normalt er de temmelig sky men her i Gran Paradiso nationalparken stod de tæt ved stien. Med deres majestætiske udtryk med de store krumme horm iagttog de alle os spraglede tosser komme prustende forbi.

TDG 029

Det sidste stykke op til passet blev stejlere og løsere med store sten der skulle forceres. Jeg hev efter vejret og hostede som om lungerne var på op. Føltes mere som sygdom end træthed, søvnmangel eller højde. Ravn foreslog jeg tog mindre skridt og virkelig kun samme den ene fod lige foran den anden. Det hjalp helt utroligt at kunne geare yderligere ned og jeg var taknemmelig for at kunne trække på Ravns erfaring fra store bjerge (Bl.a. Himalaya expedition til 8000’eren Shishapangma).

foto6

Da vi nåede passet var jeg helt færdig og vi knibsede et par hurtige billeder inden vi fortsatte. Det var rigtig koldt og blæsende så vi skyndte os ned på den anden side. Lige under toppen stod 2 park-rangere (eller hvad de nu hedder i Italien) i et at de små pleksiglas bure som var fløjet op med helikopter. De virkede som nogle hårdføre gutter og de servererede vand, cola og chokolade med et smil.

foto

Det var rigtig modbydelig koldt og vi stormede ned at bjerget for at holde varmen. Jeg havde det rigtig skidt og hostede og hostede. Vi så hytten med næste depot på lang afstand men det tog en rum tid før vi var der. Jeg ville bare hurtigst muligt ind i varmen og ned at ligge.

Endelig kom vi frem til hytten og jeg styrede direkte forbi buffeten for at synke sammen på en bænk ved vinduet. Hele kroppen sitrede og jeg hostede voldsomt. Jeg sad med hovedet nede mellem knæene. 100 tanker fløj igennem hovedet og jeg blev klar over at mit løb, var slut før det næsten var startet (36 timer inde i festen). Alle forberedelser var spildte og skuffelsen skyllede ind over mig. Tårene trillede ned af kindene og det var som en overtryksventil der gik af. “Du kan ikke løbe Tor de Geant på den der måde” sagde Ravn. Hvilket jeg kun kunne give ham ret i. Havde bare lyst til at krybe køjen og sove til jeg engang vågnede.

Fortsættelse følger…

Sko-arsenalet anno 2013

foto (38)På toppen af Serles i Stubaier Alpen

 

Som lovet i min artikel; Hvad skal man kigge efter i en Trailsko? vil jeg skrive lidt om hvilke sko jeg selv bruger og hvorfor.

Forskellige forhold kræver forskellige sko, men jeg prøver at have så få sko i arsenalet som muligt for enkelthedens skyld. Så jeg hører ikke til dem der praler med hvor mange sko de har stående derhjemme og samle støv. Jeg får da testet lidt forskellige modeller i løbet af året men sender hurtigt dem som ikke fungerer videre. Enten bliver de givet videre til gode løbevenner, bortaktioneret til fordel for min indsamling til fordel for Danske Hospitalsklovne eller givet til Røde kors.

Mine 3 foretrukne sko:

Det er 3 meget forskellige sko i med hensyn til sålhøjde og greb i ydersålen. Men fælles for dem er at overdelen er åben og ventileret og at de rummer en halv-bred for som min.

IMG_0739

IMG_0738

Salomon Fellraiser

Jeg startede min trailløbs-karriere i Salomons klassiske Speedcross, men syntes efterhånden at den var for smal i pasformen og for høj i hælen. Så det har bragt mig ud på en længere rejse mod fladere og mere rummelige sko. 4 år nede af vejen dukker Fellraiser op med præcis det jeg har søgt efter; lavere profil, bredere pasform og lavt drop (højdeforskel på hæl- og forfodshøjde) på 6 mm. Den er meget blød og fleksibel i forfoden som giver god fornemmelse af underlaget. Grebet i sålen er rigtig groft, med modsatrettet greb i hælen for at give bedre kontrol på stejle nedløb. Gummiet i ydersålen er blødere end i den lidt lavere Fellcross2 (som er mere minimal men også stivere og smallere) og giver en virkelig godt greb selv i tørre forhold og på våd klippe. Hvis jeg kun skulle have en trailsko ville det nok være Fellraiser´en men på hårdt underlag syntes jeg den er for høj i hælen (og foretrække Altra Superior). Udseendet kan godt virke lidt plastic-agtigt, men forstærkningerne i overdelen, lige over sålen gør den slidstærk og det er præcis der hvor andre sko fejler (som f.eks. Inov-8 Trailroc 245). Se Gripmastertrails review her (han arbejder for Salomon i Tyskland så det er ikke helt uvildigt). NB. Jeg arbejder også for Salomon, for dem som ikke ved det 🙂

Fordele: Super grib, rummelig pasform, relativ lav mellemsål, fleksibel sål, god pris = 850,- Vejl. Udsalgspris.

