Petite Trotte à Léon

10505319_774433862599427_1928337226408385860_nOm 2 uger er det tid til årets udfordring nemlig det 306 km. lange The Petite Trotte à Léon eller bare PTL, som er længste “løb” i Ultra Trail du Mont Blanc familien. Det er nu mere en udfordring end en konkurrence i traditionel forstand, da der hverken er klassificering eller tidstagning. Konceptet er at man i hold af 2-3 løbere helt autonomnt klarer den lange tur rundt om Mont Blanc inden for 141 timer. Det lyder umiddelbart af god tid til distancen hvis ikke det var for terrænets beskaffenhed og det faktum at der på årets rute (der ændres hvert år) er hele 28.000 positive højdemeter (altså over 50 lodrette kilometer totalt) plus at man også lige selv skal finde vej da ruten ikke er markeret. At det ikke er nogen skovtur understreges af arrangørenes advarsel:

“IMPORTANT WARNING

The Petite Trotte à Léon itinerary uses passages which are more technically difficult than those met during the majority of trail races (notably the UTMB®). It requires a good knowledge and understanding of the mountain environment.

Some passages may present objective dangers: steep slopes, risk of falling stones, very narrow paths, the crossing of scree slopes or névés and the absence at intervals of a path or clearly defined track…

The route is « NOT WAY-MARKED » and very often « FAR FROM INHABITED ZONES ». It is to be realised in « COMPLETE AUTONOMY ». All assistance is forbidden except in « rest bases » set up by the organistion where the competitors may find a resting place and blankets as well as their spares’ sacks.

So as to progress in security the competitors must be able to operate navigational techniques with a GPS and have the necessary knowledge of map reading and be able to use  a compass and altimeter. They must also be capable of confronting bad weather, lack of sleep, fatigue, the cold, the heat, hunger and thirst…”

For at blive lukket ind i varmen skal man da også have gennemført enten UTMB (Ultra Trail du Mont Blanc) eller Tor de Geants. Forberedelserne har ikke været så intensive som forud for Ravn Hamberg´s og min tur til Tor de Geants i fjor. Men meget af udstyrssetup´et genbruges og efter en god uge med mange højdemeter i Østrig føler jeg mig egentlig rigtig godt forberedt. Der er dog stadig mange ubekendte faktorer og navnlig vejret og der af hvor let/svært det er at navigere tror jeg bliver afgørende. Søvnmangel er også en vigtig komponent og der håber jeg at erfaringerne fra sidste år kan hjælpe. Sammen med min makker, brasilianske, Fabrício Bastian (som jeg løb Transgrancanaria med i år) glæder jeg mig til nogen spændende og udfordrende døgn i bjergene som uanset udfaldet vil give minder for livet.

Det hele går løs fra mandag den 25. august og der vil selvfølgelig være mulighed for at følge med undervejs via Trailløberen på Facebook og Trailmoses på Twitter og Instagram. Der kommer nok også lidt om udstyret vi har med til Pryl-nisserne inden løbet 🙂

Et løb er et løb er et løb – Forkert…

Skærmbillede 2013-08-17 kl. 20.54.58

Der findes gode og dårlige løb. Sådan er det bare. I denne blog vil jeg dele mine erfaringer omkring nogle af de gode løb jeg har været til, som jeg kan anbefale til andre. Håber det kan være med til at inspirere dig…

I en senere blog vil jeg fortælle om hvilke løb jeg selv går og drømmer om at løbe, samt komme med et par bud på hvilke jeg vil anbefale hvis man vil ud og løbe i bjerge for første gang…

Bilder ultra 191 by Lidingöloppet

Lidingö Ultra er den ukendte undergrundsversion af verdens største terrænløb Lidingöloppet med over 30.000 deltagere. Low key løb i det tidlige forår hvor man kommer hele vejen rundt om øen og får den berygtede Abborrbacken 2 gange. Faktisk kan man nyde udsigten i stedet for at løbe i en lang kø som til det store Lidingöloppet i september, som er 30 km i ren Erimitageløbsstil. De servede kanelbullar og andre lækkerier på ruten men i mål blev vi spist af med en proteindrik. Fin medalja af glas til minde om en dejlig forårsdag i Stockholms skærgård.

IMG_0134

Transgrancanaria er stedet hvor jeg både har haft mine værste og min bedste løbsoplevelser. Det er omkring de 120 km. på tværs af øen og afholdes i den første weekend i marts. “2011 løbet i regnvejr sammen med Jesper Halvorsen står som en af de største røvture (læs beretningen på linket her) men året efter var jeg tilbage og gå med aviser, da jeg løb “børneløbet” Sur-Norte på 96 km. (læs beretningen her). I år var jeg så tilbage for 3. gang og havde et helt utrolig solidt løb i 18:35 = 8 timer bedre end i første forsøg og kom en ind som nr. 32 overalt. Læs den historie her 🙂. Og for det ikke skal være løgn tager jeg en tur til næste år selvom jeg egentlig havde troet at 3 gang var rigeligt.

