UTMB – Moses Lovstad

august 12, 2014august 12, 2014

Petite Trotte à Léon

Om 2 uger er det tid til årets udfordring nemlig det 306 km. lange The Petite Trotte à Léon eller bare PTL, som er længste “løb” i Ultra Trail du Mont Blanc familien. Det er nu mere en udfordring end en konkurrence i traditionel forstand, da der hverken er klassificering eller tidstagning. Konceptet er at man i hold af 2-3 løbere helt autonomnt klarer den lange tur rundt om Mont Blanc inden for 141 timer. Det lyder umiddelbart af god tid til distancen hvis ikke det var for terrænets beskaffenhed og det faktum at der på årets rute (der ændres hvert år) er hele 28.000 positive højdemeter (altså over 50 lodrette kilometer totalt) plus at man også lige selv skal finde vej da ruten ikke er markeret. At det ikke er nogen skovtur understreges af arrangørenes advarsel:

“IMPORTANT WARNING

The Petite Trotte à Léon itinerary uses passages which are more technically difficult than those met during the majority of trail races (notably the UTMB®). It requires a good knowledge and understanding of the mountain environment.

Some passages may present objective dangers: steep slopes, risk of falling stones, very narrow paths, the crossing of scree slopes or névés and the absence at intervals of a path or clearly defined track…

The route is « NOT WAY-MARKED » and very often « FAR FROM INHABITED ZONES ». It is to be realised in « COMPLETE AUTONOMY ». All assistance is forbidden except in « rest bases » set up by the organistion where the competitors may find a resting place and blankets as well as their spares’ sacks.

So as to progress in security the competitors must be able to operate navigational techniques with a GPS and have the necessary knowledge of map reading and be able to use a compass and altimeter. They must also be capable of confronting bad weather, lack of sleep, fatigue, the cold, the heat, hunger and thirst…”

For at blive lukket ind i varmen skal man da også have gennemført enten UTMB (Ultra Trail du Mont Blanc) eller Tor de Geants. Forberedelserne har ikke været så intensive som forud for Ravn Hamberg´s og min tur til Tor de Geants i fjor. Men meget af udstyrssetup´et genbruges og efter en god uge med mange højdemeter i Østrig føler jeg mig egentlig rigtig godt forberedt. Der er dog stadig mange ubekendte faktorer og navnlig vejret og der af hvor let/svært det er at navigere tror jeg bliver afgørende. Søvnmangel er også en vigtig komponent og der håber jeg at erfaringerne fra sidste år kan hjælpe. Sammen med min makker, brasilianske, Fabrício Bastian (som jeg løb Transgrancanaria med i år) glæder jeg mig til nogen spændende og udfordrende døgn i bjergene som uanset udfaldet vil give minder for livet.

Det hele går løs fra mandag den 25. august og der vil selvfølgelig være mulighed for at følge med undervejs via Trailløberen på Facebook og Trailmoses på Twitter og Instagram. Der kommer nok også lidt om udstyret vi har med til Pryl-nisserne inden løbet 🙂

september 28, 2013september 28, 2013

Et løb er et løb er et løb – Forkert…

Der findes gode og dårlige løb. Sådan er det bare. I denne blog vil jeg dele mine erfaringer omkring nogle af de gode løb jeg har været til, som jeg kan anbefale til andre. Håber det kan være med til at inspirere dig…

I en senere blog vil jeg fortælle om hvilke løb jeg selv går og drømmer om at løbe, samt komme med et par bud på hvilke jeg vil anbefale hvis man vil ud og løbe i bjerge for første gang…

Lidingö Ultra er den ukendte undergrundsversion af verdens største terrænløb Lidingöloppet med over 30.000 deltagere. Low key løb i det tidlige forår hvor man kommer hele vejen rundt om øen og får den berygtede Abborrbacken 2 gange. Faktisk kan man nyde udsigten i stedet for at løbe i en lang kø som til det store Lidingöloppet i september, som er 30 km i ren Erimitageløbsstil. De servede kanelbullar og andre lækkerier på ruten men i mål blev vi spist af med en proteindrik. Fin medalja af glas til minde om en dejlig forårsdag i Stockholms skærgård.

Transgrancanaria er stedet hvor jeg både har haft mine værste og min bedste løbsoplevelser. Det er omkring de 120 km. på tværs af øen og afholdes i den første weekend i marts. “2011 løbet i regnvejr sammen med Jesper Halvorsen står som en af de største røvture (læs beretningen på linket her) men året efter var jeg tilbage og gå med aviser, da jeg løb “børneløbet” Sur-Norte på 96 km. (læs beretningen her). I år var jeg så tilbage for 3. gang og havde et helt utrolig solidt løb i 18:35 = 8 timer bedre end i første forsøg og kom en ind som nr. 32 overalt. Læs den historie her 🙂. Og for det ikke skal være løgn tager jeg en tur til næste år selvom jeg egentlig havde troet at 3 gang var rigeligt.

Organisation er lidt sydlandsk “MAÑANA-MAÑANA-agtig” men de laver et godt ræs med styr på tingene. Paella til pastaparty både før og efter løbet, et hav af frivillige (og soldater) ude på ruten og mange lækre ting i depoterne. At de servere Pepsi og ikke rigtig cola er vel det der trækker mest ned sammen med at de ændrer ruten næsten hvert år, for at tilgodese forskellige lokale interesser.

Täby Extreme Challenge eller bare TEC er et 50 og 100 mile løb på en 10 km bane i en forstad til Stockholm i april måned. I den grad et hamsterhjul-løb på en strækning som dybest set ikke burde kaldes for trail. Korte passager i skoven blandet med grus og asfaltveje. Største aktiv er depotet (og der er kun et) som er helt fantastisk med alt hvad hjertet kan begære. McDonalds pomfritter sent om aftenen – behøver jeg sige mere? De fyrer ved hvad man har lyst til når man har løbet i mange timer. Mentalt et rigtigt hårdt løb. Jeg pønser på et comeback fra min udgåede (ved 50 miles) sidste år. Det skal bare være i godt selskab og så behøver der ikke ligge 15 cm nysne på dagen 🙂 Løbsberetningen fra 2012 her

Ultra Trail du Mont Blanc er som OL eller VM i trailløb. Det største og hårdest besatte trailløb på kloden. For at få lov at være med skal man samle point sammen og være heldig i lodtrækningen. I 2012 gennemførte jeg løbet der desværre var kortet ned til bare 110 km. og 6000+ pga. af rigtig dårligt vejr med sne og regn i bjergene. Jeg håber på at få muligheden for at løbe hele vejen rundt om “knolden” engang i fremtiden. Alt omkring UTMB er topchecket og det er virkelig velorganiseret. Men dårligt vejr er kendt for at sætte en dæmper på løjerne lige netop den weekend. Læs 2012 beretningen her

HURT 100 Endurance Run er et af de hårdeste amerikanske 100 mileløb. 5 loops af 20 miles med i alt 7620 meter klatring. Løbet er kendt for rødder, mudder og mosbelagte sten og under 1/3 af løberne kommer som regel igennem. Depoterne er absolut verdensklasse og findes ikke bedre nogen steder i verden. De har alt hvad en løber kunne ønske sig. Hele den familiære stemning omkring løbet gør HURT til noget unikt og er grunden til at folk flyver den halve jord rundt for løbe eller være frivillig her. Jeg vil dog anbefale at tage familien med (selvom det er dyrt) for vores hit-and-run-stil kan ikke anbefales. Når man skal rejse så langt er en uge slet ikke nok. Se Michael Arnstein´s aka the Fruitarian (Video som viser hvad HURT går ud på ) HER…
Eller læs min ræsberetnig her…

JUNUT på vandrestien Jurasteig som er en 230 km. loop med omkring 7000 m+ i Bayern. Egentligt ret “danskervenligt” løb da stigningerne ikke er meget højrere og længere end vi finder det herhjemme og terrænet for størstedelen minder om det vi finder ude i skoven. Men 7000 positive højdemeter spredt ud over 230 km. med konstant op og ned trækker lidt tænder ud. Man passerer en del flotte borge undervejs og det skiftende landskab gør at det aldrig bliver kedeligt. Ruten er markeret men det er et helvede uden en ordenligt GPS, som jeg erfarede. Særligt gennem byerne hvor skiltene er svære at få øje på. Depoterne er ikke fantastiske og savner variation men hey man kan faktisk løbe så langt på cola og pølsemadder 🙂 Til gengæld er Race-director Gerhard og hans team utrolig søde og hjælpsomme.
Læs hvordan det gik for sig i 2013 her