Ulemper: Inderålen generede mine brede fødder (så den har jeg taget ud efter Kenneth Kofods anbefaling – det virker perfekt).

Anvendelse: Mudret og eller teknisk terræn. Jeg har endnu ikke løbet rigtig langt i dem. Men de kommer med til sensommerens lange løb.

Gaiter: Salomon

IMG_0731 IMG_0732 IMG_0733

774339_4959116809865_1928362336_oHURT 100 på Hawaii.

Altra Superior

Altra laver Zero-drop sko i forskellige højder, fra helt minimalistisk til semi-hoka. Superior´en er absolut i den fladere ende. Stack-height – altså højden på sålen er 12 mm. og den kommer med en udtagelig “rock-plate”, en plastic-plade til at beskytte foden mod skarpe ting i underlaget. Grebet er i den glatte afdeling og den gør det bedst i i tørre forhold. Pasformen er super rummelig og fornemmelsen af underlaget er fantastisk trods skummet under foden. Over hele linien er det den bedste sko jeg nogensinde har haft og den gør det også godt på asfalt. Men på meget ujævnt terræn eller i mudder er det ikke skoen. Til HURT 100 på Hawaii løb jeg den første runde i dem men skiftede da de mange rødder var for hårdt for fødderne i de tynde såler. Se irunfar.com´s video-review her for mere info.

Fordele: Meget rummelig pasform, sublim proprioception (fornemmelse af underlaget) og den føles let på foden.

Ulemper: Selv med rock-plate i mærker man hver en set igennem sålen og så er overdelen ikke super slidstærk.

Anvendelse: Alt der ikke er for mudret eller stenet.

Gaiter: Jeg syntes Gore´s Windstopper gaiter sidder bedst på Superior´en

IMG_0734IMG_0736IMG_0737
IMG_3074Junut – 230 km. i Sydtyskland

HOKA ONE ONE BONDI-B

Bondi B er egentlig en landevejssko. Grunden til at jeg har valgt den frem for Hoka´s trailsko (Mafate og Stinson Evo) er en bredere pasform og et lavere drop (på kun 4,5 mm). Dave Mackey og andre Hoka sponserede atleter bruger samme sko ved trailløb. Sålen er piv-glat men står vildt godt fast på alt som er tørt. De svigtede mig ikke en eneste gang på mine 3 ugers træning i Alperne og gør det overraskende godt på klipper og i teknisk terræn. Jeg har tidligere skrevet Bloggen “Hvorfor-hoka-og-hvorfor-ikke” og det er vigtigt at pointere at jeg kun ser Hoka sko som noget man bruger i bjergene med mange lange nedløb. Jeg ville ALDRIG selv bruge dem herhjemme. Ironisk nok ser man flere løbere bruge dem når kroppen begynder at sige fra. Hvilket i mine øjne er som at pisse i bukserne. Jeg mærker tydeligt hvordan min løbestil bliver mere sjusket i dem men i bjergene er det en godt våben. Det er tydeligt at mine ben er friskere efter lange nedløb i dem. Tidligere har jeg lidt meget på nedløb hvor min lår (quads) er eksploderet fuldstændigt. Ved årets Transgrancanaria blev jeg således kun overhalet én gang ned af og sluttede med en godt slutspurt på sidste nedløb. Fornemmelse for underlaget er en af de ting jeg vægter højt og som jeg går lidt på kompromis her. De 40 mm. skum underfoden virker dog ret homogen og proprioceptionen er klar bedre end mange andre sko med pronationsstøtte, chasis, rockplate eller hvad man nu kan finde på at stoppe i mellemsålen på en trailsko til bjergene. Se irunfar.com review her

Fordele: Bedre støddæmpning på lange nedløb hvor man ikke kan undgå at lande på hælen.

Ulemper: Glat i sålen, EVA-skummet bliver hurtigt komprimeret og så er den ikke særligt holdbar, hverken i overdelen eller (særligt) i ydersålen. Det gør dem til et dyrt bekendskab når en sko til et par tusinde må limes efter hver løbetur for ikke at falde helt fra hinanden (som sagt er den lavet til asfalt men stadigvæk).

Anvendelse: I bjergene med mange lange nedløb, uden for meget mudder. Klart bedst i tørre forhold.