Organisation er lidt sydlandsk “MAÑANA-MAÑANA-agtig” men de laver et godt ræs med styr på tingene. Paella til pastaparty både før og efter løbet, et hav af frivillige (og soldater) ude på ruten og mange lækre ting i depoterne. At de servere Pepsi og ikke rigtig cola er vel det der trækker mest ned sammen med at de ændrer ruten næsten hvert år, for at tilgodese forskellige lokale interesser.

3_mye_sno_i_Loypa

Täby Extreme Challenge eller bare TEC er et 50 og 100 mile løb på en 10 km bane i en forstad til Stockholm i april måned. I den grad et hamsterhjul-løb på en strækning som dybest set ikke burde kaldes for trail. Korte passager i skoven blandet med grus og asfaltveje. Største aktiv er depotet (og der er kun et) som er helt fantastisk med alt hvad hjertet kan begære. McDonalds pomfritter sent om aftenen – behøver jeg sige mere? De fyrer ved hvad man har lyst til når man har løbet i mange timer. Mentalt et rigtigt hårdt løb. Jeg pønser på et comeback fra min udgåede (ved 50 miles) sidste år. Det skal bare være i godt selskab og så behøver der ikke ligge 15 cm nysne på dagen 🙂 Løbsberetningen fra 2012 her

12881094

Ultra Trail du Mont Blanc er som OL eller VM i trailløb. Det største og hårdest besatte trailløb på kloden. For at få lov at være med skal man samle point sammen og være heldig i lodtrækningen. I 2012 gennemførte jeg løbet der desværre var kortet ned til bare 110 km. og 6000+ pga. af rigtig dårligt vejr med sne og regn i bjergene. Jeg håber på at få muligheden for at løbe hele vejen rundt om “knolden” engang i fremtiden. Alt omkring UTMB er topchecket og det er virkelig velorganiseret. Men dårligt vejr er kendt for at sætte en dæmper på løjerne lige netop den weekend. Læs 2012 beretningen her

IMG_1180

HURT 100 Endurance Run er et af de hårdeste amerikanske 100 mileløb. 5 loops af 20 miles med i alt 7620 meter klatring. Løbet er kendt for rødder, mudder og mosbelagte sten og under 1/3 af løberne kommer som regel igennem. Depoterne er absolut verdensklasse og findes ikke bedre nogen steder i verden. De har alt hvad en løber kunne ønske sig. Hele den familiære stemning omkring løbet gør HURT til noget unikt og er grunden til at folk flyver den halve jord rundt for løbe eller være frivillig her. Jeg vil dog anbefale at tage familien med (selvom det er dyrt) for vores hit-and-run-stil kan ikke anbefales. Når man skal rejse så langt er en uge slet ikke nok. Se Michael Arnstein´s aka the Fruitarian (Video som viser hvad HURT går ud på ) HER…
Eller læs min ræsberetnig her…
IMG_3001

JUNUT på vandrestien Jurasteig som er en 230 km. loop med omkring 7000 m+ i Bayern. Egentligt ret “danskervenligt” løb da stigningerne ikke er meget højrere og længere end vi finder det herhjemme og terrænet for størstedelen minder om det vi finder ude i skoven. Men 7000 positive højdemeter spredt ud over 230 km. med konstant op og ned trækker lidt tænder ud. Man passerer en del flotte borge undervejs og det skiftende landskab gør at det aldrig bliver kedeligt. Ruten er markeret men det er et helvede uden en ordenligt GPS, som jeg erfarede. Særligt gennem byerne hvor skiltene er svære at få øje på. Depoterne er ikke fantastiske og savner variation men hey man kan faktisk løbe så langt på cola og pølsemadder 🙂 Til gengæld er Race-director Gerhard og hans team utrolig søde og hjælpsomme.
Læs hvordan det gik for sig i 2013 her

foto (97)

Südtirol Ultrarace er et rigtigt bjergløb. Man kommer over toppen af bjergene og ikke kun bjergpas og terrænet er både stejlt og teknisk. Jeg løb den første udgave af løbet og de småkiksere der var i depoterne var vand ved siden af hvad man ellers kan komme ud for. Til gengæld har de 110% styr på sikkerheden hvilket langt fra er tilfældet alle steder. Jeg ville nok ikke tage løbet som mit første bjergløb da det kræver at man er vant til at færdes i bjergene, da flere steder er meget stejle og udsatte. Helt sikker et løb jeg skal tilbage til… Læs hvordan det gik mig i første forsøg her

1186111_558471334201446_1294939276_n 2

Tor de Geants kalder arrangørene for verdens hårdeste trailløb. Det er altid farligt at kaste den slags omkring sig, men jeg tror nu på at de er tæt på. 332,5 km. teknisk og særdeles eksponeret terræn med i alt næsten 50 “højdekilometer” på under 150 timer. For mig er Tor de Geants det ultimative bjergløb, men man skal virkelig ville det. Det kræver en god del mojo at holde sig igang i så lang tid og der er en grund til at søvnmangel bruges som tortur. Belønningen er de smukkeste udsigter hele vejen rundt med glimt af de højeste bjerge i alperne og meget lidt asfalt (under 10 km.). Læs om Ravn Hamberg´s og min tur her 🙂

Billedet herover (fra målgangen af TDG) forestiller en japansk løber som er kendt for sin hawaii-skjorte og store rygsæk sammen med Bruno Brunod som er et ikon inden for bjergløb. I 18 år havde han rekorden op og ned af Matterhorn (plus mange andre bjerge) og gennemførte som 51 årig TDG lige omkring 100 timer.