Südtirol Ultrarace er et rigtigt bjergløb. Man kommer over toppen af bjergene og ikke kun bjergpas og terrænet er både stejlt og teknisk. Jeg løb den første udgave af løbet og de småkiksere der var i depoterne var vand ved siden af hvad man ellers kan komme ud for. Til gengæld har de 110% styr på sikkerheden hvilket langt fra er tilfældet alle steder. Jeg ville nok ikke tage løbet som mit første bjergløb da det kræver at man er vant til at færdes i bjergene, da flere steder er meget stejle og udsatte. Helt sikker et løb jeg skal tilbage til… Læs hvordan det gik mig i første forsøg her…

Tor de Geants kalder arrangørene for verdens hårdeste trailløb. Det er altid farligt at kaste den slags omkring sig, men jeg tror nu på at de er tæt på. 332,5 km. teknisk og særdeles eksponeret terræn med i alt næsten 50 “højdekilometer” på under 150 timer. For mig er Tor de Geants det ultimative bjergløb, men man skal virkelig ville det. Det kræver en god del mojo at holde sig igang i så lang tid og der er en grund til at søvnmangel bruges som tortur. Belønningen er de smukkeste udsigter hele vejen rundt med glimt af de højeste bjerge i alperne og meget lidt asfalt (under 10 km.). Læs om Ravn Hamberg´s og min tur her 🙂

Billedet herover (fra målgangen af TDG) forestiller en japansk løber som er kendt for sin hawaii-skjorte og store rygsæk sammen med Bruno Brunod som er et ikon inden for bjergløb. I 18 år havde han rekorden op og ned af Matterhorn (plus mange andre bjerge) og gennemførte som 51 årig TDG lige omkring 100 timer.

september 17, 2013september 17, 2013

Giganterne’s Tor(tur) – Part 1

Tor de Geant eller “Giganternes tur” er mere end bare et 332 km løb rundt i Aosta-dalen, på den italienske side af Mont Blanc. Det er også en rundtur i et utrolig smukt område med udsigt til Alpernes største og mest spektakulære bjerge, som Mont Blanc, Monte Rosa, Gran Paradiso og Matterhorn. Undervejs skal 25 bjergpas over 2000 meters højde passeres med ialt 24.000 højdemeter op ad og det samme ned ad.

Se Thomas Dupont´s video med præsentationen af Tor de Geant

Løbet er så langt (tidsgrænsen er 150) at det automatisk indgyder en del mere respekt end f.eks. et 100 mile løb og muligheden for fiasko var bestemt til stede. Af samme grund havde jeg aftalt at følges, så langt det var muligt, med Ravn Hamberg, som var den anden af 3 danskere i løbet. Vi kender hinanden tilbage fra 90’erne hvor vi slog vores folder i klatremiljøet. Trods hans korte løbekarriere med “bare” 2 ultraløb (Fyr til Fyr og Hammertrail 100 miles) hviler han på en solid erfaring fra bl.a. bjergbestigning, havkajak og let vandring.

Jeg landede i start- og mål byen Courmayeur lørdag formiddag dagen inden løbet. Vi hentede startnummer og den udleverede gule duffelbag som ville udgøre dropbag og følges os rundt på ruten i de 6 store hoveddepoter (lifebase). Alt var ret italiensk og småkoatisk, men vi fik styr på forsikringspapire, chip-armbånd og det hele. Jeg forsøgte at få ændret holdnavn og at jeg (ved en fejl) var registreret som kvinde.

Arrangørerne gør meget ud af at løbet ikke har en vinder, men alle som gennemfører vinder. Alligevel har de en særlig uddeling af startnumre til topløberne i centrum af byen. Jeg var ikke i det fine selskab og måtte nøjes med at blive nævnt blandt de kvindelige favoritter af Ian Corless på TalkUltra 😉 Vi troppede selvfølgelig op for at se girafferne. Selv om arrangementet nok primært var for at please sponsorene tænker jeg. Der var i hvertfald en overrepræsentation af ukendte løbere sponseret af Tecnica, Montura og Grivel.

Men der er ingen tvivl om at folk er ved at få øjnene op for løbet og det var da også det tunge skøts der blev kørt i stilling. Feltet var pakket med klasse løbere. Spanske Iker Karrera (nr. 2 ved UTMB i 2011) fra Team Salomon så rigtig skarp ud. Den unge amerikaner Nick Hollon som jeg mødte til HURT havde frisk meldt ud at han regnede med at løbe 4 timer hurtigere end den gamle banerekord. Som en af kun 14 løbere til nogensinde at gennemføre det berygtede Barkley 100 miles, skulle man nok aldrig sige aldrig – meeeeen….

Race- briefingen om aftenen var en joke. De viste vejrudsigten, som ikke så for spændende ud, men speakeren snøvlede sig igennem på dårligt cirkus-engelsk uden at komme med brugbar viden. Information om rutens markeringer, svære passager og sikkerhedsprocedurere havde nok været på sin plads.

Tilbage på hotellet stod den på pakning af dropbag’en. 60 liter er ikke meget plads når den skal indeholde energi, skiftetøj og reservegrej til 6 dage i bjergene. Slet ikke når man som jeg skulle have et par ekstra Hoka sko i størrelse 47,5 med. Vi havde brugt ret lang tid på at fintune setup’et op til løbet, talt med folk som havde deltaget før og testet grejet grundigt.

Starten var først kl. 10 søndag så der var tid til en god nats søvn, morgenmad , aflevere dropbag og de sidste forberedelser. Uden for væltede regnen ned så vi trak den til en halv time før start før vi begav os afsted. Trods regnen var stemningen god og gågaden var pakket med tilskuere. Ravn og jeg stod midt i startboksen som sild i en tønde. Alligevel blev det koldt og da arrangørerne valgte at trække tiden med snak langt over det rimelige. Rundt om os begyndte løberne at buh’e og pifte. 17 minutter over 10 blev vi endelig sendt afsted.

Vi løb ned af gågaden som var pakket med folk. Damer i folkedragter, flag og ko-klokker i et kæmpe inferno. Lidt underligt at pumpe musikken op i så vildt tempo og for fuld skrue når vi skulle ud og bevæge os i bjergene med 3,5 km/t. Men stemningsfuldt var det og hårene rejste sig. Nede ved busstationen ventede Thomas Dupont og filmede os løbe ud af byen og ind på første bakke. Han er i færd med at lave dokumentar-filmen “Tales from the trails” om danske ultraløbere.

Se Thomas Duponts video fra starten af Tor de Geant

Vores taktik var at starte så roligt som muligt og spare krudtet. Så vi fandt hurtigt ind i gå-tempo da vi ramte første stigning efter en km. Frem med stavene og ind i enkeltmands-kolonne. Min kinesiske ven Jin Cao kom hurtigt forbi og var en af de meget få som havde en mindre rygsæk end os. Vi små-grinede lidt af dem som kom løbende forbi os op ad. “De bliver klogere”…

Første top svarede til en dagstur for de fleste med godt 1300 meters stigning. Lige under trægrænsen hørte regnen op og da vi passerede Col Arp begyndte solen at titte frem. Mange havde taget turen op for at heppe i passet og stemningen var hyggelig og forventningsfuld.

Nedløbet var jævnt og faktisk ganske løbbart, men vi holdt os til planen og tøffede roligt nedad. Ned og vende i dalen og videre mod næste stigning. Her blev terrænet mere teknisk og de næste 2 toppe var begge over 2800 meter. Lige efter det andet pas (Passo Alto) stod en stor gul glasfiber kasse. En mobil nødbivuark bemandet med folk fra bjergredningen. Det kørte faktisk rigtig godt for os. Vi snakkede og mindede hinanden om at drikke og holde tempoet nede. Jeg var ikke blev 100 % frisk oven på min forkølelse ugen inden og småhostede lidt. Men alle lamper lyste grønt mens vi cruisede derudad.

