Der har ikke været en eneste aften siden Tor de Geants hvor jeg ikke har lagt mig til at sove med den beroligende tanke om jeg kunne sove hele natten. Uden at nogen kom og hældt mig ud af køjen efter halvanden time. Stresset over søvnmangel og generel træthed under de 138 timer vi var igang i Italien har hængt ved længere end jeg i min vildeste fantasi havde troet.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed at tanken om 7 dages vinterløb i England, lige om lidt, ikke altid har været lige tillokkende. Men de sidste uger er bøtten vendt og især efter at min gode Ravn Hamberg (som jeg gennemførte Tor de Geants med) har meldt sig klar ser jeg noget lysere på tingene. Eventyrlysten trækker nu igen mere end de den lune dobbeltseng og jeg er klar til være kold, træt og sulten igen.

Men hvordan forbereder man sig så til 431 km. non-stop vintertrail? 

Efter at have pjøjet alle tilgængelige ræsberetninger igennem står det klart at der er tre ting man især skal have styr på; grejet, det mentale og navigationen.

At have det rette udstyr i dette løb er helt afgørende for udfaldet, hvilket klart hælder til vores fordel. Ravn og jeg kan godt lide at nørde grej og diskutere de forskellige senarier igennem. Og der har været nok at tage fat på af sager man ikke normalt bruger ved løb. Telt, bivuark-pose, sovepose, brænder, vandtætte strømper, GPS, nødsender, fiberjakke og selvfølgelig en stor let rygsæk som kan rumme det hele. Her har vi været heldige at kunne låne en del udstyr og få hjælp fra nogen af alle de fantastiske mennesker i miljøet herhjemme. En særlig stor tak til Ulrich Petersen, Thure Kjær, Garmin, Bjergkæden, Gemini Lights, CEP, Lurbel, Salomon og The North Face Fields.

Hvor det sidst var “en-all-inclusive-vandreferie” med relativ god logistik er det i England noget mere råt med op til 100 km. mellem depoterne. Det gælder om at spise ved enhver lejlighed for at holde varmen til at fortsætte.

Det mentale er straks sværere. Her har vi talt om vores bevæggrunde for at deltage, hvad succeskriterierne er og hvordan hele vores strategi skal se ud. Bare det faktum at 2/3 af løbet kommer til at foregå i mørke er en kæmpe psykologisk belastning. Ligesom ved TdG gælder det om at tage et skridt ad gangen om ikke prøve at overskue hele ruten eller kigge for langt frem. At vi kender hinanden så godt og har et fysisk niveau som er ret lige vil klart komme til at spille vores farvør.

Jeg syntes faktisk Andreas Hedensted har en god pointe i at man skal have et mål længere fremme af vejen, så hele verden ikke bryder ned hvis det hele går i vasken af den ene eller anden årsag. Ravn og jeg har allerede aftalt at vi går efter at prøve kræfter med PTL (La Petite Trotte à Léon) – 303 km og 28.000 m+, på maximalt 141 timer, i Alperne til August. Det er nu mere “en udfordring” og ikke et løb i almindelig forstand, da der ikke er klassificering eller tidstagning. Til gengæld ser årets rute ud til at være markant hårdere end i tidligere år.

Til forskel fra mange andre løb skal man selv finde vej, hvilket bliver en kæmpe udfordring. Heldigvis har Garmin Danmark været søde at hjælpe os med håndholdte GPS navigatorer. Selv om vi kommer til at følge Englands længste vandrerute The Pennine Way er den kun afmærket sporadisk og mange steder krydser man åbne landskaber og moseområder hvor navigationen bliver en særlig udfordring.

Så der er ikke meget tvivl om at den sidste halvanden måneds skal bruges klogt på at lære det nye grej at kende samtidigt med at den fysiske form lige skal skærpes det sidste…