Giganterne’s Tor(tur) – Part 1

TDG 039

Tor de Geant eller “Giganternes tur” er mere end bare et 332 km løb rundt i Aosta-dalen, på den italienske side af Mont Blanc. Det er også en rundtur i et utrolig smukt område med udsigt til Alpernes største og mest spektakulære bjerge, som Mont Blanc, Monte Rosa, Gran Paradiso og Matterhorn. Undervejs skal 25 bjergpas over 2000 meters højde passeres med ialt 24.000 højdemeter op ad og det samme ned ad.

Se Thomas Dupont´s video med præsentationen af Tor de Geant

Løbet er så langt (tidsgrænsen er 150) at det automatisk indgyder en del mere respekt end f.eks. et 100 mile løb og muligheden for fiasko var bestemt til stede. Af samme grund havde jeg aftalt at følges, så langt det var muligt, med Ravn Hamberg, som var den anden af 3 danskere i løbet. Vi kender hinanden tilbage fra 90’erne hvor vi slog vores folder i klatremiljøet. Trods hans korte løbekarriere med  “bare” 2 ultraløb (Fyr til Fyr og Hammertrail 100 miles) hviler han på en solid erfaring fra bl.a. bjergbestigning, havkajak og let vandring.

foto5

Jeg landede i start- og mål byen Courmayeur lørdag formiddag dagen inden løbet. Vi hentede startnummer og den udleverede gule duffelbag som ville udgøre dropbag og følges os rundt på ruten i de 6 store hoveddepoter (lifebase). Alt var ret italiensk og småkoatisk, men vi fik styr på forsikringspapire, chip-armbånd og det hele. Jeg forsøgte at få ændret holdnavn og at jeg (ved en fejl) var registreret som kvinde.

foto8

Arrangørerne gør meget ud af at løbet ikke har en vinder, men alle som gennemfører vinder. Alligevel har de en særlig uddeling af startnumre til topløberne i centrum af byen. Jeg var ikke i det fine selskab og måtte nøjes med at blive nævnt blandt de kvindelige favoritter af Ian Corless på TalkUltra 😉 Vi troppede selvfølgelig op for at se girafferne. Selv om arrangementet nok primært var for at please sponsorene tænker jeg. Der var i hvertfald en overrepræsentation af ukendte løbere sponseret af Tecnica, Montura og Grivel.

Men der er ingen tvivl om at folk er ved at få øjnene op for løbet og det var da også det tunge skøts der blev kørt i stilling. Feltet var pakket med klasse løbere. Spanske Iker Karrera (nr. 2 ved UTMB i 2011) fra Team Salomon så rigtig skarp ud. Den unge amerikaner Nick Hollon som jeg mødte til HURT havde frisk meldt ud at han regnede med at løbe 4 timer hurtigere end den gamle banerekord. Som en af kun 14 løbere til nogensinde at gennemføre det berygtede Barkley 100 miles, skulle man nok aldrig sige aldrig – meeeeen….

foto7

Race- briefingen om aftenen var en joke. De viste vejrudsigten, som ikke så for spændende ud, men speakeren snøvlede sig igennem på dårligt cirkus-engelsk uden at komme med brugbar viden. Information om rutens markeringer, svære passager og sikkerhedsprocedurere havde nok været på sin plads.

Tilbage på hotellet stod den på pakning af dropbag’en. 60 liter er ikke meget plads når den skal indeholde energi, skiftetøj og reservegrej til 6 dage i bjergene. Slet ikke når man som jeg skulle have et par ekstra Hoka sko i størrelse 47,5 med. Vi havde brugt ret lang tid på at fintune setup’et op til løbet, talt med folk som havde deltaget før og testet grejet grundigt.

TDG 001

Starten var først kl. 10 søndag så der var tid til en god nats søvn, morgenmad , aflevere dropbag og de sidste forberedelser. Uden for væltede regnen ned så vi trak den til en halv time før start før vi begav os afsted. Trods regnen var stemningen god og gågaden var pakket med tilskuere. Ravn og jeg stod midt i startboksen som sild i en tønde. Alligevel blev det koldt og da arrangørerne valgte at trække tiden med snak langt over det rimelige. Rundt  om os begyndte løberne at buh’e og pifte. 17 minutter over 10 blev vi endelig sendt afsted.