Hen under aften nærmede vi os 3. bjerg og igen begyndte det at regne. Løbets stejleste opstigning til Col Crosatie var meget eksponeret og vinden var kraftig da vi nærmede os toppen. Forreste mand i gruppettoen foran os så meget usikker ud og snublede flere gange og så snart vi fik muligheden, ræsede vi forbi. Vi satte lidt mere tempo på for at holde varmen og komme hurtigt om i læ. Vi er vandt til at færdes hurtigt og sikkert bjergene og havde ret godt overskud. Lige efter toppen stoppede vi op og fik hue, handsker og pandelygte på.

På vejen ned talte om hvor heftigt det havde været på toppen og hvor lidt det skulle til før det kunne gå galt. Tor de Geant har ingen form for kvalifikation så alle kan i princippet tilmelde sig. Først da vi var i mål 6 dage senere fik vi den tragiske nyhed om at en kinesisk løber var omkommet efter et styrt netop her.

Regnen stod ned i stænger og da vi nærmede os trægrænsen blev klipperne afløst af mudder og jeg skøjtede rundt i mine landevejs Hoka’er. Der var virkelig glat og jeg kunne godt have brugt mine Salomon Fellraiser. Ravn faldt og knækkede sin ene carbon-stav og ødelagde sin rygsæk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Selvom der ikke længere var fare for at ryge ud over siden på bjerget var det ret sindsygt og fik allerede efter 10 timers løb både HURTog Transgrancanaria til at ligne en børnefødselsdag ved siden af.

Et kort (næsten) fladt stykke førte frem til første “Lifebase”/hoveddepot med adgang til vores dropbag. Da regnen stadig piskede ned, men vejrudsigten lovede opklaring nogle timer senere, besluttede vi os til at prøve at sove. Der var opstillet et telt med feltsenge med ET tæppe til hver. Jeg skiftede til en tør trøje, spiste en proteinbar og gik i køjen. Jeg frøs og kunne ikke sove. Fik tiltusket mig et ekstra tæppe og faldt i søvn men vågnede konstant ved at varmekanonen tændte og slukkede og andre løbere som højlydt væltede rundt. Efter nogle timer på den måde spurgte Ravn og vi ikke bare skulle skride. Vi fik lidt mad inden vi traskede ud i den kulsorte nat. Snart holdt regnen op. Stigningsgraden var behagelig op mod 4. pas på Col Fenetre. Vi var lige inde og vende i et depot i en hytte på vejen op. Men stemningen var skidt og udvalget i buffeten yderst begrænset, så vi var hurtigt videre. Nedløbet var det stejleste i løbet, men heldigvis var underlaget skiffer så man stod fornuftigt fast. Desuden havde jeg i depotet skiftet til mine reserve sko med mere greb i sålen. Ligesom Ravn havde skiftet stave og rygsæk.

På opstigningen til Col Entrelor (3002 m.) begyndte mit højre knæ at drille lidt, så jeg mindede mig selv om at skifte ben (helt normal procedure i lange løb hvor man bliver straffet for at bruge favorit-benet hele tiden som man gør ubevidst til hverdag) og fordele belastningen. Jeg kunne mærke at den sædvanlige power op ad bakke slet ikke var der og jeg hostede mere nu. Nedløbet var rigtig langt. På det sidste stykke før depotet i bunden mødte vi Thomas Dupont som filmede løs. Vi tog det roligt i depotet og jeg fik spist og tapet fødderne lidt, da mine reservesko er smallere og drillede ved storetærerne.

Se Thomas Duponts video fra vores møde inden opstigningen til Col du Loson

Foran os ventede løbet højeste punkt Col du Loson i 3299 m.o.h. Normalt er klatring min store styrke med idag stod jeg bumstille og min vejrtrækning var væsentlig mere udfordret end Ravns. Heldigvis var stigningsgraden nogenlunde mellow. Hvilket dog gjorde turen til toppen uendelig lang. Vi så ibex helt tæt på. Normalt er de temmelig sky men her i Gran Paradiso nationalparken stod de tæt ved stien. Med deres majestætiske udtryk med de store krumme horm iagttog de alle os spraglede tosser komme prustende forbi.

Det sidste stykke op til passet blev stejlere og løsere med store sten der skulle forceres. Jeg hev efter vejret og hostede som om lungerne var på op. Føltes mere som sygdom end træthed, søvnmangel eller højde. Ravn foreslog jeg tog mindre skridt og virkelig kun samme den ene fod lige foran den anden. Det hjalp helt utroligt at kunne geare yderligere ned og jeg var taknemmelig for at kunne trække på Ravns erfaring fra store bjerge (Bl.a. Himalaya expedition til 8000’eren Shishapangma).

Da vi nåede passet var jeg helt færdig og vi knibsede et par hurtige billeder inden vi fortsatte. Det var rigtig koldt og blæsende så vi skyndte os ned på den anden side. Lige under toppen stod 2 park-rangere (eller hvad de nu hedder i Italien) i et at de små pleksiglas bure som var fløjet op med helikopter. De virkede som nogle hårdføre gutter og de servererede vand, cola og chokolade med et smil.

Det var rigtig modbydelig koldt og vi stormede ned at bjerget for at holde varmen. Jeg havde det rigtig skidt og hostede og hostede. Vi så hytten med næste depot på lang afstand men det tog en rum tid før vi var der. Jeg ville bare hurtigst muligt ind i varmen og ned at ligge.

Endelig kom vi frem til hytten og jeg styrede direkte forbi buffeten for at synke sammen på en bænk ved vinduet. Hele kroppen sitrede og jeg hostede voldsomt. Jeg sad med hovedet nede mellem knæene. 100 tanker fløj igennem hovedet og jeg blev klar over at mit løb, var slut før det næsten var startet (36 timer inde i festen). Alle forberedelser var spildte og skuffelsen skyllede ind over mig. Tårene trillede ned af kindene og det var som en overtryksventil der gik af. “Du kan ikke løbe Tor de Geant på den der måde” sagde Ravn. Hvilket jeg kun kunne give ham ret i. Havde bare lyst til at krybe køjen og sove til jeg engang vågnede.

Fortsættelse følger…

august 24, 2013august 24, 2013

Alperne kalder…

Usikkerhed, tunge ben, tvivl og alment ubehag er alle tydelig tegn på at nedtrapningen til et stort ræs er igang. Har efterhånden været der nogen gange, men alligevel er følelsen i kroppen den samme. Er jeg klar? Har jeg trænet nok? Slår jeg til? Spørgmålene prøver at penitrere mit panser af selvtilid.

Men jeg HAR lavet hjemmearbejdet og nu kan jeg ikke gøre mere end at hvile og blive klar til starten. Herfra kan jeg kun ødelægge og ikke længere forbedre formen.

Forberedelsen hen over sommeren var væsentlig bedre end jeg havde turde håbe på med 80 træningstimer og 32.000 højdemeter i juli måned. I august har den stået på back-to-back-to-back løbeture. Det vil sige 3 dage træk med lange træningsture, for at simulere belastningen ved at være i gang i op til 150 timer (tidsgrænsen i Tor de Geants). Indtil jeg den sidste uge har gearet helt ned.

På tirsdag flyver jeg til Alperne for at løbe TDS (119 km og 7250m+) med min ven Claus og følge UTMB bagefter som tilskuer. Planen er at tage løbet så roligt som det nu er muligt, så jeg kan være mest mulig frisk når starten på årets hovedmål Tor de Geants (336 km og 24.000 m+) går 10 dage senere ovre på den italienske side af Mont Blanc.

Egentlig er det lidt fjollet at have så hårdt et løb så tæt på Tor de Geant og det kommer nok ikke til at forbedre mine mulighedder for at fuldgøre det lange løb efterfølgende. Men vi lever, som bekendt, kun en gang og jeg har virkelig glædet mig til TDS. Både p.g.a. terrænet, selskabet og den helt fantastiske stemning i Chamonix i UTMB ugen.

Følg rejsen på Trailløberen på Facebook eller TrailMoses på Twitter.
Se mere om TDS her
Og Tor de Geants her

Ser virkelig frem til de næste ugers udfordringer i bjergene i gode venners lag…

august 10, 2013august 10, 2013

Sko-arsenalet anno 2013

foto (38) På toppen af Serles i Stubaier Alpen

Som lovet i min artikel; Hvad skal man kigge efter i en Trailsko? vil jeg skrive lidt om hvilke sko jeg selv bruger og hvorfor.