Gaiter: Dirty Girl

foto (90)Terrænnet til Südtirol Ultrarace

Andre sko jeg har været glade for:

IMG_2918 INOV-8 Trailroc 245 – som jeg hev direkte op af æsken og brugte til Ultra Trail du Mont Blanc og igen til The North Face Endurance Challenge Championships i San Francisco sidste år. Bredere end så mange andre Inov-8 modeller, men den blev ved at klemme min lilletå og give vabler. Men ellers en super god all-round sko trods overdelens katastrofal dårlige slidstyrke (helt sikkert noget de retter op på fremadrettet).

IMG_0798lNOV-8 Roclite 295 – var min første Inov-8 sko som jeg brugte 2 gange til Transgrancanaria og ved Täby Extreme Challenge. God hårdfør sko med god bred pasform. Droppet på 9 mm. blev jeg træt af og savede 4-5 mm. skum ud af hælen inden jeg limede dem sammen igen (se før og efter billedet nedenfor).

Billede3286

27755697_R9J2hjHoka One One Mafate – var min første Hoka som jeg brugte det meste af vejen til HURT 100 Endurance run på Hawaii, hvor underlaget var meget udfordrende med mange rødder og glatte sten. 4 mm. drop (6 mm. i den nye model) og moderat greb i ydersålen.

Salomon Hammertrail Pre-view

IMG_4263

Her er mine forudsigelser og odds på løbere ved dette års Salomon Hammertrail. Nu kender jeg jo ikke alle som deltager men tror alligevel jeg kan pege på de fleste som kommer til at at kæmpe med om sejren på de forskellige distancer. Hvis man kunne spille på løbet ville det være dem jeg ville kigge på at sætte mine spareskillinger på:

Herrene:

100 Miles:

IMG_0221
Henrik Leth Jørgensen 1:2
Suveræn vinder af det første Hammertrail i 2010, hvor der kun blev løbet 50 miles. Ja faktisk var Henrik grunden til at man flyttede starttidspunktet, fordi han kom i mål uden at få brug for sin pandelygte. Tidligere elite O-løber og erfaren adventure-racer med flere VM deltagelser. Har bl.a. løbet ultraløbene Verbier St. Bernhard og CCC i alperne. Bor og træner ved Himmelbjerget og superstærk i terræn. Sidste år udgik Henrik på Salomon Hammertrail 100 miles og han er ikke erfaren på distancer over 100 km. Virker meget opsat på at gennemføre i år og min forudsigelse er at; kommer han igennem – ja så vinder han!

IMG_2163
Allan Lyngholm 1:3
Allan Lyngholm var i år bedste dansker til Transgrancanaria 119 km. og virker til at være i konge form. Han flyttede i vinter til Bornholm for bedre at kunne træne op til Salomon Hammertrail og Suunto Hammer Trail Triathlon som han også går efter at vinde. Rigtig hurtig i terrænet men er han udholdende nok på 100 miles? Det får vis snart at se men han giver ikke op så let. Allan er SEJ og har både besteget bjerge, kørt adventure race og roet over Atlanten.

164901_179199202232647_895191799_nFoto: Stine Sophie Winckel – Ultraløbet Fyr til Fyr
Dark Horses:
Ummidelbart tror jeg ikke der er nogen som kan følge med Henrik og Allan i længden. I flokken bagved tror jeg mest på lokale Jimmy Arvidsen 1:10 (billedet) fra TIF som sammen med Ravn Hamberg 1:20 fra Salomon Store gjorde sig positivt bemærkede ved Ultraløbet Fyr til Fyr (begge var under den gamle banerekord). Sidste mand jeg vil fremhæve er er Jens Røyen Krieger 1:20 som jeg tror, har mere i sig end han viste i vinter, hvor han høstede erfaringer ved Transgrancanaria. Mathias Jørgensen 1:25 er også et interessant navn. Han har ikke løbet så mange trailløb men er har løbet 73 k på 6 timer og 200 på 24.

IMG_3594
Andreas “Konfirmanden” Hedensted 1:317
På podiet hvis alle andre udgår 😉 Nej seriøst så håber jeg Andreas får et godt løb og kommer igennem. Gode folk er ikke sådan tl at holde nede 🙂

50 Miles:

48170_179195578899676_626384129_nFoto: Stine Sophie Winckel – Ultraløbet Fyr til Fyr
Kenneth Kofod 1:2
Den overbevisende vinder af første udgave af Ultraløbet Fyr til Fyr og sidste års nummer 3 på 50 miles. Kenneth løber i helt flade sko og en ekvilibrist i terrænet og på nedløb. Til hverdag løber han på Åsen i Køge eller på sit eget marathonspor i baghaven i Vallø StorskovHan har 100% fokus på sit eget løb og går efter en sluttid på omkring de 8 timer. Jeg kan ikke se hvem som skulle kunne true Kenneth på en god dag 🙂

63396_179199165565984_57178303_nFoto: Stine Sophie Winckel – Ultraløbet Fyr til Fyr
Per Egon Rasmussen 1:5
Per var på en delt andenplads ved Ultraløbet Fyr til Fyr og løb i efteråret en 3. plads hjem ved Ultima Frontera, 50 miles i Spanien i tiden 8:24 på en kuperet rute.