TDG 002

Vi løb ned af gågaden som var pakket med folk. Damer i folkedragter, flag og ko-klokker i et kæmpe inferno. Lidt underligt at pumpe musikken op i så vildt tempo og for fuld skrue når vi skulle ud og bevæge os i bjergene med 3,5 km/t. Men stemningsfuldt var det og hårene rejste sig. Nede ved busstationen ventede Thomas Dupont og filmede os løbe ud af byen og ind på første bakke. Han er i færd med at lave dokumentar-filmen “Tales from the trails” om danske ultraløbere.

Se Thomas Duponts video fra starten af Tor de Geant

Vores taktik var at starte så roligt som muligt og spare krudtet. Så vi fandt hurtigt ind i gå-tempo da vi ramte første stigning efter en km. Frem med stavene og ind i enkeltmands-kolonne. Min kinesiske ven Jin Cao kom hurtigt forbi og var en af de meget få som havde en mindre rygsæk end os. Vi små-grinede lidt af dem som kom løbende forbi os op ad. “De bliver klogere”…

Første top svarede til en dagstur for de fleste med godt 1300 meters stigning. Lige under trægrænsen hørte regnen op og da vi passerede Col Arp  begyndte solen at titte frem. Mange havde taget turen op for at heppe i passet og stemningen var hyggelig og forventningsfuld.

TDG 006

Nedløbet var jævnt og faktisk ganske løbbart, men vi holdt os til planen og tøffede roligt nedad. Ned og vende i dalen og videre mod næste stigning. Her blev terrænet mere teknisk og de næste 2 toppe var begge over 2800 meter. Lige efter det andet pas (Passo Alto) stod en stor gul glasfiber kasse. En mobil nødbivuark bemandet med folk fra bjergredningen. Det kørte faktisk rigtig godt for os. Vi snakkede og mindede hinanden om at drikke og holde tempoet nede. Jeg var ikke blev 100 % frisk oven på min forkølelse ugen inden og småhostede lidt. Men alle lamper lyste grønt mens vi cruisede derudad.

Hen under aften nærmede vi os 3. bjerg og igen begyndte det at regne. Løbets stejleste opstigning til Col Crosatie var meget eksponeret og vinden var kraftig da vi nærmede os toppen. Forreste mand i gruppettoen foran os så meget usikker ud og snublede flere gange og så snart vi fik muligheden, ræsede vi forbi. Vi satte lidt mere tempo på for at holde varmen og komme hurtigt om i læ. Vi er vandt til at færdes hurtigt og sikkert bjergene og havde ret godt overskud. Lige efter toppen stoppede vi op og fik hue, handsker og pandelygte på.

TDG 016

På vejen ned talte om hvor heftigt det havde været på toppen og hvor lidt det skulle til før det kunne gå galt. Tor de Geant har ingen form for kvalifikation så alle kan i princippet tilmelde sig. Først da vi var i mål 6 dage senere fik vi den tragiske nyhed om at en kinesisk løber var omkommet efter et styrt netop her.

Regnen stod ned i stænger og da vi nærmede os trægrænsen blev klipperne afløst af mudder og jeg skøjtede rundt i mine landevejs Hoka’er. Der var virkelig glat og jeg kunne godt have brugt mine Salomon Fellraiser. Ravn faldt og knækkede sin ene carbon-stav og ødelagde sin rygsæk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Selvom der ikke længere var fare for at ryge ud over siden på bjerget var det ret sindsygt og fik allerede efter 10 timers løb både HURTog Transgrancanaria til at ligne en børnefødselsdag ved siden af.

TDG 012

Et kort (næsten) fladt stykke førte frem til første “Lifebase”/hoveddepot med adgang til vores dropbag. Da regnen stadig piskede ned, men vejrudsigten lovede opklaring nogle timer senere, besluttede vi os til at prøve at sove. Der var opstillet et telt med   feltsenge med ET tæppe til hver. Jeg skiftede til en tør trøje, spiste en proteinbar og gik i køjen. Jeg frøs og kunne ikke sove. Fik tiltusket mig et ekstra tæppe og faldt i søvn men vågnede konstant ved at varmekanonen tændte og slukkede og andre løbere som højlydt væltede rundt. Efter nogle timer på den måde spurgte Ravn og vi ikke bare skulle skride. Vi fik lidt mad inden vi traskede ud i den kulsorte nat. Snart holdt regnen op. Stigningsgraden var behagelig op mod 4. pas på Col Fenetre. Vi var lige inde og vende i et depot i en hytte på vejen op. Men stemningen var skidt og udvalget i buffeten yderst begrænset, så vi var hurtigt videre. Nedløbet var det stejleste i løbet, men heldigvis var underlaget skiffer så man stod fornuftigt fast. Desuden havde jeg i depotet skiftet til mine reserve sko med mere greb i sålen. Ligesom Ravn havde skiftet stave og rygsæk.