Forskellige forhold kræver forskellige sko, men jeg prøver at have så få sko i arsenalet som muligt for enkelthedens skyld. Så jeg hører ikke til dem der praler med hvor mange sko de har stående derhjemme og samle støv. Jeg får da testet lidt forskellige modeller i løbet af året men sender hurtigt dem som ikke fungerer videre. Enten bliver de givet videre til gode løbevenner, bortaktioneret til fordel for min indsamling til fordel for Danske Hospitalsklovne eller givet til Røde kors.

Mine 3 foretrukne sko:

Det er 3 meget forskellige sko i med hensyn til sålhøjde og greb i ydersålen. Men fælles for dem er at overdelen er åben og ventileret og at de rummer en halv-bred for som min.

Salomon Fellraiser

Jeg startede min trailløbs-karriere i Salomons klassiske Speedcross, men syntes efterhånden at den var for smal i pasformen og for høj i hælen. Så det har bragt mig ud på en længere rejse mod fladere og mere rummelige sko. 4 år nede af vejen dukker Fellraiser op med præcis det jeg har søgt efter; lavere profil, bredere pasform og lavt drop (højdeforskel på hæl- og forfodshøjde) på 6 mm. Den er meget blød og fleksibel i forfoden som giver god fornemmelse af underlaget. Grebet i sålen er rigtig groft, med modsatrettet greb i hælen for at give bedre kontrol på stejle nedløb. Gummiet i ydersålen er blødere end i den lidt lavere Fellcross2 (som er mere minimal men også stivere og smallere) og giver en virkelig godt greb selv i tørre forhold og på våd klippe. Hvis jeg kun skulle have en trailsko ville det nok være Fellraiser´en men på hårdt underlag syntes jeg den er for høj i hælen (og foretrække Altra Superior). Udseendet kan godt virke lidt plastic-agtigt, men forstærkningerne i overdelen, lige over sålen gør den slidstærk og det er præcis der hvor andre sko fejler (som f.eks. Inov-8 Trailroc 245). Se Gripmastertrails review her (han arbejder for Salomon i Tyskland så det er ikke helt uvildigt). NB. Jeg arbejder også for Salomon, for dem som ikke ved det 🙂

Fordele: Super grib, rummelig pasform, relativ lav mellemsål, fleksibel sål, god pris = 850,- Vejl. Udsalgspris.

Ulemper: Inderålen generede mine brede fødder (så den har jeg taget ud efter Kenneth Kofods anbefaling – det virker perfekt).

Anvendelse: Mudret og eller teknisk terræn. Jeg har endnu ikke løbet rigtig langt i dem. Men de kommer med til sensommerens lange løb.

Gaiter: Salomon

HURT 100 på Hawaii.

Altra Superior

Altra laver Zero-drop sko i forskellige højder, fra helt minimalistisk til semi-hoka. Superior´en er absolut i den fladere ende. Stack-height – altså højden på sålen er 12 mm. og den kommer med en udtagelig “rock-plate”, en plastic-plade til at beskytte foden mod skarpe ting i underlaget. Grebet er i den glatte afdeling og den gør det bedst i i tørre forhold. Pasformen er super rummelig og fornemmelsen af underlaget er fantastisk trods skummet under foden. Over hele linien er det den bedste sko jeg nogensinde har haft og den gør det også godt på asfalt. Men på meget ujævnt terræn eller i mudder er det ikke skoen. Til HURT 100 på Hawaii løb jeg den første runde i dem men skiftede da de mange rødder var for hårdt for fødderne i de tynde såler. Se irunfar.com´s video-review her for mere info.

Fordele: Meget rummelig pasform, sublim proprioception (fornemmelse af underlaget) og den føles let på foden.

Ulemper: Selv med rock-plate i mærker man hver en set igennem sålen og så er overdelen ikke super slidstærk.

Anvendelse: Alt der ikke er for mudret eller stenet.

Gaiter: Jeg syntes Gore´s Windstopper gaiter sidder bedst på Superior´en

Junut – 230 km. i Sydtyskland

HOKA ONE ONE BONDI-B

Bondi B er egentlig en landevejssko. Grunden til at jeg har valgt den frem for Hoka´s trailsko (Mafate og Stinson Evo) er en bredere pasform og et lavere drop (på kun 4,5 mm). Dave Mackey og andre Hoka sponserede atleter bruger samme sko ved trailløb. Sålen er piv-glat men står vildt godt fast på alt som er tørt. De svigtede mig ikke en eneste gang på mine 3 ugers træning i Alperne og gør det overraskende godt på klipper og i teknisk terræn. Jeg har tidligere skrevet Bloggen “Hvorfor-hoka-og-hvorfor-ikke” og det er vigtigt at pointere at jeg kun ser Hoka sko som noget man bruger i bjergene med mange lange nedløb. Jeg ville ALDRIG selv bruge dem herhjemme. Ironisk nok ser man flere løbere bruge dem når kroppen begynder at sige fra. Hvilket i mine øjne er som at pisse i bukserne. Jeg mærker tydeligt hvordan min løbestil bliver mere sjusket i dem men i bjergene er det en godt våben. Det er tydeligt at mine ben er friskere efter lange nedløb i dem. Tidligere har jeg lidt meget på nedløb hvor min lår (quads) er eksploderet fuldstændigt. Ved årets Transgrancanaria blev jeg således kun overhalet én gang ned af og sluttede med en godt slutspurt på sidste nedløb. Fornemmelse for underlaget er en af de ting jeg vægter højt og som jeg går lidt på kompromis her. De 40 mm. skum underfoden virker dog ret homogen og proprioceptionen er klar bedre end mange andre sko med pronationsstøtte, chasis, rockplate eller hvad man nu kan finde på at stoppe i mellemsålen på en trailsko til bjergene. Se irunfar.com review her

Fordele: Bedre støddæmpning på lange nedløb hvor man ikke kan undgå at lande på hælen.

Ulemper: Glat i sålen, EVA-skummet bliver hurtigt komprimeret og så er den ikke særligt holdbar, hverken i overdelen eller (særligt) i ydersålen. Det gør dem til et dyrt bekendskab når en sko til et par tusinde må limes efter hver løbetur for ikke at falde helt fra hinanden (som sagt er den lavet til asfalt men stadigvæk).

Anvendelse: I bjergene med mange lange nedløb, uden for meget mudder. Klart bedst i tørre forhold.

Gaiter: Dirty Girl

foto (90) Terrænnet til Südtirol Ultrarace

Andre sko jeg har været glade for:

INOV-8 Trailroc 245 – som jeg hev direkte op af æsken og brugte til Ultra Trail du Mont Blanc og igen til The North Face Endurance Challenge Championships i San Francisco sidste år. Bredere end så mange andre Inov-8 modeller, men den blev ved at klemme min lilletå og give vabler. Men ellers en super god all-round sko trods overdelens katastrofal dårlige slidstyrke (helt sikkert noget de retter op på fremadrettet).

lNOV-8 Roclite 295 – var min første Inov-8 sko som jeg brugte 2 gange til Transgrancanaria og ved Täby Extreme Challenge. God hårdfør sko med god bred pasform. Droppet på 9 mm. blev jeg træt af og savede 4-5 mm. skum ud af hælen inden jeg limede dem sammen igen (se før og efter billedet nedenfor).

Hoka One One Mafate – var min første Hoka som jeg brugte det meste af vejen til HURT 100 Endurance run på Hawaii, hvor underlaget var meget udfordrende med mange rødder og glatte sten. 4 mm. drop (6 mm. i den nye model) og moderat greb i ydersålen.

december 27, 2012december 27, 2012

Svendeprøven anno 2013

Nu fik jeg jo aldrig afsluttet min svendeprøve som ultraløber, da Ultra Trail du Mont Blanc i år blev kortet ned til 110 km. I stedet kaster jeg mig nu ud på dybt vand med et 2013 program der både udfordrer og skræmmer mig.

Første halvdel er opbygget som en 3-trins raket, med længere og længere distance.

HURT 100
Legendarisk ultraløb på Hawaii på 100 miles. En særdeles kuperet rute i regnskoven ovenfor Honolulu gennem løbet 5 gange. Det bliver varmt, fugtigt, med mange vandpassager og havd der ellers kommer til af myg, kryb og lokale vildsvin. Det bliver på alle måder ud af komfortzonen og sandsynligvis også min sidste tur i hamsterhjulet (aka rundeløb), da jeg er gået helt kold på at løbe i ring.