IMG_1949
Dark horses:
Christian Grøn Nørfelt 1:8 (billedet til venstre) er nok den hurtigste af deltagerne på kortere distancer. Så det bliver spændende at se hvordan han klarer den over 50 miles. Samlet vinder af “Hillbilly” serien i vinter. Lokale Mikkel Holm 1:9 er også rigtig giftig i terrænet og kender Hammertrail-ruten og terrænet bedre end nogen anden. Brasianske Fabrício Bastian (1:10), Kent Olesen Abrahamsen (1:12) Team Fusion og Stefan Stougaard (1:15) Marathonsport har alle niveauet til at være med og slås om podieplaceringer.

50 km.

305935_178981392254428_99249370_nFoto: Stine Sophie Winckel – Ultraløbet Fyr til Fyr
Jacques Dehnbostel 1:2
Jacques nedjusterer i følge mine oplysninger til 50 km. Efter en kedelig “Refused to continue” ved Ultraløbet Fyr til Fyr tror jeg han er sulten efter at vise noget igen. Han sæsondebuterede ellers på fornemmeste vis ved med et topresultat på den 83 km. “avisbudsrute” ved Transgrancanaria.

IMG_1433
Claus Bech 1:3
Selvom Claus kommer lige fra en længere skadespause så tror jeg ikke man skal undervurdere sidste års nr. 4 på 50 miles og 6´er ved Swiss Alpine Run. Gammel triatlet og en garvet rotte.

TeamSuunto-2363Foto: Martin Paldan – Løb Mod Kræft
Leon Skriver Hansen 1:3
Som indehaver af den danske rekord i 24 timers løb på løbebånd er Leon en af de meste garvede ultraløbere herhjemme. Han kommer med en frisk andenplads fra Ultraløbet Fyr til Fyr og selvom året hovedmål er Western States Endurance Run i USA skal man aldrig afskrive Leon. Heller ikke på kortere distancer hvor han har det for vane at dele prygl ud til de små hurtige drenge 🙂

IMG_2133
Dark horses:
Simon Rosell Holt 1:10 og Mick Dyreholt 1:10 tror jeg er nogen af dem som virkelig kan overraske…

Kvinderne:

Her vinder:

11515_179199072232660_416855698_nFoto: Stine Sophie Winckel – Ultraløbet Fyr til Fyr

100 Miles: Tracy Høeg (billedet herover)

50 Miles: Christina Panduro foran Maibritt Skovgaard og Lene Nissen jensen

50 k: Dorte Dahl (vinder af Ultraløbet Fyr til Fyr – billet herunder)

535731_178981578921076_1987249411_nFoto: Stine Sophie Winckel – Ultraløbet Fyr til Fyr

Transgrancanaria 3.0

IMG_1716
Siden mit første Transgrancanaria i 2011 har det været et had-kærlighedsforhold til de ufremkommelige stenede stier på den spanske ferieø. Første år blev Jesper Halvorsen og jeg revet rundt på røv og albuer på den 123 km lange tur på langs af Gran Canaria. Vi forbandede det hele langt væk og sagde “aldrig mere”. Alligevel var jeg tilbage igen sidste år, hvor jeg havde en kanon oplevelse til “børneløbet” på 96 km.

Det var den oplevelse jeg håbede at kunne kopiere da jeg meldte mig til sidste forår. Men så blev der lige smidt et HURT oven i hatten, hvilket kun gav mig 6 ugers restitutionstid. Så de første 4 uger efter løbet på Hawaii tog jeg det roligt, hvorefter jeg tog på vinterferie med familien på netop Gran Canaria. Udover at vise familien den smukke natur i bjergene, fik jeg også løbet nogle lange ture med godt med højdemeter. Men 2 lange ture i bjergene de sidste par dage efterfulgt af en lang asfalttur og bakketræning lige efter hjemkomsten var for meget af det gode. Kroppen sagde fra og sendte mig til tælling under dynen.