TDG 024

På opstigningen til Col Entrelor (3002 m.) begyndte mit højre knæ at drille lidt, så jeg mindede mig selv om at skifte ben (helt normal procedure i lange løb hvor man bliver straffet for at bruge favorit-benet hele tiden som man gør ubevidst til hverdag) og fordele belastningen. Jeg kunne mærke at den sædvanlige power op ad bakke slet ikke var der og jeg hostede mere nu. Nedløbet var rigtig langt. På det sidste stykke før depotet i bunden mødte vi Thomas Dupont som filmede løs. Vi tog det roligt i depotet og jeg fik spist og tapet fødderne lidt, da mine reservesko er smallere og drillede ved storetærerne.

Se Thomas Duponts video fra vores møde inden opstigningen til Col du Loson

Foran os ventede løbet højeste punkt Col du Loson i 3299 m.o.h. Normalt er klatring min store styrke med idag stod jeg bumstille og min vejrtrækning var væsentlig mere udfordret end Ravns. Heldigvis var stigningsgraden nogenlunde mellow. Hvilket dog gjorde turen til toppen uendelig lang. Vi så ibex helt tæt på.  Normalt er de temmelig sky men her i Gran Paradiso nationalparken stod de tæt ved stien. Med deres majestætiske udtryk med de store krumme horm iagttog de alle os spraglede tosser komme prustende forbi.

TDG 029

Det sidste stykke op til passet blev stejlere og løsere med store sten der skulle forceres. Jeg hev efter vejret og hostede som om lungerne var på op. Føltes mere som sygdom end træthed, søvnmangel eller højde. Ravn foreslog jeg tog mindre skridt og virkelig kun samme den ene fod lige foran den anden. Det hjalp helt utroligt at kunne geare yderligere ned og jeg var taknemmelig for at kunne trække på Ravns erfaring fra store bjerge (Bl.a. Himalaya expedition til 8000’eren Shishapangma).

foto6

Da vi nåede passet var jeg helt færdig og vi knibsede et par hurtige billeder inden vi fortsatte. Det var rigtig koldt og blæsende så vi skyndte os ned på den anden side. Lige under toppen stod 2 park-rangere (eller hvad de nu hedder i Italien) i et at de små pleksiglas bure som var fløjet op med helikopter. De virkede som nogle hårdføre gutter og de servererede vand, cola og chokolade med et smil.

foto

Det var rigtig modbydelig koldt og vi stormede ned at bjerget for at holde varmen. Jeg havde det rigtig skidt og hostede og hostede. Vi så hytten med næste depot på lang afstand men det tog en rum tid før vi var der. Jeg ville bare hurtigst muligt ind i varmen og ned at ligge.

Endelig kom vi frem til hytten og jeg styrede direkte forbi buffeten for at synke sammen på en bænk ved vinduet. Hele kroppen sitrede og jeg hostede voldsomt. Jeg sad med hovedet nede mellem knæene. 100 tanker fløj igennem hovedet og jeg blev klar over at mit løb, var slut før det næsten var startet (36 timer inde i festen). Alle forberedelser var spildte og skuffelsen skyllede ind over mig. Tårene trillede ned af kindene og det var som en overtryksventil der gik af. “Du kan ikke løbe Tor de Geant på den der måde” sagde Ravn. Hvilket jeg kun kunne give ham ret i. Havde bare lyst til at krybe køjen og sove til jeg engang vågnede.

Fortsættelse følger…

Alperne kalder…

Skærmbillede 2013-08-17 kl. 20.54.58

Usikkerhed, tunge ben, tvivl og alment ubehag er alle tydelig tegn på at nedtrapningen til et stort ræs er igang. Har efterhånden været der nogen gange, men alligevel er følelsen i kroppen den samme. Er jeg klar? Har jeg trænet nok? Slår jeg til? Spørgmålene prøver at penitrere mit panser af selvtilid.

Men jeg HAR lavet hjemmearbejdet og nu kan jeg ikke gøre mere end at hvile og blive klar til starten. Herfra kan jeg kun ødelægge og ikke længere forbedre formen.

Forberedelsen hen over sommeren var væsentlig bedre end jeg havde turde håbe på med 80 træningstimer og 32.000 højdemeter i juli måned. I august har den stået på back-to-back-to-back løbeture. Det vil sige 3 dage træk med lange træningsture, for at simulere belastningen ved at være i gang i op til 150 timer (tidsgrænsen i Tor de Geants). Indtil jeg den sidste uge har gearet helt ned.

På tirsdag flyver jeg til Alperne for at løbe TDS (119 km og 7250m+) med min ven Claus og følge UTMB bagefter som tilskuer. Planen er at tage løbet så roligt som det nu er muligt, så jeg kan være mest mulig frisk når starten på årets hovedmål Tor de Geants (336 km og 24.000 m+) går 10 dage senere ovre på den italienske side af Mont Blanc.

The North Face Ultra Trail du Mont Blanc 2012

Egentlig er det lidt fjollet at have så hårdt et løb så tæt på Tor de Geant og det kommer nok ikke til at forbedre mine mulighedder for at fuldgøre det lange løb efterfølgende. Men vi lever, som bekendt, kun en gang og jeg har virkelig glædet mig til TDS. Både p.g.a. terrænet, selskabet og den helt fantastiske stemning i Chamonix i UTMB ugen.