Transgrancanaria
Det bliver mit 3 år til Trangancanaria (selvom jeg sidst løb “børneløbet” på 96 km) som jeg har haft en had-kærlighedsforhold til. Sidste år var nok min værste løbeoplevelse EVER, hvor jeg kæmpede mig gennem regn og mudder to nætter ude med Jesper Halvorsen. I år klappede det hele og jeg havde mit bedste ultraløb til dato, med en samlet 17. plads. Næste år (2013) jeg bliver der stor dansk deltagelse og jeg håber på at følges med nogen af de andre danskere, jeg kender i løbet. Ruten er ændret lidt til årets løb for at få mere singletrack og mindre grusvej og er på 119 km og 7100 højdemeter. Tror det bliver en hyggelig tur.

Junut
Ugen efter jeg selv arrangere “Inov-8 Fyr til Fyr” på Bornholm, løber jeg det 220 km. lange Junut i Bayern med 5300 højdemeter. Løbet er en tur rundt på Jura-steig nord for München med en tidsgrænse på 47 timer. På papiret er det et løb jeg ar en realistisk chance for at vinde, men mit udlæg kommer til at være ret konservativt.

(Salomon Hammertrail)
Som sagt er jeg ikke motiveret til at løbe i rundkreds, men da jeg kender Hammertrail bedre end min egen bukselomme og elsker stemningen omkring løbet stiller jeg op hvis jeg er ovenpå efter Junut. Det er trods alt Danmarks hårdeste løb og her man er med hvis vil noget 😉

Wibolt
I flere år har jeg haft kig på Rhein-steig mellem Wiesbaden og Bonn til en lang flere dages træningstur. Så da jeg fandt ud af at de arrangerer et non-stop-ultratrail netop der var sagen klar. Så planen er er at købe en enkelt billet til Frankfurt, tilbagelægge de 320 km. (og 11.700 m+) på under 90 timer og flyve hjem fra Köln.

Eiger Ultra Trail
Eiger Ultra er et nyt løb der holdes første gang i 2013. Længste distance (og MAN løber jo altid længste udbudte distance 😉 er 101 km. (6700 m+) forbi nordvæggen af Eiger. Løbet arrangeres af Ueli Steck aka The swiss Machine. Hvis Du ikke ved hvem han er så SKAL Du lige se videoen her

Hvordan resten af sæsonen flasker sig kommer an på lodtrækningen til UTMB og hvordan kroppen har det.

september 11, 2012september 11, 2012

So far – So what…

Så er det hverdag igen. Selvom benene og maven stadig er helt ødelagt her over en uge efter løbet, er hovedet klart. Der bliver efter-rationaliseret til den store guldmedalje og kogt suppe på alle indtryk og erfaringer fra UTMB.

I år har jeg løbet 4 lange løb. 2 er gået godt (Trangrancanaria 96 k og Hammertrail 100 miles) og 2 er gået skidt (Täby Extrem Challenge 50 miles (DNF på 100) og Ultra Trail du Mont Blanc 103,5 k). Der hvor det går skævt er også der, hvor man lærer af sine fejl og det bruger jeg som brændstof fremad rettet. Hvor i mod når alt er perfekt og det hele spiller, er faren at man blot læner man sig selvfed tilbage, pudser ego’et og fuldstændigt misser potentialet for forbedring.

Mit næste store mål (ud over at kunne gå ned af trapper uden at børnene griner af mig) lidt længere ude i horisonten, er at slutte sæsonen af med stil. Nærmere bestemt The North Face Endurance Challenge Championships i San Francisco. Det er på 50 miles og samler, takket være en god slat præmiepenge, (som jeg ikke regner med at få del i 😉 det hårdeste felt i verden på distancen. Ruten går ved Marin Headlands hvor Golden Gate broen ender og nord på langs kysten. Det er min første tur til den amerikanske vestkyst og jeg glæder mig til opleve Californien. Løbet bliver hurtigt og vindes som regel i en sub 7 timer tid. Mit fokus er at få løbet et godt løb med så jævn belastning som muligt og samtidig få alt ud af tanken.

Det skal nok blive en fest når vi skal den anden vej op af den her til Transgrancanaria 2013. Foto: Jesper Halvorsen

Så træningen her i efteråret vil være fokuseret på løbeteknik og fart. Efter at have været en tur i gennem møllen hos Posemand.dk (på workshoppen ”løb uden skader”) er jeg super motiveret til at forbedre mit løb. Dels for at belaste kroppen så lidt som muligt når jeg løber og for at blive mere effektiv og økonomisk på de lange løb. Det er ikke noget der gøres fra den ene dag til den anden og man bliver mere eller mindre nød til at starte fra scatch og bygge langsomt op. Så det passer fint ind i programmet de næste par måneder.

I det nye år venter HURT 100 på Hawaii i januar, som er et 100 miles (160 km) løb i regnskoven over Honolulu. Det bliver på alle måder et løb uden for komfortzonen med varme, luftfugtighed og mange vandpassager der gør livet svært for fødderne. Meget mere om det senere. Allerede halvanden måned efter det vender jeg tilbage til Gran Canaria efter flere tæsk. Trangrancanaria byder i år på en ny rute i bjergene på tværs af øen. Her bliver med stor dansk deltagelse og jeg ser frem til en rigtig hyggelig tur.

Men i morgen venter en regnvåd Rude skov med 65 glade ansigter til LØBEREN´s Trail-træning og vores Trailcamp.dk på Samsø er også lige rundt om hjørnet ☺

Transgrancanaria 2011 med Jesper Halvorsen ved Roque Nublo 1813 m.o.h.

september 7, 2012september 7, 2012

Ultra Trail du Mont Blanc – løbsberetning

Det er fredag aften og Chamonix er på kogepunktet. Efter flere års forberedelse står jeg endelig på startlinien til, min store svendeprøve som trail-ultraløber, Ultra trail du Mont Blanc. Ærgelsen over skulle løbe en afkortet reserve rute, pga. af ekstremt dårligt vejr, er for længst lagt bag mig. Skyerne hængt tungt og truende over dalen, men jeg glæder mig som et lille barn til at komme afsted. Forude venter 103,5 km. og næsten 6000 højdemeter (op ad).

Morten Schrøder og jeg inden starten

Vi står som sild i en tønde og da starten går sætter karavanen, af 2300 løbere fra over 60 lande, langsomt i bevægelse. Musikken pumper ud af højtalerne og der er jublende tilskuere overalt. Jeg følges med Morten Schrøder, som jeg kender hjemmefra, ud af byen. Hans familie står klar med Dannebrog på hovedgaden og hepper os på vej. Efter et par kilometer på asfalt drejer vi ind på en smal grusvej. Der er mange langsomme løbere foran og hver gang vi rammer den mindste lille bakke går møllen i stå. Morten og jeg skilles og jeg jogger roligt ude i kanten af vejen for at kunne komme op foran de langsomme løbere.

Se videoen fra starten her.

Flaskehals

Efter første væskedepot i Les Houches starter dagens første stigning og det begynder at småregne. Vi bevæger os stadig i en lang slange og der opstår hurtigt flaskehalse. Jeg tager det roligt og finder min plads i køen. Regnen tager til og min lette Salomon jakke kommer på, samtidig med jeg fisker stavene frem fra rygsækken. Halvvejs mod toppen bliver det lidt bredere igen og jeg finder for første gang ind i min egen rytme. Power-hiker i zig-zag og overhaler hele vejen. Det er begyndt at regne reelt da vi kommer hen over Le Délevret i 1776 m.o.h. Nedløbet er rutens længste. Det er stejlt og meget mudret. Mine nye Inov-8 Trailroc står forbavsende godt fast (selvom de er skabt til tørre løse forhold) i pløreret. Man kan bare glemme alt om at slappe af her. Det kræver fuldt fokus og alt for mange kræfter at holde sig på benene ned. Folk omkring mig skøjter rundt. Jeg bruger for mange kræfter men kan ikke rigtig gøre noget ved det.