IMG_1685

Men jeg har før prøvet at være syg op til løb med godt udfald, så jeg tog det roligt. Da vi torsdag eftermiddag fløj afsted følte jeg mig knivskarp og helt på toppen. Fra at være 3 danskere i 2011 og 4 i 2012 var vi nu ca. 30 danskere tilmeldt på de forskellige distancer. Dog flest på den lange på 119 km. En del af dem var med samme fly til Las Palmas, hvilket gav en hyggelig stemning fra starten med så mange kendte ansigter. Der i blandt 9 fra vores “Trailløb på første klasse” som jeg lavede med Team Suunto drengene og Posemand.dk på Samsø i efteråret.

IMG_1695Andreas “konfirmanden” Hedensted henter startnummer

Fredag morgen hentede vi startnummer og indleverede dropbag til depotet ved 79 km. Om eftermiddagen mødtes vi en masse danskere på en lokal smoothie-bar og hyggede. Min klubkammerat fra Tejn IF Allan Lyngholm var tydeligvis i god form trods lidt forkølelse og håbede på en at løbe under 20 timer, hvilket ingen dansker havde gjordt hidtil. Mit mål havde hele tiden været at komme under 24 timer på den nye rute som var hårdere end den gamle. Måske 20 timer var muligt? På forhånd havde jeg håbet på at følges med nogen af de andre, men det virkede som om de fleste var optaget af deres interne battles og hvem de skulle have bag sig osv.

Fredag aften kl. 23 satte vi os i taxaen mod starten i Agaete. På den måde slap vi for at stå og fryse i en time, som hvis vi havde taget løbsbussen. Lidt mærkeligt at skulle starte et løb, når kroppen mente det var tid til at sove. Da ruten hurtigt kom ind på en smal sti sørgede jeg at stå godt fremme ved starten.

IMG_1731Thure og Jesper på vej til starten

3-2-1-BOM og så gik det løs. God stemning, men også hektisk positionskamp på det korte stykke asfalt inden første stigning. Den var 10 km. lang og havde 1200 højdemeter. Stave var forbudt de første på km. men det blev der skidt højt og flot på. Det mindede lidt om kaoset ved starten af Vasaloppet med stave der fløj rundt i luften. Allan kom løbene forbi mig, lige som jeg havde fundet pindende frem og fundet rytmen. Jeg forsøgte at hænge på, i cirka et minut før jeg indså det ikke nyttede og fandt tilbage i min egen rytme.

IMG_1741Klar til start

Jeg kørte relativt hårdt på fra starten og tænkte over om jeg mon spændte buen for hårdt. Normalt er et hårdt udlæg i ultraløb sådan omtrent det dummeste der findes. Men det føltes rigtigt, så jeg kørte på. Ude ved andet depot ved et par og tyve km begyndte det at regne samtidigt med at terrænet viste tænder for alvor. Et super stejlt teknisk nedløb efterfulgt af en lige så hardcore stigning bagefter. Det virkede som om arrangørene virkelig havde været ude med riven efter de mest krasbørstige stier de kunne opdrive på øen.

Jeg var gennemblødt og frys det meste af natten, men havde ikke lyst til at stoppe og tage regnjakken. Da jeg så ville blive helt kold. Her kunne jeg godt have brugt min Ipod til at aflede tankerne lidt, men måtte nøjes med mit eget spæde forsøg på Rammsteins “Ich will”. Endelig dukkede der et depot ud af tågen. Badet i lys, med høj musik pumpende og en fyr klædt ud som Shrek (og nej jeg så ikke syner) dansede rundt midt på vejen. Inde under teltet fik jeg skiftet den lette S-Lab jakke ud med regnjakken. Jeg snuppede et par små sandwich med i hånden. Aldrig har flutes med jaka-bov og skive ost smagt så godt.

IMG_1745

Trætheden kom snigende og jeg havde lidt ondt af mig selv, men sørgede hele tiden for at holde kæden stram og køre energi indenbord. Det regnede stadigt da det blev lyst efter godt syv timers løb, men så fulgte der et længere løbe-bart nedløb til at få varmen tilbage i kroppen og hen ad formiddagen drejede vi ind på ruten fra 2 år siden. Bortset fra at vi løb den modsatte vej. Det gav et enormt boost at kende terrænet hele vejen til mål. På vej ned over klipperne, mod en stor dæmning, blev jeg overhalet af en schweizer. Han var lige nøjagtig kommet så langt foran, at jeg ikke kunne råbe ham op da han løb forkert. På vejen op af den mest brutale stigning i løbet kom han op til mig igen. Men denne gang overhalede han ikke lige så kækt. Så vi faldt i snak og han fortalte om løb han deltaget i Cambodia og et han skulle til i Bhutan. Det var eneste gang på turen hvor jeg fik lidt selskab og jeg nød at få tankerne drejet over på andre ting end bare fremad fremad. Næste depot havde små lækre lokale specialiteter. Ja faktisk så lækre at det først var efter 10 minutters gang op af bakken, jeg kom i tanke om at jeg havde glemt min foldekop fyldt med varm suppe på buffeten – fordømt…