Følg rejsen på Trailløberen på Facebook eller TrailMoses på Twitter.
Se mere om TDS her
Og Tor de Geants her

Ser virkelig frem til de næste ugers udfordringer i bjergene i gode venners lag…

20130824-122659.jpg

Sko-arsenalet anno 2013

foto (38)På toppen af Serles i Stubaier Alpen

 

Som lovet i min artikel; Hvad skal man kigge efter i en Trailsko? vil jeg skrive lidt om hvilke sko jeg selv bruger og hvorfor.

Forskellige forhold kræver forskellige sko, men jeg prøver at have så få sko i arsenalet som muligt for enkelthedens skyld. Så jeg hører ikke til dem der praler med hvor mange sko de har stående derhjemme og samle støv. Jeg får da testet lidt forskellige modeller i løbet af året men sender hurtigt dem som ikke fungerer videre. Enten bliver de givet videre til gode løbevenner, bortaktioneret til fordel for min indsamling til fordel for Danske Hospitalsklovne eller givet til Røde kors.

Mine 3 foretrukne sko:

Det er 3 meget forskellige sko i med hensyn til sålhøjde og greb i ydersålen. Men fælles for dem er at overdelen er åben og ventileret og at de rummer en halv-bred for som min.

IMG_0739

IMG_0738

Salomon Fellraiser

Jeg startede min trailløbs-karriere i Salomons klassiske Speedcross, men syntes efterhånden at den var for smal i pasformen og for høj i hælen. Så det har bragt mig ud på en længere rejse mod fladere og mere rummelige sko. 4 år nede af vejen dukker Fellraiser op med præcis det jeg har søgt efter; lavere profil, bredere pasform og lavt drop (højdeforskel på hæl- og forfodshøjde) på 6 mm. Den er meget blød og fleksibel i forfoden som giver god fornemmelse af underlaget. Grebet i sålen er rigtig groft, med modsatrettet greb i hælen for at give bedre kontrol på stejle nedløb. Gummiet i ydersålen er blødere end i den lidt lavere Fellcross2 (som er mere minimal men også stivere og smallere) og giver en virkelig godt greb selv i tørre forhold og på våd klippe. Hvis jeg kun skulle have en trailsko ville det nok være Fellraiser´en men på hårdt underlag syntes jeg den er for høj i hælen (og foretrække Altra Superior). Udseendet kan godt virke lidt plastic-agtigt, men forstærkningerne i overdelen, lige over sålen gør den slidstærk og det er præcis der hvor andre sko fejler (som f.eks. Inov-8 Trailroc 245). Se Gripmastertrails review her (han arbejder for Salomon i Tyskland så det er ikke helt uvildigt). NB. Jeg arbejder også for Salomon, for dem som ikke ved det 🙂

Fordele: Super grib, rummelig pasform, relativ lav mellemsål, fleksibel sål, god pris = 850,- Vejl. Udsalgspris.

Ulemper: Inderålen generede mine brede fødder (så den har jeg taget ud efter Kenneth Kofods anbefaling – det virker perfekt).

Anvendelse: Mudret og eller teknisk terræn. Jeg har endnu ikke løbet rigtig langt i dem. Men de kommer med til sensommerens lange løb.

Gaiter: Salomon

IMG_0731 IMG_0732 IMG_0733

774339_4959116809865_1928362336_oHURT 100 på Hawaii.

Altra Superior

Altra laver Zero-drop sko i forskellige højder, fra helt minimalistisk til semi-hoka. Superior´en er absolut i den fladere ende. Stack-height – altså højden på sålen er 12 mm. og den kommer med en udtagelig “rock-plate”, en plastic-plade til at beskytte foden mod skarpe ting i underlaget. Grebet er i den glatte afdeling og den gør det bedst i i tørre forhold. Pasformen er super rummelig og fornemmelsen af underlaget er fantastisk trods skummet under foden. Over hele linien er det den bedste sko jeg nogensinde har haft og den gør det også godt på asfalt. Men på meget ujævnt terræn eller i mudder er det ikke skoen. Til HURT 100 på Hawaii løb jeg den første runde i dem men skiftede da de mange rødder var for hårdt for fødderne i de tynde såler. Se irunfar.com´s video-review her for mere info.

Fordele: Meget rummelig pasform, sublim proprioception (fornemmelse af underlaget) og den føles let på foden.

Ulemper: Selv med rock-plate i mærker man hver en set igennem sålen og så er overdelen ikke super slidstærk.

Anvendelse: Alt der ikke er for mudret eller stenet.