I depotet i Saint-Gervais hersker kaos og mange får hjælp af deres familier. Jeg vurderer at have væske nok til næste depot og snupper kun lige lidt vand og cola i forbifarten. Nu ryger vi ind på smalle stier igen hvor det er svært at overhale. Prøver at tage det roligt og vente til jeg kan komme forbi. Det gør hele tiden op og ned selvom det stiger jævnt op mod Les Contamines ved 30 km. Lige inden depotet løber jeg tør for sportdrik i væskeblæren, samtidig med at det nu står ned i stænger. En svenske jeg overhaler ringer og instruerer konen i hvad han skal bruge af tørt tøj i depotet. En sød hjælper prøver at hjælpe med at fylde vand på kamelen, men det går faktisk hurtigere når jeg selv gør det, selvom mine fingre er godt kolde. Regnjakken kommer udenpå og min Aclima halsedisse bliver trukket godt op om ørene. Udvalget af mad i depotet er som sædvanlig lidt for eksotisk til min smag (oste, pølser og alt for søde kager) så jeg holder mig til mine Gu gels og Cliff Shotbloks. Jeg har haft ondt i maven længe men tænker at det nok skal gå over.

Opbakningen er helt utrolig og til trods for regnen er der rigtig mange entusiastiske tilskuere ude og heppe. ”Allez Allez”, ”Bravo” og ”Courage” blandet med kobjælder i alle afskygninger. Mine fingrer er næsten følelsesløse og jeg må svinge armene rundt mens jeg løber for at får liv i dem igen. Op til kirken ved Notre Dame Gorge løber vi lidt asfalt med svag gadebelysning, inden vi igen svinger ind på en meget stenet sti. Stigningsgraden tager til og stavene er guld værd. Har godt drev i den og overhaler hele vejen på til La Balme, som er her vi svinger væk fra originalruten. Til min store overraskelse frister det store bål ved væskedepotet mange løbere til at sætte sig ned og lune sig. Jeg nøjes med en halv skål suppe og en stykke chokolade inden det hurtigt går videre opad.

Kort efter er vi oppe i sneen og nu bliver det for alvor koldt, da terrænet er mere eksponeret for vinden. Der ligger 5-10 cm. tøsne på hjulsporet vi bevæger os henover. Efter at have passeret løbets højeste punkt, svinger 100 pandelygter pludselig rundt foran og lyskeglerne fejer rundt i alle retninger. På dem der kommer tilbage op i mod mig kan jeg forstå at de har mistet orienteringen. Pludselig står 200 mand og kigger rundt i alle verdens hjørner efter næste markering med refleks på. Jeg benytter tommulten til at få ladet vandet og pludselig er der én der blinker i det fjerne. Vi er hurtigt tilbage på sporet. Må virkelig kæmpe med at få energien ned og tænker på Aleksandar Sørensen-Markovic der ”kunne køre med sand i dunkene” og siger at ”om det så smager af hundelort skal det ned”. Sigtbarheden er lav, det blæser, er smede-koldt og jeg har det stadig skidt. Eneste lyspunkt er at se Bambi skøjte rundt i sine Hoka(plateau)-sko på single-tracket foran. Det er faktisk ret teknisk med mudder mellem store klippeblokke og sne i siderne. I starten løb jeg uden om vandpytterne. Nu bliver der bare pløjet igennem det kolde mudder.

Vi når skiliften ved Le Signal i 1910 m. og jeg kan for alvor mærke at der ikke er en stor dag i vente. Lige så hurtig jeg var opad – lige så langsom er jeg nedad. Folk kommer blæsende forbi i højre og venstre. I min naive tro om at være i mål inden 18 timer har jeg sat mit Suunto Ambit til at opdatere en gang sekundet (frem for en gang i minuttet hvor batteriet holder op til 55 timer). Normalt kigger jeg aldrig på uret når jeg løber, men her får det tankerne væk fra de trætte ben. Det overrasker mig at jeg kun kan løbe 7-8 min/km nedad bakke, selvom mine lårbasser er helt baskede. Flere gange må jeg gå, når det går for stejlt ned. Jeg har prøvet at det brænder i lårene på lange nedløb før. Både under træning i Østrig og de 2 gange jeg har løbet ”Transgrancanaria”. Men nu nærmest eksplodere lårene. Flere af raketterne bagfra stopper lige op og hører om jeg er ”Økay” eller om jeg har ”Injury?”. Jeg smågriner bare lidt og fortæller at jeg bare er fra Danmark, men indvendig blinker alle de alarmklokkerne. ”Fuck det bliver en lang dag” tænker jeg og fortsætter ned ad.

På vejen tilbage mod Les Contamines dør min pandelygte pludselig. Jeg er for kold og våd til at stå ude i skoven og skifte batteri, så jeg nasser mig til lidt lys, ved at løbe lige bag én med en ordentlig (sy) lampe. I depotet fylder jeg blæren op med High5 4:1 sportdrik, skifter til min reservelampe og tøffer videre. Opad går det bedre med benene. Her er godt stejlt og der bliver virkelig lagt vægt i stavene. Inde i skoven er luften utrolig tæt og snart omslutter tågen hele bjerget. Efter toppen følger endnu et stejlt nedløb, inden det går op mod Bellevue. Tågen er nu så tæt, at jeg ikke kan se hvor jeg sætter fødderne. Jeg skifter mellem at gå og løbe nedad indtil jeg til sidst vælger løbet. Det gør nogenlunde lige ondt og løb er trods alt marginalt stærkere end gang.

Stigningen op mod Bellevue bliver ved og ved og er til sidst også rigtig stejl. Det regner stadig og jeg overvejer om jeg skal hive den tykke trøje op af rygsækken. Når endelig depotet på toppen, hvor de er ved at løbe tør for altid. Alt for mange mennesker og fuldkommen kaos. Så får ikke tanket ordentligt inden jeg vælter videre ud over kanten. Her står en official og advarer om ”Danger”. Jeg kigger vantro ned ad en næsten lodret mudderpøl og tænker ”No shit!”. Selv at gå ned er vildt hasarderet, for slet ikke at snakke smertefuldt for lårene. Løberne uden stave ligner kamikaze-piloter på selvmordsmission. Er flere gange vidne til nogle vilde wipe-outs i mudderhelvedet.

Jeg havde medbragt ibuprofen (til nødstilfælde), men var ikke engang i nærheden af at overveje det. Smertestillende er i mine øjne et kæmpe NO-GO under løb, hvor bl.a. dehydrering giver stor risiko for nyresvigt. Så i stedet klamrede mig til stavene og håbede på det bedste ned af det mere end 800 højdemeter lange nedløb, gennem skoven. Mudderet lå i op til 20 cm. dybde og ingen sko havde stået fast her. På et tidspunkt stod der nogle gutter og heppede og jeg troede straks at vi nærmede os bunden. For ingen gider vel gå flere hundrede højdemeter op i mørke og mudder for at heppe på nogen fjolser der løber? Jo det gider folk godt og nedløbet fortsatte i det uendelige. Til sidst begyndte det at blive lyst, hvilket passede fint med at batteriet i min reservelampe sang på sidste vers. Hele vejen ned blev jeg selvfølgelig overhalet igen ☹ Men på asfaltvejen ned mod Les Houches var det nogen der havde det værre end mig. De stavrede afsted som døden fra Lübeck mens jeg kunne løbe det meste af vejen ned til væskedepotet.

Her fik jeg tanket lidt cola i blæren og spist lidt suppe. Maven var oven på igen og det blev straks fejret med lidt baguette med ost og pølse. Igen var folk i gang med at få hjælp af deres familier og skiftede til tørt tøj og rene sko. Hvilket jeg syntes er unfair, når jeg måtte slæbe det hele selv og når vi ikke havde nogen drop-bag ude på ruten, med ekstra grej. Det burde være lige for alle. Den næste stigning op mod dyreparken ved Merlet gik på asfalt op af hårnåle-sving. En nem og bekvem måde at nive nogen højdemeter med slatne ben på, men lidt trist i et ”trailløb” (som defineres af under 10 % asfalt). Det var nu under 30 km. hjem og det hjalp lidt på moralen, samtidig med at det holdt op med at regne. Nedløbet var til gengæld top dollar med fed singletrack ned gennem skoven. Under normale omstændigheder havde det været en fest. Men nu kunne mine ben ikke længere. Så jeg stavrede ned af stien og trådte til siden hver gang der kom nogen løbende bagfra. Mens jeg talte i telefon med Ravn som sad derhjemme og lave live update på http://www.facebook.com/trailloeberen kom Morten Schrøder pludselig løbene bagfra. Han havde lukket forspringet på en halv time (jeg havde på toppen af Bellevue) og var tydeligvis godt løbene.