Efter et længere stykke rullende bakker i nåleskov nåede jeg stigningen op mod øens højeste punkt, som jeg havde trænet på bare 2 uger inden og kendte godt. Det var en god hjælp at vide præcis hvor langt der var op. Efter at have nedklatret (og mener klatret) et stejlt klippeparti gik det mod hoveddepotet og min dropbag. Pludselig ringede min mobil og min hustru og mine dejlige unger sang fødselsdagssang i den anden ende. Allerede halvvejs igennem min 37 års fødselsdag og først nu kom jeg i tanke om det. Den bedste gave jeg kunne få derude og lidt ekstra benzin på bålet

IMG_1747

20 timer syntes inden for rækkevidde nu og jeg gav kun mig selv 5 minutter i hoveddepotet ved El Garanon. Frisk energi i form af gels og shotbloks fra dropbag’en, lidt hurtig pasta og en kop suppe – herligt. Ingen tid at spilde, så colaen fra posen blev indtaget “on the fly”. Der var efterhånden rigtig langt mellem de gule armbind som markerede at man løb den lange distance. I stedet var der mange blå (avisbude) “Advanced” på 83 km’eren. Kort efter depotet kom jeg over en bakke og kunne for første gang skimte målet i Las Palmas små 40 km væk. Stadig en trediedel tilbage. Jeg følte mig rigtig godt løbende trods lidt ømhed i knæene. På et langt zig-zag nedløb fløj jeg forbi folk, lige som jeg i tidligere løb selv er blevet sat nedad. “BAGFRA” forstår de også spanien 🙂 Faktisk blev jeg ikke overhalet nedad af andre end Stefan fra Schweiz, som forlængst havde trukket fra mig. I bunden af den kløft vi var løbet ned i passerede jeg ham dog og kunne se han var helt færdig.

IMG_1754

Endelig kom jeg ned til torvet i byen Teror hvor 3. sidste depot befandt sig. Fik hurtigt fyldt Pepsi og vand i dunkene og så videre. Jeg var “a man on a mission”. På vej op af sidste store bakke passerede jeg Nicolai Lillesø, som løb 83 km. uden stave. Mine var guld værd og blev brugt så snart det gik bare lidt opad. På toppen kom Nicolai dog forbi igen da jeg sad og tapede mine ene fod op. Fugten i strømperne fra regnen havde givet en god vabel under trædepuden. Trods kun 20 km. tilbage skulle der ikke tages nogen chancer. Det varede ikke længe før jeg passerede Nicolai igen opad, lige hvor en stor ged stor og græssede i vejsiden.

IMG_1751

Det sidste af ruten går i en kløft hvor man løber på store rullesten. De 2 foregående år havde det voldt store problemer at prøve at løbe her. Nu svævede jeg bare afsted henover det hele. I noget tid havde jeg set at en tid under 19 timer var muligt og jeg klemte virkelig ballerne sammen for at holde mig i løb. Efter sidste depot, hvor jeg bare løb lige igennem, powerwalkede jeg sidste bakke inden nedløbet mod målet ved Playa de Cantares i Las Palmas. Med under 2 km. til mål på vejen ned af bakke, fik jeg pludselig øje på en adventureraceren Thure Kjær (som jeg har trænet en del med) foran mig. Jeg var havde egentlig været ret sikker på at det kun var Allan som var foran. Nu stod Thure helt stille nedad og jeg sussede forbi. Jeg gav den lige lidt ekstra gas for ikke at få ham med på slæb. Flere gange kiggede jeg over skulderen men der kom ikke nogen Thure. Det gjorde dog at jeg pressede den lige til det enden. Først da jeg svingede rundt om de sidste hjørne slappede jeg af og nød opløbet de sidste 50 meter. YES – jeg gjorde det sgu. Hell Yeah!!! 18 timer og 35 minutter som nr. 33 overalt. Hårdt men stabilt og veldisponeret ræs hele vejen igennem. Efter næsten 5 minutter kunne jeg heppe Thure i mål og give ham en krammer på mållinien.