Gaiter: Jeg syntes Gore´s Windstopper gaiter sidder bedst på Superior´en

IMG_0734IMG_0736IMG_0737
IMG_3074Junut – 230 km. i Sydtyskland

HOKA ONE ONE BONDI-B

Bondi B er egentlig en landevejssko. Grunden til at jeg har valgt den frem for Hoka´s trailsko (Mafate og Stinson Evo) er en bredere pasform og et lavere drop (på kun 4,5 mm). Dave Mackey og andre Hoka sponserede atleter bruger samme sko ved trailløb. Sålen er piv-glat men står vildt godt fast på alt som er tørt. De svigtede mig ikke en eneste gang på mine 3 ugers træning i Alperne og gør det overraskende godt på klipper og i teknisk terræn. Jeg har tidligere skrevet Bloggen “Hvorfor-hoka-og-hvorfor-ikke” og det er vigtigt at pointere at jeg kun ser Hoka sko som noget man bruger i bjergene med mange lange nedløb. Jeg ville ALDRIG selv bruge dem herhjemme. Ironisk nok ser man flere løbere bruge dem når kroppen begynder at sige fra. Hvilket i mine øjne er som at pisse i bukserne. Jeg mærker tydeligt hvordan min løbestil bliver mere sjusket i dem men i bjergene er det en godt våben. Det er tydeligt at mine ben er friskere efter lange nedløb i dem. Tidligere har jeg lidt meget på nedløb hvor min lår (quads) er eksploderet fuldstændigt. Ved årets Transgrancanaria blev jeg således kun overhalet én gang ned af og sluttede med en godt slutspurt på sidste nedløb. Fornemmelse for underlaget er en af de ting jeg vægter højt og som jeg går lidt på kompromis her. De 40 mm. skum underfoden virker dog ret homogen og proprioceptionen er klar bedre end mange andre sko med pronationsstøtte, chasis, rockplate eller hvad man nu kan finde på at stoppe i mellemsålen på en trailsko til bjergene. Se irunfar.com review her

Fordele: Bedre støddæmpning på lange nedløb hvor man ikke kan undgå at lande på hælen.

Ulemper: Glat i sålen, EVA-skummet bliver hurtigt komprimeret og så er den ikke særligt holdbar, hverken i overdelen eller (særligt) i ydersålen. Det gør dem til et dyrt bekendskab når en sko til et par tusinde må limes efter hver løbetur for ikke at falde helt fra hinanden (som sagt er den lavet til asfalt men stadigvæk).

Anvendelse: I bjergene med mange lange nedløb, uden for meget mudder. Klart bedst i tørre forhold.

Gaiter: Dirty Girl

foto (90)Terrænnet til Südtirol Ultrarace

Andre sko jeg har været glade for:

IMG_2918 INOV-8 Trailroc 245 – som jeg hev direkte op af æsken og brugte til Ultra Trail du Mont Blanc og igen til The North Face Endurance Challenge Championships i San Francisco sidste år. Bredere end så mange andre Inov-8 modeller, men den blev ved at klemme min lilletå og give vabler. Men ellers en super god all-round sko trods overdelens katastrofal dårlige slidstyrke (helt sikkert noget de retter op på fremadrettet).

IMG_0798lNOV-8 Roclite 295 – var min første Inov-8 sko som jeg brugte 2 gange til Transgrancanaria og ved Täby Extreme Challenge. God hårdfør sko med god bred pasform. Droppet på 9 mm. blev jeg træt af og savede 4-5 mm. skum ud af hælen inden jeg limede dem sammen igen (se før og efter billedet nedenfor).

Billede3286

27755697_R9J2hjHoka One One Mafate – var min første Hoka som jeg brugte det meste af vejen til HURT 100 Endurance run på Hawaii, hvor underlaget var meget udfordrende med mange rødder og glatte sten. 4 mm. drop (6 mm. i den nye model) og moderat greb i ydersålen.

Svendeprøven anno 2013

ECC11

Nu fik jeg jo aldrig afsluttet min svendeprøve som ultraløber, da Ultra Trail du Mont Blanc i år blev kortet ned til 110 km. I stedet kaster jeg mig nu ud på dybt vand med et 2013 program der både udfordrer og skræmmer mig.

Første halvdel er opbygget som en 3-trins raket, med længere og længere distance.

HURT100L
HURT 100
Legendarisk ultraløb på Hawaii på 100 miles. En særdeles kuperet rute i regnskoven ovenfor Honolulu gennem løbet 5 gange. Det bliver varmt, fugtigt, med mange vandpassager og havd der ellers kommer til af myg, kryb og lokale vildsvin. Det bliver på alle måder ud af komfortzonen og sandsynligvis også min sidste tur i hamsterhjulet (aka rundeløb), da jeg er gået helt kold på at løbe i ring.

IMG_0148
Transgrancanaria
Det bliver mit 3 år til Trangancanaria (selvom jeg sidst løb “børneløbet” på 96 km) som jeg har haft en had-kærlighedsforhold til. Sidste år var nok min værste løbeoplevelse EVER, hvor jeg kæmpede mig gennem regn og mudder to nætter ude med Jesper Halvorsen. I år klappede det hele og jeg havde mit bedste ultraløb til dato, med en samlet 17. plads. Næste år (2013) jeg bliver der stor dansk deltagelse og jeg håber på at følges med nogen af de andre danskere, jeg kender i løbet. Ruten er ændret lidt til årets løb for at få mere singletrack og mindre grusvej og er på 119 km og 7100 højdemeter. Tror det bliver en hyggelig tur.