Jeg samlede kræfterne for at følge med ham ned af bakken. Mine lår skreg af smerte, men jeg tænkte at, det her var nu eller aldrig og sikkert sidste chance for at komme nogenlunde elegant igennem dagen. Det tærede på benene, men selskabet var opløftende. Morten spurgte om vi skulle løbe om det (at blive bedste dansker) eller følges til mål. Jeg sagde at vi for min skyld godt kunne følges til mål (som om jeg havde et valg ☺). Ved depotet i Les Tines stod Mortens familie og heppede og vi stoppede lige op et par minutter. Vi fik udvekslet lidt anekdoter fra nattens rædsler mens vi løb. Da vi ramte dagens sidste stigning måtte jeg melde alt udsolgt. Da jeg tredje gang sagde til Morten, at han bare skulle løbe og at jeg ikke ville holde ham tilbage, forsvandt han hurtigt op af de mange hårnålesving. Jeg bandede over ikke at kunne følge med og prøvede at komme ind i mit eget tempo igen. (Morten kom flot i mål halvanden time før mig).

Stigningen var virkelig hård og stien gik lige op i himlen. Hver gang jeg rundede et hjørne og troede at nu var den der, fortsatte den bare stejlt op gennem skoven. Mit sats med at sætte (Suunto) Ambit uret på opdatering hvert sekund gav bagslag, da det løb tør for strøm efter 16:25. Nu havde jeg ingen anelse og hvad klokken var eller hvor mange højdemeter der var igen. 5-6 gange på vejen op måtte jeg sætte mig på en sten og samle mig. Pulsen var helt oppe og ringe uanset hvor langsomt jeg gik eller hvor længe jeg blev siddende. Det eneste der fyldte mine tanker var HVORDAN jeg dog nogensinde skulle komme ned igen. Jeg tænkte på løftet jeg havde givet min søn Joshua på 5 år om ikke at give op.

Solen tittede lidt frem hist og her, men varmt var det ikke. På toppen lå en løber pakket ind i plastik, mens samaritterne prøvede at få varmet ham op med varm te og tæpper. Nedløbet til Argentiere var heldigvis ikke så stejlt. Et stort antal løbere kom alligevel susende forbi. Det var irriterende at skulle træde til side på den smalle sti hele tiden, men dårlig stil at lade være. Jeg havde længe undret mig over hvor Hoka-Heine (Petersen – nr. 5 på Hammertrail 100 miles i år) blev af, da Ravn havde fortalt at han var på vej bagfra. Lige inden væskedepotet kom Heine så i en stor gruppe. Nu mobiliserede jeg de aller sidste kræfter og satte i løb sammen med ham.

Der var god stemning i Argentiere og lige efter depotet stod Katrine og Claus (nr. 6 til Swiss Alpine K78 i år) Bech og heppede. Det hjalp lidt på humøret og jeg sjoskede videre efter Heine. Kønt har det næppe været. Heldigvis begyndte han hurtigt at gå, hvilket passede mig perfekt. Så vi gik de ca. 8 km. tilbage til Chamonix og hyggesnakkede. Det virkede som om Heine havde det fint med at spare kræfterne til Det 330 km. lange bjergløb Tor de Geants han skulle løbe 6 dage efter (Respekt der…). Den sidste km ind gennem Chamonix centrum “løb” vi så. Det var helt fantastisk med et hav af tilskuere ude langs ruten. Efter 19 timer og 18 minutter løb vi sammen i mål på torvet med 103,5 km og næsten 6000 m+ i benene (som samlet nr. 759 og 760).

Ole Gram Clausen som tændte UTMB-gnisten i mig for 5 år siden (på en regnvåd løbetur i København) var der med fruen samt Katrine og Claus Bech. Det var et skønt øjeblik, jeg sent vil glemme. Mega fedt at have kendte ansigter omkring sig. Ole grinede og prikkede til mine trælår – “Nu ved Du hvad jeg snakker om – at det er svært at løbe i bjerge når man bor i Danmark”. Oh yeah… Peter Fredberg fra BT var der også for at få et interview. “Du må sgu lige vente en time – jeg skal lige hjem på hotellet” sagde jeg. Han lignede ikke en mand der var vant til afvisninger. På vejen til hotellet blev jeg overvældet af en enorm skuffelse over at have underpræsteret, i forhold til hvad jeg ved at jeg er i stand til. Men efter at have sundet mig lidt og ladet indtrykkene sænke ind, begyndte stoltheden at brede sig i kroppen. Da jeg sent på aftenen luskede ned på Mac’en for at spise kom finisher-vesten da også på 🙂

Her bagefter er jeg egentlig ok tilfreds med løbet og har ikke mange ting jeg ville gøre anderledes. At jeg i den grad ikke ramte dagen skyldes nok en kombination af manglende akklimatisering, kulde, for lille energi-indtag og alt for få højdemeter i træningen. Forberedelserne havde været så optimalt som muligt under de rammer jeg havde til rådighed.

SE The North Face korte fil med “Epic Moments” fra løbet her 🙂

Den nye Inov-8 Trailroc 245

Kom i tanke om en cykelrytter der fortæller en journalist om hvordan det er at køre Paris-Roubaix; “Det er koldt og vådt og blæsende, man skider i bukserne og lider på de mange pavéer”. “Så Du kører ikke næste år” spørger journalisten forundret. ” Jo selvfølgelig – Det er jo verdens hårdeste cykelløb”.

Sådan har jeg det med UTMB og næste år skal jeg tilbage efter flere prygl. Forhåbentlig på den fulde rute, i bedre vejr og endnu bedre forberedt ☺

Præmieoverrækkelse i konge-vejr søndag formiddag

juli 10, 2012august 21, 2012

UTMB udstyrsliste

UTMB udstyr:

På fra start:
Inov-8 f-lite 230 sko
Injini midweight tåsokker
Teko Ultralight strømper
CEP Compressionsleeves
CEP compression tights
Odlo Evolution light kortærmet undertrøje
Salomon “Team Suunto” t-shirt eller
Concurve (før det blev til Gore) windstopper t-shirt (hvis de blæser)
Inov-8 Wrag (buff)
Inov-8 Debris-gaiter
En helkrops coatning af Bodyglide 🙂

I rygsækken:
Obligatorisk udstyr:
Inov-8 Race Pro Extreme 4 eller Salomon S-Lab Skin Pro 12
Montane Minimus regnjakke
Inov-8 Raceshell regnbukser
Fusion Hot Knees. Knævarmere i stedet for 3/4 eller lange tights.
Salomon Merino zip langærmet trøje
Aclima Hue
OR vandtætte luffer
Sea-to-summit kop
Alutæppe
Bandage (kinesiotape)
Fløjte (sider fast på rygsækken)
Petzl Nao og E-lite (reserve) med ekstra batterier
Energi: Cliff Shotbloks og et par barer
Samsung mobil (71 gram)
Arc’ teryx Mouline Womens cap
ID kort og 20 euro
Energi: GU gels, Cliff shotbloks og High5 4:1 sportsdrik

Ud over det obligatoriske medbringer jeg:
Let Salomon vindjakke
Gore Windstopper handsker
Mountain King Trailblazer stave i 120 cm.
Nathan Katalyst Elektrolyt-tabletter
Sudocreme (mod gravsår)
Bodyglide med faktor 25+
Aclima Headover i merino (buff)

Alt i rygsækken pakket i ziplock-poser (tak Jesper)

I dropbag (efter 77 km.):
Reserve sko
Skiftetøj (fuldt sæt)
Odlo Evolution Cool langærmet trøje
Ekstra sokker (Teko)
Ekstra Salomon Merino Zip shirt (på min. vægt – 180 g.)
Bodyglide
Solcreme
Vabelkit og kinesiotape

Tak For hjælpen til Morten Kusk, Jesper Halvorsen, Ulrich Petersen, Outdoor Extreme Sport, Knut Korczak, CEP Sport Danmark, Thomas Dupont og Ditlev Sport med at få samlet det ondeste racekit.