IMG_1759

Der efter gik der 4 timer før næste dansker kom i mål og mange måtte kæmpe med det yderste af neglene for at hive den hjem. Jeg var for en gang skyld super tilfreds med mit løb og føler ikke at jeg kunne have gjordt det meget bedre. Allan Lyngholm leverede et super resultat med 17:34 og sejr i alders klassen. (se resultatlisten her) Lur mig om ikke han både vinder Salomon Hammertrail og Suunto Hammer Trail Triatlon til sommer…

IMG_1760

Dagen efter skinnede solen fra en skyfri himmel og det var en super hyggelig dag i selskab med de andre danskere. Først til præmieoverrækkelsen og senere på barene langs stranden. Der blev udvekslet historier fra slagmarken og jeg tænkte på hvor let min dag var gået sammenlignet med de gruopvækkende “Tales from the trails”. Se Thomas Duponts video fra løbet her Som altid, når det går godt var der ikke meget jeg kunne tage med derfra. Udover at jeg må gøre noget rigtig i forberedelserne, for at kunne løbe så godt i bjergene. Alt i alt en mega fed oplevelse 🙂

IMG_1772Præmieoverrækkelse for “avisbude” (Advanced 83 km.) med Ryan Sandes og Philipp Reiter fra Taem Salomon på podiet

Ingen Hammerman i år

IMG_4263

Salomon Hammertrail 100 miles er Danmarks hårdeste løb og der man møder op hvis man har noget at bevise.

Men efter HURT føler jeg ikke jeg har noget at bevise længere og har derfor besluttet, at jeg ikke løber Hammertrail i år. Selvom jeg elsker at konkurrere med andre, så var min hovedmotivation for at deltage, kampen mellem mig selv og terrænet. At se om jeg kunne forbedre min egen tid og måle mig i forhold til tiderne fra 2011 og 2012. Nu bliver ruten ændret (hvilket jeg syntes er topdollar – jo sværere jo bedre) og så er det ikke længere muligt.

Desuden har jeg et overordnet mål for året om at løbe terrænløb på over 300 km. og her ville restitutionstiden ville for presset. Det er også vigtigt at jeg hver dag lytter til min krop og tager et løb af gangen, hvis min ambitiøse plan skal lykkes.

At jeg nu har fået start i ”Kongeløbet” Tor de Geants i september gør også at jeg ikke ville tage nogen unødige chancer for at kommer helskinnet frem til starten anden uge i september.

Men jeg glæder mig stadig som et lille barn til Hammertrail og ser frem til at følge mange gode venner på tætteste hold og bidrage til at gøre første weekend i maj til en kæmpe løbe-fest.

Men nu gælder det i første omgang at blive helt frisk til næste weekends strabasser til Trangrancanaria hvor mange ambitiøse danske ultraløbere deltager…

Løb jeg planlægger at deltage i i 2013:

2. Marts – Transgrancanaria – 119 km. – 7100 m+
12. April – Junut – 230 km. – 7000m+ –
29. Maj – Wibolt – 320 km. – 11.700 m+
20. Juli – Eiger Ultratrail – 101 km. 6700m+
8. September – Tor de Geants – 330 km. – 24.000m+

Svendeprøven anno 2013

ECC11

Nu fik jeg jo aldrig afsluttet min svendeprøve som ultraløber, da Ultra Trail du Mont Blanc i år blev kortet ned til 110 km. I stedet kaster jeg mig nu ud på dybt vand med et 2013 program der både udfordrer og skræmmer mig.

Første halvdel er opbygget som en 3-trins raket, med længere og længere distance.

HURT100L
HURT 100
Legendarisk ultraløb på Hawaii på 100 miles. En særdeles kuperet rute i regnskoven ovenfor Honolulu gennem løbet 5 gange. Det bliver varmt, fugtigt, med mange vandpassager og havd der ellers kommer til af myg, kryb og lokale vildsvin. Det bliver på alle måder ud af komfortzonen og sandsynligvis også min sidste tur i hamsterhjulet (aka rundeløb), da jeg er gået helt kold på at løbe i ring.

IMG_0148
Transgrancanaria
Det bliver mit 3 år til Trangancanaria (selvom jeg sidst løb “børneløbet” på 96 km) som jeg har haft en had-kærlighedsforhold til. Sidste år var nok min værste løbeoplevelse EVER, hvor jeg kæmpede mig gennem regn og mudder to nætter ude med Jesper Halvorsen. I år klappede det hele og jeg havde mit bedste ultraløb til dato, med en samlet 17. plads. Næste år (2013) jeg bliver der stor dansk deltagelse og jeg håber på at følges med nogen af de andre danskere, jeg kender i løbet. Ruten er ændret lidt til årets løb for at få mere singletrack og mindre grusvej og er på 119 km og 7100 højdemeter. Tror det bliver en hyggelig tur.

%C3%9Cbersicht-Strecke
Junut
Ugen efter jeg selv arrangere “Inov-8 Fyr til Fyr” på Bornholm, løber jeg det 220 km. lange Junut i Bayern med 5300 højdemeter. Løbet er en tur rundt på Jura-steig nord for München med en tidsgrænse på 47 timer. På papiret er det et løb jeg ar en realistisk chance for at vinde, men mit udlæg kommer til at være ret konservativt.