%C3%9Cbersicht-Strecke
Junut
Ugen efter jeg selv arrangere “Inov-8 Fyr til Fyr” på Bornholm, løber jeg det 220 km. lange Junut i Bayern med 5300 højdemeter. Løbet er en tur rundt på Jura-steig nord for München med en tidsgrænse på 47 timer. På papiret er det et løb jeg ar en realistisk chance for at vinde, men mit udlæg kommer til at være ret konservativt.

IMG_0347
(Salomon Hammertrail)
Som sagt er jeg ikke motiveret til at løbe i rundkreds, men da jeg kender Hammertrail bedre end min egen bukselomme og elsker stemningen omkring løbet stiller jeg op hvis jeg er ovenpå efter Junut. Det er trods alt Danmarks hårdeste løb og her man er med hvis vil noget 😉

17_Marksburg_von_Norden
Wibolt
I flere år har jeg haft kig på Rhein-steig mellem Wiesbaden og Bonn til en lang flere dages træningstur. Så da jeg fandt ud af at de arrangerer et non-stop-ultratrail netop der var sagen klar. Så planen er er at købe en enkelt billet til Frankfurt, tilbagelægge de 320 km. (og 11.700 m+) på under 90 timer og flyve hjem fra Köln.

TS_RUN_FAULHORN_D88542-79f0ea9e
Eiger Ultra Trail
Eiger Ultra er et nyt løb der holdes første gang i 2013. Længste distance (og MAN løber jo altid længste udbudte distance 😉 er 101 km. (6700 m+) forbi nordvæggen af Eiger. Løbet arrangeres af Ueli Steck aka The swiss Machine. Hvis Du ikke ved hvem han er så SKAL Du lige se videoen her

Hvordan resten af sæsonen flasker sig kommer an på lodtrækningen til UTMB og hvordan kroppen har det.

IMG_2966

So far – So what…

Så er det hverdag igen. Selvom benene og maven stadig er helt ødelagt her over en uge efter løbet, er hovedet klart. Der bliver efter-rationaliseret til den store guldmedalje og kogt suppe på alle indtryk og erfaringer fra UTMB.

I år har jeg løbet 4 lange løb. 2 er gået godt (Trangrancanaria 96 k og Hammertrail 100 miles) og 2 er gået skidt (Täby Extrem Challenge 50 miles (DNF på 100) og Ultra Trail du Mont Blanc 103,5 k). Der hvor det går skævt er også der, hvor man lærer af sine fejl og det bruger jeg som brændstof fremad rettet. Hvor i mod når alt er perfekt og det hele spiller, er faren at man blot læner man sig selvfed tilbage, pudser ego’et og fuldstændigt misser potentialet for forbedring.

Mit næste store mål (ud over at kunne gå ned af trapper uden at børnene griner af mig) lidt længere ude i horisonten, er at slutte sæsonen af med stil. Nærmere bestemt The North Face Endurance Challenge Championships i San Francisco. Det er på 50 miles og samler, takket være en god slat præmiepenge, (som jeg ikke regner med at få del i 😉 det hårdeste felt i verden på distancen. Ruten går ved Marin Headlands hvor Golden Gate broen ender og nord på langs kysten. Det er min første tur til den amerikanske vestkyst og jeg glæder mig til opleve Californien. Løbet bliver hurtigt og vindes som regel i en sub 7 timer tid. Mit fokus er at få løbet et godt løb med så jævn belastning som muligt og samtidig få alt ud af tanken.

Det skal nok blive en fest når vi skal den anden vej op af den her til Transgrancanaria 2013. Foto: Jesper Halvorsen

Så træningen her i efteråret vil være fokuseret på løbeteknik og fart. Efter at have været en tur i gennem møllen hos Posemand.dk (på workshoppen ”løb uden skader”) er jeg super motiveret til at forbedre mit løb. Dels for at belaste kroppen så lidt som muligt når jeg løber og for at blive mere effektiv og økonomisk på de lange løb. Det er ikke noget der gøres fra den ene dag til den anden og man bliver mere eller mindre nød til at starte fra scatch og bygge langsomt op. Så det passer fint ind i programmet de næste par måneder.

I det nye år venter HURT 100 på Hawaii i januar, som er et 100 miles (160 km) løb i regnskoven over Honolulu. Det bliver på alle måder et løb uden for komfortzonen med varme, luftfugtighed og mange vandpassager der gør livet svært for fødderne. Meget mere om det senere. Allerede halvanden måned efter det vender jeg tilbage til Gran Canaria efter flere tæsk. Trangrancanaria byder i år på en ny rute i bjergene på tværs af øen. Her bliver med stor dansk deltagelse og jeg ser frem til en rigtig hyggelig tur.

Men i morgen venter en regnvåd Rude skov med 65 glade ansigter til LØBEREN´s Trail-træning og vores Trailcamp.dk på Samsø er også lige rundt om hjørnet ☺

Transgrancanaria 2011 med Jesper Halvorsen ved Roque Nublo 1813 m.o.h.