Der er ikke mange gengangere i mit udstyr fra mit første seriøse bjergløb – Transgrancanaria 2011. Foto: Jesper Halvorsen.

juni 19, 2012

Mine favorit jakker til (lange) løb

Montane Marathon jakke i brug ved Transgrancanaria 2011. Foto: Jesper Halvorsen

Ja det virker måske mærkeligt at skrive om jakker om sommeren. Men dels er sommeren jo ikke rigtig kommet og desuden er der mange af jer derude der skal have jakker med til diverse lange løb henover sommeren. Nedenstående et ment som inspiration til hvilke kvaliteter man skal gå efter i en jakke og hvorfor jeg har valgt som jeg har. Altså IKKE en decideret test. I test skal man jo kun sammenligne jakker inden for præcis det samme segment (pris, vægt og funktion), hvilket bladene (og andre der laver tests) tit glemmer når de sammenligner gulerødder og kartofler.

Egentlig løber jeg ikke særligt meget i jakke til træning. Heller ikke om vinteren, men foretrækker tit en tætsiddende trøje, evt. med Windstopper i (og ikke flagrer rundt). Men på de lange løb hvor man er våd i lang tid af gangen, intensiteten er lavere og temperaturen meget svingende kan man ikke undvære en god jakke. Særligt ikke når man færdes i bjergene hvor vejret skifter hurtigt.

Pakkevolumen

Vindtætte jakker (uden hætte):
I mens vi venter på næste generations super lette jakker når frem til forbrugerne, er her 2 gode bud på en let og åndbar jakke. Salomon har i flere år testet jakker i denne kategori til omkring 40-70 gram. I forår/sommer 2013 kommer der bla. en ny let jakke fra Salomon til under 70 gram, der ser ret lovende ud.

Montane Featherlight Marathon Jacket
Morgenmad efter 7 timers løb ved Transgrancanaria 2011. Foto: Jesper Halvorsen

Beskrivelse: Let skriggul jakke i Pertex. Super åndbarhed og bevægelsesfrihed. Vindtæt men ikke vandtæt. Bliver beskrevet af producenten som “Showerproof” og det skal man heller ikke tro på. Men så snart det er tørt jakken fantastisk og ånder virkelig godt.

Detaljer: Elestikker i håndled og elastik med justering i livet. Gode ventilation-huller med vindflapper henover (så det ikke suser ind). Tynde refleks striber under armene. Dobbelt lag materiale i hals. Lille paksæk (lidt større end en tennisbold) medfølger. Fuld lynlås og kraftigt materiale på indersiden så det ikke sætter sig fast i lynlåsen. Forstærket materiale på albue og underarm.

Vægt: 143 gram i Large.

Producent/Forhandler-link Her

Elastik ved håndledet

Helt almindelig lukning i halsen

Salomon Fast Wing Jacket
Umiddelbart før starten af Hammertrail 100 miles 2012

Beskrivelse: Super let og åndbar jakke. Minder meget om Featherlight Marathon fra Montane men virker mindre vindtæt og mere åndbar. I fugtigt vejr klasker den hurtigt ind til kroppen. Jeg løb Hammertrail 100 miles med den jakke indtil sidste runde hvor jeg hev en regnjakke uden på og det fungerede super fint. Selv med 20 sekundmeter og skumsprøjt fra havet lørdag morgen halvejs i løbet. Noget rummelig i pasformen, men kan til gengæld tages ud over rygækken, hvilket er fedt når vejret skifter. Så kan man tage jakken af og på uden at stoppe op og tage rygsækken af.

Detaljer: Fuld lynlås. Elastik i liv og ærmer. Lille lomme på (højt) venstre bryst. Stropper til tommefingre ved ærmer (så ærmerne ikke blæser op). Åbning så man kan se uret gennem ærmet. Net under armene til ventilation (bliver lavet om til ventilation-huller med vindflapper henover i den kommende model (2013) for at undgå svedlugten som hænger i nettet. Lille “knap-strop” øverst ved lynlås (så man kan lyne ned uden samtidig med at den bliver siddende uden at flagre rundt). Små smalle reflekser bag på ærmer og på fronten.

Vægt: 120 gram. i L.

Producent/Forhandler-link Her

Elastik ved håndled med mulighed for at sikre den omkring tommelfingeren

Asymetrisk lukning i halsen

Vandtætte Jakker (med hætter):

Jeg har valgt vindjakker uden hætte ud fra devisen om at har man brug for en hætte er vejret så slemt at man alligevel skal bruge en regnjakke. På de lange løb har jeg på egen krop erfaret hvorfor man skal have en rigtig god regnjakke med. Vi blev sidste år overrasket af regn om natten til Transgrancanaria og der lærte jeg på den hårde måde at i bjergene skal man have regnjakke med uanset hvad. 1 grad og regnvejr i en vindtæt jakke er bare ikke fedt. Jeg har aldrig været så kold i mit liv og mange løbere måtte have deres alu-tæpper omkring sig. I år havde de ændret reglerne så man skulle have regnjakke med.

Outdoor Research Helium Jacket
Alene i front til Täby Extreme Challenge 100 miles

Beskrivelse: Lækker regnjakke med tapede syninger i Pertex Shield. Åndbar er en svær ting at gøre op da mange faktore spiller ind m.h.t. materiale, størrelse og pasform mv. Men jeg syntes at Helium jakken ånder rigtig godt (på linie med de 2 andre vandtætte jakker). Ved Täby Extreme Challenge i april, vågnede jeg op til 15 cm nysne og sludregn. Så der endte jeg med at løbe i jakken de første 6 timer. Det havde ikke virket hvis den havde åndet som en plastikpose (=billige regnjakker).

Detaljer: Justerbar hætte med afstivet skygge, vandtæt lynlås med beskytter ved hagen, velcrolomme indvendigt som jakken foldes sammen i, udvendig lomme på venstre bryst med vandtæt lynlås, tapede syninger, elastik i håndled, justerbar elastik i livet,

Vægt: 193 gram i L (i den nye Helium II der er kommet på markedet vejer 180 gram i L og 162 i M.)

Producent/Forhandler-link: Her (ny model)

Inov-8 Raceshell 220

Beskrivelse: Gennemført enkel jakke. Inov-8 tager et kvante-spring frem med denne jakke, i forhold til deres tidligere skal-tøj. Jakken har ligesom de matchene regnbukser en tæt atletisk pasform som gør at den sidder tættere end både Minimus og Helium jakkerne. Det gør jakken teoretisk mere åndbar end de andre som er mere rummelige. Mig passer den perfekt, men den har selvfølgelig sværere ved at passe bredt. Men fedt at se Inov-8 gå all-in på atletisk snit. Noget Patagonia f.eks. gør konsekvent. Personlig syntes jeg at anorakker er lækre og man sparer vægten af en halv lynlås. Så lettere men også mere bøvlet at få af og på.

Detaljer: Halv lynlås (anorak). Vandtæt lomme på venstre bryst. justerbar hætte. Tapede syninger. Tynd polstring på indersiden af kraven (god detalje). Bløde håndledsmanchetter med hul til tommelfingeren.

Vægt: 237 gram i str. L.

Producent/Forhandler-link: Jakken kommer først i handlen til efteråret og er ikke kommet på Inov-8 hjemmeside endnu. Men når det sker er det HER 🙂

Dette billede viser åndbarheden i jakken, hvor fugten efter en lang løbetur, kun sidder på de tapede syninger og ikke på materialet

Montane Minimus Jacket

Beskrivelse: En rigtig fed jakke til bjergene i Pertex Shield +. Har detaljer man finder på tungere og dyrere skal-jakke til outdoor-brug. Justerbar hætte med formbar plasttråd til at holde skyggen på plads. Velcro-strop til at holde hætten når den ikke er i brug. Reflekser ved albuer. Formentlig den jeg vil have med mig til UTMB, da det er den mest velegnede til rigtig dårligt vejr.

Detaljer: Fuld lynlås. Velcro-justering på ærmer. Justerbar elastik i livet. Polstret hagebeskytter i kraven. Lomme på venstre bryst. Reflekser på albuer og hætte.

Vægt: 212 gram i str. L.

Producent/Forhandler-link: Kan købes her hos Racegear.dk

Skriv endelig hvis Du har spørgsmål til jakker eller udstyr generelt…