IMG_0347
(Salomon Hammertrail)
Som sagt er jeg ikke motiveret til at løbe i rundkreds, men da jeg kender Hammertrail bedre end min egen bukselomme og elsker stemningen omkring løbet stiller jeg op hvis jeg er ovenpå efter Junut. Det er trods alt Danmarks hårdeste løb og her man er med hvis vil noget 😉

17_Marksburg_von_Norden
Wibolt
I flere år har jeg haft kig på Rhein-steig mellem Wiesbaden og Bonn til en lang flere dages træningstur. Så da jeg fandt ud af at de arrangerer et non-stop-ultratrail netop der var sagen klar. Så planen er er at købe en enkelt billet til Frankfurt, tilbagelægge de 320 km. (og 11.700 m+) på under 90 timer og flyve hjem fra Köln.

TS_RUN_FAULHORN_D88542-79f0ea9e
Eiger Ultra Trail
Eiger Ultra er et nyt løb der holdes første gang i 2013. Længste distance (og MAN løber jo altid længste udbudte distance 😉 er 101 km. (6700 m+) forbi nordvæggen af Eiger. Løbet arrangeres af Ueli Steck aka The swiss Machine. Hvis Du ikke ved hvem han er så SKAL Du lige se videoen her

Hvordan resten af sæsonen flasker sig kommer an på lodtrækningen til UTMB og hvordan kroppen har det.

IMG_2966

So far – So what…

Så er det hverdag igen. Selvom benene og maven stadig er helt ødelagt her over en uge efter løbet, er hovedet klart. Der bliver efter-rationaliseret til den store guldmedalje og kogt suppe på alle indtryk og erfaringer fra UTMB.

I år har jeg løbet 4 lange løb. 2 er gået godt (Trangrancanaria 96 k og Hammertrail 100 miles) og 2 er gået skidt (Täby Extrem Challenge 50 miles (DNF på 100) og Ultra Trail du Mont Blanc 103,5 k). Der hvor det går skævt er også der, hvor man lærer af sine fejl og det bruger jeg som brændstof fremad rettet. Hvor i mod når alt er perfekt og det hele spiller, er faren at man blot læner man sig selvfed tilbage, pudser ego’et og fuldstændigt misser potentialet for forbedring.

Mit næste store mål (ud over at kunne gå ned af trapper uden at børnene griner af mig) lidt længere ude i horisonten, er at slutte sæsonen af med stil. Nærmere bestemt The North Face Endurance Challenge Championships i San Francisco. Det er på 50 miles og samler, takket være en god slat præmiepenge, (som jeg ikke regner med at få del i 😉 det hårdeste felt i verden på distancen. Ruten går ved Marin Headlands hvor Golden Gate broen ender og nord på langs kysten. Det er min første tur til den amerikanske vestkyst og jeg glæder mig til opleve Californien. Løbet bliver hurtigt og vindes som regel i en sub 7 timer tid. Mit fokus er at få løbet et godt løb med så jævn belastning som muligt og samtidig få alt ud af tanken.

Det skal nok blive en fest når vi skal den anden vej op af den her til Transgrancanaria 2013. Foto: Jesper Halvorsen

Så træningen her i efteråret vil være fokuseret på løbeteknik og fart. Efter at have været en tur i gennem møllen hos Posemand.dk (på workshoppen ”løb uden skader”) er jeg super motiveret til at forbedre mit løb. Dels for at belaste kroppen så lidt som muligt når jeg løber og for at blive mere effektiv og økonomisk på de lange løb. Det er ikke noget der gøres fra den ene dag til den anden og man bliver mere eller mindre nød til at starte fra scatch og bygge langsomt op. Så det passer fint ind i programmet de næste par måneder.

I det nye år venter HURT 100 på Hawaii i januar, som er et 100 miles (160 km) løb i regnskoven over Honolulu. Det bliver på alle måder et løb uden for komfortzonen med varme, luftfugtighed og mange vandpassager der gør livet svært for fødderne. Meget mere om det senere. Allerede halvanden måned efter det vender jeg tilbage til Gran Canaria efter flere tæsk. Trangrancanaria byder i år på en ny rute i bjergene på tværs af øen. Her bliver med stor dansk deltagelse og jeg ser frem til en rigtig hyggelig tur.

Men i morgen venter en regnvåd Rude skov med 65 glade ansigter til LØBEREN´s Trail-træning og vores Trailcamp.dk på Samsø er også lige rundt om hjørnet ☺

Transgrancanaria 2011 med Jesper Halvorsen ved Roque Nublo 1813 m.o.h.